Dataset Viewer
feuilleton_id
stringlengths 6
30
| feuilleton_id_series
stringlengths 6
28
| text
stringlengths 1.84k
25k
| label
stringclasses 1
value | subcategory
stringclasses 5
values | clean
bool 1
class | wordcount/part
int64 301
4.37k
| wordcount/whole
int64 301
11.2k
| date
stringdate 1816-02-02 00:00:00
1834-06-24 00:00:00
⌀ | author
stringlengths 8
41
⌀ | original_language
stringclasses 5
values | cliffhanger
float64 0
1
⌀ | feuilleton_name
stringlengths 17
88
| complete
stringclasses 3
values |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
letter-to-france_a
|
letter-to-france
|
Udtog af et Brev fra Generalinde Bertrand paa St. Helena til en Veninde i Frankrig, dateret December 1818. Triumph, min elskede Karoline! Det lykkedes, Napoleon er borte. Vel vide vi ei endnu hvor han er bleven af: thi ingen af os har tordet ledsage ham, men vi leve i det glade Haab, at det Lette vil lykkes efter at det Vanskeligste er fuldbragt. Ikke vil jeg længere sætte Din Taalmodighed paa Prøve, men kortelig fortælle dig, hvorlunde det store Vovestykke bragtes til Ende. Efterat Din herlige Fætter rigeligen havde forsynet os med Guld og Kostbarheder, og uden mindste Mistanke atter var seilet bort, for udrustet med Napoleons Fuldmagt - at forberede Gemytterne paa hans snare Tilbagekomst, fik vi fra Amerika den bestemte Efterretning, at det Skib, som skulde overbringe ham, i September, eller sidst i August skulde krydse paa Høiden af St. Helena, men dog holde sig i en saadan Afstand, at man fra intet Punct paa Øen kunde øine det. En med raske Roere bemandet Baad skulde om Natten nærme sig Kysten. Samme Nat skulde Skibet lade en liden Luftballon stige i veiret, kun ifyldt med liden Luft, at Passatvinden kunde føre den hen over Øen; uden at den skulde stige for høit. Ned fra Ballonen skulde hænge en Hale, indeholdende en let antændelig og lysende Materie, forsynet med en Lunte, der vel skulde tændes paa Skibet, men først om nogle Minuter i Luften antænde den Deel af Halen, som indeholdt Signalet. Man haabede, at dette vilde kunde sees paa Øen meget tydeligt en halv Minut. Dog var det saaledes indrettet, at Vagterne, hvis de blev det vær, maatte ansee det for et intet betydende Meteor. Vi skulde altsaa fra den 15de August - Napoleons Fødselsdag - lige til Juul være paa vor Post og hver Nat udstille Vagter, at ikke Signalet skulde blive ubemærket. Saasnart vi nu fik Øie paa Signalet, skulde Napoleon strax begive sig til Havbredden, lytte paa Aarernes Pladsken og bære en Blændlygte under Kappen, saa at den blot kunde lyse ud mod Havet. Hvis Brændingens brusende Larm hindrede ham i at høre noget, skulde han dog rolig vente. Formodentlig vilde Baaden ikke kunne komme tæt til Bredden: derfor skulde den raskeste Svømmer nærme sig den, forsynet med et Toug og knytte dette om Keiserens Liv. Da skulde Napoleon tryg kaste sig i Bølgerne og svømme til Baaden. Var han først der, skulde han snart komme paa Skibet selv og med dette til Europa. Vistnok var nu denne Instruction ret skjøn, og man kunde ikke forlange mere af den. Amerikanere, dog havde vi endnu de største Vanskeligheder at beseire. Hvorledes skulde Napoleon, der hver Aften ligesom indsperredes, slippe ud af Huset? Hvorledes skulde han slippe forbie Vagten? Hvorledes komme over den steile Muur? For at overvinde alle disse hindringer, udkastede han selv en dristig og vanskelig Plan, der dog blev kronet med et heldigt Udfald. - Han begyndte at lade, som han var kjed af Livet. Han aad og drak næsten aldrig naar Nogen saae det, saae hen for sig med stive Blik, hørte ikke naar Nogen tiltalte ham, og naar han hørte det, svarte han med et Smiil, som lignede den Vanvittiges. I Selskaber talte han højt med sig selv lutter forvirret Tøj, i det smukkeste Veir blev han liggende i Sengen og i Regn og Storm klattrede han paa Bjergtinderne, hvorhen Vagterne stønnende og bandende fulgte ham. Engang lod han endogsaa som om han vilde aflive sig selv, kort, han spillede sin Rolle saa naturligt, at hver Mand troede at være overbeviist om hans Afsindighed. Hans Jagtflinter, og Hirschfængere fratoges ham: neppe tillod man ham at spise med Kniv og Gaffel, af Frygt for at han skulde tage Livet af sig. Vi selv, der vare nærmest omkring ham, syntes at deele denne Frygt og havde desangaaende hyppige Konferentser snart med Kommissairerne, snart med Gouverneuren. Tilsidst yttrede min Mand Frygt for, at han, al Forsigtighed uagtet, skulde slippe bort og styrte sig ned fra en Klippe: derfor bad min Mand selv, at man ikke som hidtil vilde lade Vagten ledsage Keiseren, men befale den at gribe ham under Armene og saaledes føre eller naar det skulde være - slæbe ham. Gouverneuren modtog dette Forslag med Taknemmelighed og iværksatte det strax. Napoleon loe overtydt og talte italiensk til begge sine Ledere, hvoraf de intet forstode. Efterhaanden lod han som han blev kjed af denne Leden, han begyndte at skjende og tilsidst at slaae omkring sig. Min Mand søgte at formilde ham og bad om Tilladelse til selv at lede ham. Det syntes han bedre om. Den anden Vogter afløste geledes ved en af Vore og nu var Keiseren rolig. Ofte flyttede han ikke en Fod, men lod sig slæbe. Saaledes væntes Vagten efterhaanden til at blive tilbage uden at røre Napoleon. Spadseerte denne ud om Aftenen, da fulgte den doven langt bag efter, eller leirede sig paa en Høj, hvorfra de kunde følge os med Øjnene. Da nu Alt paa denne Maade var forberedt, gjorde vi en Straamand, saa lang og tyk som Napoleon, gav den hans Klæder og Hat paa, og istedet for Indvolde en tilstrækkelig Qvantitet Bly. En Voxfarve lykkedes os godt nok for i nogen Frastand, især i Skumringen, at skuffe Øiet. - Nu indviklede vi en Aften den vagthavende Officier i et interessant Partie Whist, der var allerede givet Kort, da man meldte ham, Kejseren vilde spadsere. Utilfreds vilde han kaste Kortene, men vore medspillende Herrer overtalte ham let til at tøve noget: Han vidste jo, at min Mand ledsagede Keiseren, som han desuden snart vilde indhente. Hvad Vei gaaer Generalen, spurgte Officieren. Langs med Stranden, svarte man, dette beroligede ham. Vagten ved Porten havde drukket lidt over Tørsten: to Mand fulgte os gabende og ravende. Kommissarierne behøvede vi ikke at frygte for, da de alle vare til Gjæsterering hos Gouverneurens. Vi grebe altsaa kjækt vor Straamand under Armene og iilte med ham ud af Huset, begunstigede af den indbrydende Skumring. At Pseudo Napoleon ikke betjente sig af sine Fødder, dertil var Vagten saa vant. Ogsaa omringede vi Popansen saa meget muligt, og slap lykkelig ud. (Slutningen følger.)
|
fiction
| null | true
| 1,017
| 2,157
|
1816-02-02
|
A. v. Kotebue ?
| null | null |
Blik i Fremtiden: Brev fra Generalinde Bertrand paa St. Helena til en Veninde i Frankrig
|
TRUE
|
letter-to-france_b
|
letter-to-france
|
Udtog af et Brev fra Generalinde Bertrand paa St. Helena til en Veninde i Frankrig, dateret December 1818. (Sluttet, se No. 15.) Nu gik det rask nedad til Strandbredden. Hvad vi havde haabet, skeedte: begge de engelske Vogtere bestege kun den nærmeste Høi, leirede sig paa samme og forfulgte os med Øinene. Vi vare 7 Personer, men lutter indviede Franske. Da vi nu kom til et Sted hvor vi vidste, at en Skræntning nedsteeg i en stor Dybde og hvor Brændingen brødtes paa det voldsomste, fattede vi bemærket vor Straamand ved Benene, svingede ham høit i Luften og lode ham paa den naturligste Maade af Verden springe ud i Søen. Med det samme gave vi alle et heftigt Skrig, orlede Hænderne og rykkede os i Haarene. Vogterne havde lykkeligviis begge seet Straamandens Spring, de flyttede ned af Høien og fandt os i Fortvivlelse. Min Mand fortalte dem med Hulken; Napoleon havde, efter at han den hele Dag havde syntes meget rolig, pludseligen med en saadan Kraft løsreven sig og saa rask styrtet sig i Strømmen, at det var umueligt at redde ham. Officieren var ogsaa imidlertid kommen did, og hans sande Skark var i Virkelighed ligesaa stor, som vor forsiilte lod til at være. Hvad var at giøre, vi skrege omkaps med hinanden og stirrede ned i Brændingen, men ingen Baad var i Nærheden og Mørket tog hvert Øieblik til. Officieren bød den ene Vogter, der var en god Svømmer, 10 Guineer, hvis han vilde springe ud for at forsøge at redde den Forulykkede. Karlen befindte sig intet Øieblik, sprang ud og vovede virkelig sit Liv, dog naturligviis uden Nytte, da Straamandens BlyJndvolde strax havde draget Personen tilbunds. Vi hylede og skraalte indtil mørken Nat, og vankede endeligen hiem, hvor vi allerede langtfra modtages af vore Folks Jammerklager. Officieren iilte strax til Gouverneuren for at bringe ham hiint Sørgebudskab. - Ved Dagerie kom denne ude af sig selv, løb op og ned ved Strandbredden som en Høne der har smaae Ellinger paa Vandet, opbød alle St Helenas Baade og Svømmere - men Alt forgieves. At vi atter ved denne Scene spilte de Dybtbedrøvede, kan Du tænke Dig. Han selv var Trøst behøvende, thi han frygtede for at vorde anklaget for Efterladenhed. Mod Middag forlod han os for strax at affærdige en Kutter, som, jeg veed ikke hvorfra, skulde hente nogle gode Dykkere, for dog i det ringeste at opfiske Napoleons Liig, som han, ifølge sin instruction skulde oversende til Engelland. Guds Navn, tænkte vi, fisker I Straamanden, saa vil det give et komisk Skuespil. Men hvor var Napoleon imidlertid, vil Du spørge. - I min Alkove, i min Seng laae han og ventede med piinlig Utaalmodighed paa Udfaldet. Men hvorlidet dersom man havde fattet Mistanke og strengt undersøgt hele Huset? Sandt, kiere Karoline, derfor frygtede vi ogsaa meest, thi før næste Nat kunde vi umuelig bringe Keiseren i Sikkerhed. Dog Vogterne havde jo selv seet ham springe i Vandet; de loy saagar i Angesten, at de vare fulgte ham paa Fode og vi modsagde ikke, hvad var naturligere, end at Gouverneuren i sin første Forsippelse aldeles ikke faldt paa, at ogsaa vi kunde spille en Komedie, især da en saadan, efter hans Begreb, til Intet kunde nytte os. Tre Dage sildigere maatte dog Nogen have indgivet ham, en saadan Tanke, thi pludseligen lod han Huset omringe og giennemsøge, medens en heel Bataillon, adspredte sig mellem Klipperne. Det var for til dig. Hvorledes vil Du sige, havde I da saa nøie beregnet det amerikanske Skibs Ankomst, at I just i disse Dage torde sende Redningsdaaden? Ingenlunde. Alt skedte tvertimod fire Uger tidligere, end vi endogsaa torde nære mindste Haab derom. Langs med Kysten er Klippefoden fuld af dyde Huler, hvor Vandet i Flodtiden træder ind, og tæt derved staae sønderrevne Klippemasser, som ved en stærk Lava ere sammenkedede med hinanden. Disse Masser, der hæve sig over Havets Flade, ere fulde af Revner og Huller. Man hører her det underjordiske Vands Brusen, der trænger ind i Dens Hulninger eller ved Fjeldenes Fod hvirlende og skummende fremsprudler. Under i disse høie Klipper og kun svagt sammenhængende Steenmasser har endnu Ingen vovet sig ind. Napoleon var den Første, der paa en Jagt, fiern i fra fine Ledsagere, nedsteg i en af hine Huler og fandt samme saa rædselfuld skiult og beleilig, at han øieblikkelig derpaa grundede sin Plan. Hertil i flygtede han den næste Nat efter ovenmeldte Optrin, uden at agte paa, hvad hans Helbred derved kunde lide. Nogle Levnetsmidler tog han med sig, thi i de trende første Dage torde vi intet videre bekymre os om ham. Tænk Dig vor Angst, inden vi erfoere at han endnu levede og befandt sig vel. Og saaledes udholdt han i samfulde syv Uger. At vi fra 15de August af med forskende Blikke afladeligen betragtede Horisonten, bestandig to og to hver halve Time afløstes, for ikke at vorde sovnige eller uopmærksom, det behøver jeg ikke at fortælle Dig. Endeligen var min Mand selv saa lykkelig, først at see Lufttegnet. Han styrtede jublende ind i mit Sovekammer og derpaa med vor Louis ud af Huset. Napoleon, fandtes rolig sovende i Hulen. Da han vaagnedes med det gode Budskab, sprang han rask op, flavrede frem, omfavnede tavs min Mand, steeg hurtig ned af Klippen og løb bestandig stiltiende frem og tilbage ved Strandbredden. Snart hørtes Aarernes Pladsken og Svømmerne nærmede sig. Hiertet bævede i min Mand, da man slog Touget og Keiserens Liv, men han loe, trykkede min Mands Haand sigende: "Nu er atter en Kongres iilende, og sprang ligesaa modigen i Vandet, som hingang da han marscheerte mod Broen ved Lodi. I hvilken Sindsbevægelse min Mand blev staaende paa Strandbredden, er ikke at beskrive. Det var aftalt, at Baadfolkene, saasnart Napoleon var reddet, igien skulde antænde Laternen og tregange svinge den omkring. Da han saae det styrtede han uvilkaarlig paa sine Knæe, hævede Hænderne mod Himlen og velsignede den Bortdragende. Da iilede han til mig, der ogsaa mere var død end levende, kastede sig aandeløs paa en Stoel og stammede: han er borte, vi Fruentimmer have ved slige Leiligheder kun Taarer; jeg græd af Glæde den hele udslagne Nat. Ved Daggrye iilte jeg ned til Stranden og saae til min store Glæde Intet, og saaledes er Napoleon uden al Tvivl nu ombord paa det Skib, der bærer ham til Europa, til nye Berømmelse. Os andre ubetydelige Personer giør man sig ikke den Umage at bevogte, og Gouverneuren har allerede lovet at sende os til Engelland med det første fra Indien hiemgaaende Skib. Gid det maatte skee inden Efterretningen indtraf hertil om Napoleons Tilbagekomst til Europa. Men hvad kan man vel giøre os, vi have jo dog kun betient os af Fangens naturlige Ret, at bryde sine Lænker naar det staaer i hans Magt. List har seiret over Magt og derfor giver Seiren os dobbelt Glæde! Snart sees vi.
|
fiction
| null | true
| 1,140
| 2,157
|
1816-02-03
|
A. v. Kotebue ?
| null | 0
|
Blik i Fremtiden: Brev fra Generalinde Bertrand paa St. Helena til en Veninde i Frankrig
|
TRUE
|
battle-plattsburgh
|
battle-plattsburgh
|
Slaget ved Plattsburgh. Fienden nærmede sig nu langs bredden af søen mod floden Saranac, ved hvis munding landsbyen Plattsburg ligger, forsvaret bag til og paa siderne ved skoven, hvis mørke, ubegrændsede linie behageligen afbrydes ved dens nætte og smukke bygninger, beliggende omkring en cirkeldannet baj, i hvis sølverskjød, floden udgyder sig. Vedvarende skjærmysler fandt nu sted mellem fienden og vore militaire lette tropper, syv hundrede mand samlede sig snart fra de omkringliggende skove. Provindsen Vermont, som begrændser den modsatte strandbred af indsøen, udsendte nu dens feldbeboere. Adspredte i et bjergrigt land, maatte det vel have været vanskeligt at samle de faa beboere. Men rygtet om fiendens indfald løb fra høi til høi, fra landsbye til landsbye, nogle toge hestene fra ploven, andre randt til fods, efterlode deres hjorder paa græsgangene og gave sig neppe tid til at tage en afskeeds velsignelse med paa reisen fra koner og mødre, naar de rakte dem deres vaaben. Deres gevæhr paa skuldren, et krudthorn ved siden, undertiden en ration i lommen, trængte hob paa hob ind i Burlington, og alle, (efter hvad en ven, der har været øinevidne til denne scene har fortalt mig), "kom løbende, enten paa deres egne been eller til hest. " Den smukke lille bye Burlington, er bygget langs ad en høi paa den modsatte strandbred, og lidt høiere op i søen, end Plattsburgh. Her var enhver baad og canoe sat i reqvisition; skare efter skare skyndte sig til strandbredden, og ligesom de adspredte hobe stormede til Plattsburgh ved Saranacfloden for at modstaae fjendens overgang, eller kastede sig ind i skoven for at angribe og udmatte fjendens bagtropper. Flaaden var udrustet, og da den fjendtlige kom i sigte, blev den lagt i slaglinie ved indløbet af bugten. Med saadan utrættelig virksomhed havde amerikanerne forberedt sig til striden, at en af skibene, som var med i slaget, var bleven bygget og udrustet paa en fjorten dages tid. Atten dage for træfningen, stod endnu tømmeret hvoraf det var bygget og voxte i skoven ved søens strandbred. Den engelske flaade, under Captain Downies komando førte 95 kanoner og henimod tusende mand; den amerikanske under kommandeur M'Donough havde kun 86 kanoner og henimod otte hundrede mand. Det første kanonskud, der blev vexlet med fjenden, var et signal for armeen til lands. En fortvivlet kamp paafulgte. De engelske søgte med forvoven kjækhed to gange, at bemægtige sig broerne og to gange bleve de drevne tilbage, derpaa forsøgte et detaschement, i det de defilerede opad floden, at vade over, men her modtog en levende musketild dem pludselig fra skovene og tvang dem til at drage sig tilbage med tab. Denne dags held, følte begge partier, ville bestemme udfaldet af dette slag hvortil begge flotillier nu gjorde sig færdige. Mangen et ængsteligt øiekast sendtes mod søen, hvor disse nu lagde sig i slagorden ved strandbreden. I to timer var striden tvivlsom; skibene paa begge sider vare berøvede seil og takkelage. Som vaklende og ødelagde vrag, gave og modtoge de dog de stød, som truede med at nedsynke dem i havets skjød. Det skib, hvorpaa den amerikanske commandeur befandt sig, var to gange i brand, dets kanoner gjort ubrugelige, og læk baade over og undervands. Fienden var i samme forfatning. Bataillen skeede, som det synes i fuld slagorden; da begge foretog en manøvre, der skulle afgjøre dagens held. Med undsigelig besværlighed bragtes det amerikanske skib til at vende; fienden forsøgte forgjeves det samme, en frisk ild spillede nu paa det, og det strøg. Et glædesskrig, der reiste sig nu paa strandbredden, og lød overalt gjennem de amerikanske linier, døvede for et øieblik bataillens larm. For en kort tid synes de brittiske stridskræfter at slappes, men derpaa snarere oplivet paa nye, end afskrækkede ved ulykken, vedligeholdt de graahærdede veteranere deres plads og fortsatte kampen indtil mørket afbrød den. Den lille stad Burlington, fremviste under disse hede timer, et meget forskjelligt, men ikke mindre interessant skuespil: alle forretninger hvilede, de bekymrede indbyggere beklædte alle høie, og trættede deres øine og øren for at opfange et eller andet signal, som kunde forkynde dem udfaldet af en strid, der var dem saa vigtig. Den fjerne kanontorden og røg tilkjendegav at slaget var begyndt. Minutter svunde langsomhaab og frygt afløste hinanden vexelviis. Sluttelig ophørte kanonaden, men endnu kunde intet, selv ved hjælp af teleskopet blive opdaget uden at det sidste skimt af røg, forsvandt lidt efter lidt, og uvisheden om liv, ære og formue vare tabte eller ræddede, tiltog. Ikke en lyd hørtes, indvaanerne saae paa hinanden, uden at tale, fruentimmer og børn vandrede langs strandbredden tilligemed en deel beboere fra Vermont, der vare ankomne samme dag, men kunde ingen leilighed faae til at komme over søen. Alle baade vare paa den anden side og enhver der, var alt for beskjæftiget til at kunne meddele efterretning om søeslaget. Aftenen kom paa, og endnu saae man ingen plet der rørte sig paa vandet. En mørk taaget nat fulgte derpaa, og nogle søgte med sorgmodige hjerter at finde hjem, medens andre endnu tøvede, lyttede til enhver lyd, spadserede urolige frem og tilbage og fremkaldte i deres indbildningsskraft alle de sandsynlige og mulige aarsager, der kunde foraarsage denne opsættelse. Bare de slagne - nogle ville da have taget deres tilflugt til baadene; havde de været heldige - mange ville da have brændt af begjerlighed efter at kunne bringe denne tidende. Klokken 11 hørtes over vandet gjennem nattens mørke, et frydeskrig, det lød, som et thriumphraab. Men kom det fra venner eller fjender? Nu blev det lydeligere, det blev kjendt, og gjentaget af de lyttende paa strandbredden, naaede høien og "Seier! Seier! " lød nu gjennem hele landsbyen. Jeg kan ikke beskrive denne scene, saaledes som den er fortalt mig; men de kan forestille dem hvor hurtig blodet trængte sig gjennem hjertet, hvor unge og gamle randt omkring som ude af dem selv, hvorledes de loe, græd, sang og loe igjen. Inden en halv time stod den hele lille stad brilliant oplyst, som i en ild.
|
fiction
|
bio
| true
| 989
| 989
|
1824-12-24
| null |
Amerikansk
| 0
|
Feuilleton battle-plattsburgh
|
NOT CHECKED
|
mountain_a
|
mountain
|
Bjergskakten. Over en romantisk dunkel dal i de sachsiske Ertzgeberge, rager toppen af de grønt bevoxne bjerge steilt op i luften, og gives der end paa dem ingen ruiner, som hensætte phantasien i en tidsalder, hvor her prangede slotte, hvorfra munterhed og liv udbredte sig rundt omkring, saa gaaer dog sagnet, at allerede i den længst forløbne tid regjerede en slægt her, som i vedvarende feider ødelagde hinanden. Den sidste green af samme, Ridder Berthold von Hakenau, skal af alle sine anherrers store rigdomme intet have havt tilbage uden en uanseelig borg, der laae paa en af bjerghøiene, som endnu fører navn af Slotshøien, og en deel af den vildbevoxne dal, fra hvis skrækkelige dybde, man fornemmer en mølles klapren har ligeledes beholdt indtil den nærværende tid det gamle navn: Djævelsmøllen. Var nu ogsaa den glands, der hævede herrerne von Hakenau til de rigeste i det hele land, udslukket; saa ønskede dog deres fattige arving, at en saa berømt slægt ikke skulle uddøe med ham. Paa en frøkens haand, der bragte ham rigdomme, som kunde hæve ethvert slags onde, torde Berthold vist nok intet krav gjøre, han bød derfor en fattig, men dydig riddersdatter sin haand og førte hende snart som gemalinde til sin gamle borg. Allerede før hans formæling havde han ofte om morgenen med tungt hjerte hilset den opgaaende soel, uden at vide hvormed han den dag skulle bespise sig og et par riddersvende som han ikke kunde undvære; men denne nød var i hine herlige tider intet imod den ulykke han havde med Frue Adelheit, som omendskjøndt fattigere end ham, ville have alting fuldt op, og som gjorde ham mange gange helvede heedt nok. Da nu den ulykkelige Berthold, for at tilfredsstille hendes luner og ønsker, havde opofret alt hvad han endnu, fra en bedre fortid havde gjemt i sine lader og forraadskamre, og hun dog endnu qvælede ham paanye, da vidste han ingen ende meere paa hans angest og sorg. Tidlig om morgenen drog han hen i skoven, for at hjelpe paa det tomme kjøkken med et stykke vildt, eller for i det mindste at bringe en agerhøne hjem med for Adelheits lekkermund, og naar han nu ofte for ikke at komme tilbage uden bytte, vandrede omkring indtil den mørke nat, saa maatte han endnu høre skjeldsord, der jagede den slumrende fra sit haarde leie. Adelheit, stolt af hendes skjønhed, lod ham daglig høre, at hun vel havde fortjent en rigere og velvilligere gemal, og at han, da han ikke kunde tilbyde en kone noget bedre lod i livet, skulle have ladet være at kaste sine øine paa hende. Berthold, der for lang tid siden, angrede den daarskab han havde havt, at ville eie en smuk kone, bar hendes bebreidelser med himmelsk taalmodighed, og bad hende kun undertiden ikke at indpræge deres unge børn, hendes hoffærdige sindelav; hun skjænkede ham saamange arvinger, at han slet ikke behøvede at frygte, at hans slægt skulle uddøe med ham, men hvorved ogsaa hans trang istæden for den glæde, som han ventede sig deraf, steeg til den høieste grad. Adelheit var stolt af, at hun kunde lægge den sjette søn i hans faderarme, og det var en lykke for ham, at de taarer, som kummer udpressede af hans øine, bleve anseete for glædestaarer. For at føde de unge ravne, forlod han hende og gik nedad i dalen, denne gang til fods; thi han havde ogsaa maattet opofre sin eneste hest, for at skaffe de smaae brød. Nedtrykt af bevistheden om sin elendige stilling, følte han sig derved saa udmattet at han neppe kunde trække sig fremad. Han slæbede sig imidlertid over stok og steen og søgte med speidende blikke om han ikke kunde faae øie paa en hare eller et par drosler som han kunde skyde og deraf tilberede et sparsomt middagsmaaltid for kone og børn. Men den stakkels ridder fik i dag intet at fylde hans jagttaske med, uden i det høieste nogle sure æbler; han kastede sig endelig hensjunken i smerte ned ved foden af bjerget under en gammel eeg, lagde paa dens rod sit trætte hoved og sov endelig ind af træthed. Strax derpaa blev han ved en underfuld drøm hensat i en klippegkotte, hvor alle vægge, for ret at spotte hans elændighed, glimrede med guld, sølv og ædelstene. Hvor han hensaae, blinkede og glimrede ham de rige metaller i øinene; og han, der selv i drømme erindrede sin nød, fandt sig i dette rigdommens tempel kun saa meget des fattigere og beklagelsesværdigere. O! udraabte han endelig, hvem der dog havde kun en ringe deel af de skatte, som her til ingen nytte ligge opdyngede, det var allerede tilstrækkelig at gjøre ende paa min elændighed! Han havde neppe udtalt disse ord, saa traade en lille graae Mand ud af en klipperevne: Dit ønske være dig tilstaaet, Berthold! - sagde han, - men mærk Dig det, - kun til et maadeligt brug! - Hvem der forøder sit gods, fortjener ikke at eie det! Her vognede ridderen og drømmen stod saa levende for ham, at han troede endnu at høre den lille graae mands stemme, der lovede ham redning. Men jo tydeligere virkeligheden traaede frem for hans sjel, jo mere bedrøvede det ham, at han ikke længer torde overlade sig til blændeværket. Han knurrede høit mod skjæbnen, og da han kastede sit øie op mod bjerghøiene, hvor hans anherrer havde levet i overflod, og af stolthed og overmod havde ødelagt og forfulgt hinanden, saa blev det ham immer tungere og tungere om hjertet. Han gjentog hos sig selv de ord: "Hvem der forøder sit Gods, fortjener ikke at eie det" - Men jeg - føiede han forbittret til, og stødte med sit sværd, som han havde lagt ved siden af sig, og nu igjen vilde stikke i skeden, vildt mod jorden; men hvor forskrækkedes han ikke, da spidsen med en ildfunke brækkedes og han følte at han i sin ufornuftige vrede, kun havde skadet sig selv. Da det nu engang er menneske egent, nøie at betragte den steen eller det sted, der gjorde det skade, saa bøiede ogsaa Berthold sig ned for at see, hvad der havde skilt ham med hans kjereste gode hans sværd - og see - da blinkede ham det samme metal imøde, som han havde seet før i sin drøm. Han foer tilbage af glad overraskelse, og da han igjen havde fattet sig, gjorde han sig umage for, at grave jorden rundt om op med sit afbrudne sværd, og han fandt et stykke gedigent sølv. Han sank ned paa sine knæe og takkede den høieste for redning i sin store nød, derpaa bar han den fundne skat, ved den af glæde igjen opvakte ungdomskraft hjem, og sendte strax en af sine svende dermed til staden for at sælge det og tilhandle sig levnetsmidler og allehaande smukke klædningsstykker for den skjønne Adelheit, og da han fremstillede sig for hendes seng, udbredte herlighederne og endnu oven i kjøbet stak hende det overskydende, nogle blanke daler i haanden, da kaldte hun ham igjen efter lang tid hendes kjære Berthold. Fra denne dag af, fik den fattige Bertholds skjæbne en anden vending, og det varede ikke længe saa blev han i almindelighed kaldet den rige Berthold; thi han havde ladet komme bjergfolk til sig fra Freiberg af, hvor endnu ikke for lang tid siden rige gruber vare blevne aabnede og havde funden en skakt, som gav et uudtømmeligt udbytte. Ikke allene de rigeste sølvaarer udbredte sig i bjerget, men endogsaa guld og mange ædle stene, hvor, iblandt rubiner, granater, jaspis og amethister, som han havde seet funkle i hiin grotte, bragte arbeiderne frem for dagens lys. Nu var Frue Adelheit paa hendes rette plads, og havde ikke Berthold bestandig bevaret troe i sit hjerte, den lille graae mands ord: "Hvem der forøder sit gods, har ikke fortjent det! " var skatten under hendes hænder hensvunden som dug for solen. Han fortalte hende derfor hiin mærkværdige drøm og paastod altid hun skulle gjøre et maadeligt brug deraf. Gjerne sørgede han for at hans borg, som han kort forhen med egen haand havde tilstoppet aabningerne i, blev opbygget paa nye, dog istedenfor de prunkesale som Adelheit besiilte, befalede han, at man vel skulle indrette alting saaledes, som det anstod en ærlig tydsk riddersmand, men al ødsel pragt derved maatte blive borte. Ligesaa lod han det heller ikke feile paa anstændig klædedragt for sin frue, skjænkede hende ogsaa mangen lille kjæde af guld, ringe og armbaand, kun naar hun nærede det ønske, at vorde en fyrstinde liig i pragt, og paastod allerede at ville smykke hendes børn med saadanne kostbarheder, saa satte Berthold sig med liv og sjel derimod. Imidlertid kunde han dog ikke forhindre, at hun indprægede hendes forfængelighed og lyst til pragt i de unge børns hjerter, ja hvad der end var slemmere, hun nedlagde en modsigelses-aand i deres sjel, derved at hun afslog dem ethvert urimeligt forlangende med de ord: at deres fader havde vel midler til at opfylde deres ønsker, men ikke villien dertil, de saae derfor i faderens kloge sparsomhed kun gjerrighed og haarhed, dette afvendte deres hjerter fra ham. Saaledes saae vel Berthold, ved de velsignelser hans bjergværk kastede af sig, sin nød endt, men ikke sine sorger hævede; heller ikke ansaae han det for sin største ulykke, at Frue Adelheit, efter tilbagekomsten fra en turnering, hvorhen hun havde ledsaget hendes gemal, faldt, fordi yngre og skjønnere damer havde berøvet hende den hylding, som hun troede man skyldte hende fremfor enhver anden, i en svær sygdom, der styrtede hende i graven. Berthold var endnu i sine bedste aar da Adelheit døde, og maatte derfor tænke paa, at give hans uopdragne sønner en anden moder. Han var bekjendt som en brav ridder, havde en skjøn, mandig skabning og fandt snart en ung frøken, der opfyldte hans dristige ønsker. Gerlinde var just tyve sommere gammel, da hun rakte Berthold hendes Haand; og omendskjøndt ligesaa skjøn som Adelheit, var hun dog gandske det modsatte af denne, og hendes gemal følte sig ved hendes godmodighed og hjertens godhed, som hensat i himlen. For at gjengjelde hendes kjerlighed og hulde venlighed, kom han for første gang i fristelse for at overtræde den graae mands forbud og at anvende en deel af skatten til prydelser for hende; dog Gerlinde gjettede hans forsæt og fordringsløs som hun var, bad hun ham selv om at opgive det. "Naar jeg blot gefalder dig" - sagde hun - saa pryder en blomst mig mere end guld og ædelstene! " Han indsluttede hende i sine arme, du er min gode engel! - udraabte han - som staaer advarende ved min side. Vel har du ret, at din skjønhed ingen tilsætning behøver, du er jo ogsaa min største rigdom, himlen styrke dig! Disse sidste ord tilføiede han med en saa dyb veemod, som om en bange anelse havde indskudt ham den, thi han følte sig alt for lykkelig til, at han skulle have kundet haabe at vedblive det. Gerlinde viste sig altid tilfreds, altid med en stille munterhed for hendes gemal; og dog maatte hun udstaae mange haarde lidelser; thi hendes stedbørn, Adelheits sønner, hvoraf den ældste allerede nærmede sig det tolvte aar, da moderen døde, søgte at gjøre hende imod, i alt hvad de kunde; og med den mest kjerlighedsfulde godhed formaaede hun dog ikke, at vinde deres tiltroe og kjerlighed. Hendes gode lærdomme agtede de ikke paa og da hun i særdeleshed bestræbede sig for, at afvenne dem med det daarlige hang, til ødselhed, de havde arvet efter moderen, saa hengik ingen dag, uden hun var udsat for de bittreste krænkelser. Ridder Berthold var stræng, derfor undgik børnene omhyggelig, da de af Adelheit vare vandte til at forestille sig mod ham, at fornærme deres stedmoder i hans nærværelse: og da Gerlinde taug og bad hendes tjenestefolk ogsaa at tie dermed, saa erfoer han sjelden noget af deres rænker og saa bleve drengene da de ikke behøvede at frygte for straf, altid grovere og styrligere mod hende, og dog taug hun dermed. Da nu Gerlinde ogsaa skjænkede hendes gemal en Søn, saa kastede hendes stedbørns had, hvortil de ældste ogsaa forledede de Yngre, sig endog over paa den nyefødte, og nu blev det, hun saalænge det kun angik hende selv, havde havt styrke nok til at bære, hendes moderhjerte for tungt. Hun lod ikke den lille Erich komme fra sine øine, og dog kunde hun ikke forhindre, førend hun saae sig for, at en af hans brødre stødte eller slog ham. Hun forbød dem det, truede med faderen, og dog lode de det ikke være; da nu Erich begyndte at tale og han med halve ord og geberder kunde fortælle Berthold hvis yndling han var, hvor onde de øvrige børn vare mod ham, kom han i en saa hæftig vrede, at Gerlinde zittrede og kastede sig i den piinligste angest i armene paa ham for at forsone ham. Kun for hendes vedholdende bønner gav han endelig efter og tilgav dem det, dog kastede denne skræk hans arme kone, hvis sundhed allerede desforuden havde lidt meget, paa sygesengen, hvor hun hentæredes i flere maaneder og derpaa sagte hensov i hans arme. Før hendes død maatte han love hende, at han ville opdrage den lille Erich fjern fra sine andre brødre, indtil han blev stor nok til at kunne leve under hans egen særdeles opsigt. Bertholds smerte kjendte ingen grændser, hellere var han sunken ned i graven, end at ledsage sin kjære Gerlinde dertil, og den kiste af sølv, hvori han lagde hende, synes ham ingen ødselhed; thi den indesluttede jo hans høieste gode paa jorden, ogsaa gav gruberne, ligesom til et slags bekræftelse paa, at han havde handlet rigtig, dobbelt udbytte. For Berthold havde imidlertid verden med alle dens skatte fra nu af intet mere tiltrækkende og kun den pligt, at sørge for sine børns opdragelse, afholdt ham fra, at tilbringe sin øvrige levetid i et kloster. Den lille Erich laae ham mest paa hjertet, og ham, Gerlindes eget billede, skulle han sende bort fra sig! Hans nærværelse var det eneste som skjænkede ham nogen trøst, men han maatte holde sit løfte til hende, og han indsaae ogsaa at det var bedst, da han ikke selv altid kunde være tilstæde og beskytte ham mod mishandlinger af Adelheits sønner. Hans venner raadte ham til at givte sig 3die gang, en nye kjerlighed meente de, ville seire over smerten; men han forkastede deres raad, som en vanhelligelse mod Gerlindes minde. Da han valgte Adelheit, ledede kun ønsket ham, at vedligeholde sit æt, hjertet bestemte ikke hans valg; Sorg og nød, saavelsom ogsaa hendes trættekjerhed og forfængelighed forhindrede enhver øm lidenskabs fremspiren. Kun Gerlinde havde besiddet hans uindskrænkede kjerlighed og hende ville han elske indtil sin død. Af hans børn var det kun Erich der behøvede virkelig pleie, de øvrige maatte under mandlig tugt. For Erich havde han allerede funden en opdragerinde, hos hvem han var saa lykkelig at vide ham neppe en fjerdingvei borte fra borgen, og lignede denne i sit udvortes end ikke Gerlinde, var hun ogsaa et simpelt fruentimmer, saa gav hun hende dog ikke meget efter i blidhed og godhed. Dette var den unge møllerinde fra Djævelsmøllen, som selv besad en dreng paa Eriks alder. Allerede medens Gerlinde levede, havde børnene leget sammen, og møllerinden, som undertiden kom paa borgen, elskede Erich, som om han havde været Georgs tvillingsbroder. Hende lod nu Berthold kalde til sig, opdagede hende Gerlindes ønske og bad hende at overtage hans yndlings pleie paa nogle aar, dette paatog hun sig gjerne, uden at tænke paa den rige belønning, hvorom han talede. Hun tog strax den lille med sig og han blev hilset af Georg med glade spring, og saa ofte ridderen kom til møllen, glæde han sig over deres kjerlighed og eendrægtighed. Medens nu Berthold vedblev at tænke paa sit tab, overbeviste han sig med bitter kummer alt mere og mere om, at hans øvrige sønner, ligesom deres moder, kun havde sind for hovmod og forfængelighed, og ansaae ham, der søgte at danne dem for dyd og sandhed, som deres arrigste fjende. Selv Pater Ambrosius en værdig Herrens tjener, som Berthold siden han kom i velstand, havde valgt til slotskapelan, bestræbede sig forgjæves for, ved gode lærdomme at udryde de feil, som moderens daarskab havde indpræntet i deres sjel. Han maatte daglig erfare hvorledes det indtryk hans ord skulle gjøre, tilintetgjordes ved deres letsindighed; thi naar han undertiden troede have rørt deres hjerter, saa fordærvede den onde vane og de ældres slette exempel, alt det gode, som han troede at kunne glæde sig over. Han tilraadede nu ridderen at skille brødrene ad, som det eneste middel til at forbedre dem; han sendte derfor den førstefødte Otto, til sin landsherres hof, og den næstældste Hugo, anbetroede han en gammel bekjendt for at lære vaabenkunsten. Nu gik det vel noget bedre med de øvrige; dog kun af Erich, som ved hvert aar lignede sin moder mere, oplevede han sand glæde. Møllerinden havde senere hen, endnu skjænket de tvende smaae venner en legesøster, et huldt barn, som hun kaldte Gisla. Drengene kappedes om at elske den lille, men som fra den spædeste ungdom af, viste mere hengivenhed for Erich end for hendes broder; saa at Berthold selv, naar han sad i det grønne foran møllen, glædede sig ved at see paa deres lege og lagde med velbehag mærke til det fortrin Gisla viste hans søn. Medens alt dette skeede, gav skakten altid lige stort udbytte og ridderen blev anseet for den rigeste bjergværkseier i hele landet, endskjøndt allerede paa samme tid ogsaa Schreckenstein siden Scheeberg kaldet, var opfunden. Naar imidlertid Berthold med al hans lykke, overveiede hans børns sindelav, Erich undtagen og naar han erindrede sig de ord den lille graae mand havde tilhvisket ham i drømme, hvoraf en deel var gaaet i opfyldelse, saa overfaldt en kold gysen ham og han frygtede for det maatte ingen god ende tage. De efterretninger som han fra tid til anden erholdt om Otto og Hugo, tjente heller ikke til at formindske hans sorg; thi deres sands og hele stræben gik ud paa pragt og glimmer; og da deres fader var riig, føiede man sig efter dem. Da han nu engang igjen havde afsendt en sum haarde dalere og bedet at man ikke maatte tillade dem at øde penge til unyttige ting, da traaede uforventet hans bjergmester ind i hans Kammer, og af dennes høitidelige hilsen erfoer han allerede, at det maatte være noget af vigtighed, som førte ham paa en saa usædvanlig tid til ham. Bjergmesteren viste længe ikke at finde ord til at udtrykke hvad der var skeet, endelig sagde han at i skaktens underjordiske gange, havde en snehvid hest viist sig for arbeiderne, havde faret stolt og fnysende forbi dem og var derpaa forsvunden. Ridderen forstummede af skræk, thi at hesten ikke uden aarsag havde viist sig; men var en forbetydning paa noget vigtigt, der skulle tildrage sig, eller ogsaa kun et advarsel, deri vare begge enige. Vel havde Berthold samlet en riig skat, dog kunde denne fordeelt mellem hans syv sønner snart blive forødet, og at Adelheits børn ikke forstode den konst at spare, saae han forud og var derfor betænkt paa i tide at afvende efter evne, den truende ulykke. Han begyndte nu derpaa og brugte maaskee en feil maade; han søgte strængt at undgaae alle de overflødige udgivter og formerede ogsaa denne sparsomhed hans riddom, saa bragte det ham ikke saa ganske urigtig i rye for gjerrighed, derfor bleve hans ældste sønner, som han lod kalde tilbage, almindelig beklagede, da man selv fandt det bekræftet hvad man i deres mund havde anseet for bagvaskelse. Da de kom hjem, foresiilte faderen dem hvor misligt det var med skakten, hvis de ikke gik i sig selv og lærte at spare; dog de hørte ligegyldig paa deres faders formaninger og loe hemmelig derover, da de ansaae sig selv for klogere. Otto havde ved hoffet lært at kjende en riig frøken, med hvem han ønskede at formæle sig, ikke fordi han elskede hende; men for med hendes rigdomme at tilfredsstille sin lyst til at glimre uden at han dertil behøvede sin faders skatte, som han dog med tiden maatte faae. Berthold indvilgede det og lod sig saagar finde villig til endnu at bygge en fløi til sin borg, hvor de nyegifte kunde boe. Dog de opholdt sig kun lidet der, men foredroge at boe i nærheden af hoffet; hvor de bedre kunde (thi Ottos gemalinde var ogsaa behærsket af forfængeligheden) tilfredsstille deres lyst til pragt. Imidlertid var Erich bleven tolv aar gammel, og Berthold biede nu ikke længer med at tage ham til sig paa borgen, for at han kunde lære alt hvad en vakker riddersmand behøver at vide. Med tungt hjerte forlod den brave junker hans redelige pleieforældre, dog endnu tungere var det ham at skilles fra Georg, men allertungest at skille sig fra Gisla, og kun det at møllen laae saa nær ved den faderlige borg formaaede at trøste ham, og didhen gik han ogsaa daglig for at see sine kjære. Dog endnu var hans brødres nag til ham ikke udslukket! De beskyldte ham for hyklerie, hvorved han søgte at afvende Faderens hjerte fra dem; Erich som vidste sig uskyldig, bar alle krænkelser med eftergivende godhed, som fordum hans moder Gerlinde, og søgte i Djævelsmøllen, hvorhen hans hjerte altid trak ham med større og større længsel, at forglemme den uret de gjorde ham. Nu var han i sit attende aar, og Gisla var i sit femtende, hun fordunklede heele omegnens unge piger, ved sin elskværdighed, og dog vidste han endnu ikke, at det fornemmelig var hende, der trak ham til møllen, hvor han følte sig saa glad, saa lykkelig, som om det var - hans fædrene hjem og ikke den høitbeliggende ridderborg. Her var Gisla, han og Georg endnu de muntre børn, som da han ene levede i deres midte, og under glad spøg svandt timerne for de som minuter. Snart klattrede de op ad bjergene og søgte blomster og bær, snart øvede de sig i ridderslege, hvori Erich var Georgs lærer, og hvori Gisla sad paa en forhøining, forestillende kampdommer og uddeelte prisen. Naar da aftenen kom, saa forsamlede de sig sædvanlig hos modermøllerske, der viste at fortælle heel skjønne eventyr. (Fortsættes.)
|
fiction
|
short story
| true
| 3,699
| 11,206
|
1824-08-12
|
Vilhelmine Willmar
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton mountain_a
|
TRUE
|
mountain_b
|
mountain
|
Bjergskakten. (Fortsat.) Da hun nu saaledes en aften sad hos dem, dreiede samtalen sig paa bjergværkerne, og møllerinden sagde: Det er en heel forunderlig sag med de skatte, som skjules i jorden, og hvormed i særdeleshed her rundt om os alle bjerge skulle være opfyldt med. Kun sjelden er et menneske som vores ridder saa lykkelig at finde en indgang dertil, og endnu veed ingen om de ligge i herrens magt eller i den ondes forvar. Erich forskrækkedes ved hans pleiemoders udladelser, og bebreidede hende denne dumdristige tale; men hun svarede at hun blot ville fortælle dem hendes mølles historie for at retfærdiggjøre sin tvivl. Dette var ham særdeles velkommen. De rykkede deres stole nærmere, og hun begyndte med følgende ord: For lang tid tilbage, da der paa det sted, hvor vor mølle nu staaer, endnu ikke gaves andet end træer og buske, gjennem hvilken en bæk slyngede sig, og som vare saa tæt sammenvoxne, at neppe jægeren, der klattrede over bjergene, kunde bane sig en vei gjennem dem, da hendte det sig engang at en ung møllerkarl, Kurt Døbel kaldet, forvildede sig i dalen; det var en smuk ungersvend, men eiede intet uden et glat ansigt og et ærligt hjerte. Denne Kurt vandrede nu til den nedre mølle; der nu tilhører min fetter, og tilbød sin tjeneste, og da han vidste ret godt at belægge sine ord, saa lod mølleren sig forlede til at antage ham. Det lykkedes ogsaa snart den flinke Karl at gjøre sig saa elsket hos alle i huset, at han syntes dem uundværlig. Men meest kjær havde imidlertid møllerens skjønne datter ham, som ogsaa stak Kurt stærk i øinene, saa at de troede ikke mere at kunne leve uden hinanden og ønskede intet mere, end at de aldrig skulle skilles ad. Men dermed var Annes fader langt fra ikke tilfreds, han havde allerede bestemt en mand for sin datter, der hverken var ung eller smuk, men steenrig, hvilket den gamle møller ansaae for det høieste gode paa jorden. Da han derfor havde lagt mærke til de unge menneskers godhed for hinanden, befalede han strax den arme Kurt, at pakke sig med sin bylt, og som en udmærket gunst trykkede han ham endnu en drikkeskilling i haanden. Anne græd, saa at hun ikke kunde see ud af sine øine og bedyrede høit at hun heller ville døe end tilhøre en anden. Hendes moder blev saa dybt rørt af datterens jammer, at hun selv forenede sine bønner med hendes, og bad at man ikke vilde forstøde Kurt; men mølleren blev saa haard som en steen, og gav endelig som det synes mere af haan end af medlidenhed det løfte, at hvis Kurt inden tre maaneder kom tilbage og kunde bevise at han eiede en mølle, skulle han faae Anne til kone, skeede dette ikke, saa maatte hun, efter den tid være villig til at tage den mand, han bestemte hende. Mølleren tænkte, at han vel i tre Maaneder kunde bringe den smukke Karl ud af hovedet paa datteren, og denne var daarlig nok til at smigre sig med det haab, at det virkelig kunde lykkes hendes Kurt at erholde en mølle; men han skiltes fra hende med tungt hjerte og med den overbeviisning, at han aldrig fik hende mere at see, thi hvor skulle han, som ikke eiede en hvid, den den sølvgroschen, som just nu mølleren havde givet ham, og som han havde afslaaet enhver anden end Annes fader at modtage, hvor skulle han tage en mølle fra! Dybt bedrøvet gik han langs ned ved bækken, ønskende sig tusende gange døden, og da han var kommen derhen, hvor de tykke træer standsede hans skridt, da saae han ned i det klare vand, og sagde til sig selv: "Ja her kunde vel staae en skjøn mølle, naar kun et af bjergene ville aabne sig, for at hjelpe en stakkels Karl med saa meget han behøvede, for ikke at døe uden Anne og en mølle! - Her holdt han inde og overtænke taus, hvorledes sølv og guld ligge begravet i jordens skjød, og hvorledes det, efter at man møisommelig har gravet det ud, igjen i sin tid vender tilbage til sit dunke hjem. Da blev han alt mørkere og mørkere tilmode, og han meente at intet uden døden kunde befrie ham fra denne umaadelige jammer. Han skuede ned i den klare bæk, som her var dybere, end noget andet steds, og saae, hvor de brogede kieselstene ret venlig blinkede ham imøde og smaae foreller legede mellem hinanden. Vandet susede desforuden saa sagte og behagelig, saa at det forekom ham som om flere stemmer tilraabte ham, han kunde ingensteds bedre ende sin sorg end her, hvor hans liig kunne svømme til bredden, og hans Anne begrave ham. Da skulle hendes fader, meente han, angre sin haardhed. Ved tanken om den gamle mølle greb smerten ham saa hæftig, at han vendte sig mod bjerget, der hvor man seer den dybe spalte, som om han ville klavre op derad; og nu tog han rask sølvgroschenen, og kastede den med de ord deri: "Her tag min hele rigdom, mig kan det ikke hjelpe! tag den derfor i himmelens eller helvedes magter, om den ogsaa kun for eder er en draabe i havet! " Sølvgroschenen foer glimrende gjennem luften, og klang, da den faldt ned, saa høit og tydeligt, at det gav gjenlyd gjennem hele dalen. Dog Kurt agtede ikke derpaa; men vendte sig mod bækken, og tænkte just, med et spring deri at ende sine lidelser i det vaade leie, da han følte sig holdt fast bag fra. Han ville rive sig løs for at fuldføre sin hensigt; men dette formaaede han ikke med anstrængelsen af alle sine kræfter. Denne uventede modstand gav hans tanker en anden retning, og han dreiede sig om, for at see den haand, hvis styrke han ikke kunde betvinge. Men hvor forundret blev han ikke, da han i steden for en kjempe, som han ventede, saae en lille dværg staae bag sig, som gav ham tegn, at han skulle følge ham. Uden selv at vide ret hvad han gjorde, opfyldte Kurt hans begjering. Den lille mand skred foran ham indtil klippespalten, som synlig udvidede sig, og dannede en aabning, hvor begge ret magelig kunde komme ind ad. Nu gik det paa kryds og tværs, bjerg op og bjerg ned, snart gjennem lange smale gange, snart gjennem rummelige sale, og altid faldt dagens lys fra oven af ind, saa at de kunde kjende veien. Dværgen aabnede nu en stor port, og Kurt meente han skulle have blevet blind ved al den glands og glimmer, som blikkede ham imøde fra den høie hvælvede uhyre sal. Efter en kort uvilkaarlig tøven traaede han derind, og saae en mængde guld, sølv og ædelstene, som laae sammenskuslet i hele dynger. "Her! - sagde dværgen og viste hen paa alle skattene - tag saameget som du vil, og byg dig en mølle! " Kurt lod sig det ikke sige to gange, men fyldte alle lommer; og gjerne havde han ogsaa taget hatten til hjelp; havde ikke dværgen raabt til ham: "Det er nok! iil, førend porten lukker sig igjen! " og nu løb han, saa hurtig som den byrde, han bar, tillod ham, og det forekom ham, som om veien denne gang gik lige som en snor gjennem bjerget; thi han kom strax i det frie; og med en lydelig knagen, hvoraf han bedøvet styrtede ned, lukkede klippeaabningen sig efter ham. Da han igjen kom til sig selv, troede han, han havde drømt; men synet af hans skatte overbeviste ham snart om sandheden af denne underbare begivenhed. Heri, vedblev møllersken, stemme alle efterretninger, som man har derom overeens, men siden lyde de forskjellige. Vist er det, at een, der hedte Kurt Döbel, anlagde møllen, og at denne efter ham blev kaldet Døbelsmøllen; hvoraf man igjen har gjort Djævelsmøllen. Om dette nu er gaaet til paa en naturlig maade, eller om man skal fæste troe til sagnet, at møllen, ved usynlige hjelpershjelpere, var bleven bygget paa een nat, og at man omtrent efter aar og dag fandt Kurt druknet i møllegraven, det veed jeg ikke. Nok er det, møllen nedstammer fra ham, omendskjøndt den siden mere end engang er opbygget af nye. Hermed endte møllersken hendes fortælling, som hensatte alle i dyb eftertanke. Udenfor var det bleven meget stormende, og de vare imidlertid blevne saa rystede ved fortællinger om Kurts, at de bleve forskrækkede, da noget bankede lydelig paa døren. Gisla og hendes havde og helst slet ikke seet, ud hvem det var, naar ikke Erich, uden at spørge derom, allerede var staaet op og havde aabnet porten. En stakkels bjergmand traaede ind, for at søge skjul mod regnen, de lode ham skamfulde over deres frygt sidde ned paa bænken og Gisla satte hurtig et aftens-maaltid frem for ham. Nu talte de, uden at lade sig forstyrre videre; den gamle blandede sig i deres samtale, og fortalte endnu mange underlige ting om bjergvæsenet. "Mennesket vænner sig til alt! - meente han - dog det er haardt, naar man betænker, for hvilken ringe belønning bjergmanden, for at fylde de riges magaziner, maa stige ned i jordens skjød; hvor, isteden for solens lys, og isteden for den skjønne morgen og aftenrødme, kun grubelysets blege skind glimter ham i møde, og hvor han isteden for skovens vederqvægende grønne, blomsterduften og de skjønne marker, kun faaer øie paa de døde steen og de iiskolde metaller! naar man overveier alt dette, saa skulle man troe, at det værste lod, blandt menneskets mangehaamde beskjæftigelser, havde truffet ham. " Alle hørte med opmærksomhed paa ham, og han vedblev at skildre de farer, bjergfolkene udsætte sig for ved deres møisommelige arbeide; hvor ofte man har exempel paa, at en deel af de gruber, hvori stollerne ikke ere rigtig anlagte, eller en metalaare er feil hugget, ere styrtet sammen! hvor en smule svingel er nok til at drage døden efter sig! og vandene, føiede han med en forunderlig bevægelse til, hvor de bryde ind, maae alt gaae under! Erich rykkede den gamle nærmere, og bad ham dog heller, at lade fare den farlige næringsgreen; ja han lovede han vilde tale med sin fader om, at sørge for ham paa en anden maade; dog bjergmanden vilde ikke vide noget heraf, og begyndte nu at skildre det behagelige ved hans arbeide. Han fortalte hvor hjerteopløftende det var, naar det heele bjergselskab med sang og bøn forberedede sig til at fare ned i dybet, og hvorledes det derpaa, lystig som til dands, gik ned ad. Naar bjergmanden fornam køllernes slag, og karrernes rullen, saa var dette for ham en saa sød musik, som om han hørte lærkens og nattergalens slag. Og naar nu - vedblev han med stigende varme - spaaestikken sænker sig, naar den høitklingende lyd forkynder sølvaaren, og naar det nu under arbeidet blinker og glimrer, da svulmer bjergmandens bryst, og det forekommer ham, som om himlen havde aabnet sig for ham i jordens dybde! er den ogsaa ikke - føiede han med et næsten forklaret aasyn til, og foldede hænderne - saavel bjergmandens som alle levende kreaturers hjem den bærer, nærer og pleier, liig en øm moder alle deres børn, og er livets aande forsvunden, indslutter den dem i sit skjød, hvor de sove og hvile, indtil engelen kalder, og de vogne til en nye tilværelse! Alt var stille, da bjergmanden her endte sin tale, og fremsagde nogle minutter sagte en andægtig bøn. Derpaa stod han op fra sit sæde, saae ud gjennem det lille vindue, og sagde: nu er alt igjen roligt, og da den klare maane har, som et slør, sønderrevet de dunkle skyer, saa ville han nu fortsætte sin vandring. Derpaa rakte han først møllerkonen, derpaa Gisla haanden til afskeed, eftersom de sade efter hinanden. Foran hende blev han staaende, saae hende ind i det ungdommelige blomstrende ansigt, og sagde med betydning: "Ogsaa rosen skaaner den giftige meeldug ikke! saaledes trænger ogsaa smertens braad ind i et hvert menneskes hjerte, det være ogsaa nok saa reent for skyld. Imidlertid mærk dig det min lille pige! ligesom sølvet renset fra slaggen perler frem af ilden, og diamanten først, naar den er kommen fra sliberens haand, faaer sin fulde glands, og kaster tusende skjønne lysstraaler omkring sig, saaledes hæver sjælen sig, prøvet ved lidelser fra jorden til himlen, hvorfra den er kommen! " Gisla vidste ikke, hvad hun ville sige dertil, dog det blev hende ganske ængsteligt om hjertet; og ikke tanken, men en dunkel følelse, ledte hendes blik hen paa Erich, der for første gang slog øinene ned. Begge agtede ikke derpaa, da bjergmanden ogsaa tog afskeed fra mølleren og Georg, indtil han tilsidst traadte hen til junkeren, rakte ham haanden, og som begeistret af en prophetisk aand udraabte: Vend dit blik mod himlen! paa jorden er ingen lykke beskjeret dig! og hurtig, som om der var noget der drev ham fremad, føiede han til: Endnu har kun den hvide hest været synlig i det fjerne, men snart kommer han anstigendes, vild reiser han sin mahnen, øinene rulle af ædel vrede. Hører du vandene bruse, seer du bjerget zittre? kun mod, junker! den fromme har paa jorden intet at frygte! Bjergmandens ansigt havde ikke været junkeren saa paafaldende, som da han talte disse underlige ord til ham. Han blev bestandig blegere og blegere; og da maanens straaler, fordunklende den lille lampe, brød ind igjennem vinduet og kastede et skjær hen paa ham, forekom det junkeren, som om en aand og intet levende væsen havde talt til ham. Han ville have tilbudet sig som ledsager, da han ogsaa skulle op paa borgen, men en ham før ubekjendt gysen holdt ham tilbage, og hiin havde for lang tid siden forladt møllen, da han var i færd med at gaae. Georg, saavelsom mølleren og møllerkonen fældte mange slags domme over denne besynderlige bjergmand; dog Gisla og Erich sagde intet dertil, men hæftede undertiden øinene paa hinanden, det forekom dem, at de først nu lærte at kjende hinanden, og en veemodig sød følelse lærte dem, at de kun i deres egne hjerter kunde søge kilden til deres tilkommende lidelser. Erich skred nu hen gjennem den mørke dal, og, kun ledsaget af Gislas billede og hensjunken i tanken paa hende, forglemte han snart baade møllerindens fortælling og den blege bjergmands spaadomme. Berthold havde ventet ham, og hans udeblivelse i den stormende nat havde opfyldt hans hjerte med bange sorger for hans yndlings lykke. Erich den eneste af hans syv sønner, der opfyldte alle hans forhaabninger, skulle efter hans mening engang formæle sig med en frøken, af ædet slægt som han og dydig, skiøn og huld som hans moder Gerlinde havde været. Nu tænkte han paa muligheden af, at hans hjerte ved den daglige gang til djævelsmøllen, kunde blive indtaget af den elskværdige Gisla, der vel forenede alle qvindelige fuldkommenheder hos sig, men hvis lave herkomst dog gjorde ham det umuligt nogensinde at erkjende hende som datter. For nu at forebygge en kjerlighed, som ingen af dem kunde overlade sig til, besluttede han at indskrænke Erichs besøg i møllen, og da han just nu traadte ind i værelset til ham, sagde han ham uden tilbageholdenhed, at han i fremtiden maatte være bedre betænkt paa, at sysselsætte sig med beskjæftigelser, der vare meere passende for hans stand, vel var det ham undertiden tilstaaet at besøge sin pleiemoder; men dette kunde ligesaa godt skee derved at hun besøgte ham paa borgen, som at han altid skulle gaae til hende. Erich forskrækkedes derved, og i smerten, som han følte ved at høre sin faders befaling, syntes allerede de lidelser, der skulle komme over ham, at have begyndt; dog da han var vandt til at adlyde faderen, lovede han sjeldnere at gaae til møllen. Berthold blev derved lidet vild, da han troede det skeede af et beredvilligt hjerte. Med en sjeleangest, der ellers var ham fremmed, kastede ynglingen sig paa sit leie; det lykkes ham, at han i faa timer var bleven mange aar ældre, og nu, da man ville skille ham fra hans ungdoms legesøster, nu blev han først vaer, at han ogsaa i hende ikke længer saae det ømme barn, men at det var en pige, man vilde berøve ham, og at denne pige var hans hjertes afgud, som han følte, han først i døden kunde opgive. Nu faldt bjergmandens ord ham ind: at han skulle vende sig til himlen, da ingen lykke var beskjæret ham paa jorden, og blodet blev til iis i hans aarer, og han gjennemsukkede endelig hele natten, uden at endog selv en let slummer havde vugget ham ind i forglemmelsens skjød. Da han om morgenen kom til sin fader, saae denne, fuld af forundring paa ham; thi der var foregaaet med ham en saa besynderlig forandring, at han ikke forstod at løse denne gaade. Vel igjenkjendte han i ham endnu sin elskede Erich, men det var ikke meere den samme muntre glade yngling, som smillede dagen glad imøde og hensov rolig natten. Mandlig alvor, blandet med dyb tungsing, thronede paa hans ædle pande, og af hans ellers saa venlige øine, talede en fremmed aand, som han ikke vidste at forklare sig hvad var. Han kappedes nu med sine brødre i ridderlige øvelser, og foruden det, at han ved mangen en naturgave var dem overlegen, overgik han dem ogsaa i brugen af vaaben, og paadrog sig derved paa nye deres had og forfølgelse. De havde længe staaet i den formening: at han, der var opdragen af en simpel møllerkone, var udygtig til at føre spyd og landse, og da han virkelig, ved hans godhed for hans pleiemoder, som de allene tilskrive hans gjentagen besøg i møllen, havde længe forsømt disse øvelser, saa havde dette bestyrket dem i deres vildfarelse, og de vare allerede betænkte paa, hvorledes de ville, for at udelukke ham fra at arve efter faderen, overtale ham til at vælge den geistlige stand. Før havde han vel laant deres indskydelser, at opofre sig for den saliggjørende kirke, et velvilligt øre; men nu da han kjendte sit hjerte, da han følte, at kjerlighed til Gisla overveiede alle andre følelser, erklærede han, da de endnu vovede et forsøg, alvorlig og bestemt, at han sporede ingen tilbøielighed hos sig til klosterlivet, ja han opfordrede dem endog til, da de ansaae dette at være saa fortjenstfuldt, selv at opofre sig dertil. Berthold beundrede i stilhed hans mod og duelighed, og han ville ret af hjertet have glædet sig over hans fremskridt, naar ikke alvor og tungsind havde præget sig alt dybere og dybere ind i hans ansigtstræk. Han forskede ofte efter, hvad der paa engang havde saa ganske kundet forandre ham; men Erich holdt sin hemmelighed omhyggelig indsluttet i sit bryst, da det ahnede ham, at han ikke torde aabenbare den, uden at han ville lægge hindringer i veien for sin kjerlighed, og gjøre sig og Gisla ulykkelig. (Sluttes i næste nummer.)
|
fiction
|
short story
| true
| 3,135
| 11,206
|
1824-08-19
|
Vilhelmine Willmar
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton mountain_b
|
TRUE
|
mountain_c
|
mountain
|
Bjergskakten. (Sluttet.) I djævelsmøllen var Erich ikke kommen i flere maaneder, men næsten daglig besteeg han et nærliggende bjerg, hvorfra han nøie kunde lægge mærke til alt; og Gisla hvis stille virksomhed han derved havde leilighed til at belure, forekom ham altid skjønnere og mere tiltrækkende. Da han nu engang havde vovet sig nærmere og kun en busk unddrog ham fra hendes øine, da saae han først, at hendes kinders ømme rosenfarve var forsvunden, og at hun, da moderen forlod hende, begyndte ret inderlig at græde. Førend han viste et ord deraf, løb ved dette syn de klare taarer ned ad kinderne, og det blev ham derved kun tungere om hjertet. Møllerkonen var imidlertid flere gange kommen paa borgen, havde ogsaa spurgt ham hvorfor han ikke besøgte dem mere, og endog udladt sig med, at det kom vel af stolthed, at han skyede hende og hendes børn; dog gjorde dette sidste hende strax igjen ondt, da hun saae hvor det smertede ham. Han fortalte hende nu faderens forbud, og møllerkonen gav ham ret, ja hun bestyrkede ham endog deri, og haabede, da hun i havde kastet et ind blik i sin datters hjerte, at hans bestandighed i at afholde sig fra at see hende, skulle helbrede hendes hjerte. Men da Erich havde seet Gislas blege kinder, var ogsaa hans beslutning forbi. Længselen efter hende lod ham hverken dag eller nat roe, og han tænkte kun afladelig paa, at kunne tilfredsstille sit ønske: endnu engang at see hende. Da han nu en morgen tidlig saae hende gaae til skoven for at samle bær, som kurven i hendes haand viste, da gik han ad andre veie bag efter og mødte hende paa eet sted, hvor han ellers ofte havde siddet med hende og Georg. I begyndelsen var hun ganske tilbageholdende, endskjøndt hun ikke kunde skjule den glæde hun følte over at see ham efter saa lang skilsmisse. Hun kaldte ham isteden for Erich, Junker, og han maatte længe bede hende derom, før hun ville sætte sig ved hans side. Gjerne havde hun spurgt ham, hvorfor han saa ganske havde forglemt hende, dog det var som hendes tunge ville nægte hende denne tjeneste; thi hendes moder havde, for at betage hendes elskende hjerte alt haab, tiet med, at Erich kun derfor undgik at komme til møllen, fordi hans fader havde befalet ham det. Da han nu fortalte hende dette, begyndte hun hæftig at græde, han søgte forgiæves at berolige hende; og da han spurgte, om da virkelig savnet af ham havde været hende saa smerteligt, og hun ikke kunde nægte at hendes hjertes roe og fred var flygtet med ham, da trykte han hende fast til sit bryst og lovede hende høit og dyrt, at han aldrig skulle elske en anden end hende, og da hun havde givet ham samme løfte, aftalte de, at de undertiden paa dette sted ville møde hinanden. Dog ikke for ofte gjentog Erich, thi kun tiden kan krone vores kjerlighed, uforsigtighed derimod fordærve alt! Vi ere dog endnu unge, og kunne bie indtil det lykkes mig, eller himlen føier det saaledes, at min faders hjerte formildes og han tillader mig at tage en kone efter mit eget hjerte, og ikke en for hendes adelige families skyld. De skiltes af med den forsikkring, at blive hinanden troe i liv og død, og Erich vendte tilbagetil borgen, muntere end han i lang tid havde været. Imidlertid vidste begge de forelskede saa omhyggelig at skjule deres hemmelighed, at meer end et aar forløb, uden at noget menneske ahnede hvor inderlig kjær de havde hinanden. Imidlertid var den allerede bedagede ridder Berthold begyndt at skrante og en morgen fandt man ham død paa hans leie. Erich var den eneste af hans sønner, som oprigtig fældede taarer for ham, og aldrig kunde i forglemme den dyrebare fader. Efter hans begravelse bragte Fader Ambrosius, som i ham tabte sin bedste ven, et testamente for lyset, som han længe før sin død, uden sønnernes vidende havde nedlagt i klosteret. Heri befalede han nu, at arvingerne i fællesskab skulle besidde de godser, der havde til hørt ham, og at samme ogsaa skulle drive bjergværket i broderlig eendrægtighed. Foruden dette testamente havde Berthold endnu givet Ambrosius en commission, som kun angik Erich. Han havde nemlig skjult en stor skat af guld og sølv under alteret i kapellet, hvorhen han haabede at uvind og ondskab ikke skulde naae; og denne skat bestemte han for Erich, naar hans brødre forfulgte ham og ville berøve ham hans arvedeel, eller ogsaa, naar, som han frygtede for, da den hvide hest havde vist sig, et eller andet uheld skulle standse bjergværkets drift. Ridder Berthold var neppe bragt til sit hvilested, saa begyndte hans sønner at føre et ganske nyt liv. Selv Otto vendte tilbage til den fadelige borg for, som den ældste af hans brødre ganske at omdanne alt. De store summer som Berthold havde sammensparet vare snart fortærede og for at opfylde denne aabning, bød Otto, der ikke allene havde anmasset sig herredømmet over sine brødre, men over alt hvad de eiede, at et større antal bjergfolk skulle antages for at hugge nye gange og skaffe flere ædle metaller tilveie. Nu blev ogsaa virkelig guld og sølv funden i mængde, langt mere end i Bertholds levetid, og det gik nogen tid ret godt. Men da nu i bjerget den ene lystighed efter den anden fandt, sted, og leer- og tinkar bleve ombyttede med sølvkar, saa bragte bjergmesteren en dag den efterretning: at den hvide hest igjen havde ladet sig see. Den havde som første gang, majestætisk svævet gjennem gangene og ingen havde seet hvorfra eller hvorhen den var kommen. Men Otto og hans brødre agtede ikke derpaa, ligesaalidet som paa Erichs advarsel, der bad dem at vogte sig for himlens hevn, derimod dreve de det endnu værre, end forhen. Erich havde efter sin faders død undertiden igjen besøgt møllen, dog var der, næsten endnu mindre haab om at forene sig med sin Gisla end forhen. Han deeltog ikke i deres øsle liv og blev derfor saameget desmere forhadt af dem, og de lode ingen af de summer Berthold havde samlet eller bjergværket afgav, komme ham tilgode. Nu havde de ogsaa faaet udlusket, at det ikke var hans barndoms pleiemoder, men vel hans legesøster den skjønne Gisla, der drog ham til møllen. De spottede ham ikke allene for hans valg, men bestræbede sig endog for, da det smukke møllerbarn gefaldt dem alle vel, at gjøre hendes troskab vaklende. Dog hos Gisla fandt alle deres glatte ord intet indpas, og de rige foræringer som man bød hende, afviste hun med standhaftighed. Enhver bøn af Erich om at faae noget af sin formue i hænde var forgjæves, og han maatte haabe paa en bedre fremtid med taalmodighed. Pater Ambrosius havde let kundet hjelpe ham af sin nød; men han ansaae hans kjerlighed til Gisla; som en vanære for ham som adelsmand og taug med hans hemmelighed. Da nu herrerne von Hakenau lode deres svende og tjeneres klæder og vamse besye med sølv, saa fremstillede bjergmesteren sig atter for dem, og sagde: at den hvide hest igjen havde viist sig for dem, dog havde han ikke denne gang saa langsom som før marscheret omkring, men havde i vilde spring styrtet gjennem alle gruberne. Hans øine havde saaledes funklet af vrede, at arbeidene grebne af frygt og angest havde kastet sig paa knæe og havde anraabt den herre gud om tilgivelse for deres synder, og da de vare standne op igjen var hesten forsvunden. Nu! tilraabte Hugo, Berholds anden søn, ham, da kjender I jo et middel, at forjage det fiendtligsindede væsen paa! naar den kommer igjen saa bed kun! Erich der ogsaa denne gang var tilstede, bad indstændig at tilbagekalde en saadan gudsbespottelse; men en skrallende latter var det svar han fik; og da bjergmesteren anførte flere tilfælde, hvor bjergmanden havde ladet sig see som en advarende genius, svarede Otto ham, at den havde viist sig for hans fader som en dverg, men aldrig som en hest. O! den kommer i mangehaande skikkelser! - svarede denne - ofte har man ogsaa truffet den som en gammel bjergmand. Selv paa den tid, fortalte han, da bjergværket endnu ikke gav noget af sig, og at udbyttet mangen dag var saa lidet, at neppe arbeidslønnen derved kunde bestrides; Een gang, da vi vare i færd med at stige ned i gruberne, traade en fremmed bjergmand hen til os. Vi saae først mistroisk paa ham, men hans tale var, som det anstaaer bjergmanden: "Gud signe eder alle, bjergmester, gesvorne, stiger og slaggesel, saaledes som I her forsamlede ere. Med venskab er jeg staaet op, med venskab vil jeg sætte mig ned igjen. Hilsede jeg ikke bjergerlauget, var jeg ingen ærlig bjergmand! Min fader, - fortalte han videre - som var bjergmester før mig, svarede, i det han som vi pleie, rakte ham haanden, saaledes at tommelfingrene træffe sammen, og hænderne forene sig i hinanden til fast tryk: Gud holde lauget i ære, i dag, i morgen og bestandig, er det end ikke stort, feiler det dog ikke æren! nu spurgte han ham, hvad hans begjering var, han svarede han ville bede os, at vi ville tillade ham at stige ned med os: "Jeg har denne nat gjentog han, paa bjergets side bleven vaer et lysegrønt skin, lad mig derfor forsøge, om jeg ogsaa endnu formaaer at finde de skatte som det anviser! " Derpaa foer han ned med os, og hvor han slog, der glimrede guld og sølv os i møde og kasserne fyldte sig og vi samlede mere i dag, end der var skeet i flere uger, og da vi vilde takke den gamle bjergmand derfor, var han ikke meere at finde blandt os; og vi indsaae da, at det maatte have været bjergaanden. Saa lad den da vise sig i denne skikkelse! - udraabte Otto - jo oftere, jo bedre! Erich gyste tilbage for en saadan overmod, og gik inderlig bedrøvet til djævelsmøllen for at opmuntre sig ved synet af Gisla. Dog ogsaa ved siden af hende, tænkte han paa den sælsomme bjergmand, og det forekom ham endnu, som om han hørte den stemme, hvormed han bad dem begge vende deres øine mod himlen. Hans tungsind smittede ogsaa den blide Gisla; thi ogsaa hun ahnede, at der ingen roser vilde blomstre her paa jorden for deres kjerlighed, og hun, som endnu synes at være nærmere beslægtet med himlen, end hendes ungdomsven, søgte at trøste og forberede ham paa en mørk fremtid! Af Erichs stedbrødre, var Hugo den, der stærkest forfulgte den skjønne Gisla, og kom ofte under mange slags forevendinger til møllen ja havde endog forstaaet at indtage mølleren for sig. Men naar denne blot ville tale et ord til Hugos fordeel og hans hensigter med Gisla, havde han alle sine imod sig; thi ogsaa Georg var Erichs varmeste ven. Bjergværket gav imidlertid altid rigere og rigere udbytte og med dette steeg ødselheden hos adelsheits sønner, som endelig naaede den høieste grad. Allerede vare borde og stole indlagte med sølv, selv sengestolperne, portringene, ja selv hundenes halsbaand vare beslagne, og tilsidst for at krone det hele, lode de saagar hestene beskoe med sølv. Erich bad trods alle fornærmelser og skjældsord, at de skulle holde inde, men de bleve endnu døve for den redelige advarers stemme. Nu traade en dag bjergmesteren bleg som et liig, ind til dem, og med zittren og bæven berettede han, at den hvide hest atter igjen havde viist sig for dem og styrtet sig som rasende, med funklende øine og vildbrusende mahn fra en stolle til den anden, gjennem en gang til den anden. Dog ogsaa denne gang loe junkerne og sagde: den kunde kun komme, igjen den skulle altid være velkommen, da bjerget ved et hvert af dens besøg altid gav rigere udbytte. Otto den overmodigste af alle sine brødre, drev endnu kaadheden saa vidt: at han befalede bjergmesteren: at hilse hesten fra ham og indbyde ham til et gjestebud, som han med alle sine brødre og bekjendtere, med det første vilde give nede i gruberne. Erich følte sig angreben af en kold gysen, han bad endnu engang og bad forgjæves! Imidlertid stod Hugo betænksom ved det store buevindue og skuede ned ad til djævelsmøllen, og da han vendte sig om igjen, stod ondskab og lumsk list saa paafaldende skreven i hans træk, at Erich følte en smertelig stikken i sit bryst, og det forekom ham som om det virkelig havde lykkedes den falske, at røve ham sin Gisla. Allerede denne dag lod Otto gjøre forberedelser til et stort gjestebud og paa en rummelig plads i skaktens midte blev jord og steen ført bort, paa nogle store sølvbarrer nær, hvor man satte taffelet. Herpaa bleve gjesterne indbudne og alt hvad rigdom formaaer at frembringe af kostelig spise og drikke fandtes her i overflod. Erich saae paa alle disse anstalter med blødende hjerte. Han vidste ikke hvad der var bedst, enten at bievaane det underjordiske gjestebud eller at blive derfra. Uenig med sig selv gik han til møllen, hvor Gisla, som allerede rygtet om festen havde naaet, kom ham i møde med øine, der vare røde af graad, og besvor ham med den omhyggeligste kjerligheds angest, ikke at fare ned med i skakten. Saaledes havde han endnu aldrig før seet hende, hun fordrede under tusende taarer det løfte af ham, at tilstaae hende denne bøn, og det med en banghed, en hast, som endog gjorde det dybeste indtryk paa hans hjerte. "Det er ikke din død jeg frygter for! raabte hun, thi døe kunde jo ogsaa jeg: men et frygteligt veh! gjenlyder fra mit hjertes inderste, og løber frygteligere end dødens gysen gjennem mine aarer, det hedder - Adskillelse! - at være adskilt fra dig, og endnu at leve, hvorledes formaaer jeg det! Erich sluttede den klagende pige i sine arme trykte det reneste, helligste kjerligheds kys paa hendes læber: "Du er min - sagde han - om ikke allerede paa jorden, saa dog i himlen! hvorledes det end gaaer, saa modtag forsikkringen om min uendelige kjerlighed, min uforanderlige troskab! derpaa gjorde han sig umage for at trøste, at berolige hende, men hun ville intet vide af trøst eller beroligelse førend han havde lovet hende, ikke at komme til gjestebudet i skakten; og endelig, hun var jo for ham det dyrebareste paa jorden! besluttede han ikke længere at vakle i sin beslutning. Da han rakte hende haanden og ville give hende det løfte at opfylde hendes forlangende - da stod paa engang uden at de havde seet hvorfra han var kommen, den gamle bjergmand for dem, som i hiin stormende aften var taget ind i møllen. Ogsaa nu havde han som den gang et dødningeblegt udseende og øinene laae dybt inde i hovedet paa ham, "Uveiret nærmer sig, - sagde han, i det han vendte sig til Erich. Kun hvem der har et reent hjerte har intet at frygte! Imidlertid tag her denne til beskyttelse, og far derpaa kun i guds navn ned i dybden, var det ogsaa kun for at forkynde verden herrens domme. Ved disse ord rakte han ham en sneehvid blomst, saaledes som man, endskjøndt sjelden finder den opspiret under jorden, den var sælsom skjøn dannet, en rank stamme, hvis stilk og blade, pralede med den herligste hvide farve. Den vellugt, som denne underfulde blomst udbredte rundt omkring sig lignede den af bernsteen-olie, naar den reen og klar trænger sig ud af sin kilde; og den havde, paa den ømme, af angest udmattede Gisla en saadan bedøvende virkning, at hun sank afmægtig ned. Da just nu en lykkelig stierne førte møllerkonen dertil, saa var bjergmanden allerede gaaet sin vei, og hun der saae hendes barn ligge bleog uden liv i Erichs arme, kunde for skræk neppe spørge om aarsagen dertil. Med faa ord fortalte han hende hvad der var foregaaet, lagde den kjære byrde til moderens barm, og besvor denne at paage over at der intet ondt vederfores hende. "Hun er min eiendom! - sagde han - jeg fordrer hende af dig moder; thi kommer jeg denne gang lykkelig fra min broders gjestebud, saa bliver hun min kone, skulle jeg end frasige mig alle min stands forrettigheder og ernære mig ved at dyrke jorden og passe møllen! " Her ilede han bort, førend Gisla endnu var kommen til sig selv igjen, fordi hun ikke paa nye skulle bestorme ham med bønner; og da han besteeg det bjerg hvorpaa borgen laae, og endnu engang kastede et blik tilbage, da saae han hvorledes hun rettede sig op, og langsom ved hendes moders side vandrede til møllen; han havde endnu ikke tabt dem af syne, da han blev Hugo og mølleren vaer paa en bjergspidse, de synes at tale ivrig om en sag af vigtighed. En bitter følelse bemægtigede sig ham; han, der var ligesaagodt Bertholds søn som hiin, maatte see sig spottet, forraadt og bedraget af dem naturen bød ham at elske, og dog undertrykke enhver tanke om hevn og gjengieldelse, thi de vare jo hans brødre. Da nu den følgende morgen brød frem, var et hæftigt tordenveir trukket op paa himlen, saaledes at de fleste gjester, der vare indbudne til den underjordiske fest, bleve forhindrede fra at komme; dog Bertholds syv sønner, blandt hvilke nogle allerede havde kone og børn, vare allerede nok til at besætte et stort taffel; og saa droge de, da middagsstunden nærmede sig, alle festlig smykkede ned ad bjerget fra borgen og nedfore under høie jubelskrig i skakten. Erich som raden trak sidst, besvor brødrene i det mindste at lade børnene bleve tilbage; men ogsaa nu ville de ikke høre ham! De smaae skulle see den klare fakkelglands, hvorved denne gang gruberne som den klare lyse dag vare oplyste, betragte de funklende stene og gjestebudet blive dem en erindring om, hvorledes deres fædre havde forstaaet at nyde og forskjønne livet. Endelig foer ogsaa Erich med tungt hjerte og med den hvide blomst, som han bar skjult under klæderne, fast trykket til sit hjerte, ned i den frygtelige dybde, og af den glimmer og den pragt som her var dynget paa hinanden var han nær ved at blive blind. Taflet ville have bøiet sig under byrden af sølv og guldkarrerne, naar det ikke havde hvilet paa et ligesaa rigt, som sikkert fodstykke. Muntre satte man sig nu ned og medens fade og pokaler gik flittig omkring, maatte bjergfolkene spille paa zithar og cimpal, og synge lystige sange dertil. Allerede vare de fleste retter, hvoraf Erich var den eneste, der intet nød, for største delen serverede, da paa engang al sang og musik forstummede og alles blikke hæftede sig paa eet sted, hvor den hvide hest, med det stolte hoved, kneisende i veiret, stod pludselig for dem. Paa samme tid hørtes en tummel, liig de fjerne vindes brusen og en fæel hylende tone lød gjennem de slangebugtende hvælvinger. Alle, selv Otto og Hugo kunde ikke afholde sig fra en hemmelig gysen; og da hesten nærmede sig, saa var det som paa engang alle tunger forstummede. Derpaa begyndte han langsom at gallopere i en rundeel omkring taflet, og ligesom han fordoblede sine skridt, forstærkede ogsaa den brusende hylen sig, og da hesten nu begyndte at gjøre luftige spring omkring taflet, begyndte bjerget at zittre og det brusede lig havets bølger. Fædrene sukkede, børnene græd, alle vare som naglede til deres sæder og ingen formaaede at tænke paa redning. "Beder! - raabte nu Erich til dem, i det han hævede sig op fra sit sæde - maaske kan endnu den barmhjertige gud forbarme sig over eders misgjerninger! " Da han havde sagt dette, nærmede han sig hesten og Otto fattende et glimt af haab, sagde mismodig til ham: Ræd os min broder, og halvedelen af alt hvad vi eie, er dit! - Tag ogsaa Gisla! raabte Hugo, dog ynglingen havde allerede befalet sig gud, og tænkte nu kun paa hvorledes han kunde rædde deres sjæle. Og allerede vaklede bjerget og dets uhyre kløfter aabnede sig, flammer sprudede ud deraf og svovldunste brøde frem, da Erich greb den vældige hest ved den lange hvide mahn; og under alles angestskrig, saae han da med gysen, hvorledes vandet i strømme brød ind. Endelig lykkedes det ham, at svinge sig op paa hestens glindsende ryg, og den svømmede med ham paa vandet, som hvert øieblik steeg høiere. Sine sandser ikke meere mægtig, fornam han kun endnu en brusen, som fra det fjerne og derimellem de døendes vaandeskrig; og en uhyre knagen og bragen, som han alt blot dunkel kunde erindre sig, og snart forlod hans bevisthed ham gandske. Da han igjen slog øinene op, saae han atter den blaae himmel over sig, og ved siden af ham stod Pater Ambrosius, som dybt bedrøvet rakte ham haanden for at reise sig, og da han nu med møie ville staae op, da saae han, og en anden afmagt havde nær paa nye styrtet ham til jorden, at det hele bjerg, hvorfra han nu befandt sig et godt stykke bortfjernet, var nedstyrtet, og skakten var bleven hans letsindige brødres grav. Bedende sank han ned paa sine knæe, og ydmygede sig for herren, derpaa lod han sig af pateren som et barn lede hen til borgen og neppe havde han naaet sit leie førend alle hans kræfter igjen forlode ham; derpaa henfaldt han igjen til en stille sandsesløshed, som kun var forskjellig fra døden deri; at han stivt stirrede hen for sig og mekanisk tog, hvad man bød ham til hans helbredelse. Saaledes tilbragte han, uden selv at kjende sin tilstand, paa en jammerfuld maade sine dage for enhver der saae ham. Tale gjorde han slet ikke, og det synes, som hiin frygtelige tildragelse havde gandske berøvet ham hukommelse og følelse. Hans pleiemoder og Ambrosius veeg ikke fra hans leie; men fra det øieblik, da Ambrosius havde funden ham efter den dybe afmagt, og han havde havt nogen samling, kjendte han ingen mere. Saaledes henløb en lang tid bedrøvet og langsom, det var som om det skrækkelige, hvortil Erich havde været vidne, endnu virkede stærkt paa ham. Endelig efterat vinteren kold og uvis var hensvunden, besluttede Ambrosius at føre den syge ud i den frie natur, at den velgjørende foraarsvarme, ligesom den trænger ind i den stivnede jord, og fremlokker græs, blomster og blade, ogsaa maatte styrke ham paa nye; og fremkalde hos ham lyst til livet og opvække erindringen i hans sjæl. Længe havde allerede Erich siddet paa den skjønne med maigrønt bedækkede bjergspidse, da han uvilkaarlig vendte det syge hoved mod den side hvorunder i dalen, hans barndoms skueplads, djævelsmøllen laae, og længer henne de rædsomme ruiner af det sammenstyrtede bjerg, hvor hans fader havde funden sin lykke og hans brødre deres grav. Han foer hæftig sammen, og et høit skrig, som udspressedes af hans bryst, var siden hiin ulykkesdag den første lyd, som kom over hans mund, og som lod den gode Ambrosius haabe, at denne ikke vilde være gandske forstummet. Virkelig synes det ogsaa i dette øieblik, som det dunkle slør var sønderreven, der hidindtil havde berøvet ham den evne at tænke, og som om, tid efter anden flere forestillinger samlede sig i hans sjel, der lode ham alt mere og mere skimte den forbigangne tid gjennem den skumle nat, der omgav ham. Ambrosius tog med deeltagelse hans haand, og et sagte tryk som han erholdt tilbage fra Erich, overbeviste ham om, at følelsen vendte tilbage i hans forstummede bryst, ja at han endog synes at kjende ham. Sagte ledsagede han ham nu igjen til hans leie, for at derved, som hos de blinde, det gjenskjænkede syn ikke maae gives til priis for solen, men at helbredelsen langsomt men desto sikkere maae følge paa. Saaledes gik det ogsaa! vel lignede han endnu længe barnet, som de forekommende gjenstande vel er bekjendt, men som det endnu ikke veed at benævne! dog opgik ved hver dag et nyt lys mere i hans sjel, og som hans sjelekræfter tiltoge, saaledes styrkedes ogsaa hans svage legeme. Da nu Ambrosius igjen en dag førte ham i det frie, raabte han, efter saa lang tids forløb for første gang navnet Gisla, og med følelsen af hans kjerlighed opvaagnede ogsaa bevidstheden om hans hele liv og lidelser, og han forlangte man skulle føre Gisla til ham eller ham til hende. Ambrosius blev forskrækket og tøvede med at svare ham, og da han saae den gamle, bedagede mand ind i øinene, og disse fyldte sig med taarer, saa spurgte han ikke videre efter hende, men en navnløs smerte angreb ham, der først da forvandledes til hengivenhed i guds villie, da ogsaa velgjørende taarer vædede hans kinder, og nu udraabte han: Hun hvile i guds haand. Virkelig sov Gisla allerede siden flere maaneders forløb i skjødet af moder jord, befriet fra den jammer, der forgiftede hendes livsblomster, og da nu Erich igjen kunde stige ned ad bjerget, var hans første gang til hendes gravhøi, hvor han ønskede sig ned til hende i den kjølige seng, i hvilken hun havde funden roe. Da han nu var fuldkommen helbredet, førte Ambrosius ham til den skat, som hans fader havde givet ham i forvaring til ham, og kun hans hjerte, ikke hans læber gjorde hiin den bebreidelse, at han med et saadant udstyr, og saa kunde have forskaffet sin Gisla et skjønt lod paa jorden! nu var hun ham berøvet, og en høiere lykke, end han nogensinde i denne fuldkomne verden kunne have skjænket hende, var bleven hende til deel, derfor tog han nu guldet og oprettede over hendes grav en skjøn høihvælvet domkirke, hvori han bad for hendes sjels roe, saavelsom ogsaa for hans slagne brødre. Hans hele formue skjenkede han til et kloster, som han lod opbygge, og satte den ærværdige Ambrosius, som opnaaede en meget høi alder, til første abbed i samme, i det han selv, uden at beklæde en høiere værdighed end en lajenbroder, besluttede at ende sine levedage deri, og da hvile ved Gislas side. Borgen med alle dens herligheder stod fra den tid af forladt og blev et rov for tiden, som efter aarhundrede ogsaa gjør sin jern ret gieldende over Erichs stiftelse. Den rige skakt er aldrig mere bleven aabnet, og paa det indsunkne bjerg have fredelige beboere nedsat sig, der ikke engang ahne, at der under deres hytter, er uddøvet en saa frygtelig straffedom over stolthed, overmod og ødselhed. Wilhelmine Willmar.
|
fiction
|
short story
| true
| 4,372
| 11,206
|
1824-08-26
|
Vilhelmine Willmar
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton mountain_c
|
TRUE
|
buenos-aires_a
|
buenos-aires
|
Buenos Ayres. (af Relation d'un Voyage, fait dans les Provines de la Plata.) Himlen var klar og vinden gunstig; vi saae Buenos Ayres selv, før høien hvorpaa staden ligger; saa lav er samme; kathedralkirken og klokketaarnene af et dusin kirker, de eneste store bygninger, som gives i staden; flyde i et perspectiv sammen med masterne paa skibene, som ligge for anker paa floden, og ved smuk veir er dette syn ikke uden ynde. Jeg smigrede mig med det haab, at finde Buenos Ayres taalelig, og derved erholde nogen erstatning fordi jeg betraaede denne utaknemmelige jordbund, men snart kom jeg ud af vildfarelsen, da vi var komne nær nok, for gandske at kunne oversee maleriet; thi nu saae jeg blot lave og hæslige huse, som man tildeels seer fra den bagerste side. En plads, liig Grevepladsen i Paris, med en forfalden muur ved siden, opdyngede hjerneskal og oxehorn, som danne en ringmuur om samme, saaledes er den sørgelige entree til denne hovedstad beskaffen, hvordesuden menneske-hænder intet have gjort for at lette menneskers landing og udløsningen af vare; thi fandtes der ikke en daarlig havnedæmning, der blot er bygget for at kunne opstille nogle kanoner paa, saa ville dette sted endnu være mere smudsigt og ekelt, end da det blev opdaget. Da der er alt for lavt vande i floden til at man kan komme lige hen til dæmningen, saa blive skibene liggende paa grund, og der komme plumpe, med blod og talg overtrukne tohjulede karter, ofte meget langt ud i vandet, og med denne befordring holder man sit indtog i Buenos Ayres, naar snavset hindrer een fra at gaae til fods. Da Buenos Ayres er uden porte, saa ved man ikke nøie naar man er i staden; men man seer lange, temmelig brede gader, som gjennemskjære hinanden i rette vinkler, med huse, der staae i temmelig lige linie; dette syn bringer en et øjeblik til at glemme strandbredden, som man nyelig har forladt. Jeg aandede friere; men havde ikke endnu tid til at ønske mig til lykke; thi jeg lagde mærke til, at næsten alle disse gader ikke vare brolagte, og at mellem to meget smale og slet vedligeholdte fortoge, hvorpaa fodgjængeren med møie arbeider sig frem, findes en afgrund af snavs, hvori vogn og heste kunne synke ned saaledes, som i Polen, naar det tøer; og herpaa saae jeg meget snart exempel. Til denne smutsighed i gaderne kommer endnu, at heste, oxer og hunde blive liggende paa stedet hvor de krepere, og at man ikke let kan komme tvers over gaden, uden at faae stanken af disse kadavere i næsen, som man ikke kan komme frem for, uden ved hvert skridt at staae i fare for at brække arme og been paa det smale fortog, formedelst den mængde trin, huller og afsatser af alle slags hvormed det er besaaet. Husene bestaae blot af en kjelder-etage; neppe finder man blandt hundrede, et, som har mere. Jeg troede at grunden til denne bygningsmaade maa ligge i de hyppige jordskjælv; og at disse maatte have ført uheld med sig, som beboerne endnu ikke have forglemt. Til de offentlige promenader, tjener blot en hundrede skridt lang plads, hvorpaa befindes nogle bænke, og som er bedækket med oxeknogler, ruinerne af Buenos Ayres velstand. Denne spadseergang ligger ved Platastrømmens strandbred; men den sørgelige udsigt af ruiner og negerhytter, som omgive den paa den ene side, medens at floden indskrænker den paa den anden side, danner deraf en slags ubehagelig snæver gade, som selv de meest uforskrækkede spadseergjængere ikke besøge. Et gammelt magasin, som sandsynligviis indeholder materialier til skibsbygning, har man indrettet til theater; men det har beholdt tilbage en slags ækel lugt af tjære og beeg, som faa mennesker kunne fordrage. Da ingen skuespillere ankomme meer fra Europa, saa har man af landets indfødte, dannet en troup, og den første acteur deri, er en barbeer, hvis barbeerstue bliver meget besøgt, og som ikke er lidet stolt af at være primus interpares, naar det kommer an paa, at tage et skjæg af, aarelade, og frisere. Der gives her slet intet sted for fornøielse, hverken i nærheden af, eller i selve staden, og vil man forlade den, for at indaande frisk luft, saa løber man i fare for at synke ned til halsen i snavs, eller ogsaa foer man tilbage, af frygt for at blive antastet af vilde hunde, røvere og tigere. (Fortsættes.)
|
fiction
|
travellogue
| true
| 725
| 1,435
|
1825-10-25
| null | null | 0
|
Feuilleton buenos-aires_a
|
TRUE
|
buenos-aires_b
|
buenos-aires
|
Buenos Ayres. (Sluttet.) Ved min første reise gjennem Buenos Ayres havde for kort tid siden fire tigere ved dagens anbrud befunden sig i selve staden, de havde om natten sat over havnen, og gjennemsvømmet en strækning af to til tre mile; maaskee have de ogsaa længe løbet omkring i gaderne om natten. Da dagen brød frem, blev to boder aabnet, hvor just to tigere befandt sig i nærheden, enhver af dem gik ind, hver i sin bod. Det første sted, var en pulperia (en art viinkjelder) hvor tigeren satte sig rolig ned i contoiret, medens at pulpero (verten) i det bagre værelse udskyllede sine glasse. Da han kom tilbage og blev den slemme gjest vaer, han havde faaet; flygtede han gjennem en bagdør, og løb til næste vagt. Soldaterne, som hørte til et europæisk regiment, gik med ham tilbage til boden, som tigeren endnu ikke have forladt; den rørte sig ikke af stedet ved synet af sine fiender. Den mestbehjertede af dem, som ikke kjendte sin modstanders styrke, gik løs paa den med de ord: "Hvorledes! frygter I eder for et saadant dyr? " og ville bibringe den et bajonet stik, som tigeren undviger, griber bajonetten og sammenbøier den, som om det havde været et stykke blye; men endnu altid uden at forlade den plads, som den havde valgt sig. Man blev nødt til at dræbe den ved flinteskud. Den anden tiger, var kommen ind til en barbeer, som nyelig havde giftet sig med en attenaarig pige; i det øieblik, da man gjorde alting færdigt til barberens morgen forretninger. Den unge, neppe paaklædte kone, som var beskjeftiget med at gjøre reent i boden, medens hendes mand var i et sideværelse sysselsat med at sætte en potte paa ilden med vand for at barbere med, holder dette vilde dyr for en stor hund; og raaber til hendes mand, at han skal jage den ud. Denne kommer, seer faren, men isteden for at tænke paa sin kone, iler han igjen ind i sit kammer, og skriger: "en tiger! " Den ulykkelige forladte, styrter sig ind i et lille sovekammer hvori et barn hun gav die befandt sig, og som hun vil bedække med hendes legeme. Tigeren følger efter konen, hvis skrig er gjennemtrængende. Manden benytter dette øieblik til at forlade huset for at hente hjelp. Konen bliver af tigeren kastet til jorden, men uden at denne dog gjør det med hæftighed eller tilføier hende nogen skade, den søger blot i det hun ligger paa jorden, at holde hende fast under sine kløer. Ti forskjellige gange forsørger hun at gjøre sig løs, staae op og springe bort, men altid bliver hun igjen af tigeren bragt i sin forrige stilling, derved faaer hun ingen andre saar, end de, som hun ved tigerens kløer selv skaffer sig, i det hun søger at gjøre sig løs fra den; kort sagt, den vil ikke videre end beherske hende. Under denne kamp, seer dyret, barnet i vuggen, og berører det selv ved sine bevægelser, men viser ingen lyst til at gjøre det til sit bytte. Endelig kommer hjelp. En modig, bevæbnet mand, styrter sig løs paa tigeren, der vender sig om, og under et slag med labben, som tager øinene og hele huden af hovedet med, bliver den endnu bestandig ved at holde sin fange fast under sine kløer. Det værelse hvori denne scene forefaldt, var blot adskildt fra barbeerboden ved en lærreds afdeling, som ikke rak lige op til loftet; man stiller møbler derimod, stiger op derpaa, og lægger an paa dyret, som beholder uforandret sin stilling med den ulykkelige kone, og strækker det under hendes gjentagne skrig til jorden; thi dette indgjød hende endnu en større skræk, den nemlig, at blive dræbt af sine egne befriere, i det de ville befrie hende fra en fare, som hun allerede i den tid, der var henløben under en saa skrækkelig angest, ikke meere frygter. Den saa heltemodig saarede mand, døde tre dage efter i hospitalet. Den unge, interessante kone, der selv har fortalt mig denne hændelse, paa samme sted, som den tildrog sig, havde faaet to og tredive saar, men hvoraf intet var farligt; hun kunne selv vedblive at give hendes barn die. Begge de andre tigere dræbte man i gaderne, uden at de havde anrettet nogen ulykke.
|
fiction
|
travellogue
| true
| 710
| 1,435
|
1825-10-28
| null | null | 0
|
Feuilleton buenos-aires_b
|
TRUE
|
captain-marryat_a
|
captain-marryat
|
Literaire blandinger. Den engelske Captain Marryats memoirer, yde læseren en høi grad af interesse, han fortæller saaledes: at da han, som subaltern officeer paa et engelsk krigskib, krydsede under den franske kyst, fik han og en Lieutenant O'Brien ordre til at storme et batterie paa kysten, og fornagle kanonerne, og det midt under en ild af de franske kanonbaade, som laae der for at beskytte en convoy; de gik lige løs paa batteriet, og indtoge det uden modstand, da de franske forlode samme ved deres ankomst. Man da Lieutenant O'Brien og en vaabensmed var bleven tilbage i fortet, og havde fornaglet kanonerne paa een nær, kom de franske soldater tilbage, og en gevæhrsalve dræbte vaabensmeden og saarede Marryat ovenfor knæet, dog Lieutenant O'Brien lod sig ikke forbløffe, men rev i en hast hammeren ud af haanden paa den døde vaabensmed, og gjorde i et øieblik ogsaa den sidste kanon ubrugbar, men han blev ogsaa taget til fange, og de franske rykkede nu frem, vedligeholdende en dygtig ild paa de engelske landgangsfartøier, som igjen beskjød fienden med kugler og kartætsker, bemandede de fleste franske koffardieskibe og stak de øvrige i brand. Saavel O'Brien, som Marryat, bleve meget vel behandlede som krigsfangne af den franske commandant, der lod den sidste pleie paa det omhyggeligste. Efter 3 maaneders forløb, var denne igjen fuldkommen restitueret, og begge de engelske officerer fik da ordre til at føres til det indre af landet, under en escorte, der bragte dem til Toulon, herfra bleve de igjen transporterede fra den ene stad til den anden, indtil de omsider 10 dage efter deres ankomst til Montpellier, bleve tillige med 10 engelske coffardiecaptainer, beordrede til at holde sig færdige til afreisen til Givet, en befæstet stad i Ardenner-departementet. Aldrig saasnart vare de ankomne hertil, førend Lieutenant O'Brien begyndte at lægge en plan til at flygte derfra. Denne iværksatte ogsaa saavel lieutenanten, som Marryat, en regnfuld novembernat paa en høist farlig og forvoven maade; og det lykkedes dem at faae fingre paa en baad, der laae ved bredden af den forbi fæstningen flydende Maasflod, hvormed de roede ned ad floden til et sted, hvor Ardennerskoven begynder; her skjulte de sig om natten, men fik om morgenen øie paa en deel gensdarmer, som vare udsendte efter dem, og som laae leirede om en ild. For at skjule sig, vare de nødsagede til at krybe op i et træe. En timestid efter, adspredte gensdarmerne sig til alle kanter, for at søge i skoven efter de flygtede, men en gensdarme blev tilbage, som gik og saae sig omkring, og omsider fik øie paa Marryat der sad i træet, og truede med at skyde ham, hvis han ikke ville forføie sig ned. Men denne lukkede øinene og forblev ubevægelig, indtil han paa engang hørte et knald og styrtede ned, som han formodede af skræk, thi da han igjen kom paa benene, saae han gensdarmen ligge død paa jorden. Da nemlig Lieutenant O'Brien havde seet, at han ville skyde paa den anden, sprang han lige ned paa ryggen af ham, derved var skudet gaaet løs i en anden retning, og tyngden af O'Briens legeme havde brækket halsen paa den arme gensdarme, saa at han strax derefter døde. (Fortsættes.)
|
fiction
|
bio
| true
| 532
| 1,527
|
1834-06-19
|
Literarisches Wochenblatt der Börsenhalle
| null | 0
|
Feuilleton captain-marryat_a
|
NOT CHECKED
|
captain-marryat_b
|
captain-marryat
|
Literaire blandinger. Fortsættelse af den engelske Captain Marryats memoirer: (see no. 68 af d. bl.) Peter, sagde Lientenant O'Brien til mig, dette er den lykkeligste ting, som kunne hænde os; strax afklædte han den døde gensdarme, slæbede hans liig under en hoben blade og begrov ham der, mig gav han sine egne klæder i en lille pakke, og drog derpaa gensdarmens fulde uniform paa, bandt hænderne paa ryggen af mig, tog karabinen over skuldren og vi forlode hurtig skoven. Han udgav sig nu overalt for gensdarmen, og sagde at han havde ordre til at bringe mig til næste post. Paa denne maade passerede vi gjennem Charleroi og Lówen, men i nærheden af Mecheln, satte en hændelse os i den største forlegenhed, for at omgaae denne sidste stad, som er en fæstning, fulgte vi en lille tverstie, der paa begge sider havde brede med vand fyldte grave, og her stødte vi paa en gensdarme, som før havde meddeelt O'Brien planen til fæstningen i Givet, denne kjendte ham strax igjen, men uden dog at lade ham mærke det, han sagde at man i skoven havde fundet den ene gensdarmes liig, og at vistnok en af de undløbne fanger havde trukket gensdarmens uniform paa; han erklærede ogsaa at ville følge begge vennerne, hvilket de maatte lade sig gefalde. Strax derpaa kom de til et værtshuus i en lille landsbye kaldet Aerschot, her lykkedes det dem om natten at undgaae gensdarmens aarvaagenhed og flygte. Ved dagbrækningen skjulte de sig i en buskage, og de toge igjen deres tilflugt til Ardennerskoven, og opholdt sig der saalænge, til man troede at de havde forladt Frankerig; men her lede de uhyre meget af kulde, da der var falden høi snee og de maatte sove under frie himmel; den sjette dag flygtede de ind i en lille buskage, som laae en fjerdingvei fra landeveien. Der stødte de paa ligene af en mand og en kone, som sandsynligviis vare frosne ihjel, og som Lieutenant O'Brien strax erkjendte for at være omreisende taskenspillere eller liniedandsere. Lieutenant O'Brien drog strax klæderne af begge de ihjelfrosne, tog deres stylter med sig og begav sig til en anden deel af skoven, her øvede de sig i flere dage paa at lære styltedandsen, og da det imidlertid var lykkedes O'Brien at forsyne sig med proviant for en 8 dages tid, og tillige at bemægtige sig et par hestedækkener, indrettede de sig nu ved hjelp af grene et leie i skoven, og øvede sig hver dag i styltedands; skjøndt det første forsøg kostede dem blodige pander. Efter at have erholdt nogenlunde øvelse deri, toge de en morgen deres stylter i haanden, Lieutenant O'Brien klædt i mandens klæder og Lieutenant Marryat i konens, og marscherede afsted paa den store landevei lige til Mecheln; om aftenen indtraf de i en landsbye, hvor de spændte deres stylter paa og opførte en dands, der af en hoben nysgjerrige indbragte dem en 9 a 10 sous. Der blev gjort dem tusinde spørgsmaale, som O'Brien besvarede med ligesaamange løgne, Marryat legede den knipske, og O'Brien, der udgav sig for hans broder, passede paa at ingen kom ham for nær. Først den ottende dag naaede de Mecheln, her opførte de en af dem selv opfunden vals paa torvet. Beboerne af et der ligeoverfor liggende hotel traadte til vinduet, og man tænke sig O'Briens forskrækkelse, da han fik øie paa den franske commandant, der med saamegen menneskekjerlighed havde antaget sig Lieutenant Marryat, da han var bleven saaret, og endnu mere forvirret blev den sidste, da han fik øie paa commandantens datter Celeste, der ved sin omhyggelige pleie, havde bidraget saameget til hans hurtige helbredelse. Her havde Marryat nær forraadt sig ved den forvirring han kom i, men han begyndte igjen at samle penge i sin hue, og da han traadte hen til vinduet til Celeste, der havde gjenkjendt dem, lod denne en tung børs falde i huen, som indeholdt 50 napoleonsd'ors. Næste morgen tidlig forlode de Mecheln, kastede nogle mile fra St. Nicholas deres stylter og klæder bort og toge nogle andre paa, som O'Brien havde kjøbt. Ikke langt fra St. Nicholas mødte de 2 conscriberede recrutter, som skulle støde til et corps i Vlissingen. Med de conscriberede toge de ind i et værtshuus i St. Nicholas; her drak de dem begge dygtig paa pelsen, saa at den eene, der havde taget sin marschroute op for at vise den, glemte den paa bordet; denne bemægtigede nu Lieutenant O'Brien sig, og dermed reiste de næste morgen længe før dag afsted, og ankom uden videre besværlighed til Vlissingen, hvor de meldte sig ved vagten som conscriberede. Her henvendte de sig til en kone, de havde et anbefalingsbrev til, fra en søster i Mecheln, der havde gjort saameget af dem og havde villet være Marryat behjelpelig til at flygte. Denne kone, hvis mand var lods, anviste dem for det første, efter deres ønske et eenligt værelse, men næste aften kom hun med et forstyrret ansigt ind til dem, og sagde, at der var ankommen en conscriberet, som erklærede at hans reiseroute var bleven bortstjaalet fra ham paa veien, og tilføiede at man anstillede efterforskninger i hele staden, da man mistænkte to engelske officerer, der vare undvegne, for at have begaaet tyveriet. De gave sig nu tilkjende for hende, og tilbøde at ville betale hendes mand 100 louisdorer for at sætte dem ud til et engelsk skib. Denne ankom strax derpaa, de afsluttede handelen saaledes, at lodsen fik 120 louisdorer derfor; da aftenen kom, lod han dem tage matrosklæder paa, og de passerede nu lykkelig vagten og naaede strandbredden, hvor de stege i en baad, der bragte dem ud til lodsens barke, som strax satte seil, og begunstiget af en frisk vind fra landet, vare de snart ude af Scheldefloden. Næste morgen fik de øie paa en kutter, som de styrede lige løs paa, og som paa anmodning satte en baad ud, der optog begge flygtninge, og faa minuter derpaa, vare de igjen i frihed under engelsk flag. (Lit. Bl. d. Bsh.)
|
fiction
|
bio
| true
| 995
| 1,527
|
1834-06-24
|
Literarisches Wochenblatt der Börsenhalle
| null | 0
|
Feuilleton captain-marryat_b
|
NOT CHECKED
|
cassel
|
cassel
|
I Cassel levede, under den, hældigviis kun kort vedvarende Kong Jeronimus's regjering, en enke og hendes datter i dyb indgetogenhed. De ernærede sig af renterne af en lille capital. Deres rygte var ubeskaaret. Vel heed det om dem begge, at de ikke vare de franske, som den gang i stor mængde opholdt sig i Cassel meget hengivne; men da de levede saa indgetogen kunde man intet gjøre dem. En tjener af det hemmelige politie seer engang tilfældigviis datteren og hun gefalder ham. Strax udkaster han en plan til at berøve hende hendes uskyldighed. Nogle dage efter indfinder sig en politiebetjent hos datteren, og befaler hende i en bydende tone, strax at fremstille sig for Overpolitiemesteren Darlin. Moder og datter, der ikke vide sig noget ondt bevidst, forskrækkes i begyndelsen, men fatte strax mod, og pigen gaaer hen til politiemesteren. Darlin modtager hende meget artig, nøder hende til at sidde ned, spørger om hendes familie-forhold, og gjør hende slutteligen det forslag at lade sig optage blandt de fruentimmers tal, som staten berettiger til at føre en forbuden omgang med det mandlige kjøn. Et saadant sprog er hende paafaldende; hun beder om en nøiere forklaring og hører med forundring, hvor dybt hun skal fornedres. Hun springer op, ude af sig af forskrækkelse, iler skjælvende til nogle af sine beslægtede, styrter ned paa en stoel i værelset og kan ikke tale for graad. Man lader moderen hente, og datteren begynder at fortælle hende aarsagen til hendes hæftige smerte. Gode raad vare nu dyre, da man kjendte politiets magt. Endelig besluttede moderen sig til at gaae til Darlin. Hun besværger ham, henflyder i taarer, forsikkrer at hendes datter er uskyldig og fordrer erstatning. Darlin nævner en anden politiebetjent, kaldet Kautz, af hvem han havde faaet det andrag, at kalde hendes datter for sig og at foreslaae hende det foranførte. Der hengaaer atter nogle dage i nagende kummer over denne beskjæmmelse, og see! da bliver datteren igjen fordret frem for Kautz. Isteden for hende fremstiller moderen sig; hun bliver hæftig, og aftvinger ham endelig den erklæring; man havde seet hendes datter sildig paa gaden, og i selskab med en mandsperson. Moderen, der aldrig nogensinde havde veget fra datterens side, tør ikke, af frygt for politiet erklære Kautz for løgner, men forlanger confrontation med angiveren og truer i modsat tilfælde med justitiens tiltale. For tredie gang bliver datteren kaldet frem og og det endog under trudsel om straf, hvis hun ikke fremstiller sig. Hun kommer, ledsaget at hendes moder, hvilken nedbøiende overraskelse! Hun finder Kautz, og ved siden af ham denuncianten, der med fræk pande vidner mod datteren. Han var en uværdig søn af en brav borger i Cassel. Alle de høitidelige forsikkringer, bønner, og taarer af troværdigere vidner, ere aldeles spildte paa Kautz og hans forvorpne leiesvends hjerte. Kautz triumpherer med en helvedes haanlatter over moderens lettroenhed og blinde tiltroe og afskediger hende for i dag, i forventning om nærmere beskeed. Imidlertid vil en af denne families trøstesløse slægtninge træde imellem, henvender sig skriftlig til justitsministeren og beder og fyldestgjørelse for den familien tilføiede tort. Men endogsaa nu høre ikke forfølgelserne op. Ministerens lange taushed lader den ulykkelige familie befrygte det slemmeste; moder og datter hentæres synlig af skam og kummer. Og følgen deraf er en langvarig, langsom tærende nærvefeber der angribe begge. Endelig kommer en skrivelse fra ministeren, paa hendes beslægtedes foreskrivning, og den heele fyldestgjørelse bestaaer i nogle ømfindtlige ord over denne ubehagelige hændelse, og i den forsikkring at gjerningsmændene skulle blive dragne til ansvar. Iøvrigt - saa heed det - giver man begge damerne det velmeente raad, med stiltienhed gandske at forbigaae sagen og undertrykke den. Guds skee lov! Aaret 1813 gjorde gandske ende paa dette franske uvæsen i Tydskland.
|
fiction
| null | true
| 618
| 618
|
1824-10-22
| null | null | 0
|
Feuilleton cassel
|
NOT CHECKED
|
confessions-of-lady-guernsey_a
|
confessions-of-lady-guernsey
|
Den afdøde dronning af Engelands sidste brev til kongen. (authentisk document af the Confessions of the Lady of Guernsey) Brandenburghhouse d. 21 juli 1821. Min herre og gemal! Atter og for sidste gang apellerer jeg til deres majestæt for at erholde den retfærdighed som hidtil er bleven mig nægtet. Mit hjerte sønderrevet af saamange modstridende følelser, et rov for angest og fortvivlelse, søger begjerlig efter nogen hvile, fra de sorger, der saalænge have nedtrykt det; og skjælver af attraae efter en leilighed til at løsrive sig fra byrden, inden det brister og jeg synker ned i min stille grav. Min naadige monark, jeg forlanger ikke deres kjerlighed; jeg beder endog ikke om deres venskab - jeg vil ikke lægge nogen tvang paa deres tilbøielighed, eller blande mig i hine fornøielser, som de føler at være uundgaaelig nødvendige for deres lykke. Ak! - desværre! veed jeg alt for vel, at ethvert konstgreb er blevet gjort brug af, for at indpræge de meest ufordeelagtige meninger mod mig i deres bryst, heller ikke kan jeg just nu haabe at see dem fuldkommen udryddede; men, o! hav medlidenhed med mine ufortjente lidelser, og tillad for engang i det mindste, en haabløs og trøstesløs kone, at gjøre hendes retmæssige, skjøndt fremmedblevne deeltager af hendes glæder og lidelser, bekjendt med hendes kummer. Skal mit faderlige huses ære blive besmittet, fordi hans barn ingen beskytter kunde finde, til at forsvare hende mod hendes bagtaleres ondskab? – Skal man virkelig kunne sige, at et mægtigt riges monark, født for at regjere og være elsket - en mand fortrinligen begavet med forstand og sjele-adel, tillod hans lidenskaber at blive saameget herre over sin fornuft, at han kunde fæste troe til de mest uhyre opdigtelser, som bagtaleriske tunger nogensinde have opfunden? Falske venner og aabenbare fjender have i lige grad arbeidet paa min undergang. Et fiint lagt system af bedragerie har uophørligt været anvendt paa os begge, og for sildig desværre! har jeg opdaget mine fjenders listige planer. Det er allene denne opdagelse, der har bevæget mig til at appellere for sidste gang til deres kongelige hjerte. Den underretning jeg nyelig har faaet, lægger aabenlyst for dagen en saadan blanding af nedrighed, saadanne intriguer og meeneederier, at jeg gyser, ikke allene ved tanken om den forfatning hvori de have bragt mig; men ved at betragte den skrækkelige høide, af menneskelig ryggesløshed og ondskab, hvortil et hofs yndlinger kunne bringe det, for derved at opnaae deres ryggesløse hensigter. Opvoxen under en øm moders øie, kjendte jeg i min ungdom intet til bedragerie og forestillelse og bar derfor heller ingen mistanke til nogen, mit hjerte var af naturen aabent for ædel tiltroe og venskab; selv uerfaren i forestillelse, hvor kunde jeg nogensinde falde paa, at der gaves væsener, nedrige nok til at udsprede deres snarer liig æderkoppens væv, og til at vente med graadigt øie indtil leilighed fandtes for at styrte sig hen over deres rov? Og dog af saadanne, desværre, blev jeg omringet saa snart jeg satte foden paa dette af frihed saa pralende land, og førend jeg endog fandt leilighed til at gjøre mig bekjendt med landets almindeligste skikke, vare bagtalelsens giftige tunger i fuldt arbeide med at bortstjæle mit gode, navn og rygte. " - Lidet, sandelig lidet, kunde jeg formode, at en medskabnings ubetydelige smaaefeil i dette ædelmodige land, skulle blive udbredte med begjerlighed - hvorledes kunne jeg da være bered paa at forsvare mig mod usande, falske og ærerørende beskyldninger? - Jeg havde endnu ikke dengang lært at: "Paa ørne vinger udødelig bagtalelse flyer. Medens dydige handlinger kun fødes og døe. " Lidet kunde jeg formode, at uskyldig aabenhiertighed skulle nogensinde blive antaget for mangel paa qvindelig delicatesse; lidet kunde jeg forestille mig, at godædige handlinger, ikke den kunde udøves, uden at en eller anden hemmelig forbryderisk bevæggrund tillagdes dem; lidet drømte. jeg om, at jeg var fordømt til at blive en kastebold for partieaand og at enhver handling i mit liv skulle blive offentlig undersøgt, roset eller dadlet, eftersom det bedst stemmede overeens med de hinanden modsatte partiers planer og interesse hvorledes kunde da jeg, en fremmed og et fruentimmer, forsvare mig imod æreskjenderens giftige pile, naar hverken kraft, behændighed eller den mest forsigtige klogskab, kan sætte manden i stand til at beskytte sig derimod, naar angrebet skeer paa denne maade? Havde jeg kjendt mine hemmelige fjender, maaske kunde jeg da have undgaaet og beskjemmet dem ved at aabenbare deres rænker; men nei! jeg var omringet og smiggret af dem, og man lærte mig at sætte min fortrolighed til dem, som til mine mest hengivne veninder. Min største ulykke var, at jeg dannede mig et feil begreb om de egenskaber, som en dame af ophøiet rang, burde besidde: - havde jeg ombyttet min naturlige oprigtighed og kjerlighed for uskyldig tidsfordriv, med en stiv tilbageholdenhed, hof-etiquitte og forestillelse, ville hine handlinger der vare en følge af en overdreven emsindlighed ikke funden sted; og den onskabsfulde ville aldrig havt nogen leilighed til at forvandle dem til hvad de først kaldte letsindighed, siden gave navn af ubeskedenhed, og endelig kaldte forbryderske tilbøieligheder! indtil jeg slutteligen blev anklaget som forræder mod min konge troløs mod min mand. Ikke destomindre, saa stor den uretfærdighed er, der er begaaet mod mig, saa ubarmhiertigen jeg er bleven forfulgt, fremstillet som jeg endnu er, til at pege fingre ad; søger jeg dog ikke at giengielde dette ved beskyldninger, men vilde være tilfreds med, hvis det angik blot min egen lykke, at forlade denne kummerfulde verden, uden at yttre et eneste bebreidende, ord - ja gladeligen lægge erindringen om alle mine lidte fornærmelser, i forglemmelsens skjød, Men o, min gemal! naar jeg overveier størrelsen af den elændighed hvori jeg er bleven styrtet og sammenligner den med min ungdoms uskyldige glæder, eller med de høie forventninger jeg gjorde mig om den lykke, at blive en gemalinde af Engelands oplyste og fuldkomne prinds! - naar mine tanker svæve tilbage til hiint skrækkelige øieblik, da mit inderlig elskede barn, umenneskelig! blev reven fra sin moders arme; naar jeg skuer tilbage, paa de mange skammelige forsøg, der ere gjorte paa, at berøve mig min ære og at nedbryde min sjels roe, indtil jeg, frygtsom for at see en fjende i hvert aasyn, omsidder flyede det land hvor jeg burde have funden beskyttere og venner og søgte et fristed blandt fremmede. - Naar, omendskjøndt have adskilte mig fra mine forfølgere, deres bittre had alligevel forfulgte mig, og jeg omgiven af spioner, blev jaget og beluret endog i min landflygtighed; - Naar det sidste haab; en trøstesløs moder blev mig berøvet og jeg maatte bøie mig under forsynets tilskikkelsen ved tabet af hende, hvis liv og lyksalighed vare mig langt dyrebare end mit eget. - Naar fremmede hoffer vare lave nok til at forene sig med mine fjender, og behandle et værgeløst fruentimmer, der ingen fornærmede, med ethvert slags beskjemmelse; - Naar kirkens bønner bleve mig nægtede og underordnede gudsbespottelig, erklære de, at alteret ikke maatte blive besmittet ved deres dronnings navn. O! naar alle disse skrækkelige og krænkende erindringer trænge ind paa min sjel, saa synker hiin aandskraft, som hidentil har holdt mig i veiret, under den tunge byrde; mit blodi isner i mig af skræk og jeg føler, at hiin time, naar døden skal lukke mine øine og gjøre en ende paa alle mine jordiske lidelser - snart nærmer sig. Min naadige konge, kun den, der føler sig strafværdig, kan med skjælven see den sidste time nærme sig. Martyren for den retfærdige sag smiller ved synet af torturen og hilser glad det øieblik, der befrier ham fra hans forfølgere; endog med døende læber opløfter han sine bønner, til den almægtige og naar han udaander sit sidste suk, gientager han hans ord, der døde for vore synder; "Fader forlad dem; thi de vide ikke hvad de gjøre. " Ja sandelig! jeg føler jeg kan forlade en verden, der er saa riig paa saadanne, uoverskuelige lidelser, uden smerte - med stille sindsroe og glæde, og med hensyn til mig selv: "Ikke kaste et eneste dvælende, længselsfuldt øie tilbage. " Og naar min sjel da tager sin flugt til den evige lyksaligheds boliger, vil jeg knæle for den almægtiges throne og bede, at der maa blive viist barmhiertighed mod dem, der ikke vidste hvorledes de skulle vise barmhiertighed mod mig herneden. "Af alle de veie der lede til menneskelig lyksalighed, er den, den mest sikkre og taknemmelige, der er betegnet med medynk og menneskekjerlighed; og hvormeget skjønnere er ikke hæderens krands, gjennemslynget med mildhed og retfærd! Jeg er ikke ligegyldig for verdens gode meening og langt fra mig skal det være, at foragte publikums stemme, eller at ringeagte den almindelige meening; men jeg foragter hyklerie og ønsker ikke at blive anseet for bedre end jeg er, heller ikke ville jeg endog nu, ydmygget og nedværdiget, som jeg maae synes i mine fienders øine, gjøre en handling, der afviger fra sandhed, ære og retfærd var det end muligt, at jeg derved kunde vinde et rige, eller blive sat i besiddelse af de rettigheder, som jeg saa indstændig; men frugtesløs, har forlangt af deres hænder! - - men desværre! desværre! hvor kan jeg haabe at gjøre dem bekjendt med den hemmelige aarsag til vores gjensidige sorger, naar ikke engang en sammenkomst tilstaaes mig? Hvor kan jeg vente at kunne overbevise dem, der saa ofte har viist at deres hjerte ikke var aabent for overbeviisning? dog med de beviser jeg nu er i besiddelse af, ville jeg endog begaae en uretfærdighed mod deres majestæt, hvis jeg ikke gjorde forsøg paa at aabenbare hine facta, som intet andet menneskeligt væsen vil nogensinde vove at bringe for lyset. Min sjel er i fred med hele verden, og intet kan nu møde mig, der er i stand til at forstyrre min indvortes sindsroe. Tillad mig da at nyde den glade tanke, at kunne gyde trøstens balsom (for nogen trøst staaer i min magt at yde) i en barm, der undertiden maa være et rov for ængstelige følelser. Skulle imidlertid mine bønner og instændige begjæringer, ikke være til nogen nytte. Skulle fornærmelser blive lagt til . . . . og nye bagtalelser bleve opdyngede paa mit uskyldige hoved, - o! saa skjænke den almægtige mig styrke til endnu at bevare min forstand, og med kristelig resignation, lære at bære min skjæbne med taalmodighed! jeg har ingen egennyttige hensigter; ingen ærgjerrige bevæggrunde at tilfredsstille, mit heele liv bær vidne om, at hverken stolthed eller forfængelig ærgierrighed ligge til grund for mine handlinger; men det brunswickske huuses ære, har altid været mig hellig og til mit sidste aandedrag vil jeg erklære, at jeg aldrig satte nogen plet paa denne ære, saa berømmelig hævdet ved mine blodsforvandtes og forfædres blod. Kan da nogen troe, at jeg ville fornedre mig til at besmitte det ædle og stormodige engelske folks? (der have til trods for magten og undertrykkelsen lagt deres kjerlighed til mig for dagen.) Kan nogen troe, at en dronning, der saae hun regjerede i sit folks hjerter, skulle ved hendes eget forhold ville tilintetgjøre deres gode meening om hende? Kan den største sceptiker, der ikke forud er indtaget mod mig, med grund fæste troe til, at jeg, hvis jeg var skyldig i de forbrydelser man beskylder mig for, skulle selv med mit eget livs fare, ville gaae løs paa mine anklagere og det endog paa en tid, da det, at nedværdige mig i andres øine, var den fornemste vei til at gjøre lykke? Nei! dette lader sig ikke forene med sund sands, men strider mod alle menneskelige principer. Tillad mig her, min gemaal, at vise den største deel af den britiske nation, den taknemmelige hyldning den fortjener: troe ikke at jeg, naar jeg saaledes høitidelig mindes de engelskes ædelmod og hengivenhed, derved mener nogen mangel paa agtelse mod deres monark. Det engelske folk er sandelig et troet folk, mod deres konge, og dets ædelmodige iver, i at ville befrie en qvindelig skabning fra undertrykkelse, er fuldkommen overeensstemmende med de mest ophøiede begreber og troeskab mod konge, fædreland og gammel ridder ære. Gid deres majestæt maae længe regjere i deres hjerter og gid staten maae blive bestyret ved saadanne raad, som bedst kunne fremme dens flor og deres lykke over hvem de regjerer! Med et suk, vil jeg springe forbi det grusomme afslag jeg fik paa den herlige dag da de blev kronet; jeg ønsker ikke at gjøre nogen den ringeste bebreidelse; men jeg føler det at være en hellig pligt, før jeg lægger min pen, at erklære, at jeg ved dette foretagende ikke var ledet ved nogens raad, imod min egen tilbøielighed; thi omendskjøndt jeg bærer den største høiagtelse for hine mig trofast hengivne venner, der have forblevet deres forfulgte dronning troe, hvad rygter man end udspredte om hende - saa har jeg dog i alt bestandig handlet efter mit eget hjertes tilskyndelser og er allene ansvarlig for ethvert skridt jeg har gjort. Skulle dette brev imod mine forventninger, nogensinde komme for publikums øine, vil det uden tvivl være underkastet hine fienders dadel, som intet uden min død kan tilfredsstille; thi jeg har desværre for lang tid siden erfaret, at for disse mennesker, havde min opførsel end viist sig at være: "Kydsk som hiint glimrende krystal, ved frosten dannet af den hvide snee" Ville de dog alligevel opdage pletter deri, og kapes om med fornyet ondskab at sværte mit gode navn og rygte. Og endskjøndt de aldrig hverken føle samvittigheds nag, eller have medynk med mine lidelser, tilgiver jeg dem dog af gandske hjerte, thi jeg veed, der kommer en giengieldelsens dag over dem, og at uagtet de nu kunne triumphere over mine ulykker, kunne de ikke berøve mig min reenhed og uskyldighed, eller lægge sig imellem hiin retfærdige dommer i himmelen og mig. Caroline R.
|
fiction
|
bio
| true
| 2,284
| 2,772
|
1824-05-27
|
Caroline R.
|
Engelsk
| 0
|
Feuilleton confessions-of-lady-guernsey_a
|
TRUE
|
confessions-of-lady-guernsey_b
|
confessions-of-lady-guernsey
|
Aarsagen til den sidstafdøde dronning af Engelands død (of the Confessions of the Lady of Guernsey.) Man antager i almindelighed at aarsagen til hendes majestæts død, var den fremgangsmaade, der iagttoges mod hende den mærkværdige 19de mai 1821, uden tvivl saarede det hende ogsaa dybt; men et sildigere og mere dødelig saar modtog hun, da hun blev tilbageviist fra Carlton-Palace. Man vil erindre, at kort tid før hendes majestæts død, havde man lagt mærke til en qvindelig skabning, der ofte nærmede sig fornævnte pallads og som, naar man spurgde hende om hendes forretning, svarede: hun ønskede at tale med kongen. Tjenerne skjelte hende ud, for hendes paatrængenhed og truede med at bemægtige sig hendes person, hvis hun blev ved, at falde dem besværlig. Da hendes Majestæt (thi det var dronningen forklædt) fandt, at hun blev anseet for en vanvittig, greb hun til det sidste middel: at sige for skilvagten hvem hun var, og at grunden hvorfor hun søgte at blive indladt under denne forklædning, var for at overlevere en suplik til hans konge. Skildvagten indvendte derimod, at han ikke torde forlange audients for hende. Hun begjerede da af ham, at han selv skulde bringe brevet til hans Majestæt, hans naadige konge: han lovede at gjøre det; men dette gjorde han blot for at blive frie for hendes overhæng, ikke i den hensigt at opfylde hans løfte, da han vel vidste at et forsøg af dette slags ville paadrage ham sin afskeed fra tjenesteen. Da han ikke desstomindre havde i sinde at gaae ærligt til værks, gjorde han den eneste ting, der stod hans magt - han tog brevet tilbage og leverede det til hendes troe tjener en udlænding, som formedelst hans ukyndighed i det engelske sprog, sagde, da han tilbageleverede det til hendes kongelig Majestæt, at "en soldat havde bragt det fra slottet. " Den ulykkelige dame, der foresiilte sig at hendes brev var bleven presenteret for kongen og at han havde nægtet at læse det, lagde da for dagen en mere dybt krænket følelse, end hun nogensinde før havde viist i hendes ulykker. Ved modtagelsen deraf lagde hendes Majestæt haanden paa hjertet og sagde: "Her ender sig mine unyttige bestræbelser. Han er bedraget og jeg maae underkaste mig skjæbnen . . . . . Dronningen forblev derpaa nogen tid paa sit værelse, for som man formodede, at hvile en smule, men da hun kom tilbage, kunde man læse i hendes ansigt, at hun var et rov for overordentlig hæftige sindslidelser. Samme aften (hvilket vist nok endnu er i publikums erindring) besøgte hendes Majestæt, Drurylanes Theater: men fra det øieblik af, viste hendes ord og handlinger at hun var kjed af denne verden og hverken havde meere at frygte eller haabe. Alle de uretfærdigheder, der vare begaaede tilbagekaldtes igjen i hendes erindring, og lagde sig som en tung byrde paa hendes bryst, og hun døde som en, til hvem man skyldte meget, men hvis kristen kierlighed tilgav alt!
|
fiction
|
bio
| true
| 488
| 2,772
|
1824-06-24
|
Caroline R.
|
Engelsk
| 0
|
Feuilleton confessions-of-lady-guernsey_b
|
TRUE
|
angel-in-domino_a
|
angel-in-domino
|
Engelen i Domino. Midnatstimen nærmede sig allerede, tusende og atter tusende lys trodsede i Neapels gader den indbrydende dunkelhed og kastede deres magiske glands paa den brogede vrimmel, som paa den tid søgte at forene sig paa en punkt. Fra alle sider trængte masker sig til gaden Toledo, hvor en menneskevrimmel, som selv den stærkeste phantasie neppe kan danne sig et begreb om, lydelig jublende, bølgede sig op og ned. Mig var, saa fortæller Baron R. .. kavalier ved det ***ske gesandskab, dette besynderlige skuespil ikke længere nyt, thi karnevalet havde allerede varet flere dage i sin fulde glands, jeg søgte derfor at unddrage mig fra den byrdefulde trængsel og gik, dreven af nysgierrighed, ind i det offentlige spillehuus, som brilliant oplyst allerede ved sit ydre udseende var tillokkende. Men neppe havde jeg betraadt forsalen saa befandt jeg mig som i en feeverden, hvor alt var beregnet paa at sætte sandserne i bevægelse. Øiet blev blændet af en fortryllende pragt, nogle mandoliners og guitarers ømme toner frydede øret og krydrede drikke af alle slags, udbredte deres behagelige vellugt. Orien vedblev jeg, en duelig konstner, ville I vel kjære mester male mig min elskede. "Ja, hvis jeg var hvad jeg synes at være, ret gjerne! og nu beder jeg dig indstændig maske. Lad mig gaae! " Det er skade, sagde jeg, min pige kan godt lide den vakkre tydske Albert, Angiolina ville vist gjerne lade sig male af ham. Ubevægelig som en statue stod han der, da jeg havde nævnet dette navn, endelig udraabte han, "Meget besynderligt" og begyndte at tage min figur nøiere i øiesyn. Troer du at kjende mig, ædle maske? spurgde jeg. "Det just ikke, " var svaret, "men sig mig, jeg besværger dig, om du veed hvem jeg er? " Ja og nei, dog naar jeg udlægger din egen tale. - "Hvorledes da. " Du sagde, du er ikke hvad du synes at være, du er altsaa ikke den tydske maler Albert? "Himmel og helvede! " raabte han, "Det er mere end tilfældigt maskeradespøg: hvem er de, herre? " En ubekjendt ven, svarede jeg og vedblev med forhøiet, stemme: Grev von Hohenfels de staaer ved randen af en dyb afgrund! Her opstod en lang pause, ingen lyd kom over hans læber, men enhver bevægelse vidnede om den frygtelige storm, som rasede i hans indre. Under samtalen vare vi komne forbi hovedgadens menneskevrimmel og stode eensomme og tause ved havbredden, indtil greven endelig afbrød det dybe stille. Med en tone som ingen pen formaaer at skildre, raabte han, i det han styrtede til mine fødder. "Ha! ogsaa dig kjender jeg. Du er et væsen af en høiere art, sendt mig til redning, thi kun en engel, ingen dødelig i denne store stad, kan kjende mit navn. " Fat dem herr greve, begyndte jeg, i det jeg løftede ham op, jeg er intet overjordisk væsen, men kun en himmelsk aands reddende værktøi, som vaager over deres skridt. Hvem er da, spurgte han, det velgjørende væsen, der endnu deeltagende nedskuer paa mig og saa pludselig holder mig tilbage ved dette bølgedybs skummende rand, Det er, svarede jeg, den reeneste kjerligheds aand, moderkjerlighedens genius. Ordet: moder, virkede paa ham som en tryllelyd og bragte den forvildede igjen tilbage til sine sandsers brug. Han skjælte paa sig selv, forbandede sin skjæbne og bestormede mig sluttelig med en mængde spørgsmaale, som det ikke var mig muligt tilstrækkelig at besvare paa dette sted, jeg bad ham derfor, at følge mig og lovede endnu samme aften at meddele ham fyldestgjørende forklaring over det besynderlige i min pludselige fremstillelse. Da alting stod i en saadan spænding holdt jeg det ikke for tjenligt foreløbigen at melde noget om scenen i spillehuuset og efterforske opløsningen af en gaade, som halv om halv opløst, dog endnu forekom mig meere mørk og uforklarlig. Jo mere jeg havde grund til at formode i den skjønne ubekjendte for hvilken min interesse nu tog en alvorligere retning, at finde den tilbedede Angiola, desto ubegribeligere blev mig den art og maade hvorpaa vi stødte paa hinanden, og da jeg nu endelig ved nogle udladelser af min ledsager erfoer, at spillet kun havde en liden betydende andeel i hans vederværdigheder, blev jeg ganske forvildet deri og ønskede endnu ivrigere end den gjenkjendte maler, at faae en forklaring over disse indviklede tildragelser. Aldrig saasnart vare vi komne hjem førend jeg strax overgav greven en skrivelse, som vor gesandt nyelig havde modtaget fra Tydskland, samme indeholdt efter den sædvanlige indledning af complimenter, omtrent følgende: "Det er dem vist ikke ubekjendt, at den ædle Hohenfels, deres ungdoms ven og den ømmest blandt ægtefæller, ikke kom tilbage fra den blodige krig mod den franske republik. Undsigelig stor, som den korte lykke var, jeg nød ved hans side, var ogsaa min smerte, dog der opblomstrede for mig, i min haabefulde søn Albert, en sød trøst. Herlig modnedes drengen til yngling og lagde for dagen de mest glimrende anlæg, forenede med en gjennemtrængende og dyb følelse, der ogsaa snart tog en afgjørende retning. Han var endnu ikke sytten aar gammel, da hans malerier allerede opvakte flere kjenderes opmærksomhed og der behøvedes ingen særdeles opmuntring, for at bevæge ham til ganske at opofre sig til denne ædle konst, da just dette stemte fuldkommen overeens med hans tilbøielighed. Stille og flittig vedblev han at arbeide, studerede de gamle tydske konstnere, for hvilke hans lærere havde indgydet ham en besynderlig forkjerlighed, og drog endelig udenlands, for at skaffe sin siæl føde ved beskuelsen af Raphaels himmelske malerier. Under sit flereaarige ophold i Rom erholdt jeg de glædeligste efterretninger om hans fremgang i konsten, hans breve aandede hiin glade munterhed som kun er præget af en indvortes salig tilfredshed, med et ord, han var vist fuldkommen lykkelig, indtil han for omtrent otte maaneder siden kom til Neapel. Længe havde han ikke opholdt sig her, førend hans breve pludselig antoge en anden karakteer, mørk tungsind traade istæden for det forrige glade lune, snart bleve efterretningerne om ham sjældnere og udebleve endelig ganske, allerede begræd jeg den dyrebare som død, da afpresser min grændseløse kummer hans ungdoms ven en tilstaaelse: at min søn lever, at han elsker - elsker uden grændser. Med møie erhverver jeg mig de hemmelighedsfulde breve fra den fortroelige og seer deraf med dyb smerte, at min Albert har tabt sig selv i en vild lidenskab, som truer ham med sikker undergang, hvis en klog leders beskjærmende haand ikke holder ham tilbage. Fjern fra alle, der før vare ham saa dyrebare, staaer han nu, en ubekjendt fremmed alene i det store Neapel. Jeg kjender ingen der, som jeg kan meddele mine bange bekymringer, hvis opsyn og varetægt jeg kunne anbefale ham til, derfor henvender jeg mig med mine indstændige bønner til dem! o, gid de som ven, som skydsengel! staae ved siden af deres ungdoms legebroders søn og blive ham en anden fader! Jeg føler fuldkommen vel hvad jeg forlanger, men hvad vover ikke en moder, naar det gjælder en søns lykke, som i enhver henseende fortjener hendes kjærlighed. For ikke ved conventionelle forhold at blive forstyrret i sin tilbøielighed, har han fortiet sin stand og reiser under det simple navn af maler, Albert. Den gjenstand, der saaledes har indtaget ham, veed jeg ikke nærmere at betegne; brevene, indeholde kun sværmende skildringer af hans Angiola S. . . . som efter nogle adspredte yttringer, maae være af en betydelig familie. Denne omstændighed især foruroliger mig saa meget mere, da jeg veed hvormange farer den i de sydlige lande er udsat for, som indlader sig i saadanne forbindelser. En dyb bevægelse bemægtigede sig greven ved gjemmenlæsningen af disse kjærlighedsfulde linier, han kunde ikke holde op, men traadte taus ud paa balconen. Jeg ærede hans hjertes følelser og overlod ham, i det jeg aabnede et andet vindue, uforstyrret til sine betragtninger. Det var en underfuld februari nat, rolig svømmede den fulde maane i det klare blaae, drog lange guldstriber hen ad den sagte rullende flod og oversaaede den med glimrende ædelstene; enhver lille bølge kastede et gjenskiær tilbage af dens venskabelige lys. I fuld klarhed prunkede det nære Pausilip; omsløret af en let taage svømmede Torrents kyster i det vide fjerne og længere hen reiste Caprils himmelhøie klipper sig, som kjemper, i veiret, op af det dunstrige hav. Fra Vesuvs røgstøtter, glimtede tid til anden en dunkelrød flamme og gjennem denne store scenes høitidelige stille lød en fjærn tordens hule drøn. Men den vaagnede ikke de slumrende, som havde leiret sig forgløse omkring den frygtelige afgrund. Ingen levende skabnings lyd tonede henover fra det nærliggende Porticii, hvis skinnende hvide huse kastede deres bævende billed tilbage i bølgerne. Ved den bortdragende vinters kjølighed, aandede af og til fra vesten en mild foraarsluft, der omviftede sagte kinderne og lagde sig ømt til det bankende bryst, som om den kjærlighedsfuld og trøstende ville bære alle sorger og smerter over med sig et fjærnere land. Den evige, udbrød jeg sluttelig til greven, alle disse herligheders skaber, har paa en forunderlig maade ført os sammen. Jeg var før deres ven, førend jeg blev en bekiendt af dem; gjør de mig derfor i denne høitidelige midnatsstund til deres lidelsers fortrolige, jeg vil deele alt med dem og lindre og yde hjælp, hvor jeg kan. "Ædle mand", var svaret, deres venskab udbreder en straale af lys giennem min kummers nat, hvorledes skulle jeg ikke være villig til at udgyde dem i dens barm, som saa hjertelig tager deel i alt. (Fortsættes.)
|
fiction
|
lovestory
| true
| 1,568
| 3,753
|
1824-05-06
|
C. Seidel
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton angel-in-domino_a
|
FALSE
|
angel-in-domino_c
|
angel-in-domino
|
Engelen i Domino. (Sluttet.) Jeg fortalte derpaa med mild skaansel, dog uden tilbageholdenhed de elskendes historie, afmalede med de mest levende farver, deres hele væsens inderlige altomfattende sammenkjædning, gav ham de nødvendige oplysninger om den ældgamle Familie Hohenfels og talede endelig med al den veltalenheds ild der stod i min magt, til det vrede og dog ømme faderhjerte. Ikke uden at afbryde mig, havde greven hørt mig til ende, derpaa tog han ordet og sagde: tilgiv mig Hr. Baron de adskillige udbrud af min hæftighed. Det kan som fader ikke være mig ligegyldigt at see min datter være paa afveie, der under andre omstændigheder ville sætte en plet paa mit huses glands og sikkert have styrtet mig og hende i fordærvelse. De har ret, afbrød jeg ham, men da nu engang omstændighederne have føiet sig saaledes, saa beroer det blot paa dem at lede hine vildfarende trin til deres ellers saa dyrebare barns lykke og held. O! tøv ikke med at skjænke ud af de ædleste væsener, som naturen skabte for hinanden og som adskildte kun ville tilbringe en kort og jammerfuld tilværelse, deres velsignelse. Ansee mig ikke for svag, svarede greven, fordi jeg siger dem at jeg under deres rørende fortælling, allerede har fattet min beslutning, jeg er, vedblev han, endnu ikke saa gammel, at jeg ikke meere skulle kunne sætte mig ind i den lidenskabelige ungdoms følelser, desuden har deres skildring tilbagekaldt i min erindring, mit eget livs mærkværdigste katastrophe. Min desværre fortidlig hensovne gemalinde, var kommen af et anseeligt fyrstehuus. Ved undsigelige besværligheder tilkjæmpede jeg mig hende og erkjender endnu fuldkommen, at en adskillelse, da ville for bestandig have tilintetgjort alle vore gjensidige glæder i livet. Desuden er den saakaldte maler Albert, ved min gamle ven Cellamara, allerede bleven mig bekjendt som en mand af udmærkede fortjenester. Deres æresord, deres gesandts forsikringer er mig borgen for hans stand, altsaa kan intet være at . . . . Gode fader! faldt jeg ham i et udbrud af glæde ind i talen, de indvilger, de vil . . . stille, ven! afbrød han mig, endnu en betingelse: da jeg kun alt for vel føler, at jeg ved dette besynderlige tilfælde virkelig er en meget god fader, saa fordrer jeg ogsaa et lidet offer: jeg er den sidste af en af de ældste sicilianske familier, som i denne øes historie har spillet en ikke ubetydelig rolle. Ikke uden smerte seer jeg derfor at denne ved min død skulle uddøe. Vil forhold, vil greven kunne overtale sig til at ombytte sit familienavn ved mit? - Ved den anseelse hvori jeg staae her, vil regjeringen ingen vanskeligheder lægge i veien derfor. Jeg kjendte de familie-forhold Grev Hohenfels stod i, kjendte moderens ømhed og sønnens fordomsfrie tænkemaade og tog derfor ikke i betænkning, at forsikre den særdeles glade greve om hans ønskes opfyldelse og saaledes blev da under gjensidige taknemligheds-yttringer de elskedes forbindelse foreløbigen sluttet mellem os. Efter at de første glædesyttringer vare forbi, sagde greven: Men min Angiola fortjener dog alligevel, uagtet den hældige vending sagen har taget, en lille rævselse og den skal ogsaa blive hende til deel. Prinds Gravino har i gaar meddeelt mig sine ønsker i henseende til min datter og jeg havde bestemt middagsstunden i dag for at underrette hende derom, bring de mig den unge greve hid til den tid, det øvrige vil da nok finde sig. For den skjønne udsigts skyld, havde greven sin boepæl i det høieste og længst bortliggende qvarteer i staden; den største deel af formiddagen var derfor henløben, førend han omsider kom tilbage. I den korte tid vi havde været bekjendte, havde jeg erhvervet mig hans hele fortrolighed. Han følte meget vel, at han som nyelig udtraadt af en phantasieverden maatte handle meere passiv end activ i det virkelige liv og overlod sig derfor gjerne til en vens ledelse. Af denne aarsag spurgte han ogsaa nu næsten slet ikke meere, hvad der egentlig var i gjære, at intet ubehageligt forestod ham, mærkede han vel paa den glade lune, hvormed jeg paa alle maader søgte at opmuntre ham. Blandt andet opkastede jeg, halv i spøg og halv i alvor, det spørgsmaal, om han vel kunde beslutte sig til, af antagelige grunde, at ombytte sit navn for et andet. Jeg havde ikke taget feil, hans svar opfyldte fuldkommen mine forventninger. Da den forønskede time nærmede sig, foresiilte jeg greven for gesandten, som modtog sin ungdomsvens søn med den største hjertelighed og satte sig strax derpaa i vognen med os. Dunkle anelser maatte vel have opstaaet i den elskedes sjel, dog ahnede han vist ikke det nære øiebliks lykke og blev høist forundret, da man holdt stille for det velbekjendte huus og jeg bød portneren melde den unge Grev Scalabrini. Med villie havde jeg valgt dette navn, da jeg kunde forud beregne, at samme maatte gjøre et fordeelagtigt indtryk paa den gamle greve. Han kom os ogsaa virkelig imøde med den gladeste, blideste mine og omarmede den høistforundrede med faderlig ømhed. I lang tid havde den overvættes lykkelige ingen andre udtryk for sine følelser end taarer og stumme omfavnelser. Det var en angribende scene, dog skulle snart en endnu skjønnere følge paa den. Efter at den første storm var forbi, bad den gamle greve sin søn træde ind i et aabent sideværelse og lod derpaa sin datter kalde. Bleg og frygtsom; men dog med en hvis rolighed i hendes væsen traade Angiola ind. Faderen ønskede hende blidt velkommen og sagde efter nogle indledende vendinger i samtalen, saa alvorligt som muligt, at nu var det tid at tænke paa en lykkelig forbindelse for hende. Han havde vedblev han allerede truffet et ærefuldt valg og bar den faste tiltroe til hende, at hun, som en lydig datter ikke vilde modsætte sig hans ønske. Under taarer greb hun sin faders haand og bad, dog uden at forebringe usande grunde, i de meest rørende udtrykke om endnu at forskaane hende for en saadan forbindelse. Greven synes at studse og trængte hæftigere indpaa hende, desto inderligere blev hendes bønner, indtil endelig samtalen; ved det hun besvor ham ikke at gjøre hende ulykkelig, blev alvorligere. Jeg har sagde han, i dag lært at kjende min Angiola fra en side, der fortjente hendes faders vrede, dog vil jeg ikke forstyrre mit eneste barns lykke og forlanger kun endnu en ganske bestemt erklæring, om jeg skal afvise den ædle unge mand, der beder om dig uden alt haab? - ja min dyrebare, min gode fader! raabte hun glad og lagde taknemmenlig sit glødende ansigt til hans bryst. I samme øieblik styrtede den unge greve ind, omfattede hendes knæ og raabte: "Saa ganske uden haab, vil du dog ikke sende mig bort? " - hun hører den velbekjendte stemme, vender sig om, men alting synes at forsvinde for hende, da faderens glædestaarer perler paa hendes kind, og hun føler sig omslynget af dobbelte kjerlighedsarme; endelig strømmer i ædel selvfornægtelse, taknemmelighedens glade følelser gjennem hendes skjønne hjerte. Ikke i den elskedes arme, men til faderens fødder synker hun, som kjerlig og velsignende bøier sig ned over de lykkelige. Endelig river i følelsens storm, den salige den elskede til sig. Men ikke bryst til bryst, ikke hjerte til hjerte! Liv synes nu at sammenkjede sig til liv i denne eneste omarmelse og i et langt glædeskys, sammenfløde deres sjæle for evig i hinanden. Uformærket havde den gamle greve trukken sig tilbage fra den skjønne gruppe og overlod de salige til uforstyrrede at nyde deres lykke, i det han gav os et sagte vink om at træde ind i sideværelset. Just havde gesandten, ikke uden dyb rørelse begyndt paa sin taksigelse, da man meldte Prinds Gravino, som sandsynligviis utaalmodighed, efter at erfare sin skjæbne, drev derhen. Da jeg frygtede den vilde kalabresers vrede, bad jeg ham hurtigst muligt intet at melde om dagens hændelser og tog strax tillige med gesandten afskeed. Denne besluttede fuld af glæde strax at skrive til den bekymrede moder og bad mig, da jeg var nøiere underrettet om alle omstændighederne, at opsætte brevet. Gjerne opfyldte jeg hans forlangende; da en saa behagelig commission ikke kunde være mig andet end velkommen. Under disse arbeider henflød den øvrige deel af dagen, saa at tiden først om aftenen tillod mig at besøge de lykkelige. Den gamle greve havde en endnu tidligere indbydelse kaldt til hoffet; han kunde derfor kun i faae ord meddeele mig en forønsket efterretning. Den stolte prinds havde nemlig uagtet al skaansel, hvormed det blev ham sagt, modtaget sit afslag med den største fortrydelse og var fuld af lidenskabelig forbittrelse, afreist endnu samme time. Jeg blev inderlig glad over at en sag, der kunde havt farlige følger, havde faaet saa godt et udfald og traade i den muntreste stemning ind til de forelskede. Angiola var allerede underrettet af sin elskede greve om mine bestræbelser for dem og traade mig med hjertelighed i møde, dog blev hun snart tvivlsom staaende, thi i den forrige aftens costume stod jeg for hende; men stemmen bragte snart hendes formodninger til vished, hun sagde derfor rødmende, "Saa skal ogsaa jeg i dem gjenfinde min skydsengel. " Hvorledes dyrebare ven, raabte greven, er de virkelig. .. den samme maske afbrød Angiola ham, af hvis ræddende haand, min faders stemme pludselig reev mig. Nu udbrøde begge i den inderligste taksigelse, som jeg søgte at afbryde ved en fremstilling af alle de smaae hændelser, som i gaar lode mig formode, under den gamle tydske malers maske, at finde Grev Hohenfels. Efter at jeg havde fremstillet hiin mærkværdige aftens fordeelagtige begivenheder i et klart lys, tog Angiola ordet og bad mig nu at affordre greven nogle forklaringer over den ubesindigste og mest uoverlagte af alle hendes handlinger. De maae ikke, føiede hun til, betragte en forelsket piges fortvivlelsesfulde skridt med alt for strænge øine. For at give denne for hende piinlige samtale en anden retning, gjentog jeg spøgende, at tilfældet havde gjort mig til hendes ridder, men ikke til hendes dommer og roste derpaa hendes malerisk, skjønne udseende i den spanske Domino med fjederhatten. Denne yttring havde i greven igjen opvakt kunstneren, han ønskede at see den elskede i denne costime og bad hende saalænge indtil hun gav efter for hans ønsker. Medens hun var ude, fortalte greven mig, at Angiola havde været ganske fortvivlet over, at forbindelsen med prindsen inden faa timer skulle foreslaaes hende, hun frygtede ved hendes vægring at paadrage sig faderens vrede, og i det hun føler sit eget jammerfulde lod, seer hun den elskede synke under den skrækkeligste fortvivlelse, da flyver gjennem hendes ophidsede phantasie, tanken at redde sig ved flugten. Men midlerne dertil feile hende; hun iler derfor med dristig bestemthed til spillebordet, og haaber at frarive den foranderlige lykke den forventede skat; men forgiæves, det sidste guldstykke er snart borte. De øvrige ubehagelige hændelser, vedblev greven, er dem bekjendte, kun maa jeg endnu bemærke, at faderens vrede stemme, pludselig fremstillede for hendes martrede sjel, med de gyseligste farver, det urigtige ved en flugt. Til hvilke skridt, svarede jeg, formaaer kjerligheden ikke at forlede en fyrig sicilianerinde, et tydsk fruentimmer ville vist nok i mange henseender forundres over Angiolinas vovestykke, i særdeleshed naar det er hende ubekjendt at det lede spil, udgjør alle neapolitanske damers hovedunderholdning og at de følgelig ere meget øvede deri. Angiola gjentog greven, hader denne jammerlige tidsfordriv, men kan dog ikke altid undgaae at deeltage deri. Indhyllet i en lang domino, det skjønne hoved ombølget af stolte fjædre, traade nu Angiola ind: saaledes raabte den henrykte greve, ja sandelig, saaledes maae jeg male dig, elskede! for i dette billede at have enevigvarende erindring om vore smerter og vore uventede glæder ; rigtig, greve! gjentog jeg, og da det nu engang var i Fortunas uindviede tempel, de første scener forefaldt, som havde en forandring til følge i deres ulykkelige skjebne, saa lad os strax gaae hen og ofre paa den ubestandige gudindes alter en ducat. Som sagt, saa gjort. I særdeles munter stemning ilede vi gjennem vrimmelen og betraade snart den velbekjendte forsal. Angiola var begierlig efter at see den pige hvis venlige snaksomhed første gang havde draget min opmærksomhed hen paa greven. Denne kjendte saavel maleren som mig og kastede forskende blikke paa den lille spanier, der i skalkagtigt lune ligeledes tog sin maske af et øieblik, for at drikke sin limonade. Da pigen fik øie paa det hulde ansigt, vendte hun sig mod mig og hviskede med et betydende sideblik i øret: "En engel i Domino. " Her sluttede baronen brudstykket af sin dagbog og føiede endnu mundtlig til. Ægteskabets lykkelige baand forenede snart begge de elskende, med hvem jeg i faa dage levede i det inderligste venskab, og i hvis selskab jeg tilbragte de skjønnste timer i mit liv. En munter dame i selskabet tog nu ordet og sagde: min kjære baron, skulle vi da saa ganske maatte forlade os paa hiint physonomiske udsagn af limonade-skjænkerinden? De har sagt os saa lidet om deres venindes skjønhed og jeg er en stor elskerinde af slige skildringer. I stedet for alt svar, viiste baronen selskabet en riig med et kostbart malerie prydet tabatiere, da raabte alle eensstemmig: ja sandelig, hun var en engel i Domino! C. Seidel.
|
fiction
|
lovestory
| true
| 2,185
| 3,753
|
1824-05-20
|
C. Seidel
|
Tysk
| 0
|
Engelen i Domino (3 dele)
|
FALSE
|
judge-and-fish
|
judge-and-fish
|
Dommeren og karpen. (oversat af fransk.) En herre fra landet, som holdt en aarlig retsdag paa hans gods, brugte en til dommer, der var prokurator i en naboebye. Da der forefaldt faa sager paa godset, holdt han denne ret kun engang om aaret, og da var det godseierens skik at invitere flere naboer til et middagsmaaltid. Engang hændte det sig, at det indtraf paa en fastedag, og da dommeren ved hans ankomst fandt ingen i retsværelset, gik han meget familiair ned i kjøkkenet for at see hvad der tilberededes for ganen. Da kokken var fraværende havde han tid nok til at undersøge en hver ting; og da han slutteligen kastede sine øine paa et kar fuldt af vand, saae han en stor deel af levende karper deri, et syn, der frembragte hos ham en uendelig fornøielse. Da han fandt, han var allene og tænkte visselig paa næste dag, besluttede han at tage en af dem, i den fulde overbeviisning, at om man skulle savne en, ville ingen falde paa at mistænke ham, efterat han havde gjort dette, puttede han den i sine buxer, da han sluttede sig til, at hans lommer ville være en alt for usikker plads. Efter at han havde gjort dette, gik han tilbage til den sal, hvori selskabet begyndte at forsamle sig; og det hændte sig saaledes, da det var om vinteren, at dommeren var kommen til at sidde lige over for kaminilden, i midten af et talrigt antal af smukke damer. For bedre at skjule hans tyverie, havde han lagt hans frakke over hans beenklæder, karpen begyndte imidlertid strax, da den følte varmen af ilden, at blive noget urolig, hvilken en af damerne lagde mærke til og begyndte at lee noget umaadeligt deraf, i det hun tillige skjulte hendes ansigt med hendes muffe. De andre damer blandt hvilken en almindelig hvisken fandt sted, begyndte strax der paa ogsaa at lee, i det de af og til kastede et stjaalent øiekast til dommerens besjælede buxer, men uden at gjette den egentlige aarsag, der satte dem i en saa mistænkelig bevægelse. Hans velbyrdighed blev i begyndelsen forundret over den ualmindelige lystighed, der herskede blandt damerne, men da han nøiere undersøgte det punct, hvorpaa deres kydske øiekast faldt, ophørte hans forundring. Og dachan ikke var en af dem, der lod sig saa let bringe ud af fatning, sagde han: "Jeg veed meget vel, mine damer, at de leer af mig, og jeg vil derfor strax vise dem aarsagen dertil. " Da nu dommeren virkelig ogsaa gjorde tegn til at ville gjøre alvor deraf, reiste hans skjønne auditorium sig op i største forskrækkelse og bedækkede halvedelen af deres øine med deres lommetørklæder, men dommeren bad dem gandske jovialsk, ikke at blive forskrækket, og tog derpaa karpen fra dens forunderlige opholdsted. "Her mine damer, " raabte han, "er den uskyldige gjenstand for deres skræk, jeg vil vædde, at ingen indbildte sig at det var en fisk. " Mændene beyndte nu ogsaa at lee hjertelig af denne hændelse, og damerne bleve den øvrige deel af dagen vexselviis drillede dermed.
|
fiction
|
comedy
| true
| 508
| 508
|
1824-10-14
| null |
Fransk
| 0
|
Feuilleton judge-and-fish
|
TRUE
|
the-hope
|
the-hope
|
Haabet. (Et fragment.) Livet er et bedragerie, og kun den er den lykkeligste som bedst bliver bedragen! Haab du skulle være himmelens datter? Værde lidendes ledsagerinde? - De ulykkeliges trøster? - Nei, du er dog en bedragerske! Vist nok forstaaer du saa fint at blande dine gifte, - vel smage dine palliativer saa sødt - vel lyder din sladdren saa behagelig for den syges øre; thi derfor er du jo en qvinde; men er du derfor en mindre farlig fiende for vor roe? Hist sidder han den arme trøstesløse, med det stive blik fæstet paa jorden, alle hans planer om tilkommende lykke ere tilintetgjorte, alle de tusende og atter tusende glæder, som i fremtiden smilede ham imøde, ere tilintetgjorte, givne til priis for en uoverskuelig række af navnløse lidelser; ingenstæds findes en udvei! ingenstæds øines trøst eller hjelp. Da bryder et dunkelt skjær gjennem hans celle - han forsøger langsomt at lette sit matte hoved op i veiret; men veemod og kummer trykke det ned igjen! endelig lykkes det ham: og han seer! - (o den ømme, for ham allerede saalænge fremmede glæde gjennemhæver hans hjerte! ) - han seer en række tilkommende glædescener, fremstillede for hans blikke! Billede paa billede flyver forbi hans øie, det ene altid gladere end det andet. Hvilket glimrende, yppigt farvespil; - thi paa at blande farverne forstaaer du dig mesterlig! hvor fine ere ikke coutourerne! - hvilket blændende hold; hvor levende og sandt er ikke alt! Henreven, ude af sig selv, springer han op, hans puls slaaer raskere, hans hjerte banker høit, hans bryst bliver trangere, enhver nærve mere spændt; musklerne i hans ansigt sammentrække sig til en munter latter, han stitrer med begierlige blikke derhen og en glædestaare zittrer i hans øie! Pludselig træder Virkeligheden med hendes alvorlige ansigt dertil, og berører din tryllelygte med sin kobberstav: lyset slukkes og med det forsvinde alle de glade billeder, alle de glimrende farver. Blodet standser i hans aarer, hans nærver slappes; det smil, der oplivede hans ansigt, den glæde, som gjennemhævede hans hjerte, det mod, som bevingede hans puls! Alt, alt forsvinder, og kun taaren bliver tilbage i hans øie! Saa funkler den opgaaende morgensoels diamant i violens bæger. En mængde lysstraaler bryde sig paa det lille omfang af dens overflade og kaste tusende prægtige farver tilbage. - Nu indhyller en taageskye solen, lysstraalerne forsvinde og med den alle dens tusende prægtige farver; Diamanten funkler ikke mere, kun - en stakkels vanddraabe bliver tilbage i violens bæger.
|
fiction
| null | true
| 412
| 412
|
1824-06-17
| null | null | 0
|
Feuilleton the-hope
|
TRUE
|
heinrich-viii
|
heinrich-viii
|
Kort caracteristik af Henrich den VIII konge i Engeland. Denne konges carakteer fortjener at blive skildret af en mesterhaand. Her ere nogle træk af ham. Saasnart som Henrich havde forstødt sin gemalinde Catharina af Arragonien, ægtede han Anna Boleyn; ogsaa af denne skjønhed blev han snart kjed. Hun blev moder til den efterfølgende store Dronning Elisabeth. Anna Boleyn, blev som bekjendt halshugget. Johanne af Seymour indtog igjen hendes sted som dronning. En naturlig død forløste hende fra den ustyrlige Henrich. Han formælede sig derpaa med Prindsesse Anna af Cleve. Men da han ikke fandt hende saa smuk, som man havde afmalet hende, forvandlede hans kjerlighed sig til had og hun blev snart forstødt. Catharina Howard, hertugen af Nordfolks datter blev derpaa hans gemalinde, men omtrent et aar efter formælingen lod han hende, under foregivende af at hun ikke havde været troe nok, halshugge; dog egentlig var Henrich forlibt i Cathrine Parre, en enke af stor skjønhed. Herpaa lod Henrich strax udgaae en befaling, at alle de som vidste og skjulte noget om hans forrige dronnings utroeskab, skulle gjøre sig skyldig i dødsstraf o. s. v. Over denne forordning gjorde sig ikke allene hans undersaattere, men hele Europa lystig. Enken Parre, med hvem Lord Lartiner havde været gift, var en meget klog og dydig dame, hun blev nu, som hans sjette gemalinde ophøiet paa thronen. Da paven ikke ville bevilge hans skilsmisse med hans første gemalinde, adskilte han sig gandske fra den rommerske pavestoel, og lod sig af parlamentet erklære som det eneste overhoved for kirken i hans rige. Han inddrog derpaa alle klostere, hvis skatte vare nødvendige for hans udtømte skatkammer. Han lod 90 collegiebygninger, 2374 kapeller og 110 hospitaler sløife. I denne anledning har man et besynderligt træk af ham: I den hellige Thomas Kirke i Canterbury, som ligeledes blev ødelagt, fandt man en overordentlig stor skat og saamange penge at otte stærke mænd maatte bære dem bort. Henrich lod derfor den hellige Thomas citere for retten, formelig dømte for forræderie, hans been bleve offentlig opbrændte og hans navn udstrøgen blandt helgenenes tal i almanakken og breviariet. Ved alt dette søgte han dog altid at beholde navn af en god katholik. Helgenes tilbedelse blev ikke afskaffet, men blot indskrænket. Han lod oversætte bibelen i det engelske sprog, og forbød under livs straf enhver lægmand at læse den. Han skrev i det latinske sprog en bekjendt bog, og satte ligeledes dødsstraf for den, der anerkjendte pavens overherredømme. Nationen knurrede over saadanne voldsomheder. Men kongen havde de store paa sin side, som han berigede med kløfternes ranede skatte. Pavens tilhængere, og dem, der bekjendte sig til Luthers lære, bleve lige haardt forfulgte af kongen. Som en af den tidsalders anseete lærde mænd, opsatte han selv sin troes-bekjendelse. Men saa villig som hans undersaattere ogsaa vare til at føie sig efter kongens indfald, saa vare de dog ikke altid hurtige nok til at rette sig efter hans egensindighed, thi han forandrede næsten daglig noget i sine troesartikle. Henrich besad en utrolig stolthed, og holdt sig allene for berettiget og klog nok, til at kunne paatrænge den hele nation sin mening, som troeslære. Dog med al sin stolthed disputerede han offentlig og med megen bram mod en stakkels skolemester af London, Johan Lambert, og det fornemmelig om tilstædeværelsen af Christi legeme og blod i sacramentet. Lambert havde opsat noget skriftligt, hvori han nægtede dets tilstædeværelse, og beraabte sig derved paa kongen. Denne lærde opfordring smigrede Henrichs pedanterie alt formeget til at han skulle afslaae den; thi her troede han at have leilighed til offentlig at lægge sin lærdom for dagen. Der blev oprettet sæder i Vestminster hal for tilhørerne og Henrich viste sig med al kongelig pragt paa thronen. En mængde prælater stode paa hans høire side, og de verdslige og andre standspersoner paa venstre. Bag prælaterne og biskopperne, stode rigets retslærde og bag dem den høie adel og hoffolkene. For dette glimrende auditorium fremstillede sig nu den lille skolemester Lambert. Kongen gjorde sig megen umage for at bringe ham i knibe med skolastiske spitsfindigheder, men trods kongens skjeve fornuft-slutninger og uagtet det larmende bifald, som tilskuerne gave kongen, eller meget mere maatte give ham, forblev Lambert dog standhaftig. Kantsleren, nogle erkebisper og 6 biskopper, fortsatte derpaa den lærde strid. Lambert havde i hele 5 timer forsvaret sine sætninger, da han ikke formaaede at anstrænge sin tunge mere; han blev overskregen og bragt til taushed. Efter de mægtigste beviis, som maaskee nogen tunge i verden har været i stand til at fremføre, begyndte kongen igjen striden og spurgte: "om han nu var overbeviist og vilde kalde sine vildfarelser tilbage? " Lambert forblev standhaftig; men for at bevise, at han havde fuldkommen uret, befalede kongen, at man skulle brænde ham ved en langsom ild, som ogsaa tyranens yndlinge med største kunst forstode at udføre. Henrich lod under sin regjering henrette mange af sine undersaattere for vrange troesbegreber. En besynderlig trættesyge i religionssager havde saaledes ophidset gemytterne modhinanden, at næsten alle andre menneskelige følelser bleve undertrykte. Kongen lod engang 3 lærde mænd, som havde erklæret sig for Reformationen, forbrænde tilligemed tre andre pavelige tilhængere. De sidste besværede sig ikke saa meget over noget, som over den skam, at den ild, der skulle forvandle disse kjetteres been til aske, ogsaa skulle fortære deres! Tilsidst skrev Henrich theologiske bøger, hvori han især søgte at indskjærpe sine undersaatter en passiv lydighed. Han døde i sin alders 56 aar efter at have regjeret i 38 aar.
|
fiction
|
bio
| true
| 907
| 907
|
1825-01-21
| null | null | 0
|
Feuilleton heinrich-viii
|
TRUE
|
julie-or-the-reliqs_a
|
julie-or-the-reliqs
|
Julie eller Reliqverne i Dobberan. (Fortælling.) Ret ærgerlig sad jeg i en krog paa gjæstgiverstedet Morianen Schwan i det meklenburgske, tordenregn og storm larmede frygtelig. Udmattet af den hurtige reise og længselsfuld efter snart at naae reisens forønskede maal, sad jeg tankefuld og lod de blaae skyer trække hen forbi mig; da forstyrrede hestetrampen mig i mine søde drømme, døren til gjæsteværelset fløi op og en fremmed i en guulagtig reisekappe med firedobbelt krave paa, styrtede ind. "Lys! " raabte den tykke morianvært i det han bød den fremmede velkommen. "Heste! " raabte den indtrædende. "Da natten bryder ind, ville deres naade gjøre vel i, at hvile nogle timer" bemærkede hiin, i det han bøiede sig forover og dreiede den hvide nathue underdanig mellem hænderne. "Og de, afbrød den gule ham barsk, ville gjøre meget bedre i, at udføre hvad jeg befaler, heste forlanger jeg, og en flaske viin, af bedste slags, og lad mig nu være i roe! " Værten gik brummende ud. Den fremmede kastede den guldbebræmmede skotske hue paa bordet og sig selv i en lænestoel. Vild foer han med udspilede fingre gjennem det bruunlokkede haar, og slog sig fortvivlet for panden, stod op, maalte med lange skridt det ikke alt for store værelse, medens han blandede en mængde narrisk og forvirret tøi sammen. Tydelig forstod jeg følgende apostrophe: "O, ondskabsfulde, lumske skjæbne! o Joseph! o Potiphars qvinde! og jeg dumme, erkedumme, diævel! hvorfor reev jeg bindet fra det lykkelig omtaagede øie? hvorfor skulle egypterens coqvette qvinde sønderrive kjolen paa hiin isralitiske lykkens skjødebarn og hvorfor du Julie, mit elskende ømme hjerte? Det er dit værk satan! Ja den lede satan var det, der i en klokkers skikkelse nærmede sig til mig, for at skille mig ved min himmelske lykke og drage mig ned i smertens og fortvivlelsens helvedes pøl! Julie! braagede, glatte slange! hvorfor er du ikke den lillierene engel, som jeg holdt dig for at være? " Gud veed hvormeget jeg endnu vilde have faaet at høre af dette slags, hvis den med lys indtrædende kjældersvend, ikke havde gjort en ende paa hans besynderlige samtale med sig selv. Men hvor blev jeg ikke forundret, da jeg ved lysets skin, i den naragtige taler gjenkjendte min gamle ungdomsven Fernando. Man kan let forestille sig, at jeg ikke længe forsømte at spørge den gjenfundne hvad de selsomme talemaader, som jeg havde hørt, skulle betyde. Jeg skjulte slet ikke for min ven, at det glædede mig høiligen, at finde ham nu saa temmelig med sin fulde forstands brug, da jeg havde gjort mig alle slags gale forestillinger derom, ved at høre alt det narriske tøi; thi sandelig uden en Oedipus skarpsin, kan dog nogen vanskelig udfinde noget sammenhæng mellem Madamme, Potiphar og en frøken Julie, mellem Josephs sønderrevne kjole og den talendes sønderrevne hjerte. Den forunderlige helgen istemmede paa nye, da jeg slog paa denne stræng en jeremiade over sin grusomme skjebne, og tilføiede adskillige hymner til det qvindelige kjøns roes, som jeg af agtelse for de hulde læserinder ikke vil gjentage. Han sprang paa nye op, saa synes det mig i det mindste, i en forvildet phantasie, over til de disparateste gjenstande og blandede de meest forunderlige ingredienser saa ravgalt blandt hinanden, at det løb mig iiskoldt ned af ryggen og jeg var meget tilbøielig til at tage min ovenfor anførte gunstige dom tilbage. Endelig lagde stormen sig og da uveiret udenfor havde udraset og maanen venlig smilede til os gjennem de adspredte skyer, synes ogsaa Fernando at blive roligere og at gjenfinde den tabte fatning. Han lod paa min bøn de hidskaffede heste igjen sende tilbage, og efter nogle hjertelige drag af viinflasken, havde gjort den af naturen oprigtige Fernando endnu aabenhjertigere, begyndte han omtrent, som følger: Tilgiv min hjertens broder, du som maaskee min skytsgenius sendte mig til trøst, tilgiv, at jeg maa forekomme dig en smule forrykt; men troe mig paa mit ord, hvad der er hændet mig, er af den slags, at det kunne berøve en ærlig mand den smule forstand han har faaet af naturen. Hør mig taalmodig og døm saa selv. Du kjender min underlige gamle, for en 25 aar siden, forlovede han mig, ret som en comediefader, med hans intime ven og krigskammerats datter, der først skulle komme til verden, thi min svigerpapa in spe var den gang, saa vidt mig senere er bleven bekjendt, først brudgom. Denne faderlige aftale, bekymrede jeg mig dog, da den blev mig meddeelt, ikke det ringeste om, thi endnu for faa uger siden, min kjære Heinrich, slog dette hjerte saa roligt, som det maatte have slaaet under den sløikjole, jeg bar, da det behagede min hr. papa at befale over samme. Kjerligheden med dens himmel og helvede, var mig fremmed, Amors magt ansaae jeg for en fabel, kun af bøger og af nogle venners daarskab lærte jeg at kjende den. Ved dette sted paakom mig en hoste, Fernando slog mig godmodig paa ryggen, i den mening at jeg havde faaet en draabe viin i vrangstruben. Vel følte ofte, saa vedblev han, mit fulde hjerte en længsel efter hiin salige følelse, vel troede jeg nu og da, naar jeg kom tilbage fra een eller anden glimrende pige- eller kone-cirkel, at dette eller hiint indtagende Evabarn havde antændt den himmelske funke i mit bryst, men allerede den følgende morgen, følte jeg at indbildningen derom, pigen og kjerligheden var bortsovet. Endelig kom den fastsatte giftermaals termin, jeg skulde til Gellenau, for at lære at kjende og føre frøken Restorf, som min bestemte brud hjem. Ganske rolig modtog jeg min faders befalinger og lovede paa bedste maade at udføre det overdragne ærende. Frøkenen skal være ret smuk, min søn, sagde den gamle herre, i det han velsignede mig, det er altsaa saa meget bedre; thi den behagelige tilgift af de rige gellenanske godser er ikke at foragte. Jeg følte dette selv, og satte mig trøstig i reisevognen, som min godmodige, ømme moder havde forvandlet til en rullende viktualiebod. Efter at jeg havde trukken omkring i Sanden i to dræbende lange dage, saae jeg de hvide huse i Dobberan skinne frem mellem de mørke buske; den blaae søe og aftenrødmens purpurhimmel indsluttede det glimrende landskab i forgyldt ramme. Ganske magelig kunde jeg endnu i dag have naaet Gellenau; men det indtagende badested, smilede mig saa behagelig imøde, at jeg besluttede, at overnatte der. Jeg steeg af i gjæstgivergaarden, hvor man ringede til aftensmaaltidet. Hurtig bragte jeg mit toilet i orden og traaede ind i den herlige spisesal. Der var endnu en plads tilovers ved et af skjænkebordene, som jeg indtog. Jeg følte mig ualmindelig let og vel tilmode ved det solklare skin af de mange lys i det glimrende og dog saa muntre selskab, som sad fortrolig omkring i smaae cirkler. Hvorledes det gik til at jeg den aften var saa særdeles skikket til at modtage ethvert indtryk, enhver følelse, ved jeg ikke, maaskee laae en physisk aarsag til grund, der vel lader sig finde i reisestrabatserne, eller havde virkelig tilfældet ikke samlet her andet end skjønne qvindelige skabninger, nok var det, jeg kunde ikke see mig mæt paa disse muntre glædefunklende pigeøine, som lynede mig imøde. Enhver af disse skinnende meteors truede at blive farlig for min roe og der nedregnede paa mig kolde, uoverbundne, tørre træmand, en hagel af gloende kjerlighedspile. Alle disse pyntelige skabninger droge mig paa en forunderlig maade til sig, alle hyldede jeg paa en gang, og enhver havde jeg kunnet falde om halsen. Medens mine sikkre blikke fløi ustadige omkring, havde jeg overseet det skjønneste, som sad mig ganske nær. Saa gaaer det ofte i verden. Det er ikke muligt, kjære Evard fløitede en nattergalstemme, til en temmelig høi, paa eengelst klædt ung mand, der havde plantet sig hen ved min side, jeg vendte hovedet hen hvor lyden kom fra og saae en engel. Ach! kjære, gode Heinrich, seer du! denne bevægelse var det, som skilte mig med min hele livsroe. Hvad som fortryllede mig et øieblik før, gad jeg ikke mere see paa, alt omkring mig var ligesom nedsjunken til et intet; jeg havde kun øie og sindfor den hulde naboerske, dette indtagende ansigt, disse skielmske, mørke, luende øine, dette glindsende kastaniebrune haar, denne ranke fine nymphevext, en anden kan afmale dig alt dette - jeg, formaaer det ikke, endskjøndt hendes billede, til min ulykke staaer indpræget i dette hjerte med uudslettelige farver, o! først naar dette falder hen i støv og aske, vil dit billede Julie udslettes deraf. o, Joseph! Joseph, o! Jeg besværger dig, faldt jeg Fernando ind i talen, som gjorde mine til igjen at ville lade et dusin intetsigende udraab løbe af stabelen, jeg beder dig, fortsæt rolig din fortælling, at jeg kan dømme i sagen, og selv erfare om din stilling er saa fortvivlet, som du skriger til. Min ven druknede den begyndte klagesang i et glas nierensteiner og fortsatte historiens afbrudte traad saaledes: Den lille hviskede allehaande uforstaaeligt tøi til den mig noget fatale Monsieur Edvard, og den ved siden af hende siddende dame i lyseblaae kjole. Hvorledes mon han nu ogsaa seer ud? sagde hun og loe høit. Jo, nu ganske menneskelig! svarede det fortrædelige menneske med et sideblik paa mig - og fnisningen og hviskningen begyndte paa nye; mig selv halv ubeviist havde jeg hæftet mit blik, paa det kjære hulde væsen, intet træk af det bøielige ansigt undgik mig, jeg synes ligesom at opsluge hende med øinene, da traf hendes flammeblik mig - jeg blev forlegen, meget forlegen, greb efter flasken som stod foran mig for at fylde mit glas og - En pludselig allarm med stolene vognede mig op af mine drømme. Damerne sprang nemlig hurtig op fra deres sæder, for ikke at drukne i det røde hav af viin, som jeg i min adspredelse, udgjød over hele borddugen. Blodet fløi mig op i kinderne og jeg formaaede ikke at fremstamme et eneste ord til undskyldning, hine vare imidlertid leende løbne ud af salen. Denne gang stod det ikke, som ellers i min magt at bortsove min kjerlighedsruus. Nei den kjære gud veed jeg lukkede intet øie; bestandig svævede den fremmedes hulde skikkelse for mig. Tilmed tillod ikke mit slette humeur mig at sove. Jeg skjældte paa mig selv fordi jeg havde baaret mig saa barnagtig og tosset ad. Det første indtryk er ofte det mest afgjørende; men hvad maatte hun vel tænke om mig. Jeg grundede paa et middel til at gjøre mine dumme stræger god igjen, og sætte mig i et fordeelagtig lys for pigen. I en art af delirium henvendte jeg mig med hele samtalen til den skjønne, hun svarede, talen tog en ømmere vending - jeg var lykkelig, den gyldne drøm ville indlulle mig i en sød slummer, da skrækkede igjen pigens lydelige latter mig op, og i fortrukken maske svævede min naboes modbydelige ansigt igjen for mit trætte øie. Dog hvortil de mange ord, kjære Heinrich! det var den uroligste nat i mit liv. Amor og Morpheus bleve dødsfiender, kun hymen formaaer at udsone dem med hinanden. Den følgende morgen havde min Johan sin nød med mig. Jeg skjælte fordi han havde været skjødesløs og ikke lagt puderne tilrette som han pleiede og kaldte ham en næseviis, fordi han spurgde, til hvilken time jeg ville at hestene skulle bestilles. Det ærlige skind taug, tog min frakke ned fra sømmet og i det han tømte lommerne ud, lagde han Børs, lommetørklæde, brevtaske, en fruentimmerhandske og en gaffel paa bordet, saae paa mig, rystede paa hovedet og gik ud for at børste frakken. Graadig faldt jeg hen over handsken, trykte tusinde kysse derpaa; thi hvem kunde den vel tilhøre uden den indtagende naboerske. De røde viinpletter tilkjendegav det noksom: jeg havde i aabenbar forlegenhed stukken den til mig. Med den engelske fortskaftede trefork maatte det vel have samme sammenhæng. Jeg klædte mig paa og maaske med mere ombyggelighed end nogensinde før. Den arme Johan som presiderede ved toilettet, blev igjen dygtig udskjældt; thi han opførte sig ligesaa ubehændig som langsomt. Da halssløifen to gange mislykkedes, bad jeg ham gaae fanden i vold og fuldendte selv det konstige værk. I det jeg lagde frakken i sine tilbørlige folder, kastede jeg et selvtilfreds blik paa mit adoniserede billede i speilet, et andet ud gjennem vinduet og see engang! der vandrede det hulde barn i sneehvid morgennegligé, omgivet af gaarsdagens selskab paa den saakaldte kamp, eller indhegnede eng. I to spring var jeg nede hos hende. Da jeg traaede ud af døren, mødte hendes blik mig, hun stødte paa Edward som ledsagede hende, og talte nogle ord til hendes blaae veninde, som uden tvivl angik mig. Jeg rettede mine skridt mod indgangen af promenaden, ueenig med mig selv, om jeg skulle tale til de fremmede, for at undskylde min ubehændighed i gaar; men mit bryst var saa beklemt og jeg følte tydelig at jeg ikke kunde frembringe et eneste ord. For at faae tid til at fatte mig noget, ville jeg just bøie af til venstre, da Hr. Edward traaede hen til mig og bød mig en venlig god morgen. Tager jeg ikke feil, sagde han, saa var de i gaar aftes mine damers naboe ved bordet. Ja jeg var saa ulykkelig. - Den lille havde just kastet sine øine paa mig og indviklede mig derved i en labyrinth af lykke og ulykke, som jeg aldrig kunde finde ud af. Jeg veed hvad de vil sige, afbrød Edward mig, skaden er ubetydelig. Dog tillad mig først at udbede mig deres navn, mit er Edvard von Sternenthal. Jeg er Frieherre von Tiesenau, svarede jeg - Mine søstre Lucie og Julie vedblev hiin, i det han presenterede mig for dem. "Lucie von Sternenthal afbrød jeg her den fortællende, i det jeg sprang op fra stolen, Lucie var dit hjertes udvalgte? ei da skal du. " Fernando saae forundret paa mig, hvad feiler dig kjære Heinrich, spurgde han. Intet svarede jeg, i det jeg fattede mig igjen, bliv kun ved, alsaa Lucie var det, som havde noget saa forunderlig tiltrækkende for dig. Gud give! svarede min ven, Gud give! at det var hende; thi hun er reen som guld og har tro bevaret hendes uskyld og qvindelige reenhed. Her sammentrak min mund sig uvilkaarlig til latter. Jeg forstaaer og tilgiver, vedblev Fernando dit sceptisk-ironiske ansigt. Du har ret, hun duer ikke, dog hvad Lucie angaaer, hende tør jeg gaae i ilden for, hun bestod sin prøve. Hør nu videre. Samtalen med førnævnte damer, var nu indledet og Julie lagde saamegen aand og sjel paa en saa elskværdig maade, for dagen, at hun fuldkommen retfærdiggjorte min hidendtil paa intet grundede lidenskab. Ogsaa jeg maatte vel have vist mig i et fordeelagtigt lys, thi frøkenen rødmede adskillige gange, en omstændighed, som min egenkjerlighed udlagde paa en smigrende maade. Saaledes blev da bekjendtskabet knyttet og jeg behøver vel ikke at føie til, at jeg med en glødendes kjerligheds hæftighed gjorde mig al umage for at vedligeholde det. Ja, jeg havde fast besluttet, at beleire julies hjerte og erobre det. Men da jeg overtænkte den angrebsplan som jeg vilde følge, faldt mig pludselig min brud, min faders hensigter med mig og bestemmelsen med min reise o. s. v. ind. Retfærdige gud, tænkte jeg hvorledes skulle jeg overvinde alle disse fataliteter. I lystspil og romaner hæves let saadanne forhindringer; men i det virkelige liv falder det vanskeligt. Jeg var færdigt at bryde mit hoved itu, men intet klogt indfald vilde falde mig ind. Endelig troede jeg at have fundet det. Min frøken brud maae give mig kurven, udraabte jeg, det er midlet til at erholde min faders samtykke, til en anden forbindelse. For at udføre denne plan tog jeg mit, min brud tiltænkte og veltrufne miniaturportrait ud af sit futteral, lod min farvelade udpakke og bragte paa min forfængeligheds bekostning et besynderligt kjerligheds offer. Jeg gav min næse en fæl cirkumfler, malede nogle dygtige skatteringer paa den glatte pande, førte begge mundkrogene temmelig indiscret op til begge øren og gav kindet mere udstrækning til næsens uforholdsmæssige længde. Efter at jeg saaledes havde fuldendt mit abeansigt, forfattede jeg et lille brev til min allerkjæreste, som skulle betage hende enhver formodning om, at der maaske kunde boe en skjøn sjel under denne baviansmaske. Medens jeg skrev og forseglede, maatte Johan forskaffe mig et bud til Gellenau. Jeg affærdige selv den bredskuldrede Mercur og aandede friere da han var marscheret af. I den faste, trøstelige overbeviisning at faae et foragteligt svar, begyndte jeg at angribe Julies hjerte. Dog hvortil trætte dig, kjære Heinrich, ved en fortælling om alt det enkelte, hvad jeg foretog mig for at gjøre mig behagelig for pigen og bringe hende til at føle interesse for mig. Mine bestræbelser synes ikke at være forgiæves. To lykkelige uger hengik. Bestandig synes jeg maalet nærmere og stod paa den punkt, hvor man troer at have den søde overbeviisning at være elsket, endskjøndt munden endnu ikke med ord havde bekræftet, hvad hendes blikke og opførsel paa mangfoldige maader forraadte mig. Jeg var Julies bestandige ledsager og intet feilede endnu til min lykke uden hendes tilstaaelse. Men ak! da skulle jeg paa engang vog e af mine behagelige drømme. I gaar aftalede vi med hinanden, at vi ville tage stedets, i mange henseender mærkværdige kirke i øiesyn. Jeg havde lovet at afhænte Sternenthals og længselen maatte have ført mig tidligere til deres huus end man havde ventet mig, nok var det, da jeg kom til døren af det værelse, som damerne beboede, skrallede mig en lydelig, munter latter imøde; tydelig hørte jeg mit navn nævne, derpaa igjen en sagte hvisken og atter igjen en tydelig latter, som aldrig tog ende. Jeg aabnede døren, hurtig skjulte Julie noget glimrende i barmen og Lucie ikke mindre forlegen end hendes søster, kastede et papir blandt end mængde andre som laae foran hende paa bordet. Neppe formaaede Julie at styre sig, tydelig saae jeg den vold, som hun maatte gjøre paa sig for at skjule sin latter. Hendes morgens gewandts tynde musselin forraadte at hun gjemte en medallion paa brystet og en retmæssig mistanke bemægtige sig mit hjerte. Jeg var forraadt, ført bag lyset. Min heede, glødende, oprigtige, ærlige kjærlighed havde kun tjent den forfængelige til tidsfordriv. Samtalen standsede, fruentimmerne vare forlegne og jeg karrig paa ord. Endelig kom Edward og gjorde ved sin nærværelse ende paa min piinlige stilling. Fruentimmerne grebe deres shavls og vi gik til kirken, som jeg paa en anden tid og i en anden stemning ville have betragtet med megen interesse; thi særdeles mærkværdig er den gothiske bygning ved sin romantiske beliggenhed, de svære ranke piller og de mange statuer og malerier, lige ærværdige ved tiden og det øiemed hvortil de ere bestemte, men nu var min tanke ganske sysselsat med det forbandede billede, som hvilede for mine øine ved Julies hjerte. Hendes venlige blik, synes mig at være coqvetterie, hendes spørgsmaal: om der feilede mig noget, løb som spot. (Fortsættes.)
|
fiction
|
lovestory
| true
| 3,138
| 4,271
|
1824-06-24
|
Nr. Tenelli
| null | 1
|
Feuilleton julie-or-the-reliqs_a
|
TRUE
|
julie-or-the-reliqs_b
|
julie-or-the-reliqs
|
Julie eller Reliqverne i Dobberan. (Sluttet.) Klokkeren foreviiste os kirkens mærkværdigheder og forklarede dem paa en ham egen maade. Havde intet vigtigere afholdt mig derfra, ville vist fra begyndelsen af, den tørre, sorte, lille mandsling opvakt min hele opmærksomhed, nu oversaae jeg ham kun; ikke uden gysen tænker jeg tilbage paa denne besynderlige, spøgelseagtige skikkelse. Ja, jeg er tilbøielig til at troe, at satan selv, som en ulv i faareklæder, havde indsneget sig i dette fromme gudshuus, for just der i fredens bolig, hvor lidenskabens stemme tier i menneskets bryst, at kaste den vildeste fortvivlelses ild ind i mit hjerte. Jeg hørte som sagt det meste af den besynderlige Cicerones foredrag; men hvad bekymrede jeg mig nu om Niclot den første, om Albrect den anden og et dusin andre fyrster og fyrstinder, hvis jordiske levninger her hvile i fred. Ligesaa lidet kunde de naive malerier og rimerier, som ere her anbragte, aftvinge mig et smiil. Opløst i kjerlighed og smerte kastedes min sjel omkring paa et stormende hav af tvivl. Den sorte mandsling udpakkede nu kirkens reliqvier og fremviste dem, som sammes sidste og fortrinligste skat. Julie hang ved min arm. Hun trykkede ubemærkt min haand, er de vred, kjære Tiesenau spurgte hyklerinden blidt, i det hun saae op til mig. Julie sukkede jeg, ak! naar jeg blot visste. - - See her er det halve hoved af den vantroe Thomas, sagde den lille sorte mand, i det han foreviste mig en halv hovedskal. Om Julies læber spillede en betydende, undertrykt latter; hun slap min arm for med Lucie at betragte vævningen i Jomfrue Maries natkappe og den serviet som brudgommen i Cana i Galilæa havde benyttet sig af. Men efter at klokkeren meget forsigtig havde indpakket knoglerne af det uskyldige lille barn, som Herrodes lod ombringe i christus-barnets nattøi, drog han ud af en lille æske en skarlagenslap, hvilken han presenterede for mig som det kostbareste i hele samlingen. Det er, sagde han, et stykke af Josephs mantel, som Pontiphars kone reev af ham, da - dog den historie, kjender jo deres velbaarenhed, en overordentlig undergjørende reliqvie, føiede han til, i det han med en ham egen hemligbedsfuld mine betragtede mig. Undergjørende? spurgde jeg og hvilken kraft ligger der da i dette tegn paa qvindelig frækhed? helbreder det maaske syge? Undertiden, svarede han og ville igjen nedpakke kappen. Jeg trængte ind paa ham at han skulle forklare sig tydeligere og da hviskede han til mig, det er en prøvesteen, min ædle herre, en ubedragelig prøvesteen paa qvindelig dyd. Berører en jomfrue reen og skjær - De forstaaer mig, panden med denne hellige levning, saa vil samme vise sig lige uforandret og hvid, men vee! den ulykkelige, hvis hun blot bærer dydens maske; thi et rødt Cains tegn flammer da, ved den mindste berørelse paa hyklerindens ansigt. Disse ord gjorde et undsigeligt indtryk paa mig, om det har været en gud, eller en ond djævel, der talede til mig gjennem klokkerens mund veed jeg ikke, nok er det, en fast troe paa underværkets ubedragelige krav opfyldte min sjel med en helvedes galskab og tilskyndede mig at faae Julie til at gjennemgaae den farlige prøve. Kun med halve ord meddeelte jeg begge damerne hemmeligheden og spøgende opfordrede jeg dem til at forsøge underlappens kraft, jeg narrede dem saalænge med det, indtil at de føiede sig i min villie. Hvor bankede ikke mit hjerte, det bitterste alvor laae skjult under mit spøg. Lucie foer med skarlagenet over den glatte hvide pande, dog ikke den, kun den fine kind rødmede et øieblik. Leende greb Julie den hemmelighedsfulde lap og foer dermed over ansigtet. Retfærdige himmel! med ild og røde flammetræk stod forbrydelsen tegnet paa den afmaskerede forræderindes pande. Den sorte mand slog en lydelig latter op, men jeg greb den kniv hvormed Delila havde raget haaret af Samson og ville jaget den igjennem livet paa den forvorpne, men Sternenthal faldt mig i armene; jeg reev mig løs, løb som en rasende hjem og befalede Johan at pakke ind og følge mig, medens jeg uden ophold kastede mig paa en posthest og - Høist sandsynlig begik en dum, ja ærkedum streg faldt jeg Fernando ind i ordet. Er ogsaa, vedblev jeg, sammenhængen mellem Josephs sønderrevne kjole og dit sønderrevne hjerte bleven mig tydelig, saa er dog meget i din fortælling endnu fabelagtig; thi viid min ven, Lucie Sternenthal har ingen søster og i fortroelighed sagt med prøvestenen angaaende den jomfrulige reenhed maa det nok ikke have gaaet saa ganske rigtig til, thi denne Lucie, hvis pande var saa hvid, er allerede siden 3 maaneder hemmelig viet til mig. Just nu reiser jeg for at afsløre denne hemmelighed, min historie skal jeg siden fortælle dig. Heraf slutter jeg, at naar hiint Cains tegn virkelig brændte paa Julies pande og ikke blot i din egen gale phantasie, er dette endnu intet beviis paa nogen brøde, men taler endnu meget mere for pigen, imod dig, uretfærdige. Tænk paa tyveprøven med den sorte hane og skam dig. Klokkeren, som du holder for djævelen, synes mig snarere at være end lystig skjelm. Just ville jeg tydeligere forklare mig, da lød udenfor et posthorn og min svoger Edward, laae i mine arme. Neppe havde vi buden hinanden velkommen, saa traaede han hen for Fernando, der stirrede dybsindig hen for sig. "Men Tiesenau hvilken dæmon er der faren i dem, " spurgte han ham, "hvad begaaer de for galskaber. " Lad ham være, sagde jeg, den stakkel har just maattet skrifte alting. Men sig mig, hvem spilte din søsters rolle, hvem er Julie? ingen anden svarede Edward, end den, herrens der, i hele 25 aar tiltænkte brud Julie Restorff fra Gellenau, som fandt den, hende ved det faderlige magtsprog bestemte brudgom saa besværlig og modbydelig, at hun ville reise af veien for ham og derfor ledsagede Lucie til badet. Men sin skjebne undgaaer dog jo ingen, den arme Julie forliebede sig i den hidsigkop der, som for at blive frie for den fatale brud, sendte hende en græselig contrafey af sig selv, medens han paa den anden side anvendte alle kunster for at erobre den forhadte elskede. Fernando stod som aldeles tilintetgjort; vi udbrød i en lydelig latter. Jeg hævede Tiesenaus sunkne hoved i veiret: Nu ven, ahner du hvis billede det var, der hvilede ved Julies hjerte? Den angerfulde sank til mit og Edwards bryst. Mon hun tilgiver mig stammede han ganske forsagt. Jeg er befuldmægtiget til at føre synderen tilbage, naar han lover bod og bedring, svarede Sternental komisk-pathetisk. En hjertelig omarmelse var Tiesenaus svar. En time efter sad vi tre i vognen og da morgensolen speilede sig i de klare bølger, hang jeg om halsen paa min kone og Fernando en lykkelig brudom, laae for Julies fødder, som leende og grædende modtog og gjengielte hans eeder om evig kjerlighed. Nr. Tenelli.
|
fiction
|
lovestory
| true
| 1,133
| 4,271
|
1824-07-01
|
Nr. Tenelli
| null | 0
|
Feuilleton julie-or-the-reliqs_b
|
TRUE
|
End of preview. Expand
in Data Studio
Press&Plot: Curated Danish 19th-Century Stories & Serial Fiction (v1.0)
Short description:
A curated collection of 29 Danish newspaper stories (1816–1832), including single-part and multi-part fiction, manually inspected, cleaned, and categorized for research use. The dataset is a growing resource.
Dowloading the dataset
# using python
from datasets import load_dataset
ds = load_dataset("chcaa/press-and-plot", split="train")
# if you want it as a pandas DataFrame:
df = ds.to_pandas()
Dataset Details
This dataset focuses on ephemeral fiction published in Danish newspapers, capturing forms often overlooked in traditional corpora. Each story is assigned a unique ID and a general category: short story (general fiction), biography, travelogue, & lovestory.
- Curated by: GoldenMatrix at Center for Humanities Computing (CHC), Aarhus University
- Processed by: ENO, Aalborg University
- Uploaded by: Pascale Feldkamp
- Language(s): Danish (dan), from the 18th&19th century
- License: Danish Newspapers fall under Public Domain (CC0)
Data Summary
| Component | Count | Notes |
|---|---|---|
| Stories | 29 | Single-part and multi-part narratives |
| Articles | 50 | Installments grouped by feuilleton_id_series |
| Categories | 6 | Biography (bio), travellogue, short story & lovestory |
Data structure
A sample in this dataset is structured as follows:
{
'feuilleton_id': 'letter-to-france_a', # unique id per installment
'feuilleton_id_series': 'letter-to-france', # series/story id
'text': 'Udtog af et Brev fra Generalinde Bertrand...' # full text per installment
'label': 'fiction' # label assigned in task differentiating fiction from nonfiction in newspapers
'subcategory': 'short story' # one of 4 subcategories
'clean': '1' # whether or not manual cleaning has been performed
'wordcount/part': '1017', # wordcount for part
'wordcount/whole': '2157', # wordcount for full series
'date': '1816-02-02',
'author': 'A. v. Kotebue',
'original_language': 'NaN', # from where this text was translated, if known
'cliffhanger': '0' # whether part contains a cliffhanger
'feuilleton_name': 'Blik i Fremtiden: Brev fra Generalinde Bertrand' # original title
'complete': 'TRUE' # whether a part is missing
}
Methodology
- Selected from high-confidence predictions of a fiction classifier.
- Manually inspected and grouped across installments.
- Cleaned for spelling and formatting.
For more detail, see paper (forthcoming)
Version
v1.0
Citation
Forthcoming
- Downloads last month
- 12