feuilleton_id
stringlengths 6
30
| feuilleton_id_series
stringlengths 6
28
| text
stringlengths 1.84k
25k
| label
stringclasses 1
value | subcategory
stringclasses 5
values | clean
bool 1
class | wordcount/part
int64 301
4.37k
| wordcount/whole
int64 301
11.2k
| date
stringdate 1816-02-02 00:00:00
1834-06-24 00:00:00
⌀ | author
stringlengths 8
41
⌀ | original_language
stringclasses 5
values | cliffhanger
float64 0
1
⌀ | feuilleton_name
stringlengths 17
88
| complete
stringclasses 3
values |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
letter-to-france_a
|
letter-to-france
|
Udtog af et Brev fra Generalinde Bertrand paa St. Helena til en Veninde i Frankrig, dateret December 1818. Triumph, min elskede Karoline! Det lykkedes, Napoleon er borte. Vel vide vi ei endnu hvor han er bleven af: thi ingen af os har tordet ledsage ham, men vi leve i det glade Haab, at det Lette vil lykkes efter at det Vanskeligste er fuldbragt. Ikke vil jeg længere sætte Din Taalmodighed paa Prøve, men kortelig fortælle dig, hvorlunde det store Vovestykke bragtes til Ende. Efterat Din herlige Fætter rigeligen havde forsynet os med Guld og Kostbarheder, og uden mindste Mistanke atter var seilet bort, for udrustet med Napoleons Fuldmagt - at forberede Gemytterne paa hans snare Tilbagekomst, fik vi fra Amerika den bestemte Efterretning, at det Skib, som skulde overbringe ham, i September, eller sidst i August skulde krydse paa Høiden af St. Helena, men dog holde sig i en saadan Afstand, at man fra intet Punct paa Øen kunde øine det. En med raske Roere bemandet Baad skulde om Natten nærme sig Kysten. Samme Nat skulde Skibet lade en liden Luftballon stige i veiret, kun ifyldt med liden Luft, at Passatvinden kunde føre den hen over Øen; uden at den skulde stige for høit. Ned fra Ballonen skulde hænge en Hale, indeholdende en let antændelig og lysende Materie, forsynet med en Lunte, der vel skulde tændes paa Skibet, men først om nogle Minuter i Luften antænde den Deel af Halen, som indeholdt Signalet. Man haabede, at dette vilde kunde sees paa Øen meget tydeligt en halv Minut. Dog var det saaledes indrettet, at Vagterne, hvis de blev det vær, maatte ansee det for et intet betydende Meteor. Vi skulde altsaa fra den 15de August - Napoleons Fødselsdag - lige til Juul være paa vor Post og hver Nat udstille Vagter, at ikke Signalet skulde blive ubemærket. Saasnart vi nu fik Øie paa Signalet, skulde Napoleon strax begive sig til Havbredden, lytte paa Aarernes Pladsken og bære en Blændlygte under Kappen, saa at den blot kunde lyse ud mod Havet. Hvis Brændingens brusende Larm hindrede ham i at høre noget, skulde han dog rolig vente. Formodentlig vilde Baaden ikke kunne komme tæt til Bredden: derfor skulde den raskeste Svømmer nærme sig den, forsynet med et Toug og knytte dette om Keiserens Liv. Da skulde Napoleon tryg kaste sig i Bølgerne og svømme til Baaden. Var han først der, skulde han snart komme paa Skibet selv og med dette til Europa. Vistnok var nu denne Instruction ret skjøn, og man kunde ikke forlange mere af den. Amerikanere, dog havde vi endnu de største Vanskeligheder at beseire. Hvorledes skulde Napoleon, der hver Aften ligesom indsperredes, slippe ud af Huset? Hvorledes skulde han slippe forbie Vagten? Hvorledes komme over den steile Muur? For at overvinde alle disse hindringer, udkastede han selv en dristig og vanskelig Plan, der dog blev kronet med et heldigt Udfald. - Han begyndte at lade, som han var kjed af Livet. Han aad og drak næsten aldrig naar Nogen saae det, saae hen for sig med stive Blik, hørte ikke naar Nogen tiltalte ham, og naar han hørte det, svarte han med et Smiil, som lignede den Vanvittiges. I Selskaber talte han højt med sig selv lutter forvirret Tøj, i det smukkeste Veir blev han liggende i Sengen og i Regn og Storm klattrede han paa Bjergtinderne, hvorhen Vagterne stønnende og bandende fulgte ham. Engang lod han endogsaa som om han vilde aflive sig selv, kort, han spillede sin Rolle saa naturligt, at hver Mand troede at være overbeviist om hans Afsindighed. Hans Jagtflinter, og Hirschfængere fratoges ham: neppe tillod man ham at spise med Kniv og Gaffel, af Frygt for at han skulde tage Livet af sig. Vi selv, der vare nærmest omkring ham, syntes at deele denne Frygt og havde desangaaende hyppige Konferentser snart med Kommissairerne, snart med Gouverneuren. Tilsidst yttrede min Mand Frygt for, at han, al Forsigtighed uagtet, skulde slippe bort og styrte sig ned fra en Klippe: derfor bad min Mand selv, at man ikke som hidtil vilde lade Vagten ledsage Keiseren, men befale den at gribe ham under Armene og saaledes føre eller naar det skulde være - slæbe ham. Gouverneuren modtog dette Forslag med Taknemmelighed og iværksatte det strax. Napoleon loe overtydt og talte italiensk til begge sine Ledere, hvoraf de intet forstode. Efterhaanden lod han som han blev kjed af denne Leden, han begyndte at skjende og tilsidst at slaae omkring sig. Min Mand søgte at formilde ham og bad om Tilladelse til selv at lede ham. Det syntes han bedre om. Den anden Vogter afløste geledes ved en af Vore og nu var Keiseren rolig. Ofte flyttede han ikke en Fod, men lod sig slæbe. Saaledes væntes Vagten efterhaanden til at blive tilbage uden at røre Napoleon. Spadseerte denne ud om Aftenen, da fulgte den doven langt bag efter, eller leirede sig paa en Høj, hvorfra de kunde følge os med Øjnene. Da nu Alt paa denne Maade var forberedt, gjorde vi en Straamand, saa lang og tyk som Napoleon, gav den hans Klæder og Hat paa, og istedet for Indvolde en tilstrækkelig Qvantitet Bly. En Voxfarve lykkedes os godt nok for i nogen Frastand, især i Skumringen, at skuffe Øiet. - Nu indviklede vi en Aften den vagthavende Officier i et interessant Partie Whist, der var allerede givet Kort, da man meldte ham, Kejseren vilde spadsere. Utilfreds vilde han kaste Kortene, men vore medspillende Herrer overtalte ham let til at tøve noget: Han vidste jo, at min Mand ledsagede Keiseren, som han desuden snart vilde indhente. Hvad Vei gaaer Generalen, spurgte Officieren. Langs med Stranden, svarte man, dette beroligede ham. Vagten ved Porten havde drukket lidt over Tørsten: to Mand fulgte os gabende og ravende. Kommissarierne behøvede vi ikke at frygte for, da de alle vare til Gjæsterering hos Gouverneurens. Vi grebe altsaa kjækt vor Straamand under Armene og iilte med ham ud af Huset, begunstigede af den indbrydende Skumring. At Pseudo Napoleon ikke betjente sig af sine Fødder, dertil var Vagten saa vant. Ogsaa omringede vi Popansen saa meget muligt, og slap lykkelig ud. (Slutningen følger.)
|
fiction
| null | true
| 1,017
| 2,157
|
1816-02-02
|
A. v. Kotebue ?
| null | null |
Blik i Fremtiden: Brev fra Generalinde Bertrand paa St. Helena til en Veninde i Frankrig
|
TRUE
|
letter-to-france_b
|
letter-to-france
|
Udtog af et Brev fra Generalinde Bertrand paa St. Helena til en Veninde i Frankrig, dateret December 1818. (Sluttet, se No. 15.) Nu gik det rask nedad til Strandbredden. Hvad vi havde haabet, skeedte: begge de engelske Vogtere bestege kun den nærmeste Høi, leirede sig paa samme og forfulgte os med Øinene. Vi vare 7 Personer, men lutter indviede Franske. Da vi nu kom til et Sted hvor vi vidste, at en Skræntning nedsteeg i en stor Dybde og hvor Brændingen brødtes paa det voldsomste, fattede vi bemærket vor Straamand ved Benene, svingede ham høit i Luften og lode ham paa den naturligste Maade af Verden springe ud i Søen. Med det samme gave vi alle et heftigt Skrig, orlede Hænderne og rykkede os i Haarene. Vogterne havde lykkeligviis begge seet Straamandens Spring, de flyttede ned af Høien og fandt os i Fortvivlelse. Min Mand fortalte dem med Hulken; Napoleon havde, efter at han den hele Dag havde syntes meget rolig, pludseligen med en saadan Kraft løsreven sig og saa rask styrtet sig i Strømmen, at det var umueligt at redde ham. Officieren var ogsaa imidlertid kommen did, og hans sande Skark var i Virkelighed ligesaa stor, som vor forsiilte lod til at være. Hvad var at giøre, vi skrege omkaps med hinanden og stirrede ned i Brændingen, men ingen Baad var i Nærheden og Mørket tog hvert Øieblik til. Officieren bød den ene Vogter, der var en god Svømmer, 10 Guineer, hvis han vilde springe ud for at forsøge at redde den Forulykkede. Karlen befindte sig intet Øieblik, sprang ud og vovede virkelig sit Liv, dog naturligviis uden Nytte, da Straamandens BlyJndvolde strax havde draget Personen tilbunds. Vi hylede og skraalte indtil mørken Nat, og vankede endeligen hiem, hvor vi allerede langtfra modtages af vore Folks Jammerklager. Officieren iilte strax til Gouverneuren for at bringe ham hiint Sørgebudskab. - Ved Dagerie kom denne ude af sig selv, løb op og ned ved Strandbredden som en Høne der har smaae Ellinger paa Vandet, opbød alle St Helenas Baade og Svømmere - men Alt forgieves. At vi atter ved denne Scene spilte de Dybtbedrøvede, kan Du tænke Dig. Han selv var Trøst behøvende, thi han frygtede for at vorde anklaget for Efterladenhed. Mod Middag forlod han os for strax at affærdige en Kutter, som, jeg veed ikke hvorfra, skulde hente nogle gode Dykkere, for dog i det ringeste at opfiske Napoleons Liig, som han, ifølge sin instruction skulde oversende til Engelland. Guds Navn, tænkte vi, fisker I Straamanden, saa vil det give et komisk Skuespil. Men hvor var Napoleon imidlertid, vil Du spørge. - I min Alkove, i min Seng laae han og ventede med piinlig Utaalmodighed paa Udfaldet. Men hvorlidet dersom man havde fattet Mistanke og strengt undersøgt hele Huset? Sandt, kiere Karoline, derfor frygtede vi ogsaa meest, thi før næste Nat kunde vi umuelig bringe Keiseren i Sikkerhed. Dog Vogterne havde jo selv seet ham springe i Vandet; de loy saagar i Angesten, at de vare fulgte ham paa Fode og vi modsagde ikke, hvad var naturligere, end at Gouverneuren i sin første Forsippelse aldeles ikke faldt paa, at ogsaa vi kunde spille en Komedie, især da en saadan, efter hans Begreb, til Intet kunde nytte os. Tre Dage sildigere maatte dog Nogen have indgivet ham, en saadan Tanke, thi pludseligen lod han Huset omringe og giennemsøge, medens en heel Bataillon, adspredte sig mellem Klipperne. Det var for til dig. Hvorledes vil Du sige, havde I da saa nøie beregnet det amerikanske Skibs Ankomst, at I just i disse Dage torde sende Redningsdaaden? Ingenlunde. Alt skedte tvertimod fire Uger tidligere, end vi endogsaa torde nære mindste Haab derom. Langs med Kysten er Klippefoden fuld af dyde Huler, hvor Vandet i Flodtiden træder ind, og tæt derved staae sønderrevne Klippemasser, som ved en stærk Lava ere sammenkedede med hinanden. Disse Masser, der hæve sig over Havets Flade, ere fulde af Revner og Huller. Man hører her det underjordiske Vands Brusen, der trænger ind i Dens Hulninger eller ved Fjeldenes Fod hvirlende og skummende fremsprudler. Under i disse høie Klipper og kun svagt sammenhængende Steenmasser har endnu Ingen vovet sig ind. Napoleon var den Første, der paa en Jagt, fiern i fra fine Ledsagere, nedsteg i en af hine Huler og fandt samme saa rædselfuld skiult og beleilig, at han øieblikkelig derpaa grundede sin Plan. Hertil i flygtede han den næste Nat efter ovenmeldte Optrin, uden at agte paa, hvad hans Helbred derved kunde lide. Nogle Levnetsmidler tog han med sig, thi i de trende første Dage torde vi intet videre bekymre os om ham. Tænk Dig vor Angst, inden vi erfoere at han endnu levede og befandt sig vel. Og saaledes udholdt han i samfulde syv Uger. At vi fra 15de August af med forskende Blikke afladeligen betragtede Horisonten, bestandig to og to hver halve Time afløstes, for ikke at vorde sovnige eller uopmærksom, det behøver jeg ikke at fortælle Dig. Endeligen var min Mand selv saa lykkelig, først at see Lufttegnet. Han styrtede jublende ind i mit Sovekammer og derpaa med vor Louis ud af Huset. Napoleon, fandtes rolig sovende i Hulen. Da han vaagnedes med det gode Budskab, sprang han rask op, flavrede frem, omfavnede tavs min Mand, steeg hurtig ned af Klippen og løb bestandig stiltiende frem og tilbage ved Strandbredden. Snart hørtes Aarernes Pladsken og Svømmerne nærmede sig. Hiertet bævede i min Mand, da man slog Touget og Keiserens Liv, men han loe, trykkede min Mands Haand sigende: "Nu er atter en Kongres iilende, og sprang ligesaa modigen i Vandet, som hingang da han marscheerte mod Broen ved Lodi. I hvilken Sindsbevægelse min Mand blev staaende paa Strandbredden, er ikke at beskrive. Det var aftalt, at Baadfolkene, saasnart Napoleon var reddet, igien skulde antænde Laternen og tregange svinge den omkring. Da han saae det styrtede han uvilkaarlig paa sine Knæe, hævede Hænderne mod Himlen og velsignede den Bortdragende. Da iilede han til mig, der ogsaa mere var død end levende, kastede sig aandeløs paa en Stoel og stammede: han er borte, vi Fruentimmer have ved slige Leiligheder kun Taarer; jeg græd af Glæde den hele udslagne Nat. Ved Daggrye iilte jeg ned til Stranden og saae til min store Glæde Intet, og saaledes er Napoleon uden al Tvivl nu ombord paa det Skib, der bærer ham til Europa, til nye Berømmelse. Os andre ubetydelige Personer giør man sig ikke den Umage at bevogte, og Gouverneuren har allerede lovet at sende os til Engelland med det første fra Indien hiemgaaende Skib. Gid det maatte skee inden Efterretningen indtraf hertil om Napoleons Tilbagekomst til Europa. Men hvad kan man vel giøre os, vi have jo dog kun betient os af Fangens naturlige Ret, at bryde sine Lænker naar det staaer i hans Magt. List har seiret over Magt og derfor giver Seiren os dobbelt Glæde! Snart sees vi.
|
fiction
| null | true
| 1,140
| 2,157
|
1816-02-03
|
A. v. Kotebue ?
| null | 0
|
Blik i Fremtiden: Brev fra Generalinde Bertrand paa St. Helena til en Veninde i Frankrig
|
TRUE
|
battle-plattsburgh
|
battle-plattsburgh
|
Slaget ved Plattsburgh. Fienden nærmede sig nu langs bredden af søen mod floden Saranac, ved hvis munding landsbyen Plattsburg ligger, forsvaret bag til og paa siderne ved skoven, hvis mørke, ubegrændsede linie behageligen afbrydes ved dens nætte og smukke bygninger, beliggende omkring en cirkeldannet baj, i hvis sølverskjød, floden udgyder sig. Vedvarende skjærmysler fandt nu sted mellem fienden og vore militaire lette tropper, syv hundrede mand samlede sig snart fra de omkringliggende skove. Provindsen Vermont, som begrændser den modsatte strandbred af indsøen, udsendte nu dens feldbeboere. Adspredte i et bjergrigt land, maatte det vel have været vanskeligt at samle de faa beboere. Men rygtet om fiendens indfald løb fra høi til høi, fra landsbye til landsbye, nogle toge hestene fra ploven, andre randt til fods, efterlode deres hjorder paa græsgangene og gave sig neppe tid til at tage en afskeeds velsignelse med paa reisen fra koner og mødre, naar de rakte dem deres vaaben. Deres gevæhr paa skuldren, et krudthorn ved siden, undertiden en ration i lommen, trængte hob paa hob ind i Burlington, og alle, (efter hvad en ven, der har været øinevidne til denne scene har fortalt mig), "kom løbende, enten paa deres egne been eller til hest. " Den smukke lille bye Burlington, er bygget langs ad en høi paa den modsatte strandbred, og lidt høiere op i søen, end Plattsburgh. Her var enhver baad og canoe sat i reqvisition; skare efter skare skyndte sig til strandbredden, og ligesom de adspredte hobe stormede til Plattsburgh ved Saranacfloden for at modstaae fjendens overgang, eller kastede sig ind i skoven for at angribe og udmatte fjendens bagtropper. Flaaden var udrustet, og da den fjendtlige kom i sigte, blev den lagt i slaglinie ved indløbet af bugten. Med saadan utrættelig virksomhed havde amerikanerne forberedt sig til striden, at en af skibene, som var med i slaget, var bleven bygget og udrustet paa en fjorten dages tid. Atten dage for træfningen, stod endnu tømmeret hvoraf det var bygget og voxte i skoven ved søens strandbred. Den engelske flaade, under Captain Downies komando førte 95 kanoner og henimod tusende mand; den amerikanske under kommandeur M'Donough havde kun 86 kanoner og henimod otte hundrede mand. Det første kanonskud, der blev vexlet med fjenden, var et signal for armeen til lands. En fortvivlet kamp paafulgte. De engelske søgte med forvoven kjækhed to gange, at bemægtige sig broerne og to gange bleve de drevne tilbage, derpaa forsøgte et detaschement, i det de defilerede opad floden, at vade over, men her modtog en levende musketild dem pludselig fra skovene og tvang dem til at drage sig tilbage med tab. Denne dags held, følte begge partier, ville bestemme udfaldet af dette slag hvortil begge flotillier nu gjorde sig færdige. Mangen et ængsteligt øiekast sendtes mod søen, hvor disse nu lagde sig i slagorden ved strandbreden. I to timer var striden tvivlsom; skibene paa begge sider vare berøvede seil og takkelage. Som vaklende og ødelagde vrag, gave og modtoge de dog de stød, som truede med at nedsynke dem i havets skjød. Det skib, hvorpaa den amerikanske commandeur befandt sig, var to gange i brand, dets kanoner gjort ubrugelige, og læk baade over og undervands. Fienden var i samme forfatning. Bataillen skeede, som det synes i fuld slagorden; da begge foretog en manøvre, der skulle afgjøre dagens held. Med undsigelig besværlighed bragtes det amerikanske skib til at vende; fienden forsøgte forgjeves det samme, en frisk ild spillede nu paa det, og det strøg. Et glædesskrig, der reiste sig nu paa strandbredden, og lød overalt gjennem de amerikanske linier, døvede for et øieblik bataillens larm. For en kort tid synes de brittiske stridskræfter at slappes, men derpaa snarere oplivet paa nye, end afskrækkede ved ulykken, vedligeholdt de graahærdede veteranere deres plads og fortsatte kampen indtil mørket afbrød den. Den lille stad Burlington, fremviste under disse hede timer, et meget forskjelligt, men ikke mindre interessant skuespil: alle forretninger hvilede, de bekymrede indbyggere beklædte alle høie, og trættede deres øine og øren for at opfange et eller andet signal, som kunde forkynde dem udfaldet af en strid, der var dem saa vigtig. Den fjerne kanontorden og røg tilkjendegav at slaget var begyndt. Minutter svunde langsomhaab og frygt afløste hinanden vexelviis. Sluttelig ophørte kanonaden, men endnu kunde intet, selv ved hjælp af teleskopet blive opdaget uden at det sidste skimt af røg, forsvandt lidt efter lidt, og uvisheden om liv, ære og formue vare tabte eller ræddede, tiltog. Ikke en lyd hørtes, indvaanerne saae paa hinanden, uden at tale, fruentimmer og børn vandrede langs strandbredden tilligemed en deel beboere fra Vermont, der vare ankomne samme dag, men kunde ingen leilighed faae til at komme over søen. Alle baade vare paa den anden side og enhver der, var alt for beskjæftiget til at kunne meddele efterretning om søeslaget. Aftenen kom paa, og endnu saae man ingen plet der rørte sig paa vandet. En mørk taaget nat fulgte derpaa, og nogle søgte med sorgmodige hjerter at finde hjem, medens andre endnu tøvede, lyttede til enhver lyd, spadserede urolige frem og tilbage og fremkaldte i deres indbildningsskraft alle de sandsynlige og mulige aarsager, der kunde foraarsage denne opsættelse. Bare de slagne - nogle ville da have taget deres tilflugt til baadene; havde de været heldige - mange ville da have brændt af begjerlighed efter at kunne bringe denne tidende. Klokken 11 hørtes over vandet gjennem nattens mørke, et frydeskrig, det lød, som et thriumphraab. Men kom det fra venner eller fjender? Nu blev det lydeligere, det blev kjendt, og gjentaget af de lyttende paa strandbredden, naaede høien og "Seier! Seier! " lød nu gjennem hele landsbyen. Jeg kan ikke beskrive denne scene, saaledes som den er fortalt mig; men de kan forestille dem hvor hurtig blodet trængte sig gjennem hjertet, hvor unge og gamle randt omkring som ude af dem selv, hvorledes de loe, græd, sang og loe igjen. Inden en halv time stod den hele lille stad brilliant oplyst, som i en ild.
|
fiction
|
bio
| true
| 989
| 989
|
1824-12-24
| null |
Amerikansk
| 0
|
Feuilleton battle-plattsburgh
|
NOT CHECKED
|
mountain_a
|
mountain
|
Bjergskakten. Over en romantisk dunkel dal i de sachsiske Ertzgeberge, rager toppen af de grønt bevoxne bjerge steilt op i luften, og gives der end paa dem ingen ruiner, som hensætte phantasien i en tidsalder, hvor her prangede slotte, hvorfra munterhed og liv udbredte sig rundt omkring, saa gaaer dog sagnet, at allerede i den længst forløbne tid regjerede en slægt her, som i vedvarende feider ødelagde hinanden. Den sidste green af samme, Ridder Berthold von Hakenau, skal af alle sine anherrers store rigdomme intet have havt tilbage uden en uanseelig borg, der laae paa en af bjerghøiene, som endnu fører navn af Slotshøien, og en deel af den vildbevoxne dal, fra hvis skrækkelige dybde, man fornemmer en mølles klapren har ligeledes beholdt indtil den nærværende tid det gamle navn: Djævelsmøllen. Var nu ogsaa den glands, der hævede herrerne von Hakenau til de rigeste i det hele land, udslukket; saa ønskede dog deres fattige arving, at en saa berømt slægt ikke skulle uddøe med ham. Paa en frøkens haand, der bragte ham rigdomme, som kunde hæve ethvert slags onde, torde Berthold vist nok intet krav gjøre, han bød derfor en fattig, men dydig riddersdatter sin haand og førte hende snart som gemalinde til sin gamle borg. Allerede før hans formæling havde han ofte om morgenen med tungt hjerte hilset den opgaaende soel, uden at vide hvormed han den dag skulle bespise sig og et par riddersvende som han ikke kunde undvære; men denne nød var i hine herlige tider intet imod den ulykke han havde med Frue Adelheit, som omendskjøndt fattigere end ham, ville have alting fuldt op, og som gjorde ham mange gange helvede heedt nok. Da nu den ulykkelige Berthold, for at tilfredsstille hendes luner og ønsker, havde opofret alt hvad han endnu, fra en bedre fortid havde gjemt i sine lader og forraadskamre, og hun dog endnu qvælede ham paanye, da vidste han ingen ende meere paa hans angest og sorg. Tidlig om morgenen drog han hen i skoven, for at hjelpe paa det tomme kjøkken med et stykke vildt, eller for i det mindste at bringe en agerhøne hjem med for Adelheits lekkermund, og naar han nu ofte for ikke at komme tilbage uden bytte, vandrede omkring indtil den mørke nat, saa maatte han endnu høre skjeldsord, der jagede den slumrende fra sit haarde leie. Adelheit, stolt af hendes skjønhed, lod ham daglig høre, at hun vel havde fortjent en rigere og velvilligere gemal, og at han, da han ikke kunde tilbyde en kone noget bedre lod i livet, skulle have ladet være at kaste sine øine paa hende. Berthold, der for lang tid siden, angrede den daarskab han havde havt, at ville eie en smuk kone, bar hendes bebreidelser med himmelsk taalmodighed, og bad hende kun undertiden ikke at indpræge deres unge børn, hendes hoffærdige sindelav; hun skjænkede ham saamange arvinger, at han slet ikke behøvede at frygte, at hans slægt skulle uddøe med ham, men hvorved ogsaa hans trang istæden for den glæde, som han ventede sig deraf, steeg til den høieste grad. Adelheit var stolt af, at hun kunde lægge den sjette søn i hans faderarme, og det var en lykke for ham, at de taarer, som kummer udpressede af hans øine, bleve anseete for glædestaarer. For at føde de unge ravne, forlod han hende og gik nedad i dalen, denne gang til fods; thi han havde ogsaa maattet opofre sin eneste hest, for at skaffe de smaae brød. Nedtrykt af bevistheden om sin elendige stilling, følte han sig derved saa udmattet at han neppe kunde trække sig fremad. Han slæbede sig imidlertid over stok og steen og søgte med speidende blikke om han ikke kunde faae øie paa en hare eller et par drosler som han kunde skyde og deraf tilberede et sparsomt middagsmaaltid for kone og børn. Men den stakkels ridder fik i dag intet at fylde hans jagttaske med, uden i det høieste nogle sure æbler; han kastede sig endelig hensjunken i smerte ned ved foden af bjerget under en gammel eeg, lagde paa dens rod sit trætte hoved og sov endelig ind af træthed. Strax derpaa blev han ved en underfuld drøm hensat i en klippegkotte, hvor alle vægge, for ret at spotte hans elændighed, glimrede med guld, sølv og ædelstene. Hvor han hensaae, blinkede og glimrede ham de rige metaller i øinene; og han, der selv i drømme erindrede sin nød, fandt sig i dette rigdommens tempel kun saa meget des fattigere og beklagelsesværdigere. O! udraabte han endelig, hvem der dog havde kun en ringe deel af de skatte, som her til ingen nytte ligge opdyngede, det var allerede tilstrækkelig at gjøre ende paa min elændighed! Han havde neppe udtalt disse ord, saa traade en lille graae Mand ud af en klipperevne: Dit ønske være dig tilstaaet, Berthold! - sagde han, - men mærk Dig det, - kun til et maadeligt brug! - Hvem der forøder sit gods, fortjener ikke at eie det! Her vognede ridderen og drømmen stod saa levende for ham, at han troede endnu at høre den lille graae mands stemme, der lovede ham redning. Men jo tydeligere virkeligheden traaede frem for hans sjel, jo mere bedrøvede det ham, at han ikke længer torde overlade sig til blændeværket. Han knurrede høit mod skjæbnen, og da han kastede sit øie op mod bjerghøiene, hvor hans anherrer havde levet i overflod, og af stolthed og overmod havde ødelagt og forfulgt hinanden, saa blev det ham immer tungere og tungere om hjertet. Han gjentog hos sig selv de ord: "Hvem der forøder sit Gods, fortjener ikke at eie det" - Men jeg - føiede han forbittret til, og stødte med sit sværd, som han havde lagt ved siden af sig, og nu igjen vilde stikke i skeden, vildt mod jorden; men hvor forskrækkedes han ikke, da spidsen med en ildfunke brækkedes og han følte at han i sin ufornuftige vrede, kun havde skadet sig selv. Da det nu engang er menneske egent, nøie at betragte den steen eller det sted, der gjorde det skade, saa bøiede ogsaa Berthold sig ned for at see, hvad der havde skilt ham med hans kjereste gode hans sværd - og see - da blinkede ham det samme metal imøde, som han havde seet før i sin drøm. Han foer tilbage af glad overraskelse, og da han igjen havde fattet sig, gjorde han sig umage for, at grave jorden rundt om op med sit afbrudne sværd, og han fandt et stykke gedigent sølv. Han sank ned paa sine knæe og takkede den høieste for redning i sin store nød, derpaa bar han den fundne skat, ved den af glæde igjen opvakte ungdomskraft hjem, og sendte strax en af sine svende dermed til staden for at sælge det og tilhandle sig levnetsmidler og allehaande smukke klædningsstykker for den skjønne Adelheit, og da han fremstillede sig for hendes seng, udbredte herlighederne og endnu oven i kjøbet stak hende det overskydende, nogle blanke daler i haanden, da kaldte hun ham igjen efter lang tid hendes kjære Berthold. Fra denne dag af, fik den fattige Bertholds skjæbne en anden vending, og det varede ikke længe saa blev han i almindelighed kaldet den rige Berthold; thi han havde ladet komme bjergfolk til sig fra Freiberg af, hvor endnu ikke for lang tid siden rige gruber vare blevne aabnede og havde funden en skakt, som gav et uudtømmeligt udbytte. Ikke allene de rigeste sølvaarer udbredte sig i bjerget, men endogsaa guld og mange ædle stene, hvor, iblandt rubiner, granater, jaspis og amethister, som han havde seet funkle i hiin grotte, bragte arbeiderne frem for dagens lys. Nu var Frue Adelheit paa hendes rette plads, og havde ikke Berthold bestandig bevaret troe i sit hjerte, den lille graae mands ord: "Hvem der forøder sit gods, har ikke fortjent det! " var skatten under hendes hænder hensvunden som dug for solen. Han fortalte hende derfor hiin mærkværdige drøm og paastod altid hun skulle gjøre et maadeligt brug deraf. Gjerne sørgede han for at hans borg, som han kort forhen med egen haand havde tilstoppet aabningerne i, blev opbygget paa nye, dog istedenfor de prunkesale som Adelheit besiilte, befalede han, at man vel skulle indrette alting saaledes, som det anstod en ærlig tydsk riddersmand, men al ødsel pragt derved maatte blive borte. Ligesaa lod han det heller ikke feile paa anstændig klædedragt for sin frue, skjænkede hende ogsaa mangen lille kjæde af guld, ringe og armbaand, kun naar hun nærede det ønske, at vorde en fyrstinde liig i pragt, og paastod allerede at ville smykke hendes børn med saadanne kostbarheder, saa satte Berthold sig med liv og sjel derimod. Imidlertid kunde han dog ikke forhindre, at hun indprægede hendes forfængelighed og lyst til pragt i de unge børns hjerter, ja hvad der end var slemmere, hun nedlagde en modsigelses-aand i deres sjel, derved at hun afslog dem ethvert urimeligt forlangende med de ord: at deres fader havde vel midler til at opfylde deres ønsker, men ikke villien dertil, de saae derfor i faderens kloge sparsomhed kun gjerrighed og haarhed, dette afvendte deres hjerter fra ham. Saaledes saae vel Berthold, ved de velsignelser hans bjergværk kastede af sig, sin nød endt, men ikke sine sorger hævede; heller ikke ansaae han det for sin største ulykke, at Frue Adelheit, efter tilbagekomsten fra en turnering, hvorhen hun havde ledsaget hendes gemal, faldt, fordi yngre og skjønnere damer havde berøvet hende den hylding, som hun troede man skyldte hende fremfor enhver anden, i en svær sygdom, der styrtede hende i graven. Berthold var endnu i sine bedste aar da Adelheit døde, og maatte derfor tænke paa, at give hans uopdragne sønner en anden moder. Han var bekjendt som en brav ridder, havde en skjøn, mandig skabning og fandt snart en ung frøken, der opfyldte hans dristige ønsker. Gerlinde var just tyve sommere gammel, da hun rakte Berthold hendes Haand; og omendskjøndt ligesaa skjøn som Adelheit, var hun dog gandske det modsatte af denne, og hendes gemal følte sig ved hendes godmodighed og hjertens godhed, som hensat i himlen. For at gjengjelde hendes kjerlighed og hulde venlighed, kom han for første gang i fristelse for at overtræde den graae mands forbud og at anvende en deel af skatten til prydelser for hende; dog Gerlinde gjettede hans forsæt og fordringsløs som hun var, bad hun ham selv om at opgive det. "Naar jeg blot gefalder dig" - sagde hun - saa pryder en blomst mig mere end guld og ædelstene! " Han indsluttede hende i sine arme, du er min gode engel! - udraabte han - som staaer advarende ved min side. Vel har du ret, at din skjønhed ingen tilsætning behøver, du er jo ogsaa min største rigdom, himlen styrke dig! Disse sidste ord tilføiede han med en saa dyb veemod, som om en bange anelse havde indskudt ham den, thi han følte sig alt for lykkelig til, at han skulle have kundet haabe at vedblive det. Gerlinde viste sig altid tilfreds, altid med en stille munterhed for hendes gemal; og dog maatte hun udstaae mange haarde lidelser; thi hendes stedbørn, Adelheits sønner, hvoraf den ældste allerede nærmede sig det tolvte aar, da moderen døde, søgte at gjøre hende imod, i alt hvad de kunde; og med den mest kjerlighedsfulde godhed formaaede hun dog ikke, at vinde deres tiltroe og kjerlighed. Hendes gode lærdomme agtede de ikke paa og da hun i særdeleshed bestræbede sig for, at afvenne dem med det daarlige hang, til ødselhed, de havde arvet efter moderen, saa hengik ingen dag, uden hun var udsat for de bittreste krænkelser. Ridder Berthold var stræng, derfor undgik børnene omhyggelig, da de af Adelheit vare vandte til at forestille sig mod ham, at fornærme deres stedmoder i hans nærværelse: og da Gerlinde taug og bad hendes tjenestefolk ogsaa at tie dermed, saa erfoer han sjelden noget af deres rænker og saa bleve drengene da de ikke behøvede at frygte for straf, altid grovere og styrligere mod hende, og dog taug hun dermed. Da nu Gerlinde ogsaa skjænkede hendes gemal en Søn, saa kastede hendes stedbørns had, hvortil de ældste ogsaa forledede de Yngre, sig endog over paa den nyefødte, og nu blev det, hun saalænge det kun angik hende selv, havde havt styrke nok til at bære, hendes moderhjerte for tungt. Hun lod ikke den lille Erich komme fra sine øine, og dog kunde hun ikke forhindre, førend hun saae sig for, at en af hans brødre stødte eller slog ham. Hun forbød dem det, truede med faderen, og dog lode de det ikke være; da nu Erich begyndte at tale og han med halve ord og geberder kunde fortælle Berthold hvis yndling han var, hvor onde de øvrige børn vare mod ham, kom han i en saa hæftig vrede, at Gerlinde zittrede og kastede sig i den piinligste angest i armene paa ham for at forsone ham. Kun for hendes vedholdende bønner gav han endelig efter og tilgav dem det, dog kastede denne skræk hans arme kone, hvis sundhed allerede desforuden havde lidt meget, paa sygesengen, hvor hun hentæredes i flere maaneder og derpaa sagte hensov i hans arme. Før hendes død maatte han love hende, at han ville opdrage den lille Erich fjern fra sine andre brødre, indtil han blev stor nok til at kunne leve under hans egen særdeles opsigt. Bertholds smerte kjendte ingen grændser, hellere var han sunken ned i graven, end at ledsage sin kjære Gerlinde dertil, og den kiste af sølv, hvori han lagde hende, synes ham ingen ødselhed; thi den indesluttede jo hans høieste gode paa jorden, ogsaa gav gruberne, ligesom til et slags bekræftelse paa, at han havde handlet rigtig, dobbelt udbytte. For Berthold havde imidlertid verden med alle dens skatte fra nu af intet mere tiltrækkende og kun den pligt, at sørge for sine børns opdragelse, afholdt ham fra, at tilbringe sin øvrige levetid i et kloster. Den lille Erich laae ham mest paa hjertet, og ham, Gerlindes eget billede, skulle han sende bort fra sig! Hans nærværelse var det eneste som skjænkede ham nogen trøst, men han maatte holde sit løfte til hende, og han indsaae ogsaa at det var bedst, da han ikke selv altid kunde være tilstæde og beskytte ham mod mishandlinger af Adelheits sønner. Hans venner raadte ham til at givte sig 3die gang, en nye kjerlighed meente de, ville seire over smerten; men han forkastede deres raad, som en vanhelligelse mod Gerlindes minde. Da han valgte Adelheit, ledede kun ønsket ham, at vedligeholde sit æt, hjertet bestemte ikke hans valg; Sorg og nød, saavelsom ogsaa hendes trættekjerhed og forfængelighed forhindrede enhver øm lidenskabs fremspiren. Kun Gerlinde havde besiddet hans uindskrænkede kjerlighed og hende ville han elske indtil sin død. Af hans børn var det kun Erich der behøvede virkelig pleie, de øvrige maatte under mandlig tugt. For Erich havde han allerede funden en opdragerinde, hos hvem han var saa lykkelig at vide ham neppe en fjerdingvei borte fra borgen, og lignede denne i sit udvortes end ikke Gerlinde, var hun ogsaa et simpelt fruentimmer, saa gav hun hende dog ikke meget efter i blidhed og godhed. Dette var den unge møllerinde fra Djævelsmøllen, som selv besad en dreng paa Eriks alder. Allerede medens Gerlinde levede, havde børnene leget sammen, og møllerinden, som undertiden kom paa borgen, elskede Erich, som om han havde været Georgs tvillingsbroder. Hende lod nu Berthold kalde til sig, opdagede hende Gerlindes ønske og bad hende at overtage hans yndlings pleie paa nogle aar, dette paatog hun sig gjerne, uden at tænke paa den rige belønning, hvorom han talede. Hun tog strax den lille med sig og han blev hilset af Georg med glade spring, og saa ofte ridderen kom til møllen, glæde han sig over deres kjerlighed og eendrægtighed. Medens nu Berthold vedblev at tænke paa sit tab, overbeviste han sig med bitter kummer alt mere og mere om, at hans øvrige sønner, ligesom deres moder, kun havde sind for hovmod og forfængelighed, og ansaae ham, der søgte at danne dem for dyd og sandhed, som deres arrigste fjende. Selv Pater Ambrosius en værdig Herrens tjener, som Berthold siden han kom i velstand, havde valgt til slotskapelan, bestræbede sig forgjæves for, ved gode lærdomme at udryde de feil, som moderens daarskab havde indpræntet i deres sjel. Han maatte daglig erfare hvorledes det indtryk hans ord skulle gjøre, tilintetgjordes ved deres letsindighed; thi naar han undertiden troede have rørt deres hjerter, saa fordærvede den onde vane og de ældres slette exempel, alt det gode, som han troede at kunne glæde sig over. Han tilraadede nu ridderen at skille brødrene ad, som det eneste middel til at forbedre dem; han sendte derfor den førstefødte Otto, til sin landsherres hof, og den næstældste Hugo, anbetroede han en gammel bekjendt for at lære vaabenkunsten. Nu gik det vel noget bedre med de øvrige; dog kun af Erich, som ved hvert aar lignede sin moder mere, oplevede han sand glæde. Møllerinden havde senere hen, endnu skjænket de tvende smaae venner en legesøster, et huldt barn, som hun kaldte Gisla. Drengene kappedes om at elske den lille, men som fra den spædeste ungdom af, viste mere hengivenhed for Erich end for hendes broder; saa at Berthold selv, naar han sad i det grønne foran møllen, glædede sig ved at see paa deres lege og lagde med velbehag mærke til det fortrin Gisla viste hans søn. Medens alt dette skeede, gav skakten altid lige stort udbytte og ridderen blev anseet for den rigeste bjergværkseier i hele landet, endskjøndt allerede paa samme tid ogsaa Schreckenstein siden Scheeberg kaldet, var opfunden. Naar imidlertid Berthold med al hans lykke, overveiede hans børns sindelav, Erich undtagen og naar han erindrede sig de ord den lille graae mand havde tilhvisket ham i drømme, hvoraf en deel var gaaet i opfyldelse, saa overfaldt en kold gysen ham og han frygtede for det maatte ingen god ende tage. De efterretninger som han fra tid til anden erholdt om Otto og Hugo, tjente heller ikke til at formindske hans sorg; thi deres sands og hele stræben gik ud paa pragt og glimmer; og da deres fader var riig, føiede man sig efter dem. Da han nu engang igjen havde afsendt en sum haarde dalere og bedet at man ikke maatte tillade dem at øde penge til unyttige ting, da traaede uforventet hans bjergmester ind i hans Kammer, og af dennes høitidelige hilsen erfoer han allerede, at det maatte være noget af vigtighed, som førte ham paa en saa usædvanlig tid til ham. Bjergmesteren viste længe ikke at finde ord til at udtrykke hvad der var skeet, endelig sagde han at i skaktens underjordiske gange, havde en snehvid hest viist sig for arbeiderne, havde faret stolt og fnysende forbi dem og var derpaa forsvunden. Ridderen forstummede af skræk, thi at hesten ikke uden aarsag havde viist sig; men var en forbetydning paa noget vigtigt, der skulle tildrage sig, eller ogsaa kun et advarsel, deri vare begge enige. Vel havde Berthold samlet en riig skat, dog kunde denne fordeelt mellem hans syv sønner snart blive forødet, og at Adelheits børn ikke forstode den konst at spare, saae han forud og var derfor betænkt paa i tide at afvende efter evne, den truende ulykke. Han begyndte nu derpaa og brugte maaskee en feil maade; han søgte strængt at undgaae alle de overflødige udgivter og formerede ogsaa denne sparsomhed hans riddom, saa bragte det ham ikke saa ganske urigtig i rye for gjerrighed, derfor bleve hans ældste sønner, som han lod kalde tilbage, almindelig beklagede, da man selv fandt det bekræftet hvad man i deres mund havde anseet for bagvaskelse. Da de kom hjem, foresiilte faderen dem hvor misligt det var med skakten, hvis de ikke gik i sig selv og lærte at spare; dog de hørte ligegyldig paa deres faders formaninger og loe hemmelig derover, da de ansaae sig selv for klogere. Otto havde ved hoffet lært at kjende en riig frøken, med hvem han ønskede at formæle sig, ikke fordi han elskede hende; men for med hendes rigdomme at tilfredsstille sin lyst til at glimre uden at han dertil behøvede sin faders skatte, som han dog med tiden maatte faae. Berthold indvilgede det og lod sig saagar finde villig til endnu at bygge en fløi til sin borg, hvor de nyegifte kunde boe. Dog de opholdt sig kun lidet der, men foredroge at boe i nærheden af hoffet; hvor de bedre kunde (thi Ottos gemalinde var ogsaa behærsket af forfængeligheden) tilfredsstille deres lyst til pragt. Imidlertid var Erich bleven tolv aar gammel, og Berthold biede nu ikke længer med at tage ham til sig paa borgen, for at han kunde lære alt hvad en vakker riddersmand behøver at vide. Med tungt hjerte forlod den brave junker hans redelige pleieforældre, dog endnu tungere var det ham at skilles fra Georg, men allertungest at skille sig fra Gisla, og kun det at møllen laae saa nær ved den faderlige borg formaaede at trøste ham, og didhen gik han ogsaa daglig for at see sine kjære. Dog endnu var hans brødres nag til ham ikke udslukket! De beskyldte ham for hyklerie, hvorved han søgte at afvende Faderens hjerte fra dem; Erich som vidste sig uskyldig, bar alle krænkelser med eftergivende godhed, som fordum hans moder Gerlinde, og søgte i Djævelsmøllen, hvorhen hans hjerte altid trak ham med større og større længsel, at forglemme den uret de gjorde ham. Nu var han i sit attende aar, og Gisla var i sit femtende, hun fordunklede heele omegnens unge piger, ved sin elskværdighed, og dog vidste han endnu ikke, at det fornemmelig var hende, der trak ham til møllen, hvor han følte sig saa glad, saa lykkelig, som om det var - hans fædrene hjem og ikke den høitbeliggende ridderborg. Her var Gisla, han og Georg endnu de muntre børn, som da han ene levede i deres midte, og under glad spøg svandt timerne for de som minuter. Snart klattrede de op ad bjergene og søgte blomster og bær, snart øvede de sig i ridderslege, hvori Erich var Georgs lærer, og hvori Gisla sad paa en forhøining, forestillende kampdommer og uddeelte prisen. Naar da aftenen kom, saa forsamlede de sig sædvanlig hos modermøllerske, der viste at fortælle heel skjønne eventyr. (Fortsættes.)
|
fiction
|
short story
| true
| 3,699
| 11,206
|
1824-08-12
|
Vilhelmine Willmar
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton mountain_a
|
TRUE
|
mountain_b
|
mountain
|
Bjergskakten. (Fortsat.) Da hun nu saaledes en aften sad hos dem, dreiede samtalen sig paa bjergværkerne, og møllerinden sagde: Det er en heel forunderlig sag med de skatte, som skjules i jorden, og hvormed i særdeleshed her rundt om os alle bjerge skulle være opfyldt med. Kun sjelden er et menneske som vores ridder saa lykkelig at finde en indgang dertil, og endnu veed ingen om de ligge i herrens magt eller i den ondes forvar. Erich forskrækkedes ved hans pleiemoders udladelser, og bebreidede hende denne dumdristige tale; men hun svarede at hun blot ville fortælle dem hendes mølles historie for at retfærdiggjøre sin tvivl. Dette var ham særdeles velkommen. De rykkede deres stole nærmere, og hun begyndte med følgende ord: For lang tid tilbage, da der paa det sted, hvor vor mølle nu staaer, endnu ikke gaves andet end træer og buske, gjennem hvilken en bæk slyngede sig, og som vare saa tæt sammenvoxne, at neppe jægeren, der klattrede over bjergene, kunde bane sig en vei gjennem dem, da hendte det sig engang at en ung møllerkarl, Kurt Døbel kaldet, forvildede sig i dalen; det var en smuk ungersvend, men eiede intet uden et glat ansigt og et ærligt hjerte. Denne Kurt vandrede nu til den nedre mølle; der nu tilhører min fetter, og tilbød sin tjeneste, og da han vidste ret godt at belægge sine ord, saa lod mølleren sig forlede til at antage ham. Det lykkedes ogsaa snart den flinke Karl at gjøre sig saa elsket hos alle i huset, at han syntes dem uundværlig. Men meest kjær havde imidlertid møllerens skjønne datter ham, som ogsaa stak Kurt stærk i øinene, saa at de troede ikke mere at kunne leve uden hinanden og ønskede intet mere, end at de aldrig skulle skilles ad. Men dermed var Annes fader langt fra ikke tilfreds, han havde allerede bestemt en mand for sin datter, der hverken var ung eller smuk, men steenrig, hvilket den gamle møller ansaae for det høieste gode paa jorden. Da han derfor havde lagt mærke til de unge menneskers godhed for hinanden, befalede han strax den arme Kurt, at pakke sig med sin bylt, og som en udmærket gunst trykkede han ham endnu en drikkeskilling i haanden. Anne græd, saa at hun ikke kunde see ud af sine øine og bedyrede høit at hun heller ville døe end tilhøre en anden. Hendes moder blev saa dybt rørt af datterens jammer, at hun selv forenede sine bønner med hendes, og bad at man ikke vilde forstøde Kurt; men mølleren blev saa haard som en steen, og gav endelig som det synes mere af haan end af medlidenhed det løfte, at hvis Kurt inden tre maaneder kom tilbage og kunde bevise at han eiede en mølle, skulle han faae Anne til kone, skeede dette ikke, saa maatte hun, efter den tid være villig til at tage den mand, han bestemte hende. Mølleren tænkte, at han vel i tre Maaneder kunde bringe den smukke Karl ud af hovedet paa datteren, og denne var daarlig nok til at smigre sig med det haab, at det virkelig kunde lykkes hendes Kurt at erholde en mølle; men han skiltes fra hende med tungt hjerte og med den overbeviisning, at han aldrig fik hende mere at see, thi hvor skulle han, som ikke eiede en hvid, den den sølvgroschen, som just nu mølleren havde givet ham, og som han havde afslaaet enhver anden end Annes fader at modtage, hvor skulle han tage en mølle fra! Dybt bedrøvet gik han langs ned ved bækken, ønskende sig tusende gange døden, og da han var kommen derhen, hvor de tykke træer standsede hans skridt, da saae han ned i det klare vand, og sagde til sig selv: "Ja her kunde vel staae en skjøn mølle, naar kun et af bjergene ville aabne sig, for at hjelpe en stakkels Karl med saa meget han behøvede, for ikke at døe uden Anne og en mølle! - Her holdt han inde og overtænke taus, hvorledes sølv og guld ligge begravet i jordens skjød, og hvorledes det, efter at man møisommelig har gravet det ud, igjen i sin tid vender tilbage til sit dunke hjem. Da blev han alt mørkere og mørkere tilmode, og han meente at intet uden døden kunde befrie ham fra denne umaadelige jammer. Han skuede ned i den klare bæk, som her var dybere, end noget andet steds, og saae, hvor de brogede kieselstene ret venlig blinkede ham imøde og smaae foreller legede mellem hinanden. Vandet susede desforuden saa sagte og behagelig, saa at det forekom ham som om flere stemmer tilraabte ham, han kunde ingensteds bedre ende sin sorg end her, hvor hans liig kunne svømme til bredden, og hans Anne begrave ham. Da skulle hendes fader, meente han, angre sin haardhed. Ved tanken om den gamle mølle greb smerten ham saa hæftig, at han vendte sig mod bjerget, der hvor man seer den dybe spalte, som om han ville klavre op derad; og nu tog han rask sølvgroschenen, og kastede den med de ord deri: "Her tag min hele rigdom, mig kan det ikke hjelpe! tag den derfor i himmelens eller helvedes magter, om den ogsaa kun for eder er en draabe i havet! " Sølvgroschenen foer glimrende gjennem luften, og klang, da den faldt ned, saa høit og tydeligt, at det gav gjenlyd gjennem hele dalen. Dog Kurt agtede ikke derpaa; men vendte sig mod bækken, og tænkte just, med et spring deri at ende sine lidelser i det vaade leie, da han følte sig holdt fast bag fra. Han ville rive sig løs for at fuldføre sin hensigt; men dette formaaede han ikke med anstrængelsen af alle sine kræfter. Denne uventede modstand gav hans tanker en anden retning, og han dreiede sig om, for at see den haand, hvis styrke han ikke kunde betvinge. Men hvor forundret blev han ikke, da han i steden for en kjempe, som han ventede, saae en lille dværg staae bag sig, som gav ham tegn, at han skulle følge ham. Uden selv at vide ret hvad han gjorde, opfyldte Kurt hans begjering. Den lille mand skred foran ham indtil klippespalten, som synlig udvidede sig, og dannede en aabning, hvor begge ret magelig kunde komme ind ad. Nu gik det paa kryds og tværs, bjerg op og bjerg ned, snart gjennem lange smale gange, snart gjennem rummelige sale, og altid faldt dagens lys fra oven af ind, saa at de kunde kjende veien. Dværgen aabnede nu en stor port, og Kurt meente han skulle have blevet blind ved al den glands og glimmer, som blikkede ham imøde fra den høie hvælvede uhyre sal. Efter en kort uvilkaarlig tøven traaede han derind, og saae en mængde guld, sølv og ædelstene, som laae sammenskuslet i hele dynger. "Her! - sagde dværgen og viste hen paa alle skattene - tag saameget som du vil, og byg dig en mølle! " Kurt lod sig det ikke sige to gange, men fyldte alle lommer; og gjerne havde han ogsaa taget hatten til hjelp; havde ikke dværgen raabt til ham: "Det er nok! iil, førend porten lukker sig igjen! " og nu løb han, saa hurtig som den byrde, han bar, tillod ham, og det forekom ham, som om veien denne gang gik lige som en snor gjennem bjerget; thi han kom strax i det frie; og med en lydelig knagen, hvoraf han bedøvet styrtede ned, lukkede klippeaabningen sig efter ham. Da han igjen kom til sig selv, troede han, han havde drømt; men synet af hans skatte overbeviste ham snart om sandheden af denne underbare begivenhed. Heri, vedblev møllersken, stemme alle efterretninger, som man har derom overeens, men siden lyde de forskjellige. Vist er det, at een, der hedte Kurt Döbel, anlagde møllen, og at denne efter ham blev kaldet Døbelsmøllen; hvoraf man igjen har gjort Djævelsmøllen. Om dette nu er gaaet til paa en naturlig maade, eller om man skal fæste troe til sagnet, at møllen, ved usynlige hjelpershjelpere, var bleven bygget paa een nat, og at man omtrent efter aar og dag fandt Kurt druknet i møllegraven, det veed jeg ikke. Nok er det, møllen nedstammer fra ham, omendskjøndt den siden mere end engang er opbygget af nye. Hermed endte møllersken hendes fortælling, som hensatte alle i dyb eftertanke. Udenfor var det bleven meget stormende, og de vare imidlertid blevne saa rystede ved fortællinger om Kurts, at de bleve forskrækkede, da noget bankede lydelig paa døren. Gisla og hendes havde og helst slet ikke seet, ud hvem det var, naar ikke Erich, uden at spørge derom, allerede var staaet op og havde aabnet porten. En stakkels bjergmand traaede ind, for at søge skjul mod regnen, de lode ham skamfulde over deres frygt sidde ned paa bænken og Gisla satte hurtig et aftens-maaltid frem for ham. Nu talte de, uden at lade sig forstyrre videre; den gamle blandede sig i deres samtale, og fortalte endnu mange underlige ting om bjergvæsenet. "Mennesket vænner sig til alt! - meente han - dog det er haardt, naar man betænker, for hvilken ringe belønning bjergmanden, for at fylde de riges magaziner, maa stige ned i jordens skjød; hvor, isteden for solens lys, og isteden for den skjønne morgen og aftenrødme, kun grubelysets blege skind glimter ham i møde, og hvor han isteden for skovens vederqvægende grønne, blomsterduften og de skjønne marker, kun faaer øie paa de døde steen og de iiskolde metaller! naar man overveier alt dette, saa skulle man troe, at det værste lod, blandt menneskets mangehaamde beskjæftigelser, havde truffet ham. " Alle hørte med opmærksomhed paa ham, og han vedblev at skildre de farer, bjergfolkene udsætte sig for ved deres møisommelige arbeide; hvor ofte man har exempel paa, at en deel af de gruber, hvori stollerne ikke ere rigtig anlagte, eller en metalaare er feil hugget, ere styrtet sammen! hvor en smule svingel er nok til at drage døden efter sig! og vandene, føiede han med en forunderlig bevægelse til, hvor de bryde ind, maae alt gaae under! Erich rykkede den gamle nærmere, og bad ham dog heller, at lade fare den farlige næringsgreen; ja han lovede han vilde tale med sin fader om, at sørge for ham paa en anden maade; dog bjergmanden vilde ikke vide noget heraf, og begyndte nu at skildre det behagelige ved hans arbeide. Han fortalte hvor hjerteopløftende det var, naar det heele bjergselskab med sang og bøn forberedede sig til at fare ned i dybet, og hvorledes det derpaa, lystig som til dands, gik ned ad. Naar bjergmanden fornam køllernes slag, og karrernes rullen, saa var dette for ham en saa sød musik, som om han hørte lærkens og nattergalens slag. Og naar nu - vedblev han med stigende varme - spaaestikken sænker sig, naar den høitklingende lyd forkynder sølvaaren, og naar det nu under arbeidet blinker og glimrer, da svulmer bjergmandens bryst, og det forekommer ham, som om himlen havde aabnet sig for ham i jordens dybde! er den ogsaa ikke - føiede han med et næsten forklaret aasyn til, og foldede hænderne - saavel bjergmandens som alle levende kreaturers hjem den bærer, nærer og pleier, liig en øm moder alle deres børn, og er livets aande forsvunden, indslutter den dem i sit skjød, hvor de sove og hvile, indtil engelen kalder, og de vogne til en nye tilværelse! Alt var stille, da bjergmanden her endte sin tale, og fremsagde nogle minutter sagte en andægtig bøn. Derpaa stod han op fra sit sæde, saae ud gjennem det lille vindue, og sagde: nu er alt igjen roligt, og da den klare maane har, som et slør, sønderrevet de dunkle skyer, saa ville han nu fortsætte sin vandring. Derpaa rakte han først møllerkonen, derpaa Gisla haanden til afskeed, eftersom de sade efter hinanden. Foran hende blev han staaende, saae hende ind i det ungdommelige blomstrende ansigt, og sagde med betydning: "Ogsaa rosen skaaner den giftige meeldug ikke! saaledes trænger ogsaa smertens braad ind i et hvert menneskes hjerte, det være ogsaa nok saa reent for skyld. Imidlertid mærk dig det min lille pige! ligesom sølvet renset fra slaggen perler frem af ilden, og diamanten først, naar den er kommen fra sliberens haand, faaer sin fulde glands, og kaster tusende skjønne lysstraaler omkring sig, saaledes hæver sjælen sig, prøvet ved lidelser fra jorden til himlen, hvorfra den er kommen! " Gisla vidste ikke, hvad hun ville sige dertil, dog det blev hende ganske ængsteligt om hjertet; og ikke tanken, men en dunkel følelse, ledte hendes blik hen paa Erich, der for første gang slog øinene ned. Begge agtede ikke derpaa, da bjergmanden ogsaa tog afskeed fra mølleren og Georg, indtil han tilsidst traadte hen til junkeren, rakte ham haanden, og som begeistret af en prophetisk aand udraabte: Vend dit blik mod himlen! paa jorden er ingen lykke beskjeret dig! og hurtig, som om der var noget der drev ham fremad, føiede han til: Endnu har kun den hvide hest været synlig i det fjerne, men snart kommer han anstigendes, vild reiser han sin mahnen, øinene rulle af ædel vrede. Hører du vandene bruse, seer du bjerget zittre? kun mod, junker! den fromme har paa jorden intet at frygte! Bjergmandens ansigt havde ikke været junkeren saa paafaldende, som da han talte disse underlige ord til ham. Han blev bestandig blegere og blegere; og da maanens straaler, fordunklende den lille lampe, brød ind igjennem vinduet og kastede et skjær hen paa ham, forekom det junkeren, som om en aand og intet levende væsen havde talt til ham. Han ville have tilbudet sig som ledsager, da han ogsaa skulle op paa borgen, men en ham før ubekjendt gysen holdt ham tilbage, og hiin havde for lang tid siden forladt møllen, da han var i færd med at gaae. Georg, saavelsom mølleren og møllerkonen fældte mange slags domme over denne besynderlige bjergmand; dog Gisla og Erich sagde intet dertil, men hæftede undertiden øinene paa hinanden, det forekom dem, at de først nu lærte at kjende hinanden, og en veemodig sød følelse lærte dem, at de kun i deres egne hjerter kunde søge kilden til deres tilkommende lidelser. Erich skred nu hen gjennem den mørke dal, og, kun ledsaget af Gislas billede og hensjunken i tanken paa hende, forglemte han snart baade møllerindens fortælling og den blege bjergmands spaadomme. Berthold havde ventet ham, og hans udeblivelse i den stormende nat havde opfyldt hans hjerte med bange sorger for hans yndlings lykke. Erich den eneste af hans syv sønner, der opfyldte alle hans forhaabninger, skulle efter hans mening engang formæle sig med en frøken, af ædet slægt som han og dydig, skiøn og huld som hans moder Gerlinde havde været. Nu tænkte han paa muligheden af, at hans hjerte ved den daglige gang til djævelsmøllen, kunde blive indtaget af den elskværdige Gisla, der vel forenede alle qvindelige fuldkommenheder hos sig, men hvis lave herkomst dog gjorde ham det umuligt nogensinde at erkjende hende som datter. For nu at forebygge en kjerlighed, som ingen af dem kunde overlade sig til, besluttede han at indskrænke Erichs besøg i møllen, og da han just nu traadte ind i værelset til ham, sagde han ham uden tilbageholdenhed, at han i fremtiden maatte være bedre betænkt paa, at sysselsætte sig med beskjæftigelser, der vare meere passende for hans stand, vel var det ham undertiden tilstaaet at besøge sin pleiemoder; men dette kunde ligesaa godt skee derved at hun besøgte ham paa borgen, som at han altid skulle gaae til hende. Erich forskrækkedes derved, og i smerten, som han følte ved at høre sin faders befaling, syntes allerede de lidelser, der skulle komme over ham, at have begyndt; dog da han var vandt til at adlyde faderen, lovede han sjeldnere at gaae til møllen. Berthold blev derved lidet vild, da han troede det skeede af et beredvilligt hjerte. Med en sjeleangest, der ellers var ham fremmed, kastede ynglingen sig paa sit leie; det lykkes ham, at han i faa timer var bleven mange aar ældre, og nu, da man ville skille ham fra hans ungdoms legesøster, nu blev han først vaer, at han ogsaa i hende ikke længer saae det ømme barn, men at det var en pige, man vilde berøve ham, og at denne pige var hans hjertes afgud, som han følte, han først i døden kunde opgive. Nu faldt bjergmandens ord ham ind: at han skulle vende sig til himlen, da ingen lykke var beskjæret ham paa jorden, og blodet blev til iis i hans aarer, og han gjennemsukkede endelig hele natten, uden at endog selv en let slummer havde vugget ham ind i forglemmelsens skjød. Da han om morgenen kom til sin fader, saae denne, fuld af forundring paa ham; thi der var foregaaet med ham en saa besynderlig forandring, at han ikke forstod at løse denne gaade. Vel igjenkjendte han i ham endnu sin elskede Erich, men det var ikke meere den samme muntre glade yngling, som smillede dagen glad imøde og hensov rolig natten. Mandlig alvor, blandet med dyb tungsing, thronede paa hans ædle pande, og af hans ellers saa venlige øine, talede en fremmed aand, som han ikke vidste at forklare sig hvad var. Han kappedes nu med sine brødre i ridderlige øvelser, og foruden det, at han ved mangen en naturgave var dem overlegen, overgik han dem ogsaa i brugen af vaaben, og paadrog sig derved paa nye deres had og forfølgelse. De havde længe staaet i den formening: at han, der var opdragen af en simpel møllerkone, var udygtig til at føre spyd og landse, og da han virkelig, ved hans godhed for hans pleiemoder, som de allene tilskrive hans gjentagen besøg i møllen, havde længe forsømt disse øvelser, saa havde dette bestyrket dem i deres vildfarelse, og de vare allerede betænkte paa, hvorledes de ville, for at udelukke ham fra at arve efter faderen, overtale ham til at vælge den geistlige stand. Før havde han vel laant deres indskydelser, at opofre sig for den saliggjørende kirke, et velvilligt øre; men nu da han kjendte sit hjerte, da han følte, at kjerlighed til Gisla overveiede alle andre følelser, erklærede han, da de endnu vovede et forsøg, alvorlig og bestemt, at han sporede ingen tilbøielighed hos sig til klosterlivet, ja han opfordrede dem endog til, da de ansaae dette at være saa fortjenstfuldt, selv at opofre sig dertil. Berthold beundrede i stilhed hans mod og duelighed, og han ville ret af hjertet have glædet sig over hans fremskridt, naar ikke alvor og tungsind havde præget sig alt dybere og dybere ind i hans ansigtstræk. Han forskede ofte efter, hvad der paa engang havde saa ganske kundet forandre ham; men Erich holdt sin hemmelighed omhyggelig indsluttet i sit bryst, da det ahnede ham, at han ikke torde aabenbare den, uden at han ville lægge hindringer i veien for sin kjerlighed, og gjøre sig og Gisla ulykkelig. (Sluttes i næste nummer.)
|
fiction
|
short story
| true
| 3,135
| 11,206
|
1824-08-19
|
Vilhelmine Willmar
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton mountain_b
|
TRUE
|
mountain_c
|
mountain
|
Bjergskakten. (Sluttet.) I djævelsmøllen var Erich ikke kommen i flere maaneder, men næsten daglig besteeg han et nærliggende bjerg, hvorfra han nøie kunde lægge mærke til alt; og Gisla hvis stille virksomhed han derved havde leilighed til at belure, forekom ham altid skjønnere og mere tiltrækkende. Da han nu engang havde vovet sig nærmere og kun en busk unddrog ham fra hendes øine, da saae han først, at hendes kinders ømme rosenfarve var forsvunden, og at hun, da moderen forlod hende, begyndte ret inderlig at græde. Førend han viste et ord deraf, løb ved dette syn de klare taarer ned ad kinderne, og det blev ham derved kun tungere om hjertet. Møllerkonen var imidlertid flere gange kommen paa borgen, havde ogsaa spurgt ham hvorfor han ikke besøgte dem mere, og endog udladt sig med, at det kom vel af stolthed, at han skyede hende og hendes børn; dog gjorde dette sidste hende strax igjen ondt, da hun saae hvor det smertede ham. Han fortalte hende nu faderens forbud, og møllerkonen gav ham ret, ja hun bestyrkede ham endog deri, og haabede, da hun i havde kastet et ind blik i sin datters hjerte, at hans bestandighed i at afholde sig fra at see hende, skulle helbrede hendes hjerte. Men da Erich havde seet Gislas blege kinder, var ogsaa hans beslutning forbi. Længselen efter hende lod ham hverken dag eller nat roe, og han tænkte kun afladelig paa, at kunne tilfredsstille sit ønske: endnu engang at see hende. Da han nu en morgen tidlig saae hende gaae til skoven for at samle bær, som kurven i hendes haand viste, da gik han ad andre veie bag efter og mødte hende paa eet sted, hvor han ellers ofte havde siddet med hende og Georg. I begyndelsen var hun ganske tilbageholdende, endskjøndt hun ikke kunde skjule den glæde hun følte over at see ham efter saa lang skilsmisse. Hun kaldte ham isteden for Erich, Junker, og han maatte længe bede hende derom, før hun ville sætte sig ved hans side. Gjerne havde hun spurgt ham, hvorfor han saa ganske havde forglemt hende, dog det var som hendes tunge ville nægte hende denne tjeneste; thi hendes moder havde, for at betage hendes elskende hjerte alt haab, tiet med, at Erich kun derfor undgik at komme til møllen, fordi hans fader havde befalet ham det. Da han nu fortalte hende dette, begyndte hun hæftig at græde, han søgte forgiæves at berolige hende; og da han spurgte, om da virkelig savnet af ham havde været hende saa smerteligt, og hun ikke kunde nægte at hendes hjertes roe og fred var flygtet med ham, da trykte han hende fast til sit bryst og lovede hende høit og dyrt, at han aldrig skulle elske en anden end hende, og da hun havde givet ham samme løfte, aftalte de, at de undertiden paa dette sted ville møde hinanden. Dog ikke for ofte gjentog Erich, thi kun tiden kan krone vores kjerlighed, uforsigtighed derimod fordærve alt! Vi ere dog endnu unge, og kunne bie indtil det lykkes mig, eller himlen føier det saaledes, at min faders hjerte formildes og han tillader mig at tage en kone efter mit eget hjerte, og ikke en for hendes adelige families skyld. De skiltes af med den forsikkring, at blive hinanden troe i liv og død, og Erich vendte tilbagetil borgen, muntere end han i lang tid havde været. Imidlertid vidste begge de forelskede saa omhyggelig at skjule deres hemmelighed, at meer end et aar forløb, uden at noget menneske ahnede hvor inderlig kjær de havde hinanden. Imidlertid var den allerede bedagede ridder Berthold begyndt at skrante og en morgen fandt man ham død paa hans leie. Erich var den eneste af hans sønner, som oprigtig fældede taarer for ham, og aldrig kunde i forglemme den dyrebare fader. Efter hans begravelse bragte Fader Ambrosius, som i ham tabte sin bedste ven, et testamente for lyset, som han længe før sin død, uden sønnernes vidende havde nedlagt i klosteret. Heri befalede han nu, at arvingerne i fællesskab skulle besidde de godser, der havde til hørt ham, og at samme ogsaa skulle drive bjergværket i broderlig eendrægtighed. Foruden dette testamente havde Berthold endnu givet Ambrosius en commission, som kun angik Erich. Han havde nemlig skjult en stor skat af guld og sølv under alteret i kapellet, hvorhen han haabede at uvind og ondskab ikke skulde naae; og denne skat bestemte han for Erich, naar hans brødre forfulgte ham og ville berøve ham hans arvedeel, eller ogsaa, naar, som han frygtede for, da den hvide hest havde vist sig, et eller andet uheld skulle standse bjergværkets drift. Ridder Berthold var neppe bragt til sit hvilested, saa begyndte hans sønner at føre et ganske nyt liv. Selv Otto vendte tilbage til den fadelige borg for, som den ældste af hans brødre ganske at omdanne alt. De store summer som Berthold havde sammensparet vare snart fortærede og for at opfylde denne aabning, bød Otto, der ikke allene havde anmasset sig herredømmet over sine brødre, men over alt hvad de eiede, at et større antal bjergfolk skulle antages for at hugge nye gange og skaffe flere ædle metaller tilveie. Nu blev ogsaa virkelig guld og sølv funden i mængde, langt mere end i Bertholds levetid, og det gik nogen tid ret godt. Men da nu i bjerget den ene lystighed efter den anden fandt, sted, og leer- og tinkar bleve ombyttede med sølvkar, saa bragte bjergmesteren en dag den efterretning: at den hvide hest igjen havde ladet sig see. Den havde som første gang, majestætisk svævet gjennem gangene og ingen havde seet hvorfra eller hvorhen den var kommen. Men Otto og hans brødre agtede ikke derpaa, ligesaalidet som paa Erichs advarsel, der bad dem at vogte sig for himlens hevn, derimod dreve de det endnu værre, end forhen. Erich havde efter sin faders død undertiden igjen besøgt møllen, dog var der, næsten endnu mindre haab om at forene sig med sin Gisla end forhen. Han deeltog ikke i deres øsle liv og blev derfor saameget desmere forhadt af dem, og de lode ingen af de summer Berthold havde samlet eller bjergværket afgav, komme ham tilgode. Nu havde de ogsaa faaet udlusket, at det ikke var hans barndoms pleiemoder, men vel hans legesøster den skjønne Gisla, der drog ham til møllen. De spottede ham ikke allene for hans valg, men bestræbede sig endog for, da det smukke møllerbarn gefaldt dem alle vel, at gjøre hendes troskab vaklende. Dog hos Gisla fandt alle deres glatte ord intet indpas, og de rige foræringer som man bød hende, afviste hun med standhaftighed. Enhver bøn af Erich om at faae noget af sin formue i hænde var forgjæves, og han maatte haabe paa en bedre fremtid med taalmodighed. Pater Ambrosius havde let kundet hjelpe ham af sin nød; men han ansaae hans kjerlighed til Gisla; som en vanære for ham som adelsmand og taug med hans hemmelighed. Da nu herrerne von Hakenau lode deres svende og tjeneres klæder og vamse besye med sølv, saa fremstillede bjergmesteren sig atter for dem, og sagde: at den hvide hest igjen havde viist sig for dem, dog havde han ikke denne gang saa langsom som før marscheret omkring, men havde i vilde spring styrtet gjennem alle gruberne. Hans øine havde saaledes funklet af vrede, at arbeidene grebne af frygt og angest havde kastet sig paa knæe og havde anraabt den herre gud om tilgivelse for deres synder, og da de vare standne op igjen var hesten forsvunden. Nu! tilraabte Hugo, Berholds anden søn, ham, da kjender I jo et middel, at forjage det fiendtligsindede væsen paa! naar den kommer igjen saa bed kun! Erich der ogsaa denne gang var tilstede, bad indstændig at tilbagekalde en saadan gudsbespottelse; men en skrallende latter var det svar han fik; og da bjergmesteren anførte flere tilfælde, hvor bjergmanden havde ladet sig see som en advarende genius, svarede Otto ham, at den havde viist sig for hans fader som en dverg, men aldrig som en hest. O! den kommer i mangehaande skikkelser! - svarede denne - ofte har man ogsaa truffet den som en gammel bjergmand. Selv paa den tid, fortalte han, da bjergværket endnu ikke gav noget af sig, og at udbyttet mangen dag var saa lidet, at neppe arbeidslønnen derved kunde bestrides; Een gang, da vi vare i færd med at stige ned i gruberne, traade en fremmed bjergmand hen til os. Vi saae først mistroisk paa ham, men hans tale var, som det anstaaer bjergmanden: "Gud signe eder alle, bjergmester, gesvorne, stiger og slaggesel, saaledes som I her forsamlede ere. Med venskab er jeg staaet op, med venskab vil jeg sætte mig ned igjen. Hilsede jeg ikke bjergerlauget, var jeg ingen ærlig bjergmand! Min fader, - fortalte han videre - som var bjergmester før mig, svarede, i det han som vi pleie, rakte ham haanden, saaledes at tommelfingrene træffe sammen, og hænderne forene sig i hinanden til fast tryk: Gud holde lauget i ære, i dag, i morgen og bestandig, er det end ikke stort, feiler det dog ikke æren! nu spurgte han ham, hvad hans begjering var, han svarede han ville bede os, at vi ville tillade ham at stige ned med os: "Jeg har denne nat gjentog han, paa bjergets side bleven vaer et lysegrønt skin, lad mig derfor forsøge, om jeg ogsaa endnu formaaer at finde de skatte som det anviser! " Derpaa foer han ned med os, og hvor han slog, der glimrede guld og sølv os i møde og kasserne fyldte sig og vi samlede mere i dag, end der var skeet i flere uger, og da vi vilde takke den gamle bjergmand derfor, var han ikke meere at finde blandt os; og vi indsaae da, at det maatte have været bjergaanden. Saa lad den da vise sig i denne skikkelse! - udraabte Otto - jo oftere, jo bedre! Erich gyste tilbage for en saadan overmod, og gik inderlig bedrøvet til djævelsmøllen for at opmuntre sig ved synet af Gisla. Dog ogsaa ved siden af hende, tænkte han paa den sælsomme bjergmand, og det forekom ham endnu, som om han hørte den stemme, hvormed han bad dem begge vende deres øine mod himlen. Hans tungsind smittede ogsaa den blide Gisla; thi ogsaa hun ahnede, at der ingen roser vilde blomstre her paa jorden for deres kjerlighed, og hun, som endnu synes at være nærmere beslægtet med himlen, end hendes ungdomsven, søgte at trøste og forberede ham paa en mørk fremtid! Af Erichs stedbrødre, var Hugo den, der stærkest forfulgte den skjønne Gisla, og kom ofte under mange slags forevendinger til møllen ja havde endog forstaaet at indtage mølleren for sig. Men naar denne blot ville tale et ord til Hugos fordeel og hans hensigter med Gisla, havde han alle sine imod sig; thi ogsaa Georg var Erichs varmeste ven. Bjergværket gav imidlertid altid rigere og rigere udbytte og med dette steeg ødselheden hos adelsheits sønner, som endelig naaede den høieste grad. Allerede vare borde og stole indlagte med sølv, selv sengestolperne, portringene, ja selv hundenes halsbaand vare beslagne, og tilsidst for at krone det hele, lode de saagar hestene beskoe med sølv. Erich bad trods alle fornærmelser og skjældsord, at de skulle holde inde, men de bleve endnu døve for den redelige advarers stemme. Nu traade en dag bjergmesteren bleg som et liig, ind til dem, og med zittren og bæven berettede han, at den hvide hest atter igjen havde viist sig for dem og styrtet sig som rasende, med funklende øine og vildbrusende mahn fra en stolle til den anden, gjennem en gang til den anden. Dog ogsaa denne gang loe junkerne og sagde: den kunde kun komme, igjen den skulle altid være velkommen, da bjerget ved et hvert af dens besøg altid gav rigere udbytte. Otto den overmodigste af alle sine brødre, drev endnu kaadheden saa vidt: at han befalede bjergmesteren: at hilse hesten fra ham og indbyde ham til et gjestebud, som han med alle sine brødre og bekjendtere, med det første vilde give nede i gruberne. Erich følte sig angreben af en kold gysen, han bad endnu engang og bad forgjæves! Imidlertid stod Hugo betænksom ved det store buevindue og skuede ned ad til djævelsmøllen, og da han vendte sig om igjen, stod ondskab og lumsk list saa paafaldende skreven i hans træk, at Erich følte en smertelig stikken i sit bryst, og det forekom ham som om det virkelig havde lykkedes den falske, at røve ham sin Gisla. Allerede denne dag lod Otto gjøre forberedelser til et stort gjestebud og paa en rummelig plads i skaktens midte blev jord og steen ført bort, paa nogle store sølvbarrer nær, hvor man satte taffelet. Herpaa bleve gjesterne indbudne og alt hvad rigdom formaaer at frembringe af kostelig spise og drikke fandtes her i overflod. Erich saae paa alle disse anstalter med blødende hjerte. Han vidste ikke hvad der var bedst, enten at bievaane det underjordiske gjestebud eller at blive derfra. Uenig med sig selv gik han til møllen, hvor Gisla, som allerede rygtet om festen havde naaet, kom ham i møde med øine, der vare røde af graad, og besvor ham med den omhyggeligste kjerligheds angest, ikke at fare ned med i skakten. Saaledes havde han endnu aldrig før seet hende, hun fordrede under tusende taarer det løfte af ham, at tilstaae hende denne bøn, og det med en banghed, en hast, som endog gjorde det dybeste indtryk paa hans hjerte. "Det er ikke din død jeg frygter for! raabte hun, thi døe kunde jo ogsaa jeg: men et frygteligt veh! gjenlyder fra mit hjertes inderste, og løber frygteligere end dødens gysen gjennem mine aarer, det hedder - Adskillelse! - at være adskilt fra dig, og endnu at leve, hvorledes formaaer jeg det! Erich sluttede den klagende pige i sine arme trykte det reneste, helligste kjerligheds kys paa hendes læber: "Du er min - sagde han - om ikke allerede paa jorden, saa dog i himlen! hvorledes det end gaaer, saa modtag forsikkringen om min uendelige kjerlighed, min uforanderlige troskab! derpaa gjorde han sig umage for at trøste, at berolige hende, men hun ville intet vide af trøst eller beroligelse førend han havde lovet hende, ikke at komme til gjestebudet i skakten; og endelig, hun var jo for ham det dyrebareste paa jorden! besluttede han ikke længere at vakle i sin beslutning. Da han rakte hende haanden og ville give hende det løfte at opfylde hendes forlangende - da stod paa engang uden at de havde seet hvorfra han var kommen, den gamle bjergmand for dem, som i hiin stormende aften var taget ind i møllen. Ogsaa nu havde han som den gang et dødningeblegt udseende og øinene laae dybt inde i hovedet paa ham, "Uveiret nærmer sig, - sagde han, i det han vendte sig til Erich. Kun hvem der har et reent hjerte har intet at frygte! Imidlertid tag her denne til beskyttelse, og far derpaa kun i guds navn ned i dybden, var det ogsaa kun for at forkynde verden herrens domme. Ved disse ord rakte han ham en sneehvid blomst, saaledes som man, endskjøndt sjelden finder den opspiret under jorden, den var sælsom skjøn dannet, en rank stamme, hvis stilk og blade, pralede med den herligste hvide farve. Den vellugt, som denne underfulde blomst udbredte rundt omkring sig lignede den af bernsteen-olie, naar den reen og klar trænger sig ud af sin kilde; og den havde, paa den ømme, af angest udmattede Gisla en saadan bedøvende virkning, at hun sank afmægtig ned. Da just nu en lykkelig stierne førte møllerkonen dertil, saa var bjergmanden allerede gaaet sin vei, og hun der saae hendes barn ligge bleog uden liv i Erichs arme, kunde for skræk neppe spørge om aarsagen dertil. Med faa ord fortalte han hende hvad der var foregaaet, lagde den kjære byrde til moderens barm, og besvor denne at paage over at der intet ondt vederfores hende. "Hun er min eiendom! - sagde han - jeg fordrer hende af dig moder; thi kommer jeg denne gang lykkelig fra min broders gjestebud, saa bliver hun min kone, skulle jeg end frasige mig alle min stands forrettigheder og ernære mig ved at dyrke jorden og passe møllen! " Her ilede han bort, førend Gisla endnu var kommen til sig selv igjen, fordi hun ikke paa nye skulle bestorme ham med bønner; og da han besteeg det bjerg hvorpaa borgen laae, og endnu engang kastede et blik tilbage, da saae han hvorledes hun rettede sig op, og langsom ved hendes moders side vandrede til møllen; han havde endnu ikke tabt dem af syne, da han blev Hugo og mølleren vaer paa en bjergspidse, de synes at tale ivrig om en sag af vigtighed. En bitter følelse bemægtigede sig ham; han, der var ligesaagodt Bertholds søn som hiin, maatte see sig spottet, forraadt og bedraget af dem naturen bød ham at elske, og dog undertrykke enhver tanke om hevn og gjengieldelse, thi de vare jo hans brødre. Da nu den følgende morgen brød frem, var et hæftigt tordenveir trukket op paa himlen, saaledes at de fleste gjester, der vare indbudne til den underjordiske fest, bleve forhindrede fra at komme; dog Bertholds syv sønner, blandt hvilke nogle allerede havde kone og børn, vare allerede nok til at besætte et stort taffel; og saa droge de, da middagsstunden nærmede sig, alle festlig smykkede ned ad bjerget fra borgen og nedfore under høie jubelskrig i skakten. Erich som raden trak sidst, besvor brødrene i det mindste at lade børnene bleve tilbage; men ogsaa nu ville de ikke høre ham! De smaae skulle see den klare fakkelglands, hvorved denne gang gruberne som den klare lyse dag vare oplyste, betragte de funklende stene og gjestebudet blive dem en erindring om, hvorledes deres fædre havde forstaaet at nyde og forskjønne livet. Endelig foer ogsaa Erich med tungt hjerte og med den hvide blomst, som han bar skjult under klæderne, fast trykket til sit hjerte, ned i den frygtelige dybde, og af den glimmer og den pragt som her var dynget paa hinanden var han nær ved at blive blind. Taflet ville have bøiet sig under byrden af sølv og guldkarrerne, naar det ikke havde hvilet paa et ligesaa rigt, som sikkert fodstykke. Muntre satte man sig nu ned og medens fade og pokaler gik flittig omkring, maatte bjergfolkene spille paa zithar og cimpal, og synge lystige sange dertil. Allerede vare de fleste retter, hvoraf Erich var den eneste, der intet nød, for største delen serverede, da paa engang al sang og musik forstummede og alles blikke hæftede sig paa eet sted, hvor den hvide hest, med det stolte hoved, kneisende i veiret, stod pludselig for dem. Paa samme tid hørtes en tummel, liig de fjerne vindes brusen og en fæel hylende tone lød gjennem de slangebugtende hvælvinger. Alle, selv Otto og Hugo kunde ikke afholde sig fra en hemmelig gysen; og da hesten nærmede sig, saa var det som paa engang alle tunger forstummede. Derpaa begyndte han langsom at gallopere i en rundeel omkring taflet, og ligesom han fordoblede sine skridt, forstærkede ogsaa den brusende hylen sig, og da hesten nu begyndte at gjøre luftige spring omkring taflet, begyndte bjerget at zittre og det brusede lig havets bølger. Fædrene sukkede, børnene græd, alle vare som naglede til deres sæder og ingen formaaede at tænke paa redning. "Beder! - raabte nu Erich til dem, i det han hævede sig op fra sit sæde - maaske kan endnu den barmhjertige gud forbarme sig over eders misgjerninger! " Da han havde sagt dette, nærmede han sig hesten og Otto fattende et glimt af haab, sagde mismodig til ham: Ræd os min broder, og halvedelen af alt hvad vi eie, er dit! - Tag ogsaa Gisla! raabte Hugo, dog ynglingen havde allerede befalet sig gud, og tænkte nu kun paa hvorledes han kunde rædde deres sjæle. Og allerede vaklede bjerget og dets uhyre kløfter aabnede sig, flammer sprudede ud deraf og svovldunste brøde frem, da Erich greb den vældige hest ved den lange hvide mahn; og under alles angestskrig, saae han da med gysen, hvorledes vandet i strømme brød ind. Endelig lykkedes det ham, at svinge sig op paa hestens glindsende ryg, og den svømmede med ham paa vandet, som hvert øieblik steeg høiere. Sine sandser ikke meere mægtig, fornam han kun endnu en brusen, som fra det fjerne og derimellem de døendes vaandeskrig; og en uhyre knagen og bragen, som han alt blot dunkel kunde erindre sig, og snart forlod hans bevisthed ham gandske. Da han igjen slog øinene op, saae han atter den blaae himmel over sig, og ved siden af ham stod Pater Ambrosius, som dybt bedrøvet rakte ham haanden for at reise sig, og da han nu med møie ville staae op, da saae han, og en anden afmagt havde nær paa nye styrtet ham til jorden, at det hele bjerg, hvorfra han nu befandt sig et godt stykke bortfjernet, var nedstyrtet, og skakten var bleven hans letsindige brødres grav. Bedende sank han ned paa sine knæe, og ydmygede sig for herren, derpaa lod han sig af pateren som et barn lede hen til borgen og neppe havde han naaet sit leie førend alle hans kræfter igjen forlode ham; derpaa henfaldt han igjen til en stille sandsesløshed, som kun var forskjellig fra døden deri; at han stivt stirrede hen for sig og mekanisk tog, hvad man bød ham til hans helbredelse. Saaledes tilbragte han, uden selv at kjende sin tilstand, paa en jammerfuld maade sine dage for enhver der saae ham. Tale gjorde han slet ikke, og det synes, som hiin frygtelige tildragelse havde gandske berøvet ham hukommelse og følelse. Hans pleiemoder og Ambrosius veeg ikke fra hans leie; men fra det øieblik, da Ambrosius havde funden ham efter den dybe afmagt, og han havde havt nogen samling, kjendte han ingen mere. Saaledes henløb en lang tid bedrøvet og langsom, det var som om det skrækkelige, hvortil Erich havde været vidne, endnu virkede stærkt paa ham. Endelig efterat vinteren kold og uvis var hensvunden, besluttede Ambrosius at føre den syge ud i den frie natur, at den velgjørende foraarsvarme, ligesom den trænger ind i den stivnede jord, og fremlokker græs, blomster og blade, ogsaa maatte styrke ham paa nye; og fremkalde hos ham lyst til livet og opvække erindringen i hans sjæl. Længe havde allerede Erich siddet paa den skjønne med maigrønt bedækkede bjergspidse, da han uvilkaarlig vendte det syge hoved mod den side hvorunder i dalen, hans barndoms skueplads, djævelsmøllen laae, og længer henne de rædsomme ruiner af det sammenstyrtede bjerg, hvor hans fader havde funden sin lykke og hans brødre deres grav. Han foer hæftig sammen, og et høit skrig, som udspressedes af hans bryst, var siden hiin ulykkesdag den første lyd, som kom over hans mund, og som lod den gode Ambrosius haabe, at denne ikke vilde være gandske forstummet. Virkelig synes det ogsaa i dette øieblik, som det dunkle slør var sønderreven, der hidindtil havde berøvet ham den evne at tænke, og som om, tid efter anden flere forestillinger samlede sig i hans sjel, der lode ham alt mere og mere skimte den forbigangne tid gjennem den skumle nat, der omgav ham. Ambrosius tog med deeltagelse hans haand, og et sagte tryk som han erholdt tilbage fra Erich, overbeviste ham om, at følelsen vendte tilbage i hans forstummede bryst, ja at han endog synes at kjende ham. Sagte ledsagede han ham nu igjen til hans leie, for at derved, som hos de blinde, det gjenskjænkede syn ikke maae gives til priis for solen, men at helbredelsen langsomt men desto sikkere maae følge paa. Saaledes gik det ogsaa! vel lignede han endnu længe barnet, som de forekommende gjenstande vel er bekjendt, men som det endnu ikke veed at benævne! dog opgik ved hver dag et nyt lys mere i hans sjel, og som hans sjelekræfter tiltoge, saaledes styrkedes ogsaa hans svage legeme. Da nu Ambrosius igjen en dag førte ham i det frie, raabte han, efter saa lang tids forløb for første gang navnet Gisla, og med følelsen af hans kjerlighed opvaagnede ogsaa bevidstheden om hans hele liv og lidelser, og han forlangte man skulle føre Gisla til ham eller ham til hende. Ambrosius blev forskrækket og tøvede med at svare ham, og da han saae den gamle, bedagede mand ind i øinene, og disse fyldte sig med taarer, saa spurgte han ikke videre efter hende, men en navnløs smerte angreb ham, der først da forvandledes til hengivenhed i guds villie, da ogsaa velgjørende taarer vædede hans kinder, og nu udraabte han: Hun hvile i guds haand. Virkelig sov Gisla allerede siden flere maaneders forløb i skjødet af moder jord, befriet fra den jammer, der forgiftede hendes livsblomster, og da nu Erich igjen kunde stige ned ad bjerget, var hans første gang til hendes gravhøi, hvor han ønskede sig ned til hende i den kjølige seng, i hvilken hun havde funden roe. Da han nu var fuldkommen helbredet, førte Ambrosius ham til den skat, som hans fader havde givet ham i forvaring til ham, og kun hans hjerte, ikke hans læber gjorde hiin den bebreidelse, at han med et saadant udstyr, og saa kunde have forskaffet sin Gisla et skjønt lod paa jorden! nu var hun ham berøvet, og en høiere lykke, end han nogensinde i denne fuldkomne verden kunne have skjænket hende, var bleven hende til deel, derfor tog han nu guldet og oprettede over hendes grav en skjøn høihvælvet domkirke, hvori han bad for hendes sjels roe, saavelsom ogsaa for hans slagne brødre. Hans hele formue skjenkede han til et kloster, som han lod opbygge, og satte den ærværdige Ambrosius, som opnaaede en meget høi alder, til første abbed i samme, i det han selv, uden at beklæde en høiere værdighed end en lajenbroder, besluttede at ende sine levedage deri, og da hvile ved Gislas side. Borgen med alle dens herligheder stod fra den tid af forladt og blev et rov for tiden, som efter aarhundrede ogsaa gjør sin jern ret gieldende over Erichs stiftelse. Den rige skakt er aldrig mere bleven aabnet, og paa det indsunkne bjerg have fredelige beboere nedsat sig, der ikke engang ahne, at der under deres hytter, er uddøvet en saa frygtelig straffedom over stolthed, overmod og ødselhed. Wilhelmine Willmar.
|
fiction
|
short story
| true
| 4,372
| 11,206
|
1824-08-26
|
Vilhelmine Willmar
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton mountain_c
|
TRUE
|
buenos-aires_a
|
buenos-aires
|
Buenos Ayres. (af Relation d'un Voyage, fait dans les Provines de la Plata.) Himlen var klar og vinden gunstig; vi saae Buenos Ayres selv, før høien hvorpaa staden ligger; saa lav er samme; kathedralkirken og klokketaarnene af et dusin kirker, de eneste store bygninger, som gives i staden; flyde i et perspectiv sammen med masterne paa skibene, som ligge for anker paa floden, og ved smuk veir er dette syn ikke uden ynde. Jeg smigrede mig med det haab, at finde Buenos Ayres taalelig, og derved erholde nogen erstatning fordi jeg betraaede denne utaknemmelige jordbund, men snart kom jeg ud af vildfarelsen, da vi var komne nær nok, for gandske at kunne oversee maleriet; thi nu saae jeg blot lave og hæslige huse, som man tildeels seer fra den bagerste side. En plads, liig Grevepladsen i Paris, med en forfalden muur ved siden, opdyngede hjerneskal og oxehorn, som danne en ringmuur om samme, saaledes er den sørgelige entree til denne hovedstad beskaffen, hvordesuden menneske-hænder intet have gjort for at lette menneskers landing og udløsningen af vare; thi fandtes der ikke en daarlig havnedæmning, der blot er bygget for at kunne opstille nogle kanoner paa, saa ville dette sted endnu være mere smudsigt og ekelt, end da det blev opdaget. Da der er alt for lavt vande i floden til at man kan komme lige hen til dæmningen, saa blive skibene liggende paa grund, og der komme plumpe, med blod og talg overtrukne tohjulede karter, ofte meget langt ud i vandet, og med denne befordring holder man sit indtog i Buenos Ayres, naar snavset hindrer een fra at gaae til fods. Da Buenos Ayres er uden porte, saa ved man ikke nøie naar man er i staden; men man seer lange, temmelig brede gader, som gjennemskjære hinanden i rette vinkler, med huse, der staae i temmelig lige linie; dette syn bringer en et øjeblik til at glemme strandbredden, som man nyelig har forladt. Jeg aandede friere; men havde ikke endnu tid til at ønske mig til lykke; thi jeg lagde mærke til, at næsten alle disse gader ikke vare brolagte, og at mellem to meget smale og slet vedligeholdte fortoge, hvorpaa fodgjængeren med møie arbeider sig frem, findes en afgrund af snavs, hvori vogn og heste kunne synke ned saaledes, som i Polen, naar det tøer; og herpaa saae jeg meget snart exempel. Til denne smutsighed i gaderne kommer endnu, at heste, oxer og hunde blive liggende paa stedet hvor de krepere, og at man ikke let kan komme tvers over gaden, uden at faae stanken af disse kadavere i næsen, som man ikke kan komme frem for, uden ved hvert skridt at staae i fare for at brække arme og been paa det smale fortog, formedelst den mængde trin, huller og afsatser af alle slags hvormed det er besaaet. Husene bestaae blot af en kjelder-etage; neppe finder man blandt hundrede, et, som har mere. Jeg troede at grunden til denne bygningsmaade maa ligge i de hyppige jordskjælv; og at disse maatte have ført uheld med sig, som beboerne endnu ikke have forglemt. Til de offentlige promenader, tjener blot en hundrede skridt lang plads, hvorpaa befindes nogle bænke, og som er bedækket med oxeknogler, ruinerne af Buenos Ayres velstand. Denne spadseergang ligger ved Platastrømmens strandbred; men den sørgelige udsigt af ruiner og negerhytter, som omgive den paa den ene side, medens at floden indskrænker den paa den anden side, danner deraf en slags ubehagelig snæver gade, som selv de meest uforskrækkede spadseergjængere ikke besøge. Et gammelt magasin, som sandsynligviis indeholder materialier til skibsbygning, har man indrettet til theater; men det har beholdt tilbage en slags ækel lugt af tjære og beeg, som faa mennesker kunne fordrage. Da ingen skuespillere ankomme meer fra Europa, saa har man af landets indfødte, dannet en troup, og den første acteur deri, er en barbeer, hvis barbeerstue bliver meget besøgt, og som ikke er lidet stolt af at være primus interpares, naar det kommer an paa, at tage et skjæg af, aarelade, og frisere. Der gives her slet intet sted for fornøielse, hverken i nærheden af, eller i selve staden, og vil man forlade den, for at indaande frisk luft, saa løber man i fare for at synke ned til halsen i snavs, eller ogsaa foer man tilbage, af frygt for at blive antastet af vilde hunde, røvere og tigere. (Fortsættes.)
|
fiction
|
travellogue
| true
| 725
| 1,435
|
1825-10-25
| null | null | 0
|
Feuilleton buenos-aires_a
|
TRUE
|
buenos-aires_b
|
buenos-aires
|
Buenos Ayres. (Sluttet.) Ved min første reise gjennem Buenos Ayres havde for kort tid siden fire tigere ved dagens anbrud befunden sig i selve staden, de havde om natten sat over havnen, og gjennemsvømmet en strækning af to til tre mile; maaskee have de ogsaa længe løbet omkring i gaderne om natten. Da dagen brød frem, blev to boder aabnet, hvor just to tigere befandt sig i nærheden, enhver af dem gik ind, hver i sin bod. Det første sted, var en pulperia (en art viinkjelder) hvor tigeren satte sig rolig ned i contoiret, medens at pulpero (verten) i det bagre værelse udskyllede sine glasse. Da han kom tilbage og blev den slemme gjest vaer, han havde faaet; flygtede han gjennem en bagdør, og løb til næste vagt. Soldaterne, som hørte til et europæisk regiment, gik med ham tilbage til boden, som tigeren endnu ikke have forladt; den rørte sig ikke af stedet ved synet af sine fiender. Den mestbehjertede af dem, som ikke kjendte sin modstanders styrke, gik løs paa den med de ord: "Hvorledes! frygter I eder for et saadant dyr? " og ville bibringe den et bajonet stik, som tigeren undviger, griber bajonetten og sammenbøier den, som om det havde været et stykke blye; men endnu altid uden at forlade den plads, som den havde valgt sig. Man blev nødt til at dræbe den ved flinteskud. Den anden tiger, var kommen ind til en barbeer, som nyelig havde giftet sig med en attenaarig pige; i det øieblik, da man gjorde alting færdigt til barberens morgen forretninger. Den unge, neppe paaklædte kone, som var beskjeftiget med at gjøre reent i boden, medens hendes mand var i et sideværelse sysselsat med at sætte en potte paa ilden med vand for at barbere med, holder dette vilde dyr for en stor hund; og raaber til hendes mand, at han skal jage den ud. Denne kommer, seer faren, men isteden for at tænke paa sin kone, iler han igjen ind i sit kammer, og skriger: "en tiger! " Den ulykkelige forladte, styrter sig ind i et lille sovekammer hvori et barn hun gav die befandt sig, og som hun vil bedække med hendes legeme. Tigeren følger efter konen, hvis skrig er gjennemtrængende. Manden benytter dette øieblik til at forlade huset for at hente hjelp. Konen bliver af tigeren kastet til jorden, men uden at denne dog gjør det med hæftighed eller tilføier hende nogen skade, den søger blot i det hun ligger paa jorden, at holde hende fast under sine kløer. Ti forskjellige gange forsørger hun at gjøre sig løs, staae op og springe bort, men altid bliver hun igjen af tigeren bragt i sin forrige stilling, derved faaer hun ingen andre saar, end de, som hun ved tigerens kløer selv skaffer sig, i det hun søger at gjøre sig løs fra den; kort sagt, den vil ikke videre end beherske hende. Under denne kamp, seer dyret, barnet i vuggen, og berører det selv ved sine bevægelser, men viser ingen lyst til at gjøre det til sit bytte. Endelig kommer hjelp. En modig, bevæbnet mand, styrter sig løs paa tigeren, der vender sig om, og under et slag med labben, som tager øinene og hele huden af hovedet med, bliver den endnu bestandig ved at holde sin fange fast under sine kløer. Det værelse hvori denne scene forefaldt, var blot adskildt fra barbeerboden ved en lærreds afdeling, som ikke rak lige op til loftet; man stiller møbler derimod, stiger op derpaa, og lægger an paa dyret, som beholder uforandret sin stilling med den ulykkelige kone, og strækker det under hendes gjentagne skrig til jorden; thi dette indgjød hende endnu en større skræk, den nemlig, at blive dræbt af sine egne befriere, i det de ville befrie hende fra en fare, som hun allerede i den tid, der var henløben under en saa skrækkelig angest, ikke meere frygter. Den saa heltemodig saarede mand, døde tre dage efter i hospitalet. Den unge, interessante kone, der selv har fortalt mig denne hændelse, paa samme sted, som den tildrog sig, havde faaet to og tredive saar, men hvoraf intet var farligt; hun kunne selv vedblive at give hendes barn die. Begge de andre tigere dræbte man i gaderne, uden at de havde anrettet nogen ulykke.
|
fiction
|
travellogue
| true
| 710
| 1,435
|
1825-10-28
| null | null | 0
|
Feuilleton buenos-aires_b
|
TRUE
|
captain-marryat_a
|
captain-marryat
|
Literaire blandinger. Den engelske Captain Marryats memoirer, yde læseren en høi grad af interesse, han fortæller saaledes: at da han, som subaltern officeer paa et engelsk krigskib, krydsede under den franske kyst, fik han og en Lieutenant O'Brien ordre til at storme et batterie paa kysten, og fornagle kanonerne, og det midt under en ild af de franske kanonbaade, som laae der for at beskytte en convoy; de gik lige løs paa batteriet, og indtoge det uden modstand, da de franske forlode samme ved deres ankomst. Man da Lieutenant O'Brien og en vaabensmed var bleven tilbage i fortet, og havde fornaglet kanonerne paa een nær, kom de franske soldater tilbage, og en gevæhrsalve dræbte vaabensmeden og saarede Marryat ovenfor knæet, dog Lieutenant O'Brien lod sig ikke forbløffe, men rev i en hast hammeren ud af haanden paa den døde vaabensmed, og gjorde i et øieblik ogsaa den sidste kanon ubrugbar, men han blev ogsaa taget til fange, og de franske rykkede nu frem, vedligeholdende en dygtig ild paa de engelske landgangsfartøier, som igjen beskjød fienden med kugler og kartætsker, bemandede de fleste franske koffardieskibe og stak de øvrige i brand. Saavel O'Brien, som Marryat, bleve meget vel behandlede som krigsfangne af den franske commandant, der lod den sidste pleie paa det omhyggeligste. Efter 3 maaneders forløb, var denne igjen fuldkommen restitueret, og begge de engelske officerer fik da ordre til at føres til det indre af landet, under en escorte, der bragte dem til Toulon, herfra bleve de igjen transporterede fra den ene stad til den anden, indtil de omsider 10 dage efter deres ankomst til Montpellier, bleve tillige med 10 engelske coffardiecaptainer, beordrede til at holde sig færdige til afreisen til Givet, en befæstet stad i Ardenner-departementet. Aldrig saasnart vare de ankomne hertil, førend Lieutenant O'Brien begyndte at lægge en plan til at flygte derfra. Denne iværksatte ogsaa saavel lieutenanten, som Marryat, en regnfuld novembernat paa en høist farlig og forvoven maade; og det lykkedes dem at faae fingre paa en baad, der laae ved bredden af den forbi fæstningen flydende Maasflod, hvormed de roede ned ad floden til et sted, hvor Ardennerskoven begynder; her skjulte de sig om natten, men fik om morgenen øie paa en deel gensdarmer, som vare udsendte efter dem, og som laae leirede om en ild. For at skjule sig, vare de nødsagede til at krybe op i et træe. En timestid efter, adspredte gensdarmerne sig til alle kanter, for at søge i skoven efter de flygtede, men en gensdarme blev tilbage, som gik og saae sig omkring, og omsider fik øie paa Marryat der sad i træet, og truede med at skyde ham, hvis han ikke ville forføie sig ned. Men denne lukkede øinene og forblev ubevægelig, indtil han paa engang hørte et knald og styrtede ned, som han formodede af skræk, thi da han igjen kom paa benene, saae han gensdarmen ligge død paa jorden. Da nemlig Lieutenant O'Brien havde seet, at han ville skyde paa den anden, sprang han lige ned paa ryggen af ham, derved var skudet gaaet løs i en anden retning, og tyngden af O'Briens legeme havde brækket halsen paa den arme gensdarme, saa at han strax derefter døde. (Fortsættes.)
|
fiction
|
bio
| true
| 532
| 1,527
|
1834-06-19
|
Literarisches Wochenblatt der Börsenhalle
| null | 0
|
Feuilleton captain-marryat_a
|
NOT CHECKED
|
captain-marryat_b
|
captain-marryat
|
Literaire blandinger. Fortsættelse af den engelske Captain Marryats memoirer: (see no. 68 af d. bl.) Peter, sagde Lientenant O'Brien til mig, dette er den lykkeligste ting, som kunne hænde os; strax afklædte han den døde gensdarme, slæbede hans liig under en hoben blade og begrov ham der, mig gav han sine egne klæder i en lille pakke, og drog derpaa gensdarmens fulde uniform paa, bandt hænderne paa ryggen af mig, tog karabinen over skuldren og vi forlode hurtig skoven. Han udgav sig nu overalt for gensdarmen, og sagde at han havde ordre til at bringe mig til næste post. Paa denne maade passerede vi gjennem Charleroi og Lówen, men i nærheden af Mecheln, satte en hændelse os i den største forlegenhed, for at omgaae denne sidste stad, som er en fæstning, fulgte vi en lille tverstie, der paa begge sider havde brede med vand fyldte grave, og her stødte vi paa en gensdarme, som før havde meddeelt O'Brien planen til fæstningen i Givet, denne kjendte ham strax igjen, men uden dog at lade ham mærke det, han sagde at man i skoven havde fundet den ene gensdarmes liig, og at vistnok en af de undløbne fanger havde trukket gensdarmens uniform paa; han erklærede ogsaa at ville følge begge vennerne, hvilket de maatte lade sig gefalde. Strax derpaa kom de til et værtshuus i en lille landsbye kaldet Aerschot, her lykkedes det dem om natten at undgaae gensdarmens aarvaagenhed og flygte. Ved dagbrækningen skjulte de sig i en buskage, og de toge igjen deres tilflugt til Ardennerskoven, og opholdt sig der saalænge, til man troede at de havde forladt Frankerig; men her lede de uhyre meget af kulde, da der var falden høi snee og de maatte sove under frie himmel; den sjette dag flygtede de ind i en lille buskage, som laae en fjerdingvei fra landeveien. Der stødte de paa ligene af en mand og en kone, som sandsynligviis vare frosne ihjel, og som Lieutenant O'Brien strax erkjendte for at være omreisende taskenspillere eller liniedandsere. Lieutenant O'Brien drog strax klæderne af begge de ihjelfrosne, tog deres stylter med sig og begav sig til en anden deel af skoven, her øvede de sig i flere dage paa at lære styltedandsen, og da det imidlertid var lykkedes O'Brien at forsyne sig med proviant for en 8 dages tid, og tillige at bemægtige sig et par hestedækkener, indrettede de sig nu ved hjelp af grene et leie i skoven, og øvede sig hver dag i styltedands; skjøndt det første forsøg kostede dem blodige pander. Efter at have erholdt nogenlunde øvelse deri, toge de en morgen deres stylter i haanden, Lieutenant O'Brien klædt i mandens klæder og Lieutenant Marryat i konens, og marscherede afsted paa den store landevei lige til Mecheln; om aftenen indtraf de i en landsbye, hvor de spændte deres stylter paa og opførte en dands, der af en hoben nysgjerrige indbragte dem en 9 a 10 sous. Der blev gjort dem tusinde spørgsmaale, som O'Brien besvarede med ligesaamange løgne, Marryat legede den knipske, og O'Brien, der udgav sig for hans broder, passede paa at ingen kom ham for nær. Først den ottende dag naaede de Mecheln, her opførte de en af dem selv opfunden vals paa torvet. Beboerne af et der ligeoverfor liggende hotel traadte til vinduet, og man tænke sig O'Briens forskrækkelse, da han fik øie paa den franske commandant, der med saamegen menneskekjerlighed havde antaget sig Lieutenant Marryat, da han var bleven saaret, og endnu mere forvirret blev den sidste, da han fik øie paa commandantens datter Celeste, der ved sin omhyggelige pleie, havde bidraget saameget til hans hurtige helbredelse. Her havde Marryat nær forraadt sig ved den forvirring han kom i, men han begyndte igjen at samle penge i sin hue, og da han traadte hen til vinduet til Celeste, der havde gjenkjendt dem, lod denne en tung børs falde i huen, som indeholdt 50 napoleonsd'ors. Næste morgen tidlig forlode de Mecheln, kastede nogle mile fra St. Nicholas deres stylter og klæder bort og toge nogle andre paa, som O'Brien havde kjøbt. Ikke langt fra St. Nicholas mødte de 2 conscriberede recrutter, som skulle støde til et corps i Vlissingen. Med de conscriberede toge de ind i et værtshuus i St. Nicholas; her drak de dem begge dygtig paa pelsen, saa at den eene, der havde taget sin marschroute op for at vise den, glemte den paa bordet; denne bemægtigede nu Lieutenant O'Brien sig, og dermed reiste de næste morgen længe før dag afsted, og ankom uden videre besværlighed til Vlissingen, hvor de meldte sig ved vagten som conscriberede. Her henvendte de sig til en kone, de havde et anbefalingsbrev til, fra en søster i Mecheln, der havde gjort saameget af dem og havde villet være Marryat behjelpelig til at flygte. Denne kone, hvis mand var lods, anviste dem for det første, efter deres ønske et eenligt værelse, men næste aften kom hun med et forstyrret ansigt ind til dem, og sagde, at der var ankommen en conscriberet, som erklærede at hans reiseroute var bleven bortstjaalet fra ham paa veien, og tilføiede at man anstillede efterforskninger i hele staden, da man mistænkte to engelske officerer, der vare undvegne, for at have begaaet tyveriet. De gave sig nu tilkjende for hende, og tilbøde at ville betale hendes mand 100 louisdorer for at sætte dem ud til et engelsk skib. Denne ankom strax derpaa, de afsluttede handelen saaledes, at lodsen fik 120 louisdorer derfor; da aftenen kom, lod han dem tage matrosklæder paa, og de passerede nu lykkelig vagten og naaede strandbredden, hvor de stege i en baad, der bragte dem ud til lodsens barke, som strax satte seil, og begunstiget af en frisk vind fra landet, vare de snart ude af Scheldefloden. Næste morgen fik de øie paa en kutter, som de styrede lige løs paa, og som paa anmodning satte en baad ud, der optog begge flygtninge, og faa minuter derpaa, vare de igjen i frihed under engelsk flag. (Lit. Bl. d. Bsh.)
|
fiction
|
bio
| true
| 995
| 1,527
|
1834-06-24
|
Literarisches Wochenblatt der Börsenhalle
| null | 0
|
Feuilleton captain-marryat_b
|
NOT CHECKED
|
cassel
|
cassel
|
I Cassel levede, under den, hældigviis kun kort vedvarende Kong Jeronimus's regjering, en enke og hendes datter i dyb indgetogenhed. De ernærede sig af renterne af en lille capital. Deres rygte var ubeskaaret. Vel heed det om dem begge, at de ikke vare de franske, som den gang i stor mængde opholdt sig i Cassel meget hengivne; men da de levede saa indgetogen kunde man intet gjøre dem. En tjener af det hemmelige politie seer engang tilfældigviis datteren og hun gefalder ham. Strax udkaster han en plan til at berøve hende hendes uskyldighed. Nogle dage efter indfinder sig en politiebetjent hos datteren, og befaler hende i en bydende tone, strax at fremstille sig for Overpolitiemesteren Darlin. Moder og datter, der ikke vide sig noget ondt bevidst, forskrækkes i begyndelsen, men fatte strax mod, og pigen gaaer hen til politiemesteren. Darlin modtager hende meget artig, nøder hende til at sidde ned, spørger om hendes familie-forhold, og gjør hende slutteligen det forslag at lade sig optage blandt de fruentimmers tal, som staten berettiger til at føre en forbuden omgang med det mandlige kjøn. Et saadant sprog er hende paafaldende; hun beder om en nøiere forklaring og hører med forundring, hvor dybt hun skal fornedres. Hun springer op, ude af sig af forskrækkelse, iler skjælvende til nogle af sine beslægtede, styrter ned paa en stoel i værelset og kan ikke tale for graad. Man lader moderen hente, og datteren begynder at fortælle hende aarsagen til hendes hæftige smerte. Gode raad vare nu dyre, da man kjendte politiets magt. Endelig besluttede moderen sig til at gaae til Darlin. Hun besværger ham, henflyder i taarer, forsikkrer at hendes datter er uskyldig og fordrer erstatning. Darlin nævner en anden politiebetjent, kaldet Kautz, af hvem han havde faaet det andrag, at kalde hendes datter for sig og at foreslaae hende det foranførte. Der hengaaer atter nogle dage i nagende kummer over denne beskjæmmelse, og see! da bliver datteren igjen fordret frem for Kautz. Isteden for hende fremstiller moderen sig; hun bliver hæftig, og aftvinger ham endelig den erklæring; man havde seet hendes datter sildig paa gaden, og i selskab med en mandsperson. Moderen, der aldrig nogensinde havde veget fra datterens side, tør ikke, af frygt for politiet erklære Kautz for løgner, men forlanger confrontation med angiveren og truer i modsat tilfælde med justitiens tiltale. For tredie gang bliver datteren kaldet frem og og det endog under trudsel om straf, hvis hun ikke fremstiller sig. Hun kommer, ledsaget at hendes moder, hvilken nedbøiende overraskelse! Hun finder Kautz, og ved siden af ham denuncianten, der med fræk pande vidner mod datteren. Han var en uværdig søn af en brav borger i Cassel. Alle de høitidelige forsikkringer, bønner, og taarer af troværdigere vidner, ere aldeles spildte paa Kautz og hans forvorpne leiesvends hjerte. Kautz triumpherer med en helvedes haanlatter over moderens lettroenhed og blinde tiltroe og afskediger hende for i dag, i forventning om nærmere beskeed. Imidlertid vil en af denne families trøstesløse slægtninge træde imellem, henvender sig skriftlig til justitsministeren og beder og fyldestgjørelse for den familien tilføiede tort. Men endogsaa nu høre ikke forfølgelserne op. Ministerens lange taushed lader den ulykkelige familie befrygte det slemmeste; moder og datter hentæres synlig af skam og kummer. Og følgen deraf er en langvarig, langsom tærende nærvefeber der angribe begge. Endelig kommer en skrivelse fra ministeren, paa hendes beslægtedes foreskrivning, og den heele fyldestgjørelse bestaaer i nogle ømfindtlige ord over denne ubehagelige hændelse, og i den forsikkring at gjerningsmændene skulle blive dragne til ansvar. Iøvrigt - saa heed det - giver man begge damerne det velmeente raad, med stiltienhed gandske at forbigaae sagen og undertrykke den. Guds skee lov! Aaret 1813 gjorde gandske ende paa dette franske uvæsen i Tydskland.
|
fiction
| null | true
| 618
| 618
|
1824-10-22
| null | null | 0
|
Feuilleton cassel
|
NOT CHECKED
|
confessions-of-lady-guernsey_a
|
confessions-of-lady-guernsey
|
Den afdøde dronning af Engelands sidste brev til kongen. (authentisk document af the Confessions of the Lady of Guernsey) Brandenburghhouse d. 21 juli 1821. Min herre og gemal! Atter og for sidste gang apellerer jeg til deres majestæt for at erholde den retfærdighed som hidtil er bleven mig nægtet. Mit hjerte sønderrevet af saamange modstridende følelser, et rov for angest og fortvivlelse, søger begjerlig efter nogen hvile, fra de sorger, der saalænge have nedtrykt det; og skjælver af attraae efter en leilighed til at løsrive sig fra byrden, inden det brister og jeg synker ned i min stille grav. Min naadige monark, jeg forlanger ikke deres kjerlighed; jeg beder endog ikke om deres venskab - jeg vil ikke lægge nogen tvang paa deres tilbøielighed, eller blande mig i hine fornøielser, som de føler at være uundgaaelig nødvendige for deres lykke. Ak! - desværre! veed jeg alt for vel, at ethvert konstgreb er blevet gjort brug af, for at indpræge de meest ufordeelagtige meninger mod mig i deres bryst, heller ikke kan jeg just nu haabe at see dem fuldkommen udryddede; men, o! hav medlidenhed med mine ufortjente lidelser, og tillad for engang i det mindste, en haabløs og trøstesløs kone, at gjøre hendes retmæssige, skjøndt fremmedblevne deeltager af hendes glæder og lidelser, bekjendt med hendes kummer. Skal mit faderlige huses ære blive besmittet, fordi hans barn ingen beskytter kunde finde, til at forsvare hende mod hendes bagtaleres ondskab? – Skal man virkelig kunne sige, at et mægtigt riges monark, født for at regjere og være elsket - en mand fortrinligen begavet med forstand og sjele-adel, tillod hans lidenskaber at blive saameget herre over sin fornuft, at han kunde fæste troe til de mest uhyre opdigtelser, som bagtaleriske tunger nogensinde have opfunden? Falske venner og aabenbare fjender have i lige grad arbeidet paa min undergang. Et fiint lagt system af bedragerie har uophørligt været anvendt paa os begge, og for sildig desværre! har jeg opdaget mine fjenders listige planer. Det er allene denne opdagelse, der har bevæget mig til at appellere for sidste gang til deres kongelige hjerte. Den underretning jeg nyelig har faaet, lægger aabenlyst for dagen en saadan blanding af nedrighed, saadanne intriguer og meeneederier, at jeg gyser, ikke allene ved tanken om den forfatning hvori de have bragt mig; men ved at betragte den skrækkelige høide, af menneskelig ryggesløshed og ondskab, hvortil et hofs yndlinger kunne bringe det, for derved at opnaae deres ryggesløse hensigter. Opvoxen under en øm moders øie, kjendte jeg i min ungdom intet til bedragerie og forestillelse og bar derfor heller ingen mistanke til nogen, mit hjerte var af naturen aabent for ædel tiltroe og venskab; selv uerfaren i forestillelse, hvor kunde jeg nogensinde falde paa, at der gaves væsener, nedrige nok til at udsprede deres snarer liig æderkoppens væv, og til at vente med graadigt øie indtil leilighed fandtes for at styrte sig hen over deres rov? Og dog af saadanne, desværre, blev jeg omringet saa snart jeg satte foden paa dette af frihed saa pralende land, og førend jeg endog fandt leilighed til at gjøre mig bekjendt med landets almindeligste skikke, vare bagtalelsens giftige tunger i fuldt arbeide med at bortstjæle mit gode, navn og rygte. " - Lidet, sandelig lidet, kunde jeg formode, at en medskabnings ubetydelige smaaefeil i dette ædelmodige land, skulle blive udbredte med begjerlighed - hvorledes kunne jeg da være bered paa at forsvare mig mod usande, falske og ærerørende beskyldninger? - Jeg havde endnu ikke dengang lært at: "Paa ørne vinger udødelig bagtalelse flyer. Medens dydige handlinger kun fødes og døe. " Lidet kunde jeg formode, at uskyldig aabenhiertighed skulle nogensinde blive antaget for mangel paa qvindelig delicatesse; lidet kunde jeg forestille mig, at godædige handlinger, ikke den kunde udøves, uden at en eller anden hemmelig forbryderisk bevæggrund tillagdes dem; lidet drømte. jeg om, at jeg var fordømt til at blive en kastebold for partieaand og at enhver handling i mit liv skulle blive offentlig undersøgt, roset eller dadlet, eftersom det bedst stemmede overeens med de hinanden modsatte partiers planer og interesse hvorledes kunde da jeg, en fremmed og et fruentimmer, forsvare mig imod æreskjenderens giftige pile, naar hverken kraft, behændighed eller den mest forsigtige klogskab, kan sætte manden i stand til at beskytte sig derimod, naar angrebet skeer paa denne maade? Havde jeg kjendt mine hemmelige fjender, maaske kunde jeg da have undgaaet og beskjemmet dem ved at aabenbare deres rænker; men nei! jeg var omringet og smiggret af dem, og man lærte mig at sætte min fortrolighed til dem, som til mine mest hengivne veninder. Min største ulykke var, at jeg dannede mig et feil begreb om de egenskaber, som en dame af ophøiet rang, burde besidde: - havde jeg ombyttet min naturlige oprigtighed og kjerlighed for uskyldig tidsfordriv, med en stiv tilbageholdenhed, hof-etiquitte og forestillelse, ville hine handlinger der vare en følge af en overdreven emsindlighed ikke funden sted; og den onskabsfulde ville aldrig havt nogen leilighed til at forvandle dem til hvad de først kaldte letsindighed, siden gave navn af ubeskedenhed, og endelig kaldte forbryderske tilbøieligheder! indtil jeg slutteligen blev anklaget som forræder mod min konge troløs mod min mand. Ikke destomindre, saa stor den uretfærdighed er, der er begaaet mod mig, saa ubarmhiertigen jeg er bleven forfulgt, fremstillet som jeg endnu er, til at pege fingre ad; søger jeg dog ikke at giengielde dette ved beskyldninger, men vilde være tilfreds med, hvis det angik blot min egen lykke, at forlade denne kummerfulde verden, uden at yttre et eneste bebreidende, ord - ja gladeligen lægge erindringen om alle mine lidte fornærmelser, i forglemmelsens skjød, Men o, min gemal! naar jeg overveier størrelsen af den elændighed hvori jeg er bleven styrtet og sammenligner den med min ungdoms uskyldige glæder, eller med de høie forventninger jeg gjorde mig om den lykke, at blive en gemalinde af Engelands oplyste og fuldkomne prinds! - naar mine tanker svæve tilbage til hiint skrækkelige øieblik, da mit inderlig elskede barn, umenneskelig! blev reven fra sin moders arme; naar jeg skuer tilbage, paa de mange skammelige forsøg, der ere gjorte paa, at berøve mig min ære og at nedbryde min sjels roe, indtil jeg, frygtsom for at see en fjende i hvert aasyn, omsidder flyede det land hvor jeg burde have funden beskyttere og venner og søgte et fristed blandt fremmede. - Naar, omendskjøndt have adskilte mig fra mine forfølgere, deres bittre had alligevel forfulgte mig, og jeg omgiven af spioner, blev jaget og beluret endog i min landflygtighed; - Naar det sidste haab; en trøstesløs moder blev mig berøvet og jeg maatte bøie mig under forsynets tilskikkelsen ved tabet af hende, hvis liv og lyksalighed vare mig langt dyrebare end mit eget. - Naar fremmede hoffer vare lave nok til at forene sig med mine fjender, og behandle et værgeløst fruentimmer, der ingen fornærmede, med ethvert slags beskjemmelse; - Naar kirkens bønner bleve mig nægtede og underordnede gudsbespottelig, erklære de, at alteret ikke maatte blive besmittet ved deres dronnings navn. O! naar alle disse skrækkelige og krænkende erindringer trænge ind paa min sjel, saa synker hiin aandskraft, som hidentil har holdt mig i veiret, under den tunge byrde; mit blodi isner i mig af skræk og jeg føler, at hiin time, naar døden skal lukke mine øine og gjøre en ende paa alle mine jordiske lidelser - snart nærmer sig. Min naadige konge, kun den, der føler sig strafværdig, kan med skjælven see den sidste time nærme sig. Martyren for den retfærdige sag smiller ved synet af torturen og hilser glad det øieblik, der befrier ham fra hans forfølgere; endog med døende læber opløfter han sine bønner, til den almægtige og naar han udaander sit sidste suk, gientager han hans ord, der døde for vore synder; "Fader forlad dem; thi de vide ikke hvad de gjøre. " Ja sandelig! jeg føler jeg kan forlade en verden, der er saa riig paa saadanne, uoverskuelige lidelser, uden smerte - med stille sindsroe og glæde, og med hensyn til mig selv: "Ikke kaste et eneste dvælende, længselsfuldt øie tilbage. " Og naar min sjel da tager sin flugt til den evige lyksaligheds boliger, vil jeg knæle for den almægtiges throne og bede, at der maa blive viist barmhiertighed mod dem, der ikke vidste hvorledes de skulle vise barmhiertighed mod mig herneden. "Af alle de veie der lede til menneskelig lyksalighed, er den, den mest sikkre og taknemmelige, der er betegnet med medynk og menneskekjerlighed; og hvormeget skjønnere er ikke hæderens krands, gjennemslynget med mildhed og retfærd! Jeg er ikke ligegyldig for verdens gode meening og langt fra mig skal det være, at foragte publikums stemme, eller at ringeagte den almindelige meening; men jeg foragter hyklerie og ønsker ikke at blive anseet for bedre end jeg er, heller ikke ville jeg endog nu, ydmygget og nedværdiget, som jeg maae synes i mine fienders øine, gjøre en handling, der afviger fra sandhed, ære og retfærd var det end muligt, at jeg derved kunde vinde et rige, eller blive sat i besiddelse af de rettigheder, som jeg saa indstændig; men frugtesløs, har forlangt af deres hænder! - - men desværre! desværre! hvor kan jeg haabe at gjøre dem bekjendt med den hemmelige aarsag til vores gjensidige sorger, naar ikke engang en sammenkomst tilstaaes mig? Hvor kan jeg vente at kunne overbevise dem, der saa ofte har viist at deres hjerte ikke var aabent for overbeviisning? dog med de beviser jeg nu er i besiddelse af, ville jeg endog begaae en uretfærdighed mod deres majestæt, hvis jeg ikke gjorde forsøg paa at aabenbare hine facta, som intet andet menneskeligt væsen vil nogensinde vove at bringe for lyset. Min sjel er i fred med hele verden, og intet kan nu møde mig, der er i stand til at forstyrre min indvortes sindsroe. Tillad mig da at nyde den glade tanke, at kunne gyde trøstens balsom (for nogen trøst staaer i min magt at yde) i en barm, der undertiden maa være et rov for ængstelige følelser. Skulle imidlertid mine bønner og instændige begjæringer, ikke være til nogen nytte. Skulle fornærmelser blive lagt til . . . . og nye bagtalelser bleve opdyngede paa mit uskyldige hoved, - o! saa skjænke den almægtige mig styrke til endnu at bevare min forstand, og med kristelig resignation, lære at bære min skjæbne med taalmodighed! jeg har ingen egennyttige hensigter; ingen ærgjerrige bevæggrunde at tilfredsstille, mit heele liv bær vidne om, at hverken stolthed eller forfængelig ærgierrighed ligge til grund for mine handlinger; men det brunswickske huuses ære, har altid været mig hellig og til mit sidste aandedrag vil jeg erklære, at jeg aldrig satte nogen plet paa denne ære, saa berømmelig hævdet ved mine blodsforvandtes og forfædres blod. Kan da nogen troe, at jeg ville fornedre mig til at besmitte det ædle og stormodige engelske folks? (der have til trods for magten og undertrykkelsen lagt deres kjerlighed til mig for dagen.) Kan nogen troe, at en dronning, der saae hun regjerede i sit folks hjerter, skulle ved hendes eget forhold ville tilintetgjøre deres gode meening om hende? Kan den største sceptiker, der ikke forud er indtaget mod mig, med grund fæste troe til, at jeg, hvis jeg var skyldig i de forbrydelser man beskylder mig for, skulle selv med mit eget livs fare, ville gaae løs paa mine anklagere og det endog paa en tid, da det, at nedværdige mig i andres øine, var den fornemste vei til at gjøre lykke? Nei! dette lader sig ikke forene med sund sands, men strider mod alle menneskelige principer. Tillad mig her, min gemaal, at vise den største deel af den britiske nation, den taknemmelige hyldning den fortjener: troe ikke at jeg, naar jeg saaledes høitidelig mindes de engelskes ædelmod og hengivenhed, derved mener nogen mangel paa agtelse mod deres monark. Det engelske folk er sandelig et troet folk, mod deres konge, og dets ædelmodige iver, i at ville befrie en qvindelig skabning fra undertrykkelse, er fuldkommen overeensstemmende med de mest ophøiede begreber og troeskab mod konge, fædreland og gammel ridder ære. Gid deres majestæt maae længe regjere i deres hjerter og gid staten maae blive bestyret ved saadanne raad, som bedst kunne fremme dens flor og deres lykke over hvem de regjerer! Med et suk, vil jeg springe forbi det grusomme afslag jeg fik paa den herlige dag da de blev kronet; jeg ønsker ikke at gjøre nogen den ringeste bebreidelse; men jeg føler det at være en hellig pligt, før jeg lægger min pen, at erklære, at jeg ved dette foretagende ikke var ledet ved nogens raad, imod min egen tilbøielighed; thi omendskjøndt jeg bærer den største høiagtelse for hine mig trofast hengivne venner, der have forblevet deres forfulgte dronning troe, hvad rygter man end udspredte om hende - saa har jeg dog i alt bestandig handlet efter mit eget hjertes tilskyndelser og er allene ansvarlig for ethvert skridt jeg har gjort. Skulle dette brev imod mine forventninger, nogensinde komme for publikums øine, vil det uden tvivl være underkastet hine fienders dadel, som intet uden min død kan tilfredsstille; thi jeg har desværre for lang tid siden erfaret, at for disse mennesker, havde min opførsel end viist sig at være: "Kydsk som hiint glimrende krystal, ved frosten dannet af den hvide snee" Ville de dog alligevel opdage pletter deri, og kapes om med fornyet ondskab at sværte mit gode navn og rygte. Og endskjøndt de aldrig hverken føle samvittigheds nag, eller have medynk med mine lidelser, tilgiver jeg dem dog af gandske hjerte, thi jeg veed, der kommer en giengieldelsens dag over dem, og at uagtet de nu kunne triumphere over mine ulykker, kunne de ikke berøve mig min reenhed og uskyldighed, eller lægge sig imellem hiin retfærdige dommer i himmelen og mig. Caroline R.
|
fiction
|
bio
| true
| 2,284
| 2,772
|
1824-05-27
|
Caroline R.
|
Engelsk
| 0
|
Feuilleton confessions-of-lady-guernsey_a
|
TRUE
|
confessions-of-lady-guernsey_b
|
confessions-of-lady-guernsey
|
Aarsagen til den sidstafdøde dronning af Engelands død (of the Confessions of the Lady of Guernsey.) Man antager i almindelighed at aarsagen til hendes majestæts død, var den fremgangsmaade, der iagttoges mod hende den mærkværdige 19de mai 1821, uden tvivl saarede det hende ogsaa dybt; men et sildigere og mere dødelig saar modtog hun, da hun blev tilbageviist fra Carlton-Palace. Man vil erindre, at kort tid før hendes majestæts død, havde man lagt mærke til en qvindelig skabning, der ofte nærmede sig fornævnte pallads og som, naar man spurgde hende om hendes forretning, svarede: hun ønskede at tale med kongen. Tjenerne skjelte hende ud, for hendes paatrængenhed og truede med at bemægtige sig hendes person, hvis hun blev ved, at falde dem besværlig. Da hendes Majestæt (thi det var dronningen forklædt) fandt, at hun blev anseet for en vanvittig, greb hun til det sidste middel: at sige for skilvagten hvem hun var, og at grunden hvorfor hun søgte at blive indladt under denne forklædning, var for at overlevere en suplik til hans konge. Skildvagten indvendte derimod, at han ikke torde forlange audients for hende. Hun begjerede da af ham, at han selv skulde bringe brevet til hans Majestæt, hans naadige konge: han lovede at gjøre det; men dette gjorde han blot for at blive frie for hendes overhæng, ikke i den hensigt at opfylde hans løfte, da han vel vidste at et forsøg af dette slags ville paadrage ham sin afskeed fra tjenesteen. Da han ikke desstomindre havde i sinde at gaae ærligt til værks, gjorde han den eneste ting, der stod hans magt - han tog brevet tilbage og leverede det til hendes troe tjener en udlænding, som formedelst hans ukyndighed i det engelske sprog, sagde, da han tilbageleverede det til hendes kongelig Majestæt, at "en soldat havde bragt det fra slottet. " Den ulykkelige dame, der foresiilte sig at hendes brev var bleven presenteret for kongen og at han havde nægtet at læse det, lagde da for dagen en mere dybt krænket følelse, end hun nogensinde før havde viist i hendes ulykker. Ved modtagelsen deraf lagde hendes Majestæt haanden paa hjertet og sagde: "Her ender sig mine unyttige bestræbelser. Han er bedraget og jeg maae underkaste mig skjæbnen . . . . . Dronningen forblev derpaa nogen tid paa sit værelse, for som man formodede, at hvile en smule, men da hun kom tilbage, kunde man læse i hendes ansigt, at hun var et rov for overordentlig hæftige sindslidelser. Samme aften (hvilket vist nok endnu er i publikums erindring) besøgte hendes Majestæt, Drurylanes Theater: men fra det øieblik af, viste hendes ord og handlinger at hun var kjed af denne verden og hverken havde meere at frygte eller haabe. Alle de uretfærdigheder, der vare begaaede tilbagekaldtes igjen i hendes erindring, og lagde sig som en tung byrde paa hendes bryst, og hun døde som en, til hvem man skyldte meget, men hvis kristen kierlighed tilgav alt!
|
fiction
|
bio
| true
| 488
| 2,772
|
1824-06-24
|
Caroline R.
|
Engelsk
| 0
|
Feuilleton confessions-of-lady-guernsey_b
|
TRUE
|
angel-in-domino_a
|
angel-in-domino
|
Engelen i Domino. Midnatstimen nærmede sig allerede, tusende og atter tusende lys trodsede i Neapels gader den indbrydende dunkelhed og kastede deres magiske glands paa den brogede vrimmel, som paa den tid søgte at forene sig paa en punkt. Fra alle sider trængte masker sig til gaden Toledo, hvor en menneskevrimmel, som selv den stærkeste phantasie neppe kan danne sig et begreb om, lydelig jublende, bølgede sig op og ned. Mig var, saa fortæller Baron R. .. kavalier ved det ***ske gesandskab, dette besynderlige skuespil ikke længere nyt, thi karnevalet havde allerede varet flere dage i sin fulde glands, jeg søgte derfor at unddrage mig fra den byrdefulde trængsel og gik, dreven af nysgierrighed, ind i det offentlige spillehuus, som brilliant oplyst allerede ved sit ydre udseende var tillokkende. Men neppe havde jeg betraadt forsalen saa befandt jeg mig som i en feeverden, hvor alt var beregnet paa at sætte sandserne i bevægelse. Øiet blev blændet af en fortryllende pragt, nogle mandoliners og guitarers ømme toner frydede øret og krydrede drikke af alle slags, udbredte deres behagelige vellugt. Orien vedblev jeg, en duelig konstner, ville I vel kjære mester male mig min elskede. "Ja, hvis jeg var hvad jeg synes at være, ret gjerne! og nu beder jeg dig indstændig maske. Lad mig gaae! " Det er skade, sagde jeg, min pige kan godt lide den vakkre tydske Albert, Angiolina ville vist gjerne lade sig male af ham. Ubevægelig som en statue stod han der, da jeg havde nævnet dette navn, endelig udraabte han, "Meget besynderligt" og begyndte at tage min figur nøiere i øiesyn. Troer du at kjende mig, ædle maske? spurgde jeg. "Det just ikke, " var svaret, "men sig mig, jeg besværger dig, om du veed hvem jeg er? " Ja og nei, dog naar jeg udlægger din egen tale. - "Hvorledes da. " Du sagde, du er ikke hvad du synes at være, du er altsaa ikke den tydske maler Albert? "Himmel og helvede! " raabte han, "Det er mere end tilfældigt maskeradespøg: hvem er de, herre? " En ubekjendt ven, svarede jeg og vedblev med forhøiet, stemme: Grev von Hohenfels de staaer ved randen af en dyb afgrund! Her opstod en lang pause, ingen lyd kom over hans læber, men enhver bevægelse vidnede om den frygtelige storm, som rasede i hans indre. Under samtalen vare vi komne forbi hovedgadens menneskevrimmel og stode eensomme og tause ved havbredden, indtil greven endelig afbrød det dybe stille. Med en tone som ingen pen formaaer at skildre, raabte han, i det han styrtede til mine fødder. "Ha! ogsaa dig kjender jeg. Du er et væsen af en høiere art, sendt mig til redning, thi kun en engel, ingen dødelig i denne store stad, kan kjende mit navn. " Fat dem herr greve, begyndte jeg, i det jeg løftede ham op, jeg er intet overjordisk væsen, men kun en himmelsk aands reddende værktøi, som vaager over deres skridt. Hvem er da, spurgte han, det velgjørende væsen, der endnu deeltagende nedskuer paa mig og saa pludselig holder mig tilbage ved dette bølgedybs skummende rand, Det er, svarede jeg, den reeneste kjerligheds aand, moderkjerlighedens genius. Ordet: moder, virkede paa ham som en tryllelyd og bragte den forvildede igjen tilbage til sine sandsers brug. Han skjælte paa sig selv, forbandede sin skjæbne og bestormede mig sluttelig med en mængde spørgsmaale, som det ikke var mig muligt tilstrækkelig at besvare paa dette sted, jeg bad ham derfor, at følge mig og lovede endnu samme aften at meddele ham fyldestgjørende forklaring over det besynderlige i min pludselige fremstillelse. Da alting stod i en saadan spænding holdt jeg det ikke for tjenligt foreløbigen at melde noget om scenen i spillehuuset og efterforske opløsningen af en gaade, som halv om halv opløst, dog endnu forekom mig meere mørk og uforklarlig. Jo mere jeg havde grund til at formode i den skjønne ubekjendte for hvilken min interesse nu tog en alvorligere retning, at finde den tilbedede Angiola, desto ubegribeligere blev mig den art og maade hvorpaa vi stødte paa hinanden, og da jeg nu endelig ved nogle udladelser af min ledsager erfoer, at spillet kun havde en liden betydende andeel i hans vederværdigheder, blev jeg ganske forvildet deri og ønskede endnu ivrigere end den gjenkjendte maler, at faae en forklaring over disse indviklede tildragelser. Aldrig saasnart vare vi komne hjem førend jeg strax overgav greven en skrivelse, som vor gesandt nyelig havde modtaget fra Tydskland, samme indeholdt efter den sædvanlige indledning af complimenter, omtrent følgende: "Det er dem vist ikke ubekjendt, at den ædle Hohenfels, deres ungdoms ven og den ømmest blandt ægtefæller, ikke kom tilbage fra den blodige krig mod den franske republik. Undsigelig stor, som den korte lykke var, jeg nød ved hans side, var ogsaa min smerte, dog der opblomstrede for mig, i min haabefulde søn Albert, en sød trøst. Herlig modnedes drengen til yngling og lagde for dagen de mest glimrende anlæg, forenede med en gjennemtrængende og dyb følelse, der ogsaa snart tog en afgjørende retning. Han var endnu ikke sytten aar gammel, da hans malerier allerede opvakte flere kjenderes opmærksomhed og der behøvedes ingen særdeles opmuntring, for at bevæge ham til ganske at opofre sig til denne ædle konst, da just dette stemte fuldkommen overeens med hans tilbøielighed. Stille og flittig vedblev han at arbeide, studerede de gamle tydske konstnere, for hvilke hans lærere havde indgydet ham en besynderlig forkjerlighed, og drog endelig udenlands, for at skaffe sin siæl føde ved beskuelsen af Raphaels himmelske malerier. Under sit flereaarige ophold i Rom erholdt jeg de glædeligste efterretninger om hans fremgang i konsten, hans breve aandede hiin glade munterhed som kun er præget af en indvortes salig tilfredshed, med et ord, han var vist fuldkommen lykkelig, indtil han for omtrent otte maaneder siden kom til Neapel. Længe havde han ikke opholdt sig her, førend hans breve pludselig antoge en anden karakteer, mørk tungsind traade istæden for det forrige glade lune, snart bleve efterretningerne om ham sjældnere og udebleve endelig ganske, allerede begræd jeg den dyrebare som død, da afpresser min grændseløse kummer hans ungdoms ven en tilstaaelse: at min søn lever, at han elsker - elsker uden grændser. Med møie erhverver jeg mig de hemmelighedsfulde breve fra den fortroelige og seer deraf med dyb smerte, at min Albert har tabt sig selv i en vild lidenskab, som truer ham med sikker undergang, hvis en klog leders beskjærmende haand ikke holder ham tilbage. Fjern fra alle, der før vare ham saa dyrebare, staaer han nu, en ubekjendt fremmed alene i det store Neapel. Jeg kjender ingen der, som jeg kan meddele mine bange bekymringer, hvis opsyn og varetægt jeg kunne anbefale ham til, derfor henvender jeg mig med mine indstændige bønner til dem! o, gid de som ven, som skydsengel! staae ved siden af deres ungdoms legebroders søn og blive ham en anden fader! Jeg føler fuldkommen vel hvad jeg forlanger, men hvad vover ikke en moder, naar det gjælder en søns lykke, som i enhver henseende fortjener hendes kjærlighed. For ikke ved conventionelle forhold at blive forstyrret i sin tilbøielighed, har han fortiet sin stand og reiser under det simple navn af maler, Albert. Den gjenstand, der saaledes har indtaget ham, veed jeg ikke nærmere at betegne; brevene, indeholde kun sværmende skildringer af hans Angiola S. . . . som efter nogle adspredte yttringer, maae være af en betydelig familie. Denne omstændighed især foruroliger mig saa meget mere, da jeg veed hvormange farer den i de sydlige lande er udsat for, som indlader sig i saadanne forbindelser. En dyb bevægelse bemægtigede sig greven ved gjemmenlæsningen af disse kjærlighedsfulde linier, han kunde ikke holde op, men traadte taus ud paa balconen. Jeg ærede hans hjertes følelser og overlod ham, i det jeg aabnede et andet vindue, uforstyrret til sine betragtninger. Det var en underfuld februari nat, rolig svømmede den fulde maane i det klare blaae, drog lange guldstriber hen ad den sagte rullende flod og oversaaede den med glimrende ædelstene; enhver lille bølge kastede et gjenskiær tilbage af dens venskabelige lys. I fuld klarhed prunkede det nære Pausilip; omsløret af en let taage svømmede Torrents kyster i det vide fjerne og længere hen reiste Caprils himmelhøie klipper sig, som kjemper, i veiret, op af det dunstrige hav. Fra Vesuvs røgstøtter, glimtede tid til anden en dunkelrød flamme og gjennem denne store scenes høitidelige stille lød en fjærn tordens hule drøn. Men den vaagnede ikke de slumrende, som havde leiret sig forgløse omkring den frygtelige afgrund. Ingen levende skabnings lyd tonede henover fra det nærliggende Porticii, hvis skinnende hvide huse kastede deres bævende billed tilbage i bølgerne. Ved den bortdragende vinters kjølighed, aandede af og til fra vesten en mild foraarsluft, der omviftede sagte kinderne og lagde sig ømt til det bankende bryst, som om den kjærlighedsfuld og trøstende ville bære alle sorger og smerter over med sig et fjærnere land. Den evige, udbrød jeg sluttelig til greven, alle disse herligheders skaber, har paa en forunderlig maade ført os sammen. Jeg var før deres ven, førend jeg blev en bekiendt af dem; gjør de mig derfor i denne høitidelige midnatsstund til deres lidelsers fortrolige, jeg vil deele alt med dem og lindre og yde hjælp, hvor jeg kan. "Ædle mand", var svaret, deres venskab udbreder en straale af lys giennem min kummers nat, hvorledes skulle jeg ikke være villig til at udgyde dem i dens barm, som saa hjertelig tager deel i alt. (Fortsættes.)
|
fiction
|
lovestory
| true
| 1,568
| 3,753
|
1824-05-06
|
C. Seidel
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton angel-in-domino_a
|
FALSE
|
angel-in-domino_c
|
angel-in-domino
|
Engelen i Domino. (Sluttet.) Jeg fortalte derpaa med mild skaansel, dog uden tilbageholdenhed de elskendes historie, afmalede med de mest levende farver, deres hele væsens inderlige altomfattende sammenkjædning, gav ham de nødvendige oplysninger om den ældgamle Familie Hohenfels og talede endelig med al den veltalenheds ild der stod i min magt, til det vrede og dog ømme faderhjerte. Ikke uden at afbryde mig, havde greven hørt mig til ende, derpaa tog han ordet og sagde: tilgiv mig Hr. Baron de adskillige udbrud af min hæftighed. Det kan som fader ikke være mig ligegyldigt at see min datter være paa afveie, der under andre omstændigheder ville sætte en plet paa mit huses glands og sikkert have styrtet mig og hende i fordærvelse. De har ret, afbrød jeg ham, men da nu engang omstændighederne have føiet sig saaledes, saa beroer det blot paa dem at lede hine vildfarende trin til deres ellers saa dyrebare barns lykke og held. O! tøv ikke med at skjænke ud af de ædleste væsener, som naturen skabte for hinanden og som adskildte kun ville tilbringe en kort og jammerfuld tilværelse, deres velsignelse. Ansee mig ikke for svag, svarede greven, fordi jeg siger dem at jeg under deres rørende fortælling, allerede har fattet min beslutning, jeg er, vedblev han, endnu ikke saa gammel, at jeg ikke meere skulle kunne sætte mig ind i den lidenskabelige ungdoms følelser, desuden har deres skildring tilbagekaldt i min erindring, mit eget livs mærkværdigste katastrophe. Min desværre fortidlig hensovne gemalinde, var kommen af et anseeligt fyrstehuus. Ved undsigelige besværligheder tilkjæmpede jeg mig hende og erkjender endnu fuldkommen, at en adskillelse, da ville for bestandig have tilintetgjort alle vore gjensidige glæder i livet. Desuden er den saakaldte maler Albert, ved min gamle ven Cellamara, allerede bleven mig bekjendt som en mand af udmærkede fortjenester. Deres æresord, deres gesandts forsikringer er mig borgen for hans stand, altsaa kan intet være at . . . . Gode fader! faldt jeg ham i et udbrud af glæde ind i talen, de indvilger, de vil . . . stille, ven! afbrød han mig, endnu en betingelse: da jeg kun alt for vel føler, at jeg ved dette besynderlige tilfælde virkelig er en meget god fader, saa fordrer jeg ogsaa et lidet offer: jeg er den sidste af en af de ældste sicilianske familier, som i denne øes historie har spillet en ikke ubetydelig rolle. Ikke uden smerte seer jeg derfor at denne ved min død skulle uddøe. Vil forhold, vil greven kunne overtale sig til at ombytte sit familienavn ved mit? - Ved den anseelse hvori jeg staae her, vil regjeringen ingen vanskeligheder lægge i veien derfor. Jeg kjendte de familie-forhold Grev Hohenfels stod i, kjendte moderens ømhed og sønnens fordomsfrie tænkemaade og tog derfor ikke i betænkning, at forsikre den særdeles glade greve om hans ønskes opfyldelse og saaledes blev da under gjensidige taknemligheds-yttringer de elskedes forbindelse foreløbigen sluttet mellem os. Efter at de første glædesyttringer vare forbi, sagde greven: Men min Angiola fortjener dog alligevel, uagtet den hældige vending sagen har taget, en lille rævselse og den skal ogsaa blive hende til deel. Prinds Gravino har i gaar meddeelt mig sine ønsker i henseende til min datter og jeg havde bestemt middagsstunden i dag for at underrette hende derom, bring de mig den unge greve hid til den tid, det øvrige vil da nok finde sig. For den skjønne udsigts skyld, havde greven sin boepæl i det høieste og længst bortliggende qvarteer i staden; den største deel af formiddagen var derfor henløben, førend han omsider kom tilbage. I den korte tid vi havde været bekjendte, havde jeg erhvervet mig hans hele fortrolighed. Han følte meget vel, at han som nyelig udtraadt af en phantasieverden maatte handle meere passiv end activ i det virkelige liv og overlod sig derfor gjerne til en vens ledelse. Af denne aarsag spurgte han ogsaa nu næsten slet ikke meere, hvad der egentlig var i gjære, at intet ubehageligt forestod ham, mærkede han vel paa den glade lune, hvormed jeg paa alle maader søgte at opmuntre ham. Blandt andet opkastede jeg, halv i spøg og halv i alvor, det spørgsmaal, om han vel kunde beslutte sig til, af antagelige grunde, at ombytte sit navn for et andet. Jeg havde ikke taget feil, hans svar opfyldte fuldkommen mine forventninger. Da den forønskede time nærmede sig, foresiilte jeg greven for gesandten, som modtog sin ungdomsvens søn med den største hjertelighed og satte sig strax derpaa i vognen med os. Dunkle anelser maatte vel have opstaaet i den elskedes sjel, dog ahnede han vist ikke det nære øiebliks lykke og blev høist forundret, da man holdt stille for det velbekjendte huus og jeg bød portneren melde den unge Grev Scalabrini. Med villie havde jeg valgt dette navn, da jeg kunde forud beregne, at samme maatte gjøre et fordeelagtigt indtryk paa den gamle greve. Han kom os ogsaa virkelig imøde med den gladeste, blideste mine og omarmede den høistforundrede med faderlig ømhed. I lang tid havde den overvættes lykkelige ingen andre udtryk for sine følelser end taarer og stumme omfavnelser. Det var en angribende scene, dog skulle snart en endnu skjønnere følge paa den. Efter at den første storm var forbi, bad den gamle greve sin søn træde ind i et aabent sideværelse og lod derpaa sin datter kalde. Bleg og frygtsom; men dog med en hvis rolighed i hendes væsen traade Angiola ind. Faderen ønskede hende blidt velkommen og sagde efter nogle indledende vendinger i samtalen, saa alvorligt som muligt, at nu var det tid at tænke paa en lykkelig forbindelse for hende. Han havde vedblev han allerede truffet et ærefuldt valg og bar den faste tiltroe til hende, at hun, som en lydig datter ikke vilde modsætte sig hans ønske. Under taarer greb hun sin faders haand og bad, dog uden at forebringe usande grunde, i de meest rørende udtrykke om endnu at forskaane hende for en saadan forbindelse. Greven synes at studse og trængte hæftigere indpaa hende, desto inderligere blev hendes bønner, indtil endelig samtalen; ved det hun besvor ham ikke at gjøre hende ulykkelig, blev alvorligere. Jeg har sagde han, i dag lært at kjende min Angiola fra en side, der fortjente hendes faders vrede, dog vil jeg ikke forstyrre mit eneste barns lykke og forlanger kun endnu en ganske bestemt erklæring, om jeg skal afvise den ædle unge mand, der beder om dig uden alt haab? - ja min dyrebare, min gode fader! raabte hun glad og lagde taknemmenlig sit glødende ansigt til hans bryst. I samme øieblik styrtede den unge greve ind, omfattede hendes knæ og raabte: "Saa ganske uden haab, vil du dog ikke sende mig bort? " - hun hører den velbekjendte stemme, vender sig om, men alting synes at forsvinde for hende, da faderens glædestaarer perler paa hendes kind, og hun føler sig omslynget af dobbelte kjerlighedsarme; endelig strømmer i ædel selvfornægtelse, taknemmelighedens glade følelser gjennem hendes skjønne hjerte. Ikke i den elskedes arme, men til faderens fødder synker hun, som kjerlig og velsignende bøier sig ned over de lykkelige. Endelig river i følelsens storm, den salige den elskede til sig. Men ikke bryst til bryst, ikke hjerte til hjerte! Liv synes nu at sammenkjede sig til liv i denne eneste omarmelse og i et langt glædeskys, sammenfløde deres sjæle for evig i hinanden. Uformærket havde den gamle greve trukken sig tilbage fra den skjønne gruppe og overlod de salige til uforstyrrede at nyde deres lykke, i det han gav os et sagte vink om at træde ind i sideværelset. Just havde gesandten, ikke uden dyb rørelse begyndt paa sin taksigelse, da man meldte Prinds Gravino, som sandsynligviis utaalmodighed, efter at erfare sin skjæbne, drev derhen. Da jeg frygtede den vilde kalabresers vrede, bad jeg ham hurtigst muligt intet at melde om dagens hændelser og tog strax tillige med gesandten afskeed. Denne besluttede fuld af glæde strax at skrive til den bekymrede moder og bad mig, da jeg var nøiere underrettet om alle omstændighederne, at opsætte brevet. Gjerne opfyldte jeg hans forlangende; da en saa behagelig commission ikke kunde være mig andet end velkommen. Under disse arbeider henflød den øvrige deel af dagen, saa at tiden først om aftenen tillod mig at besøge de lykkelige. Den gamle greve havde en endnu tidligere indbydelse kaldt til hoffet; han kunde derfor kun i faae ord meddeele mig en forønsket efterretning. Den stolte prinds havde nemlig uagtet al skaansel, hvormed det blev ham sagt, modtaget sit afslag med den største fortrydelse og var fuld af lidenskabelig forbittrelse, afreist endnu samme time. Jeg blev inderlig glad over at en sag, der kunde havt farlige følger, havde faaet saa godt et udfald og traade i den muntreste stemning ind til de forelskede. Angiola var allerede underrettet af sin elskede greve om mine bestræbelser for dem og traade mig med hjertelighed i møde, dog blev hun snart tvivlsom staaende, thi i den forrige aftens costume stod jeg for hende; men stemmen bragte snart hendes formodninger til vished, hun sagde derfor rødmende, "Saa skal ogsaa jeg i dem gjenfinde min skydsengel. " Hvorledes dyrebare ven, raabte greven, er de virkelig. .. den samme maske afbrød Angiola ham, af hvis ræddende haand, min faders stemme pludselig reev mig. Nu udbrøde begge i den inderligste taksigelse, som jeg søgte at afbryde ved en fremstilling af alle de smaae hændelser, som i gaar lode mig formode, under den gamle tydske malers maske, at finde Grev Hohenfels. Efter at jeg havde fremstillet hiin mærkværdige aftens fordeelagtige begivenheder i et klart lys, tog Angiola ordet og bad mig nu at affordre greven nogle forklaringer over den ubesindigste og mest uoverlagte af alle hendes handlinger. De maae ikke, føiede hun til, betragte en forelsket piges fortvivlelsesfulde skridt med alt for strænge øine. For at give denne for hende piinlige samtale en anden retning, gjentog jeg spøgende, at tilfældet havde gjort mig til hendes ridder, men ikke til hendes dommer og roste derpaa hendes malerisk, skjønne udseende i den spanske Domino med fjederhatten. Denne yttring havde i greven igjen opvakt kunstneren, han ønskede at see den elskede i denne costime og bad hende saalænge indtil hun gav efter for hans ønsker. Medens hun var ude, fortalte greven mig, at Angiola havde været ganske fortvivlet over, at forbindelsen med prindsen inden faa timer skulle foreslaaes hende, hun frygtede ved hendes vægring at paadrage sig faderens vrede, og i det hun føler sit eget jammerfulde lod, seer hun den elskede synke under den skrækkeligste fortvivlelse, da flyver gjennem hendes ophidsede phantasie, tanken at redde sig ved flugten. Men midlerne dertil feile hende; hun iler derfor med dristig bestemthed til spillebordet, og haaber at frarive den foranderlige lykke den forventede skat; men forgiæves, det sidste guldstykke er snart borte. De øvrige ubehagelige hændelser, vedblev greven, er dem bekjendte, kun maa jeg endnu bemærke, at faderens vrede stemme, pludselig fremstillede for hendes martrede sjel, med de gyseligste farver, det urigtige ved en flugt. Til hvilke skridt, svarede jeg, formaaer kjerligheden ikke at forlede en fyrig sicilianerinde, et tydsk fruentimmer ville vist nok i mange henseender forundres over Angiolinas vovestykke, i særdeleshed naar det er hende ubekjendt at det lede spil, udgjør alle neapolitanske damers hovedunderholdning og at de følgelig ere meget øvede deri. Angiola gjentog greven, hader denne jammerlige tidsfordriv, men kan dog ikke altid undgaae at deeltage deri. Indhyllet i en lang domino, det skjønne hoved ombølget af stolte fjædre, traade nu Angiola ind: saaledes raabte den henrykte greve, ja sandelig, saaledes maae jeg male dig, elskede! for i dette billede at have enevigvarende erindring om vore smerter og vore uventede glæder ; rigtig, greve! gjentog jeg, og da det nu engang var i Fortunas uindviede tempel, de første scener forefaldt, som havde en forandring til følge i deres ulykkelige skjebne, saa lad os strax gaae hen og ofre paa den ubestandige gudindes alter en ducat. Som sagt, saa gjort. I særdeles munter stemning ilede vi gjennem vrimmelen og betraade snart den velbekjendte forsal. Angiola var begierlig efter at see den pige hvis venlige snaksomhed første gang havde draget min opmærksomhed hen paa greven. Denne kjendte saavel maleren som mig og kastede forskende blikke paa den lille spanier, der i skalkagtigt lune ligeledes tog sin maske af et øieblik, for at drikke sin limonade. Da pigen fik øie paa det hulde ansigt, vendte hun sig mod mig og hviskede med et betydende sideblik i øret: "En engel i Domino. " Her sluttede baronen brudstykket af sin dagbog og føiede endnu mundtlig til. Ægteskabets lykkelige baand forenede snart begge de elskende, med hvem jeg i faa dage levede i det inderligste venskab, og i hvis selskab jeg tilbragte de skjønnste timer i mit liv. En munter dame i selskabet tog nu ordet og sagde: min kjære baron, skulle vi da saa ganske maatte forlade os paa hiint physonomiske udsagn af limonade-skjænkerinden? De har sagt os saa lidet om deres venindes skjønhed og jeg er en stor elskerinde af slige skildringer. I stedet for alt svar, viiste baronen selskabet en riig med et kostbart malerie prydet tabatiere, da raabte alle eensstemmig: ja sandelig, hun var en engel i Domino! C. Seidel.
|
fiction
|
lovestory
| true
| 2,185
| 3,753
|
1824-05-20
|
C. Seidel
|
Tysk
| 0
|
Engelen i Domino (3 dele)
|
FALSE
|
judge-and-fish
|
judge-and-fish
|
Dommeren og karpen. (oversat af fransk.) En herre fra landet, som holdt en aarlig retsdag paa hans gods, brugte en til dommer, der var prokurator i en naboebye. Da der forefaldt faa sager paa godset, holdt han denne ret kun engang om aaret, og da var det godseierens skik at invitere flere naboer til et middagsmaaltid. Engang hændte det sig, at det indtraf paa en fastedag, og da dommeren ved hans ankomst fandt ingen i retsværelset, gik han meget familiair ned i kjøkkenet for at see hvad der tilberededes for ganen. Da kokken var fraværende havde han tid nok til at undersøge en hver ting; og da han slutteligen kastede sine øine paa et kar fuldt af vand, saae han en stor deel af levende karper deri, et syn, der frembragte hos ham en uendelig fornøielse. Da han fandt, han var allene og tænkte visselig paa næste dag, besluttede han at tage en af dem, i den fulde overbeviisning, at om man skulle savne en, ville ingen falde paa at mistænke ham, efterat han havde gjort dette, puttede han den i sine buxer, da han sluttede sig til, at hans lommer ville være en alt for usikker plads. Efter at han havde gjort dette, gik han tilbage til den sal, hvori selskabet begyndte at forsamle sig; og det hændte sig saaledes, da det var om vinteren, at dommeren var kommen til at sidde lige over for kaminilden, i midten af et talrigt antal af smukke damer. For bedre at skjule hans tyverie, havde han lagt hans frakke over hans beenklæder, karpen begyndte imidlertid strax, da den følte varmen af ilden, at blive noget urolig, hvilken en af damerne lagde mærke til og begyndte at lee noget umaadeligt deraf, i det hun tillige skjulte hendes ansigt med hendes muffe. De andre damer blandt hvilken en almindelig hvisken fandt sted, begyndte strax der paa ogsaa at lee, i det de af og til kastede et stjaalent øiekast til dommerens besjælede buxer, men uden at gjette den egentlige aarsag, der satte dem i en saa mistænkelig bevægelse. Hans velbyrdighed blev i begyndelsen forundret over den ualmindelige lystighed, der herskede blandt damerne, men da han nøiere undersøgte det punct, hvorpaa deres kydske øiekast faldt, ophørte hans forundring. Og dachan ikke var en af dem, der lod sig saa let bringe ud af fatning, sagde han: "Jeg veed meget vel, mine damer, at de leer af mig, og jeg vil derfor strax vise dem aarsagen dertil. " Da nu dommeren virkelig ogsaa gjorde tegn til at ville gjøre alvor deraf, reiste hans skjønne auditorium sig op i største forskrækkelse og bedækkede halvedelen af deres øine med deres lommetørklæder, men dommeren bad dem gandske jovialsk, ikke at blive forskrækket, og tog derpaa karpen fra dens forunderlige opholdsted. "Her mine damer, " raabte han, "er den uskyldige gjenstand for deres skræk, jeg vil vædde, at ingen indbildte sig at det var en fisk. " Mændene beyndte nu ogsaa at lee hjertelig af denne hændelse, og damerne bleve den øvrige deel af dagen vexselviis drillede dermed.
|
fiction
|
comedy
| true
| 508
| 508
|
1824-10-14
| null |
Fransk
| 0
|
Feuilleton judge-and-fish
|
TRUE
|
the-hope
|
the-hope
|
Haabet. (Et fragment.) Livet er et bedragerie, og kun den er den lykkeligste som bedst bliver bedragen! Haab du skulle være himmelens datter? Værde lidendes ledsagerinde? - De ulykkeliges trøster? - Nei, du er dog en bedragerske! Vist nok forstaaer du saa fint at blande dine gifte, - vel smage dine palliativer saa sødt - vel lyder din sladdren saa behagelig for den syges øre; thi derfor er du jo en qvinde; men er du derfor en mindre farlig fiende for vor roe? Hist sidder han den arme trøstesløse, med det stive blik fæstet paa jorden, alle hans planer om tilkommende lykke ere tilintetgjorte, alle de tusende og atter tusende glæder, som i fremtiden smilede ham imøde, ere tilintetgjorte, givne til priis for en uoverskuelig række af navnløse lidelser; ingenstæds findes en udvei! ingenstæds øines trøst eller hjelp. Da bryder et dunkelt skjær gjennem hans celle - han forsøger langsomt at lette sit matte hoved op i veiret; men veemod og kummer trykke det ned igjen! endelig lykkes det ham: og han seer! - (o den ømme, for ham allerede saalænge fremmede glæde gjennemhæver hans hjerte! ) - han seer en række tilkommende glædescener, fremstillede for hans blikke! Billede paa billede flyver forbi hans øie, det ene altid gladere end det andet. Hvilket glimrende, yppigt farvespil; - thi paa at blande farverne forstaaer du dig mesterlig! hvor fine ere ikke coutourerne! - hvilket blændende hold; hvor levende og sandt er ikke alt! Henreven, ude af sig selv, springer han op, hans puls slaaer raskere, hans hjerte banker høit, hans bryst bliver trangere, enhver nærve mere spændt; musklerne i hans ansigt sammentrække sig til en munter latter, han stitrer med begierlige blikke derhen og en glædestaare zittrer i hans øie! Pludselig træder Virkeligheden med hendes alvorlige ansigt dertil, og berører din tryllelygte med sin kobberstav: lyset slukkes og med det forsvinde alle de glade billeder, alle de glimrende farver. Blodet standser i hans aarer, hans nærver slappes; det smil, der oplivede hans ansigt, den glæde, som gjennemhævede hans hjerte, det mod, som bevingede hans puls! Alt, alt forsvinder, og kun taaren bliver tilbage i hans øie! Saa funkler den opgaaende morgensoels diamant i violens bæger. En mængde lysstraaler bryde sig paa det lille omfang af dens overflade og kaste tusende prægtige farver tilbage. - Nu indhyller en taageskye solen, lysstraalerne forsvinde og med den alle dens tusende prægtige farver; Diamanten funkler ikke mere, kun - en stakkels vanddraabe bliver tilbage i violens bæger.
|
fiction
| null | true
| 412
| 412
|
1824-06-17
| null | null | 0
|
Feuilleton the-hope
|
TRUE
|
heinrich-viii
|
heinrich-viii
|
Kort caracteristik af Henrich den VIII konge i Engeland. Denne konges carakteer fortjener at blive skildret af en mesterhaand. Her ere nogle træk af ham. Saasnart som Henrich havde forstødt sin gemalinde Catharina af Arragonien, ægtede han Anna Boleyn; ogsaa af denne skjønhed blev han snart kjed. Hun blev moder til den efterfølgende store Dronning Elisabeth. Anna Boleyn, blev som bekjendt halshugget. Johanne af Seymour indtog igjen hendes sted som dronning. En naturlig død forløste hende fra den ustyrlige Henrich. Han formælede sig derpaa med Prindsesse Anna af Cleve. Men da han ikke fandt hende saa smuk, som man havde afmalet hende, forvandlede hans kjerlighed sig til had og hun blev snart forstødt. Catharina Howard, hertugen af Nordfolks datter blev derpaa hans gemalinde, men omtrent et aar efter formælingen lod han hende, under foregivende af at hun ikke havde været troe nok, halshugge; dog egentlig var Henrich forlibt i Cathrine Parre, en enke af stor skjønhed. Herpaa lod Henrich strax udgaae en befaling, at alle de som vidste og skjulte noget om hans forrige dronnings utroeskab, skulle gjøre sig skyldig i dødsstraf o. s. v. Over denne forordning gjorde sig ikke allene hans undersaattere, men hele Europa lystig. Enken Parre, med hvem Lord Lartiner havde været gift, var en meget klog og dydig dame, hun blev nu, som hans sjette gemalinde ophøiet paa thronen. Da paven ikke ville bevilge hans skilsmisse med hans første gemalinde, adskilte han sig gandske fra den rommerske pavestoel, og lod sig af parlamentet erklære som det eneste overhoved for kirken i hans rige. Han inddrog derpaa alle klostere, hvis skatte vare nødvendige for hans udtømte skatkammer. Han lod 90 collegiebygninger, 2374 kapeller og 110 hospitaler sløife. I denne anledning har man et besynderligt træk af ham: I den hellige Thomas Kirke i Canterbury, som ligeledes blev ødelagt, fandt man en overordentlig stor skat og saamange penge at otte stærke mænd maatte bære dem bort. Henrich lod derfor den hellige Thomas citere for retten, formelig dømte for forræderie, hans been bleve offentlig opbrændte og hans navn udstrøgen blandt helgenenes tal i almanakken og breviariet. Ved alt dette søgte han dog altid at beholde navn af en god katholik. Helgenes tilbedelse blev ikke afskaffet, men blot indskrænket. Han lod oversætte bibelen i det engelske sprog, og forbød under livs straf enhver lægmand at læse den. Han skrev i det latinske sprog en bekjendt bog, og satte ligeledes dødsstraf for den, der anerkjendte pavens overherredømme. Nationen knurrede over saadanne voldsomheder. Men kongen havde de store paa sin side, som han berigede med kløfternes ranede skatte. Pavens tilhængere, og dem, der bekjendte sig til Luthers lære, bleve lige haardt forfulgte af kongen. Som en af den tidsalders anseete lærde mænd, opsatte han selv sin troes-bekjendelse. Men saa villig som hans undersaattere ogsaa vare til at føie sig efter kongens indfald, saa vare de dog ikke altid hurtige nok til at rette sig efter hans egensindighed, thi han forandrede næsten daglig noget i sine troesartikle. Henrich besad en utrolig stolthed, og holdt sig allene for berettiget og klog nok, til at kunne paatrænge den hele nation sin mening, som troeslære. Dog med al sin stolthed disputerede han offentlig og med megen bram mod en stakkels skolemester af London, Johan Lambert, og det fornemmelig om tilstædeværelsen af Christi legeme og blod i sacramentet. Lambert havde opsat noget skriftligt, hvori han nægtede dets tilstædeværelse, og beraabte sig derved paa kongen. Denne lærde opfordring smigrede Henrichs pedanterie alt formeget til at han skulle afslaae den; thi her troede han at have leilighed til offentlig at lægge sin lærdom for dagen. Der blev oprettet sæder i Vestminster hal for tilhørerne og Henrich viste sig med al kongelig pragt paa thronen. En mængde prælater stode paa hans høire side, og de verdslige og andre standspersoner paa venstre. Bag prælaterne og biskopperne, stode rigets retslærde og bag dem den høie adel og hoffolkene. For dette glimrende auditorium fremstillede sig nu den lille skolemester Lambert. Kongen gjorde sig megen umage for at bringe ham i knibe med skolastiske spitsfindigheder, men trods kongens skjeve fornuft-slutninger og uagtet det larmende bifald, som tilskuerne gave kongen, eller meget mere maatte give ham, forblev Lambert dog standhaftig. Kantsleren, nogle erkebisper og 6 biskopper, fortsatte derpaa den lærde strid. Lambert havde i hele 5 timer forsvaret sine sætninger, da han ikke formaaede at anstrænge sin tunge mere; han blev overskregen og bragt til taushed. Efter de mægtigste beviis, som maaskee nogen tunge i verden har været i stand til at fremføre, begyndte kongen igjen striden og spurgte: "om han nu var overbeviist og vilde kalde sine vildfarelser tilbage? " Lambert forblev standhaftig; men for at bevise, at han havde fuldkommen uret, befalede kongen, at man skulle brænde ham ved en langsom ild, som ogsaa tyranens yndlinge med største kunst forstode at udføre. Henrich lod under sin regjering henrette mange af sine undersaattere for vrange troesbegreber. En besynderlig trættesyge i religionssager havde saaledes ophidset gemytterne modhinanden, at næsten alle andre menneskelige følelser bleve undertrykte. Kongen lod engang 3 lærde mænd, som havde erklæret sig for Reformationen, forbrænde tilligemed tre andre pavelige tilhængere. De sidste besværede sig ikke saa meget over noget, som over den skam, at den ild, der skulle forvandle disse kjetteres been til aske, ogsaa skulle fortære deres! Tilsidst skrev Henrich theologiske bøger, hvori han især søgte at indskjærpe sine undersaatter en passiv lydighed. Han døde i sin alders 56 aar efter at have regjeret i 38 aar.
|
fiction
|
bio
| true
| 907
| 907
|
1825-01-21
| null | null | 0
|
Feuilleton heinrich-viii
|
TRUE
|
julie-or-the-reliqs_a
|
julie-or-the-reliqs
|
Julie eller Reliqverne i Dobberan. (Fortælling.) Ret ærgerlig sad jeg i en krog paa gjæstgiverstedet Morianen Schwan i det meklenburgske, tordenregn og storm larmede frygtelig. Udmattet af den hurtige reise og længselsfuld efter snart at naae reisens forønskede maal, sad jeg tankefuld og lod de blaae skyer trække hen forbi mig; da forstyrrede hestetrampen mig i mine søde drømme, døren til gjæsteværelset fløi op og en fremmed i en guulagtig reisekappe med firedobbelt krave paa, styrtede ind. "Lys! " raabte den tykke morianvært i det han bød den fremmede velkommen. "Heste! " raabte den indtrædende. "Da natten bryder ind, ville deres naade gjøre vel i, at hvile nogle timer" bemærkede hiin, i det han bøiede sig forover og dreiede den hvide nathue underdanig mellem hænderne. "Og de, afbrød den gule ham barsk, ville gjøre meget bedre i, at udføre hvad jeg befaler, heste forlanger jeg, og en flaske viin, af bedste slags, og lad mig nu være i roe! " Værten gik brummende ud. Den fremmede kastede den guldbebræmmede skotske hue paa bordet og sig selv i en lænestoel. Vild foer han med udspilede fingre gjennem det bruunlokkede haar, og slog sig fortvivlet for panden, stod op, maalte med lange skridt det ikke alt for store værelse, medens han blandede en mængde narrisk og forvirret tøi sammen. Tydelig forstod jeg følgende apostrophe: "O, ondskabsfulde, lumske skjæbne! o Joseph! o Potiphars qvinde! og jeg dumme, erkedumme, diævel! hvorfor reev jeg bindet fra det lykkelig omtaagede øie? hvorfor skulle egypterens coqvette qvinde sønderrive kjolen paa hiin isralitiske lykkens skjødebarn og hvorfor du Julie, mit elskende ømme hjerte? Det er dit værk satan! Ja den lede satan var det, der i en klokkers skikkelse nærmede sig til mig, for at skille mig ved min himmelske lykke og drage mig ned i smertens og fortvivlelsens helvedes pøl! Julie! braagede, glatte slange! hvorfor er du ikke den lillierene engel, som jeg holdt dig for at være? " Gud veed hvormeget jeg endnu vilde have faaet at høre af dette slags, hvis den med lys indtrædende kjældersvend, ikke havde gjort en ende paa hans besynderlige samtale med sig selv. Men hvor blev jeg ikke forundret, da jeg ved lysets skin, i den naragtige taler gjenkjendte min gamle ungdomsven Fernando. Man kan let forestille sig, at jeg ikke længe forsømte at spørge den gjenfundne hvad de selsomme talemaader, som jeg havde hørt, skulle betyde. Jeg skjulte slet ikke for min ven, at det glædede mig høiligen, at finde ham nu saa temmelig med sin fulde forstands brug, da jeg havde gjort mig alle slags gale forestillinger derom, ved at høre alt det narriske tøi; thi sandelig uden en Oedipus skarpsin, kan dog nogen vanskelig udfinde noget sammenhæng mellem Madamme, Potiphar og en frøken Julie, mellem Josephs sønderrevne kjole og den talendes sønderrevne hjerte. Den forunderlige helgen istemmede paa nye, da jeg slog paa denne stræng en jeremiade over sin grusomme skjebne, og tilføiede adskillige hymner til det qvindelige kjøns roes, som jeg af agtelse for de hulde læserinder ikke vil gjentage. Han sprang paa nye op, saa synes det mig i det mindste, i en forvildet phantasie, over til de disparateste gjenstande og blandede de meest forunderlige ingredienser saa ravgalt blandt hinanden, at det løb mig iiskoldt ned af ryggen og jeg var meget tilbøielig til at tage min ovenfor anførte gunstige dom tilbage. Endelig lagde stormen sig og da uveiret udenfor havde udraset og maanen venlig smilede til os gjennem de adspredte skyer, synes ogsaa Fernando at blive roligere og at gjenfinde den tabte fatning. Han lod paa min bøn de hidskaffede heste igjen sende tilbage, og efter nogle hjertelige drag af viinflasken, havde gjort den af naturen oprigtige Fernando endnu aabenhjertigere, begyndte han omtrent, som følger: Tilgiv min hjertens broder, du som maaskee min skytsgenius sendte mig til trøst, tilgiv, at jeg maa forekomme dig en smule forrykt; men troe mig paa mit ord, hvad der er hændet mig, er af den slags, at det kunne berøve en ærlig mand den smule forstand han har faaet af naturen. Hør mig taalmodig og døm saa selv. Du kjender min underlige gamle, for en 25 aar siden, forlovede han mig, ret som en comediefader, med hans intime ven og krigskammerats datter, der først skulle komme til verden, thi min svigerpapa in spe var den gang, saa vidt mig senere er bleven bekjendt, først brudgom. Denne faderlige aftale, bekymrede jeg mig dog, da den blev mig meddeelt, ikke det ringeste om, thi endnu for faa uger siden, min kjære Heinrich, slog dette hjerte saa roligt, som det maatte have slaaet under den sløikjole, jeg bar, da det behagede min hr. papa at befale over samme. Kjerligheden med dens himmel og helvede, var mig fremmed, Amors magt ansaae jeg for en fabel, kun af bøger og af nogle venners daarskab lærte jeg at kjende den. Ved dette sted paakom mig en hoste, Fernando slog mig godmodig paa ryggen, i den mening at jeg havde faaet en draabe viin i vrangstruben. Vel følte ofte, saa vedblev han, mit fulde hjerte en længsel efter hiin salige følelse, vel troede jeg nu og da, naar jeg kom tilbage fra een eller anden glimrende pige- eller kone-cirkel, at dette eller hiint indtagende Evabarn havde antændt den himmelske funke i mit bryst, men allerede den følgende morgen, følte jeg at indbildningen derom, pigen og kjerligheden var bortsovet. Endelig kom den fastsatte giftermaals termin, jeg skulde til Gellenau, for at lære at kjende og føre frøken Restorf, som min bestemte brud hjem. Ganske rolig modtog jeg min faders befalinger og lovede paa bedste maade at udføre det overdragne ærende. Frøkenen skal være ret smuk, min søn, sagde den gamle herre, i det han velsignede mig, det er altsaa saa meget bedre; thi den behagelige tilgift af de rige gellenanske godser er ikke at foragte. Jeg følte dette selv, og satte mig trøstig i reisevognen, som min godmodige, ømme moder havde forvandlet til en rullende viktualiebod. Efter at jeg havde trukken omkring i Sanden i to dræbende lange dage, saae jeg de hvide huse i Dobberan skinne frem mellem de mørke buske; den blaae søe og aftenrødmens purpurhimmel indsluttede det glimrende landskab i forgyldt ramme. Ganske magelig kunde jeg endnu i dag have naaet Gellenau; men det indtagende badested, smilede mig saa behagelig imøde, at jeg besluttede, at overnatte der. Jeg steeg af i gjæstgivergaarden, hvor man ringede til aftensmaaltidet. Hurtig bragte jeg mit toilet i orden og traaede ind i den herlige spisesal. Der var endnu en plads tilovers ved et af skjænkebordene, som jeg indtog. Jeg følte mig ualmindelig let og vel tilmode ved det solklare skin af de mange lys i det glimrende og dog saa muntre selskab, som sad fortrolig omkring i smaae cirkler. Hvorledes det gik til at jeg den aften var saa særdeles skikket til at modtage ethvert indtryk, enhver følelse, ved jeg ikke, maaskee laae en physisk aarsag til grund, der vel lader sig finde i reisestrabatserne, eller havde virkelig tilfældet ikke samlet her andet end skjønne qvindelige skabninger, nok var det, jeg kunde ikke see mig mæt paa disse muntre glædefunklende pigeøine, som lynede mig imøde. Enhver af disse skinnende meteors truede at blive farlig for min roe og der nedregnede paa mig kolde, uoverbundne, tørre træmand, en hagel af gloende kjerlighedspile. Alle disse pyntelige skabninger droge mig paa en forunderlig maade til sig, alle hyldede jeg paa en gang, og enhver havde jeg kunnet falde om halsen. Medens mine sikkre blikke fløi ustadige omkring, havde jeg overseet det skjønneste, som sad mig ganske nær. Saa gaaer det ofte i verden. Det er ikke muligt, kjære Evard fløitede en nattergalstemme, til en temmelig høi, paa eengelst klædt ung mand, der havde plantet sig hen ved min side, jeg vendte hovedet hen hvor lyden kom fra og saae en engel. Ach! kjære, gode Heinrich, seer du! denne bevægelse var det, som skilte mig med min hele livsroe. Hvad som fortryllede mig et øieblik før, gad jeg ikke mere see paa, alt omkring mig var ligesom nedsjunken til et intet; jeg havde kun øie og sindfor den hulde naboerske, dette indtagende ansigt, disse skielmske, mørke, luende øine, dette glindsende kastaniebrune haar, denne ranke fine nymphevext, en anden kan afmale dig alt dette - jeg, formaaer det ikke, endskjøndt hendes billede, til min ulykke staaer indpræget i dette hjerte med uudslettelige farver, o! først naar dette falder hen i støv og aske, vil dit billede Julie udslettes deraf. o, Joseph! Joseph, o! Jeg besværger dig, faldt jeg Fernando ind i talen, som gjorde mine til igjen at ville lade et dusin intetsigende udraab løbe af stabelen, jeg beder dig, fortsæt rolig din fortælling, at jeg kan dømme i sagen, og selv erfare om din stilling er saa fortvivlet, som du skriger til. Min ven druknede den begyndte klagesang i et glas nierensteiner og fortsatte historiens afbrudte traad saaledes: Den lille hviskede allehaande uforstaaeligt tøi til den mig noget fatale Monsieur Edvard, og den ved siden af hende siddende dame i lyseblaae kjole. Hvorledes mon han nu ogsaa seer ud? sagde hun og loe høit. Jo, nu ganske menneskelig! svarede det fortrædelige menneske med et sideblik paa mig - og fnisningen og hviskningen begyndte paa nye; mig selv halv ubeviist havde jeg hæftet mit blik, paa det kjære hulde væsen, intet træk af det bøielige ansigt undgik mig, jeg synes ligesom at opsluge hende med øinene, da traf hendes flammeblik mig - jeg blev forlegen, meget forlegen, greb efter flasken som stod foran mig for at fylde mit glas og - En pludselig allarm med stolene vognede mig op af mine drømme. Damerne sprang nemlig hurtig op fra deres sæder, for ikke at drukne i det røde hav af viin, som jeg i min adspredelse, udgjød over hele borddugen. Blodet fløi mig op i kinderne og jeg formaaede ikke at fremstamme et eneste ord til undskyldning, hine vare imidlertid leende løbne ud af salen. Denne gang stod det ikke, som ellers i min magt at bortsove min kjerlighedsruus. Nei den kjære gud veed jeg lukkede intet øie; bestandig svævede den fremmedes hulde skikkelse for mig. Tilmed tillod ikke mit slette humeur mig at sove. Jeg skjældte paa mig selv fordi jeg havde baaret mig saa barnagtig og tosset ad. Det første indtryk er ofte det mest afgjørende; men hvad maatte hun vel tænke om mig. Jeg grundede paa et middel til at gjøre mine dumme stræger god igjen, og sætte mig i et fordeelagtig lys for pigen. I en art af delirium henvendte jeg mig med hele samtalen til den skjønne, hun svarede, talen tog en ømmere vending - jeg var lykkelig, den gyldne drøm ville indlulle mig i en sød slummer, da skrækkede igjen pigens lydelige latter mig op, og i fortrukken maske svævede min naboes modbydelige ansigt igjen for mit trætte øie. Dog hvortil de mange ord, kjære Heinrich! det var den uroligste nat i mit liv. Amor og Morpheus bleve dødsfiender, kun hymen formaaer at udsone dem med hinanden. Den følgende morgen havde min Johan sin nød med mig. Jeg skjælte fordi han havde været skjødesløs og ikke lagt puderne tilrette som han pleiede og kaldte ham en næseviis, fordi han spurgde, til hvilken time jeg ville at hestene skulle bestilles. Det ærlige skind taug, tog min frakke ned fra sømmet og i det han tømte lommerne ud, lagde han Børs, lommetørklæde, brevtaske, en fruentimmerhandske og en gaffel paa bordet, saae paa mig, rystede paa hovedet og gik ud for at børste frakken. Graadig faldt jeg hen over handsken, trykte tusinde kysse derpaa; thi hvem kunde den vel tilhøre uden den indtagende naboerske. De røde viinpletter tilkjendegav det noksom: jeg havde i aabenbar forlegenhed stukken den til mig. Med den engelske fortskaftede trefork maatte det vel have samme sammenhæng. Jeg klædte mig paa og maaske med mere ombyggelighed end nogensinde før. Den arme Johan som presiderede ved toilettet, blev igjen dygtig udskjældt; thi han opførte sig ligesaa ubehændig som langsomt. Da halssløifen to gange mislykkedes, bad jeg ham gaae fanden i vold og fuldendte selv det konstige værk. I det jeg lagde frakken i sine tilbørlige folder, kastede jeg et selvtilfreds blik paa mit adoniserede billede i speilet, et andet ud gjennem vinduet og see engang! der vandrede det hulde barn i sneehvid morgennegligé, omgivet af gaarsdagens selskab paa den saakaldte kamp, eller indhegnede eng. I to spring var jeg nede hos hende. Da jeg traaede ud af døren, mødte hendes blik mig, hun stødte paa Edward som ledsagede hende, og talte nogle ord til hendes blaae veninde, som uden tvivl angik mig. Jeg rettede mine skridt mod indgangen af promenaden, ueenig med mig selv, om jeg skulle tale til de fremmede, for at undskylde min ubehændighed i gaar; men mit bryst var saa beklemt og jeg følte tydelig at jeg ikke kunde frembringe et eneste ord. For at faae tid til at fatte mig noget, ville jeg just bøie af til venstre, da Hr. Edward traaede hen til mig og bød mig en venlig god morgen. Tager jeg ikke feil, sagde han, saa var de i gaar aftes mine damers naboe ved bordet. Ja jeg var saa ulykkelig. - Den lille havde just kastet sine øine paa mig og indviklede mig derved i en labyrinth af lykke og ulykke, som jeg aldrig kunde finde ud af. Jeg veed hvad de vil sige, afbrød Edward mig, skaden er ubetydelig. Dog tillad mig først at udbede mig deres navn, mit er Edvard von Sternenthal. Jeg er Frieherre von Tiesenau, svarede jeg - Mine søstre Lucie og Julie vedblev hiin, i det han presenterede mig for dem. "Lucie von Sternenthal afbrød jeg her den fortællende, i det jeg sprang op fra stolen, Lucie var dit hjertes udvalgte? ei da skal du. " Fernando saae forundret paa mig, hvad feiler dig kjære Heinrich, spurgde han. Intet svarede jeg, i det jeg fattede mig igjen, bliv kun ved, alsaa Lucie var det, som havde noget saa forunderlig tiltrækkende for dig. Gud give! svarede min ven, Gud give! at det var hende; thi hun er reen som guld og har tro bevaret hendes uskyld og qvindelige reenhed. Her sammentrak min mund sig uvilkaarlig til latter. Jeg forstaaer og tilgiver, vedblev Fernando dit sceptisk-ironiske ansigt. Du har ret, hun duer ikke, dog hvad Lucie angaaer, hende tør jeg gaae i ilden for, hun bestod sin prøve. Hør nu videre. Samtalen med førnævnte damer, var nu indledet og Julie lagde saamegen aand og sjel paa en saa elskværdig maade, for dagen, at hun fuldkommen retfærdiggjorte min hidendtil paa intet grundede lidenskab. Ogsaa jeg maatte vel have vist mig i et fordeelagtigt lys, thi frøkenen rødmede adskillige gange, en omstændighed, som min egenkjerlighed udlagde paa en smigrende maade. Saaledes blev da bekjendtskabet knyttet og jeg behøver vel ikke at føie til, at jeg med en glødendes kjerligheds hæftighed gjorde mig al umage for at vedligeholde det. Ja, jeg havde fast besluttet, at beleire julies hjerte og erobre det. Men da jeg overtænkte den angrebsplan som jeg vilde følge, faldt mig pludselig min brud, min faders hensigter med mig og bestemmelsen med min reise o. s. v. ind. Retfærdige gud, tænkte jeg hvorledes skulle jeg overvinde alle disse fataliteter. I lystspil og romaner hæves let saadanne forhindringer; men i det virkelige liv falder det vanskeligt. Jeg var færdigt at bryde mit hoved itu, men intet klogt indfald vilde falde mig ind. Endelig troede jeg at have fundet det. Min frøken brud maae give mig kurven, udraabte jeg, det er midlet til at erholde min faders samtykke, til en anden forbindelse. For at udføre denne plan tog jeg mit, min brud tiltænkte og veltrufne miniaturportrait ud af sit futteral, lod min farvelade udpakke og bragte paa min forfængeligheds bekostning et besynderligt kjerligheds offer. Jeg gav min næse en fæl cirkumfler, malede nogle dygtige skatteringer paa den glatte pande, førte begge mundkrogene temmelig indiscret op til begge øren og gav kindet mere udstrækning til næsens uforholdsmæssige længde. Efter at jeg saaledes havde fuldendt mit abeansigt, forfattede jeg et lille brev til min allerkjæreste, som skulle betage hende enhver formodning om, at der maaske kunde boe en skjøn sjel under denne baviansmaske. Medens jeg skrev og forseglede, maatte Johan forskaffe mig et bud til Gellenau. Jeg affærdige selv den bredskuldrede Mercur og aandede friere da han var marscheret af. I den faste, trøstelige overbeviisning at faae et foragteligt svar, begyndte jeg at angribe Julies hjerte. Dog hvortil trætte dig, kjære Heinrich, ved en fortælling om alt det enkelte, hvad jeg foretog mig for at gjøre mig behagelig for pigen og bringe hende til at føle interesse for mig. Mine bestræbelser synes ikke at være forgiæves. To lykkelige uger hengik. Bestandig synes jeg maalet nærmere og stod paa den punkt, hvor man troer at have den søde overbeviisning at være elsket, endskjøndt munden endnu ikke med ord havde bekræftet, hvad hendes blikke og opførsel paa mangfoldige maader forraadte mig. Jeg var Julies bestandige ledsager og intet feilede endnu til min lykke uden hendes tilstaaelse. Men ak! da skulle jeg paa engang vog e af mine behagelige drømme. I gaar aftalede vi med hinanden, at vi ville tage stedets, i mange henseender mærkværdige kirke i øiesyn. Jeg havde lovet at afhænte Sternenthals og længselen maatte have ført mig tidligere til deres huus end man havde ventet mig, nok var det, da jeg kom til døren af det værelse, som damerne beboede, skrallede mig en lydelig, munter latter imøde; tydelig hørte jeg mit navn nævne, derpaa igjen en sagte hvisken og atter igjen en tydelig latter, som aldrig tog ende. Jeg aabnede døren, hurtig skjulte Julie noget glimrende i barmen og Lucie ikke mindre forlegen end hendes søster, kastede et papir blandt end mængde andre som laae foran hende paa bordet. Neppe formaaede Julie at styre sig, tydelig saae jeg den vold, som hun maatte gjøre paa sig for at skjule sin latter. Hendes morgens gewandts tynde musselin forraadte at hun gjemte en medallion paa brystet og en retmæssig mistanke bemægtige sig mit hjerte. Jeg var forraadt, ført bag lyset. Min heede, glødende, oprigtige, ærlige kjærlighed havde kun tjent den forfængelige til tidsfordriv. Samtalen standsede, fruentimmerne vare forlegne og jeg karrig paa ord. Endelig kom Edward og gjorde ved sin nærværelse ende paa min piinlige stilling. Fruentimmerne grebe deres shavls og vi gik til kirken, som jeg paa en anden tid og i en anden stemning ville have betragtet med megen interesse; thi særdeles mærkværdig er den gothiske bygning ved sin romantiske beliggenhed, de svære ranke piller og de mange statuer og malerier, lige ærværdige ved tiden og det øiemed hvortil de ere bestemte, men nu var min tanke ganske sysselsat med det forbandede billede, som hvilede for mine øine ved Julies hjerte. Hendes venlige blik, synes mig at være coqvetterie, hendes spørgsmaal: om der feilede mig noget, løb som spot. (Fortsættes.)
|
fiction
|
lovestory
| true
| 3,138
| 4,271
|
1824-06-24
|
Nr. Tenelli
| null | 1
|
Feuilleton julie-or-the-reliqs_a
|
TRUE
|
julie-or-the-reliqs_b
|
julie-or-the-reliqs
|
Julie eller Reliqverne i Dobberan. (Sluttet.) Klokkeren foreviiste os kirkens mærkværdigheder og forklarede dem paa en ham egen maade. Havde intet vigtigere afholdt mig derfra, ville vist fra begyndelsen af, den tørre, sorte, lille mandsling opvakt min hele opmærksomhed, nu oversaae jeg ham kun; ikke uden gysen tænker jeg tilbage paa denne besynderlige, spøgelseagtige skikkelse. Ja, jeg er tilbøielig til at troe, at satan selv, som en ulv i faareklæder, havde indsneget sig i dette fromme gudshuus, for just der i fredens bolig, hvor lidenskabens stemme tier i menneskets bryst, at kaste den vildeste fortvivlelses ild ind i mit hjerte. Jeg hørte som sagt det meste af den besynderlige Cicerones foredrag; men hvad bekymrede jeg mig nu om Niclot den første, om Albrect den anden og et dusin andre fyrster og fyrstinder, hvis jordiske levninger her hvile i fred. Ligesaa lidet kunde de naive malerier og rimerier, som ere her anbragte, aftvinge mig et smiil. Opløst i kjerlighed og smerte kastedes min sjel omkring paa et stormende hav af tvivl. Den sorte mandsling udpakkede nu kirkens reliqvier og fremviste dem, som sammes sidste og fortrinligste skat. Julie hang ved min arm. Hun trykkede ubemærkt min haand, er de vred, kjære Tiesenau spurgte hyklerinden blidt, i det hun saae op til mig. Julie sukkede jeg, ak! naar jeg blot visste. - - See her er det halve hoved af den vantroe Thomas, sagde den lille sorte mand, i det han foreviste mig en halv hovedskal. Om Julies læber spillede en betydende, undertrykt latter; hun slap min arm for med Lucie at betragte vævningen i Jomfrue Maries natkappe og den serviet som brudgommen i Cana i Galilæa havde benyttet sig af. Men efter at klokkeren meget forsigtig havde indpakket knoglerne af det uskyldige lille barn, som Herrodes lod ombringe i christus-barnets nattøi, drog han ud af en lille æske en skarlagenslap, hvilken han presenterede for mig som det kostbareste i hele samlingen. Det er, sagde han, et stykke af Josephs mantel, som Pontiphars kone reev af ham, da - dog den historie, kjender jo deres velbaarenhed, en overordentlig undergjørende reliqvie, føiede han til, i det han med en ham egen hemligbedsfuld mine betragtede mig. Undergjørende? spurgde jeg og hvilken kraft ligger der da i dette tegn paa qvindelig frækhed? helbreder det maaske syge? Undertiden, svarede han og ville igjen nedpakke kappen. Jeg trængte ind paa ham at han skulle forklare sig tydeligere og da hviskede han til mig, det er en prøvesteen, min ædle herre, en ubedragelig prøvesteen paa qvindelig dyd. Berører en jomfrue reen og skjær - De forstaaer mig, panden med denne hellige levning, saa vil samme vise sig lige uforandret og hvid, men vee! den ulykkelige, hvis hun blot bærer dydens maske; thi et rødt Cains tegn flammer da, ved den mindste berørelse paa hyklerindens ansigt. Disse ord gjorde et undsigeligt indtryk paa mig, om det har været en gud, eller en ond djævel, der talede til mig gjennem klokkerens mund veed jeg ikke, nok er det, en fast troe paa underværkets ubedragelige krav opfyldte min sjel med en helvedes galskab og tilskyndede mig at faae Julie til at gjennemgaae den farlige prøve. Kun med halve ord meddeelte jeg begge damerne hemmeligheden og spøgende opfordrede jeg dem til at forsøge underlappens kraft, jeg narrede dem saalænge med det, indtil at de føiede sig i min villie. Hvor bankede ikke mit hjerte, det bitterste alvor laae skjult under mit spøg. Lucie foer med skarlagenet over den glatte hvide pande, dog ikke den, kun den fine kind rødmede et øieblik. Leende greb Julie den hemmelighedsfulde lap og foer dermed over ansigtet. Retfærdige himmel! med ild og røde flammetræk stod forbrydelsen tegnet paa den afmaskerede forræderindes pande. Den sorte mand slog en lydelig latter op, men jeg greb den kniv hvormed Delila havde raget haaret af Samson og ville jaget den igjennem livet paa den forvorpne, men Sternenthal faldt mig i armene; jeg reev mig løs, løb som en rasende hjem og befalede Johan at pakke ind og følge mig, medens jeg uden ophold kastede mig paa en posthest og - Høist sandsynlig begik en dum, ja ærkedum streg faldt jeg Fernando ind i ordet. Er ogsaa, vedblev jeg, sammenhængen mellem Josephs sønderrevne kjole og dit sønderrevne hjerte bleven mig tydelig, saa er dog meget i din fortælling endnu fabelagtig; thi viid min ven, Lucie Sternenthal har ingen søster og i fortroelighed sagt med prøvestenen angaaende den jomfrulige reenhed maa det nok ikke have gaaet saa ganske rigtig til, thi denne Lucie, hvis pande var saa hvid, er allerede siden 3 maaneder hemmelig viet til mig. Just nu reiser jeg for at afsløre denne hemmelighed, min historie skal jeg siden fortælle dig. Heraf slutter jeg, at naar hiint Cains tegn virkelig brændte paa Julies pande og ikke blot i din egen gale phantasie, er dette endnu intet beviis paa nogen brøde, men taler endnu meget mere for pigen, imod dig, uretfærdige. Tænk paa tyveprøven med den sorte hane og skam dig. Klokkeren, som du holder for djævelen, synes mig snarere at være end lystig skjelm. Just ville jeg tydeligere forklare mig, da lød udenfor et posthorn og min svoger Edward, laae i mine arme. Neppe havde vi buden hinanden velkommen, saa traaede han hen for Fernando, der stirrede dybsindig hen for sig. "Men Tiesenau hvilken dæmon er der faren i dem, " spurgte han ham, "hvad begaaer de for galskaber. " Lad ham være, sagde jeg, den stakkel har just maattet skrifte alting. Men sig mig, hvem spilte din søsters rolle, hvem er Julie? ingen anden svarede Edward, end den, herrens der, i hele 25 aar tiltænkte brud Julie Restorff fra Gellenau, som fandt den, hende ved det faderlige magtsprog bestemte brudgom saa besværlig og modbydelig, at hun ville reise af veien for ham og derfor ledsagede Lucie til badet. Men sin skjebne undgaaer dog jo ingen, den arme Julie forliebede sig i den hidsigkop der, som for at blive frie for den fatale brud, sendte hende en græselig contrafey af sig selv, medens han paa den anden side anvendte alle kunster for at erobre den forhadte elskede. Fernando stod som aldeles tilintetgjort; vi udbrød i en lydelig latter. Jeg hævede Tiesenaus sunkne hoved i veiret: Nu ven, ahner du hvis billede det var, der hvilede ved Julies hjerte? Den angerfulde sank til mit og Edwards bryst. Mon hun tilgiver mig stammede han ganske forsagt. Jeg er befuldmægtiget til at føre synderen tilbage, naar han lover bod og bedring, svarede Sternental komisk-pathetisk. En hjertelig omarmelse var Tiesenaus svar. En time efter sad vi tre i vognen og da morgensolen speilede sig i de klare bølger, hang jeg om halsen paa min kone og Fernando en lykkelig brudom, laae for Julies fødder, som leende og grædende modtog og gjengielte hans eeder om evig kjerlighed. Nr. Tenelli.
|
fiction
|
lovestory
| true
| 1,133
| 4,271
|
1824-07-01
|
Nr. Tenelli
| null | 0
|
Feuilleton julie-or-the-reliqs_b
|
TRUE
|
lovecure_a
|
lovecure
|
Kjerlighedskuren. 1. Balskikke. De unge piger komme nu tildags allevegne til elskere; de gamle derimod sjelnere. De unge, dem føre f. ex. , den kjere papa paa bal. Der ere, som bekjendt ogsaa unge mænd, og da hjerterne, paa baller, hvor alle mennesker pleie at blive varme, ogsaa blive det, saa nærmer man sig der hurtigere hinanden end andensteds. Medens nu den gamle papa fra l'Hombre eller wistbordet af, kaster et blik fra sideværelset af ind i salen og hans datter her giver hendes dandselystne smaa fødder frit løb, veed han intet ord af, at maaskee en af de unge dandsehelte, midt inde i dandsen selv, i begyndelsen har overrumplet pigens hjerte, med blikke og siden med sine talegaver, fuldkommen indtaget det, og det ikke blot for en balnat, nei Gud bevares! for en levetid, ja endog for en heel evighed til. Just saaledes var det gaaet kommerceraad, tobakshandler Rügeleins smukke Constance. 2. Bestemt klokken ti. Og siden efter hjemme hvorledes gik det ikke da først den arme Constance. Det var virkelig heller ikke at undres over: thi hendes nydeligt lille hoved, fuldt af kjerlighed hvori tiden og evigheden var fløiet ind, tillod hende ikke for tummel deri at tillukke et øie den hele øvrige tid af natten og blev først glad da temmelig tidlig kaminflammen knittrede og kaffekopperne klirrede. Paaklædningen skulle da ogsaa saa hurtig som muligt besørges og hulter til bulter maatte det dog ikke gaae dermed. Meget mere skulle der tillige udgrundes hvilken neglige var den smukkeste og meest kunstløse; men en saadan konstløshed, saameget havde Constance allerede ved hendes sextenaarige livspraxis erfaret, udfordrer ofte en forfærdelig anvendelse af tid og kunst, fornemmelig paa de dage, der følge paa saadanne nætter. Den, der fra ung af, ene skulle disponere over Constances tid og evighed; Hr. Henrich Koller havde nemlig paa ballet staaet i en gandske kort afstand fra hende, da hun lydelig nok havde lovet hendes veninde Jutta et besøg om morgenen precise kl. 10. Ham var naturligviis ingen stavelse undgaaet af hvad hun sagde. Hvem kunde derfor vide om han precis klokken ti vilde indfinde sig i nærheden af Juttas vaaning? eller snarere, hvem kunde ikke forudsee dette. Men naar han nu ventede der, ventede forgjæves, blot fordi Constances toilette havde taget formegen tid, hvorledes havde den gode Constance kunde have forsvaret, med hendes ømme samvittighed at lade ham bie? 3. Det feilede endnu! Og just denne morgen mislykkedes alt ved Constances paaklædning. Afskyelig! gandske afskyelig! tilraabte hun den ene gang efter den anden hendes billede i speilet, som hun endnu aldrig havde skjænket saa vedholdende og omhyggelige blikke. Hun skikkede hendes troe hjelperske, tjenestepigen ud for ene at kunde lægge haand derpaa; men det gjorde ikke sagen bedre. Ingen folde paa det sted, ingen lille lok hvor den skulle være og paa den tredie hat hun satte paa, fandtes overalt kanter, som den ikke maatte have ligesaa godt som paa den første og anden, hun havde forsøgt. Hr. Koller undtagen, var hele verden hende imod, en flue paa vægen var hende til besvær. Saagaar det livløse fandt hun barbarisk f. ex sin faders portrait. Endnu alvorligere end sædvanlig, synes det at skue herned paa hende fordi hun denne gang var saalænge om at klæde sig paa. Gud i himmelen! raabte hun da klokken slog ti, og det raabte hun saa høit, at kommerceraaden, der i tredie værelser derfra just veiede ducater ved sin pult, kastede alting og ilede over hals og hoved til, for at see hvad der var tilstødt hans kjere Constance. Det feilede oven i kjøbet endnu, at en skulle komme for at opholde hende, nu da den allerede havde slaaet ti og Hr. Koller unægtelig allerede stod paa sin post. 4. Musikmesteren. Hvorfor skriger du da saa, mit barn? spurgde den deeltagende fader. En haarnaals ondskab blev angivet som aarsag. Hvorhen da saa hurtig Constance? Musikmesteren kommer jo klokken ti! Musikmesteren! raabte Constance blegnende: at det just var en musikdag, havde aldeles ikke faldet hende ind. I dag, sagde hun gandske forsagt, i dag kjære fader, maae jeg virkelig forsømme timen, da jeg har lovet den gode Jutta et besøg. Saa, raabte commerceraaden. Det var mig den rette aarsag! Nei! Nei! saadanne kostbare musiktimer maae ikke forsømmes uden nødvenvendighed. Johan! Hr. Commerceraad! svarede den indtrædende. Gaae engang over hist i hjørnehuset til Frøken Jutta og sig at det gjør min datter meget ondt, at hun ikke kan komme i formiddag. 5. Den grundige undskyldning. Commerceraaden brummede endnu meget, men Constance havde andet at gjøre, end at høre derpaa. Hendes eneste trøst var nu, at hun neppe ville overleve den forherede musiktime; men døde hun, saa var det jo en udmærket grundig undskyldning hos Hr. Koller for at hun ikke kom. Hr. Koller saa kalculerede hun endvidere, døer naturligviis strax af sorg bag efter. Paa megen tid maatte begge rigtignok renuncere, men hvad kunde det skade folk, for hvis kjerlighed en heel evighed stod til reede. Saaledes havde Constance overlagt alt gandske fortræffeligt. Naar det kun ogsaa havde indtruffen; men derimod varede musiktimen selv en evighed, en marterfuld evighed, og da den var forbi, stod tiden desværre endnu i frisk minde for hende og saae den arme Constance ret skadefra op i øinene. Da opsteeg hos hende en let formodning. Men om den kiære endnu ventede, udraabte hun, kastede silkekaaben om sig og ilede hurtig ned af trappen og ud af huset, og see Hr. Koller havde virkelig ikke forladt sin opservationspost. I faae øjeblikke kom nu alt i stand. Glæden paa begge sider, dog alligevel, at have opnaaet deres ønske, tillod dem ikke at tie dermed. 6. Om? og paa hvad. Fra nu af havde Constance hver dag, i det mindste noget i en boutique eller hos en veninde at forrette og hvem der paa alle disse toure blev truffen af hende var Hr. Heinrich Koller. Til lykke fandt kommerceraaden ikke paa, at en pige paa sexten aar allerede ofte er forsigtignok til at tænke paa hendes tilkommende giftermaal. Men til ulykke, maatte Hr. Koller just reise bort paa nogle dage og brevet som traade i hans sted hos Constance, geraadede i kommerceraadens hænder. Af den luende kjerlighedsflamme i dette brev, blev mandens ansigt sat paa en saadan maade i glød, som om han den hele dag havde maattet holde ud ved et høifyrsteligt kjøkkens skorsteen. Hvad er det? spurgde han sin datter, holdende brevet hen for hende. Han ville vide hvem den Heinrich var som havde skrevet under, og da han nu efterhaanden havde faaet piint ud af hende hvorledes en saadan dag var opkommen, saa vilde han ogsaa vide, om og hvorpaa Hr. Koller ville gifte sig med Constance. Vel meente Constance, at en oekonom paa fem og tyve aar, saa smuk som han, vel maatte kunne slaae sig igjennem, det forstaae sig allene; men kommerceraaden som hun troede at beskjemme med at yttre denne mening, sagde, at man af et saadant beviis bedst kunde see at hun endnu var et barn, og børn maatte ikke gifte sig, det var en bekjendt sag. Imidlertid erkyndigede kommerceraaden sig efter den unge herres omstændigheder. Men resultatet var ikke hældigt for Constances planer. I den korte tid, han havde opholdt sig i staden, intet menneske vidste hvorfor, havde han allerede gjort alt for megen gjeld, og var hans nærværende reise ustridig en følge af hans gjeld, thi neppe var han bleven vexelmyndig, saa havde han ogsaa allerede udstedet vexsler for ikke at lade den nye erholdte ret blive ubenyttet, og just disse vexler nødsagede ham til at spille den usynlige. 7. den græsselige skjebne. Iøvrigt var Hr. Kammerraad Rågelein ikke ret vel tilmode ved sagen. Saa lidet han i almindelighed vidste, saa vidste han dog, at naar giftermaalstanker først ere komne i hovedet paa pigerne, saa er det ikke saa let at faae dem uddrevne igjen, uden ved et giftermaal. Hvilken glæde var det derfor ikke for ham, da just Stiftsraad Nenner virkelig anholdt om Constances haand. Constances fortvivlelse var kjempestor, da han meddeelte hende sagen. Tusende piger vilde grebet med begge hænder mod stifsraadens tilbud; thi han var smuk, behagelig og havde tilskrækkelige indkomster til at ernære en temmelig stor familie, men hvem der nu som Constance allerede havde bortskjænket sit hjerte! Trods faderens forbud lod hun uopholdelig afsende en staffet til Hr. Koller, som allerede om morgenen havde notificeret hende sin ankomst ved et ridt (en tour til hest) forbi hendes vindue. Naar Constance tænkte paa hendes faders haardnakkenhed, saa kunde hun ikke forestille sig hendes skjebne græsselig nok. Ja, hvis der havde været noget at foretage sig ved døden! men denne seendrægtige karl, kjendte hun allerede fra den førommeldte musiktime, da hun allerede var fuldkommen marschfærdig ind i evigheden, men hvem som dengang ikke kom var døden og af sig selv at kaste sig den i armene det ville være at være alt for paatrængende og klæder nu engang ikke en smuk pige. 8. Tippo Saib. Nedsjunken i disse mørke tanker stod Constance, paa den tid hendes fader sov middagssøvn, ved den lille havdør som førte ud til frie mark. Det unge græs skjød hyppigt frem. I mængde fremvældede overalt sæd og blomster af jorden. Træernes knoppe ventede kun paa den varme regn, som den skyede himmel allerede forkyndte, for at forvandle sig til sødtduftende blomster, og i luften svævede den muntre lærke og anmeldte huld, at alt hvad der var skjønt vendte tilbage. Constance saae intet af alt dette, aldeles intet. Død og grav var hendes eneste tanke midt i dette nye liv. Da kom til al lykke en sort puddel springende og bragte hende paa andre ideer. Det var den bekjendte Tippo Saib Hr. Kollers livpuddel, der tillige forrettede løbers og heidukkes tjeneste hos ham og aldrig frivillig var at antræffe andensteds end i nærheden af sin herre. Constance saae venlig mod den side Tippo var kommen fra, og see, der var Hr. Koller allerede selv og gjorde hende sin compliment. 9. Han selv. Constance, min dyrebare, eneste Constance! sagde den unge mand, efterat deres første allegro kun alt for snart var overgaaet til det erbarmeligste lamentoso, fat kun mod, fortvivl ikke før tiden. Lad, som de hengiver dem villig i deres hr. faders umenneskelige villie. Ved Tippo Saib! han skal lære at kjende kjerlighedsmagt, hvorpaa han endnu ikke vil troe. Paa mit æresord, jeg kommer engang pludselig som en tyv om natten og bortfører dem af hans huus. Bagporten kjender jeg allerede. Hist er den lille trappe, hvor de fortalte mig nyelig ingen meer kommer. Døren, som er nedenunder behøver de kun om aftenen hemmelig at aabne, saa kommer jeg, klattrer over havemuren og er som en lynild ved hiin dør. Tippo bag efter. Derpaa gaaer det op ad trappen hvor de venter paa mig i deres kaabe. Jeg tager dem under armen og saa gaaer det trallerallera! over alle bjerge. Ak Gud! sukkede den krænkede ærbarhed, hos Constance. Nei! sagde hun, Nei! hun gjorde hendes eneste dyrebare fornuftige forestillinger; men han forkastede dem alle med kjerligheds magt og omstændighederne, og da nu ærbarhedens indvendinger vare tilsidesatte saa kunde alt det øvrige heller ikke holde stik; men Johan, sagde Constance ængstelig, sover jo ovenfor den lille trappe til venstre. Johan, svarede Hr. Koller, det er jo en god gammel karl, som troer paa spøgelser. For at fornøie ham bliver jeg nedenfor trappen endnu en gang saa stor til, som jeg er, ved hjælp af hvide lagener. Og sæt karlen skulle være frietænker og gjøre allarm, nu vel, saa hidser jeg Tippo paa ham og raaber, naar denne har ham ved brystet: muk endnu engang, gamle, hvis du for bestandig vil have mukket af! eller lad heller være at mukke, forhold dig hellere stille som det tilkommer en fornuftig karl, hvem et saadant best har i kløerne, eller - du forstaaer mig! - Saa vil nok, tænker jeg, Johan lade os gaae vor vei, og skriger han ogsaa en tid brand! naar hunden igjen løber bag efter os, saa gjør det intet. Her udenfor staaer min gode hest, derpaa svinger jeg mig, tager min Stance paa og saa gaaer det ud i den vide verden. Og hvad skal vi da fange an? spurgde ikke saadumt, Stance? Men Hr. Koller svarede, da foretage vi os hvad vi ville. Ak, du kjære Gud! jeg hører alt fader, raabte Stance. I et øieblik var Hr. Koller med sin puddel om hjørnet og da commerceraaden kom, sad hans lille datter allerede langt fra døren i en ensom krog af haven og strikkede saa flittig og uden at see op, som om hun allerede havde sat der og strikket et halvt aarhundrede eller i det mindste under den ankommendes middagssøvn. 10. Paa Christi-himmelfartsdag. Nu, sagde commerceraaden i det han blæste sin pibe op, nu vil det snart gaae for sig. Min søster skriver just, at hun har eqviperet dig med alt hvad du behøver som brud. Paa Christi-himmelfartsdag tænker jeg derfor at vi ville høitideligholde forlovelsen. Stance vedblev at strikke uden at see op, dog med en temmelig rolig mine, thi hun tænkte: jeg veed nok hvad jeg veed. Men jo mere hun, da hun igjen blev allene, tænkte paa hvad hun vidste og paa Hr. Kollers plan, desto mere vindig forekom den sidste hende. Ja den kunde saagaar aldeles mislykkes. I hvorvel hendes fader laae saa langt borte fra den gamle Johan, at vel neppe denne kunde skrige ham vaagen, saa gaves der dog endnu en ung stærk gartner, paa hvilken Hr. Koller aldeles ikke synes at have tænkt. Tilmed, sukkede Stance, synes alt ikke at være saa vel overlagt, som for exempel den omstændighed "med den vide verden, og da kunde vi foretage os hvad vi ville. " Alligevel troede hun at burde lade det komme an derpaa. Derfor sørgede hun ogsaa hver aften redelig for, at døren til den hemmelige trappe stod aaben. Men hvad der gjorde hovedet meget varmt paa hende, var, at hun allerede havde holdt det saaledes og luret ovenpaa hele otte dage naar Johan var gaaet til sengs, og det bevidste gespenst udeblev dog altid. Hun gjorde sig tusinde slags tanker derom. Man kunde umulig have begrebet det, thi saa ville hun ikke have staaet sig saa godt hos papa. Men om den eneste var bleven utroe, var bleven en meeneder? Den gode Stance vidste ingen ende paa hendes angest og bedrøvelse, da endelig Christi-himmelfartsdag brød frem, ak! hun følte sig aldeles ikke som om hun skulle fare til himmels. 11. Selskabs-cavalieren. Med Hr. Kollers udeblivelse gik det gandske naturligt til. Just den anden aften efter deres middagssamtale, da han var i færd med at sætte sine spøgelse-aperater i stand, bankede det paa en gang saa stærkt paa hans dør, at spøgelsemageren næsten selv var bleven bange for spøgelser. Men hans forskrækkelse gik over til virkelig frygt, da en lille artig mand aabnede døren og paa spørgsmaalet, om det var tilladt at træde ind, uden at oppebie svaret virkelig traade gandske nær hen til ham, foreviste ham en vexsel og bad, i det han trak paa skuldren om et lille enten - eller! Da nu vexsel udstæderens, fuldkommen sprængte kasse ikke tillod dette Enten, saa traade hiint Eller ind i en vel conditionert retsbetjents skikkelse. Den hele lange tid fra da af indtil Christi-himmelfartsdag, havde nu Hr. Koller havt en saadan selskabscavaleer paa salen hos sig, uden endog engang at kunne finde en sikkert maade til at faae et brev practiceret i Stances hænder. Thi paa huusværtens folk kunde man ikke forlade sig, da hans insolvente tilstand havde gjort dem alle meget haardhjertede mod ham. 12. Brevet. Paa Christihimmelfartsdag ved bordet, geraadede til al lykke Stance i hendes fortvivlelse paa den tanke, uden sikkert sendebud, at sende et brev ud paa lykke og fromme. Gartnerens pige hvoraf hun betjente sig var visselig-intet mindre end i rye for at være slue. Imidlertid lykkedes det, brevet kom virkelig i den elskedes hænder. Stance sagde ham deri, at hun vidste ikke det mindste hvordan hun var faren, og besvor Hr. Koller ved hans kjerlighed, hvis denne, da han i saa lang tid intet tegn havde givet fra sig paa at han levede, virkelig endnu skulle existere, at fremstille sig om aftenen paa slaget syv ved den bagre havedør. Hendes fader havde nemlig bestemt høitideligheden i anledning af hendes forlovelse med Stifsraad Nenner paa denne aften. 13. Den betænkelige tilstand. Forlovelsesfesten! raabte arrestanten med en saa forfærdelig stemme at retsbetjenten traade hurtig ind fra salen og spurgte hvad han havde at befale. Jeg befaler, var svaret, at han strax paa stedet lader hente Hr. Actuarius. Der ere forefaldne ting, ting, som kunde gjøre mig rasende, hvis jeg ikke allerede var det. Kort ven, denne Herr Actuarius maa umage sig herhen. Retsbetjenten stirrede en stund paa den mund som frembragte saadanne forunderlige talemaader. Gjør han anstalt, eller - - ! raabte Hr. Koller og retsbetjenten skyndte sig baglænds ud, i det han greb for sig med begge hænder. Han raabte ogsaa ængstelig paa en nede i gaarden for at hente actuarius derhid. Denne forholdsregel synes ham at være meget nødvendig da een bevogter for en saadan arrestant synes ham at være for lidet. Hjertet paa manden i salen, bankede immer stærkere. Mandens trin i kammeret blev nemlig ved hvert minut hæftigere, saa at hiin hvert øjeblik tænkte, nu river han vist døren op og griber dig i struben. 14. Det gaaer ikke an. Vexselskyldnerens tiltagende hæftighed reiste sig blot af at han ved nærmere overlæg ikke vidste hvad han skulle begynde med den fremstævnede actuarius. I frihed maatte Hr. Koller komme, for at kunne forhindre forlovelsen. Derfor ville han have actuariusen fat, men hvorledes skal jeg faae ham overtalt dertil, spurgde han? Med fornuftige forestillinger? Nei det gaaer ikke an. Det kan man kalde at kaste perler for sviin. Men endelig raabte han dog. Nu, ja nu har jeg det. Derved jublede han: saa tydelig, at retsbetjenten allerede tog fat i klinken paa trappedøren for endnu i tide at kunde rædde sig ved hælene. Thi sagde han, en retsbetjent er her til lands allerede for en saa liden løn plaget nok, han behøver oven i kjøbet ikke at udsætte sig for en rasendes bid. 15. De tre grunde. Et frydeskrig hvori nu arrestanten udbrød, gjorde retsbetjenten endnu mere bange; men det var blot et udbrud af glæde hos Hr. Koller over den just udfundne plan, hvorved han haabede at blive frie. Han byggede sin plan fornemmelig paa tre grunde. Den første var, at actuariussen, som han tilfældigviis da han blev arresteret, opdagede ikke forstod fransk; den anden grund var just den derværende franske besætning og den tredie var den overordentlige sorgløse maade hvorpaa actuariussen klædte sig. Sagen gaaer an, den maae gaae an! raabte arrestanten i det han sprang op. Derpaa tog han et rødt baand, som et medlem af æreslegionen for nogle uger, sandsynligviis havde forglemt, og bandt det i sit knaphul. (Fortsat.)
|
fiction
|
lovestory
| true
| 3,143
| 5,393
|
1824-12-10
|
Fr. Laun (Friedrich August Schulze)
|
Tysk
| 1
|
Feuilleton lovecure_a
|
TRUE
|
lovecure_b
|
lovecure
|
Kjerlighedskuren. (Sluttet.) 16. Excursionen. Hr. Actuarius, sagde han til denne, der strax derpaa traade ind med en vigtig mine, pralerie er som bekjendt ikke min sag. Dog maae jeg gjøre dem opmærksom paa, at jeg endnu besidder anseelige venner. Just i dette øieblik er jeg, ved en fransk, overmaade smigrende skrivelse bleven tilsendt denne orden med anmodning om at indfinde mig personlig hos den herværende kommandant. De kan let forestille dem hvor ubehagelig det maatte være mig, skriftlig angivne den egentlige forhindring. Actuariussen yttrede nogen betænkning desangaaende, fornemmelig fordi maaske kommandanten med et magtsprog kunde komme retten i veien. Fy! Hr. Actuarius, sagde Hr. Koller, skam dem over at tiltroe en mand, som den herværende kommandant saadant noget som man endnu ikke kan beskylde for noget indgreb i vore love. De vil ogsaa selv skaffe dem mine creditorers bebreidelser paa halsen, hvis de vil nægte mig denne bøn, da min gang derhen tillige gjør mig frie for gjælden, da der just hos kommandanten venter mig en tre gange saa stor summa som den, hvorfor jeg her er arresteret. Efter flere lignende forestillinger og en skriftlig æresforsikkring, at han selv, om kommandanten, for at begunstige ham, villegjøre et indgreb i hans creditorers vexelret, paa ingen maade skulle benytte samme, lod actuariussen sig endelig den foreslagne excursion gefalde. Dog gav han, i det han gik bort den forundrede retsbetjent et vink, at han endnu maatte forblive der, for i tilfælde ikke betaling paafulgte, strax igjen at fastholde arrestanten. 17. Krigslist. Ved et stort huus, som ved en stor rummelig gaardsplads førte fra en gade til den anden, sagde vexselskyldneren til sin ledsager, som havde øinene overalt, lad os benytte os af denne gjennemgang Hr. Actuarius. Nu kom det an paa, om den kollerske plan ville lykkes eller skulle strande. I det huus han gik igjennem, vidste nemlig den fangne, at der boede en general, for hvis dør en skildvagt stod. Paa denne gik nu Hr. Koller løs og den forsigtige actuarius fulgte ham skridt for skridt. Kammerat! saaledes tiltalede vexselskyldneren skildvagten paa fransk i en fortrydelig tone, sæt dog engang denne byrdefulde betler fast, som forfølger mig. Det er politiesag, kammerat! Ved dette, af det røde baand i knaphullet vel understyttede ord, befalede soldaten den virkelig fattigt antrukne actuarius, at blive, og holdt med magt den bestyrtede tilbage, der af mangel paa kundskab i det franske sprog ikke kunde gjøre sig forstaaelig, medens Hr. Koller, heel vel tilmode over den igjen erholdte frihed, spadserede ud gjennem den anden udgangs port til den bekjendte havedør. 18. Beraadslaaelsen. Alting som efter bestemmelse. Just da kl. slog 7, indtraf Hr. Koller paa det bestemte sted. Stance kom strax derefter. Han blev forskrækket over hendes liigblege ansigt, og sagde: Min Gud, kjære Stance, hvorfor da saa sørgmødig, hvortil skulle disse taarer, vi ere hos hinanden, hvad kunne vi mere forlange? Kom de, kom de. Hvorhen da? Hvor det træffer kjære Stance. Verden er forskrækelig stor. Men hvor langt ville vi komme? tilmed om dagen, og omtrænt om et par timer skal forlovelsen gaae for sig. Snart bliver jeg bevogtet fra alle sider og i morgen tidlig maae jeg reise med fader og den saakaldte brudgom ud paa hans gods. Der skal om faae dage brylluppet være. Fordømte forholdsregler! raabte Hr. Koller, og nu fandt man paa engang at man havde forsømt tiden for lutter overveielser, thi Constances fader og brudgom tilligemed en herre og en dame kom just spadserende opad den store brede, med nye kiissand bestrøede vei til haveporten. 19. Comediens begyndelse. Forbandet! raabte Herr Koller, og Stance vilde falde i afmagt. Men dette tillod han aldeles ikke; Nei Gud bevares, sagde han, løbe maae de, løbe dygtig for mig; thi jeg løber efter dem og de lader blot som om de flygtede for et beruset menneske i deres faders arme. Jeg seer vel, at vi maae sætte imod comedien med deres saakaldte forlovelse, en anden comedie. Nu skynd dem, skynd dem, jeg skal nok tumle bag efter. Ak, et beskjenket menneske, raabte Stance, som bifaldt planen og løb de just ankommende imøde. Hr. Koller tumlede sig lystig bag efter. Mine herrer og damer, tilraabte han de forundrede i en berusets tone, de see mig saa festlige ud og hvor der gives en fest, der er jeg gjerne ogsaa. Beskyt mig, jeg beder dem mod denne frøken, som vil nægte mig adgang hertil. Med disse ord satte han sig ned paa en af de mellemste stole som tjeneren just nyelig havde sat sammen i lindegangen for gjesterne. Tag de plads mine skjønne damer. Ogsaa de mine herrer! uden videre omstændigheder. Min rang maae ikke genere dem, hvad kan de for, at jeg er marskalk. Og om jeg ogsaa sætter hovedet lidt tilrette paa den herværende kommandant, saa bliver derfor intet haar krummet paa eder. Det gjør mig ellers ondt for den mand. Det dinér som han gav mig i dag var kosteligt! men de herværende indvaanere blive ikke nok skaanede af ham, og det vil keiseren dog frem for alt! Apropos Johann, eller hvad han hedder, lad os faae theen frem. Lure vi ikke alle derpaa? men god thee, karl, eller det gaaer ham ikke godt. 20. Comediens Fortsættelse. Kommerceraaden, der saavelsom de andre troede i denne gjæst at see en noget exalteret marskalk, gav tjeneren et vink at skaffe theen frem og forsikkrede den foresiilte beskjænkede med selvtilfredshed, at han ville være tilfreds med hans ægte karavanthe. Saa beruset som manden ogsaa var, følte dog verten sig beæret med hans nærværelse, ja da han for kort tid siden havde afsluttet en handel med kommandanten om leveranser til armeen og ikke var tilfreds med ham, ansaae han saagaar dette bekjendtskab for en stor lykke. Da man efterat havde drukket the, gik ud at spadsere, holdt faderen en dygtig straffepræken for Stance over at hun endnu bestandig søgte at undvige en, den gang saa vigtig og trods sin drukkenskab meget agtværdig herre, og tvang hende ordentlig til at modtage den arm, som den falske marskalk bød hende. Da han endelig havde bragt hende dertil, blev hun paa en gang som det synes, overordentlig lydig. 21. Enden paa comedien. I dette øieblik bortdrog nogle knaldfidibusser, som Herr Koller tilfældigviis havde hos sig og uformærket anbragte, den almindelige opmærksomhed fra parken. Alle brøde deres hoveder om hovedsagen, og beskaffenheden med disse knald. Under uroligheden, herover havde de elskende benyttet denne omstændighed og mørket, til at forsvinde af haven. Men neppe havde Stance, glædet sig over at være kommen lykkelig bort og havde gaaet nogle skridt, førend ogsaa den strafværdige handling med sin hele vægt vilde sønderknuse hende, og Hr. Koller med al sin letsindighed vidste ikke hvorledes han skulle bære sig ad med hende og hendes betænkeligheder. Men hvorhen nu? spurgte hun. For det første, svarede han, som er dig bekjendt over alle bjerge. Siden ville vi vel see hvor vi komme hen. Men Stance var ikke tilfreds med dette svar, hun gjorde meget mere den ene indvending derimod efter den anden. Aldrig saa snart havde han gjendreven den ene, saa bragte hun atter en nye for dagen. Derved blev tingen saalænge forhalet paa denne side af bjergene, at paa en gang fra alle kanter frembrøde franske gensd'armeer, to af disse førte Hr. Koller med magt derfra og gjennem haven tilbage i kommerceraadens huus, hvor han i et tobaks-magazin fik et fast, men ikke meget behageligt qvarteer. 22. Den interessante samtale. Om morgenen efter denne høist fortrædelige nat, traade en fornem fransk officeer, en overordentlig stræng og alvorlig mand ind i magazinet. Han gjorde ham nogle spørgsmaale, angaaende hvad forretninger han havde med den franske commandant, om hans orden o. s. v. Da desuden alt ved actuariussens udsagn var bekjendt, saa kunde Hr. Koller intet nægte og søgte derfor kun at give sagen et blidere anstrøg. Brummende forlod officeren ham og i hele otte dage spurgte intet menneske efter ham uden den soldat som skulle sørge for hans forstegning. Foruden dette lod ogsaa denne, den selskaelige underholdning være sig angelegen. Men de dertil valgte gjenstande hørte, om ogsaa til det interessante, saa dog ikke til de behageligste. Næsten altid naar han kom, pleiede han nemlig at meddele ham hvor hyppigt misbrug af ordener og andre ting, som han kunde have gjort sig skyldig i, havde foranlediget en dødsdom; men derhos trøstede han ham ogsaa sædvanlig med; at der gaves exellente skytter ved armeekorpset og Hr. Koller kunde gratulere sig selv med at blive skudt af deres hænder. Saa høit som den fangne ogsaa i begyndelsen havde glædet sig over, i det mindste at finde et menneske, som han kunde tale med, lige saa høit begyndte han snart igjen at ønske denne selskabsbroder pokker i vold, der altid søgte at lede samtalen hen paa hans nær forestaaende død. En aften blev endelig den indløbne dom bekjendtgjort for ham. Livet blev ham af allerhøiste naade skjænket og straffen forandret til tyveaarigt arbeide paa galeierne. Tidlig den følgende dags morgen skulle han allerede afreise til Brest. 23. Formelig afstaaelse. Hele natten over, havde han tid nok til at overlægge hvormeget bedre han havde kundet anvende de næstfølgende tyve aar, end paa galejerne. Da havde han vistnok ikke villet fulgt sin grændseløse letsindighed, som før. Fuld af anger og sønderknuselse skrev han nu et brev til sin fader og bad, da man var færdig dermed, at man dog ville tilsende ham dette. En halv time efter at han havde afgivet brevet, blev magazinet aabnet og isteden for soldaterne, som han havde ventet for at afhente ham, traade hans fader oeconomieraaden selv ind. Ingen bebreidelser, begyndte han da sønnen trykkede faderens haand angerfuld til sit hjerte. Dit brev er allerede i mine hænder. Du har derved forekommet de bebreidelser, som jeg kunne have at gjøre dig. Dog endnu et ord i fortrolighed! Jeg troer din dom kunde blive meget formildet, naar du skriftlig ville afstaae Frøken Rågeleins haand. Er det muligt? raabte den skyldige og udfærdigede strax den kraftigste afstaaelse paa Constances haand og hjerte for tid og evighed. 24. Opklarelse. Efter denne forskrivning, sagde oeconomieraaden leende, efter denne haaber jeg alt. O! min fader, raabte den trøstede, hvor lykkelig er jeg først at meddeles dette haab gjennem deres mund: Men sig mig nu ogsaa hvem der bringer dem herhen i mit fængsel? Alt dette, svarede han gaaer gandske naturligt til. Et gods i omegnen af denne stad som jeg har kjøbt, var aarsag i at jeg kom hertil og maatte affinde mig med den franske commandant. Da actuariussen som du havde spillet den fordømte streg blev bragt til ham, var jeg just hos ham. Jeg ville have glædet mig meget over igjen at være kommen paa spor efter dig landløber, som jeg længe forgjæves har søgt at finde, havde det fordømte misbrug med den orden ikke været. Men paa min forestilling, at du nok skulle blive afstraffet derfor, undertrykte commandanten sagen. Et brev fra Frøken Ragelein, som du havde efterladt i dit logie, gav mig efterretning om hvor du var at finde. Jeg ilede til bagdøren til den Rågeleinske have og fik virkelig øie paa dig inde i samme. Nu bleve vagterne udstillede, som commandanten havde overladt til min disposttion; thi det faldt mig strax ind at det løb ud paa en bortførelse. Medens jeg nu aftalte sagen med commerceraaden, blev du bragt herhid, og din elskede blev bortviist til haven. Den her i huset indqvarterede stabsofficeer, var let at bevæge til at gaae ind i min plan og nu er jeg da endelig her for at sige dig, at alt dette kun er hændet dig for engang at bringe dig til sandheds-erkjendelse om, hvorhen et letsindigt liv, som det du hidentil har ført, kunde føre dig. Du er frie! og som jeg vil haabe, indseer du, at min kuur vel var noget haard, men i sammenligning med den megen kummer din letsindighed allerede har foraarsaget mig, har den vist ikke været alt for haard. Og Stance? raabte den overvættes glade, hvad er der bleven af hende? Hun har efter tilbagekomsten fra haven, affecteret en sygdom for at undgaae forlovelsen med Stifsraad Nenner. Men en uges nøie forvaring, i hvilke uforsigtigheden af hendes projecterede flugt, bestandig er bleven hende klarere, har været indledningen til en skriftlig afstaaelse, der saa temmelig ligner din. Her er documentet. Eders evige kjerlighed bleve I saaledes lykkelig kurerede for, og at din opførsel for fremtiden ikke mere behøver en kuur af en saadan slags, det troer jeg at kunne haabe af din forstand. 25. Naar enden er god saa er alting godt. Dette haab var ikke forgjæves. Heinrich havde lært at indsee, at der i længden, af letsindighed ikke kommer andet end ulykke. Han opofrede sig derpaa til landvæsenet, som han fra grunden af forstod, saa meget des ivrigere som hans fader lod ham indskrive for det, i denne stads omegn kjøbte gods. Da han to aar derefter paa en maade, der var overeensstemmende med dyd og sædeligheds love, tilfældigviis forbandt sig med en beslægtet af Commerceraad Rågelein, var Stance og hendes mand ogsaa blandt bryllupsgjæsterne. Hun og brudgommen morede sig megen over nødvendigheden og evigheden af deres forrige kjerlighed og over den besynderlige; men i det mindste hvad dem angik, ret probat fundne kuur for samme. De kunne saameget desto hjerteligere lee ad det, da Stance i hendes ægteskab med stiftsraaden var meget lykkelig, og den, for sin letsind gandske helbredede Heinrich ligeledes havde den bedste udsigt til, ved dens haand, som var bleven ham tilkjendt ved alteret, at see en skjøn fremtid imøde. Fr. Laun.
|
fiction
|
lovestory
| true
| 2,250
| 5,393
|
1824-12-17
|
Fr. Laun (Friedrich August Schulze)
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton lovecure_b
|
TRUE
|
king-adolf-1632
|
king-adolf-1632
|
Den ædle Kong Gustav Adolph i Landshut. Da denne svendske konge i aaret 1632 trængte seierig frem fra Overrhinen gjennem Schwaben og Bayern, saae man store forandringer imøde. Efter at hertugdømmet Würtemberg var blevet befriet fra det trykkende keiserlige aag, traf Gustav Adolph alle anstalter til at trænge ind i Bayern. Staden Donanwerths hurtige indtagelse aabnede for ham det hele land paa hiinside af Donau og synes at været et lykkeligt forvarsel for hans foretagendes heldige udfald; men overgangen over Lechfloden blev gjort ham stridig af Tilly og Hertugen af Bajern Maximilian. Alle broer over denne flod vare sløifede og de ved breden liggende stæder indtil Augsburg, besatte. Gustav leirede sig nu ved Norheim ligeover for de Sachsiske Forskandsninger, lod Batterier opkaste, besætte med 72 Kanoner og under Ilden slaae en Broe. Den kom i Stand, de Svendske gik over Lech og denne frie Rigsstad maatte overgive sig og hylde Kongen. Gustav Adolph trængte nu dybere ind i Bayern. Staden og Slottet Landshut overgav sig. Ved hans Indtog ville Adelen, Geistligheden og Magistraten kaste sig paa Knæ for ham, han tillod det ikke, men sagde, "staaer op og tilbeder Gud" - Kongen gjorde Indvaanerne Bebreidelser for den grusomme Behandling som de Bayerske Soldater havde udøvet mod hans Foruemmelig var han opbragt mod deres Fyrsterog erklærede Borgermesteren at deres Stad skulle bøde for Fyrsternes Skyld. Med den tanke at herje og tilintetgjøre Landshut med ild og sværd reed han med dybt alvor i miner og ansigtstræk, overlæggende og kjæmpende med sig selv, ned ad gaden til det fyrstelige slot, steeg af hesten og besaae den indre deel af samme. Hans stormende vrede, synet af de om naade og skaansel anraabende indvaanere, den virkning det gjorde paa hans store kongelige hjerte, vare ikke, uden al sandsynlighed aarsag i, at han, i det han gik gjennem slottets gemakker, faldt i afmagt. Da han, var kommen sig igjen steeg han til hest og reed med største hurtighed til den port, gjennem hvilken han var indkommen. Pludselig reiste sig en storm, blinkende lynstraaler, og hæftige tordenslag bragte Gustav Adolph, som allerede maatte have anseet besvimmelsen som et slemt forvarsel, endnu mere ud af fatning, og saaledes forlod han Landshut med tilgivende mine og den faste beslutning, ikke meere at sætte sin fod i denne stad. Om imidlertid Gustav Adolph uden hiin tilstødende tilfælde, havde hævnet sig paa en saa barbarisk maade, som han truede med? - Det er meget at tvivle paa.
|
fiction
|
bio
| true
| 407
| 407
|
1824-05-20
| null | null | 0
|
Feuilleton king-adolf-1632
|
TRUE
|
lord-amhersts_a
|
lord-amhersts
|
Lord Amhersts reise til China. Lorden seilede fra Porsmouth den 9de februar 1816 paa en ambassade til hoffet i Petin, paa den engelske fregat Alceste, Kaptain Murray Maxwele. Med denne fulgte krigsbriggen Lyra, Kaptain Basil Hall, indianerne: Kaptain Hewit og Kaptain Campbell. Hans høihed anløb Madeira, Rio Janeiro, det gode haabs forbjerg og Batavia. Reisen gik overordentlig hurtig, skibene seilede 14, 008 (engelske mile) i mindre end 92 dage. I begyndelsen af juli ankom ambassaden til den chinesiske kyst og begav sig op af den gule søe. Den 9de august steeg den i land i bugten af Pe-chili, som ikke ligger langt fra hovedstaden, mandarinerne anvendte alle mulige overtalelser for at bevæge hans exellence til at underkaste sig den tartariske ceremonie Ka-tan, men som han afslog, men tilbød derimod at vise et hvert tegn paa ærbødighed, som var overeensstemmende med hans konges og nationens ære. Denne nedværdigende ceremonie at knæle og slaae hovedet ni gange mod jorden (den ordrette oversættelse af det chinesiske) forlanges blot af alle skatskyldige kongers gesandtere, (hvilke alle konger uden forskjel kaldes, naar de komme frem for keiseren og naar fødemidler blive sendt dem fra hans bord og dette beqvemmede ogsaa virkelig hollænderne sig til 1795. Chineserne vare af meget begribelige aarsager særdeles ændstelige for at see denne ceremonie opfyldt af en brittisk gesandt; trudsler, smigrerier og usandheder, bleve derfor anvendte i overflødighed for at bevæge lorden dertil - men alt forgjeves. En meget forunderlig scene fandt sted i palladset Yeuen Min-Yeuen, der tillige med andre særegne omstændigheder ved afreisen fra China og fire maaneders reise gjennem dette keiserdømme snart kommer i trykken. Keiseren var en mand af meget hæftigt og egensindigt temperament, der blev forøget ved den vane at være bestandig beruset, dog synes han i sine koldere øieblikke at være bange for følgerne af den stødende maade, hvorpaa han afskedigede ambassadeuren, hvilket sees deraf, at han sendte et bud efter dem, for at anmode lorden om, at lade vexle nogle foræringer, og for at udtrykke hans tilfredshed med den respectfulde opførsel kongen af Engeland havde viist, ved at sende et gesandtskab saa langt hen for at bevise ham sin hyldning, og lagde feilen for det heles uhældige udfald paa ambassadeurens umandige opførsel, som havde nægtet at slaae mod jorden med sit hoved, hvilket havde været hans pligt at gjøre, i følge almindelige høfligheds regler. (Fortsættes.)
|
fiction
|
travellogue
| true
| 391
| 1,363
|
1825-02-25
| null |
Engelsk?
| 1
|
Feuilleton lord-amhersts_a
|
TRUE
|
lord-amhersts_b
|
lord-amhersts
|
Lord Amhersts reise til China. (Sluttet.) Man beviste ambassaden paa touren gjennem China den største ærbødighed. Skibene Alceste og Lyra, vare efterat have sat gesandtskabet i land, beskjæftigede med opmaalinger; den første i bugten af Leatori og paa kysten af Corea, den anden paa den sydvestlige kyst af denne havbugt. Skibet Alcestes undersøgelser naaede lige til der, hvor den chinesiske muur forener sig med havet, man kunde see den fra skibet af. Begge skibe samledes ved Che-a-Tou eller Ze-a_tou øerne i det chinesiske tartarie mange nyttige hydrographiske efterretninger, berigtiges derved, og mange feil bleve rettede. Ved at styre langs den coreiske kyst fandtes de forrige geografiske beskrivelser at være aldeles defective og et archipilagus af øer, som man hidtil ikke viste existerede, bleve opdagede. Mange fik bestemte navne og nøiagtige kaarter bleve gjorte over det heles beliggenhed. Skibene seilede derpaa ned paa den sydlige kyst af Japan og ankom til Licon Kicon øerne. Herved erholdt man atter flere hydrographiske kundskaber og et fortroeligt bekjendtskab blev sluttet med de indfødte, som man hidentil kun har kjendt lidet til, og som selv næsten ikke havde mindste kundskab til den øvrige deel af verden. Paa Grand. Leuchen, den fornemste øe i dette kongerige, bleve skibene igjen istandsatte, blandt en race mennesker, lige saa udmærkede for deres lave natur, som for deres ualmindelige caracteer. De see ud til at være af en gammel og dannet menneskerace, besidde meget af deres naboers japanesernes og chinesernes stærke, medfødte mistænkelighed og tilbageholdenhed; men ved nærmere bekjendtskab, finder man det at være et interessant folk, i den høieste grad artigt og gjestfrit; efter et ophold af sex uger skildtes de ad med tydelige tegn paa gjensidig sorg. Vi have hørt fra en sikker haand, at Kaptain Basil Hall (paa Lyra) vil meddele publikum en beskrivelse over disse øer og deres beboere, saavelsom ogsaa over de videnskabelige gjenstande han har forefunden paa denne reise, hvilket vil blive forsynet med de fornødne kaarter og tegninger. Skibene Alceste og Lyra ankom til mundingen af Tigris i november og bleve meget uartigen behandlede af vicekongen i Canton, som nægtede skibene pas for at seile op ad floden, hvilket man havde tilstaaet skibet Leon i en lignende anledning, og forsøgte tilmed at afskjære tilførselen af frisk vand og levnetsmidler, som de blot kunne stjæle sig til at faae ombord om aftenen, flere fornærmelser bevistes dem. Kaptain Maxwell, som overveiede at flagets ære maatte lide under, naar man lod sig alting gefalde, besluttede at seile op uden pas. Mandarinerne lode forterne ved Tigris munding stærk bemande (de havde 110 kanoner), sendte ud en baad da skibene nærmede sig, og sagde, at de ville skyde dem i sænk; hvis de forsøgte paa at trænge sig igjennem. Men de vedbleve at seile op, hvorpaa de begyndte en varm ild fra deres batterier og krigsgalleier, der strax blev besvaret af Alceste, som da den var kommen en af deres største forter paa pistolskuds distance nær, tog godt sigte, og gav dem det glatte lav, hvilket bragte en heel deel sprællende til jorden, og drev strax resten over hals og hoved ud af batteriet; skibet fortsatte nu seiladsen til den sikkre og rigtige ankerplads, fulgt, men uden at blive foruroliget af krigs-galeierne. Den næste dag sendte vicekongen (som nu var bleven behandlet paa den rigtige maade) en mandarin ned for at gratulere kaptainen til hans ankomst i revieret, denne mandarin havde passeret paa veien forbi Maxwell, som var reist op til Canton for at forlange fyldestgjørelse for den fornærmelse, der var tilføiet hans konges flag. Tirsdag den 28de januar seilede skibene Alceste og Lyra fra Macao Rhed. Den første havde Hs. Excellence og suite ombord, der kom tilbage fra hans mission ved hoffet i Pekin. Den 3die februar ankom Alceste til Manilla og den 5te kom Lyra, som derpaa blev sendt med hans excellences dispatcher til Bengalen. Alceste fortsatte touren op igjennem Gasparstrædet, hvor den uhældigviis stødte paa et koralreev den 18de februar om morgenen og løb strax derpaa fuld af vand. Hældigviis tabte ingen livet ved denne leilighed. Ambassadeuren og hans suite bleve strax bragte i land paa øen Pulo Leat, i en kort afstand fra vraget. Det blev besluttet, efter at Lord Amherst havde tilbragt en nat paa øen, at han og suite skulle søge at naae Batavia (200 engelske mile derfra) i to baade, fulgt af leutnanterne Hoppner, herrerne Mayne, Cook og Blair; de ankom ogsaa efter mange besværligheder formedelst mangel paa vand, til Batavia. Hans Excellence afsendte strax, uden et øiebliks ophold, det engelske ostindiske kompagnies krydser Ternate med gesandtskabs-sekreteren Hr. Ellis for at hjelpe dem, som vare tilbage. Den krydsede en lang tid mod vind og strøm, og tabte slutteligen øen af sigte. Den deel af mandskabet, der vare bleven tilbage ved vraget, fik fat paa nogle levnetsmidler, der flød op, og ved et sparsomt brug deraf, sloge de sig for det første igjennem paa øen, (vand fik de ved at grave i jorden) hvor de forbleve fra 18 februar til 7 marts. I denne tid bleve de anfaldne af de vilde fra naboøerne, som efterat have plyndret og brændt skibene, blokkerede dem paa strandbredden, men det lykkedes dem med meget faa virkelige vaaben, at holde dem fra livet. I et forsøg paa, at bemægtige sig de tilbageblevne baade, blev en morgen ti af dem, deels skudte, deels druknede. For øvrigt vare deres hændelser paa denne øe af et usædvanligt og romantisk slags. Kaptain Maxwels opførsel, ved bestyrelsen af affairerne her, og deres forsvar mod de vilde, omtales af hans officerer med den største beundring, da han under en stilling, der var saa trykkende og forenet med saa mange farer, viste en sjelden aandsnærværelse og kulde. I Batavia blev skibet Cæsar bestemt til at hjembringe Hans Excellence med suite tilligemed Alcestes officerer og mandskab. Det anløb Kap, St. Helena og Ascension paa hjemveien til Engeland.
|
fiction
|
travellogue
| true
| 972
| 1,363
|
1825-03-04
| null |
Engelsk?
| 0
|
Feuilleton lord-amhersts_b
|
TRUE
|
louisa-benoni
|
louisa-benoni
|
Louisa Benoni. (af M'Kenzie.) Sir Edward Archer, hvis bekjendtskab jeg havde den ære at gjøre i Florenz, besad en carakteer, der var langt ophøiet og hævet over den almindelig klasse af engelske reisende. Nogle af hans landsmænd, som boede i Italien, kjendte hans levnets historie. En af dem, der nu og da kunde tale om noget andet, end malerier og oparaer, fortalte mig den. Han havde reist udenlands i en tidlig periode af hans liv, strax efter at han ved sin faders død var bleven herre over en betydelig formue, som han havde den lykke at være arving til, og al den ungdommen egne tilbøielighed til at nyde. Skjøndt altid gavmild og undertiden næsten ødsel, gjorde han sig aldrig latterlig ved hans ødselhed, og skjøndt man af og til talede om ham, som en mand, der elskede fornøielse og adspredelser, efterlod han sig altid flere exempler paa velgjørenhed, end et uordentligt liv. For dette, saavelsom for den agtelse, man uagtet hans feil, altid bar for hans caracteer, holdt man for, han havde en herres selskab at takke, der havde været hans selskabsbroder ved universitetet, og ledsagede ham snarere som ven, end som lærer. Denne herre blev uhældigviis i Marseille angreben af en langsom tærende sygdom, som gjorde det nødvendigt for ham at foretage en søereise og overlade Sir Edward til at fortsætte den øvrige deel af hans forehavende tour. Han nedsteeg en dag i dalene ved Piemont, hvor uagtet veienes ujevnhed, han dog som engelskmand foretrak hellere at benytte sig af en engelsk jagthest end et italiensk muulæsel, hans hest gjorde uheldigviis et feiltrin og faldt overende med sin rytter, der af sin tjener igjen blev løftet op fra jorden næsten uden livstegn. De bare ham paa en bærebør til nærmeste huus, der hændelsesviis tilhørte en landmand, som synes at være hævet over det almindelig slags, og for hvis dør nogle naboer vare forsamlede for at helligholde en landlig fest, da Sir Edwards tjenere kom bærende med deres herre i fornævnte forfatning. Den naturlige medlidenhed, som hans stilling opvakte, var synlig hos alle, men især synes husets eier, hvis navn var Venoni, at blive meget rørt derved. Han drog strax omhyggelig omsorg for den fremmede, og med hans datters hjelp, som just deeltog i en dands, viste de største tegn paa den meest omme deeltagelse, og søgte at bringe Sir Edward igjen til live. Venoni besad nogen indsigt i lægevidenskaben og hans datter frembragte en bog med medicinske forskrifter. Sir Edward blev derpaa, efter at være bleven aareladt bragt til sengs og pleiet med den største omhyggelighed af hans vært og familie. En temmelig hæftig feber var følgen af dette fald; efter nogle dages forløb aftog det, og da en uge var gaaen, var han i stand til at deeltage i Venonis og hans datters selskab. Han kunde ikke lade være at yttre nogen forundring over den sidstes forfinede og dannede conversation, der langt oversteeg, hvad man kunde vente sig af et fruentimmer af hendes stand. Hendes fader fortalte ham aarsagen: hun var opdraget i en dames huus, som hændelsesviis paa en reise kom gjennem deres dal og tog natteleie i Venonis hytte, (hans huus kunde blot betragtes som en hytte af et bedre slags) den nat hun blev født. Da moderen døde, tog denne signora, hvis navn man efter hendes eget ønske havde givet barnet, hende hjem til sig, der lærte hun mange ting, som hun her ikke behøvede, imidlertid var hun dog ikke saa indbildsk af hendes lærdom, at hun skulle ville forlade hendes fader paa hans gamle alder, og han tilføiede, at han haabede snart at see hende boesat ved siden af sig, for bestandig. Sir Edward havde nu leilighed til at lære at kjende Louisa bedre fra hendes faders beskrivelse. Musik og tegning, hvori hun besad temmelig færdighed, havde Sir Edward studeret med held. Louisa følte en slags glæde, som hun aldrig havde følt før, ved at høre Sir Edward rose hendes tegning, og Venonis familie concerter, overgik langt hvad de før havde været, da engang hans gjest var kommen sig saa vidt, at han kunde tage deel i dem. Venonis færdighed paa fløite overgik al den musik, der gaves i dalen, men hans datters lut overgik igjen den, og Sir Edward spillede en violin, der var endnu skjønnere end alt dette. Dog hans conversation med Louisa, var liig et ophøiet væsens! Kundskab, smag, følelse - det var længe siden Louisa havde hørt disse navne; iblandt de uvidende dalbeboere, var det en vellyst at høre dem nævne. Af Sir Edwards mund, der var en af de smukkeste mandspersoner jeg har seet, vare de dobbelt indtagende; hvad han sagde var altid saa interessant, hans ansigt saa udtryksfuldt og levende; han havde ved sin sygdom tabt noget af det første, men vunden meget i henseende til det sidste. Louisa var ikke mindre indtagende, og Sir Edward kunde ikke længe see hende uden bevægelse. Under hans sygdom ansaae han blot denne følelse for taknemmelighed, og da den blev stærkere, søgte han at undertrykke den, ved tanken om hendes stilling og hvad han skyldte hende; men hans bestræbelser vare uden virkning og følgelig tiltog hans lidenskab daglig. Der gaves kun en maade hvorpaa Sir Edwards stolthed tillod ham at tilfredsstille sin lidenskab. Han tænkte undertiden paa denne, som uværdig; men han var bleven afhængig af ord, han havde ofte foragtet, en slave af sæder, han ofte havde fordømt! Slutteligen blev han enig med sig selv, og besluttede hvis han kunde, ikke at tænke mere paa taknemmelighed eller de baand dyden paalagde ham. Louisa, der forlod sig paa begge dele, meddeelte nu Sir Edward en vigtig hemmelighed. Det var efter at en duet var forbi, som de havde spillet i hendes faders fraværelse; hun igjen tog op hendes lut, og sang en melankolsk arie, som hun havde componeret og helliget hendes moders minde. Denne, sagde hun, hørte aldrig nogen uden min fader, jeg spiller den undertiden naar jeg er eene og i veemodig stemning. Jeg veed ikke hvorfor den just nu faldt mig ind, imidhar jeg dog nogen aarsag til at være sørgmodig. Sir Edward trængte ind paa hende for at faae aarsagen at vide; efter nogen betænkning, fortalte hun ham alt. Hendes fader havde bestemt hende en naboesøn, af stor formue, men raae sæder, til mand. Hun havde altid paa det varmeste erklæret sig imod partiet, saavidt hendes følelse for pligt, og hendes blide caracteer vilde tillade det; men Venoni havde haardnakket besluttet partiet, og hun følte sig ulykkelig blot ved at tænke derpaa. At ægte den man ikke kan elske - at ægte saadan en mand - nei det kunde Sir Edward ikke tillade; al modstand var nu forgjæves fra hans side. Han trykkede hendes haand; sagde det ville være profant at tænke paa en saadan forbindelse, roste hendes skjønhed, talte om hendes elskværdige egenskaber, og sluttede med at sværge paa, at han tilbad hende. Hun hørte paa ham med uforestilt fornøielse, hvilket hendes rødmen kun slet kunne skjule. Sir Edward benyttede sig af det gunstige øieblik; talte om hans inderlige kjerlighed, hvor intetsigende ceremonier og formaliteter ere, hvorliden kraft lovlige forbindelser have, og hvor evige hine ere, der sluttes af kjerlighed, og anmodede hende slutteligen om at flygte med ham og at krone begges dage med lyksalighed. Louisa studsede ved forslaget. Hun ville have givet ham bebreidelser; men hendes hjerte var ikke skabt dertil, hun kunde kun græde. Deres samtale blev afbrudt ved faderens ankomst, som kom med hans tilkommende svigersøn. Han var just et saadant menneske, som Louisa havde afskildret ham, grov, udannet og uvidende. Men Venoni, endskjøndt meget hævet over sine naboer i enhver henseende uden i rigdomme, betragtede ham, som fattige mennesker ofte betragte den rigere, for fuldkommen, uden at kunne indsee hans mangler. Han tog sin datter tilside, sagde hende, han havde bragt med sig hendes tilkommende mand, og at han havde i sinde de skulle holde bryllup i det seneste inden en uge. Næste morgen var Louisa ikke vel, og holdt sig paa sit værelse. Sir Edward var nu fuldkommen helbredet. Han blev anmodet om at tage en spadseretour med Venoni, men før han gik, greb han hans violin og tog nogle faa klagende toner paa den. Louisa hørte dem. Om aftenen vandrede hun ene omkring, for uforstyrret at kunne overgive sig til sine sørgmodige betragtninger. Hun naaede en eensom liggende plæt, hvor en deel popler, dannede en skov, paa bredden af den lille, klare flod, der slyngede sig gjennem dalen. En nattergal stod leiret paa en green og havde allerede begyndt sin melodiske sang. Louisa satte sig ned paa en visnet træestump og lænnede sit kind paa hendes haand. Efter et øjebliks forløb, blev fuglen bortskræmmet fra grenen, og fløi ud af buskagen. Louisa brast i taarer - hun vendte sig om, og - saae Sir Edward staae for sig. I hans øie var endnu noget saa inderligt og smægtende, hans kastede det sørgmodigt til jorden og synes ikke at være i stand til at tolke hans følelser. Befinder de dem ikke vel Sir Edward, spurgte Louisa med svag og afbrudt stemme. Jeg er syg, sagde han, det er vist, men det er sjæls-sygdom. Louisa kan ikke helbrede mig derfor. Jeg er ulykkelig, men jeg fortjener at være det. Jeg har brudt gjæstfrihedens og taknemmelighedens love. Jeg har vovet at ønske en lyksalighed, og at tale om hvad jeg ønskede; endskjøndt det saarede min inderlig kjære velgjørerindes hjerte - men jeg vil komme til at bøde haardt derfor. Det øieblik jeg forlader dem Louisa, er jeg for bestandig ulykkelig, dog gid de maae blive lykkelig, lykkelig ved overbeviisningen om, at de har opfyldt deres pligter mod en fader, og lykkelig i en mands arme, som ved besiddelsen af en saadan kone, kan forfines og dannes. Jeg reiser til mit fædreneland for at drukne enhver tanke, enhver følelse i kjedsommelige forretninger, eller smagløse adspredelser, for at jeg muligens maae kunne indhylle i halv forglemmelse, den lykke, som jeg har efterladt mig; hendøse en glædesløs tilværelse, som jeg engang nærede den søde drøm, at Louisa ville have forskjønnet. Taarer vare det eneste svar hun kunde give; Sir Edvards tjenere nærmede sig med den vogn, hvori han ville afreise. Han tog op af hans lomme to portraiter, det ene havde han taget af Louisa; han fæstede det om hans hals, kyste det med henrykkelse og skjulte det i sin barm, rakte han det andet tvivlraadig frem. Dette, sagde han, hvis Louisa vil modtage det, vil imellemstunder erindre hende om den, som engang fornærmede, men aldrig ophørte at tilbede hende. Hun vil maaske kaste sit øie paa det, naar originalen ikke er mere til, naar hans hjerte har glemt hvad kjerlighed er, og har ophørt at være elændigt! Louisa blev sluttelig overvunden. Hendes ansigt var først blegt som døden, derpaa blev det overtrukken med et rørt karmosin. Oh! Sir Edward! sagde hun, hvad vil de have mig til at gjøre? han greb hæftig hendes haand, og førte hende under en svag modstand til vognen. De stege ind, kjørte afsted med rasende hurtighed og havde snart hine høie af sigte, hvor den ulykkelige Venonis hjorde græssede. Louisas dyd var overvunden, men hendes følelse for dyden var ikke tilintetgjort. Hverken hendes forførers løfter om evig troskab, eller den vedholdende og ærbødige opmærksomhed, han viste hende under den hurtige reise til Engeland, kunde stille den angest, som hun følte ved erindringen hendes hensvundne, og tanken om hendes nærværende stilling. Sir Edward følte fuldkommen hvilken magt hendes skjønhed og kummer havde over ham. Hans hjerte var ikke skikket til, hvad han sandsynligviis troede det havde havt styrke til, det var bøieligt for samvittigheds nag, medlidenhed og kjerlighed, disse følelser maatte han maaskee snart have overvunden, hvis de havde udbrudt i hæftighed og bebreidelser, men Louisas rolige, blide kummer, nærede kun endnu mere hans ømhed og hengivenhed for hende. Hun talte aldrig om, at hun led uret, kun nogle faa frembrydende taarer, forkyndte det undertiden, og naar tiden havde givet hende mere fatning, løb hendes luths melankolske toner. Ved deres ankomst til Engeland, førte Sir Edward, Louisa til hans landgods, der blev hun behandlet med al mulig opmærksomhed, og havde hun ønsket det, kunde hun gjerne have levet i meer end almindelig pragt og glands, men hun ville ikke føie Sir Edward i, at glimre med en brilliant eqvipage og vise en pragt, som hun altid ønskede at skjule, og om muligt at forglemme. Hendes bøger og musik vare hendes eneste fornøielse, hvis de kunde kaldes fornøielser, da de blot tjente til at lindre hendes elændighed og til, for enkelte øjeblikke at sløve indvortes bebreidelser. Disse bleve meget forøgede ved erindringen om hendes fader: en fader, efterladt ene i en alder, da han følte ulykken og hans datters vanære dybere. Sir Edward var alt for ædelmodig til ikke at tænke paa at sørge for Venoni. Han ville forsone den uret, han havde gjort ham, ved hiin grusomme gavmildhed, der blot kan være en opreisning for den nedrige; men er en fornærmelse for den rettænkende. Han fik ikke desstomindre en leilighed til at udføre hans forsæt. Han erfoer, at Venoni strax efter sin datters flugt, havde forladt sit forrige opholdsted, og eftersom hans naboer fortalte, var død i en landsbye i Savoyen. Hans datter følte herved det bittreste samvittighedsnag og hun lod sig i lang tid ikke trøste. Sir Edward anvendte sin hele ømhed og opmærksomhed for at formilde hendes smerte, og efter at dens første hæftighed havde sat sig, førte han hende til London, i haab om at saa mange nye gjenstænder, der i almindelighed for alle have interesse, maatte bidrage til adsprede den. For en mand med Sir Edwards følelser, havde Louisas smerte, en hvis fordring paa opmærksomhed og godhed. Han leiede et huus til hende, adskildt fra sit eget, og behandlede hende med en elskers hele ømhed og delicatesse. Men hans bestræbelser for at trøste og moere hende vare uden held. Hun følte alt for meget hendes brøde, hun beskyldte sig ikke allene for at have ruineret sig selv, men for at være hendes faders morder. I London fandt Sir Edvard sin søster, som havde ægtet en mand af stor formue og rang, han havde giftet sig med hende, fordi hun var et smukt fruentimmer og blev beundret af smukke mænd; og hun havde ægtet ham, fordi han var den rigeste blandt hendes tilbedere. De levede følgelig som almindelige folk i den stilling, nødtørftige med kongelige indkomster, og meget elændig blandt bestandige adspredelser. En saadan scene var saa fremmed for den idee, Sir Edward havde dannet sig om den modtagelse, hans fædreneland og venner ville forskaffe ham at han fandt en bestandig kilde til mishag i omgangen med hans ligemænd. Ved deres ikke forfinede, eccentriske samtaler, vare deres tanker intetsigende og deres kundskab overfladisk; og med hele deres ahne- og embedstolthed, vare deres grundsætninger slette og deres tænkemaade uædel. I deres foregivne venskab og hengivenhed opdagede han blot egennyttige planer; og deres glæder erfarede han var ligesaa falske, som deres venskab. I Louisas omgang fandt han forstand og sandhed; hendes hjerte var det eneste, der tog varmt deel i hans vel; hun faae følelser for dyden, at vende tilbage i Sir Edwards bryst og følte det venskab han viste hende. Undertiden naar hun fandt ham sorrigfuld, lød muntre melodier fra hendes lut, og hendes ansigt viste en munterhed, som ikke var hende egen. Hendes hjerte var ofte ved at briste af kummer, som hun ædelmodig søgte at skjule for ham, hendes skjønne legeme, alt for delicat til at kunne udholde en kamp mod hendes smertelige følelser, synes at give efter for dem, søvnen nægtede hendes trætte øienlaage hvile, rødmen paa hendes kind falmede, og glandsen af hendes øie tabte sig. Sir Edward saae disse tegn paa henvisnen med det dybeste samvittighedsnag. Han forbandede ofte hine falske ideer om fornøielse, der havde bragt ham til at ansee en uskyldig piges ruin, som elskede og betroede sig til ham, som en gjenstand for overdaadighed; og at sætte en stolthed i at fuldbyrde en saadan handling. Ofte ønskede han, at kunne udslette af hans liv nogle faa strafværdige maaneder og at det igjen maatte staae i hans magt at giøre den familie lykkelig, hvis aabne og umistænkelige godhed han havde gjengjeldet med en røvers troløshed og en snigmorders grusomhed. En aften, da han sad i et lille forværelse med Louisa, og hans sjel var vexelviis oprørt og beroliget ved tanken derom, hørtes fra gaden de smeltende søde toner af et haandorgel; Louisa lagde hendes lut tilside og lyttede. De arier, som blev spillet, var hende bekjendt fra hendes fødeland; nogle faa taarer, som hun bestræbede sig for at skjule, stjal sig ned ad kinderne. Sir Edvard befalede at hente den spillende ind i værelset, han blev strax derpaa bragt ind og sat ved døren i værelset, hvor de opholdt sig. Han spillede en eller to muntre stykker, som Louisa ofte havde dandset i hendes barndom; hun sank hen i erindringer fra fortiden og hendes taarer flød uden tvang. Pludselig forandrede den spillende tonen og istemte en melankolsk arie, af en vild og klagende slags. Louisa fløi op fra hendes stoel og hen mod den fremmede. Denne kastede af en laset kjole og et plaster - og for hende stod hendes fader! - hun ville have ilet til og omfavnet ham; men han vendte sig bort i nogle øieblikke og ville ikke tage hende i sine arme. Dog naturen overvandt sluttelig hans harme, han brast i taarer og trykkede den længe fortabte datter til sit bryst. Sir Edward stod som naglet til Stedet af Forundring og Forvirring. Jeg kommer ikke for at gjøre Dem Bebreidelser, sagde Venoni, jeg er en gammel, fattig, svag Mand, der ikke længere er i Stand til at bebrede: jeg er blot kommen forat gjensee mit Barn, tilgive hende, og døe, Da De saae os første Gang Sir Edward, var det ikke saaledes. De fandt os dydige og lykkelige, vi dandsede og fang, og der var ikke et bedrøvet Hjerte i Dalen, hvor vi boede. Dog vi forlode vor Dands, vor Sang, vor Munterhed; thi De behøvede vor Hielp og vi havde Medlidenhed med Dem. Siden den Dag er aldrig Strengeleeg, hørt paa Venonis Marker. Sygdom og Græmmelse har næsten lagt ham i Graven, og hans Naboer der ynkede ham, have ikke siden været muntre. Og dog synes mig, at endskjøndt De røvede os vor Lykke, ere I dog ikke lykkelige, eller hvortil da det nedslagne Blik, som jeg, blandt al den Storhed, der omringer Dig, saae Dig fæste paa Jorden; hvortil hine Taarer, som jeg midt under den pragtfulde Dragt, saae denne stakkels bedragne Pige, fælde. Hun skal ingen flere udøse, raabte Sir Edward; Du skal blive lykkelig og jeg skal være retfærdig. Tilgiv mig ærværdige Ven, den Uret jeg har voldt Dig, og tilgiv Du mig, min Louisa, at jeg har vidst at sætte saa liden Priis paa Din fortræffelige Caracteer; jeg har seet hine høibaarne Fruentimmer, som jeg i Følge min Rang kunne have valgt, jeg har skammet mig ved deres Laster og er bleven kjed af deres Daarskaber. Lastefulde i Hjertet ere de, medens de affectere Reenhed, Slaver af Deres Fornøielser; uden at kunne føle oprigtig Kjerlighed og under Navn af Ære have de ingen Sands for Dydens Følelser. Du, min Louisal - dog jeg vil ikke fremkalde Erindringer, der kunne gjøre mig endnu mere uværdig til Din Agtelse. Vedbliv at elske Din Edward endnu nogle faa Timer og Du skal snart til en Kones Ømhed, kunne føie Titelen. Lad en Mands ømme Kjerlighed og Omsorg bringe tilbage Freden i Din Siel, og Roserne paa Dine Kinder. Vi ville for en Stund forlade den moderne Cirkels Forundring og Misundelse. Vi ville gjenskjænke Din Fader hans Fædrenehjem, under hint Tag, skal jeg endnu engang føle mig lykkelig, lykkelig uden Tilsætninger, fordi jeg skal fortjene min Lykke. Rørfløitens muntre Lyd og Dands skal paa nye lyde gjennem Dalen; og Uskyldighed og Fred blomstre i Venonis Hytte.
|
fiction
| null | true
| 3,319
| 3,319
|
1825-01-07
|
M'Kenzie
| null | 0
|
Feuilleton louisa-benoni
|
TRUE
|
cape-at-bulderup-church
|
cape-at-bulderup-church
|
Kappen i Bulderuper Kirke. (En legende, meddeel i Staatsbürgerliches Magazin 4de binds 1ste hæfte, af Pastor Beier i Carlum). I den vestlige ende af Bulderuper Kirke i amtet Tøndern, hængte, dersom jeg er bleven ret underrettet, en tyk, med pile udstukket, ulden kappe, der var saa hensmuldret, at den faldt ned af sig selv og (1786 - 1790) blev udfeiet med skarnet. Til denne kappe knytter sig følgende legende, som jeg her fortæller saaledes som jeg erindrer mig som dreng paa stedet selv at have hørt af fædrene: I gammel tid regjerede her til lands en fyrste til aarene, der havde to sønner. Af disse havde den ældste, saalænge hans fader levede, begivet sig ud af landet, og blev der indtil han var død. Derpaa vendte han tilbage, i den hensigt at følge ham i regjeringen. Denne ret gjorde hans yngre broder, der var bleven hjemme, ham stridig. Endelig forligede de sig saaledes, at de vilde overlade afgjørelsen til den ældste herredsfoged i landet. Efter anstillet undersøgelse fandt man, at herredsfogden i Haistrup (Haistruphoff) iblandt alle i landet var den ældste. Denne erholdt altsaa det hverv, efter en vis tid at afgive sin dom i denne sag. Dertil forberedede han sig blandt andet derved, at han lod sin gule (hvide) ridehest fodre med hvedeknopper og melk og dygtigt øve i at løbe og springe, og anskaffede sig en saa tyk ulden kappe, at en piil neppe kunde igjennembore den. Dagen kom, da han skulde afgive sin dom. Dette skulde skee i Vornhøi (Urnehøved) et sted paa veien imellem Flensborg og Hadersleben, i nærheden af Tollstadt, hvor endnu en strækning af veien, brolagt med stene (dengang), skal betegne pladsen (til dette øiemeed) hvor han fældede dommen. Der reed herredsfogden ned til bestemte tid, indhyllet i sin kappe. Begge prindserne fandt han med deres bevægnede ryttere paa det bestemte sted. Da han nu skulde afgive sin dom om hvem der skulde følge faderen i regjeringen, reed han for fronten og raabte høit: "Jeg holder med den herre, der er her i landet, " gav sin hurtige hest sporerne, og flyede, forfulgt af den ældste prindses rytteries pile, lige til Boldersleben. Foran denne landsbye var en hække, der just var tillukket. En gammel kone, der opholdt sig i nærheden af samme, ilede til for at lukke hækken op, da hun saae ham komme ridende saaledes over hals og hoved. Denne tilraabte han, at hun ei skulde lukke op, satte flux over den, og vandt derved et saadant forspring, at de nu ikke mere kunde naae ham med deres pile. Han tog sin vei til Grunhofer Marken, der dengang var bevoxet med en saa stor og tyk kratskov, at han, der kjendte samme, kunde holde sig skjult der. I denne kratskov opholdt han sig saalænge indtil han sikkert kunde vove sig ud, hvorpaa han vendte tilbage til sit hjem. Af taknemmelighed skjænkede den ny fyrste herredsfogden de friheder for hans gaard, som den endnu nyder. Til erindring om denne begivenhed blev den med pile gjennemborede kappe ophængt i taarnet i Bulderup Kirke, hvorunder Halstruphoff hører, hvor den endnu 1786 og maaskee endnu nogle aar senere hængte, da den endelig ganske hensmulret faldt ned, og blev udfeiet.
|
fiction
| null | true
| 532
| 532
| null | null | null | null |
Feuilleton cape-at-bulderup-church
|
TRUE
|
master-hoffmann_a
|
master-hoffmann
|
Mester Hoffmann. (Fortælling af Carl Stein.) 1. Alle beboerne i det qvarteer i hovedstaden, hvori Skomager Hoffmann boede, kjendte denne lige saa redelige, som muntre mand. Hvem, der ville have et par støvler eller et par skoe, der skulle passe godt og holde længe, besiilte dem altid hos ham, og naar han lovede: "i overmorgen skulle de være færdige! " saa kunne man gjerne vedde paa, at man kunne trække dem paa den bestemte dag. Naar solen stod op om sommeren, var han allerede paa benene, ordnede arbeidet til enhver af sine tre geseller, og sang ved det aabne vindue ud i den friske luft, med lydelig stemme: "Den mørke nat svandt rolig hen! " eller: "See hviletiden gik til ende, en qvægsom søvn har styrket mig. " En time sildigere vaagnede han sin kone og hans flinke lille datter Leonore, for at de kunne besørge frokost til hans børn, syv i tallet. Nu kom svendene, og mesteren satte sig med dem til arbeide. "Munter folk! " raabte han til dem: "hvem der har en god samvittighed og gjør sin pligt, maa ogsaa lade verden høre, at han er tilfreds. Frisk op, og lad os faae en sang! " Naar da svendene begyndte: "Fryd dig ved livet! " eller: "Hvad spørger jeg om gods og guld! " og saadanne smukke sange, sang han glad og muntre med: derfor, og fordi han altid talede og handlede venlig og godt med sine folk, ærede og elskede de ham og gjorde gjerne hvad han befalede. Ofte stode de forbigaaende stille for hans vindue, og lyttede naar der blev sungen indenfor: det er dog en sang, som man gjerne gidder høre, sagde de. Mester Hoffmann burde antages til cantor i skolerne, hvad gielder det, saa ville børnene ikke længere brøle og skrige saa afskyeligt? Var det ved solens nedgang og der hørtes hos Hoffmann: Velkommen o! salige aften, saa aabnede endog snedkerens søn, den fortøiede Otto, vinduet og hørte han Leonores stemme derimellem, accompagnerede han med sin fløite, da Nore var hans hjertens pige, indtil at moderen skjeldende drev ham fra vinduet. Den vakkre ungersvend havde fine grunde; thi Leonore saae gemeenlig naar hun hørte fløitetoner; ud af vinduet og tilnikkede ham en venlig hilsen. Hoffmanns flid og ærlighed blev ikke uden velsignelse. Han havde altid fuldt op af arbeide. Vel beholdt han sjelden noget tilovers af hvad han havde erhvervet sig, thi han havde talrige spisende i huset, forsynet med den bedste appetit; børnene skulle alle lære noget nyttigt, gaae anstændigt klædt, og svendene betalte mesteren ret godt, fordi at de ikke skulle sludske med arbeidet, men gjøre det forsvarligt. Dog Hoffmann havde sit udkomme. Firegange om aaret gik han regelmessig, om søndag efter prædiken til sine læderhandler, og betalte ham punctlig den crediterede summa. Hans gode rygte erhvervede ham altid nye kunder, og hvem, der kjendte ham, kom stedse igjen til ham. 2. Derfor var Hoffmann ogsaa altid tilfreds; men hans kone Anna var det ikke gandske; hun havde gjerne lagt noget op, og dertil kunne hun ikke bringe det, derfor laae hun altid og ængstede ham om den tilkommende tid. "Hvad hjelper os din flid, dit gode rygte? Vi komme dog ikke videre dermed! " sagde hun en morgen til ham. "Du skal faae at see, at det endnu vil gaae os ilde, fordi du er alt for samvittighedsfuld med dit arbeide, og er alt for ærlig. Hvorfor gjør du ikke, som de andre mestere her? De lade sig bedre betale end du, kjøbe slettere læder, og lade deres folk gjøre løst og slet arbeide, jo snarere skoene gaae i stykker, jo snarere komme kunderne igjen. " "Jo mindre komme de igjen! " svarede hendes mand. "Du er en vakker kone, Anna; men deraf forstaaer du intet. Fordi at andre handle samvittighedsløst, skulle jeg derfor ogsaa gjøre det? Lad mig blive ved min gode skik, der beder jeg dig! " "Men vi spare intet sammen! " indvente hun. "Naar vi nu blive gamle, og du ikke mere kan foretage dig noget? " Ham, der sidder ovenover os bliver ikke gammel, og hjelper enhver, der forlader sig paa ham. "Hvis vi engang skulle komme i nød, hvad have vi da med vore otte børn? " Rystende paa hovedet og leende, saae han paa hende, og isteden for svar, begyndte han at synge: hvo ikkun lader herren raade / Han bygger fast paa klippegrund, / Han seer Guds hjelperige naade, / I sorrigs og i rædsels stund; / Men hvo sin liid til verden slaaer / Paa troløst sand hans bygning staaer. Da han havde udsungen, sagde Anna med et dybt suk: "Nu i himlens navn da! men der ahner mig intet godt. Den kjere Gud gjør intet underværk mere paa jorden, man skal rette sig efter tiden, man lever i. Du har i alting noget egent ved dig. Dit haar bliver graat, alle andre borgere bære i dette tilfælde paryk, du ikke. " "Mit eget graae haar, gefalder mig bedre end saadan en haarhue, som desuden koster penge! " svarede han. "Skal jeg bære fremmed haar paa hovedet, fordi det er mode? jo, da var jeg ret en nar. " "Naar du om søndagen gaaer ud, og det er slemt veir, tager du ingen regnskjærm med; men bliver hellere vaad, " vedblev hun. "Er det da saa stor en ulykke, at blive vaad? En mands klæder af min stand, maae aldrig være saa fine, at regnen kan skade dem. Jeg ærgrer mig altid over, naar jeg seer en qvindagtig mandsperson, som ikke engang er fornem, at bruge paraplye, hvis brug dog egentlig er en slags qvindagtighed. En skomager er jo ikke gjort af sukker, at han skulle smelte ved en regndraabe. Gud skee lov, jeg er ikke saa forvendt. Desuden sparer jeg jo de penge jeg maatte give for en paraplye. "Ach! det er lutter særheder. Jeg maae sige dig det reentud: Ved din sælsomhed, din strænge redelighed, og dit stærke arbeide, skiller du os med alle vore fornemme kunder. Hør kun. I gaar mødte jeg paa markedet Kjøbmand Wetter. De har jo allerede ikke længe ladet arbeide noget hos os! sagde jeg til ham. Jeg lader nu arbeide hos Ring, svarede han; man kan aldrig faa deres mands støvler slidt i stykker, og tilsidst sidder det gamle skoetøi, dog alt for klodset. De sidste støvler jeg fik fra deres mand, har jeg næsten gaaet med i to aar; hos Ring derimod maae jeg hvert fjerdingaar have et par nye. Det koster vel noget mere; men saa er ogsaa det nye meget nettere! Nu loe Hoffmann høit. "Jeg beder dig, Anna: er vel den mand klog? Fortæl det til hvem du vil, og jeg vædder enhver vil lee og sige: Den mand er en nar! - og skal jeg blive et slet menneske for en nars skyld? " "Paa denne maade komme vi aldrig videre. Enhver seer nu mere paa ziirlighed, end paa varighed. Du vil komme til at tabe alle fornemme kunder og sluttelig komme til at lide hunger med kone og børn. " "Det ville vi oppebie. Saalænge jeg har et par sunde hænder og forlader mig paa Gud, ville vi vel ikke komme til at hungre. " "At du ikke har baaret dig ad som andre og derved sparet penge, er nu allerede en ulykke for vores datter. " "En ulykke, hvorledes da? " "Hun elsker vor naboe Wilkens søn Otto, som er dig bekjendt. " "Det veed jeg. " "Otto elsker Leonore hjertelig, og han er smuk, brav og beskeden. Det kunne blive et lykkeligt par! "Og vil forhaabentlig ogsaa blive det. " "Aldeles ikke. Ottos moder er ganske derimod og alting gaaer jo efter hendes hoved. Hun vil at hendes svigerdatter i det mindste skal medbringe nogen formue, men vi ere fattige. Desangaaende har den gamle i gaar gandske bestemt erklæret sig, nu græder den arme pige, saa at mit hjerte er færdig at briste derved. "Hu, det er rigtig nok dumt. Den gamle -" "Har sagt dig, at han var tilfreds dermed? gandske rigtig, men konen fører regimentet i huset, og hun er gjerrig og hoffærdig, manden er jo en nathue. "Det jevner sig nok alt, hav kun taalmodighed. Begge ere jo unge; mene de hinanden det ærlig, saa kunne de endnu bie en tidlang. Vist nok bedre er bedre. Nu paa søndag er det min fødselsdag, saa vil jeg gaae til Wilkens, og tale baade med manden og konen. Paa den dag er stedse alting lykkes mig bedre. Jeg tænker, Madam Wilken vil dog være fornuftig, og Leonores taarer vil blive aftørrede. "Himlen give det! " sagde Anna, men hendes rysten paa hovedet beviste, at hendes haab kun var meget ringe. 3. Efter nogle øieblikkes forløb fortsatte Anna igjen samtalens traad. "Du siger, " begyndte hun, , ,at alting har lykkes dig vel paa din geburtsdag. Du har, saalænge jeg har kjendt dig, altid været gladere tilmode den dag end ellers. Men hvad lykke har du da havt paa den dag. "Ei, fra barnbeen af, gik mig da alting efter ønske. Paa mit vandringsskab fandt jeg altid paa den tid arbeide; mine bedste kunder erholdt jeg altid paa den dag, min redelige ven Goering, som i begyndelsen hjalp mig til brød, ved det han gav mig læder paa borg, lærte jeg at kjende paa min fødselsdag. Dig saae jeg for tyve aar siden først paa den dag, næste aar paa samme time stod vores giftermaal, og for fire og tyve aar siden, ræddede jeg paa den dag et menneskes liv. " "Det veed jeg. Og hvad vandt du derved? Intet? "Men Gud bevares! Anna, er bevidstheden om en saadan handling, ingen gevinst? Jeg kunde drage nytte deraf, men jeg vilde ikke. Seer du nu, naar min geburtsdag ikke var indtruffen, havde dette gode ikke hændet mig. "Visselig, saa havde du arbeidet og ikke gjort spadseergangen ved floden. " "Rigtig; da det var en art fest, gik jeg om eftermiddagen ud. To unge folk fore paa floden omkring i en baad og tumlede kaade omkring i den. Hu! naar det kun gaaer godt, tænkte jeg. Og neppe havde jeg tænkt dette, hvad seer jeg, saa taber en af de unge herrer ligevægten, og styrter af baaden ud i vandet, der hvor strømmen er meest rivende, en halvhundrede skridt ovenfor møllen. Kom den ulykkelige under hjulene, saa var han uundgaaelig forloren. " "Den tanke gjorde, at du øieblikkelig sprang i vandet og ilede efter den ulykkelige. " "Ikke langt fra møllen naaede jeg ham, og som temmelig god svømmer, bragte jeg ham, gjennem den skummende hvirvel paa land, saae med glæde at han endnu aandede og slog øinene op. "Og gik ilende derfra, uden engang at spørge efter hans navn og stand. "Rigtig; uden at nævne den spørgende mit navn, begav jeg mig bort. " "Du gjemte dig saagaar for de folk, som søgte efter dig, og da man opfordrede dig i de offentlige tidender til at indfinde dig, og modtage en belønning, meldte du dig ikke; men blev hjemme, for at man ikke skulle kjende dig, var det klogt handlet? "O ja, Anna, ret klogt! Havde jeg ladet mig betale for den handling, som tilfældet tilførte mig, saa havde det været forbi; Pengene vare blevne udgivne, og jeg havde intet mere havt at haabe. Men nu tænker jeg, det vil engang blive mig gjengjeldt om ikke her i verden. Min kjære Hoffmann, vil engang paa den yderste dag, den kjære Gud sige til mig, Du har dengang gjort det godt, og intet taget derfor. Du er en brav mand, stil dig herhen paa min høire side, hvor mine kjere engle staae. Skeer det, saa er det jo bedre, end om jeg havde taget pengene derfor. Tilmed troer jeg, at denne handling allerede her i verden bringer mig velsignelse. Saa ofte noget godt vederfares mig, siger jeg altid til mig selv: Det faaer du atter for den unge mands skyld, der laae i vandet! handlede jeg nu ikke klogt og rigtigt? " "Gaae, gaae, du er et forunderligt menneske. Man kan ikke blive vred paa dig, men - maatte det kun gaae godt med os! " "Det vil nok gaae godt, det er jeg vis paa. " Saaledes affærdigede han i lignende tilfælde sin kone, og da det hidentil var gaaet gandske taalelig, saa lod hun sig ogsaa gjerne, altid saaledes affærdige. 4. Den gode Hoffmann følte sig dog altid ved en saadan leilighed, mere beklemt om brystet end ellers. Vel behøvede han ikke at angre noget af hvad han havde gjort; imidlertid sukkede han dog for Leonores skyld, over at han ikke besad formue. Han elskede den gode pige med faderlig ømhed: hvor gjerne havde han ikke hjulpen hende! Ofte saae man hende nu med øine, røde af graad. Vist nok havde hun helst skjult hendes kummer for ham, naar det kun havde været muligt. Spurgte han, hvad feiller dig, mit barn? saa svarede hun: Intet, kjære fader! Men han saae nu klarligen, at der laae hende noget paa hjertet; Barn, sagde han endelig i det han tog hendes haand, jeg veed ret vel hvad der feiler. Trøst dig. Paa søndag haaber jeg, skal alting nok finde sig! Hm! overlagde han nu ved sit arbeide; "har min Anne ret eller uret? Vist nok, havde jeg givet mine kunder slette vare og daarligt arbeide, saa havde jeg vel samlet et udstyer til min datter, og Anne og Leonore vare rolige; men min samvittighed? nei jeg har handlet ret. Det er altsaa en ulykke, at jeg i det jeg meente det ærlig med hele verden, selv er forbleven fattig. Men lykke og ulykke komme fra Gud. Han vil hjelpe mig og det gode barn! Søndagen kom, Hoffmann stod tidlig op. Da solen glødende stod op i østen, bad han allerede andægtig, sang sin morgensang, tog derfra ud af skabet den brune kjole med silke knapperne, den fine hat, den hvide vest, og det sølvbeslagne spandskrør; tog de blaae rasmagerstrømper paa, satte sølvskoespænderne i skoene, gik da det ringede sammen til kirke, og derfra igjen, da slutningspsalmen blev sungen til Wilkens huus. Naboen modtog ham med et venligt velkommen og et haandslag, og spurgte, hvad der bragte ham til ham i dag. "Kjære naboe, " svarede han, "I kan vel formode, hvorfor jeg kommer. Vore børn elske hinanden som I vel veed, og tænke paa en fristelig forbindelse. Eders Otto gefalder mig saa vel, at jeg ikke ønsker mig nogen bedre svigersøn. Nu ville jeg spørge eder, hvad I synes om sagen? " "Ja, det er nu saa en egen ting, naboe, svarede Wilken, i det han rykkede bomuldshuen frem og tilbage; I er en retskaffen mand, og eders datter et elskværdigt sædeligt barn, som ogsaa er smukt skabt; jeg for min deel havde altsaa intet derimod, men min gamle har hendes egen besynderlige meening. I er hende ikke velhavende nok, hun har allerede afslaget Otto det og jeg lader hende i saadanne ting have sin egen villie. Hvad hun foretager sig gaaer altid godt, hvorfor skulde jeg da stride og trættes med hende? Jeg vil gjerne have fred i huset. "Nu, dertil kan jeg ikke sige noget videre! svarede Hoffmann, Vist nok er jeg ikke riig, imidlertid vil jeg dog tale med eders kone. " Wilken kaldte paa den gamle, og hiin fremkom nu med sin bøn og sit forslag; men hun svarede spids, at hun havde andre planer for med hendes søns tilkommende giftermaal, og at hun maatte undre sig over, at naboe, imod sæder og skikke friede for sin datter; giftermaalstilbud skulle altid komme fra brudgommen, eller ogsaa blive gjort i dennes navn; imidlertid takkede hun ham for æren og hans gode villie, omendskjøndt der kunne ikke blive noget af sagen. Naboen sagde hende derpaa alt, hvad der kunne siges i denne anledning, foresiilte hende sagen fra alle sider, og beviste hende, at rigdom ikke kunne gjøre lykkelig, og at det var forældres pligt at see mere paa deres børns sande lykke, end paa tilfældige udvortes omstændigheder. Han talede med varme og som fader, men hørte altid en gjentagelse af den gamle beskeed, og gik endelig mismodig bort. Dette var ikke det lykkelige udfald han havde ventet sig paa denne forhaabningsfulde dag. 5. Da han traade ud af Wilkens dør, saae han Leonore staae uden for døren. Hendes blikke synes allerede langt fra at spørge ham, hvorledes sagen stod. Da han kom nærmere, foldede hun de smaae hænder og hviskede: "Jeg tør ikke spørge fader, hvad I har udrettet. Eders øie er mørkt. Det var vel intet! " "Mit barn, " svarede han, "jeg kunde skjule sandheden for dig, og opholde dig med falsk trøst; men det er ikke min maade: Jeg siger dig ligefrem, moderen siger nei. " Da stirrede pigen dybtsukkende til jorden. "See ikke til jorden, pige, " sagde faderen; men op mod det høie! Derfra kommer al trøst og hjelp. Er du virkelig god, saa beviis det nu i gjerningen, søg at tvinge dit hjerte, da det nu engang maa være saaledes. Søg at glemme Otto. Har du kun mod, saa vil du ogsaa finde kraft dertil. "Ak, fader, han er mig saa uudsigelig dyrebar, " hulkede hun, "det vil koste mig mit liv. " "Den fromme vil Gud forlene styrke og mod! " sagde han, i det han trykkede hendes haand. "Vær god, saa vel du overvinde det. Lad mig tale med din moder; vi ville overlægge, hvorledes du bedst kan blive hjulpen, du kjære barn! Stille grædende fulgte Leonore ham ind i kammeret. Anna var meget forstemt, da hun hørte dette slemme budskab, og viste intet andet raad, end at man maatte oppedie Madam Wilkens død som desuden var svagelig. Men dette misbilligede Hoffmann. "Konen kan endnu leve længe, " svarede han, "og at maatte i en saadan sag regne paa et menneskes død, er skrækkeligt; i særdeleshed for sønnen. Leonore nærer paa den maade altid forhaabninger, som maaskee aldrig blive opfyldte! thi Otto, som kan blive kjed af at vente, kan faae andre tanker, og saa sidder vort barn trøstesløs der. Nei det bedste, Leonore, er, at du slaaer den ting gandske ud af hovedet. " Anna brummede ved dette forslag, og pigen gik taus og forgrædt ud af værelset. "Betænk kun Anna, " sagde Hoffmann, da han nu blev allene med denne, "betænkt hvilken ulykke deraf kan opstaae, naar de unge folk hver time paa dagen see hinanden, i den troe at de ere bestemte til engang at blive ægtefolk. Under saadanne omstændigheder vil kjerlighed og leilighed bestorme dem og maaskee lede dem til det onde, " Anna taug en stund, og sagde derpaa kleinmodig: "det er vistnok sandt. " "Men veed Nore at hun intet har at haabe, " sagde han videre, "saa vil i det mindste hun, denne sædelige pige, intet skridt gjøre, der fører til skam og forbrydelse. " "Ja, " gjentog Anna, som med al hendes qvindelige svaghed, dog besad megen naturlig forstand og æresfølelse, "ja du har gandske ret, gamle. Det havde jeg ikke tænkt paa. Vores datter maae træde tilbage. Men hvad vil hun ikke lide! " "Der er falden mig et middel ind, hvorledes vi kunne hjelpe hende deri, " svarede han. "Der er et ordsprog som siger: ude af øine ude af sind! Saaledes er det ogsaa virkelig, om ogsaa kun lidt efter lidt. Min svigerinde, enken, som boer sex mile herfra, har allerede for lang tid siden, villet have havt Nore hos sig en tid lang. Nu tænker jeg, naar du paa nogen tid, og det snart, bringer hende derhen, saa ere vi alle hjulpne. Hvem der ikke seer hinanden, forglemmer hinanden lettere! " Dette forslag gefaldt hans kone, og saa blev man da enig om, at moderen næste morgen gandske tidlig skulle reise med Nore til hendes tante. 6. Man var just bleven enig om de nærmere omstændigheder, og Anna var gaaet ud, for at gjøre forberedelser til reisen, da naboens Otto med funklende øine og synlig oprørt sind, traade ind til Hoffmann. "Hør naboe! " raabte han allerede ved indtrædelsen: "Ikke sandt, De giver mig deres datter til kone? " "Det ville jeg jo, " svarede han, "naar din moder havde givet sit jaord dertil, men nu - . " "Desværre nei, " faldt Otto ham ind i talen. "Men det gjør intet, naar I kun indvilliger. " "Bruushoved! " sagde hiin. "Gjør det intet, at din moder vægrer sig ved at give sit samtykke? Kunde du gjøre et saa vigtigt skridt imod hendes villie? " "Ak, hun er jo forblendet af guldet! sagde Otto. " "Du er selv et forblendet menneske! " svarede hiin rolig, "Forblendet af din hæftighed, af den onde aand, som har opsat dig mod din moder. Men lad mig dog engang høre: hvad ville du gjøre, hvis jeg indvilligede, uden at bryde mig om din moder? " "For et skin skyld, reise min cours med Leonore. Naar vi ere over grændsen lade vi os vie, som det ofte er skeet med mange andre. Ere vi først et par, saa skriver jeg til min moder. Saa maae hun vel tilgive og indvilge deri, hvis hun vil have mig igjen. Godt! saa komme vi igjen tilbage hertil. Intet menneske skal erfare at I have vidst noget derom, og - hvad siger I dertil? " "Jeg siger, at du er en eenfoldig karl, som man kun for sin ungdoms skyld kan tilgive, saadanne ubetænksomme handlinger. Gaae med samt din gale plan, indslut dig i dit kammer, og bed Gud, at han tilgiver dig din onde villie. Læs det fjerde bud flittig; og bed og arbeid, at du kan komme paa bedre tanker. Saalænge mine øine ere aabne, laaner jeg ikke min arm til gjerninger, hvorpaa forældres forbandelse hviler. Gaae! af din forbindelse med Leonore, kan der intet blive. " "Men saa betænk dog, " vedblev Otto, "at jeg ikke kan leve uden Nore, at det ellers er eders egen fordeel, mine forældre have et par tusende daler: I faaer andeel deri. " "Nok derom! " sagde hiin. "Jeg vil gjøre hvad der er ret; men du skal for fremtiden ikke komme mere herhen, min søn! Jeg forbyder dig det, og vil opfordre din moder til at hun skal ogsaa forbyde dig det. Det maae være saaledes! gaae Otto. Gud være med dig! " Otto var slet ikke tilfreds med denne besked, ville slet ikke indlade sig derpaa, og var i det hele taget ikke meget opbygget ved Hoffmanns yttringer; men da han indsaae, at der ved den gamles bestemthed og fasthed ikke var andet at gjøre, end at have taalmodighed, og Nore uden faderens tilladelse ikke ville foretage noget, saa gik han endelig vel dybt bedrøvet, men dog mere fattet end før ud, af huset. (Fortsættes.)
|
fiction
| null | true
| 3,781
| 7,593
|
1825-07-22
|
Carl Stein
|
Tysk
| 1
|
Feuilleton master-hoffmann_a
|
TRUE
|
master-hoffmann_b
|
master-hoffmann
|
Mester Hoffmann. (Fortælling af Carl Stein.) (Sluttet.) 7. Den følgende morgen ved dagens anbrud sad Leonore tilligemed hendes moder paa vognen, og rullede ned ad gaden. Hoffmann tilvinkede begge den sidste hilsen. Han blev gandske angest og bange om hjertet, fordi det ikke kunne være anderledes, men da han igjen havde arbeidet et qvarteers tid, gandske gjennemtænkt sagen endnu engang, og havde sungen den sang. "O! Gud du overskuer alt, " blev det ham lettere og bedre tilmode. Og da strax derpaa svendene kom og begyndte at synge muntre sange, stemmede han ogsaa i med. Otto gik den næste dag meget ofte forbi Hoffmanns huus, og spurgte endelig den gamle, da han slet ikke saae Leonore, hvor datteren var? "Hun er reist bort med hendes moder! " heed det. "Kommer hun snart tilbage? " spurgt igjen hiin, "Nei, hun bliver længe borte, " var svaret. "Glæd du dig, at det bliver gjort dig saa let at glemme hende! "Saa, " svarede hiin spids. "I mene jeg vil glemme Leonore, deri tager I meget feil. " "Otto, vær ingen nar! " formanede den gamle ham. "Føi dig efter omstændighederne. Lyd din moder! " "Ei ja vist! " svarede hiin; "min moder ville ogsaa at jeg skulle tage Brauers Rikke til kone, men det har jeg reent ud afslaaet hende, og sagde: Leonore eller ingen! " "Du er ikke rigtig klog og ikke god. Gaae din vei! " Fyren gik brummende bort, imidlertid haabede han dog, trods den slemme beskeed, at hans kjereste ikke ville blive længe borte, men da Anna igjen kom hjem, og Leonore viste sig endnu ikke, og da han paa ingen maade kunne erfare hvor hun var, blev han formelig vred paa hendes forældre og viste sig suur mod dem, hvorpaa dog Hoffmann ikke agtede. Men slemmere hændelser indtraf. Det ubehagelige tilfælde paa hans fødselsdag, hans frugtesløse frierie hos Madam Wilkens, synes kun at være begyndelsen paa en lang kjæde af ulykkestilfælde og tunge lidelser, som vel ikke formaaede at nedkue denne kraffulde mands livsmod, men nedbøiede ham dog dybt. Efter saa mange skjønne lyspuncter i hans tilværelse, fulgte nu en betydelig mængde natlige skygger. 8. En ulykkelig krig var udbrudt; fienden havde vunden et hovedslag, og nærmede sig nu hovedstaden. Forvirring, bestyrtelse og fortvivlelse herskede overalt. Den gode Hoffmanns hjerte blødte, han elskede og ærede den unge fyrste, som i det mindste altid havde viist den bedste villie til at gjøre sine undersaattere lykkelig, selv han hang med sin hele sjel ved fædrenelandet, som nu var saa haardt trykket; men ogsaa hvad ham selv angik, gik det ham daarligt. Al orden var forsvunden, alle næringsveie standsede; man tilfredsstillede kun livets største fornødenheder; Ingen lod noget mere bestille hos Hoffmann. Desuden tog man to svende fra ham til rekrutter, hans to dygtigste arbeidere. Fienden rykkede ind i hovedstaden, og talrige gjester, ligesaa begjerlige, som ubudne, opfyldte borgernes huse, som indqvarterede. Endnu holdt den gode mand modet vedlige, og nynnede sig og sine til trøst, af og til en muntre sang; men da strax derpaa hans ældste søn, som opvartede de indqvarterede, blev af en syg soldat anstukken af nærvefeber, da børnene, den ene efter den anden sank syge ned paa sengen, da ogsaa hans Anna begyndte at klage over hovedpine, medens rundt omkring i naboeskabet, døden henrev talrige offere, da fyldte første gang hans brændende øine sig med taarer; og da Anna klagende sank ned paa leiet, standsede han sukkende midt i sangen: "Hvo ikkun lader herren raade! " Ogsaa hans sidste gesell laae syg af nærvefeber; mesteren maatte bort fra det ubetydelige arbeide han havde, for at opvarte og trøste de syge. Indqvarteringen havde allerede kostet meget: for midicin, læge og de syges pleie, gik de sidste penge, som vare bestemte for læderhandleren. Fra alle sider stormede de elskte syges klager ind paa ham, hvilke han ikke var i stand til at afhielpe. I hvilken frygtelig stilling befandt sig nu den arme! og dog tvivlede han endnu ikke om hjelp ovenfra. Endelig begyndte ogsaa frysen, hede og hovedpine at angribe ham, og en brændende tørst plagede ham. Han maatte angreben af feber gaae til sengs, og tabte den tredie dag bevidstheden. 9. Da han igjen opvaagnede til livet, befandt han sig i et fremmed lille gemak paa et sparsomt straaleie; hans hoved var forvirret og tomt, som efter onde drømme; han følte sig dødelig mat og kraftesløs. Hans kone vandrede liig en skygge omkring ved vinduet; begge de ældste sønner laae ved siden af ham paa straaet, og for hans leie stod med sorgfulde, hule øine Wilkens Otto. Der maatte noget skrækkeligt være foregaaet, det gjettede han, men hvad, og i hvor høi grad, det kunne hans svage hoved ikke begribe. Tilmed synes alt ham endnu som en drøm. Paa en af de følgende dage, saae han ogsaa Leonore træde ind i værelset; men hun var bleg og sørgmodig, nu søgte hans blik om forklaring, men ingen gav ham et tilfredsstillende svar, og endnu længe herskede en mørk taushed. Først senere hen, da han igjen havde samlet kræfter, og allerede formaaede af og til, at være oppe, bad han alvorlig om oplysning, og erfarede lidt efter lidt hele storheden af sin ulykke. Medens han med kone og børn laae dødelig syge, var der udbrudt ild i huset og dette var afbrændt. Kun med møie ræddede man de bevidstløse syge ud af flammerne, intet blev ræddet af hvad han eiede; Otto, der just vaagede hos ham, og trods den truende livsfare ikke ville vige fra ham, reev ham og Anna ud af ilden og bragte dem bort, medens andre paa hans bøn, bare de to drenge ud; de øvrige fem børn vare allerede baarne til graven. Uden Ottos hjelp havde de alle været forlorne. En medlidende naboe havde af barmhjertighed indrømmet familien et kammer i hans huus, efter at Madam Wilken, deels af frygt for smerte og deels af uvillie, havde nægtet det. Leonore var først ved faderens gjenopvaagnen kommen tilbage fra tanten, hvorfra Otto havde ladet hende hente. Man overveie Hoffmanns trøstesløse stilling, da han nu havde erfaret sin hele ulykke og kunne overskue sin hele elændighed. Han var bleven den fattigste mand, fem af hans smaae børn, ved hvilke hans fader hang ved troe faderkjerlighed, og som havde udgjort hans glæde, havde døden bortreven fra ham. Han sørgede dybt for det udvortes gods han havde tabt, han græd bittre taarer over hans henfarne smaae; men han fortvivlede ikke, "Herren gav, herren tog, hans navn være lovet! " sagde han, liig hiin fortidens lidende. 10. Hæftigere end ham, havde ulykken rystet hans arme kone. Anna taug vel og græd ikke, men hun loe heller ikke meere; kun sjelden hørte man hende tale, hun synes siden hendes helbredelse at have tabt al følelse for livet, blot undertiden udbrød hendes klage i et dybt suk. "Trøst dig, gode kone, " pleiede da hendes mand at sige til hende. "Hvad Gud giør, er velgjort! Vi have endnu tre børn og den dyrebare pligt at leve for dem. Det vil igjen gaae bedre; vi behøve ikke at tabe modet! " "Ikke! Ikke engang ved betlerstaven? " spurgte hun. "Haaber du endnu altid? " "Alt med Guds hjelp! " svarede han. "Just fordi det gik os en tidlang ret slet, vil det ogsaa snart igjen blive ret godt. Efter en pladsregn klarer det igjen op, og jo hæftigere stormen raser, jo kortere varer den. Hvorledes, jeg skulle ikke haabe mere? Hvorfor bærer jeg da navnet Hoffmann? føiede han til. Ogsaa hans mangeaarige ven Gøering var bleven et offer for nærvefeberen. Hoffmann maatte nu besøge dennes søn, og bede ham om taalmodighed med den gamle gjeld, og om nye credit. Den unge mand modtog ham med venskabelig artighed, og tilbød sig gjerne at tjene ham med alt, ligesom han ogsaa uden ophold overgav ham de forlangte vare. Ved afskeden sagde det unge menneske med et haandtryk. "Det er mig kjert, at I er kommen saa snart til mig. Hernæst besøger jeg eder; thi - Eders datter, er en særdeles elskværdig pige. Efter min faders død seer jeg mig tvungen til at tage en kone. Siig mig dog foreløbig, Mester Hoffmann: Ville I vel give mig Leonore? " "Ei, naar hun vil have eder, " svarede denne, "ret gjerne, I er min bedste vens søn, og saa brav, men -" "Jeg vil til gjengjeld med glæde gjøre alt for at hjelpe eder op igjen, forsikkrede hiin. "I kunne flytte hen til mig -" "Ret godt og værdt at takke for, " afbrød denne ham; "men jeg maa sige eder det ligefrem. Leonore har før holdt af Wilkens Otto. Hvem veed om hun vil give sit minde dertil. Og det er dog en ting, som hun maae afgjøre! " "Hm, " meente hiin. "I er fader" "Nu vi ville see. Tal, selv med pigen! " 11. Da han kom tilbage til sine, tog han Leonore til side og sagde til hende: "Mit barn, du holder endnu af Otto. Men nu begjerer den unge Goering dig til kone. Hvad siger du dertil? Leonore foer allerede sammen, blot ved at høre navnet Goering, blev bleg og rød, og saae taus ned til jorden. "Du tier, du skifter farve? " sagde faderen, som nøie havde lagt mærke til hende. "Otto er et godt menneske; han har ræddet alle vores liv, men hans moder er forud indtagen imod dig og os. Goering mener det redeligt. Han vil hjelpe mig ganske paa benene igjen. Overlæg det, og svar ham, naar han kommer, uden tilbageholdenhed. Du har frit valg! " "Naar Goering vil hjælpe eder, sagde Leonore rask, men blegnende, saa bliver han min mand. "Sagte, mit barn! " svarede han. "Saa skal det ikke gaae. Jeg forstaaer dig, men det er intet. Gud maae føie det med mig saaledes, som han behager; paa din ulykke grunder jeg aldrig min velfærd! " "Giv mig kun tid! " bad hun grædende. "Naar Goering kommer, vil jeg svare. " "Godt, kjære datter. Dog ingen tvang. Overlæg alt! " Derved blev det. Næste søndag kom Goering. Leonore hørte paa hans andragende. Barnlig kjerlighed gav hende mod dertil. Hun ville bringe hendes kjerlighed for Otto og hendes hjertes lykke, til offer for faderens vel. Den gamle havde lagt nøie mærke til hende, og havde fulgt hendes hele tankegang, men hvad skulle han sige og gjøre, nu da Goering førte ham hende imøde med de ord: Nu svigerfader; er i alt i orden. Hun vil blive min gode kone, og da Leonore selv bekræftede det? Han fattede sig dog hurtig nok, for at udfinde et hjelpemiddel, som under de daværende omstændigheder hørte til øiemedet. Han ønskede nemlig kun at vinde tid, for at Leonore endnu modnere kunne faae tid til at overlægge det vovede skridt. 12. Derpaa sagde han: "Ret godt, dog med giftermaalet, selv maae det endnu have henstand, da vi endnu for sex uger siden have tabt vore børn, og endnu ere i den dybeste sorg. " Herimod kunne Goering intet invende, saa ubehageligt ogsaa denne forhaling var ham, thi her var lov og sæder paa Hoffmanns side. Faderen begjerede altsaa en opsættelse paa to maaneder, dermed var Goering tilfreds, og Leonore, som forstod faderen, trykkede taknemmelig hans haand. Den unge mand tilbød sig nu, at forskyde hans tilkommende svigerfader en summa til en fuldstændig indretning, men Hoffmann modtog kun en ubetydelighed, og som han let kunne erstatte; det øvrige afparrerede han meget klogeligen; thi han ville ikke paalægge sig store forbintligheder, der skulle blive til lænker for datteren; hun skulle forblive saa frie som muligt, for at hun kunne træde tilbage, hvis hendes raske beslutning skulle angre hende. Desuden fordrede den gamle af Goering et løfte om taushed over det hele forhold han stod i til pigen, lige til den time, da forlovelsen skulle skee, og angav til grund for denne begjæring, at han frygtede for den fyrige karl Otto skulle begaae noget uoverlagt skridt, naar han saa tidlig blev underrettet og sin elskedes tab, og desuden ønskede den gamle at undgaae alt snak og sladder, svigersønnen i haabet, gav sit ord og holdt det. Hoffmann befandt sig nu igjen i en høist trykkende stilling. Han elskede sin datter ret faderlig og ville gjerne see hende lykkelig. Ach! han saae kun alt for tydelig hvor smertelig hendes offer var, hvorledes hun endnu bestandig kjempede med hendes hjerte; kun alt for ofte opdagede han, at hun havde grædt allene i stilhed, om endskjøndt hun i hans nærværelse fremkonstlede en munterhed og et gladt luue, og naar han spurgte hende alvorlig, forsikkrede hun, at hun var gandske tilfreds. 13. Overbeviisningen om hendes skjulte kummer laae ham tungt paa hjertet, og gjorde ham altid frygtsommere og frygtsommere, jo mere den bestemte tid til giftermaalet nærmede sig. Ofte bad han, naar han var allene, andægtig til Gud om hjelp, at han naadigst ville rædde hans datter fra en ulykkelig forbindelse, men han indsaae ikke muligheden, og sørgede af gandske hjerte. Om otte dage skulle forlovelsen være; paa hans geburtsdag skulle den gaae for sig, saaledes ønskede Leonore det. "Skulle da denne dag ikke igjen engang bringe lykke og glæde med sig: " Saaledes spurgte han sig selv, tid efter anden, og svævede i bestandig frygt; imidlertid lod hans troe paa Gud ham dog ikke falde. Det var eftermiddagen før hans fødselsdag da Goering tilfærdig traade uventet ind til ham. "Svigerfader! " sagde han, "lad arbeidet et øieblik ligge og hør paa mig. Jeg kan maaske skaffe eder noget at bestille, som betaler sig godt. I forgaars er nemlig en herre ankommen hertil, som logerer hos min naboe Richter, og er en fornem mand, de kalde ham Intendant. Denne har ladet spørge ved sin betjent, hvem der her paa stedet var den bedste skomager og skrædder. Han vel lade gjøre støvler og klædningsstykker til prøve, og naar haandværkerne og deres arbeide gefalder ham, vil han gjøre store bestillinger for armeen. Hans betjent har betroet mig at han hader leverandeurerne og selv vil slutte handel med mesterne. Der var noget for dem at gjøre. Mester Hoffmanns støvler have altid været bekjendte som gode og forsvarlige, og billige i prisen; læder kan de faae hos mig saameget de vil. I overtager leverancen, antager svende, sætter andre mestere i beskjæftigelse, og i et par aar, er eders forfatning bedre end den nogensinde før har været. Gefalder nu dette eder, saa gaae i morgen tidlig klokken otte til denne herre, og tag maal af ham til støvler. Jeg har allerede talt til ham om eder, han venter eders ankomst. Hoffmann takkede den unge mand af hjertet, og lovede at gaae paa bestemte tid til den fremmede. Han havde følt sig forunderlig bevæget da Goering gjorde ham dette forslag. Det var nu, som en stemme raabte i hans indre: din fødselsdag i morgen bliver meget lykkelig! Og derpaa blottede han sit hoved da Goering var gaaet, og fremsagde sagte med foldede hænder, en taknemlig bøn. Just nu lød aftenklokkens høitidelige klang. Leonore traade ind i værelset, men da hun saae faderen bede, gik hun hen mod vinduet, som vendte mod vesten, sank knælende ned til jorden, anraabte Gud om styrke for hendes blødende hjerte, og hendes øie fyldtes, med vedmodstaarer. Aftensolen brød med sine glimrende straaler gjennem de lette purpurfarvede skyer, og viste det skjønne ansigt, forklaret liig en engels aasyn. Vesperklokken tonede i en skjøn velklang, og det forekom den bedende, som om dens blide og alvorlige klang bragte hende bønhørelse og kraft. 14. Med bedre mod end nogensinde før, stod Hoffmann den følgende morgen op fra sit leie, tænkte paa dagens vigtighed, Leonores forlovelse, og gangen til den fremmede herre, og sang den sædvanlige fromme sang. Derpaa satte han sig til sit arbeide og fløitede en muntre sang dertil. Da den ottende time nærmede sig, klædte han sig paa, og gik derpaa til den fremmedes bopæl i Richters huus. Da han var kommen ind og havde faaet gadedøren paa ryggen, saae han sig om, og fik øie paa en nøgle i en dør paa høire haand; der er det vel! sagde han til sig selv og bankede paa. Herin! raabte en stemme i værelset, han aabnede døren og traade ind. En middelaldrende velskabt mand sad i en overkjole ved bordet og skrev. Hoffmann bukkede høflig, meldte hvem han var, og hvorfor han kom. Den fremmede beskuede ham en tid lang med et skarpt og taust blik. Endelig sagde han: "Hør Mester Hoffmann, jeg synes jeg skulle kjende dem. " "Det veed jeg ikke af, Hr. Intendant! " svarede Hoffmann. "I det mindste kan jeg ikke erindre mig, at jeg nogensinde har seet dem her. " "Her vist nok ikke, sagde hiin, jeg mener et andetstæds. Har I aldrig forladt denne stad? " "Jo, som gesell, " svarede denne. "Jeg var i Østerrig, Preussen, Sachsen, Bayern, i Nedersachsen, Hamburg, Bremen og Lübeck. " F. "Har I ikke for fire og tyve aar siden, ogsaa opholdt eder i Magdeburg. " H. "Jo, jeg arbeidede der et heelt aar. " F. "Mødte eder da intet usædvanligt? " H. "Jo, jeg trak en ulykkelig op af vandet. " "F. Med egen livsfare, ræddede I hans liv: Ikke saa? See paa mig mester. Kjender I mig endnu? Jeg er den ræddede. " Den fremmede mands øine bleve vaade. Han sprang op, ilede hen til den forundrede Hoffmann, og indsluttede ham fast i sine arme. Den gode mester var saa forskrækket og forvirret, at han ikke formaaede at fatte sig i de første øieblikke, "Ja, herre, dem er det! " (efter at han en lang tid havde betragtet ham.) "Nu kjender jeg dem igjen, men - jeg begriber ikke - hvorledes gik det til, at - ? hvorledes kunne de endnu kjende mig? " "Da jeg anden gang kom op paa vand fladen, sagde hiin, "Saae jeg eder i nærheden af mig. "Der er min skydsengel! tænkte jeg, og ethvert træk i eders ansigt trykkede sig dybt ind i min erindring, og da jeg paa strandbreden igjen vaagnede op paa nye og saae eder, kjendte jeg eder strax igjen, og endnu fastere og dybere rodfæstede sig eders billede i min sjel; men I undveeg, og alligevel saae jeg eder altid for mig. Fire og tyve aar ere siden henrundne. Tiden har gravet furer i eders pande og kinder, udslettet eders ungdoms rødme og blegnet eders haar, men endnu staaer altid den ræddende yngling for mig, og havde jeg ogsaa først gjenfunden eder om halvtredssindstyve aar, blandt titusinde ville jeg have kjendt eder. Slemme mand! hvorfor undveeg I min taknemmelighed, og mine forældres erkjendtlighed? Dog hvad gjør det. Nu har jeg eder, nu undgaaer I mig ikke længere, og nu modtager I capitalen med fire og tyve aars renter. Der hjelper ingen modstand. Siig mig mand, er du fattig? Jeg er riig, jeg deler med dig. Fordre saameget som du vil: jeg giver dig det. " "Herre, " sagde Hoffmann, med rørt stemme, efter et øiebliks forløb, hvori han havde fattet sig, "Herre, de er Guds bud, en engel fra himlen! Jeg er fattig, dog ingen betler, og behøver intet, hvad mig selv angaaer. Men Gud, som jeg anraabte, som jeg fortroede mig til, sender eder for at skjænke mit hjerte trøst og fred: jeg har en datter, der udgjør mit livs lykke. Hun staaer i begreb med at opofre sig for mig af barnlig kjerlighed, ved at give en mand sin haand, som hun ikke elsker, og at frasige sig en yngling, der eier hendes hele hjerte, og som hun elsker overalt! Vil de, saa ræd mit barn, og de har gjort mig fuldkommen lykkelig! " Den fremmede spurgte efter de nærmere omstændigheder, der angik hende. Hoffmann fortalte, og meddeelte ham efterretning om alt hvad vi allerede vide, han foresiilte ham den ulykkelige brand, der fortærede hans hytte, hans børns død, og krigens byrder og trængsler; han talte om hans frugtesløse frierie hos den gjerrige Madame Wilken, om Goerings tilbud, og hans frygt for at hans arme datter skulle blive ulykkelig, og om hans gjeld til goering. "Vær rolig ven! raabte hiin, da han var færdig dermed. I skulle alle blive hjulpne. " Intendanten ledsagede ham til hans boelig. Derhen blev Goering kaldet; den fremmede forestillede ham de sande omstændigheder, og bad ham at han ville afstaae fra giftermaalet. "Hm! " svarede Goering; "ulykkelig har jeg aldrig villet gjøre nogen, pigen er smuk og brav, derfor ville jeg tage hende til kone, da jeg nu engang maae gifte mig; men forlibt er jeg dog egentlig ikke, og da hun dog alligevel skal ægte mig af tvang, saa bryder jeg mig slet ikke om hende; jeg finder mig vel en anden brud! " Nu gik intendanten med Hoffmann til Madame Wilkens, Hoffmann maatte gjentage sit tilbud, og da madammen igjen begyndte at synge den gamle vise, sagde Berger - saa heed intendanten - pludselig, hvor stort da Leonores udstyer nødvendig maatte være, naar hun skulle blive Ottos kone. Saa en firetusinde daler! meente hun. "Godt! sagde Berger, jeg udstyrer pigen med den summa. Mester Hoffmann kjøber jeg desuden et smukt huus, og indretter alting paa nye, paa det fuldkomneste. "Min herre, " raabte denne grædende: "det er formeget, hvorledes kan jeg modtage saa betydelige gaver" "Gaver, hvem taler derom? spurgte den fremmede. Vil I ikke modtage hvad jeg gjør, som gave, saa modtag det som et laan. Jeg afdrager alt paa eders arbeide, I er fra nu af skomager for vor hele armee! " Hvem formaaer at skildre Hoffmanns glæde og taknemmelighed; og den gode moder Annas rørte hjerte, hvem formaaer at beskrive Leonores og hendes brudgoms fryd? Den sidste ville med magt kysse intendantens haand, hvem alle aflagde deres glade tak. Fire uger efter, stod det lykkelige unge pars bryllup, Hoffmanns gjæld hos Goering blev betalt og udslettet. Han boer i et smukt huus, som Berger har kjøbt til ham, og arbeider med otte geseller paa det læderforraad, som Goering, imod den fremmedes betaling har tilkendt ham. Nu Anna, hvad mener du? spurgte nu Hoffmann sin kone. "Har jeg ikke altid sagt, at tillid til Gud, aldrig vorder beskjemmet! " "Ja, ja, gode mand, du har sagt det, svarede hun, tilgive mig jeg tvivlede. Herren har gjort alting godt for os! Nu ville vi først begynde at leve! Tie aar ere nu siden den tid hensvundne. Hoffmann leger nu med tre muntre dattersønner, og er en lykkelig bedstefader. Hans forbedrede omstændigheder, hvis glade øievidne Berger er, har ikke forandret noget i hans caracteer; endnu arbeider han, som rørig olding flittig løs med sine geseller, og synger endnu altid sin morgen- og aftensang og hans: "Fryd dig ved livet! " med lydelig stemme. En stor deel af stadens indvaanere kjender denne muntre gamle; og han er i den deel af staden hvori han boer, bleven til et ordsprog: naar man blandt borgerne vil betegne en ærlig, flittig og forstandig munter mand, saa siger man: "Han er som Mester Hoffmann. "
|
fiction
| null | true
| 3,812
| 7,593
|
1825-07-29
|
Carl Stein
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton master-hoffmann_b
|
TRUE
|
the-misunderstanding
|
the-misunderstanding
|
Misforstaaelsen. Biskop Bonifacius saae paa uret, sprang op og raabte paa sin tjener, "hurtig Joseph klæd mig paa, det er paa høi tid at jeg holder messe. " Joseph ilede til garderoben og bragte præstekjolen med alt tilbehør, hvoriblandt et par beenklæder af sort fløiel befandt sig. Man ryste ikke alt for tidlig paa hovedet ved at høre i tale derom. De spille i vores lille historie en betydelig rolle, men med anstand. Desuden er det kun en intetsigende affecteret peenhed og saagar et kjendetegn paa en ureen indbildningskraft, naar en anstiller sig som om han ikke tør nævne dette uskyldige klædningsstykke i et anstændigt selskab. For den reene er alting reent. Da Bonifacius ville trække dem paa, lagde han mærke til at en søm var sprungen op paa samme. "Bring mig et par andre, sagde han, overleveer disse til Agath og paalæg ham at sye det næt til. Agath hedte den høierværdige herres livskrædder, men Joseph som først for faa dage siden var kommen i biskoppens tjeneste, og som var fremmed i hans herres residents, kjendte ikke den gode mester, og havde saagar aldrig hørt tale om ham. Han vidste derimod, at et nonneekloster som ikke laae langt fra biskoppens boepæl førte navn af den hellige Agathe. Dette faldt ham strax ind, og da han just intet forslagent hoved var, saa troede han i sin eenfoldighed, at biskoppen pleiede at lade hans klædningsstykker istandsætte hos de hellige søstre. Han lagde derfor beenklæderne i et tørklæde, gik dermed til klosteret og forlangte at faae abedissen i tale. Denne ærværdige matrone, der formodede et eller andet budskab i embeds-forretninger, begav sig strax til taleværelset, og lod sendebudet komme for sig. Han traaede ind, gjorde sit skrabud og sagde, hr. Biskoppen lader eder venligst hilse og skikker eder herved en patient som I skulle tage i cuur. I det samme blottede han beenklæderne, lagde dem i abedissens af forundring opløftede hænder og løb, da han havde endnu flere smaae ærender at udrette, der ikke taalte opsættelse, hurtig igjen bort, førend at hun af bestyrtelse kunde frembringe et ord. Hun kastede underklæderne (som man paa en anstændig maade pleier at udtrykke sig) med afskye paa en stoel og sagde til sig selv: hvilken uhørt skammelig anmodning! Biskoppen maae være bleven vanvittig; eller ogsaa maae det have gaaet ham i dag som den hellige Augustinus, der i sine bekiendelser siger i al fortrolighed til gud. "Drukkenskab være langt fra mig, men et lille ruus overfalder vel undertiden din tjener" Men var end ogsaa dette tilfældet, vedblev hun, saa har vistnok den hellige mand aldrig tilladt sig saa uanstændige viinløier, som vores hr. Biskop, der paa sine gamle dage endnu er saa fuld af narrestreger. " Efter denne samtale med sig selv, begyndte hun at overlægge hvad man skulle foretage sig i dette underlige tilfælde. I den første hidsighed løb hende den vilde tanke gjennem hovedet, at tage de uskyldige underklæder med ovngaffelen og og kaste dem i ilden, hvilke som bekjendt skeete den attende october 1817 paa Wartburg med adskillige bøger. Men forudseende, at biskoppen ville ligesom hiin, de brændte bøgers forfatter, ilde optage denne fremgangsmaade, som man kun kan tillade sig i høieste nød, afstod hun igjen fra sit forehavende og fattede den mere milde beslutning, at forsamle klosterjomfruerne, foredrage dem sagen og høre deres mening derom. Sammenkaldte ved den usædvanlige klokkes lyd, fremstillede nonnerne sig og sluttede en kreds om deres abedisse, der havde bedækket Corpus Delicti med et tørklæde. "Biskop Bonifacius" begyndte hun, "har bragt en stor skam over os, i det han har tilsendt os et klædebon, hvis navn en tugtig klosterjomfru, ikke tager paa tungen endnu mindre i haanden, for at vi skulle istandsætte end derpaa værende skade, " med disse ord, drog hun tørklædet tilside. Nonnerne udstøtte alle paa en gang et forfærdelsens skrig og løbe deres vei. Abedissen raabte med lydelig stemme, de flygtende tilbage, i det hun gav dem den forsikkring, at hun igjen havde tildækket det sorte uhyre. Lydige vendte de om og holdt haanden for ansigtet, men saae dog for ikke at falde i det de gik, gjennem fingrene og stillede sig igjen paa deres forrige plads. Nu blev der da holdt et raad om hvorledes man skulle forholde sig ved denne biskoppens selsomme begjering. Fleertallet af stemmer og abedissen selv fandt det raadeligst ikke at opirre biskoppen mod klosteret, men enhver, der afgave denne mening, erklærede tillige at hun for ingen priis kunde beslutte sig til at bevise ham den føielighed at reparere hans beskadigede ejendom: Efter mange forgjeves underhandlinger, faldt abedissen paa det indfald at overdrage forretningen til en ung novise, ved navn Antonie, som man, da hun endnu blot havde tilbagelagt halvdelen af hendes prøveaar, ikke havde taget med paa raad. Antonie var en riig mands datter som havde et stort bispegods i forpagtning. Hun elskede en brav yngling, men desværre var han fattig og hendes strænge fader, lod sig paa ingen maade bevæge til, som han udtrykte sig: at give sit samtykke til hendes giftermaal med en betler. Da han derfor behandlede hende haardt, fordi hendes kjerligheds forstaaelse mishagede ham, og han desuden ville paatrænge hende et ulideligt menneske til ægtemand, der havde intet at være stolt af, uden sine pengeskrine, saa rømte hun hemmelig og kastede sig i klosterets beskyttende arme. Men med en fod stod hun endnu i verden og havde stor lyst til ogsaa igjen at sætte den anden ind i den, hvis hændelseviis, endnu under hendes prøveaar, et eller andet middel kunde findes til at bøie hendes faders stivsindighed. Hændelsen synes det hende derfor lykkelig, da hun blev kaldet frem for abedissen og spurgt, om hun da hun endnu var et halvt verdens barn, ville paatage sig det af biskoppen begjærede, men for klosterjomfruer usømmelige arbeide. Efter en kort betænkning sagde hun ja. Hvad hemmelige anslag hun smedede i hendes lille hoved, det behøve vi ikke at undersøge, thi tanker ere jo toldfrie. Nonnerne loe og hviskede hinanden spotske domme i øret over Antonie, da hun uden at lade sig forstyrre, tog beenklæderne under armen og gik dermed ind i hendes celle. Det arbeide der havde sat klosteret i oprør, var høist ubetydelig og fuldbragt i fem minuter. Men den flittige syepige, hastede ikke med at overlevere dem, tog derimod hendes, bag om sengen skjulte skrivetøi frem, for medens at biskoppens nedre klædebon (for at tale med Luther) forjagede alle besøg fra hende at bringe et brev i stand til hendes Anton. Pennen fløi for hende og hun var just ved at slutte, da den gamle velbekjendte Dominas slæbende trin lod sig høre paa gangen udenfor hendes celle og kom nærmere og nærmere. Himmel! hun kommer til mig, raabte hun, og da hun ikke i angesten vidste hvor hun skulle gjemme sit lille kjerligheds brev, stak hun det i lommen paa beenklæderne og tog disse fat, som om hun endnu havde meget at sye sammen. Abedissen traaede ind og spurgte: "Er du færdig mit barn? Endnu ikke ganske høierværdige frue, sagde Antonie zittrende. Ei du doventøs, raabte Dominaen og bøiede sig med brillerne paa næsen ned til fløiels beenklæderne, da hun nu fandt den opsprungne søm igjen sammensyet, tilføiede hun leende: Du har nok syet i søvne, siden du ikke veed det. Der er jo gjort hvad der skulle gjøres. Ja hovedtingen vel, svarede den forskrækkede pige, men der gives endnu nogle løse knapper. Det kommer ikke os ved, svarede abedissen. Hvem der er alt for tjenstfærdig, paabyrder man altid mere. Saae biskoppen at vi havde arbeidet med lyst og behag, saa var han i stand til at sende os sin hele gamle garderobe, at reparere. Med disse ord greb hun beenklæderne fra pigens skjød og stak dem under hendes huusmantel for at bære dem til hendes værelse. Antonie som ikke ville lade hendes kjerlighedsbrev komme i urette hænder, greb igjen efter sammes fløiels couvert og sagde: tillad mig høiærværdige frue at jeg berøver dem uleiligheden jeg skal følge med og bære dem. Ved dette høflige tilbud ville hun skaffe sig leilighed, til at faae sit lille brev tilbage og skjule det i hendes barm, men det slog feil. Dominaen lod sig ikke narre biskoppens eiendom fra og da Antonie under skin af tjenstfærdighed brugte nogen magt, sagde den gamle dame i en vranten tone: Jeg befaler dig, lad være, din paatrængende høflighed udarter til uhøflighed. Bestyrtet og ydmyg trak den arme pige sig tilbage og Dominaen gik bort med det høie bytte. Den følgende dag festligholdt biskoppen sin geburtsdag med et stort gjestebud, hvortil han havde indbuden prælater og riddere. Der blev dygtig drukken, thi man sad ved en biskops taffel og den høie geistlighed frodsede den gang ikke lidet. Selskabet havde just faaet ind deserten og havde, ved at tømme de fulde bæggere, naaet den høieste grad af munterhed, da Joseph, den kloge tjener, overleverede en ziirlig med blomster fyldt kurv, der nyelig var bragt portneren af en ubekjendt, som en geburtsdagpresent til den høierværdige herre. Leende betragtede biskoppen kurvens fine fletning og udraabte, "Var jeg dog saa sikker paa kardinalshatten, som jeg er sikker paa, at dette er klosterarbeide. See blot mine herrer hvor jeg staaer i behagelig erindring hos mine geistlige naboersker; og kurven er tung, der ligger vist oven i kjøbet noget behageligt skjult under blomsterdækket. Han krammede blomsterne ud og stødte snart paa et fast legeme der var indhyllet i et fiint med naale sammenhæftet papiir. Triumpherende viste han selskabet den lille pakke og opfordrede dem til at gjette indholden. Gjesterne overgik hinanden i de mest smigrende gisninger. Enhver fremkom med noget skjønnere end hans formand. Efter at de samtlig havde forsøgt at opløse gaaden, rev biskoppen papiret af og - hans gamle beenklæder faldt ham i hænderne. Han blev saa forskrækket, som om han havde fundet en slange under blomsterne, og det hele taffels umaadelige latter hindrede ham længe fra at bede dosmeren, der stod bag hans stoel og loe, om at gjøre rede for sagens sande sammenhæng. Endelig da han ved forhøiet stemme, var i stand til at blive hørt, blev misforstaaelsen i faa ord klar og det leende chor begyndte igjen stærkere end før. Tidlig næste morgen lod biskoppen sig klæde paa, for at kjøre til klosteret og gjøre sin tjeners dumhed god igjen hos abedissen. Han havde tagen paa sig de omhandlede beenklæder, fordi han ved det hurtige brug af samme, troede paa en hvis maade, at bevise klosteret en ære. Da han var reisefærdig og kun endnu ville stikke en haandfuld penge i den ene lomme, fandt han allerede pladsen opfyldt med et sammenlagt papiir. O! de spøgefulde nonner tænkte han i det første øjeblik. De har vist i spøg sendt mig en skrædderregning! da han aabnede det, indeholdt det følgende: Hjertenskjære Anton! Glæd dig, glæd dig! en haabets stjerne gaaer op for os, maaske der endnu kan blive et par af os, og dertil vil Biskop Bonifacius hvis han er taknemmelig, forhjelpe os; thi jeg har i tugt og ære beviist ham en villighed. Nu hør blot hvordan det gik til. I dag formiddag bleve nonnerne pludselig ved den saakaldte kapitelklokke sammenkaldte, jeg forundrede mig derover, som noget usædvanligt, da jeg imidlertid, himmelen skee tak! endnu ikke er indklædt, saa tænkte jeg, hvad kommer det dig ved, og blev rolig i min celle; men efter en halv time blev jeg ogsaa kaldet. Abedissen stod endnu i midten af nonnerne, som en høne blandt hendes kyllinger og alle satte et ansigt op, som om noget særdeles ondt var vederfares dem, og hvad var det saa vel? Biskoppen som maae være en gammel spøgefugl, havde faaet det naragtige indfald, at sende et par beenklæder, som en søm var sprungen op paa, til klosteret for at lade gjøre i stand af en geistlig haand, der var nu en jammer paa færde! Gamle og unge frygtede for dem, som et brændt barn for ilden, derfor spurgde den gamle Domina mig, om jeg som endnu var et halvt verdensbarn ville sye de par stik, jeg sagde ja, og tænkte i mit hjerte: Biskoppen skal og maae betale dig arbeidet. Men penge vil jeg ikke have, det kan du vel tænke. Jeg venter en meget skjønnere løn. Biskoppen, som min fader ærer som en gud, kan blive vor talsmand hos ham og drive det igjennem, at vi jo snarere jo bedre kunne faae hinanden. Gaae altsaa til hans høiærværdighed og hils ham ligefrem, at jeg udbeder mig den godhed af ham. Jeg har redelig fortjent det, thi hvor ville ikke den gamle herre have ærgret sig, naar nonnerne, de knibske abekatte, havde sendt ham hans klædningsstykke i samme stand tilbage med en spodsk compiiment. Ja sandelig det var skeet, naar jeg ikke af et godt hjerte havde lagt mig imellem. Forestil biskoppen alt og stig ham endnu oven i kjøbet at han burde ogsaa hjælpe mig ud af klosteret, da jeg verslig sindede skabning, ikke er der til nogen nytte. Tag din bedste grønne kjole paa Anton, naar du gaaer til biskoppen og forsøm intet øjeblik at smede medens jernet er varmt. Din indtil døden troe Antonie. Biskoppen loe hjertelig over dette brev og besluttede strax at opfylde pigens ønske. Han kjørte til klosteret, undskylde den slemme misforstaaelse hos abedissen og forlangte at tale med Antonie under fire øine. Frygtsom og rødmende traade hun frem. Bonifacius, der ingen hader var af kjønnet, fandt hende skjønnere end han havde forestilt sig. Derved fuldkommen indtaget, talte han venlig til hende og takkede hende for hendes tjenstfærdighed. Heraf blev det hende klart, at han maatte have læst hendes aabenhjertige og noget frie brev. Hun var, som om hun af skam skulle synke til jorden, men Bonifacius trøstede hende med, at han forstod spøg, og ikke havde taget noget ord som angik ham, fortrydelig op. Derpaa tilstillede han hende igjen brevet og erklærede tillige, at bortsendelsen deraf til vedkommende, nu ikke længere var fornødent, da han uden videre anmodning, skulle paa bedste maade besørge hendes hjertes anliggende hos hendes fader. Med denne forsikkring forlod han hende og holdt næste dag sit ord. Faderen var i begyndelsen da biskoppen foredrog ham sagen, meget fortredelig derover og havde gjerne støiet og bandet; men hans ærbørdighed for den høiærværdige biskop lagde ham tømme og bidsel i munden. Han hørte rolig paa de forestillinger, der bleve ham gjorte og tilstod endog at Anton var en brav karl og en duelig jæger, kort han havde kun det at indvende imod ham, at han endnu intet levebrød havde. "Det vil jeg sørge for, " sagde biskoppen. "En af mine venner har just en anseelig forsttjeneste ledig, og vil ikke nægte mig den til eders tilkommende svigersøn. " Fire uger derpaa fik anton den for ham udvirkede bestaling som forster, drog ind i sin smukke forstboelig, holdt bryllup med Antonie og begge følte sig i deres ægteskab saa lykkelige at de endnu, da de allerede vare besteforældre sagde: "Aldrig har vel saalænge verden har staaet, en ringe tjenstvillighed baaret saa skjønne renter. A. F. C. Langbein.
|
fiction
| null | true
| 2,495
| 2,495
|
1824-06-17
|
A. F. C. Langbein
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton the-misunderstanding
|
TRUE
|
napoleon-ligny
|
napoleon-ligny
|
(Historisk beretning.) Slaget ved Ligny. (Memoires de la vie privée de Napoleon en 1815.) Efter at have udstædt en kjæk proklamation til sine soldatre, var det at den store Napoleon besluttede at angribe de allierede med sin armee. Planen keiseren havde lagt til slaget var lige værdigt de franskes mod og deres chefs høie reputation. Det er imidlertid nødvendigt at gaae nogle dage tilbage i tiden. I de efterretninger, der vare komne fra en sikker haand og efter de commissionairer, der forsynede Hertugen af Otranto dermed (denne spillede ellers en meget tvetydig rolle) vare de allieredes stilling nøiagtig detailleret. Napoleon vidste at Wellingtons armee befandt sig udstrakt fra havkysten af til Nivelles, at preusserne styttede deres høire fløi paa Charleroy; og at resten af deres armee laae adspredt i større og mindre divisioner indtil Rhinen. Han ansaae fjendens linier for at være alt for meget udstrakte og at det derfor var muligt for ham, ved ikke at give dem tid til at trække sig sammen, at dele de to armeer af og anfalde de forhansede tropper den ene efter den anden. Han forenede ogsaa virkelig hele kavaleriet til et eneste korps paa tyve tusende mand, hvormed han havde i sinde at kaste sig med lynets hurtighed i midten af fjendens kantoneringer. Dersom seiren begunstigede dette vovestykke, skulle centrummet af vores armee næste dag angribe Brussel, den høire og venstre fløi drive engelænderne tilbage over Schelde, og preuserne over Maasfloden. Naar Nederlandene var blevne erobrede havde man bevæbnet de misfornøiede, trængt alt videre og videre frem indtil Rhinen, og der havde man paa nye søgt at slutte en fred. Den 14de om natten, gav vores armee som keiseren havde draget omsorg for at holde skjult, sig paa marschen, ikke det mindste tegn viste sig paa at fjenden havde forudseet vores opbrud, og alt synes at love os et stort resultat, da Napoleon fik underretning om, at General Bourmont, obersterne Clouet og Villoutreys og to andre officerer nyelig havde deserteret over til fjenden. Han vidste fra Marskalk Ney, at Mr. de Bourmont, under tildragelserne ved Besancon havde viist en slags betænkelighed og han havde derfor aldeles ikke bekymret sig om at bruge ham. Men da Bourmont havde givet sit æres ord til General Gérard, at tjene keiseren troe, og denne general, som Napoleon gjorde meget af, tilbød sig at staae inde for Bourmont, saa samtykkede han at i ansætte ham. Hvorledes kunde han formode, at denne officeer, som havde erhvervet sig saamegen ære 1814, ville 1815 gaae over til fjenden aftenen før en bataille. Napoleon gjorde paa øieblikket, i hans angrebsplan de forandringer, som dette uventede forræderie gjorde nødvendig og satte sig derpaa i spidsen for armeen. Den 15de, kl. 1 om morgenen befandt han sig personlig i Jumiguan ved Eurefloden. Klokken 3 satte hans armee sig i bevægelse, marscherende i tre kolonner og trængte sig hurtigen frem gjennem Beaumont, Maabenge og Philippeville. Et corps infanterie under General Ziethen ville gjøre passagen over Sambrefloden stridig; men det 4de corps jægere understyttet af det niende, angreb det med sabelen i haanden og gjorde tre hundrede fanger. Sapeurerne og marinerne af garden blev derpaa sendt efter fjenden for at istandsætte broerne, og ikke lade den faae tid til at ødelægge dem. De forfulgte den som Tirallieurs og trængte med den ind i Charleroy. Den kjække Pajol ankom snart med sit cavalerie, og staden var vores. Indvaanerne glade over at modtage de franske, hilsede dem eenstemmig med det vedvarende hurraraab: "Leve keiseren, leve Frankerig! " General Pajol lod strax ved General Clanys husarer sætte efter preusserne, og dette brave regiment sluttede denne dag med at erobre en fane og tilintetgjøre en bataillon, som havde vovet at modsætte sig. Imidlertid havde det andet corps passeret Sambrefloden ved Marchiennes og kastet overende alt hvad der modsatte sig det. Preusserne havde igjen begyndt at samle sig og ville gjøre modstand, men General Reille huggede ind med det lette cavallerie, adspredte dem og tog to hundrede mand til fange. Slagen paa alle kanter kastede de sig nu paa høiderne af Fleurus, som for tyve aar siden havde været saa uhældige for Frankerigs fjender. Napoleon oversaae med et eneste øjekast terrainet. Vore tropper anfaldt med hæftighed preusserne i stormskridt. Tre carréer infanterie, styttet paa flere escadroner cavallerie og artillerie udholdte angrebet med kjækhed. Trættet ved deres ubevægelighed befalede keiseren General Letort at angribe dem i spidsen for dragonerne af den kongelige garde. I samme øjeblik bringer General Excelman fjendens venstre fløi til at vige; den 20de escadron husarer anført af den unge og tappre Briqueville kaster sig over preusserne fra en side, medens Letort angriber den anden. Deres linie bliver gjennembrudt og tilintetgjort; men de sælge os seieren dyrt; thi Letort blev dræbt. Denne dag, der var af liden vigtighed i henseende til dens følger, da den kun kostede fjenden 5 kanoner og tre tusinde mennesker, havde derimod paa armeen den meest lykkelige virkning. En lændegigt som nødte Marskalk Mortier til at holde sengen, og General Bourmont forræderie havde frembragt en følelse af uvished og frygt, som blev aldeles adspredt ved det lykkelige udfald denne første kamp havde faaet. Indtil nu havde enhver divisionschef beholdt den umiddelbare kommando over deres corpser og man tænke sig hvad deres iver og kappelyst maatte være. Keiseren begik nu den feil at kuldkaste haabet om den belønning de gjorde sig for deres mod og deres ærgjerrighed; han satte Deneral d'Erlon og Grev Reille under Marskalk Neys kommando, som han havde ladet komme for sildig, og Grev Gerard og Grev Vandamme under Marskalk Grouchy, som det havde været bedre at have ladet blive i spidsen for kavaleriet. Den 16de om morgenen indtog armeen saaledes deelt, følgende stilling: Marskalk Ney med det 1ste og 2det corps, kavaleriet under General Lefevre-Desnouettes og det under General Kellerman havde deres avantgarde i Trasnes, og de andre tropper laae fordeelte omkring Gosselies, og bestod af: 47, 600 mand med 116 kanoner, udgjorde venstre fløi og blev som sagt commanderet af Marskalk Ney. Marskalk Grouchy med det tredie og fjerde corps og generalerne Pajol, Excelman og Milhauds cavalerie var opstillet foran paa høiderne af Fleurus. 3die og 4de corps havde 37, 950 mand med 112 kanoner, udgjorde høire fløi; og blev commanderet af Marskalk Grouchy. Det sjette corps og gaarden stode afdeelte i flere mindre divisioner mellem Fleuris og Charleroy. Var 30100 mand stærk med 134 kanoner, udgjorde centrummet og reserven, og blev commanderet af keiseren i egen person. Den hele keiserlige armee bestod af: 87, 500 mand infanterie, 20, 800 mand cavallerie, 7, 350 mand artillerie til hest og fods, og 2000 ingenieurer. Ialt 117, 850 mennesker, og 362 kanoner; men som havde at stride mod en næsten dobbelt overlegen fiende. Samme dag var Marskalk Blüchers armee, 90, 000 mand stærk, bleven samlet paa nye med megen hurtighed, posteret paa høiderne af Bry og Sombref og havde besat landsbyerne Ligny og St. Amand, som beskyttede dens front. Dens cavallerie udstrakte sig langs veien til Namur*). Hertugen af Wellingtons armee, som denne general endnu ikke havde faaet tid til at samle, bestod omtrent af 100, 000 mand, de laae adspredte mellem Ath, Rivelle, Genappe og Brussel. Keiseren recogniserede i egen person Blüchers stilling; indsaae denne generals planer (fodnote: *) General Blücher havde ikke faaet tid til samle sin hele styrke), og besluttede derfor at levere ham et slag, førend armeens reserver og den engelske armee, som han ventede og endnu ikke havde havt tid til at samle sig, kunne forene sig med ham. Han afsendte øieblikkelig en ordre til Marskalk Ney, som han formodede var paa veien til Qvatre Bras, hvor han kun skulle have funden faa folk, at jage engelænderne kjækt foran sig og derpaa ved en ombøining falde den preusiske armee i ryggen. Paa samme tid forandrede han den keiserlige armees front, General Grouchy rykkede frem til Sombref, General Gerard til Ligny, General Vandamme til St. Amand. General Gérard med sin division, fem tusinde mand stærk, blev detascheret med det andet corps og stillet bag ved General Vandammes venstre fløi, paa en saadan maade, at han kunde understytte ham og paa samme tid forbinde Marskalk Neys armee med Napoleons. Garden og cuirassererne under Millhaud bleve posterede ved reserven foran Fleurus. Kl. 3 angreb det 3die Corps St. Amand og indtoge den. Preusserne under anførsel af Blücher indtoge landsbyen paa nye; de franske forskanset i kirkegaarden, forsvarede sig med haardnakkenhed; men overvældet af overmagten vare de nær ved at vige, da General Drouot, som mere end engang afgjorde slagets skjæbne, med 4 batterier af garden anfaldt fienden fra den anden side og tvang den til at standse. Paa samme tid trængte Marskalk Grouchy sig med held frem til Sombref, og General Gerard angreb med hæftighed landsbyen Ligny. Dens mure med skydehuller og en dyb grav, gjorde det ligesaa vanskeligt som farligt at nærme sig den; men disse forhindringer afskrækkede hverken General Lefol eller de Brave som han commanderede. De trængte frem ad med plantet bajonet og i et øieblik vare preusserne trængte tilbage og nødsagede til at vige pladsen. Da Marskalk Blücher vidste at besiddelsen af Ligny afgjorde bataillens skjæbne, ilede han til med kjernen af sine tropper, og der, for at betjene mig af hans egne ord: "begyndte en strid, der kan betragtes som en af de blodigste, historien kan fremvise. I fem hele timer udspyede to hundrede ildsvælg paa denne ødelæggelsens kampplads saar og døden. I fem timer vare snart franskmændene, snart preusserne seierherrer og gjorde hinanden besiddelsen af denne blodige post stridig. Mand mod mand, fod mod fod, syv gange dreve de hinanden ud, og syv gange, indtoge de den igjen. Keiseren ventede hvert øieblik, at Marskalk Ney skulle komme og tage deel i striden. Fra begyndelsen af slaget, havde han gjentagne gange givet ham ordre til at manøvrere paa en saadan maade, at han kunde omgaae preussernes høire fløi, og han satte saa stor en priis paa denne diversion, at han skrev til marskalken og gjentog flere gange, at de franskes skjæbne var i hans hænder. Ney svarede ham at han havde hele den engelske armee at slaaes med, denne lovede han ham at holde varm den hele dag, men intet videre. "Keiseren bedre underrettet, forsikkrede ham, at han ikke havde andet end Wellingtons avantgarde for sig, og befalede ham paa nye, at drive engellænderne tilbage og at erobre Qvatre Bras, det koste hvad koste ville. Marskalken vedblev haardnakket i sin uheldige feiltagelse. Napoleon overbeviist om vigtigheden af det, Marskalk Ney nægtede at foretage og udføre, sendte strax ordre til det første corps, i største hast at begive sig over paa preussernes høire fløi, men efter at have tabt det kostbare øieblik ved at bie, troede han ikke længere uden fare at kunne forsætte striden, og han gav General Girard, som ikke havde mere end fem tusinde mand hos sig ordre, at bevirke den bevægelse, som Grev d'Erlon skulle udføre med tyve tusinde mand, det er at sige: at omgaae St. Amand og at falde fienden i ryggen. Denne manøvre mesterlig udført, og understyttet af et angreb af garden, et brilliant udført anfald af garden under General Dolores brigade og af gardens grenaderer til hest, afgjorde seieren. Preusserne angrebne paa alle kanter retirerede i uorden, og overlode os Valdpladsen, fyrgetyve kanoner og flere faner. Paa venstre fløi havde Marskalk Ney istedenfor i største hast at begive sig til Qvatre Bras og at udføre den diversion som var bleven ham befalet, anvendt tolv timer paa unyttige, intetsigende manøvres og gav derved prindsen af Oranien tid til at forstærke sin avantgade. Napoleons bestemt ordres lod ham ikke længere tid til overveielser, han satte sig i bevægelse og ville uden tvivl erstatte den tabte tid, thi uden at lade undersøge hverken fiendens stilling, eller styreke, angreb han den med hæftighed. General Foys division begyndte angrebet inddroge sine tirailleurer og udsatte vagter. Kavaleriet Bachelu, hjulpet, forsvaret og understøttet ved denne division angreb og adsplittede, tre batailloner skotter, men nye tropper der ankom til forstærkning, anført af Hertugen af Wellington og de skotskee, hollandske og prindsen af Oraniens udmærkede tapperhed opsatte for en tid det hældige udfald. Denne modstand langt fra at betage Marskalk Ney modet, bragte ham derimod til at handle med langt mere kraft, end han nogensinde før havde viist. Han angreb de engelsk-hollandske med rasenhed og drev dem tilbage til grændserne af skoven Bossu. Det 1ste regiment jægere og det 6te af landsenererne kastede brunswickerne overende, og det 8de regiment cuirassereer passerede over legemerne af to batailloner skotske og tog en fane fra dem. Det 11te ikke mindre kjæk, forfulgte fjenden indtil skovens begyndelse, men denne skov, som man ikke havde ladet recognisere, var besat med engelsk infanterie. Vore cuirasserer blivne angrebne af en ild paa pistolskuds distance, som paa engang, udbredte ødelæggelse og forvirring i deres geleder. Nogle officerer der nyelig vare komne ind i regimentet, istedenfor at standse uordenen, forøgede den ved at skrige: "rædde sig hvem der kan. " Denne uorden, som i et øjeblik udbredte sig fra den ene til den anden indtil Beaumont, havde kundet foraarsage stor ulykke, dersom Generals Foys infanterie, ikke var bleven standhaftig staaende, og havde fortsat striden, med ligesaa megen vedholdenhed som kjækhed. Marskalk Ney, som ikke havde meere end 20, 000 mand med sig, ville lade det første corps, som han havde ladet blive bag ved sig rykke frem, men keiseren havde, som før er sagt befalet Grev d'Erlon som commanderede det udtrykkelig, at at forene sine tropper med hans, og denne general gav sig paa marschen. Da Ney fik denne nyehed at vide, var han midt i den hedeste ild af de fiendtlige batterier. "Seer de disse kugler" raabte han, med mørk fortvivlelse, "jeg ville ønske, at de alle gik igjennem livet paa mig. " Han lod paa øjeblikket sende tilbud efter Grev d'Erlon, og befalede ham, hvilkensomhelst ordre han havde faaet af keiseren selv, at komme tilbage. Grev Erlon havde den svaghed og det uhæld at adlyde. Han forblev med sine tropper hos marskalken; men klokken blev 9 om aftenen og marschalken, afskrækket ved de forhindringer der vare mødt ham og misfornøiet med sig selv og andre, havde ophørt med striden. Hertugen af Wellington, hvis styrke efterhaanden havde forøget sig til 50, 000 mennesker, retirerede om natten i god orden til Genappes. Marskalk Ney skyldte hans troppers store tapperhed og hans generalers duelighed den ære, ikke at have været bleven tvungen til at forlade sin stilling. Den hidsighed hvormed man fægtede denne dag, bragte selv de mennesker, der vare vandte til med koldt blod at see krigens rædsler, til at gyse. Lignys og St. Amands rygende ruiner, vare opfyldte med døde og døende. Graven foran Ligny lignede en flod af blod, i hvilke døde legemer svømmede; i Quatre Bras det samme syn! den dybe vei, som stødte til skoven var forsvunden under de brave skotske og vores cuirasserers blodige legemer. Den keiserlige garde udmærkede sig overalt ved sit myrdelystne raserie. Den sloges og raabte bestandig vive l'Empereur, point de quartier! " (leve keiseren, ingen pardon! ) General Gérards corps viste det samme fjendlige sindelav, flere af dem, efter at have opbrugt sin amuition, forlangte med høie raab. "Patroner og preussere! " Preussernes tab, gjort betydeligt ved ilden af vores artillerie, var 25, 000 mand. Blücher kastet af hesten ved vore cuirasserer, ræddede sig kun ved et mirakkel. Engelændernes og hollændernes tab var 4500 mand. Tre regimenter skotske og de brunsvickske sorte husarer, bleve næsten aldeles nedbuggede. Hertugen af Brunswick selv og en mængde andre høie officerer bleve dræbte. Vi tabte paa høire fløi næsten 5000 mand og flere generaler. Prinds Jeronimus allerede saaret ved overgangen over Sambrefloden, fik en let saar i haanden, men vedblev bestandig at holde sig i spidsen for sin division, og udviste megen tapperhed og koldblodighed. Vores hele tab ved Ligny, der kan anslaaes til 65, 00 mand, blev gjort endnu meere føleligt derved at General Gérard blev dødelig saaret. Faae officeer have havt en saa ædel carakteer og en saa vedholdende tapperhed. Mere begjerlig efter ærens end lykkens gunstbeviisninger, var hans kaarde hans eneste eiendom, og hans sidste øjeblikke, isteden for at forskjønnes blot ved erindringen om hans heeltemodige handlinger, vare besværede ved den kummer at maatte efterlade sin familie i trængende omstændigheder. Seiren ved Ligny opfyldte ikke fuldkommen keiserens forventninger: "Dersom Marskalk Ney - sagde han - havde med sin hele magt angrebet engelænderne, ville han aldeles have tilintetgjort dem, og ville have kundet givet preusserne sin rest, og dersom han, efter denne første feil ikke have begaaet den anden og forhindret Grev d'Erson fra at udføre hvad der var befalet ham, ville det første corps, naar det havde kommet til, have forkortet Blüchers modstand og gjort hans nederlag uopretteligt, hele hans armee, vilde have været taget eller ødelagt. Denne seier hvor ufuldkommen den var, blev i det mindste af generalerne anseet for at være af største vigtighed; thi den adskilte den engelske armee fra den preussiske og gav os haab om at kunne slaae den ene efter den anden.
|
fiction
|
bio
| true
| 2,820
| 2,820
|
1824-09-30
| null |
Fransk
| 0
|
Feuilleton napoleon-ligny
|
TRUE
|
napoleon-memoirs_a
|
napoleon-memoirs
|
Keiser Napoleons tilbagereise fra Elba til Paris i aaret 1815. (af Memoires de la vie privée de Napoleon.) Den 26de febr. kl. 1, fik garden og de officerer keiseren havde med sig paa Elba, ordre til at holde sig færdige til afreisen: Alt satte sig i bevægelse, garderne toge igjen med glæde de vaaben, som i saa lang tid havde henlagt ubrugte, og svore frivilligen, ikke at forlade dem saalænge de aandede. Hele øens befolkning, fruentimmer, børn, oldinge, trængte sig hurtigen frem til strandbreden, og fra alle sider saaes de meest rørende scener. Man omringede Napoleons tro ledsagere i landflygtigheden, man trættedes om den fornøielse at berøre deres klæder, at see dem, at omfavne dem endnu engang. Øens fornemste unge mennesker, ansøgte som en naade, om i at maatte deeltage i de farer der kunde møde keiseren. Glæde, ære, haab, spillede af alles øine, man vidste ikke hvorhen reisen skulle gjelde; men Napoleon var med, og hvor han var, hvor kunde man da tvivle om sejeren? Klokken otte om aftenen forkyndte et kanonskud afreisen. Tusende ømme omfavnelser forbittrede afskedstimen. De franske strømmede ned til barkerne, en krigerisk musik lod sig høre; og Napoleon og sine bortfjernede sig majestætisk fra strandbredden under det tusende gange gjentagne raab: vive l'Empereur! *) Da Napoleon satte fod paa skibet udraabte han som Cæsar fordum: Skjæbnens lod er kastet! - Hans ansigt var roligt, hans pande klar; han synes at være mindre sysselsat med hans foretagendes lykkelige udfald, end med midlerne til at komme hurtig til maalet. Grev Bertrands øine funklede af haab og glæde, General Drouot var tankefuld og alvorlig, Cambronne synes kun lidet at bekymre sig om fremtiden, og synes kun sysselsat med hvorledes han paa bedste maade kunde opfylde sin pligt. De gamle grenaderer havde igjen faaet deres krigerske og truende mine. Keiseren discourerede og spøgede bestandig med dem, han tog dem i ørene og bakkenbarterne, gjenkaldte igjen erindringen hos dem, om deres farer, deres (fodnote: *) Flaaden bestod af briggen l'Inconstant, der førte 26 kanoner og havde 400 grenaderer ombord og af 6 andre smaae, lette skibe med 200 mand infanterie, to hundrede korsiske jægere og omtrent 100 af de polske lette ryttere. Felukkerne og briggen vare indrettede paa en saadan maade, at man ikke kunde mærke de havde tropper ombord, men saae ud som kjøbmandsskibe.) seiervindinger og søgte at nedlægge hos dem, den tiltroe, han selv var besjelet af. Alle brændte af begjerlighed efter at erfare, hvorhen de vare bestemte; men ærbødigheden tillod ingen at spørge derom; endelig afbrød Napoleon tausheden: Grenaderer, sagde han, vi reise til Frankerig, vi reise til Paris. Ved disse ord opklaredes alle ansigter. Uroligheden forvandlede sig til glæde, og det døvende skrig: Vive la France, tilkjendegav Napoleon at kjerligheden til fædrenelandet udslukkedes aldrig i de franskes hjerter. En engelsk corvette, commanderet af Captain Cambell synes at have ordre til at bevogte øen Elbar: *) den kom og reiste ophørlig mellem Livorno og Porto-Ferrajo. I indskibelsens øieblik befandt den sig just i denne sidste havn, men indgjød ingen urolighed, derimod havde man signaliseret i kanalen flere franske skibe, som kunde opvække en grundet frygt, imidlertid haabede man at nattevinden vilde begunstige flaadens fart, saa at den før dagbrækningen ville være ude af syne. Man havde neppe seilet omkring Kap. St. André paa øen Elba, da vinden stillede af og det blev gandske stille. Ved dagbrækningen var man ikke kommen længere end 6 mile, og vi befandt os endnu imellem Elba og øen Capraia. Faren synes at være stor, flere af mandskabet vare af den meening at det var bedre at vende tilbage til Porto Ferrajo. Men keiseren befalede at fortsætte seiladsen, da han, hvordan det end gik, havde det alternativ tilbage, enten at bemægtige sig den frandske krydser, eller at tage sin tilflugt til øen Corsica, hvor han var overbeviist om, at han ville blive vel modtaget. (fodnote: *) Man anseer det i almindelighed for vist, at keiseren ved sin flugt fra øen Elba, blev favoriseret af Capt. Cambell: det troer jeg ikke; men alting leder til at troe, at denne officeer maa have modtaget af sin regjering ordre til ikke at modsætte sig den.) For at lette seiladsen befalede han at kaste overbord alle de indskibede sager, som ogsaa gladeligen blev udført i samme øieblik. Mod middag begyndte vinden at friske en smule og kl. 4 befandt man sig paa høiden af Livorno. En fregat saaes i en fem miles frastand under vinden, en anden laae under de corsikanske kyster, og et krigskib, som man kjendte for at være briggen Zephyr, commanderet af Captain Andrieux, kom seilende lige fordevind ned mod den keilige flaade. Man foreslog i begyndelsen at raabe ham an og faae ham til at heise det trefarvede flag; imidlertid gav keiseren ordre til garderne at tage huerne af, og at skjule sig under dæk, og foredrog hellere at passere forbi briggen, uden at give sig tilkjende, og forbehold sig det andet middel i nødstilfælde. Kl. 6 om aftenen passerede de to brigger forbi hinanden, og deres commandeurer, der vare bekjendtere, talede vexelviis til hinanden. Captainen paa Zephyr spurgte hvorledes keiseren befandt sig, og keiseren svarede ham selv igjennem raaberen, at han befandt sig overmaade vel. De to brigger, der havde forskjellig bestemmelse, kom snart hinanden ud af sigte, uden at Captain Andrieux nærede mindste formodning om det kostbare bytte, som han lod undvige. Natten til den 27de og 28de vedblev vinden at friske paa. I dagbrækningen saae man et krigsskib paa 74 kanoner, som synes at styre coursen mod St. Florent eller til Sardinien; man bemærkede strax at dette skib ikke bekymrede sig om briggen. Keiseren havde førend han forlod Elba skreven med egen haand to proclamationer, den ene til de franske og den anden til armeen. Han ville nu have dem reenskrevne. Det ville ikke lykkes hans secretair og General Bertrand at dezifftere dem, de bragte dem derfor til Napoleon, som selv mistvivlede om det ville lykkes ham og derfor kastede dem ærgerlig i havet. Han dicterede derpaa strax, efterat have samlet sine tanker nogle øieblikke, to proclamationer, en til armeen og en til det franske folk. I den sidste nævner han hertugen af Castigliones og hertugen af Ragusas forræderie som aarsagen til hans uhæld. Medens keiseren dicterede disse proclamationer, var han besjælet af den dybeste foragt og uvillie. Baade de generaler, som han beskyldte for at have overgivet Frankerige, og de fjender, som havde bragt det under aaget, synes at staae for hans øine. Han gientog altid navnen: Marmont, og d'Angereau og altid vare de ledsagede med trudsler og tillæg, der hentydede paa den idee han havde om deres forræderie. Da proclamationerne vare skrevne, oplæste keiseren dem med høi stemme, og satte alle dem, der forstode at skrive godt, i arbeide med at afcopiere dem. I et øieblik tjente bænker og trommer til borde, og soldater, søefolk og officerer, toge alle muntre fat paa denne beskjæftigelse. Efter nogen tids forløb, sagde hans majestæt til de officerer som omringede ham. Nu mine herrer kommer touren til dem at tale til armeen; man maa underrette dem om hvad Frankerig venter sig af dem under de omstændigheder, hvori vi nu befinde os; kom Bertrand, pennen i haanden. Stormarskalken undskyldte sig. Keiseren tog da ordet, og dicterede uden at standse, en opfordring til armeens generaler, officerer og soldater, hvori den keiserlige garde besvor dem i ærens og fædrelandets navn at afkaste bourbonnernes aag. Denne opfordring var neppe færdig, da man langt borte fik øie paa Antibes kyster, strax hilsede keiseren og hans brave fædrelandet med det udraab: vive la France! Vivent les Francois! og paatoge igjen i samme øieblik den trefarvede kokade. Den 1ste marts kl. 3, seilede man ind i havbugten Juan. General Drouot og et vist antal officerer og soldatre paa felukken Caroline stege i land førend keiseren, som endnu befandt sig i en temmelig stor frastand fra strandbredden. I samme øjeblik lagde de mærke til et stort skib til Luvart, der synes for fulde seil at styre ned paa briggen; de bleve derved angrebne af den hæftigste urolighed; gik frem og tilbage og beviste ved deres gebærder og hurtige skridt, den bevægelse og frygt hvori de vare satte. General Drouot befalede at udlosse Caroline og at ile briggen til hjelp; i et øieblik vare kanoner, raperter, amunitionskister, bagage kort sagt alt kastet paa sanden, og allerede havde grenadererne og de brave marinere af garden begyndt at bruge aarerne, da hurraraab naaede deres øren og tilintetgjorde deres frygt. Det var keiseren, der enten af klogskab eller utaalmodighed var stegen ned i en simpel lille jolle. Skrækken ophørte paa engang, og grenadererne modtoge ham med udstrakte armee og gave ham de meest rørende beviser paa deres hengivenhed og glæde. Klokken 5 satte han fod paa land; jeg hørte ham sige, at aldrig nogensinde før havde en saa dyb følelse bemægtiget sig ham. Han opslog sin bivoac paa en eng omringet af oliventræer: Seer de, sagde han, en lykkelig spaadom, maatte den ogsaa kunne realiseres! Man fik øie paa nogle bønder; keiseren lod dem kalde, og spurgte dem om adskillige ting. En af dem havde før tjent under ham, han gjenkjendte strax sin gamle general og ville ikke forlade ham mere. Napoleon vendte sig om til stormarskalken, og sagde smillende til ham. Nu vel! Bertrand, see, der er allerede forstærkning. Han tilbragte aftenen med at tale og lee familiairt med sine generaler og officerer. Jeg seer allerede her, sagde han, den frygt, som jeg vil sætte bourbonnerne i, og den forlegenhed, som alle de ville befinde sig i, der have vendt mig ryggen. Derpaa, i det han vedblev at skjemte over samme gjenstand, afskildrede han med sin sædvanlige klogskab marskalkernes og de store personers caracteer, som havde tjent ham før, og morede sig meget over hvor travelt de ville faae med at iagttage den udvortes klogskab, og oppebie klogelig det øieblik, da de skulle erklære sig for det stærkeste partie. Hans foretagenders lykkelige udfald synes mindre at sysselsætte ham, end de farer for hvilke hans venner og tilhængere ville blive udsatte, hvem han betegnede med navn af patrioter. Hvad vil der blive af patrioterne, inden min ankomst til Paris? gjentog han ofte. Jeg skjælver for at vendeerne og emigranterne skulle masacrere dem; Gud naade dem! hvis de gjør dem noget; jeg skal ingen medlidenhed vise. Keiseren havde strax efter han var landet, sendt en capitain af garden og 25 mand til Antibes; deres ordre løde paa, at fremstille sig som deserteurer fra øen Elba, udspionere hvorledes garnisonen var findet og dersom det var gunstig, at faae den bestukken; men henreven af deres ukloge iver, marscherede de ind i byen under raabet: vive l*Empereur! Commandanten lod da opløfte vindebroen og tilbageholdt dem som fanger. Da Napoleon ikke saae dem komme tilbage, lod han en officeer af garden kalde og sagde til ham De begiver dem strax for Antibes mure; De overleverer eller lader overlevere General Corsindenne Depesche; selv gaaer de ikke ind i byen, man kunne tilbageholde dem der; men de søger at vinde soldaterne, forelæser dem mine proklamationer og taler med dem. Veed I da ikke, siger de til dem, at eders keiser er her? at garnisonerne i Grenoble og Lyon i stormskridt nærme sig for at forene sig med ham? for at kunne marschere foran i hans avantgarde? Kom, hilser paa nye eders ørne, eders trefarvede faner. Keiseren og fædrenelandet befaler eder det: Kom! Denne officeer kom tilbage og forkyndte at byens porte og havn vare tillukkede og at det ikke havde været ham muligt hverken at komme til at tale med General Corsin eller nogen af soldaterne. Napoleon synes at have taget feil i sine forventninger, men var kun lidet urolig over denne forhindring. Klokken 11 om aftenen begav han sig paa marschen, førende med sig fire smaae artillerie kanoner. De polske havde ikke kundet indskibe deres hæste, men havde ført deres sadler og tilbehør med sig, og marscherede gladeligen ved avantgarden, nedbøiet under vægten af denne svære bagage. Napoleon lod kjøbe alle de heste de stødte paa, og bragte paa denne maade tid efter anden et lille cavallerie paa benene. Han begav sig til Cannes, derfra til Grasses og ankom om aftenen den 2den til landsbyen Cerenon; tilbagelagde saaledes tyve mile den første dag. Han modtoges overalt med en enthusiasme som forudsagde hans foretagendes lykkelige udfald. Den 3die laae keiseren i Bareme og den 4de i Digne. Rygtet om hans landing, som løb fra det ene sted til det andet, opvakte overalt en følelse blandet med glæde, forundring og urolighed. Bønderne velsignede hans tilbagekomst, og tilbøde ham troskab, i deres naive sprog, men da de saae hans lille hob, betragtede de den med en øm medlidenhed og tabte haabet om at han kunde seire med saa svage midler. Den 5te sov Napoleon i Gap, og beholdt ikke hos sig mere end sex mænd til hest og fyrgetyve grenaderer. Det var i denne bye, at han første gang lod trykke sine proclamationer; de udbredte sig med lynets hurtighed, og opflammede alle hoveder og alle hjerter til en saa varm enthusiasme, at hele landets folkemængde opstod en masse og marscherede foran i spidsen. Han laante i disse proclamationer intet navn, som man har foregivet; hverken høistcommanderende general, eller hans søns general-lieutenant. Førend han forlod Elba, havde han besluttet, saasnart han kom paa det faste land igjen at antage navn af fransk keiser. Han havde overveiet at enhver anden qvalitet formindskede hans magt og hans indflydelse paa folket og armeen, kastede uvishedens slør over hans hensigter, opvakte tvivl og betænkeligheder, og satte ham i øvrigt i en slags fiendtlig stilling mod Frankerige. Han vidste desuden, at det altid stod i hans magt, at gjøre sig til legetim keiser i Frankerig, dersom nationens stemme var ham nødvendig for at gjengive ham i hele Europas og Frankerigs øine, det, som, han ved sin abdication for et øieblik havde kundet tabe. De øverste autoriteter i Gap, vare ved hans ankomst bortreiste. Han modtog derfor kun lykønskninger af mairen, municipalitetet og officererne paa halv sold. Han underholdt sig med dem om revolutionens goder, om folkets sonberainitet, frihed og lighed, og fremfor alt om emigranterne og bourbonnerne. Førend han forlod dem, udstædte han en proclamation til beboerne af alpedepartementerne. Den 6te, klokken to om eftermiddagen forlod keiseren Gap. hele byens folkemængde fulgte ham. Da indvaanerne i St. Ronnel faae hans lille antal soldatre, frygtede de for der kunde tilstøde ham noget, foreslog derfor, at ringe med stormklokken, for at samle landsbyernes mandskab, der kunde escortere ham en massa. Nei! sagde keiseren, den tænkemaade de lægge for dagen, lære mig at jeg ikke er bedraget i mine forventninger, den ere mig en sikker borgen for mine soldaters sindelav; dem som jeg møden rangere sig ved min side, jo flere de ere, jo mere sikker er jeg paa mit hæld. Bliv derfor rolig i eders hjem. Samme dag laae keiseren i Gorp; General Cambronne med fyrgetyve mand udgjorde avantgarden og trængte frem indtil mure. Cambronne gik som oftest allene foran fine grenaderer for at vise dem veien og skaffe dem logie og fødemidler førend de kom. Neppe var keiserens navn kommen over hans læber, førend man trængte sig omkring ham for at bevise ham den meest ømme og levende deeltagelse. En eneste maire eller byefoged i Sisteron, Marqvis de *** proberede paa at oprøre indbyggerne i hans jurisdition imod Napoleon, i det han afmalede hans soldater som røvere og mordbrændere. Forvirret over at Cambronne saa hurtig fremstillede sig for ham ene, og uden andre vaaben end sin kaarde, forandrede han sproget og lod, som han kun havde frygtet for ikke at faae sin betaling. Cambronne kastede koldt sin børs hen til ham og sagde: Gjør dem betalt! Indbyggerne skamfulde derover, kappedes om at forsyne dem med flere levnetsmidler, end man havde forlangt, og da bataillonen fra øen Elba kom, tilbød de den en trefarvet fane, som et tegn paa deres høiagtelse og hengivenhed. Da de marscherede ud af dette district mødte General Cambronne og hans fyrgetyve grenaderer en bataillon, der var sendt fra Grenoble for at sperre dem passagen. Cambronne ville tale med dem, men blev ikke hørt. Keiseren underrettet om denne modstand, stillede sig paa øieblikket i spidsen; hans garde, udmattet af en lang marsch i snee og klippeveie, havde ikke kundet følge ham; men da den hørte den fornærmelse man ville tilføie Cambronne, og de farer som keiseren kunde udsættes for, glemte den sin hele møie og skyndte sig fremad. De soldater, der ikke længere kunde drage deres saarede og blodige fødder med sig, bleve understyttede af deres kammerater, eller baarne paa krydslagte geværer: og alle svore som fordum Fabius's soldater, hverken at seire eller døe; men at bleve seierherrer. Da keiseren fik øie paa dem, rakte han dem haanden og udraabte: I spidsen for eder, mine tappre, frygter jeg ikke ti tusende mand. Imidlertid havde tropperne fra Grenoble trukket sig tilbage og taget stilling tre mile fra Grop, mellem nogle indsøer, nær ved en landsbye. Keiseren recogniserede dem, han fandt i den opstillede slaglinie en bataillon af det 50de linie-regiment, et companie sapeurer, i det hele 7 til 800 mand. Han sendte dem i møde escadronschefen Roul; men de nægtede at ville høre ham. Da vendte Napoleon sig til Grev Bertrand og sagde: "Z . . har bedraget mig; men det siger intet, fremad! " Han steeg derpaa strax af og gik, fulgt af sin garde med fældet gevæhr, lige op til detaschementet. "Hvorledes mine venner - sagde han - kjende I mig ikke mere; Jeg er eders keiser. Dersom der iblandt eder gives nogen soldat, der vil dræbe sin general, sin keiser, saa kan han, see her er jeg (i det han blottede sit bryst.) Et almindeligt raab: vive l'Empereur var svaret. De forlangte strax at marschere i spidsen imod den division, som dækkede Grenoble. Man gav sig paa marschen fulgt af beboerne, som forøgede sig hvert øieblik. Vizilles indvaanere udmærkede sig ved deres enthusiasme: Det er her at revolutionen først opstod, sagde visse brave folk; det er os, som først vovede at fordre menneskets hellige rettigheder, det er atter her at de franskes frihed fornyes, og at Frankerig gjenvinder sin hæder og uafhændighed! (Fortsættes i næste No.)
|
fiction
|
bio
| true
| 3,021
| 7,871
|
1824-10-29
| null |
Fransk
| 0
|
Feuilleton napoleon-memoirs_a
|
TRUE
|
napoleon-memoirs_b
|
napoleon-memoirs
|
Keiser Napoleons tilbagereise fra Elba til Paris i aaret 1815. (af Memoires de la vie privée de Napoleon.) (Fortsat.) Mellem Vizelle og Grenoble kom en regiments-adjutant af 7de linie-regiment keiseren imøde, for at tilkjendegive ham, at Oberst Labedoyere, dybt rørt over den vanære der hvilede over Frankerig, og besjælet af de varmeste følelser; havde brudt op med sin division fra Grenoble, og ilede i forceret marsch keiseren imøde. Kort efter hørte man langt borte gjentagne hurraraab: det var Labedoyere med det 7de linieregiment, hans tropper gjennembrøde deres geleder, utaalmodige efter at forene sig med keiserens. Omfavnelser og tusende gjentagne raab: vive la Garde! vive le 7tieme! vive l'Empereur! udtrykte deres følelser. Napoleon, der ved hvert skridt saae sin magt tiltage og hørte den almindelige jubel, besluttede endnu samme aften at holde sit indtog i Grenoble. Før han kom til staden blev han han standset af en ung handlende, der stod som officeer ved nationalgaden: "Sire - sagde han - jeg kommer for at tilbyde deres majestæt 100, 000 franks og min kaarde" "Jeg modtager begge deele, bliv de hos mig" var keiserens svar. Længere hen, stødte et andet detaschement officerer til keiseren, som bekræftede hvad Labedoyere havde fortalt, at General Marchand og præfecten havde erklæret sig imod ham, og at garnisonen og nationalgarden endnu ikke havde yttret noget gunstigt sindelav. General Marchand havde ogsaa virkelig trukken tropper ind i Grenoble og lukket portene; voldene vare besatte med det 3die artillerie-regiment, bestaaende af 2000 sapeurer, alle gamle soldater, bedækkede med ærværdige skammer, og med det 4de lininie-regiment artillerie, det samme regiment hvori keiseren var bleven gjort til kapitain for 25 aar siden, og endelig med de to andre afdelinger af det 5te linie regiment, og de troe husarer af det 4de. Aldrig har nogen beleiret bye frembuden et saadant skuespil. Beleirende med omvendte vaaben, nærmede sig i glad uorden og syngende, stadens mure. Vaabengnye eller vilde krigsskrig døvede ikke luften, nei man hørte ikke andet end de gjentagne udraab: vive Grenoble! vive la France! vive Napoleon! kun udbrud af den gladeste munterhed og den meest levende enthusiasme! Garnisonen, nationalgarden, folkemængden, der bedækkede voldene; betragtede i begyndelsen med forundring denne glade henrykkelse. Snart deelte de denne. De beleirende og de beleirede forenede ved den samme tænkemaade, de samme følelser, udbrøde paa engang i det glade raab: Vive l'Empereur! Folket og soldaterne trængte sig frem til portene, i et øieblik vare de sprængte, og Napoleon omringet, trykket af en mængde, der forgudede ham, holdt sit triumpherende indtog i Grenoble. Nogle øieblikke efter kom stadens indbyggere under trompeter og pankers lyd og bragte ham, de sønderbrudte stykker af portene. "I mangel af staden Grenobles nøgler, ville Deres Majestæt behage her at modtage portene. " Besiddelsen af dette sted, var for Napoleon af største vigtighed. Den forskaffede ham en styttepunct, amunition, vaaben og artillerie. Han skjulte heller ikke sin udmærkede tilfredshed, men gjentog flere gange, til sine officerer: "Alt er nu decideret, vi ere visse paa at marschere til Paris. " Han udspurgte længe Labadoyere om Paris, og om Frankerigs stilling i almindelighed. Denne unge oberst, fuld af de varmeste følelser, udtrykte sig med en aabenhjertighed, der undertiden stødte Napoleon. Sire - sagde han - de franske ville gjøre alt for Deres Majestæt, men det er ogsaa nødvendigt, at Deres Majestæt gjør alt for dem: jo mere ærgjerrighed, jo mere dispotisme: - vi ville være frie og lykkelige. Det er fornødent sire, at afsværge dette erobre- og herske-system, som har foraarsaget Deres og Frankerigs ulykke. Dersom lykken vil være mig gunstig - svarede Napoleon - vil jeg giøre alt hvad der kan gjøres, for at opfylde nationens forventning. Dens lykke er mig mere dyrebar end min egen. Det er for at gjøre den frie og lykkelig, at jeg her vovet et foretagende, der kunde have et uheldigt udfald og koste mig livet, men vi skulle have den trøst at døe paa vort fædrelands jordbund - og at døe for sin ære og friehed - tilføiede Labedoyere. Keiseren gav ordre til at lade trykke hans proclamationer om natten, og udsendte courerer til alle hjørner for at bekjendtgjøre, at han var i Grenoble, at Østerig var paa hans side, og at kongen af Neapel fulgte efter ham med fire og tyve tusinde mand; derved ville han gjøre den kongelige regjerings tilhængere og agentere modløse og forskrækkede. Disse proclamationer opslagne i mængde, frembragte i Grenoble, som i Gap den meest levende følelse. Aldrig er der vist nok bleven talt om national-stolthed, om patriotisme, om sjælens ædle følelser med mere ynde, kraft og veltalenhed; soldater og borger ophørte ikke at læse, atter at læse og beundre dem. Alle ville see dem; reisende, og de tilgrændsende egnes beboere fik en uhyre mængde deraf, som de paatoge sig at udsprede hvor de passerede igjennem; og at forsende til alle kanter. Om morgenen Kl. 8, kom geistligheden, generalstaben, de keiserlige hofbetjente, magistraten og alle civile og militaire authoriteter for at anerkjende Napoleon og frembære deres lykønskninger for ham, han talede meget familiairt med dommerne om rettens bestyrelse, med geistligheden om gudsdyrkelsens vigtighed, med de militaire om krigskonsten, med municipalitets officianterne om folkets byrder i stæderne og paa landet, og henrev dem alle ved forskjelligheden af hans udbredte kundskaber og hans velvillige hensigter. Derpaa sagde han til dem: "Jeg vidste at Frankerig var ulykkelig, jeg har hørt dets sukke og bebreidelser, og jeg er kommen med mine troe selskabsbrødre i min landflygtighed for at befrie eder fra . .. .. .. .. . mine rettigheder ere igjen blevne mig skjænkede ved nationen, ved de franskes eensstemmige villie, disse rettigheder høre folket til . .. jeg modtager dem atter; ikke for at regjere; thi thronen er intet for mig mere, ikke for at hævne mig, nei, jeg vil glemme alt hvad der er sagt, gjort og skreven siden Paris's kapitulation; men for at gjengive dder de rettigheder, som ere eder røvede, og at udrive eder fra det slaverie det lehnsystem, der truer eder . .. .. jeg har alt for meget elsket krigen, jeg gjør det ikke mere; jeg vil lade mine naboer i roe, vi ville glemme, at vi engang have været verdens beherskere . .. jeg vil regjere for at gjøre vort skjønne Frankerig frit, lykkeligt og uafhængigt, og for at befæste dets lykke paa urokkelige grundpiller; Jeg vil mindre være dets behersker, end den første og bedste af dets borgere. Jeg havde kundet angribe **** med skibe og talrige flaader. Men jeg har hverken søgt hjelp hos Murat eller Østerig. Jeg kjendte mine medborgere og fædrelandets forsvarere, og jeg giør regning paa deres patriotisme. " Da audiencen var tilende holdt keiseren revue over garnisonen, bestaaende af 5 til 6000 Mand. Da han viste sig, synes luften formørket ved de mængde sabler, bajonetter, grenadeerbuer og shakoer, som folket og soldaterne svingede i luften. Og alle gave ham de meest levende beviser paa hengivenhed og kjerlighed. Han talede nogle ord til folket, som ikke kunde høres og begav sig hen for fronten af det 4de regiment artillerie. "Det er imellem eder, at jeg først har lært at føre vaaben. Jeg elsker eder alle, som gamle kammerater, jeg har fulgt eder paa kamppladsen og jeg har altid været tilfreds med eder. Men jeg haaber, at vi ikke skulle behøve vore kanoner, Frankerig behøver maadehold og hvile. Armeen skal i fredens skjød nyde det gode, som jeg allerede har erhvervet den, og som jeg i fremtiden vil erhverve den. Soldaterne have i mig gjenfunden deres fader: de kunne gjøre regning paa de belønninger, som de saa fuldkommen have fortjent. Efter at revuen var forbi begav garnisonen sig paa marschen til Lyon. Om aftenen skrev Napoleon til keiserinden og til Prinds Joseph. Han overdrog ham at bekjendtgjøre i Rom, i Neapel, og i Porto Ferrajo, at hans foretagende synes at blive kronet med det hurtigste og meest brilliante held. Kourerer kjørte raslende gjennem gaderne og man undlod ikke at bekjendtgjøre, at de afreiste for at bringe keiserinden efterretning om keiserens tilbagekomst og give hende ordre til at møde ham ufortøvet med sin søn. Efter at have udstædt nogle decreter, atter igjen indført den keiserlige regjering, og befalet alle retsforhandlinger at udstædes i hans navn fra den 15de marts af at regne, forlod han Grenoble. Om aftenen kom han til Bourgoing. Folkemængden og enthusiasmen forøgede sig bestandig. Vi have længe ventet dem, sagde disse brave folk til keiseren, nu er de da endelig kommen for at befrie Frankerig for adelens uforskammenhed, geistlighedens fordringer og fra den skjændsel at leve under et fremmed aag. Keiseren træt, (da han havde gjort den største deel af reisen til fods og til hest mellem Cannes og Grenoble) kjørte i sin kalesche fod for fod, omringet af en mængde bønder, hvis udtryke bare deres varme følelsers stempel. Ah! sagde keiseren, jeg gjenfinder her den samme tænkemaade, der for tyve aar siden bragte mig til at hilse Frankerigs kyster, i den store nations navn! Ja, I ere endnu en stor nation, og I ville altid blive det. " Man nærmede sig Lyon. Keiseren havde foreløbigen udsendt emissairer, som havde underrettet ham om, at Greven af Artois, Hertugen af Orleans og Marskalk Macdonald ville forsvare byen og at de ville sløife broerne Guillotiere og Morand. Keiseren loe ad disse latterlige forberedelser; thi der kunde ingen tvivl være om lyonesernes sindelav for ham, og endnu mindre om soldaternes tænkemaade; imidlertid gav han General Bertrand ordre til, at samle alle baade ved Mirbel, i hensigt at passere over floden om natten, og for at afskjære prindsen, der ville forbyde ham passagen over Rhone, veien til Moulin og Macon. Kl. 4, kom den første top af det 4de regiments husarer til Guillotiere og blev modtaget af en forstads umaadelige folkemængde, som altid havde udmærket sig ved sin fædrelands kjerlighed med raabet: Vive I'Empereur, keiseren gav strax contraordre om passagen ved Mirbel, og reed som han havde gjort i Grenoble, for at afnytte det første udbrud af enthusiasme, i galop til forstaden Guillotiére. Hertugen af Orleans og de commanderende for de kongelige tropper, lykkes det ikke engang at kunne vise deres modstander en skygge af forsvar. Man havde villet demolere broerne, men byen havde modsat sig det. Tropperne, hvis hengivenhed, vedkommende troede at kunne tilkjøbe sig for penge, eller med løfte om belønning, vare forblevne døve for alle bønner og løfter. I det den høistkommanderende passerede forbi det 13de regiment dragoner, sagde han til en af disse brave, der var bedækket med dybe ar og hvis pande faae haar bedækkede, "Kom min ven, raab dog vive le Roi (leve kongen), nei! min herre, svarede denne brave karl, ingen brav soldat slaaer mod sin fader, jeg kan ikke raabe andet, end vive l'Empereur. Forvirret og forvitvlet, udraabte han i smertens tone. "Alt er tabt! " og disse ord, forplantede i et øieblik, forøgede endnu mere, den slette villie og modløsheden. Imidlertid havde det lykkes Marskalk Macdonald, som kjendte sine tropper, at forskandse broen Guillotiére, og anførte i egen person to batailloner infanterie til dens forsvar, da Napoleons husarer kom sprængende mod Guillotiérebroen og fremstillede sig foran den, fulgt og omringet af hele forstadens ungdom. Marskalken holdt endnu soldaterne tilbagei nogle øieblikke, men rørte, overtalte og henrevne ved folkets og husarernes opfordringer, kastede de sig paa forskandsningerne, sønderbrøde dem og var snart i armene og rækkerne af Napoleons soldater. Den høistkommanderende, der havde forudseet dette affald, havde forladt Lyon, ikke ledsaget af en eneste Gens d'arme, men escorteret af en escadron af det 3die regiment dragoner, anført af Lieutenant Marchebout. Tropperne, maa man lade vederfares ret, undlode ikke at respectere ham og han var ikke udsat for nogen Fare. *) Klokken 5 om aftenen drog hele garnisonen Napoleon i møde. En time efter tog den keiserlige armee staden i besiddelse. Klokken 7 holdt Napoleon sit høitidelige indtog i Lyon, ene i spidsen for sine tropper, fulgt af en umaadelig mængde mennesker, som ved deres uden ophold gjentagne hurraraab, tilkjendegav den lykke, henrykkelse, og stolthed de følte ved at see ham. Han steeg af hos erkebispen og overlod sig til nogle timers rolig søvn. Napoleon overdrog strax nationalgarden omsorgen for sin person og den indre vagt i hans pallads, han ville ikke modtage det tilbud nationalgarden til hest i denne anledning gjorde ham. "Efter vore statutter - sagde han - kjende vi ingen nationalgarde til hest. Iøvrigt har I opført eder saa slet mod Greven af Artois, at jeg ikke vil have noget at gjøre med eder! " Keiseren, som altid har agtelse for ulykken, havde ogsaa virkelig ved sin ankomst, underrettet sig om Greven af Artois og havde hørt, at de adelige, hvoraf garden til hest, for størstedelen bestod efter at have svoren prindsen at ville døe for ham, havde forladt ham, naar undtages en eneste blandt dem, som havde tro bleven hos ham til escorte, indtil det øieblik da hans person og frihed var uden fare. (Fodnote *) Marskalk Macdonald var ikke saa lykkelig. To husarer hvoraf den ene var beskjænket, forfulgte ham, og han ville vist have bleven arresteret hvis ikke han var bleven befriet ved sin general-adjutant.) Keiseren lod det ikke blive ved, at rose denne ædelmodige lyonesers opførsel: "Jeg har aldrig ladet en skjøn handling blive uden belønning" - sagde han - og udnævnte ham strax til medlem af æreslegionen. Jeg befandt mig i Lyon ved Napoleons ankomst, han vidste det, lod mig endnu samme aften kalde: og førte en lang samtale med mig om Paris og de sidste tildragelser der. Om morgenen lod han divisionen Lyon passere revue for sig paa den store offentlige plads Belcour, "jeg gjenseer dette sted med fornøielse - sagde han til cheferne for Nationalgarden som omringede ham - jeg gjenkalder endnu i min erdring at jeg har hævet det fra sine ruiner, og at jeg for 15 aar siden lagde den første steen dertil. Han gik derpaa ud derfra, allene fulgt af nogle husarer. En mængde mennesker, oldinge, fruentimmer og børn opfyldte kaierne, broerne og gaderne, man styrtede sig under hestefødderne for at see, høre og betragte ham nærmere, og for at røre ved hans klæder . .. . Det var et sandt raserie. Neppe var han kommen nogle skridt frem, før mængden, der allerede havde seet ham, begav sig i fuld løb hen paa et andet punct, for at see ham endnu engang. Luften gjenlød af uafbrudte glædesraab. Raabene leve nationen! leve keiseren! herned med præsterne! herned med royalisterne, fløi som en løbeild gjennem mængden. Divisionen brayer begav sig strax efter revuen paa marschen til Paris. Da keiseren kom tilbage til Erkebispens, var det store galerie i dette pallads gandske opfyldt med generaler, oberster, magistratspersoner og administrateurer af forskjellige rang og værdighed, kort sagt, man troede at befinde sig i Tuillerierne. (Sluttes i næste nummer.)
|
fiction
|
bio
| true
| 2,446
| 7,871
|
1824-11-05
| null |
Fransk
| 0
|
Feuilleton napoleon-memoirs_b
|
TRUE
|
napoleon-memoirs_c
|
napoleon-memoirs
|
Keiser Napoleons tilbagereise fra Elba til Paris i aaret 1815 (af Memoires de la vie privée de Napoleon.) (Sluttet.) Keiseren standsede nogle øieblikke, omfavnede generalerne Monton Duvernay, Gerard og andre officerer, som hele Paris troede var i færd med at forfølge ham, og efter at have uddeelt til høire og venstre nogle smiil og mange complimenter, gik han ind i sit gemak og lod de keiserlige hofbetjente, municipalcorpset og cheferne for nationalgarden og de militaire corpser, blive ham foresiilte. Aftenen tilbragte han i sit kabinet, hans første tanker var keiserinden, til hvem han ogsaa skrev et meget ømt brev og et ligeledes til prinds Joseph, at han igjen var kommen paa tronen, og overdrog ham, at gjøre det bekjendt for de udenlandske magters ministere. Efter at have udstædt en deel decreter og ordres til cheferne for de troppe-afdelinger, som laae cantonerede i de tilgrændsende provindser, afreiste Napoleon den 13de, dybt rørt af den kjerlighed og velvillie, lyoneserne havde viist ham. Nationalgarden, rørt over den tiltroe keiseren havde viist dem, ved at anbetroe dem omsorgen for sin person, deeltog ikke mindre i den almindelige glæde; og den dag Napoleon afreiste var for Lyon en sorgens dag, ligesom den dag han ankom, havde for dem været en sand festdag. Keiseren tog sit natteqvarteer i Macon, han ville ikke staae af hos præfecten; men logerede i Auberget la Sauvage. Han behøvede ikke meere som i Grenoble og Lyon at vente ved stadens porte, nei folket og magistraten ilede ham imøde, og gjorde hinanden æren stridig, hvem der først skulle vise ham sin hyldning og ærbødighed. Om morgenen modtog han lykønskninger, af nationalgarden, municipalcorpset a. En af mairens colleger holdt en lang tale, der morede os meget; da den var endt, sagde keiseren til ham: "De har da været meget forundret over at erfare min afreise fra Elba? " "Ja saa min troe var jeg saa - svarede taleren - da jeg hørte at de havde indskibet dem, sagde jeg til mine bekjendtere, det menneske maae være gal, han undkommer aldrig. " Napoleon kunde ikke afholde sig fra at lee over disse naive udtrykke. "Jeg veed - svarede keiseren ham, en smule ondskabsfuldt - at I alle ere lidt tilbøielige til at lade eder forskrække. Det have I viist mig i sidste feldttog. I skulle have opført eder, som chalonneserne; men I have ikke hævdet burgundernes ære. Det var ikke vores skyld, sire! - svarede han - vi blive slet bestyrede, de havde givet os en uduelig maire. Det er muligt, vi have alle begaaet sottiser, det maae man glemme, Frankerigs lykke og fremtidige held, see det er den gjenstand hvormed vi alle bør sysselsætte os. Han afskedigede dem derpaa venskabelig. Præfecten havde taget flugten: Keiseren spurgde mig om hans navn, det var et menneske kaldet Germain, som han havde gjort til greve og kammerherre, uden rigtig at vide hvorfor. "Hvorledes - sagde keiseren til mig - denne lille Germain, har han troet sig forbunden til at flygte for mig? men han kommer vel igjen tilbage til os. " Han skal ikke længere bestyre forretningerne. Han overdrog mig derpaa at lade indrykke i departements-avisen, efterretning om tildragelsen ved Grenoble og Lyon. Redacteuren en rasende royalist skjulte sig, og jeg anbetroede en nyelig ansat underpræfect at drage omsorg for at opfylde keiserens ordre. Men enten det nu var ligegyldighed eller uduelighed nok var det han henvendte sig til den, der trykkede avisen, som sammensatte noget, der langtfra ikke var som vi ønskede det. Man begyndte med en meget rigtig, men meget utidig lovtale over Ludvig den XVIII, og man sluttede med at erklære, at saa god en konge, ikke var skikket til at regjere over de franske, og at de behøvede en fyrste, som Napoleon a. Keiseren, der ville læse alt, forlangte bladet af mig. Jeg lod som jeg ikke havde det ved haanden; efter tusende bestræbelser for at forhindre ham fra at see det, maatte jeg sluttelig give ham det. Jeg troede han havde givet mig en drøi næse derfor, men han lod det blive ved at sige mig: "Søg at forandre dette menneske, det er en nar, og bed ham for fremtiden ikke at holde lovtaler over mig. " Jeg lod ham ogsaa komme, gav ham en irettesættelse, og han slap med frygten, saavel som jeg. Den 14de ankom vi til Chalons meget tidlig. Det var et skrækkeligt veir, og dog havde stadens hele folkemængde begivet sig udenfor porten for at see keiseren nogle øieblikke tidligere. Han lagde mærke til, da han nærmede sig den, at der paa murene stode ammunitionskarrer og artillerie, og yttrede sin forundring derover. De vare bestemte - sagde man til ham - til at bruges mod dem, men vi have standset dem paa veien, og gjøre dem herved en foræring dermed. "Det er godt mine børn, I have altid været gode borgere, " svarede han. Han var meget tilfreds med at befinde sig blandt chaloneserne og modtog dem med megen agtelse og godhed. "Jeg har ikke glemt sagde han, at I i fyretyve dage kjækt modstode fjenden, og forsvarede tappert passagen over Saonefloden, dersom alle franske havde besiddet eders mod og patriotisme, ville ikke en eneste fremmed have kunnet forladt Frankerig igjen. " Den 16de reiste vi og naaede om aftenen Avalon, hvor han som overalt blev modtagen med de største glædesyttringer, man trængte sig omkring ham, man var færdig at qvæle hinanden for at komme til at see, at høre og tale med ham. De meest udmærkede damer i staden tilbragte dag og nat paa trapperne og i corridorerne for at komme til at tale med ham. Tre af dem, udmaattet af at have staaet hele dagen, bad os om tilladelse i mangel af stole, at maatte sætte sig ned ved siden af os: det var i en sal der stødte til keiserens værelse, hvor man havde lagt madrasser paa gulvet for at vi kunde hvile nogle øieblikke. Intet var mere morsomt, end at see disse tro unge og elegante bonapartistinder, frygtsom siddende i en grouppe paa et simpelt teppe i midten af vores smutsige bivoac. Vi søgte at holde dem med selskab, men vore øine lukkede sig mod vores villie: Sov kun, sagde de, vi ville vaage over keiseren. Trætheden fik slutteligen overmagt over galanteriet og snart indsove vi roligen ved deres fødder. Da vi vaagnede fandt vi den ene dame, staaende skildvagt ved keiserens dør; han fik det at vide, og bevidnede hende sin tak for hendes hengivenhed for ham i de forbintligste og artigste udtrykke. Jeg troer det var i Avalon, at en officeer af generalstaben kom for at bringe efterretning om Marskalk Ney's underkastelse og parolbefaling. Den 17de ankom keiseren til Auxerre, hvor han for første gang blev modtaget af en prefect. Han steeg af i præfectens gaard. Paa kaminen i første sal befandt sig en buste af keiserinden og hendes søn, og i næste sal Napoleons portrait i fuld legemsstørrelse, iført sine keiserlige prydelser. Keiseren modtog strax alle authoriteters og retspersoners lykønskninger. Han havde troet i Auxerre at finde Marskalk Ney. "Jeg begriber ikke - sagde han til Bertrand - hvorfor Ney ikke er her; det forundrer og foruroliger mig; skulle han have forandret sine tanker? Men han ville ikke have compromitteret sin svoger prefecten. Man maae imidlertid vide hvad man har at holde sig til; nogle timer efter kom marskalken, klokken var omtrent otte om aftenen, Grev Bertrand kom for at underrette keiseren derom. "Marskalken ville - sagde han - førend han fremstillede sig for hans majestæt, samle sine tanker og skriftlig retfærdiggjøre de forholds-regler han havde taget, før og efter tildragelserne Fontainebleau. " Oh, hvad behøver jeg nogen retfærdiggjørelse? svarede Napoleon, sig ham jeg holder ligesaa meget af ham nu som før, og at jeg i morgen vil see og omfavne ham. Han ville ikke modtage ham samme dag for at straffe ham fordi han havde ladet ham bie paa sig. Om morgenen da keiseren saae ham, sagde han til ham, omfavn mig min kjære marskalk, det glæder mig at see dem, de behøver ingen retfærdiggjørelse; jeg har altid æret og agtet dem, som den kjækkeste blandt kjække. Aldrig har jeg tvivlet paa deres hengivenhed for mig. Deri har deres majestæt ladet mig vedfares ret, deres majestæt kan gjøre regning paa mig, naar det angaaer fædrenelandet. Det er for fædrenelandet at jeg har udgydet mit blod og jeg er villig til at udgyde den sidste draabe for dette. Jeg elsker dem, sire, men fædrenelandet gaaer foran alt, foran alt! Keiseren erfarede i det øieblik, da han forlod Auxerre, at tropperne i Marseille gjorde mine til at ville forurolige hans bagtropper. Han gav ordre desangaaende til de divisioner, som vare posterede langs veien, og reiste uden at lade sig forurolige. Da han nærmede sig Fossard, fik han øie paa dragonerne af kongens regiment, der stode i slagorden; men havde forladt deres officerer, for at forene sig med keiserens, han steeg af hilsede dem med hiint militiare alvor, der klædte ham saavel og uddeelte forfremmelser og complimenter blandt dem. Intet regiment undgik os. Naar officererne gjorde omstændigheder, kom soldaterne uden dem; dog jeg har uret, det 3die regiment husarer, kunde keiseren ikke drage til sig. Den kjække Moncey, der anførte det, var en mand af forstand, og man kan ikke tvivle om hans hengivenhed for Napoleon, hans gamle velgjører; men alle mennesker see ikke een ting fra den samme synspunct, nogle ansaae for deres pligt at ile Napoleon imøde. Mancey troede sig forbunden til at flye ham. Han havde besvoret sit regiment, ikke at gjøre ham den skam at forlade ham. Hans officerer og husarer, der forgudede ham, fulgte ham, i det luften gjenlød af raabet: Vive l'Empereur! de troede paa denne maade at forene med hinanden den hengivenhed de skyldte Napoleon og ham. Man gav os efterretning om at to tusende mand af livvagten til hest vare posterede i skoven ved Fontainebleau. Enskjøndt dette ikke var sandsynligt, ansaae man dog for nødvendigt ikke at passere skoven, uden at iagtage den nødvendige forsigtighed. Paa vores anmodning lod keiseren sig ledsage af omtrent to hundrede cavalerer. Indtil da, havde han ikke havt anden escorte, end General Drouot, der kjørte i sin vogn foran hans, og min som sluttede troppen. Obersterne Germanovsky og du Camp, Kaptain Raol og tre eller fire polakkere galopperede paa begge sider af kareten. Vore heste, vore postilloner, og vore forridere prydede med trefarvede baand, gave vores fredelige optog et gladt og festligt udseende, der contrasterede meget med den belønning, der var sat paa vore hoveder, og de menneskers sorg og fortvivlelse, der havde erklæret os for fredløse. Vi marscherede næsten hele natten, da keiseren ville indtræffe til Fontainebleau i dagbrækningen. Jeg gjorde ham opmærksom paa, at det synes mig uforsigtigt, at stige af paa slottet; men han svarede mig: "De er et barn, dersom noget skulle skee, nyttede al vor forsigtighed til intet. Vores skjæbne staaer skreven der høit oppe (i det han viste med fingeren mod himlen.) Jeg havde troet at synet af slottet Fontainebleau, det sted hvor han længere tilbage i tiden havde steget ned af thronen, og hvor han igjen viste sig i dag som seiervinder og regent, skulle have gjordt indtryk paa ham, og bragt ham til at tænke paa forgjengeligheden af al menneskelig storhed. Jeg iagttog derfor nøie ethvert af hans ansigtstræk, men lagde ikke mærke til nogen bevægelse hos ham. Han gjennemløb strax efter sin ankomst haverne og slottet, med ligesaa megen fornøielse og nysgjerrighed, som om han for første gang tog det i besiddelse. Selv beboede han de smaae gemakker og gjorde mig meget artig opmærksom paa deres overordentlige pragt og ziirlighed, han førte mig derpaa ned i sit bibliothek, og i det han steeg op igjen sagde han med en tilfreds mine: Vi befinde os vel her. Ja, sire, man befinder sig altid vel hjemme, svarede jeg. Han smillede, og var troer jeg, vel tilfreds med mig, for min beleilige smiger. Klokken 11 dicterede han mig dagsparolen og denne ordre tilkjendegav at vi skulle tage natteqvarteer i Essonne; men middag indløb efterretning om kongens afreise. Han lod mig strax kalde: "De kommer til at reise foran og forberede alting til min ankomst. " Er det til Essonne, Deres Majestæt befaler jeg skulde begive mig hen? Nei, det er til Paris. Kongen og prindserne ere flygtede, jeg vil endnu denne aften være i Tuillerierne, han gav mig derpaa nogle hemmelige ordres og jeg forlod Fontainebleau med et hjerte opfyldt af glæde og lyksalighed. Kongen havde ogsaa virkelig forladt Paris; ministrene, fortfarende i deres engang antagne løgnagtigheds og forestillelses system blev endnu bestandig ved at skjule sandheden og med den samme uforskammenhed at skjule Napoleons og sines nærforestaaende ødelæggelse. Endelig efter tusende omsvøb maatte man tilstaae at Napoleon ikke var mere end nogle mile fra Paris. Kongen, som ministrene ikke havde frygtet at føre bag lyset, havde neppe tid til at tænke paa sin flugt. Han viste ved denne sørgelige leilighed en aandsstyrke, som ikke nok kan berømmes. Hans opførsel, var ikke liig en krigerisk prinds, der fod for fod forsvarer sin hovedstad og ikke forlader den, uden skjælvende af raserie og fortvivlelse; men liig en god fader, der ikke uden smerte fjerner sig fra det tag hvorunder hans børn ere fødte. Man havde troet at Napoleon ville holde et thriumpherende indtog i sin hovedstad, men deri bedrog man sig, han gav sine gamle grenaderer ordre til at udhvile en dag i Fontainebleau. Klokken to den 20de marts begav Napoleon sig paa marschen til Paris; opholdt ved den mængde mennesker, der var sammendyngede paa veien dertil, og ved de ankommende troppers og generalers lykønskninger, ankom han ikke til Paris førend om aftenen klokken ni. Saa snart som han havde sat fod paa jorden, styrtede man sig over ham, tusende arme løftede ham i veiret og bare ham fort med sig i thriumph. Intet syn var mere rørende, end at see gjenforeningen af en saadan mængde af generaler og officerer, der trængte sig frem i alle gemakker i Thuillerierne, for at gjensee Napoleon. Glad over at see sig thriumpherende efter saa mange skjæbnens omvexlinger, ydmygelser og fortrædeligheder, glemte de stedets hellighed, for at overlade sig uden tvang til den trang de følte til at meddele andre den lykke de følte. De løbe hinanden imøde, trykkede hinanden tæt i hinandens arme og omfavnede igjen hinanden paa nye. Slotssalene synes forvandlede til en kampplads, hvor venner og brødre, uventet undgangne døden, gjenfindes paa nye og omfavne hinanden efter en seier.
|
fiction
|
bio
| true
| 2,404
| 7,871
|
1824-11-12
| null |
Fransk
| 0
|
Feuilleton napoleon-memoirs_c
|
TRUE
|
napoleon-characteristica
|
napoleon-characteristica
|
Den store engelske taler Phillips' carakteer-skildring af Napoleon Bounaparte (efter hans forviisning til Elba.) Han er falden. – Vi kunne nu standse foran det glimrende uhyre, der liig en kjempestatue hævede sig i veiret blandt os og tilbageviste med forfærdelse det opmærksomme øie, dets storhed, tildrog sig. Stor, skummel, og egen sad han paa thronen, liig en eremit indsluttet i sin egen originalitet førte han scepteret. En fast, kjæk og selvstændig sjæl, en villie despotisk i sine befalinger; en sjælstyrke, der holdt skridt med udførelsen af hans planer, og en samvittighed bøielig for alt, naar det gjældte hans interesse - betegner omridset af denne sjeldne caracteer, maaske den meest overordentlige man nogensinde i denne verdens annaler saae regjere og - falde. Kastet ind i verden i midten af en revolution, der fremskyndede enhver sjælekrafts udvikling hos et folk, som intet overhoved erkjendte, begyndte han sin løbebane, som fremmed af fødsel og discippel, af medlidenhed. Med ingen anden ven end sit sværd og ingen formue uden hans egne talenter, trængte han sig med hæftighed frem i de rækker, hvor rang, formue og genie stode opstillede og al kappelys veeg for ham, som for en uforanderlig skjæbnes bydende vink. Han kjendte ingen anden bevæggrund end interessen og anerkjendte intet andet criterion end lykken. Han dyrkede ingen anden gud end ærgjærrigheden og med orientalsk andagt nedknælede han for denne hans afguds alter. Som en følge heraf var der ingen troesbekjendelse han jo bekjendte sig til, ingen meening han jo antog; i haab om et dynastie opretholdt han halvmaanen; for en skildsmisse skyld bøiede han sig for korset; fra St. Ludvigs fader, og moderløse barn, blev han republikkens adopterede søn og med en fadermorders utaknemmelighed opreiste han paa thronens og tribunernes ruiner - Dispotismens throne. Som erklæret catholik satte han paven i fængsel, som forestilt patriot udsuede han landet, og i Brutti navn greb han uden samvittighedsnag og uden skamrødme - Cæsars diadem. Ved hans politiske pantomine legede lykken den eenfoldige naar det gjaldt hans capriser. Ved en let bedrørelse af ham styrtede throner omkuld; betlere regjærede; systemer forsvandt; de vildeste theorier antoge hans luners farve. Alt hvad der var ærværdigt af ælde og alt hvad der var nyt byttede med et dramas hurtighed plads med hinanden! endog et øiensynligt nederlag antog en seiers udseende; thi selve flugten fra Egypten var det der afgjorde hans skjæbne og det allene der opløftede ham paa keiserthronen. Men var hans lykke stor, var ogsaa hans sjæls anlæg udmærkede store. Lynsnar fulgte udførelsen paa hans beslutninger; det var ham det samme at beslutte og at udføre. For mennesker af ringere sjæleevner synes hans conbinationer aldeles umuelige og hans planer aldeles uudførlige; men i hans haand bare deres udvortes simplicitetens præg og lykken retfærdiggjorde deres valg. Hans person lignede hans sjæls caracteer; gav denne aldrig efter i cabinettet, bukkede hiin heller aldrig under i feldten. Naturen selv eiede ingen hindringer han jo formaaede at overvinde; tiden ingen modstand, som han ikke bragte til at vige; mellem alpernes klipper, i arabiens sandørkener eller under polernes snee, trodsede han kjæk faren og uddeelte sine befalinger med aandsnærværelse. Hele Europas faste land skjalv ved at beskue hans diærve planer og over at see dem, som et mirakkel, udførte. Scepticitismen bøiede sig for hans kjæmpeforetagender, romance antog udseende af historie, der gaves intet utroligt nok for at blive troet, eller for høit for forventningen: da Europa saae en subaltern fra Corfica svinge sit keiserlige banner over hendes ældste hovedstæder. Oldtidens helligdomme bleve almindelige steder for hans undersøgelser, konger vare hans folk, nationer hans udsatte poster og han selv handlede med hoffer, kroner, leire, kirker og cabinetter, som med titulaire figurer paa et skakbredt. Blandt alle disse omvæltninger stod han selv uforanderlig som diamantklippen. Det var ham uden forskjæl enten han befandt sig i felten eller i forgemakket, i folkevrimmelen eller ved leveen; enten han bar jacobinerhuen eller jernkronen; enten han forskjød en braganza, eller ægtede en hapsburg; enten han afluttede freden med czaren af Rusland paa en tømmerflaade eller beskuede nederlaget ved Leipzigs galier - han var altid den samme militaire despot. Fra vuggen af opvoxet i leiren, var han til den sidste time, armeens yndling og enten det var i leiren, eller i cabinettet bedrog han aldrig en ven eller forglemte en udviist tjeneste. Af alle hans soldater forlod derfor ingen ham, før deres tjeneste ikke længere kunde gavne og deres første stipulation lød for deres favourits sikkerhed. Thi de vidste vel, at var han end ødsel mod dem, var han en forøder mod sig selv og udsatte han dem for farer, lønnede han dem derfor med plyndret gods. For soldatens skyld lagde han ethvert folk under contribution. For folket opoffrede han endog noget af sin stolthed. Den seirende veteraner glimrede med hans bytte og hovedstaden prydet med plyndrede konstværker blev verdens miniatur-hovedstad. I skildringen af denne forunderlige sammensatte caracteer maae ikke hans forestillelse glemmes: skjøndt han var pressens fangevogter, affecterede han dog at være videnskabernes beskytter; han confiskerede bøger, og opmuntrede philosophien; han forfulgte forfattere og blev selv bogtrykkernes morder og dog foregav han at beskytte de lærde. Endskjøndt han var Palms snigmorder, paabød de stael taushed og blev kotzebues angiver, var han dog Davids ven, de lilles velgjører og sendte hans academiske premie til philosophen i Engeland. En saadan blanding af modsigelser og paa samme tid en saadan selvstændighed, fandtes aldrig før forenede i en og samme caracteer: som royalist, republikaner og keiser; som mahomedaner, catholik og synagogernes beskytter; som subaltern og monark, som forræder og tyran; som christen og vantroe - var han dog gjennem alle livets omvexlinger den samme alvorlige, utaalmodige og ubøielige original. Det samme hemmelighedsfulde, ubegribelige væsen - manden uden lige og uden skygge! Hans fald liig hans hele liv lod sig ikke forudberegne. Kort sagt hans hele livs historie forekom verden som en drøm og ingen kan sige hvorledes eller hvordan man blev opvakt af denne underfulde phantasie. Dette er et mat og svagt malerie af Napoleon Bounaparte den første (og som man vil haabe den sidste) keiser af Frankerig. At han har virket meget ondt derom er ingen tvivl, ligesaalidet som at han har været et redskab til meget godt. Ved hans hjælp, enten det var plan eller ikke, bleve Spanien, Portugal og Frankerige, velsignede med en frie constitution. Overtroen fandt sin grav under inqvisitionens ruiner og feudal systemet med det hele slæng af tyraniske drabantere er flygtet for bestandig. Kongerne kunde lære af ham: at deres vigtigste og ædleste studium er folkets lykke, og folket: at der gives ingen saa stor despotisme, der jo ogsaa er et hjælpemiddel derimod, og for dem, der ville hæve sig paa begges ruiner, er han et levende exempel: at kan end ærgjerligheden hæve mennesket fra den laveste stilling i veiret, kan den ogsaa nedstyrte det fra den høieste. Phillips.
|
fiction
|
bio
| true
| 1,132
| 1,132
|
1824-05-06
|
Phillips
|
Engelsk
| 0
|
Feuilleton napoleon-characteristica
|
TRUE
|
a-sharp-sight
|
a-sharp-sight
|
Overordentlig skarpt syn. Kobberstikker Ludovico i Rom besad et meget skarpt syn. Han maatte ofte kjempe med næringssorger og arbeidede for enhver. Engang kom en middelmaadig digter til ham med et digt i haanden, som han vilde dedicere til den daværende Pave Leo den 10de og besiilte det pavelige portrait, med bøn om at sætte det foran digtet. Kunstneren overtog arbeidet, men dog under den betingelse at han maatte være nærværende ved digtets overleverelse; hvilket blev ham tilstaaet. Hvoraf kommer det, sagde paven efter at han flygtig havde gjennemlæst versene, at med dette almindelige digt følger et saa sjeldent konstværk, af hvem er det? Nu traade Ludovico frem og svarede "af mig. " Beskjæmmet stod digteren der, da paven strax befalede at udbetale kunstneren 1000 zechiner. Ludovico tog atter Ordet: alt er Digterens Verk, sagde han, han besiilte det hos mig og alle Kobberstykkets Træk og Strøg indeholde intet uden blot Ordene i hans Digt. Forundret tog Leo et Forstørrelsesglas og fandt nu virkelig heele Digtet i Portraitet. Men hvor er det muligt, sagde Paven at tilendebringe et saadant Arbeide uden ganske at bedærve Øjet. Det er mit Øjes Organisation, svarede Ludovico, thi jeg seer ikke allene ved lys Dag klarere end Andre, men jeg kan ogsaa see godt i Mørke. Strax lod Paven for at see en Prøve derpaa, aldeles tildække Vinduerne i Værelset og levere Kunstneren et tilfældigviis ved ham liggende Blad for at forelæse ham. Ludovico begyndte at læse, men styrtede afmægtig til jorden. Bladet indeholdt nemlig gouverneurens indberetning til paven, om den samme dag over konstnerens broder afsagte dødsdom, fordi denne havde dræbt en anden, i en duel. Denne dom erfoer Ludovico først nu. Af agtelse for konstneren blev den dømte benaadet af paven, og digteren maatte ved sin bortgang lade sig nøje med en indviet rosenkrands.
|
fiction
| null | true
| 301
| 301
|
1824-05-27
| null | null | 0
|
Feuilleton a-sharp-sight
|
TRUE
|
the-salvation_a
|
the-salvation
|
Redningen. (Novelle.) Den brune sammenskrumpne Tonelise lod sig det smage ualmindeligt vel, paa den skjønne Enke-grevinde von T . . . himmelblaae atlasses kanapee. De tynde æderkoppefødder paa hendes haand, som man skulle ansee for fingre, forlængede sig i det uendelige, naar hun greb med dem efter bagværket paa sølvtallerkenen. Næsen synes hun at have sendt ud paa bytte efter den dampende mokkas vellugt, og derpaa igjen at trække sig tilbage og skjule sig. En nærvetrækning, der aldrig tog ende, laae som et luftmeteor paa hendes ansigt og i de gule, sort behaarede øinelaage, medens de smaae, grønne, rullende øinestene snart sammentrukke sig krampagtig, som hos en kat, og snart udrundede sig behagelig. Hvem der havde truffet denne spøgelseagtige skabning i en skov, ville have veget til siden for hende. Den heele landsbye skyede den gamle, der boede i et meget lille huus, med nogle sorte katte, der klavrede op ad den tørre lange kone, som paa en humlestang og forstode hende ord for andet, naar hun talede til dem, derfor vare ogsaa kattene for landsbyens beboere ikke mindre viderlige og modbyderlige end deres eierinde. Imidlertid havde grevinden dog ladet hende hente op paa slottet, da man havde forsikkret hende, at ingen kunde spaae saa fortræffelig i kaffe som hun. Tonelise hævede nu kaffekoppen i veiret, betragtede indholden, og sagde: ringe, krandse, edelstene, flammer, kan man vel see noget skjønnere, end hvad deres excellence har havt den naade at kaste op. Liigkisten med cypresserne hvile dybt i baggrunden, ovenover staaer den splinternye brudesæng, ja min delligste, naadigste frue, sørgeaaret er forbi og glædesaaret begynder, seer de? der staaer deres anden gemal! har man nogensinde seet et saadant bakkenbart? Hvor øiet funkler her ud af koppen og de sorte lokker, og ordenen! Nu, jeg siger intet meer, deres naade bliver for livstid lykkelig, tænk! paa mig! Jeg seer næsten intet, sagde grevinden. Ej, naar jeg blot seer det, raabte Tonelise; det træffer snart ind, naar han da kommer kjørende ind ad den store borgport, faaer de ham tidlig nok at see. Amalie rystede de blonde lokker og lod den gamle gaae. Ængstet af den piinligste uvished havde hun ladet hente spaaqvinden. Hun ventede fra det franske hof et afgjørende svar i anledning af den hende tilkommende pension, uden hvilke hun ville blive nødt til at leve i den meest trængende forfatning og troede derfor at ville blive spaaet noget ganske andet end en gemaal, som hun dengang var langt fra at tænke paa. Intet slot i heele Elsas laae saa skummelt, øde og eensomt som Grevinde T . . s. Som en storm havde hendes gemals hastige død, revet hende bort fra den store verdens skueplads, hen til denne fæle borg. Her havde Amalie tilbragt et aar i den mest qvælende eensomhed. Den trængende forfatning hvori hun som enke var bleven sat, forhindrede hende saagaar fra at lade hendes undsigelig elskede søn komme til sig fra Schweitz. Først femten aar gammel var Adalberti moder, da han saae verdens lys første gang, aldrig havde man seet et skjønnere barn. Hans billede var Amalies trøst, den eneste gienstand for hendes ønsker og haab. Grevinden fandt sit lod taaleligt, saalænge foraar og sommer førte det gyldne scepter over de grønne bjerge, der omgave hendes slot, men da de sildige efteraars storme susede gjennem skovene, alle blade faldt af og fuglene vendte tilbage for at opsøge deres gamle reder i borgens kroge, da blev det grevinden saa trangt om hjertet og hun begyndte at udkaste en mængde planer for at kunne komme til at vende tilbage til verden. Da den gamle bortfjernede sig, efterlod hun grevinden til de smerteligste følelser ved at overtænke hendes stilling. Hendes gemal havde ægtet den fattige, men skjønne fader- og moderløse Amalie, der efter fransk skik og brug var opdraget i et kloster, medens hun endnu var et barn. Fra den barnlige og lykkelige ensomheds hulde fred, havde denne forbindelse pludselig bortrevet hende, og sadt hende ind i den store verdens cirkel, hvor hun saae sig omgivet af lutter fortryllende ting og nu havde hendes gemals død igjen, paa engang bragt hende tilbage fra alle disse glimrende circler til ensomheden, der ikke meere havde det behagelige tiltrækkende for hende, som havde gjort hende saa lykkelig i hendes barndom. Greven havde nemlig ikke sin formue; men et godt embeds indtægter, at takke for sit huses glands. Paa døden som pludselig overraskede ham havde det unge lykkelige par ikke tænkt. I det at grevinden sad fordybet i bange smertelige drømme fra fortiden og offrede hendes kjere gemaals minde oprigtige taarer, raslede det ved den forlængst tilsluttede borgport, klokken klang og Amalie hørte hestetrampen og modige hestes vrinsken. Salsdørene gik op og en høi smuk manlig skabning med en hat med fjære i haanden og med vilde sorte lokker, der flagrede om det brune blomstrende ansigt, traade med let, behagelig anstand ind i værelset, kyste grevindens haand og overrakte hende en stor forseglet skrivelse, i det han forestillede sig selv som Kapetain Gustav von R . . . der paa sin gjennemreise til sit faders landgods, bad om den gunst at torde overlevere det konglige franske hofs afgjørende svar i den skjønneenkes egne hænder. I det kaptainen talede med Amalie faldt hende uvilkaarlig, ved hans øinerfunklen og hans vilde lokkers flageren, kaffekoppens spaadom ind, thi ogsaa ordenen var der, og han havde som en fremmed i den sildige aftenstund ikke lagt mærke til den nye beqvemmere indgang til borgen, men havde vendt sig til den gamle borgport hvor igjennem han ogsaa var bleven indladt. Dybt angrede det den fromme Amalie, at hun af hendes kammerjomfrue havde ladet sig forlede til at lade den gamle kalde, thi hun var nu i den fremmedes nærværrelse piinlig forlegen, rødmede den ene gang efter den anden og kunde sjælden finde de rette ord til at udtrykke hvad hun ville sige. For den skjønne krigsmand var dette slet intet nyt, han var vandt til at behage fruentimmerne og den eensomme hvide dueunge i dette forfaldne kragereede var hans falkeøje velkommen. Amalies hulde uskyld og barnlige følelser fortryllede ham, han opbøde alt hvad der stod i hans magt for at oplive samtalen og gjøre indtryk paa hende, han forelæste hende selv kongens brev, som var affattet i de naadigste udtryk og langt overgik Amalies forventninger, da hun forsikkredes en anseelig pension for livs tid, hvortil kongen endnu egenhændig havde tilføiet. "Denne pension beholder vor værdige statstjeners enke, selv om hun skulle skride til et andet valg, for i hendes søn at opdrage os et levende mønster af hans fader, og for at kunne forsørge ham. " Med skrivelsen fulgte en anviisning for det første forløbne enkeaar. Hede og søde taarer oversvømmede Amalies ansigt ved at høre disse tegn paa kongelig naade og tilmed var hun ved ordene: Et andet valg, bleve saa ildende rød, at hun saae ud som en rose i tordenregn, der nedbøier det perletunge hoved. Hun tog imidlertid mod til sig og sagde: "jeg føler dybt hans majestæts naade, men et andet valg, efter jeg har tabt den mest agtværdige og frommeste mand? Jeg, moder til en søn, der er hans livagtige billede? Nei! at døe som enke, det har jeg svoret Gud, da jeg knælede og bad ved hans afsjetede legeme! hvorfor? faldt Gustav hende ind i talen, med saa megen ungdom, ynde, skjønhed og behagelighed! Himmelen hører ikke saadanne eeder. Da Gustav mærkede at fortrydelsen farvede Amalies ansigt, forandrede han samtalen og talede om andre ting. Han udkastede i den mørke sals ensomhed, hvor de begge sad ved kaminen, indtagende skildringer af det store verdens liv, og først sildig bortfjærnede den skjønne fremmede sig for endnu samme nat at naae sin faders landsæde. Tilladelsen at komme igjen, kunde ikke nægtes overbringeren af et saa behageligt budskab og Gustav benyttede sig flittig af denne tilladelse. Da det faderlige riddergods, ikke laa mere end fire mile fra Amalies, gav det ham leilighed til at foranstalte mangen findrig fest, til hvilken de omkringboende godseiere bleve indbudne og hvortil Amalie ogsaa maatte indfinde sig, da hun bestormedes af de ømmeste bønner og Gustavs fader desuden selv kom for at afhænte hende. Hun, hvis skjønhed skinnede gjennem sørgesløret som morgensolen, var disse festers dronning. Alle tilstædeværende behandlede, som af en stiltiende overeenskomst, Gustav og Amalie, som et brudepar og omendskjøndt hun mærkede det og altid sagde til sig selv: det kan og maae ikke blive saaledes! var dog den hylding hende behagelig, som denne aanderige, skjønne, med roes og tegn paa kongelig naade prydede mand viiste hende; og hun fandt ingen grund til at unddrage sig derfra, saalænge hans kjærlighed holdt sig ærbørdig inden sine skranker og kun bestod i høiagtelses-beviisninger. Paa en af det opvaagnende foraars skjønne dage, ved enden af marts, da Gustav tidlig havde indfunden sig hos Amalie og var bleven til middag, fortalte han hende, at mandeltræerne paa de sydlige, længstbortliggende bjerge allerede blomstrede, og tilbød sig at føre hende derhen, da veien var ganske tør og den ætherblaae luft mild. Amalie var strax villig, kastede det grønne slør over hatten og greb efter hendes handsker. Gustav berørte sløret, trykkede det til sine læber og sagde ømt: Intet sort slør mere, grønt er haabet og snart vil den hele natur klæde sig i grønt! Jeg maatte selv i sørgetiden, svarede Amalie veemodig, bære dette grønne slør, lægen befalede mig det, da mine forgrædte øine ikke kunde taale soelskinnet. Solen funkler i dugdraaberne saa meget behageligere, svarede Gustav og et saadant forgjetmigeiøie, kan kun udgyde frisk dug, ikke salte taarer. Amalie taug og det skjønne par vandrede ned ad bjergstien. Da de gik gjennem landsbyen blev kaptainen opmærksom paa de skjøntbeliggende, reenlige og siirlig oppudsede bondehytter, som han ellers ved den hurtige gjennemfart, ikke havde lagt mærke til, Amalie sagde ham, at siden kongen havde gjort hende saa lykkelig ved sin store naade, havde hun rigelig understøttet hendes gode undergivende og at ingen ulykkelige meere fandtes i landsbyen. Kaptainen udbrød i lovtaler over Amalies høimodighed, dog føiede han til, armod var snarere noget der fængslede medlemmerne af den arbeidende folkeklasse til livet, end et onde for dem, da disse kun stode i ubetydelige forhold i livet, og fik ved kamp med trang og seieren over den, endnu en interesse mere i livet. Amalie rystede igjen meget alvorlig paa hovedet, men Gustav forstod igjen at dreie samtalen paa noget andet. En omstændighed hialp ham ogsaa ud af forlegenheden. Hvad kan det være for et sandt spaanhuus, sagde han, i det de begge nærmede sig Tonelises hytte. Det stikker jo som et uglereede ind i borgmuren og ganske symmetrisk spille fire sorte katteøine hen paa os. Jeg veed ikke, svarede Amalie, imidlertid blev i det lille huuset vindue revet op og to slemmere øine end kattenes kikkede ud. "Det er ham! Det er ham! Deres excellence, saaledes, ganske livagtig stod han i koppen, " snarrede Tonelise, den fortrydelige grevinde imøde, kaldte paa hendes katte, der fløi ind af vinduet, og slog det i igjen. Lykkeligviis havde Gustav ikke forstaaet hendes pluddervælsk og var desuden ganske forfærdet over hendes hæslighed, han spurgde derfor slet ikke den bævende amalie hvad det var, men førte hende videre gjennem landsbyens steenport. Barnlig glædede Amalie sig, efter det lange fangenskab i det øde slot, da hun befandt sig igjen paa marken. Lærkernes glade jubel i den frie luft og mandelblomsternes rosenfarvede glands som laae henstrøede paa det grønne tæppe af de af solen forgyldte bjerge, hvor lam græssede, brogede køer hvilede, klokker lød og utallige kilder perlede gjennem græsset; opvakte i Amalies ømme hjerte ved ord og blikke, ild og varme følelser hos den farlige naboe, der følte sig nærmere maalet og nu kun søgte at spinde traadene i sit næt endnu finere og tættere sammen. Gustav elskede egentlig ikke amalie, men spottede i stilhed over hendes fromhed og hendes barnlige væsen, men den rige og skjønne frues besiddelse laae ham paa hjertet og det behagede ham dog ogsaa at hun var dydig, thi den meest fordærvede mand søger dog at faae en dydig kone. Amalie var ved kongens naade bleven velhavende og en tantes nære visse død, aabnede hende udsigten til at blive eier af en anseelig formue; det var derfor fremfor alt vigtig for Gustav at hun skjænkede ham sin haand, thi han havde forødet sin heele formue. (Sluttes i næste nummer.)
|
fiction
|
lovestory
| true
| 2,051
| 5,252
|
1824-06-03
|
Hilmine v. Chezy
|
Tysk
| 1
|
Feuilleton the-salvation_a
|
TRUE
|
the-salvation_b
|
the-salvation
|
Redningen. (Novelle.) (Sluttet.) Moder! Moder! lød det som sølvklokker fra borgvinduet, da Amalie og Gustav kom tilbage fra spadseergangen. Adalbert var kommen ved en god leilighed fra Schweitz for at overraske den kjære moder. Med den reeneste henrykkelse sluttede Amalie den skjønne dreng til sit hjerte. Aftenen fløi som paa lynets vinger; og den lykkelige moder lagde i begyndelsen slet ikke mærke til at et uveir, det ellers sjelden hjemsøgte denne egn, havde fulgt paa den skjønneste foraarsdag. Regnen styrtede ned i strømme og slog mod vinduesenderne; heele borgen geraadede i en skrækkelig bevægelse. Gustav kunde ikke tænke paa at komme videre, da skylregnen aldrig ophørte, og slotsbetjenterne forsikkrede, at huulveien, var over en mands høide opfyldt med vand. Amalies hjerte slog høit af stille glæde ved tanken om: at hun allerede næste morgen tidlig kunde gjensee Gustav; hun skjendte vel derfor paa sig selv, men det hialp ikke meget. Hun til bød sin gjest det eneste beboelige værelse, foruden hendes eget, der var paa slottet, og som hun selv kun engang flygtig havde seet; thi enhver krog i denne gamle borg havde noget rædsomt for hende, og hun havde først lært at kjende den efter hendes gemals død. Gustav modtog tilbudet med varme; og man skiltes først sildig ad, da storm og regn havde ophørt. Adalbert fulgte moderen paa hendes værelse, hvor han efter en hjertelig bøn, indslumrede. Amalie glædede sig endnu længe over, ved natlampens skin at beskue det længe savnede hulde ansigt, som rolighed og blide drømme endnu meere forskjønnede; bad derpaa med hjertelig andagt, slog et kors over den lille, og sov rolig ind. Imidlertid gik den gamle krumme slotsfoged med blottet sølvgraae isse, fløielshuen under armen, i sin knappe vide kjole og sorte silkestrømper, stille og alvorlig foran den fremmede og lyste ham meget forsigtig op ad trappen til gjesteværelset, der laae ved enden af en lang gang, som snoede sig omkring i mange bugter. Hvislende som en slange, gik døren efter nogen modstand op, til et stort og skummelt kammer. Fra de forældede damaskes tapeter, stirrede mørke malede ansigter, i anløbne forgyldte rammer, ridderbilleder med gamle sorte skjæg, ned. De blive dog vel ikke alle levende til natten, sagde Gustav spøgende, da den gjennem skyerne blodrød opgaaende fuldmaane, i forening med den ildrøde flamme i den uhyre store kamin, græsselig sminkede de blege ansigter, saa at det syntes som om at panderne begyndte at rynke sig. Øinene at funke, læberne at trække sig sammen. Slotsfogden rystede veemodig og næsten bebreidende paa hovedet og sagde betænkelig: med nat, ensomhed og gamle billeder maae selv den mest forvovne ikke spøge: Kuglen søger brystet. Aandeverdenens skrækkebilleder trænge sig gjennem alle sjæle! Han taug og sagde derpaa efter en liden pause, her er snoren til klokken, hvis deres naade skulle befale noget. Derpaa saae han efter ilden, vandpokalen og om vinduerne vare fast lukkede og anbefalede sig derpaa med et ærbødigt buk, hvori dog smerte og misbilligelse viste sig, som heller ikke undgik den fremmedes opmærksomhed. Det løb ham ogsaa ved den gamles ord, iiskoldt over ryggen. Han saae sig omkring om der var nogen slaae for døren, men da han ingen fandt, loe han over sig selv og sagde: Intet overgaaer dog en saadan gammel halvfemsindstyve-aarig oldings overtroe, den gamle har jo flere furer paa sit mavre ansigt end man kunde tælle paa en fem tønde lands ager, han maa allerede igjen gaae i barndommen. Saa dum er ingen fornuftig mere, at han troer paa en gud, spøgelser, og diævle gives der ikke, med vores sidste aandedrag er alting ude, det veed man jo! Kun for indskrænkede mennesker har den kloge opfunden dette eventyr for at betjene sig af til sine hensigters opnaaelse; thi naar ikke en usynlig skranke var sat for folkemassens lidenskaber, saa ville den vistnok snart tilkjempe sig verdens beherskelse; men skarpsindigheden modstaaer den vilde raae kraft og tæmmer den. Aanden, nei den intellectuelle kraft ville jeg sige, føiede Gustav til, thi der gives ingen sjæl, hvad der tænker i mig, er ingen sjæl . .. Huult lød i dette øieblik tolv slag fra væguhret, en storm drev de hidentil maaneklare skyer sammen, fra nogle kroge udfore skrigende og pibende nogle alliker, der strøge gjennem kammeret og atter bleve usynlige, et broget møl flagrede omkring lyset i store vide kredse og udslukkede det endelig med finestore vinger. I gangen lod sig høre en knagen, der nærmede sig døren, sukkede, gik tilbage, og derpaa lød det som om et vaaben klingrende faldt til jorden. Regnen havde slukket ilden i kaminen. Forskrækket og iiskold kastede Gustav sig halv afklædt som han var paa sengen, og tildækkede sig, men han fik ingen søvn i sine øine og kom om morgenen med søvnige blikke og blegt ansigt ind i salen, hvor Amalie allerede sad med den lille ved frokostbordet. Det søde blik hvormed hun sagde ham god morgen og hendes kinders himmelske rødme tilintetgjorde snart det indtryk den gaadefulde nat havde gjort paa ham; og Gustav spøgede og legede med Adalbert, han troede at denne morgen ville sætte seglet paa hans lykke; thi han holdt Amalie for sin eiendom, siden han havde boet under hendes tag. Amalie selv forekom det, ved drengens muntre spøg med den skjønne Gustav, som om barnet maatte glæde sig, i ham at finde en anden fader og som om hendes eed havde været overilet og daarlig; kun den første smerte havde forført hende til at gjøre en saa uoverlagt eed, meente hun, og Gustav havde fuldkommen ret naar han sagde: Gud hører ikke saadanne eeder. Disse Amalies hemmelige tanker kunde man tydelig læse i hendes blikke. Den kloge Gustav læste deri, som i en opslagen bog; thi jo renere en qvindelig sjæl er, jo mindre forstaaer den at skjule sin kjerlighed. Han haabede alt af en spadseretour han just ville foreslaae, da slotsfogden, der hver morgen kom for at erfare sin herskerindes befalinger, traade ind. Han saae skarp paa Gustav og sagde: mine gamle øine vise mig, at deres naade har havt en slem nat, Ja visselig raabte Gustav, stormen har holdt et rasende huus. Det gik saa vidt, at det forekom mig som om en kniv blev kastet tæt hen mod døreen. Slotsfogden blegnede ved disse ord og lænnede sig paa bordet. Den blide grevinde skjød strax en stoel hen til ham og rakte ham en kop chokolade; drik de kjære Erhard, sagde hun, de befinder dem ikke vel, saa bliver det bedre med dem. Det siger intet, naadige grevinde, stammede den gamle og hostede. Har de hellers ikke mærket noget, spurgde han Gustav. Det gik uroligt nok til, da klokken var slagen tolv, sagde Gustav, en mængde alliker fløi frem af deres smuthuller langs loftet. En møl fløi næsten surrende gjennem lyset, sværmede hen og slukkede det, tilmed hørte jeg en knagen og sukken i gangen før kniven faldt. Forskrækket skjød slotsfogden sin kop tilbage som han just ville sætte til munden og sagde skjælvende; "saa maa jeg tale. Jeg og de øvrige betjentere have hidendtil ikke forsømt nogen forsigtigheds-regel for at holde alting hemmelig for deres naade, fordi at opholdet hos os ikke skulle blive dem forhadt, men jeg ønskede dog at den lille greve ikke var nærværende, naar jeg fortæller det. " Amalie førte den lille ind i sovegemakket og kom tilbage i den største spænding, næsten vred paa sig selv, fordi hun følte sig saa beklemt. "For fiirsindstyve aar tilbage, sagde Erhard til Amalie, da jeg endnu var en knøs paa sexten aar, saae det anderledes ud her paa slottet, da blev det pragtfuldt indrettet til vor salige, naadige greves bedstefaders bryllup, og alt var saaledes beregnet paa varigheden, at det endnu i dag maatte have seet ud som nyt, naar greven og dennes hr. fader ville have boet her, men det ville de ikke og kun deres naades ulykke har ført dem hertil, hvor det vist ikke behager dem. Generalen døde nogle aar efter sin formæling her, hvor han ville tilbringe sine dage i fred, thi have og park vare da heel konstig og ziirlig prydede og fuld af skjønne springvande og marmorbilleder, som under forgylt tag vare sikkrede for uveirret, selve slotsgaarden lignede en blomsterhave og alt hvad der nu, forældet og anløbet, fornærmer øiet, stod den gang i sin fulde glands, tilmed var skoven histoppe paa høien, der nu udbreder en saadan skummelhed, den gang først nyelig plantet og man havde en friere udsigt. Godserne vare ogsaa i den bedste tilstand og den unge enke saae sig snart omringet af friere, men som hun alligevel afviste, fordi hun havde maattet aflægge hendes døende gemal den eed, at hun kun vilde leve for hendes eneste søn Adalbert. Adalbert? faldt captainen ham ind i talen. Ja, svarede den gamle, alle grever af T. fra de ældste tider, fra Heinrich Finklers tid af kaldes Adalbert, der kommer af at St. Adalbertus er familiens skytspatron. - Dog lad mig fortælle videre. Den skjønne grevinde forglemte endelig hendes eed, ved synet af en rask og af udseende, meget elskværdig frieherre, som hun gav sin haand; dog maatte han først høitidelig love hende, at ansee hendes barn aldeles som sin søn og stedse sørge for ham som en retskaffen fader. Endnu ved indgangen til kapellet hørte jeg den arme dame sige til brudgommen: selv i graven vilde jeg ingen roe nyde, naar de ikke elskede min søn, ja fra hiin verden vilde jeg komme tilbage for at affordre dem opfyldelsen af deres eed! Der gives folk som ikke vilde vide noget af en anden verden at sige, Adalberts stedfader maae vel have været saadan een. Jeg saae ham stilleleende at kysse grevindens haand og de bleve i guds navn viede sammen; men jeg befandt mig derved aldeles ikke vel om hjertet. Strax efter vielsen begyndte vores kjære herskerinde at skrante, blev tungsindig og hensvandt saaledes tid efter anden, at enhver kunde see hvorledes døden dag for dag tærede paa hendes unge liv. Den unge herre var hensat i en opdragelses-anstalt, og maatte endnu hentes fra Stratsborg for at modtage moderens sidste velsignelse, som indsatte hendes mand til formynder og bestyrer af hendes anseelige formue og sov derpaa rolig ind; underlig nok var det, at den hulde afdødes himmelblaae store øine ikke kunde tilsluttes; det hedte da, hun hentede snart een efter sig. "Naar det kun ikke var hendes søn, " sagde den overlevende mage, og gud forlade mig det, han forekom mig derved, som om han ønskede vi skulle sige Ja; men vi gjorde det ikke. Jeg havde forlovet mig med den skjønneste pige i hele landsbyen med Antonie, som nu heder Tonelise, der gik mig et stik gjennem hjertet, da jeg nyelig saae hende komme til slottet. Grevinden blev bleg. Erhard vedblev efter en kort pause. "Friherren ville see min brud, hun gefaldt ham og han tog hende i al stilhed med sig til Paris, hvor de forødede sammen den formue, som skulle tilfalde den unge Grev Adalbert. Jeg græmmede mig saaledes over hyklerinden Antonie, at jeg foresat mig aldrig at gifte mig, og det har jeg holdt. Mod den tid at den unge herre skulle blive myndig, kom hans stedfader i et fattigt og jammerligt optog her tilbage til slottet, strax derpaa kom ogsaa Antonie, og drog ind i den gamle hytte, som stod tom og som ved adskillige gamle historier var i vanrygte. Efter nogen tid lod den gamle friherre ved et bud den unge herre kalde til sig fra universitetet for at gjøre regning med ham. Ved herrens lange fraværelse var slottet bleven ganske forfaldet, da han havde bortforpagtet alt og intet gav til dets vedligeholdelse og forbedring. Den skjønne have var overgroet med græs, marmorbillederne vare i den senere tid, det ene efter det andet blevne ført bort, formodentlig til salg; dette sidste gjorde mig dog mindst ondt, thi jeg kan ikke lide de nøgne uforskammede qvindemennesker om de endogsaa ere af steen og see nok saa skjønne ud. Da nu Grev Adalbert kom tilbage til sin faders residents og saae at alt var saa øde og bart blev han tungsindigere end han havde været, og græd længe ved sin moders grav. Stedfaderen var reden paa jagt, da Grev Adalbert ankom. Først ved bordet saae de hinanden. Med tilsyneladende hjertelighed bad den tredske mand den ædle yngling velkommen. Han sagde til ham, at det var bedre først i morgen, at begynde paa deres forretninger, da Adalbert dog vel behøvede rolighed at udhvile sig efter sin lange reise. Adalbert var villig dertil, thi hans til veemod stemte sjel, havde modbydelighed for pengeforretninger. Ved aftensmaaltidet havde baronen indbuden nogle adelsmænd fra naboelauget, der blev dygtig støiet og drukket. Det smertede Adalbert saa meget, at han før deserten, klagede over hovedpine og mathed og begav sig til roe. Selv lyste jeg ynglingen op til det kammer, hvor deres naade denne nat har sovet - han blev dog ikke ombragt der? raabte kaptainen, som var bleven saa bleg som et liig. Nei, sagde Erhard, men hør nu kun: Adalbert havde den fromme og hellige vane altid at fremsige et tydsk fadervor førend han lagde sig til at sove og derpaa at gjøre det hellige korses betegnelse for sig som en god katolsk christen. Jeg lurede endnu en smule førend jeg forlod det kjære unge blod, glædede mig af hjertet og sagde: Gud skee lov, at dog ungdommen endnu er som i vore yngre aar; thi jeg var da allerede 45 aar gammel; men siden har tiderne meget forandret sig. Jeg gik derpaa vel tilmode min vei. Et saa elskværdigt barn kan intet ondt komme nær tænkte jeg. Jeg havde ogsaa ret. Klokken var ni, da Grev Adalbert begav sig til roe: strax efter reiste ogsaa de vilde gjæster bort, jeg hjalp at rødde op og lagde mærke til friherren, der saae ud, som den der havde drukken sin samvittighed i søvn for at begaae en slet handling. Han behagede mig aldeles ikke og desuden havde jeg endnu den hjertesorg at Antonie snige sig ind til ham. Vi folk i slottet begave os tidlig til roe. Jeg var meget træt og sov fast ind. Vor unge greve maatte vel have sovet en tre timer, da han pludselig opvaagnede, thi det store stueuhr, som jeg ikke siden har trukket op, slog 12. Her foer kaptainen forskrækket sammen og skreg mere end han raabte: Min gud! Den slog jo denne nat! Slog den? spurgte den gamle rolig, det undrer mig ikke, thi gud kjender timerne og veed naar den rigtige slaaer. Lyden af det sidste slag, vedblev Erhard, var neppe hendøet, førend han saae noget hvidt bevæge sig svævende frem og tilbage i det dunkle kammer og ængstelig vridende sine hænder, de vankede frem og tilbage fra døren og til sengen. En kold gysen, bemægtige sig ham, især da sløret, der bedækkede den ranke skikkelse, skiltes ad, viste øine hvori taarer glindsede, og skjønne lokker som det klare maaneskin, der omslyngede dens pande; det forekom ham pludselig, som om han saae sin elskede afdøde moder for sig. Imidlertid lod sig paa den sandbestrøede gang uden for forsalen, en lyd, af fodtrin høre, som af en der vandrede frem og tilbage, dog derved faldt ham intet ondt ind, kun øinede han skikkelsen svæve som en stribe af maanelyset ved døren. Pludselig hørtes en klingrende lyd, det hvide luftbillede var forsvunden og Adalbert hørte et vaaben falde raslende til jorden. Derpaa ilede det med raske skridt gjennem gangen, som om det flyede. Adalbert kunde ikke falde i søvn. En uforklarlig frygt holdt hans fod tilbage, naar han ville staae op og udgrunde hele gaaden; dog forekom det altid ham, som han saae moderens smillende ansigt, men han syntes som hendes mildt perlende øine stode i hans hjerte og han saae hende der. Da den unge greve om morgenen havde klædt sig paa og aabnede døren for at gaae til sin stedfader, følte han, i det han gik, noget haardt ligge for sine fødder, han bukkede sig ned og tog det i mørke op, det var et mordgevæhr, han ilede tilbage til kammeret for at betragte det; gjenkjendte han deri en ofte beundret sjældenhed, som var bleven bevaret som en familieeiendom i flere aarhundrede; en italiensk tveægget forunderlig indfattet dolk, som en af baronens adelige forfædre havde hjembragt fra nogle berømte toge som et erindringstegn. Baronens vaaben stod indæsset paa klingen, denne dolk kunde blot slotsherren have havt i hænderne, thi den kom aldrig fra ham. Det blev nu klart for Adalbert at hans stedfader vilde have myrdet ham om natten, men at hans moders aand maatte have skrækket ham tilbage og morderen havde ladet dolken falde og var flygtet. Da min unge herre nu med tusend taarer laae og bad med inderlighed, takkende gud og moderkjerligheden for sin redning og endnu holdt dolken i hænderne, kom jeg derind; og da jeg fandt ham i en saa frygtelig bevægelse, med mordegevæhret i hænderne, overvandt jeg al frygt, og hvilede ikke, førend han havde opdaget mig som en gammel tro tjener alt hvad der var mødt ham. Jeg havde dog baaret ham paa mine arme og den kjære yngling var jo saa indtagende, som deres egen hjertenskjære Adalbert! Da vi begge havde beroliget os noget, gik den unge greve ganske trøstig til sin stedfader, for at tage afskeed med ham, thi han ville ikke længere boe med ham under et tag; men med et græsselig fortrukkent ansigt stod Antonie ved døren, vinkede os tilbage og sagde, baronen er bleven meget syg, han kan ikke tale med nogen! Hun tilhyllede derpaa hendes liigblege ansigt for vore gjennemborende blikke og vi bortfjernede os stille. Min unge herre, reed meget tidlig om morgenen afsted, nogle dage efter døde baronen; man troede at han om natten havde taget gift. " Imidlertid var Gustav bleven saa bleg som døden og Amalie taug, i det hun zittrende og grædende foldede hænderne og skuede med de blaae øine mod den klare himmel, da kom Adalbert indspringende i kammeret og raabte: kjære moder! hvorfor vil du da saalænge indspærre mig, jeg er jo kommen hertil for at see dig! Amalie sluttede barnet i sine arme som om hun vilde beskytte det mod alle farer og skjulte sit indtagende ansigt i mængden af hans blonde lokker. Adalbert omflyngede den bævende moder med navnløs angest; længe bleve moder, og barn staaende i taus omarmelse, da Amalie var kommen til sig selv igjen og saae op, var kaptainen borte. Paa samme tid lød dødningsklokken i landsbyen, om natten var Antonie død. Grevinden lod hendes hytte rive ned og en træeplantage der anlægge, men intet ville trives paa denne vanhellige jordbund. Gustav var bleven advaret ved aandeværdenen; aldrig mere nærmede han sig Amalie: men han forandrede sit liv og afsagde sine fritænkerske vildfarelser. Amalie ledsagede hendes Adalbert til Schweitz; af hendes sjel var den nye kjerligheds, lokkende billede forsvunden, og hun levede nu kun for hendes barns lykke. Den vakre Erhard havde grevinden taget med, Adalbert var allerede en lykkelig mage da han og Amalie tillukkede den meer end hundrede aarige oldings øine, som med et blidt smil indsov i Herren. Amalie velsignede den redeliges støv, thi hun vidste vel, at han havde været hendes skytsengel. Guds veie ere skjulte og dunkle, men hans villie er klar. Hilmine v. Chezy,
|
fiction
|
lovestory
| true
| 3,201
| 5,252
|
1824-06-10
|
Hilmine v. Chezy
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton the-salvation_b
|
TRUE
|
travel-norway_a
|
travel-norway
|
Literaire blandinger. En reise paa Norges vestkyst. I mai maaned i aaret 1814, havde skjæbnen paa Norges, af naturen meest stedmoderlig behandlede vestkyst, i en lille ladeplads Egersund, samlet trende meget forskjellige individuer, nemlig en bergensk kjøbmand, en literatus og en mosait, hvilken sidste, det lykkedes medens at General Staffeldt holdt grændsen besat med sine jægere, under pas som christen, at faae frie entree i riget. Mosaitten Hr. B*, en høist oplyst vakker mand, havde formodentlig, fordi man havde indbildt ham, at man blandt de norske klipper leed mangel paa alt, forsynet sig med et heelt læs spisevahre og vine, og havde gjort touren gjennem en stor deel af det sydlige Norge til lands; men var nu uvis hvad vei han skulle vælge for at fortsætte reisen fra Egersund til Bergen, en strækning af en 35 norske mile, hvor en riig afvexling af naturscener frembyder sig for den reisende; men hvor postveien ogsaa ofte afbrydes af 3 a 4 mile lange fjorde, der i stormende veir er farlig at passere; fornævnte tvende individer, der ogsaa skulle foretage en reise til Bergen, overtalte ham imidlertid til at vælge postveien, og efter at man en aften ved det fulde bæger, havde gjort hinandens nøiere bekjendtskab, forlode de trende reisende d. 22 mai Egersund, og seilede mellem klipperne en miil vei til et sted hvor det saakaldte Dugne-fjeld begynder, herfra fortsattes touren til hest, da den steenrige og klippefulde stie, som her slyngede sig mellem fjeldene, neppe tillader den lille norske hest at klavere forsigtig frem ad. Efter en miils langsomme og forefulde ridt, naaede de reisende Dugne Gods, hvis eier Hr. H* modtog de fremmede med den ham egne gjestfrihed, der forenet med et udmærket glas tenerif, nydt i hans smukke døttres selskab, bragte 2 timer til at flyve med lynets fart; og touren fortsattes nu over en deel af fjeldet et par fjerding vei, hvor udsigten paa engang bliver friere og høist majestætisk, da man paa engang seer det stolte Nordhav, der med frygtelig vælde og allarm bryder mod himmelhøie klipper, og for de reisendes øie ligger nu det kornrige Jedderen udstrakt: et 7 a 8 miles flat land, som Danmark; her bøier veien sig langs havkysten en 4 a 5 mile, og da man maatte skifte heste hver anden miil, naaedes ikke H* Præstegaard som var bestemt til natteqvarteer, førend kl. 8 om aftenen, hvor den gamle præst modtog os som gamle bekjendtere (hvilken dog kun den eene var, nemlig literatussen, som nu fremtidig er den fortællende). I gaarden bleve vi modtagne af syv smaae hunde, der alle tilhørte hans døttre, som besynderlig nok, alle paa een nær havde en eller anden skavank, den ene var pukkelrygget, den anden halt, den tredie havde en vorte paa det ene kind o. s. v. , kun een, der med rette førte navn af Benedicte, var en net og smuk pige; hele familien bestod af mand, kone og 7 døttre, og en forrykt gammel tante, der bestandig gik og vandede urtepotterne med varmt vand, og af og til ville kysse vor bergenser M*, der herover var stædt i den gyseligste vaande. Næste morgen gik reisen igjen for sig, gjennem bedre veie til staden Stavanger, paa veien aflagde vi en visit til præsten i Lye Præstegaard, hvor digteren Zetlitz havde henlevet saamange lykkelige dage ved hans Elisa. Jeg kan her ikke lade være at berøre en besynderlig tildragelse, der nogle aar før Zetlitzes død fandt sted i denne præstegaard, og som jeg har hørt bevidne af flere af de tilstædeværende personer; et stort selskab var nemlig en søndag eftermiddag samlet hos præsten, hvoriblandt en Agent K* og frue; medens de sidde ved spisebordet, seer ikke alene hele selskabet, men Frue K* sig selv komme spadserende ind i spiseværelset, og efter at have gaaet omkring bordet 2de gange, forsvinde; fruen blev syg af skræk, og forblev i et heelt aar yderlig melankolsk, da hun troede at det var et varsel for at hun skulde døe, hvilket dog først efter mange aars forløb fandt sted. I Stavanger toge vi ind i det fornemste anberge hos en Madame H*. , en kone med de fortræffeligste talegaver, men hun havde tilfældigviis mistet næsen, som hun selv sagde os, derved, at vinduet uforvarendes slog i og knuste næsebenet paa hende, men onde mennesker fortalte at en deel franske officerer, som havde logeret der i huset, havde været skyld deri. Stavanger bye har omtrent en 2 a 3000 mennesker, og ernærer sig for det meste af sildefiskeriet ved det nærliggende Skudesnæs. Staden selv, har foruden den store gothiske kirke, flere smukke bygninger, hvoriblandt Hr. Agent Kjellands, Consul Rosenkildes og flere, derimod er omegnen ikke smuk. Hr. Agent Kjelland har anvendt store bekostninger paa hans tæt ved byen beliggende lyststed Lidol, der er meget pragtfuld, og bygget i den engelske smag; haveanlæggene selv, have naaet en sjelden fuldkommenhed, og den forekommende artighed og gjestfrihed, som eieren viser mod enhver fremmed, gjør opholdet der, saameget behageligere. Efter at have tilbragt 3 glade dage i staden, leiede vi en baad med 4 roerkarle, der skulle bringe os fra Stavanger til et sted kaldet Eidet, hvor postveien igjen begynder; da det var stille smukt veir, var farten ganske behagelig, og vi ankom om aftenen kl. 8 dertil. Næste dag fortsatte vi reisen til hest, gjennem høie bjergkløfter, birkeskove, og de yndigste dale, hvor skummende vandfald styrte hist og her ned imellem klipperne. Vor B* fandt især bønderpigerne her indtagende, og bekræftede hvad flere reisende før ham have antaget: at jo længere man i Norge kommer mod vesten og norden, jo smukkere ere de norske piger. Om eftermiddagen kl. 4 kom vi til den for sin skjønhed, saa almindelig bekjendte Etnadal. Jeg har selv gjennemreist grevskaberne Jarlsberg og Laurvig, som man anseer for at have de smukkeste partier i Norge, men jeg har ikke fundet en eeneste saa smuk situation. Læseren forestille sig et dalstrøg paa omtrent 2 a 3 mile, begrændset af høie fjelde, deels bedækket med smuk underskov og deels uden; gjennem dalen styrter en elv sig med skummende fart, og flere bække slynge sig ved siden af de ved naturen terosformig dannede lunde og alleer, gjennem hvis blade man hist og her skimter et hvidt tag stikke frem. I baggrunden af dalen bliver egnen vildere, skoven bliver tykkere og mere ugjennemtrængelig, og hvor en grøn plet stikker igjennem, sees geder og faar, der græsse paa kanten af fjeldskrinterne, medens en larmende foss styrter ved siden af ned mellem klipperevnerne, kort sagt: det hele danner et saa udmærket romantisk unioso, at man fristes til at udraabe med digteren: e questo il Paradiso! (Slutningen følger.)
|
fiction
|
travellogue
| true
| 1,101
| 2,269
|
1834-04-24
| null | null | 0
|
Feuilleton travel-norway_a
|
TRUE
|
travel-norway_b
|
travel-norway
|
En reise paa Norges vestkyst. (Sluttet, see no. 45.) Efter i 2 timer at have udhvilet os i denne smilende egn, bleve vi forstyrrede ved skytsskafferens (sognefogdens) komme, der tilkjendegav os, at heste og førere vare nu færdig, og at vi nu skulle begynde at bestige Skaanevigsfjeldet hvorover postveien gaaer; reisen gik nu over halvanden fjerdingvei op i høiden, og var saa steil, at vi hver 6 minutter maatte standse, for at hestene kunde drage frisk luft. Efter et høist møisommeligt ridt, der varede en halvanden time, naaede vi omsider bjergtoppen, her var vegetationen kun ringe, og indskrænkede sig til enkelte buskverter, og kulden var gjennemtrængende skjøndt det var i slutningen af mai; men udsigten var den meest fortryllende man kan tænke sig; paa den ene side Etnadalen og de omkringliggende dalstrøg og bjerge, hvis toppe laae farvede i aftenrødmens purpur, til venstre den hele saakaldte Bergens Leyd, med alle dens talrige øer og fjorde, og i baggrunden havet, der syntes ligesom med en blaae rand at indfatte den hele prospect. Vore førere sagde os, at vi fra det punct hvor vi stode, kunne oversee 9 kirkesogne, og jeg troer det gjerne. Skaanevigsfjeldets top, hvorpaa vi stode, ragede høit i luften over alle de andre, med undtagelse af bjergene Bukken og Ziegen, der synes endnu at være høiere og af en reen gigantisk skikkelse. Vi nøde imidlertid dette sjeldne skuespil kun i et qvarteers tid, da skyerne begyndte at trække sig sammen over vore hoveder, og udgjød sig i en styrteregn, der gjorde vores nedstigen paa den anden side af bjerget, høist kjedsommelig, skjøndt veien tildeels var god, og slyngede sig til venstre gjennem en for det meste skovrig egn ned til Skaanevigen, hvor en sørenskriver boer, og hvor der nede i dalen laae en meget smuk kirke. Da vi herfra endnu havde over 13 mile tilbage til stiftstaden Bergen, hvis vi skulle have vedbleven at følge postveien, saa bleve vi enige om at leie en baad i Skaanevigen, der skulle føre os lige til Bergen, og vi accorderede da desangaaende med en gammel striil, saaledes kaldes de folk, som boe der omkring paa havkysten ved Bergen. De bære en eiendommelig dragt, nemlig vide korte buxer, sorte eller blaae trøier, lavpullede bredskyggede hatte, og ere i almindelighed høie karle af et eget vildt udseende, med et langt skjæg, der naaer dem lige ned til brystet. - Næste morgen var vor striil tidlig paa benene, fik os alle op, og klokken 8 seilede vi fra Skaanevigen med en rask vind af S. S. O. Seiladsen var behagelig til kl. 12, da vinden tiltog saaledes, at vi maatte tage 2 reeb ind; vi havde den hele tid seilet indenskjærs, men nu kom vi til den for sin farlighed, saa bekjendte Korsfjord, her staaer hele Nordhavet ind, og naar strømmen gaaer ud, er søegangen ofte sværere end i det aabne hav. Da vi naaede denne fjord, lagde vi i land ved en lille øe, for at tage en forfriskning, og vores striil erkærede os, at vel var fjorden urolig, men vi skulle ikke være bange, kun bad han os at sidde roligt i baaden, og hver beholde den plads han anviste os. - Vi begyndte nu en seilads, hvis mage jeg, skjøndt temmelig forvandt, aldrig har foretaget. Da vi kom ud og fik havet aabent, saae vi søen brække sammen i et hvidt skum over klipper og skjær, vor lille baad skjultes ofte saa aldeles af de paa siderne optaarnede bølger, at vi kun saae himlen og skyerne over os, men vor gamle striil sad rolig og taus og styrede, medens at B* var saa bleg som et liig, og M* fik søeondt; da vi kom midt for gabet, fik vi en bræksøe, der gik agter ind og forud igjen i læe, uden dog at fylde synderlig, og da det blæste en halv storm og baaden skjød en forfærdelig fart gjennem søen, ville B* af frygt for at vi skulle seile under, fire piggen paa storseilet ned, men den gamle striil reiste sig, trak sin tollekniv og erklærede: "at han jagede den i den første, der vovede at røre ved seilene, da det nu kun var seiladsen der kunne rædde os fra søen" – dette gjorde virkning - og en høist indholdsriig pause paa en halv times tid fandt nu sted blandt os alle, indtil vi kom udenfor indløbet ved det høie fjeld Bukken, her ved indseilingen gjennem 2 høie klipper, brød søen sammen i et braad, vores striil lukkede da op i vinden til at søen havde brækket 3 gange, hvorpaa han dreiede til med roeret, baaden fløi som en piil gjennem brændingen, og inden 4 minutter vare vi ræddede og i smult vande. Alting fik nu igjen liv, vor B* kom sig igjen af sin forskrækkelse, og da vi vare komne i land til gjestgiveren i Bukken, gik de 2 sidste flasker viin af hans forraad, og han selv lovede helligt og dyrt, at han aldrig mere skulle reise denne vei i aaben baad. Vi bleve natten over her, fortsatte næste dag reisen indenskjærs, og fik om eftermiddagen øie paa stiftstaden Bergen med alle dens hvide bygninger, thi skjøndt Norges første handelsstad, har den kun faa smukke og regelmæssige gaarde, alt er her beregnet paa handelen, og dog er opholdet der, selv for den fremmede, der ikke er handlende, meget behageligt, thi bergenserne ere forekommende og gjestfrie mod enhver reisende, for hvem det heller ikke fattes paa adspredelser og selskabelige fornøielser: om sommeren haves de deilige spadseergange og alleer til Nyegaard og Kalfare, hvor man især fra kl. 2 til 3 finder Bergens beau Monde samlet, foruden Damsgaard, hvortil man kjører en halvanden fjerdingvei gjennem de smukkeste lindealleer; og det meest beundringsværdige her er, at kunsten næsten har gjort alt, men naturen selv derimod har været yderst karrig. - Bergen har et theater, der kan rumme mod en 2000 mennesker, en udmærket smuk og deilig concertsal, og med hensyn til sangere og sangerinder, kunne intet sted i Norge maale sig med dette. Hvad der for den fremmede gjør tonen i Bergen særdeles behagelig, er den blanding hvoraf Bergens indvaanere selv bestaae; man erindre nemlig, at staden Bergen i mange aar hørte til det hanseatiske forbund, og den største deel af de handlende bestaaer endnu af tydske, engelske, hollandske, skotske og franske handelshuse. Den indfødte bergenser selv, er i høieste grad godmodig og venskabelig, men dialecten er ubehagelig for øret, selv i det smukke kjøns mund; dog dette glemmer man snart hos den yndige og levende bergenserinde, der er munterheden og glæden selv. Man hører i Bergen de fleste levende europæiske sprog tale med færdighed, og da der i mange huse hersker en høist dannet fiin tone, og megen gjestfrihed; beroer det næsten altid paa den fremmede at vælge en behagelig omgang, kort sagt, faa reisende have forladt Bergen uden savn, og evig vil forfatteren erindre hans ophold der, som den behageligste tid af hans liv, og hvilket, som enhver glæde i ungdoms-alderen, ved erindringen forbliver os dobbelt dyrebar. *
|
fiction
|
travellogue
| true
| 1,168
| 2,269
|
1834-05-01
| null | null | 0
|
Feuilleton travel-norway_b
|
TRUE
|
travelling-friends_a
|
travelling-friends
|
Idealerne eller de reisende venner. Under det russiske felttog, som voldsomt adskilte saamange gode mennesker fra hinanden, knyttede to unge mænd, som hændelsen førte sammen ved en vagtild om natten, et nøie venskabs forbund. Vilibald von Osten og Camillo von Arnim havde i forening med hinanden seiret over mange ubehageligheder, i mangen varm fegtning traade døden kjækt under øinene, og naar den rasende kulde som allerede havde stivnet flere af deres vaabenbrødre, ogsaa truede med at vilde overvælde deres ungdom, saa trykkede, de troe broderhjerter sig tæt til hinanden, for baade at gaae døden og livet forenede imøde. Da endelig al denne skræk var overvunden, den fornyede kamp førte hærhobene seierige indi den gamle hovedstad, og freden var undertegnet, bestemte begge venner sig til at forlade det militaire liv, men besluttede tillige ogsaa aldrig at skilles ad; da gud havde saa underbar beskyttet deres liv. Og da de tilstrækkelig havde gjennemstrøget det støiende paris, beseet alt mærkværdigt og seeværdigt, og især havde besøgt de kostbare gallerier, overlagde de i en fornøiet aftenstund, at de ville gjøre en lille lysttour, førend de droge hjem til deres godser og Vilibald som gjerne spøgede med den alvorlige Camillo, sagde: "Det skulle ogsaa være besynderligt hvis ikke mangen et eventyr skulle møde os! Hvad mener du føiede han spørgende til. Polakkerinderne vare ikke saa daarlige. Da vi laae hist i qvarteer, i omegnen af Varschau har jeg seet skjønne indtagende fruentimmer. Dog den gang var man som indviet til døden. Behager mit forslag dig saa ville vi see os lidt mere om blandt de deillige polakkerinder. "Som du vil, svarede Camillo, hvor du lover dig fornøielse, findes der vel ogsaa nogen for mig; men Rhindalen, (føiede han efter en kort pause til), ønskede jeg vel at gjensee i en roligere stemning. " "Nu, med reisen til Polen har det ikke saa stor hast; det forbliver derved - sagde Vilibald - altsaa over Rhinen til høiere og venstre, hvorledes og hvorhen du vil! Reisende som vi, behøve ikke at skye nogen omvei, kun udbeder jeg mig, da man ikke kan indestaae for noget, allermindste hjertet - at hvis i Rhindalen det gamle smærmerie skulle overraske dig, du dog kommer med til Polen, det vil du ikke blive frietaget for! " Camillo rakte sin Wilibald troehjertig haanden, men denne meente; "Ja nu lover du godt, dog skal jeg nok tage vare paa dig og skulle dit hjerte komme alt for meget i brand, saa betroe dig kun til mig, jeg har altid lovet at føre dig ind i Wieliezkas bjergværker, der vil jeg saaledes forvilde dig i denne underjordiske verdens labyrinter, at du uden en Ariadne vist ikke skal finde veien allene tilbage. " "Nu, jeg er jo heller ingen Theseus - svarede Camillo - heller ikke behøver jeg nogen Ariadne, vennens haand, min selskabsbroder i liv og død, vil ikke forlade mig! " "Saaledes er du altid, min Camillo! Du maae ikke betragte livet fra en saa alvorlig synspunct; glæd dig, at vi endnu kunne spøge. Med disse ord, omfavnede Wilibald sin ven og begge vare rørte. Imidlertid vidste den muntre Wilibald snart ved sin anordninger til den forestaaende afreise at adsprede den dybsindige Camillo. Omsorgen for deres beqvemmelighed paa veien sysselsatte dem aldeles; enhver havde en lille uundværlig ting at tage med, de søgte at bevise hinanden velvilligheder og taknemmelighed drog paa nye et tæt baand om deres hjerter. En skjøn morgenstund bestege de, i den gladeste stemning reisevognen, sagde de indtagende franske piger et flygtig lev vel, og som om det gik gjennem Siberiens øde heedet, saa vel havde de provianteret alle vognens ledikker. Muntert lune og tilfredshed vare deres troe ledsageere paa reisen, hvor vist nok et heenkastet blik paa de nedtraaede marker og ødelagte landsbyer, oplivede igjen hos dem mangen smertelig erindring fra den nyelig henrundne tid. Den skjønne frugtbare Rhindal med sine ophøiede natur-skjønheder var forrige gang kun flygtig bleven nydt af dem, disse beskuede de nu, fængslet af ærefrygt med dyb rørelse. Fortiden med dens underværden traaede dem nu nærmere, og da Camillo nærmede sig den egn, hvor ruinerne af borgen Adolph-Eck ere, da sukkede han: "Ja dengang gaves der endnu troefast kjerlighed! Tænker jeg mig blot den skjønne Imagina, som døde af græmmelse over hendes herres og gemals død! " "Gjemmer du endnu paa den fortælling? – sagde bebreidende Wilibald - som om der nu tildags ingen troe kjerlighed mere gaves, sandeligen, en net compliment for vores nulevende fruentimmer. " "Tilgiv mig, dyrebare ven! - gjentog Camillo - Du kjender mig og veed hvor sjelden mit sind er muntert; Skjebnen har jo ogsaa kun sjelden smilet til mig. Ved dig - her omslyngede han Wilibald med den ham egne varme. - gik først livets soel op for mig! Hvor mange beviis paa skjændig troløshed har jeg ikke seet, og tænk dig kun, - føiede han til - naar den eene hviler kold ved den andens side og neppe endnu skyggen af hiin henrykkelse er tilbage, medens det troe elskende væsen forgiæves bestræber sig for, at gyde glødende ild i den kolde aske! Hvilken uhyre smerte, naar tilværelsen overlever kjerligheden! See det vidste Imagina, hun formaaede ikke at leve uden hendes Adolph, kjerligheden til ham indviede hende til heltinde og hans død havde ogsaa truffet hendes liv, hans dyrebare eiendom. " "Lad det være godt - gjentog Wilibald - hvem veed, hvor der her møder os en anden Imagina, og da indestaaer jeg for intet, dog nei, jeg aftræder hende til dig, jeg udsøger mig en skjelmsk polakkerinde. Men for at du kan see hvor høit jeg elsker dig, saa lad os strax i morgen saa tidlig som muligt, vandre ned til din klippedal ved orde. Du maae dog nøiere beskue det troe kjerligheds paradiis og maaske hilser den troe Imaginas aand os i klippe-grotterne. " Og neppe brød den hulde morgenrøde frempaa den natlige himmel, da vores venner forlode Schmalsbach. Allerede saae man solens første straaler glimte gjennem skovens træer og jublende sang lærkerne deres hymner til skaberens priis. I venskabelig samtale ilede nu vennerne fremad: Endelig fremtraaede i de høie buskes dunkelhed og skjult mellem klipperne, ruinerne af Adolphs-Eck. En blid rolighed synes at svæve over denne fortryllende dal. Camillo kunde ikke undlade at besee alt nøie, medens Wilibald som jagtelsker drev omkring i skoven. Da Camillo betragede denne af den ømmeste kjerlighed indviede jordbund, hvor Imaginas kjære omsorg havde smykket Adolps liv med glædens myrther, følte han sig underfuld begeistret. Der, hvor i stille ensomhed to ømme hjerter levede ingetogen med og for hinanden, der stod nu vilde buske, som omringede fredens bolig og natfuglen sværmede susende over dem og ruinerne. Men i epheus ømme fletninger, der slyngede sig op ad muren, oplivedes billedviis Imaginas minde i Camillos sjel. Han kunde ikke undlade sig selv, med forvoven haand at røve en gren deraf og meente at være vis paa hendes tilgivelse derfor, naar han aflagde den forevigede, hvis aand synes at omsvæve ham, det løfte, kun at flette dette epheu, som en beskyttende talisman i en anden Imaginas brudekrands, der i kjerlighed og troskab var hende liig. Neppe vare disse ord komne over Camillos læber, da susede en ugle hen over hans hoved og som en aand havde skrækket ham, ilede han ud af ruinerne. Wilibald der kom for at opsøge ham, følte sig ligeledes angreben af en uforklarlig banghed, over at see hans Camillo for sig, med de skjønne øine stivt hæftede paa jorden. Dog snart satte de opvagte følelsers storm sig og den muntre Wilibald fandt det værd at lee af, at en ugle, der var opjaget af dem, kunne skrække begge heltene. Camillo forblev i rørt stemning; en heed længsel havde bemægtiget sig ham, og før han forlod ruinerne, fremsagde han i from rørelse, en stille bøn til erindring om dette trofaste ægtepar. "Og nu gaaer det videre! - sagde Wilibald - Vi komme jo ikke af stedet; naar du vil saaledes opholde dig overalt, saa vil natten slutteligen overraske os førend vi endnu kunde have naaet noget natherberge. " Med disse ord drog han ham fremad med sig. "Desuden maae du ogsaa betænke, at hvad der er borte er borte! - sagde han, og søgte at berolige sin ven. Vi to ville begge holde os til de levendes døttre, jeg holder overhovedet ikke noget af hvad der hører til aanderiget. Blev jeg ikke imidlertid i grotten gandske underlig tilmode; fra rosenbuskene hviskede stemmer rundtomkring mig og da jeg kom til dig blev det endnu slemmere. Jeg vædder Imaginas aand har omsvævet os, kun at vi ikke de aanderige kysse føle formeget. " Ogsaa Camillos sørgmodige stemning forsvandt lidt efter lidt. Den skjønne indtagende egn opvagte hans levende kunstfølelse og allerede ofte havde han i eensomme øieblikke ønsket at være maler. Wilibald beklagede derimod, at han ingen flint havde hos sig; thi at springe saaledes med de vilde gjeder omkap fra klippe til klippe, at efterligne deres lette løb, og ligesom at kunne beherske mennesket under ham i dalen, ville for ham være en kostelig lyst. Medens endnu begge talte sammen om gjensidige ønsker og haab, hørtes et valdhorns toner, hvis echo gjenlød og tabte sig blandt bjergene. Begge lyttede i stille henrykkelse. "Hører du, blot Camillo! - raabte Willibald - jeg behover kun at ønske, saa er jeg ved maalet; det er de herrer bjergaander, kom lad os see om de holder en stor eller lille jagt! " "Wilibald! - svarede nu Camillo halvsagte - seer du intet? der, nu igjen her! " "Nu hvad seer du da? - svarede denne. - Det er dog vel ingen aand? ved denne bemærkning løb han ned ad bjerget, som Camillo med bevingede skridt var sprungen ned ad. Og nu saae ogsaa Wilibald, hvorledes en hvid skikkelse som de vilde gjeder, ilede med de smaae fødder over klippespidserne, gjennem buskene og endelig forsvandt i dalen. "Det maae vi nærmere betragte - raabte han og vilde neppe give sig tid til at komme efter det skjønne barn, i det han i en fart løb ad den ubanede vei. En allerkjæreste pige! ikke sandt Camillo, jeg tænker det var en lille blondine, føiede han til. " "Du maae have fortræffelige øine - svarede denne - Af blondinen saae jeg intet, kun den lette, hurtige skikkelse har overrasket mig. "Kom kun, det vil opklare sig, vi ville maaske ellers ikke kunde indhente hende! " Med hurtig tilfærdighed drog Wilibald den i tanker hensunkne Camillo frem med sig. Og to som maal for deres planløse vandring, saae de en i fiskerhytte skjult af træer og buske. Særdeles romantisk laae det nette huus, beskygget af nogle taarepile og melodisk raslede en klar bæk gjennem den venlige dal, ved hvis bred et fiskernet laae udbredt. Allerede synet af et menneske opvakte glade følelser hos den muntre Wilibald, for ham havde det hele tiden været for stille og eensomt. Han haabede for gode ord og contant betaling, at erholde her en lille ret fisk. I det han tilraabte fiskeren en god aften, og pikkede ham trohjertig paa skulderen, sagde han: "Forund et par reisende at hvile ud hos eder og hav den godhed at give os noget at spise. " Fiskeren lagde sine kroge tilside og saae begge de fremmede stift i øinene, endelig rakte han dem haanden til velkomst, greb fadet, hvori de fangede fisk laae og bad dem at tage plads under træerne. Blanca raabte den gamle og en pige traaede ud af hytten. Begge bleve som forblændede ved dette hulde syn og saae spørgende paa hinanden. Som frembragt ved et tryllerie stod det yndige elskede væsen med sit skjønne guldlokkede haar for dem og af hendes blaae øine straalede en himmelglands dem imøde. Hun var overraskeet, de fremmedes nærværelse, der vel i hendes ensomhed vare sjeldne gjæster, synes at have fængslet hendes raske fødder, som forhen svævede saa let hen over bjergene og dog kunde den lille paa hvis ansigt uskyldigheden tronede, ikke undlade at kaste et øiekast paa begge de fremmede. Faderens tiltale bragte igjen nyt liv i hende. "Blanca - sagde han - besørg for disse herrer et godt aftensmaaltid, det bedste vores lille huus formaaer! hører du herrerne ere fremmed i vores egn. " Let som en sylphe svævede den lille hen over marken, medens Wilibalds øine endnu vare fæstede paa det sted, hvor hun forsvandt saa hurtig for ham. Fiskeren gjorde sig umage for at underholde vore reisende og fortalte dem om den mangehaande modgang og de ubehageligheder, som havde truffet ham og hans, hvorledes han havde sendt sin Blanca bort, for at beskytte hende for de raae soldater. Dog nu, føiede han rolig til, er jo gud skee lov, kampen overstaaet og siden har jeg ogsaa pigen her hos mig. Da fiskeren talede om de vilde krigeres tøileløshed: saae Wilibald hen paa sin Camillo og mangen anmærkning havde han vist nok anført til undskyldning for sine vaabenbrødre. Men da Blanca igjen kom ud, og begyndte at dække et bord under nøddertræerne som stode tæt ved paa en grøn eng, saa vare hans øine som fængslede til blot at see derhen, hvor denne venlige glut syslede, som gjestfrie veninde. Alt hos hende maatte han taus beundre, fiinheden af hendes ungdommelige skjønne ansigt, det blændende hvide lærredstørklæde, som tugtig tilhyllede hendes barm, kort sagt en hvis egen ynde synes ham at hvile over pigen. Han vilde gjerne gjort Camillo, som var kommen dybt ind i en alvorlig samtale med fiskeren, opmærksom derpaa og kunde i det mindste ikke undlade at sige til sig selv. Saa tænker jeg mig Imagina! ' Camillo havde for lang tid siden beundret Blankas elskværdighed, men Willibald lod ham jo slet ikke tid til at nærme sig bende. Nu nødte fiskeren sine gjester til at tage plads og nyde et sparsomt aftensmaaltid; men ingen ville sætte sig først. Blankas ankomst afgjorde endelig dette, dog synes en ublid skjebne at svæve over Vilibald, hun satte sig ved Camillos side, i det hiin satte sig ved faderen lige overfor hende. Med høitrødmende og glødende kinder lagde hun de skjønne blaae foreller for; men Wilibald gjorde den sindrige bemærkning: at Blancas himmelblaae øine synes at fordunkle forellernes blaae og havde hellere slet ikke spist, for uforstyrret at kunne skue ind i hendes skjønne øine. Det var ham ubegribeligt, hvorledes hans ven Camillo, kunde som det synes være saa kold uden at erkjende den lykke, at sidde ved siden af hende. Men Camillo var ikke saa kold, som hans ven troede, hvem havde ikke ogsaa yndet Blanca? Men han følte sig i stand at frasige sig hendes selskab, thi en maatte jo dog tale med faderen og han undte gjerne sin Wilibald en uforstyrret beskuelse af pigen. Da nu alle ret fortroelig havde sat en stund sammen, saa blev ogsaa Blanca muntrere og tog deel i samtalen. Fiskeren blev, snaksom, ogsaa Blanca talte om de mange ryttere, hun havde seet hos sin gudmoder i Worms. I dette øieblik blev Wilibalds forfængelighed opvakt; for at kunne fremstille sig for hende i fuld uniform, havde han gjerne forvandlet sig en times tid. Faderen modsagde sin datter, dog hun lod sig ikke forstyrre; men roste med uskyldig snaksomhed de barske soldater, der dog alligevel havde været smukke krigsmænd. Under denne samtale svandt timerne hastig. Skjøn steeg maanen op bag de skovrige bjerge og oplyste den hele egn, og aftenrødmen, der endnu ikke ganske var forsvunden, udgjød en underskjøn glands over Blancas milde, og venlige engleansigt. Alle synes nu at være hinanden nærmere bekjendt. Der gives timer i vort liv, saa rige paa fryd, saa hurtigt bortilende, at vi troe at have faaet en nye erfaring og finde alting hos os forandret. I saadanne øieblikke ligger fremtiden, som forklaret for vore blikke. Men saa nøisom er mennesket, at isteden for klogelig at gribe sin opblomstrende lykke, støder det den selv ved dristig lidenskab tilbage fra sig. Ogsaa Wilibald blev mere forvoven; hans øine lode sig ikke længere tilfredsstille og da Blanca førte ham op i det kammer, som hun havde gjort i stand til ham og Camillo, saa omfavnede han hende og et hedt kys brændte paa hendes skjønne kinder. "Wilibald! - raabte Camillo - hvad begynder du paa! " Blanca blev forskrækket og skamfuld; stille grædende rakte hun Camillo taknemmelig haanden og sneg sig bedrøvet ned i hendes kammer. Nu bestormedes begges hjerter med bebreidelser, dog formaaede ingen at faae det over sit tunge og da de trætte sank ned paa deres leie, da sammenvævede en drømmerig slummers skjønne billeder, det nærværende og forbigangne i hinanden. Imagina og Blanca udgjorde et, den forklaredes aandevæsen blev nøie forenet med Blancas indtagende munterhed. Om morgenen vakte den muntre larm i huset dem. Alting var allerede i bevægelse. Høns og duer omflagrede den lille gaard. Wilibald var den første ved vinduet. Gjennem de høie træer kastede solen dens velgjørende straaler ind i stuen. Et blik i skyens rene blaae erindrede ham om Blancas skjønne øie. Dog var nu i den stille morgenstund hans ønsker mere luttrede; han ønskede nu kun hendes tilgivelse; thi hendes kjære billede ville ledsage ham overalt. Imidlertid kom Blanca, hun synes ligesom at svæve hen ad det grønne græstæppe. Græsset glimrede endnu af duggen, let paaklædt berørte hun neppe jorden og det blonde haar endnu ikke opbunden i fletninger, bølgede sig som en gylden strøm i lange lokker ned ad pande og barm. Wilibald følte sig som beruset ved dette syn og det var ham endog kjert, at Camillo, som han ellers undte alt godt, bortdrømte dette skjønne skuespil. Nu forsamlede den brogede, bevingede yngel sig om Blanca, hun strøede med hendes lille haand foderet ud blandt dem og klappede med uskyldig ømhed hendes yndlinger. Ved aaebredden holdt allerede baaden med nættet og fiskeren traaede just ud af hytten for at begynde sit dagsværk. Blanca løb hurtig derfra, men det var ikke undgaaet ham at hun havde sendt et blik op til syvsoverne. Herned! raabte Wilibald, og Camillos langsomhed ærgrede ham i dag for første gang. Han gik ene ned, men hans øine søgte hende forgjæves i hytten, og da han kom til fiskeren, var hun heller ikke der. Med Camillo traaede hun ud af huset, og da Wilibald ønskede hende en god morgen, drog en høi purpurrødme sig over hendes skjønne jomfruelige kinder og Wilibald følte ogsaa sine gløde. Afskeden og ledsagelsen forskaffede vores Willibald endnu nogle salige øieblikke. Fiskeren gik selv med sine gjæster for at føre dem gjennem en kort fodstie til dalen. Blanca var kommen i nærheden af Wilibald, hun vidste selv ikke hvorledes; men det var jo den sidste gang hun gik ved den fremmedes side. Og Wilibalds sagtmodighed, der i dag som forandret gik ved siden af hende, og endelig indstændig bad hende om tilgivelse for sin hæftige opførsel i gaar, gjorde hende saa forvirret, at hun bød ham haanden til forsyning, og gav ham den forsikkring, at hun gjerne og ofte vilde tænke paa ham! I Blancas skjønne øie glindsede taarer, da hun sagde disse ord og Wilibald have kundet kysse hende for dette beviis paa hendes ømme deeltagelse. Ogsaa han følte sig rystet i sit inderste, dog holdt retskaffenhed og agtelse for Blancas uskyld ham tilbage fra at opvække forhaabninger som han ikke troede at kunne opfylde. Selv Blancas fader havde ogsaa i denne korte tid faaet sine gjæster kjer og de skiltes alle meget rørte fra hinanden. Nogle timer sildigere vandrede vores reisende igjen tilbage til Schwalbach og den eneste nydelse som endnu var bleven dem tilbage af dette lille eventyr, var, at kunne tale med taknemmelig kjerlighed om Blancas skjønhed og godhed og om den gamles venskabelige og redelige tænkemaade. Camillos var, siden Imaginas minde havde fornyet sig hos ham; som besjelet af en anden aand. Det forekom ham, som hende han saa høit tilbad, fra hendes himmelske bolig, ville sende ham et ømt billede af hende selv; som om han ved synet af et qvindeligt væsen maatte føle hendes aanderige indflydelse. Kun da troede han at maatte føle sand kjerlighed, kun da meente han, vilde ogsaa overbeviisningen om trofast hengivenhed, finde indpas, i hans med mistanke omgjerdede sjæl. Den indtagende Blanca havde gefaldet ham meget vel, men hiin følelse var forbleven ham fremmed. Han lagde ogsaa mærke til hvorledes Wilibald følte sig hentrukken ved hendes skjønhed, og skaansel er den ene ven den anden skyldig. Med villie undgik han at nærme sig hende; thi de saar, som ved skinsyge og mistroe af en kjer haand tilføies os, helbredes aldrig. Og Willibalds aabenhjertige bekjendelse; thi han gjorde ingen hemmelighed for ham, hvilket indtryk Blancas skjønne skabning, naturlighed og caracteers eenfoldighed havde opvakt hos ham; gjorde at ikke den ædle Camillo ville krænke sin ven ved at nære saadanne følelser i sit hjerte? Camillo vidste at bedragen tillid blandt alle sjelelidelser er den smerteligste, det ene menneske kan tilføie det andet. Imidlertid biedrog reisens afvexlinger, smaae eventyr, omendskjøndt blot interessante for øieblikket, de fortryllende egne hvorigjennem de passerede, den brogede vrimmel, som morede dem i flere stæder, alt biedrog til at adsprede vennerne og Wilibalds munterhed, hiin glade frie opførsel vendte tilbage hos ham. Men mest velgjørende virkede Camillos kjerlighedsfulde deeltagelse til hans helbredelse, og han var snart igjen den gamle, muntre Camillo, der i enhver ubetydelighed forstod at udlede stof til til at more sig og andre. Lidt efter lidt forsøgte Camillo, jo nærmere de kom de polske grændser, i spøgende hentydning, at oplive mindet om de indtagende piger, som han der ville komme til at gjensee. I begyndelsen vilde Wilibald ikke stemme i med, men da de kjørte forbi flere lyststeder, som vare blevne beboede af ham som ubuden gjæst, saa oplivede ogsaa Erindringen, denne mægtige skaberinde, i hans hukommelse, mangen et skjønt fruentimmer-ansigt og mangen en polakkerindes ædle anstand, glade munterhed, og aanderige og vittige underholdning, i hans phantasie udkasteds et høist tiltrækkende malerie. En aften, det var allerede om efteraaret, blev deres levende samtale afbrudt ved det at en meget elegant vogn rullede forbi. To sortklædte damer, hvoraf den ene holdt en dreng paa skjødet, gjengjældte deres artige compliment med en venskabelig hilsen. Willibald troede at have funden bekjendtere i dem, dog var det mere ønsket at træffe bekjendtere. Han maatte ogsaa overtænke det saalænge som han vilde, han kunde dog ikke erindre nogen, endskjøndt Blanca, altid fremstillede sig for hans phantasie og forekom ham som et væsen fra en anden verden. De kunde vel have kjørt en times tid, da de fik øie paa et landsted og da de kom nærmere saae de den vogn, hvori begge damerne kjørte forbi dem, holde udenfor. Wilibalds nysgjerrighed blev opvagt; han ønskede just ikke at komme ind i den skjønne have, som ved sin pragtfulde indhægning og store omfang, tilkjendegav en velhavende eier; men en reisende meente han, kan man dog ikke fortænke i, at han ønske at beskue det skjønne, hvor det frembyder sig for ham. Camillo lod sig let overtale til at nyde denne skjønne aften, og at gaae et stykke til fods, egentlig for med mere beqvemmelighed at kunne lytte til gjennem gitterdørene og de smagfulde espaliers. Begge nærede vel det haab, at beboerinderne af dette feepalads, skulle blive synlig for dem. Haven var prydet med blomsterbeeder. Brogede astres i skjøn ordnet mængde, saae de blomstre i grønt omslyngede beeder, espalierne afvexlede med malvablomster og rosenbuske, og paa et andet sted hørte vores lyttere, en kildes sagte rislen. Dog eensom blev den store have, og Wilibalds taalmodighed var tilende. Han gik sagte foran og tænkte Camillo ville vel snart komme efter. Men harpetoner løde og til det inderste hjerte trængte de ord: og "Salgar sank, ", sungen af en blid qvindelig stemme. (Sluttes i næste nummer.)
|
fiction
|
lovestory
| true
| 3,932
| 7,453
|
1824-07-29
|
Amalie Clarus
|
Tysk
| 1
|
Feuilleton travelling-friends_a
|
TRUE
|
travelling-friends_b
|
travelling-friends
|
Idealerne eller de reisende venner. (Sluttet.) Wilibald vendte tilbage for at kalde paa Camillo, dog denne saae og hørte intet. Men nu naaede ogsaa harpens tone hans øre og han ilede nærmere. Fortrædelig over den støi han gjorde, bad Camillo ham at være stille og blev virkelig vred, da han gjorde ham det forslag, at stige over den ikke meget høie muur, i haab om, at sangerinden maaskee da kunde blive synlig for dem. Camillo svarede Nei, og sagde, selv tanken om at ville betræde denne helliges gebet, at afbryde de ømme accorder som i dybe molltoner langsom løde gjennem haven, synes ham at være dumstridig. "Imagina - sukke Camillo, - og slog sit blik tungsindig til jorden. " I dette øieblik kom den lille dreng, springende gjennem haven med et purpurfarvet shavl i armen og løb hen mod den side, harpetonerne kom fra. Nu var Camillo ikke meere at bringe bort, han maatte først see drengens aanderige moder. Men det var forgjæves, hans haab blev uopfyldt, hun havde taget en anden vei til slottet, og begge gik i forstemt lune over saaledes at blive skuffet, fortrædelige tilbage til deres vogn. Willibald var en smule vred, fordi Camillo ikke før ville følge ham i haven. Han afbrød endelig tausheden i det han skjældte paa sin ven og beskyldte ham for egensindighed og ond lune. "Seer du, havde du steget med over plankeværket, saa have vi nu kundet trøste de sørgende, og - føiede han til - de synger os vel endnu engang deres Ossians sang. " Men Camillo forblev mørk, og var karrig paa ord; kun Wilibalds forsikkring, at han her ikke var ubekjendt, men snart ville faae at vide hvem eieren af dette landsted var, formaaede at opmuntre ham noget. "Kjende vi først navnet, - raabte han fuld af gladt haab, - saa lade vi os som fremmede melde hos dem; og jeg skulle meget tage feil, hvis de ikke gave os tilladelse til, at see deres skjønne have; og saa finder det øvrige sig nok af sig selv. " Camillo var utilfreds med sig selv, fordi noget, der kunde sætte ham i en salig henrykkelse, tillige kunde opvække en saadan veemod hos ham. Han bestræbede sig for, ved sin vens glade lune, igjen at forjage sine mørke forestillinger om livet og i det han søgte at sammenligne Imaginas billede, som han bevarede, som sit hjertes helligdom, med den ubekjendte sangerinde; vendte freden igjen tilbage i hans bryst, som svulmede høit af haab og længsel efter kjerlighed. Allerede den følgende dag havde Wilibald ved sine spioner erfaret, hvem eieren af landstedet vare. Han kom som ude af sig selv til det vertshuus, hvor Camillo sad, fortabt i mørke betragtninger, og overskuede den udstrakte egn. "Glæd dig Camillo nu ere vi ved maalet! raabte han ham imøde, og faldt ham stormende om halsen, i det han nævnede Grevinde Clotilde von Lubomirska som eierinde af landstedet og Idola von Gualtieri, som damens veninde. "Idola? - spurgte Camillo - Nu ja, Idola, hvad er det saa videre? Hvad gjør navnet til sagen, personerne ville vi med det første see. - dog i morgen - vedblev Wilibald - har jeg lovet at vi begge skulle deeltage i et partie til de herlige bjergværker i Wielieska. Flere fremmede reise derhen; leiligheden syntes mig gunstig, den gives ikke altid, derfor melde bestandig flere sig for at deeltage deri og det har jo længe været dit ønske, at see denne underverden. Ved min haand vil du altsaa stige ned, jeg selv fører dig ind dette pallads, hvis behersker som ved tryllerie lod opstaae alt, hvad phantasien formaaer at frembringe af skjøndt og interessant: altere, stytter, billeder, alt af salt, vil du gjenfinde i denne underjordiske verden. " "Kun intet solens lys! " faldt Camillo ham, adspredt ind i ordet. "Du unøjsomme, hvem vil da overalt kun stræbe efter det høieste? De utallige lamper, som hist oplyse vores vei og opklare for os, de dybe afgrunde, hvori vi let kunde forvilde os, ville vel ogsaa opvække hos dig følelser og ærefrygt, for hvad mennesket formaaer at frembringe. Men naar sjelen sættes i bevægelse af haab og længsel, da forsvinder al tilfredshed, timerne krybe langsom frem, og en hver adspredelse som bringe os til at glemme os selv, gribe vi med glad begjerlighed. Saaledes gik det ogsaa med vores Camillo. Wilibald foreslog ham derfor at gjennemstreife til hest Cracaus omegn. Efter længe at have sværmet omkring, vendte de om aftenen veltilmode tilbage til staden. De rede begge langsomme og tankefulde hen ad Veichselflodens bredder. Camillos smukke hest havde lidt meget ved sin herres onde lune; nu synes han roligere end forhen, og klappede det troe dyrs hals og bryst, som om han igjen vilde forsone sig med det og afbede sin hæftighed. Fra haven tonede musik og sang. De sidste soelstraaler luede endnu paa bjergtoppene, speilede sig i vandets overflade og farvede stadens høie taarne i aftensrødens guld. Da løde i det fjerne et valdhorns toner i harmoniske accorder. "Blanca! - raabte Wilibald dybt rystet ved disse toner - det var et huldt, og elskværdigt natur-barn, ikke sandt, Camillo? " "Ja Blanca, var en elskværdig skabning, ogsaa jeg vil bevare hendes minde, " svarede denne. Wilibald var bleven alvorligere, ved erindringen om Blanca. Denne pludselige forstemthed, der ellers var ham saa fremmed, ærgrede ham, og han skammede sig ved at have forraadt en saadan svaghed for Camillo, da han dog altid kaldte denne en sværmer, naar han aabenbarede for ham sine ynglings ideer, der altid stode i nøie forbindelse med Imaginas troe kjerlighed. Imidlertid fortrængte anstalterne til touren til bjergværkerne næste morgen, og den muntre selskabelighed ved aftenstaflet, oplivet af den ædle unger-viin, endelig resten af denne sørgmodighed, og ond lune Wilibalds arrigste fjende, blev i denne glade kreds spøgende og leende forjaget. Fremmede og ikkefremmede forsamlede sig tidlig om morgenen i vertshuset, for i fælledsskab med hinanden at beundre dette ophøiede skuespil af menneskelig virksomhed. Nogle af selskabet havde allerede været der før. Wilibald og disse fortalte om det underjordiske levnet, som hundrede af bjergfolkene føre, der arbeide i klippen. Alles forvendtning blev spendt efter at see dette underværk med de kolossalske afbildninger, udhugne af salt. Men ikke uden en hemmelig gysen betraaedes denne ubanede vei, især var for nogle fruentimmer, det hele høist overraskende, og da Wilibald, som den møisommelige nedstigen af en vindeltrappe var for langsom, ved hjælp af et reeb blev nedladt i den uoverseelige dybde, da skreg flere høit, ængstelig bekymret for den kjære reisebroder. Men da selskabet var kommen ned og Wilibald ubeskadiget traaede dem i møde, trykkede Camillo ham i heed kjerlighed til sit bryst og vandrede ved hans haand gjennem hiin labyrinth af underjordiske gange. Ærefrygt og forbauselse holdt alles blikke fængslede, da de uhyre sale, fra 3 til 400 fod høie fremviste sig, i hvis mitte træetrapper svævede, der gik ned til de dybeste afgrunde og oplyste af utallige lamper frembøde sig for deres øie. Ikke uden ængstelighed fulgte de to damer dem; men hvis levende konstfølelse dog overvandt den qvindelige frygtsomhed. Trøstet vandrede de fremad, for at see det eneste store skuespil i sit slags, for at beundre tusinde fod under dagens lys, en søe af mere end hundrede fod omfang. En af førerne som hørte rose fruentimmernes mod, meente, at allerede et selskab, hvoriblandt nogle damer, var gaaet foran dem, ned til søen. Imidlertid tonede krigerisk musik op fra dybet. Alle følte sig henrykte, høist overraskende synes disse toner at hilse de nye ankommende, og et eget indtryk opvakte det, her i denne ensomhed mellem grotter og regelmessig hugne saltpillere, i en virkelig magisk belysning, at finde et antal menneske, der som tilskuere omgave strandbredden, eller indskibede sig med. Fremmede og bekjendtere som tilfældet føiede sig, forenede sig her til et behageligt heelt. Paa en gang bleve Camillos øine som blændede, sagte hviskede han til sin Wilibald de ord. "Seer du ikke hist begge fruentimmerne, det korte gevandt og purpurschavlet, kjender du hende? Det er Idola! " raabte han henrykt, henreven af en salig ahnelse. De fremmede saae forundrede paa Camillo. Wilibald troede at vogne af en drøm, men da han saae og atter saae derhen, synes det ham selv, at det var begge damerne. "Hvilket møde - raabte han og trykte sin vens haand - Nu sig endnu engang, at vi ikke ere lykkens skjødebørn, som endog her i underverdenen finde en nye livssoel! Under glade sange indskibede selskabet sig til en træbroe, som førte over en afgrund. Camillos hjerte slog høit; thi nu skulde han see hende; men i dette øieblik hævede ømme melodier sig som aandehymner op fra dybet, liig sphærernes musik svævede disse stemmer i den reneste harmonie, ledsaget ved hammernes monotoniske slag op fra dybet og rørte alle hjerter til from bøn. De stærke indtryk som disse underjordiske sange opvakte, havde adspredt selskabet; kun Idola lod Camillo ikke komme sig af øinene, og da denne blev vaer, hvorledes hun udmattet og angreben, søgte at fatte sig ved at lænne sig paa broens rækværk, var han ubemærket traadt hende nærmere. Pludselig synes jorden at give efter under hendes fødder, og hun havde nær styrtet ned i den græsselige afgrund; men Camillos arm omslyngede hende. Som en ubekjendt af hende, havde han dog som en stiltiende iagttager opholdt sig i nærheden af hende, beundret den skjønne yndige skabning, bedækket af det sorte klædebon, som endnu meere forhøiede hendes fine skjønhed og hans lykkelige skjæbne udvalgte ham til at blive hendes redder. Grevinden ilede forskrækket til, over at see hendes Idola afmægtig i en fremmeds arme. Omhyggelig lagde hun schavlet om den elskede veninde og rakte hende viin og styrkende draaber. Wilibald benyttede denne gunstige leilighed, til at lade sin Camillo vise sig fra en fordeelagtig side. Alle blikke vare henvendte paa ham, og paa Idolas kinder, der vare blege af skræk viste sig forlegenhed, over at see sig i en ubekjendts arme; men en stille salighed som bragte hendes barm til at hæve sig, talede ud af de skjønne øine. Seer du vel, Idola, - sagde grevinden, og hialp hendes veninde op, - vi fruentimmer ere ikke vandte til saadan noget. Du holder dig for stærkere, end du er, svingelen angreb dig, Gud! hvor let kunde jeg have tabt dig! - raabte hun smertelig og omfavnede den dyrebare, i det hun føiede til: jeg ville aldrig kunde tilgive mig selv, at have ført dig herhid, hvis det ikke længe havde været dit eget ønske. O! nu er det forbi! - sagde Idola i en beroligende tone - og jeg vil ikke mere vige fra din side. Men stemmerne løde saa overordentlig rørende, at det forekom mig, som om jeg maatte ned, og paa engang var min tænkekraft borte, og uden denne fremmedes beskyttende arm, ville jeg vist have funden en viid grav her! - Men hvor er han, at jeg kan takke ham derfor, raabte hun og dreiede det skjønne ansigt, beskygget af de mørke lokker, til siden, hvor Camillo og Wilibald i ærbødig frastand havde fulgt dem. Og da han nærmede sig hende og hun saa ham ind i de skjønne funklende øine, saa var det, som om der, med den kjære stemme, der bevidnede hende sin ærbødighed, billedet af den fremmede og hendes byrebare broder, sammenfløde til et. Dog ogsaa uden denne liighed, følte hun at taknemmelighed evig vilde gjøre hende til hans skyldner. Den beskedne unge mands figur, selv det ømme sværmerie som hans talende øie forraadte hende, fandt paa en aldrig før følt maade vei til hendes hjerte. Og hvorfor hun saa hurtig fattede tiltroe til den fremmede, vidste Idola kun, ved at undersøge sit hjerte, at undskylde, ved hans liighed, med hendes afdøde, elskede broder. Selskabet kom endelig, efter flere times opholdt i jordens skjød, op hvor dagens lys glædede dem. Wilibald havde imidlertid gjort grevindens nærmere bekjendtskab og erholdt af hende den tilladelse, med sin ven at maatte slutte sig til hendes selskab. En saadan maade at møde hinanden paa, hæver sig hurtig og let over et nyt bekjendtskabs fremmede forhold, og selv grevindens strænge onkel, Grev Kosinsky skjænkede de unge mænd agtelse og fortrolighed. Idola von Gualtieri som ved første øiekast havde henrykt hans Camillo, blev naturligviis ogsaa for Wilibald ved nærmere bekjendtskab, den interessanteste gjenstand for hans samtaler med grevinden. Idolas veninde omendskjøndt hun ikke længere var i hendes første ungdoms blomster, blev dog endnu altid en meget indtagende, smuk kone, som lagde for dagen en dannet forstand, forenet med en umiskjendelig godmodighed. "Hendes gemal- saa fortalte hun med fornyet bedrøvelse, vores Wilibald - var faldet i kamp for frihed og fædreland. Idola Gualtieri var med hendes broder som stod ved den italienske armee, bleven indqvarteret hos hendes onkel Grev Kosinsky og havde fattet den heltemodige beslutning, da hun, foruden den elskede broder ingen levende nær beslægtet efterlod i fædrelandet, at ledsage denne dyrebare gjennem alle krigens farer. Dog - føiede grevinden til - endelig seirede alle vore bønner, og oberstlieutenantens forestillinger over Idola, saa at hun blev tilbage for ikke ved hendes nærværelse at gjøre ham hans tunge kald besværligere, da han dog ikke længere formaaede at beskytte hende. Ved grevindens omhyggelige venskab, som ofte ikke følte sin egen smerte for blot at indgyde i Idolas hjerte en straale af glad følelse, blev hendes sjæl igjen roligere, og hun besluttede sig til at opfylde hendes broders ønsker og at oppebie her fredens og den dyrebares tilbagekomst. Men skjæbnen som ofte grusomt tilintetgjør vore skjønneste forhaabninger, havde bestemt det anderledes. Allerede i en af de næstfølgende skjærmysler ved Pruzannz og Podobua, faldt grevindens gemal og Idolas elskede broder. De ulykkelige fruentimmer som i lykkens dage havde sluttet et nøie venskabs-forbund, forenede nu deres kummerfulde hjerter, endnu uopløseligere med hinanden. "Siden - sagde grevinden dybtrørt - leve vi sammen som søstre, hvilke et lige stort tab have truffen og som fra himmelen er sendt hinanden til trøst, min lille Oscar bliver ogsaa elsket af Idola som om det var hendes egen søn. Idola der bemærkede, endskjøndt hun stod i nogen frastand, hendes venindes samtale med Wilibald von Osten, traaede til og grevindens øine, der glimrede af taarer, sagde hende at den havde været om den forbigangne tid. Ogsaa hun følte sig dybt bevæget. Hendes hele væsen var som opløst i smerte og glæde en nye ild synes at oplive alle hendes træk, de skjønne øine straalede af henrykkelse og dog var hendes bryst som tilsluttet. Gjerne havde hun, for alle de fremmedes aasyn omfavnet hende, for at fortælle: hvorledes ogsaa Camillo von Arnim hendes ridder, havde været døden meget nær i krigen, og hvorledes gud underbar havde beskyttet ham og sendt hende ham, der i liighed var den dyrebare broder saa nær beslægtet, til hendes skytsengel. Alt dette laae tungt paa hendes hjerte, og dog hun maatte indslutte sin stille lykke hos sig selv, og tog ingen deel i samtalen, førend hun igjen ankom til hendes venindes slot. Kun naar Camillo til hest nærmede sig vognen, talede angest, bekymring og kjerlighed af hendes blikke. Den høie figur, dristigheden hvormed han forstod at tæmme den vilde hingst, de skjønne mørke øine, som fuld af kjerlighed ydmyg søgte at udspeide hendes ønsker, alt henrykte hende, og stille overlod Idola sig til den tanke, at skjæbnen i Camillo havde sendt hende sin ledsager paa livets bane. Fra denne dag af, vare Wilibald og Camillo stedse indbudne gjæster paa grevindens slot. Idolas følelser som for første gang vovede at yttre sig med saadan styrke havde allerede for lang tid siden forraadt hendes hjertes følelser for veninden. Men alligevel, var en piges fremtid, som skjæbnen havde anbetroet til hendes moderlige omsorg, hende alt for kjer og dyrebar til at overlade hendes livs lykke til det uvisse ved et flygtigt bekjendtskab. Camillo von Armin havde vel, i det første øieblik af deres bekjendtskab erhvervet sig en hellig fordring paa Idolas taknemmelighed og Wilibalds roes var borgen for Camillos, redelige hensigter, hans ædle caracteer faldt desuden alt mere og mere i øinene paa grevindens strænge onkel, men Grev Kosinsky troede som upartisk iagttager, bedre at kunne prøve begge de unge mænd, der vare bleven ham saa kjære, end de af det skjønne udvortes indtagne fruentimmer. Ogsaa ham var Idola kjær, han troede at kunne gjøre fordring paa faderrettigheder hos hende og ville ikke afvige fra sine strænge grundsætninger. Deres hjertes skjønne harmonie overvandt endelig enhver kold, prøvende forholdsregel. Camillo havde allerede forlænge siden betroet sin ven den hemmelighed, at han troede at være elsket af Idola og at fremtiden, hvis han torde haabe at vinde hendes hjerte ville føre ham til en troe kjerligheds høieste lyksalighed; thi i Idola lever for ham en anden Imagina. Wilibald vidste kjerlighedsfuld at trøste ham og at oplive den frygtsomme kjerlighed ved haabet, endskjøndt han følte sit eget hjerte fattigt paa fryd. Paa en af de skjønneste høstaftener hvormunter selskabelighed havde forsamlet talrige gjæster paa grevindens slot, undlod heller ikke vore venner at indfinde sig. Camillos øine svævede sørgmodig omkring, thi Idola var endnu ikke kommen tilsyne, og uden hendes nærværelse følte han sig angreben af en ubekjendt længsel og dog var den frygtsomme kjerlighed for blye til at spørge efter gienstanden derfor. Wilibald lagde mærke til følelsens kamp paa Camillos ansigt, mørk fortrædelighed, men maaskee endnu mere bekymringen for, at maaskee Idola ved upasselighed blev holdt tilbage fra selskabet, troede Wilibald at kunne læse i hans vens forstyrrede træk. Han troede at burde tjene ham som talsmand; men Camillo som følte sig for beklemt i den store sal, ilede, uden at oppebie dette ud i haven. Neppe var han kommen der, førend den lille Oscar sprang ham imøde og førte ham hen til en nærliggende salon, hvor han fik øie paa Idola ved siden af hendes harpe. Hun forekom ham i dag, som et overjordisk væsen! Han saae hende for første gang klædt i hvidt let og kunstløs var hendes skjønne mørke lykker ordnede, og paa brystet bar hun nogle blomster, blandt hvilke Camillo med glad anelse bemærkede en myrthegren. Det sorte sørge-gevandt havde Idola baaret siden den inderlig elskede broders død, foragtende enhver anden prydelse. Maaskee havde en flygtig grille eller hendes eget hjertes følelser i dag bevæget hende til at aflægge hendes sorg. Hun valgte en hvid kjole, bandt brude-myrthen mellem de øvrige blomster og fulgte saaledes uden anger den prophetiske aand, som i dag styrede hendes tænke- og handlemaade. Idola var saa skjøn, at selv grevinden blev glad overrasket ved synet af hende. Denne anmærkning havde været aarsag i, at Idola af blye beskedenhed endnu ikke havde kommen til selskabet og flygtede ud med den lille Oscar i den stille have. Her fandt hun harpen hendes troe ven og trøster. I ømme melodier som bare præget af hendes hemmeligste følelser, lagde det oprørte hjertes storm sig, og hun var just i begreb med at gaae til selskabet. Men paa engang stod Camillo, hensjunken i salig henrykkelse foran hende. Han vilde talemen hans hjerte fængsledes, taus talte hans øine til hendes hjerte og endskjøndt Idolas blikke fæstede sig paa jorden, havde hun forstaaet ham, og det søde navn Idola! lød fra Camillos læber. Han havde kundet sjunket ned til hendes fødder for at aabne sit fulde hjerte for hende, men den lille Oscar kaldte hans bevidsthed tilbage. Idola som med glad bevægelse læste sin lykke i det sværmende øie, rakte ham haanden, som om hun vilde gaae tilbage med ham til selskabet og navnet: Camillo lød uvilkaarlig og ubeviist fra de skjønne læber. Saaledes bliver øieblikket ofte afgjørende. Camillo vovede at udbede sig myrthegrenen, som en erindring om disse salige øieblikke og med et sagte tryk af hendes bløde haand blev myrthen skjænket ham. "Idola! min Idola! " raabte Camillo og Oscar omslyngede den stormende som om han vilde bede ham, ikke at handle fuldt saa voldsomt med hans veninde. Men Camillo var som forandret, hvad der for faa øieblikke siden havde syntes ham umueligt var nu skeet. Hans helligste hemmelighed aabenbarede han nu Idola selv og i tillid til gjenkjerlighed, haabede han at flette myrthen og epheu i Idolas brudekrands. Det ømmeste kierligheds-baand, knyttet ved agtelse og kjerlighed, var nu sluttet, og da de nu torde tilstaae det frit, traaede Idola med en hvis hemmelig stolthed, ved Camillos arm ind i salen. Alles blikke vare spørgende hæftet paa de indtrædende og en lykkelig kjerligheds salige følelse straalede frem af det skjønne pars øine. Endnu denne aften blev Idola ved grevindens onkel, høitidelig forlovet med Camillo. Med inderlig kjerlighed omfavnede den ædle grevinde brudeparret og i hendes øine som svømmede i taarer læste man de velsignelser, som hun af hendes inderste hjerte nærede for begge hendes venner. Wilibald var gandske beruset af glæde over at see hans Camillo ved maalet af hans meest længselsfulde ønsker; dog kunde han ikke undlade, da han aflagde de nyeforlovede sine lykønskninger, at tilføie; han bad at man snart ville lade bryllupsfæsten gaae for sig, hvis han ellers skulle komme til at dandse med i bryllupsrækkerne, thi da nu Camillo var bleven ham utroe, saa ville han seile tilbage til Rhinens bredder, for der, hvis at lykken vilde være ham gunstig, at styre gjennem livet med den elskværdige Blanca. Amalie Clarus.
|
fiction
|
lovestory
| true
| 3,521
| 7,453
|
1824-08-05
|
Amalie Clarus
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton travelling-friends_b
|
TRUE
|
rich-partie_a
|
rich-partie
|
Det rige partie. 1. Det selsomme taarn. Min ven Råndel og jeg, den nuværende hofadvokat Fassbinder, vi studerede sammen i M. Derfra havde vi tidlig om morgenen tager en ridetour til det lille T. til Pindseskyden, for at more os der en eftermiddag, og derfra igjen lystig og munter at vende tilbage. Vi loe meget og saaledes som det nu ofte gaaer til naar man kommer i latter, saaledes raabte Råndel paa engang: "Hvad fanden er det for et sælsomt taarn, der ligger foran os. " Nu saae vi da først at vi havde forfeilet veien. Isteden for at naae M. vare vi neppe nogle bøsseskud fra staden B. Siden vi just ikke nu vare oplagte til at bedrøve os derover, besluttede vi at tilbringe resten af dagen og natten i B. , da vi endnu ikke havde betragtet denne bekjendte fabrikstad nær ved. Et hvert eventyr havde været os velkommen. De, fra de tilgrændsende byer tilbagevendende pyntede par viste at det var en festdag, som just var tilende og det tynde purpursløer, i hvilket solens nedgang havde indhyllet den hele egn, gav den velbyggede stad, et særdeles venligt udseende? Stadssoldaten hilsede os, da vi rede langsom ind, med portlænken, og lod, da han saae vores velvillige ansigter, falde den flygtige anmærkning, at det var meget tørstigt veir i dag. Råndel var godmodig nok til at tage hensyn dertil. 2. De sorte øine. Den store brede gade foran os, overraskede os ikke lidet ved dens stadselige huse. I særdeleshed stod en sand pragtbygning, omtrænt i midten af gaden, for hvilken stænder og aldre af alle skikkelser viste deres ærbødighed. De forbigaaende mandspersoner toge deres hatte for et vindne i første etage, saa dybt af, at vi allerede vare overbeviste om, at vi der ville komme til at see sidde den regjerende borgermester i fuld pindsestads. For om muligt, at bevæge denne at kaste sine politie-øine ud af vinduet og tilstaae os en fuldkommen beskuelse af hans hele brystbillede, lode vi vore heste, som vi hidindtil havde ladet gaae sagte som paa filtskoe, ved huset gjøre dygtige kaprioler. Alle vinduer i gaden fløi op. Alt hvad der havde hoved, strakte det ud, saa langt som muligt. Dog over det ansigt, som i hiint huus kom til syne, havde vi næsten begge to tabt ligevægten, thi (alle borgermestere i ære) det alsigt havde ingen borgermester, det hørte en engel til, en livagtig erkeengel. Den ærefrygt vi følte, bragte hurtig hatten af hovedet paa os, endog førend haanden vidste hvad den gjorde. Råndel og jeg, vi elske verden og menneskene, hvorfor skulle vi da ikke ogsaa holde af fruentimmerne? hvorledes var det vel muligt, ikke at have denne engel kjer? blot et eneste blik af disse det himmelske væsens sorte øine gjør os, den hele opsigt, vi havde tænkt at gjøre med vores riden, til intet. Vi vare endog glade, at vi kunne holde os fast paa vore heste, og droge beskjemmede, som det anstod sig efter en saadan ydmygelse, skridt for skridt til gadens ende, hvor det, efter udseende reenlige værtshuus den lange næse laae, for hvis dør en neppe paaklædt kjeldersvend synes at være bered til at modtage os. Men tilbage til hiint vindue, maatte vi endnu til hest, kaste øinene nogle gange og havde i det mindste den trøst, endnu bestandig at see de saa frygtelig blevne sorte øine, rettet hen paa os. 3. Allerede enke. Hvad befaler de naadige herrer; spurgte mennesket, da han havde viist os op ad en trappe til et ret smukt værelse, hvorfra man kunde overskue den deel af gaden, hvori den livagtige engel boede. For det første, - sagde Råndel, i det han visste med sin pegefinger hen paa hiint huus - hvad er det for en dame der? Ak! svarede den lille karl, i det han udstødte et saa dybt suk, at jeg næsten var fristet til at byde ham et temperende pulver, for at afkjøle hans hede, det er vor stads krone. Hvem der engang kommer til at eie den, den faaer en skat paa et par tønder guld. Men paa patriotisme feiler det derimod hende gandske forskrækkelig. Hvad mener de vel, ikke en eneste af vore smukke, unge herrer anstaaer hende! og dog har hun staden og den gamle Frøstler, der ægtede hende da hun neppe var femten aar gammel, at takke for alt. Havde testamentet blot ikke været, saa havde hun nu maatte dandse efter en anden pibe. Men den salig commerceraad Frøstler, testamenterede hende den ene dag alt, og den anden ægtede han hende. Råndel og jeg kunde ikke komme til os selv igjen af forundring. Altsaa allerede enke? udraabte jeg. Ja vel, og det neppe nok. Tidlig om morgenen var vielsen, og om middagen døde han. 4. Underet. Patronen gjorde os bestandig alt mere og mere varm ved lovtaler over den skjønne, ved hvis syn, vi allerede vare blevne varme nok. Han gav hende det vidnesbyrd, at hun var orden, sædeligheden og huusligheden selv. Den salige Frøstler havde allerede forlovet sig med hende i hendes 14de aar og ligesom efter vielsen, da han havde maattet foretage den lange reise ind i evigheden, maatte han ogsaa reise bort. Saadan havde han ogsaa før maattet gjøre en i verden. I det halve aar han var fraværende, havde fristere af alle slags, søgte at gjøre hende utro; men hun havde skikket dem alle bort igjen med en lang næse. Og kjeldermesteren var sandelig ikke hendes afgjorte lovtaler; thi det nag han bar til hende, fordi hun, blandt mange andre derværende cavalierer, ogsaa først for sex uger siden havde foræret værtens søn, doctoren, en kurv, stak ved enhver leilighed igjennem, naar han ville rose hende. Intet under derfor, at dette physiske og moralske under, hvis hulde seeværktøi, vedvarende synes at hvile paa vertshusets vinduer, hvori vi havde lagt os ret mageligt, fra sekund til sekund stak os alt mere og mere i øinene. En eller anden feil have imidlertid de fleste ting. Dette yttrede Råndel heel betænkelig. Hvem veed ellers om ikke denne skjønne maske skjuler en tom hjernekiste. Det er jo et skalkeskjul, hvormed naturen heel hyppigen skal overraske de skjønnes beundrere. Neppe vare disse ord komne ud af munden paa ham, saa bragte ogsaa kjeldermesteren den besiilte limonade ind. Uden at blive spurgt derom, udbrød han igjen under iskjænkningen i følgende lovtale: "Og til Frue Kommerceraadindens mange fortrin kommer ogsaa en munterhed og en aand, som det er vanskeligt at finde mage til. " Omendskjøndt man just ikke kunde anerkjende compotencen af denne smagens dommer, saa blev hans bemærkning dog altid en art modbeviis for den, saavel hos mig som Råndel fremspirende frygt, det blev os tillige en drivefjer mere til at gaae ud paa nærmere undersøgelser. 5. Erobringsplan. Og - spurgte jeg mennesket - ikke en eneste har hidentil kundet finde nøglen til denne elskværdiges hjerte? Ikke een! for omtrent en uge siden har vel en fremmed, som i førstningen boede her hos os inlogeret sig, for at gefalde hende, ligeover for hvor hun boer; han skal være steenrig og seer ikke daarlig ud. Men det er en besynderlig særsindet een, saa at det vel neppe lykkes ham. I øvrigt er han den eneste mandsperson, som hun altid i hendes selskabsjomfrues og søsters nærværelse, modtager besøg af i hendes eget huus. Hm! det var tillige en hindring og en spore mere for Råndel og mig, til at stræbe efter at gjøre hendes bekjendtskab; kjeldermesteren synes ikke at vide, at hos mange fruentimmer, gielder selv den sletteste særhed hos en mand, mere end hans fortrinligste egenskaber. Hvorledes, om det nu lykkedes en af os at stikke den fremmede ud? Tilfældet havde ført os gandske uventet til B. hvem vidste hvad skjæbnen endnu kunde føre i sit skjold? Vore hjerter, ikke gandske saa nye, som de maaskee saae ud til, havde just ferie. Et forsøg paa den skjønne kunde man derfor vove, uden at vi skadede en andens rettigheder eller vores egen samvittighed. Vist nok, lod, efter alt hvad i havde hørt, det lette, overfladiske af vores hidtilværende kjerlighed sig ikke anvende paa den unge enke. Hun forlangte, under alle omstændigheder af hjertet, at det skulle gandske hellige sig hende, ikke et offer for dage, uger, maaneder eller aar, men for det hele liv, eller for at udtrykke mig i kunstsproget, for en heel evighed; og hun syntes ogsaa at fortjene en saadan opofrelse. Saaledes var da for det første den nærmere bestemmelse fattet. Naar kjeldermesterens beskrivelse over hende var overeensstemmende med sandhed og en af os havde den lykke at gefalde hende i særdeleshed, saa behøvedes der hos en skjønhed som hende, just ikke stor betænkning. Vel studerede vi endnu, men studeringerne kunde jo, om ikke ophøre, saa dog, isteden for paa akademiet, fuldendes et andetsteds, mindre paafaldende ved de nye forhold man derved kom i. Unge vare vi nu vistnok ogsaa; men dog allerede i flere aar ikke længere for unge til at forestille en ægtemand. Og min formynder og Råndels fader, som i vores mindreaarighed vist nok havde en ikke ubetydelig stemme i sagen, maatte jo ikke være ved deres fulde fem, naar de af egensindighed ville have forhindret os fra at faae denne store gevindst i ægtestandens lotterie. Ak! vi kjendte dem jo. Allerede for den lille tønde gulds skyld havde de ikke gjort det, omendskjøndt den ogsaa havde været sammensmeltet i eet. Deri maatte vi nu vistnok finde os, at blot een kunde komme til at besidde skatten, Råndel eller jeg. Ved de store egenskaber damen besad, var det rigtignok bedrøveligt for den, der maatte gaae tomhændet bort; med det afhang ikke af os. Alt kom jo an paa, hvem hendes lille hjerte erklærede sig for. Man seer allerede heraf, at vi af hendes blikke, som endnu fra tid til anden faldt over til vore vinduer, allerede nærede saa temmelig haab om, at hun ville give den fremmede løbepas og ville beslutte sig til at tage een af os to. 6. Den hvide fane. Efter et metalvægtigt haandtryk, spurgte jeg kjeldermesteren paa hvad maade man bedst kunde faae adgang i damens huus. Men med al den ærbødighed som prænumerationen paa taknemmelighed indgjød ham, svarede han kun ved at trække paa skuldrene. Kom, broder Hertz sagde da Råndel, i det han tog mig under armen, det besynderlige gjør lykke. Vi gaaer lige løs paa hendes huus, inden vi komme derhen, vil der vel fødes en idee i vores hjerne, som baner os veien til det fortryllede slot. Vi gik; men endskjøndt et sneevidt battisttørklæde, liig en fane til tegn paa overgivelse skinnede os i møde fra vinduet, saa synes dog vores hjernekiste denne gang at være gandske tom. De mange fuldkommenheder som kjeldermesteren havde tillagt damen og som virkelig hendes ædle ansigtstræk synes at aflægge et vidnesbyrd om, nedfloge aldeles vores mod. Intet andet blev os tilovers end i forbigaaende, at gjøre brug af hiin kleinstadtische ret, at hilse enhver. Den ynde hvormed hun takkede, overgik al beskrivelse, Råndel kom derved saa gandske ud at fatning at han tabte hatten. Vi ville imidlertid vanskelig have forstaaet at afbenytte denne ynde til vores fordeel, var ikke, hvad beskriver mit jubel! i samme øieblik hendes hvide battisttørklæde flagret ned paa gaden. Uden at tænke paa sin hat, anstillede Råndel med mig en vedderenden efter tørklædet. Begge greb vi det paa engang. Begge ilede vi dermed ind i huset, og op ad trappen. Om det var passende eller ikke at et tørklæde saa let som en fjær blev baaren af to, derpaa tænkte vi ikke. I visse henseender bare vi i det vore hjerter, og de vare centner tunge. 7. Alt i alt. Min herre, deres hat! sagde damen ovenfor og kom os meget gratiøs i møde fra forhøiningen ved vinduet, i det hun viste ned paa gaden. Naar man har tabt hovedet, kan man vel ogsaa glemme hatten. Hverken Råndel eller jeg havde tænkt paa den hat, der var bleven liggende neden under. Det maatte jo endog ærgre ham, at han blev erindret derom, thi medens han løb efter hatten, gav han jo mig leilighed til at vinde et forspring for ham i damens gunst. Men endnu saa beruset af den lykke, saa lynsvar at være kommen ind i hendes kammer, kunde min aand i dette øieblik umulig gjøre store spring. Desto behændigere sprang Råndel ned ad trappen og stod virkelig allerede mellem mig og den skjønne enke, førend denne var bleven halvfærdig med hendes korte tak for vores udviste opmærksomhed. Det lille, ubetydelige tab, sagde damen, (næsten alt for galant for hende, der stod i saadant rye for at være tilbageholden) er bleven mig til stor fordeel. Thi uden dette, ville det vel været vanskeligt mine herrer, at have den lykke at gjøre deres behagelige bekjendtskab? Med megen gratie viste hun hen paa sophaen, og vi vægrede os naturligviis ikke at tage plads derpaa. Jeg drog neppe aande. Naar man saae enkens hele figur var hun endnu skjønnere end hendes brystbillede. Det var en antik gratie i modern klædedragt og selv en kunstkjender, der saae hende, ville ikke have kundet sagt at den var smagløs. Nei, hun var jo selv skjønhed, ynde, smag! kort sagt hun var alt i alt. Mit øie i det mindste var af denne troe. 8. Endnu en herre. Ak! jeg troede endnu saa meget om hende, som gjorde mig saa fornøiet. Det var forekommen mig som hiint battistørklæde før, ikke saa gandske ufrivillig eller uforvarende var falden ned, men som om det med forsæt var skudt ud af vinduet. Det havde man ogsaa virkelig kundet kalde en udmærket undtagelse til vores fordeel fra hendes sædvanlige forsigtighedsfulde opførsel! Men endnu mere hendes blik, det skjønne, huldrige blik, som ved denne leilighed sendtes ned ad gaden, galt mig, mig allene, da min ven just forblyffet ved det hans hat faldt af, i dette øjeblik ikke saae op ad. Denne tanke ville endnu have gjort mig langt lykkeligere, havde jeg, ved at være længere allene med hende, funden leilighed til, at forvandle min troe til vished. Men nu traade, da hun ringede, en betjent i kostbart liberie ind med theen, og neppe havde vi modtaget hendes bøn om at tage til takke med en kop, saa bankede det paa døren, og endnu en herre traade ind. Denne studsede synlig over vores nærværelse og standsede et øjeblik førend han traade damen nærmere, der modtog han meget venskabelig. Efter kjeldermesterens hele beskrivelse at slutte, var det hiin fremmede, der havde indqvarteret sig lige over for vores skjønne theeskjenkerinde. 9. Stille underholdning. Jeg forstod strax min ven, da han gav mig et vink om den fremmede. Det skulle betyde at han havde den samme meening, som jeg om ham. For vores skyld behøvede den nye gjest ikke at have havt saa smukke ansigtstræk og en saa regelmæssig figur som han havde. Desuden hviskede damen artig nogle ord sagte til ham, hvilke Råndel og jeg vare fristede til at ansee for en krænkelse af vore rettigheder. Mig fortrød det meest, da dog aabenbar hendes tilkastede lommetørklæde havde gjældt mig. Damen fortalte ham derpaa hvorledes hun var bleven bekjendt med os. Vi nævnede, paa hendes anfordring vore navne, hvorpaa hun gjorde os bekjendt med den byrdefulde gjests navn. Enken satte sig ned for at skjænke thee. Den ære at modtage de første kopper hun rakte os, var høist piinlig, da den gav tilkjende, at den hun opvartede efter os, var hende mindre fremmed. Vi vare just ligesaa stumme som ham, der vel neppe nærede et venligere sindelav mod os, end vi mod ham. Havde ikke porcelainskopperne undertiden klirret, og vertinden fra tid til anden afbrudt den ubehagelige taushed med ligegyldige spørgsmaale, saa havde det været saa stille som i kirken, under bønnen fra prædikestolen. 10. Mavetrykken. Råndel blev først kjed af det, og gik efter sin hat. Men neppe bemærkede værtinden dette, saa ilede hun efter ham. Jeg læste i hendes mine, at hun besvor ham at blive. Ufeilbar - tænkte jeg - fordi hun frygter for, jeg saa maatte ligeledes gaae bort. Nu traade hun hen til pianofortet. Hun spillede og sang. Havde hendes udvortes allerede dygtig slaget os, saa var det ved denne sirenestemmes klang aldeles forbi med vor roe. Den fremmede var færdig at briste af ærgelse, da vores taknemmelige hjerter, uden tilbageholdenhed udgjød sig i lovtaler over hendes sang. Han synes nu at ville sluge hendes blikke og vores ogsaa. De sidste synes at foraarsage ham mavetrykken. Overhoved saae han med skele øine paa, at damen gjorde os opmærksom paa flere skjønne malerier paa væggene, hendes bogsamling og meget andet. Deri havde han nu gandske uret. Han gav jo næsten ikke en artikuleret lyd fra sig, og der blev jo derfor intet andet tilovers for hende og os, end at søge en gjenstand at tale om. Men vi havde ogsaa uret naar vi fortrød paa, at hun engang til afvexling søgte at opmuntre den forstemte. Hun gjorde derved ikke andet, end hvad enhver, kun halv saa dannet værtinde ville have gjort, naar et saa snorrigt kløverblad som vi tre, havde indfunden sig hos hende. 11. Den bedste position. Yderlig kold, og med et alenlangt ansigt anbefalede endelig den tredie gjest sig. Mine herrer - sagde damen yderst forbindtlig til os, (i det vi nu kun derfor grebe til hattene, for at de atter kunde blive os fratagne, og vi kunde erholde en utrykkelig tilladelse til at blive længere) jeg er dem særdeles megen tak skyldig, for den velvillighed hvormed de har hjulpen mig til at forkorte en kjedsommelig aften. Behold de mig i behagelig erindring. Jeg skal ikke glemme deres behagelige selskab. Det store venskab de har beviist, ved at beære en dem aldeles ubekjendt med deres besøg, skal aldrig udslettes af min erindring. Virkelig laae i den tone hvori hun sagde dette, mere end tom artighed. Der laae noget hjerteligt deri. Men med alt dette havde hun ikke allene tænkt paa, ikke igjen at tage hattene fra os, men meget mere, førend vi saae os for, med en sand krigskonst manøvreret saa tæt til salsdøren og taget en saa fortræffelig position, at der saalænge hun beholdt denne, aldeles ikke fra vores side var at tænke paa nogen fremrykken. Og hun gjorde endog mine til længe at ville beholde denne stilling. Hvad vi derfor endnu ville sige hende maatte skee fra vores nærværende standpunct. Men da vore hjerter vare saa overvættes fulde, havde det gjort vore hoveder saa tomme, at vi ikke kunde finde de rette ord til noget. 12. Hensigtsmæssig erkyndelse. Til lykke geraadede Råndel slutteligen paa det hensigtsmessige spørgsmaal, hvem den tause fortrædelige herre havde været, som vi havde havt den ære at lære at kjende hos hende. Efter hvad kjeldermesteren havde meddeelt os, blev det dog altid det rigtigste at udlokke af hende selv hvad forhold hun stod i til den kuriøse fremmed kun det var tvivlsomt om hun ville besvare spørgsmaalet. Saasnart derfor Råndel havde gjort hende dette spørgsmaal, bevogtede jeg med mine blikke hendes ansigtstræk og øine med en opmærksomhed, som en politiespion døren af et mistænkeligt huus. 13. Fortælling. Den herre - svarede hun og en skalkagtig, næsten sporsk latter spillede derved om de smukke rosenlæber - er en beslægtet, meget langt ude beslægtet af min afdøde mand. Hans fordomme mod det qvindelige kjøn gjøre ham ulykkelig. Han hører tilfældigviis tale om mig i en onkels huus, der boer i udlandet. Venskab afskildrer min caracteer. Fruentimmerhaderen seer, formodentlig har han fæstet nogen troe til skildringen, et miniaturportrait af mig, som er i min onkels eie. Den unge mands phantasie forener hvad han har hørt om mig, med ansigtstrækkene som maleren temmelig godt har afcopieret og see! i hans aandrige øie opstaaet et idialiseret billede af mig. En anden aarsag finder jeg i det mindste ikke til hans beslutning strax at lade spænde for og reise for at lære at kjende mig. Med et anbefalingsbrev kommer han til mig. En aldrende mand er hans ledsager. Denne besværger mig paa det indstændigste at gjøre hvad brevet indeholder. Den unges trøstesløse forældre ønsker nemlig, at han maatte blive vunden for verden og ægtestanden, at han, ved omgang med mig og ved mine overtalelser, maatte blive tilbagegivet en ung forlovet, fra hvilken hans overspændte fordringer har bortfjernet ham. Commissionen er mig meget piinlig. Men hans forældre vare min salig mands fortroeligste venner. Deres eneste søns lykke lage dem alt for meget paa hjertet til at jeg ikke skulle have rakt haanden til for at virke til deres øiemeds opnaaelse, omendskjøndt jeg ved første sammenkomst med ham strax kunde indsee hvor utilstrækkelig middelet var. Alt for meget indtaget af min onkels gode mening om mig beviste han den største enthusiasme for min person. I vertshuset hører han tilfældigviis en bekræftelse paa hvad der havde bevæget ham til reisen. Hans besøg i mit huus tiltage. Men det er ham ikke nok. Han forlader vertshuset for at flytte ind i nogle ledig staaende værelser ligeover for mig. Kun fordi han seer mig underrettet om hans forlovelse med en anden, og jeg til trods for hans i begyndelsen bestemte afslag, ikke lader mig afvise fra at antage mig hendes sag, synes han for en tid lang at søge at undgaae en formelig erklæring. Dog hver dag maatte jeg vente denne. Imidlertid vare hans forældre ved mig blevne underrettede om hvorledes sagerne stode og havde tillige erholdt den erklæring, at jeg, hvis deres søn, skulle have hensigter med mig, var ud af stand til at opfylde disse. Et tilbud bragte mig deres svar. Da hjertet i slige tilfælde bør have en fortrinlig stemme, men mit aldeles ikke ville erklære sig for deres søn, saa kunde de ikke misbillige mit forhold, men bade mig for guds skyld, ikke at afvise den ømsindlige unge mand med haardhed. De besvore mig at være langmodig og have taalmolighed med ham; men gave mig ogsaa midler i hænderne, til, i nødstilfælde at kunne skille mig af med ham. Alt dette, min herrer vedblev hun; fortæller jeg dem saameget hellere, da jeg veed, at man her i staden og fornemlig i værtshuset hvor de logerer, begynder at ansee mig for denne unge mands forlovede. Sagens rigtige sammenhæng, haaber jeg, de ikke vil gjøre brug af til at fortælle igjen. Men jeg ønskede rigtig nok, i fald talen skulde falde paa den foregivne forlovelse, at de, i mit navn, alvorlig ville modsige samme. (Sluttes i næste nummer.)
|
fiction
|
lovestory
| true
| 3,720
| 6,479
|
1824-09-16
|
Fr. Laun (Friedrich August Schulze)
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton rich-partie_a
|
TRUE
|
rich-partie_b
|
rich-partie
|
Det rige partie. (Sluttet.) Den gode sjel. Hvem var lykkeligere end Råndel og jeg. Vi gave de høitideligste løfter, i forekommende tilfælde, at modsige rygtet paa det alvorligste. Derhos bade vi hende om at maatte den følgende morgen gjøre hende vores opvartning og trykkede i glædes-tummelen over at erholde tilladelse dertil, en specie i haanden paa betjenten som lyste os ud. Neden under ved døren holdt vi hinanden længe omarmede. Vores gjensidige lykke var saa meget større, som enhver troede at han skulle komme i besiddelse af denne skat. I det vi gik videre kom det for en dag: jeg mærkede nemlig snart at Råndel holdt sig til den yderst forbindtlige maade hvorpaa den skjønne enke traadte i veien for ham, da han ville gaae saa tidlig bort. Den gode sjel tænkte jeg, han kan jo ikke vide, at det skeede af frygt for at jeg ogsaa skulde forlade hende. Han havde, da hans opmærksomhed var henvendt paa hatten, som var falden ham af haanden, ikke lagt mærke til det blik, som fulgte med det mig, ene mig tilkastede battistørklæde. Jeg besluttede imidlertid ligesaa lidet at forstyrre ham i hans salige haab, som damen hiin fremmede, der endnu havde lys hos sig, og laae i vinduet og som ogsaa længe blev en gjenstand for vores muntre lune. I øvrigt faldt det os nu som et slør fra øinene, hvorfor ikke den skjønne dame bad os om at blive længere. Hvorledes havde hun i en lille stad kundet vedligeholde det gode rygte hvori hun stod, naar hun havde givet unge lystige personager som vi, lange aftenaudiencer. 15. Gratulation. Kjeldermesteren, som i grunden ogsaa var meget forliebt i vores gudinde, satte et par dygtige øine op, da vi saa muntre som glæden selv, kom hjem igjen. Efter nogen hosten, kunde han ikke længere undlade at fremkomme med en gratulation, skjøndt den var færdig at sønderrive hjertet paa ham. Han sagde, at der foruden den fremmede som boede lige over for hende, og dennes selskabsbroder, havde det endnu ikke lykkes nogen mand under tredsindstyve aar, at være tilstede ved den elskværdige dames theebord, og gav ikke utydelig at forstaae, at det vel, ved aldeles fremmede som vi, havde noget at betyde, ja! at kjerlighed maatte være i spillet med fra hendes side. Ad vocem kjere, sagde jeg da og udførte den commission som enken havde givet os angaaende den fremmede. Det var just vand paa kjeldermesterens mølle. Jeg troer det allerede, sagde han. En af dem mine herrer, er det som har den lykke, at føre den rige brud hjem. Os kunde det gode menneske jo let overtale, vi troede det jo allerede selv. Men des omhyggeligere maatte vi ogsaa være paa vores vagt, at vi ikke forraadte os for ham. 16. Den ædle druesaft. Ikke mere end villigt opgave vi fuldkommen vores søvn for den nat, hvem vil løbe efter ting, som man aabenbare ikke kan naae? En anden langt værdigere og notabene langt opnaaeligere gienstand, sysselsatte os jo tilstrækkelig, og skaffede os den behageligste beskjæftigelse. Den virkelig ret ædle druesaft, der var at bekomme i dette huus, tjente os til en venskabelig staldbroder hele natten. Næsten havde den gjort mig alt for blød. Den fuldkomne overbeviisning som Råndel synes at have om, at det store lod ville blive hans, opvagte hos mig, der naturligviis var fuldkommen overbeviist om noget andet, en ret hjertelig medlidenhed. Jeg kunde ikke tænke mig det øjeblik skrækkeligt nok for den arme, naar denne indbildning skulle berøves ham; tilmed da hans eneste skjønne drøm, ved hans vens, ved min lykke skulle tilintetgjøres! Denne omstændighed kunde maaske virke fordeelagtig paa vores hidtilværende broderlige forhold. Råndel - sagde jeg derfor, da stjernen, fortrængt af den stille nærmende morgen, kun kastede matte blikke ned til os, og hævede dertil mit paa nye iskjænkte glas høit i veiret. Endnu dette glas paa vores broder-forbund, gud lade det evig bestaae! Hurtig greb han flasken, skjænkede i, og hævede rask sit glas i veiret. Hvem der ogsaa, vedblev jeg, bliver valgt af den skjønne enke, skal den anden ikke lade ham undgjelde derfor! Nei! raabte han med bævende stemme, og i hans vaade øie kunde jeg tydelig læse mine egne følelser - nei, du maa derfor ligesaa godt være min, som før! Efter at vi have tømt glassene, skeede ogsaa allerede nogle nærmere forslag i henseende til fremtiden. Vore beslægtede skikkede os desværre altid færre penge end vi bragte i omløb paa akademiet. De lode os vel endog undertiden, saa at sige, ligge krum. Jeg foreslog derfor at den som fik denne stads skat i besiddelse skulle være forpligtet til at staae den anden bi i saadanne nødstilfælde. Det skee! raabte Råndel. Paa det hurtigste maa han hjelpe ham, naar nøden kræver det. 17. Seierstegnet. Endelig greb dog søvnen, af fortrydelse over at vi ikke ville gjøre cour til den, os ved haarene. Larmen paa gaden vognede mig igjen da solen stod allerede høit paa himlen. Råndel laae snorkende med hovedet paa vinduespuden. Kjeldermesteren, som just kom med kaffeen ind af døren, sagde venlig, at han nu allerede tredie gang havde spurgt om vi befalede frokost. Ja nok, var svaret. Jeg vaagnede min ven. En skjøn reisevogn rullede ned ad gaden. Jeg erkyndigede mig om hvem den vel kunde tilhøre? Den bevidste fremmede herre! svarede kjeldermesteren. Endnu sildig i nat lod han bestille postheste, og kjører nu ogsaa allerede bort, ustridig med en dygtig kurs. Først da den reisende just nu kikkede ud af vognen forstod jeg kjeldermesterens ord. Jeg gjenkjende vores underlige selskabsbroder fra gaaraftes. Et nyt tegn paa den forhaabede thriumph. Af det uvilkaarlige udbrud af vores glæde, mærkede kjeldermesteren vist fuldkommen, hvorledes det havde sig med os. 18. Hugget over hjerneskallen. Uhret paa raadhuset slog just 10, da vi traade ind i enkens huus. Bi bleve viste ned i haven. Rundom stode de herligste blomsterbeder og en vellugt duftede os i møde. Haven var et opholdsted, der var dens eierinde værdig. Hun kom. Hendes øie funklede og hendes kinder glødede endnu skjønnere end i gaar. Som baaren paa den letteste zephyrs vinger, svævede hun mere end hun gik hen til os, og takkede os langt inderligere end i gaar, fordi vi havde villet tilbringe den lange, kjedsommelige aften hos hende. Maaskee - spurgte hun - har de seet vores selskabsbroder kjøre bort? Vi bejaede det. Gud! - raabte hun - hvor glad er jeg ikke, at jeg er bleven frie for ham for saa let kjøb! for øvrigt er manden meget at beklage. Han var soldat, og fik i et slag, jeg veed ikke hvor, et hug over hjerneskallen, som længe, truede ham med døden. Ak! hvo veed om det ikke havde været bedre for ham at døe! thi hiint hug har virket yderst ufordeelagtigt paa hans sjel. Først troer han nemlig siden den tid, at alle fruentimmer ere troeløse og hans anden endnu luheldigere idee er, at ingen kan modstaae ham. Uagtet den første idee sparer han dog ingen møie for, at søge en undtagelse fra regelen, det vel sige en kone, der slet ikke vil fæste noget venligt blik paa nogen anden mandsperson end ham. 19. Indledninger. Den inderlighed hvormed damen altid takkede os paa nye, og den glæde der viiste sig i hendes øie, gjorde mig de ord lettere, som jeg just belavede mig paa at fremsige. Råndel og jeg havde nemlig forhen hjemme kastet lod om, hvem af os begge, der først skulle gjøre hende sin kjerlighedserklæring, og loddet var falden paa mig. Det synes mig raadeligt, for det første at meddele hende nogen efterretning om vores familie og deres lykkelige oeconomiske omstændigheder; saavelsom ogsaa vore gode udsigter i fremtiden ved dennes indflydelse, for derpaa sikkere at kunne bygge den erklæring, at vi begge elskede hende uudsigelig, og gjøre hende det spørgsmaal, hvem hun maaske ville gjøre lyksalig ved at skjænke sin haand. 20. Begge to. Med megen velvillie og langmodighed havde damen allerede hørt paa mine generalogiske oeconomiske efterretninger, og givet hendes særdeles satisfaction tilkjende ved den lykke som ventede os begge, saa at jeg med et mod og en præcision som jeg før neppe havde tiltroet mig selv, nu ogsaa indstillede hovedsagen til hendes afgjørelse. Den ret synlige forvirring hvormed hun optog dette, kunde ikke føre mig vild. Den ømme qvindelighed, saameget vidste jeg allerede af romaner og af hvad man havde fortalt mig, paakommer i almindelighed ved saadanne leiligheder en art febergysen, der gjør det meget forklarligt, om ansigtets munterhed hos den skjønne, pludselig synes som om den var for bestandig udslettet. Nei, de ord! de virkede meere, end hiin febergysen. Idet hun trak paa skuldrene, erklærede hun nemlig ligefrem, at ikke allene Råndel, men ogsaa jeg, kort sagt at vi begge to fordrede for meget af hende. 21. Opklaring. I gaard aftes - sagde hun - befandt jeg mig i en meget stor forlegenhed. Min søster var bortreist, og den herre som i morges forlod staden havde bedet mig engang at maatte besøge mig, uden at tage sin selskabsbroder med. I den visse forudsætning, at jeg endnu mod aftenen ville erholde et andet manligt besøg, blev denne bøn af sand inderlig medlidenhed og blot for snarere at blive befriet for ham, tilstaaet den stakkel. Men da det imidlertid kommer dertil, faaer jeg et brev som siger mig at jeg har feilet i henseende til hiin forudsætning. Denne téte a téte maatte imidlertid opvække saamegen desstørre frygt hos mig, da den under alle omstændigheder medbragt en kjerligheds-erklæring. Jeg skrev derfor til den overspændte unge mands selskabsbroder, der allerede tidlig havde erhvervet sig min fortrolighed, at han enten strax maatte komme til mig, eller jeg maatte frasige mig alle besøg. Den sindssyges vakkre ven ilede herover til mig. Han var ude af sig selv over mit alternative. Hans syge - sagde han - ville, hvis han fulgte med, unddrage ham sin fortrolighed for bestandig, og ved den foregivne upasselighed, vist nok ikke med det gode lade sig afholde fra at besøge mig. Da den unge ulykkeliges gemyts-tilstand, just nu var i alt for stærk bevægelse, til at det ikke ville virke yderst ømfindtlig, ja endog ødelæggende paa ham, hvis man nu voldsomt ville søge at afværge hans paatrængenhed, raadede han mig, at lade en eller anden komme til mig, eller ogsaa at høre og besvare hans kjerligheds-erklæring; thi paa saadant noget maatte jeg forberede mig. Det staaer jo - sagde han - altid i min magt, en eller anden dag at bringe sagen til at gaae krebsgang ved at opvække hans skinsyge. Men den forestillelse som det andet forslag fordrede, oprørte mit hjerte. Jeg skikkede bud efter flere bekjendtere i byen. Men en tour paa landet gjorde at ingen var at finde hjemme. Da kommer de mine herrer ridende op ad gaden. Den paafaldende støi, for deres heste gjorde heruden for huset, gjorde mig nysgjerrig. Den opmærksomhed hvorved deres øine vare henvendte paa mit vindue, bragte mig paa den idee, at maaske de kaprioler de lode deres heste gjøre, kunde være en slags hylding de viste mig. Lysten til eventyr stod umiskjendelig skreven i deres øine. De hilsede herop og tabte, hvis jeg ikke tager feil, herover deres stigbøiler. Allerede ved denne hilsen, og endnu mere ved det de medens de rede langsom videre, gientagne gange saae tilbage, kom jeg til at tænke paa en mulighed. Skulle - tænkte jeg - disse herrer maaskee endog søge at gjøre dit bekjendtskab. Hilsenen og maaden hvorpaa det skeede synes at bekræfte min formodning. Det var endog ikke usandsynligt, at de valgte den korteste vei; og uden videre tiltænkte mig æren af deres besøg. Jeg havde nemlig allererede ofte bemærket, hvorledes selv anstændige unge herrer, som ankomme hertil, ofte mod os smaae kjøbstædsfolk saaledes forglemme al anstændighed, som om de holdt os for en art underordnede væsener, som de store stæders beboere kunde byde alt. De mine herrer behøvede ikke at gaae saa langt. Der gaves jo mange slags forevendinger til at kunne besøge mig, kort sagt, jeg troer virkelig at denne ære var mig tiltænkt. Dette gav da paa engang min naturlige munterhed, som ved den mig forestaaende fortrædelige aften var bleven gandske stum, paa engang et velgjørende stød. Den fik igjen sin spendekraft for at kunne modtage dem. Gandske forgabet i den tanke at de vist maatte komme, hvilede mit øie bestandig paa vinduerne i værtshuset. Og - hvad beskriver min glæde! - See! da træde de arm i arm ud af huusdøren. Deres søgende blikke ere ene hæftede paa disse vinduer. Deres gang gjeldt altsaa min ringhed. Men den blyehed som viste sig i deres hele væsen jo nærmere de kom, var et slags smigrerie for mig, en frivillig tilstaaet, men egentlig uvelkommen hyldning; thi den gjorde en streg i min regning. Jeg maatte jo frygte at de derved ville lade dem afholde fra det besøg, hvorpaa jeg allerede havde beredt mig, og som jeg, jeg tilstaaer det gandske aabenhjertig, ønskede særdeles. Jeg besluttede mig da til at lade mit tørklæde falde ned paa gaden. Mit øiemed blev derved opnaaet. De kom og hialp mig ret taalelig til at fordrive en, for mig ellers vist nok ret trist og kjedsommelig aften. 22. Spørgsmaal og svar. Den fine, omendskjøndt ikke uvenskabelige ironie i fortællingen kjølnede mit hjerte lidt efter lidt for damen. Og - begyndte jeg, (medens Råndel tankeløs og mørk, berøvede en rosenstæk, der stod ved siden af ham, alle sine blomster ved udrive lidt efter lidt alle dens enkelte blade, og det aabenbarlig ikke i det bedste humeur) "maatte de ikke tænke, at en ung mand, som man paa en saadan maade tilkaster et tørklæde, derved let kunde herlede en rettighed for sig? i det høieste kun en fordring? svarede hun geskjæftig. At tilbagevise den blev dog altid i min magt. En alvorlig hensigt var ikke at formode, da alle forhold synes at forbyde det. Hvorledes da? spurgte jeg. Ei! en student og allerede en giftermaalsplan! det kan ingen forudsætte. I gaar sluttede jeg mig til af deres hele væsen at de vare studerende, i dag - veed jeg det med sikkerhed. Og tilmed - vedblev hun - torde jeg ikke lade noget krav paa mig blive gjeldende, da jeg allerede i aar og dag har været hemmelig forlovet. 23. Hjelpemidlet. Ei, ei! - raabte jeg bittert, - vogt de dem der ikke kom da, at en saadan kasten med tørklæder ikke kommer for deres brudgoms øren. Han kunde dog finde den spøg for alvorlig. Ogsaa da - spurgte hun, med en fra den hidtil værende ironiske, gandske forandret tone - naar jeg kun ved at opvække hans skinsyge, kunde bortfjerne ham paa en god maade? – hans beslægtede havde just anviist mig denne maade i nødstilfælde. Allerede i gaar eftermiddag ville min forlovede have været her. Han ville havt den bedste leilighed til at forjaget hiin ulykkelige, ved sine smigrerier for mig. Men tilbageholdt ved alleslags forretninger, kunde han først indtræffe hertil i nat. Vi maa have gjort nogle erbarmelige ansigter, Råndel og jeg; thi det var udenfor al tvivl, at vi her intet havde forestilt, aldeles intet, uden en elændig hjelpemiddel. 24. Galopp. Børnlille - saa lød nu, en mig og min ven velbekjendt mandsstemme fra en tilgrændsende løvhytte - jeg takker eder hjertelig, at I i gaar har saa godt indtaget mit sted; thi jeg er selv denne dames forlovede! Den mand som her traade venskabelig ud til os, kjendte saavel os, som vore forældre. Noget slemmere kunde nu heller ikke møde os, end saaledes at blive reven ud af vores incognito. Alt det venskab som, det upartisk sagt, ret godt sammenpassede par, viste os, var ikke i stand til at holde os tilbage. Vi ilede over til vertshuset, stege til hest, og lode os af karlen vise en vei hvorved vi undgik at passere gjennem den skjønne, store gade. En forbandet maade at spille den forlovede paa! - raabte Råndel, efterat et vedholdende galop, havde unddraget stadens B*s selsomme taarn for vore øine. Senere hen morede vi os mangen gang over de, i hiin søvnløse, men haabefulde nat, allerede tildeels gjordte bestemmelser som en følge af det rige partie, der om morgenen var bleven saa gandske til vind. Dets gode nytte havde imidlertid dette eventyr havt for os. Endnu i gaar - sagde Råndel leende til mig - at han siden den tid, naar forfængeligheden paa en eller anden maade vilde føre ham vild, kun behøvede at tilbagekalde hos sig erindringen om vertshuset den lange næse, for strax at kunne see sig selv paa stedet i det rette lys. - Og mig gaaer det sandelig ligedan! Fr. Laun.
|
fiction
|
lovestory
| true
| 2,759
| 6,479
|
1824-09-23
|
Fr. Laun (Friedrich August Schulze)
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton rich-partie_b
|
TRUE
|
stolen-ring_a
|
stolen-ring
|
Den stjaalne ring. I begreb med at forlade academiet, reed jeg endnu engang gjennem egnen, for at tage afskeed med den. Jeg kom til en lille stad, hvor jeg ville spise til middag. Her stod en reisevogn forspændt med fire heste, foran værtshuusgaarden, af hvis dør just to damer traaede ud. Den ene omtrent sytten aar gammel, var engleskjøn, den anden derimod aldrende og stolt af miner og geberder. De gik til byens kirke, hvilken klokkeren, som de havde ladet kalde, aabnede for dem. Jeg sneg mig ind bagefter. De spurgte efter en ridders hvilested fra fortiden, som laae begravet der i kirken. Klokkeren førte dem frem paa en frie plads foran alteret og viste dem en gravsteen paa hvilken en ridder i legems-størrelse stod udskaaren. Matronen holdt ham en standsmæssig lovtale, hvorved klokkeren, den ærbødigste tilhører flittig nikkede med hovedet. Imidlertid knælede den skjønne pige, som jeg hørte kalde Helene, ned ved gravmælet, fremsagde med foldede hænder en sagte bøn, kyssede derpaa steenmandens mund, og lagde rørt en rose paa hans bryst. Efterat have feiret den afdødes minds forlode de kirken. Jeg trykkede mig ind i en krog for at kunne see dem passere tæt forbi mig og fulgte dem, efterat dette var skeet, lige i hælene. Foran kirkedøren strømmede et par hundrede mennesker os imøde, som forfulgte en gal hund med stene. Han løb, i det jeg blev ham vaer, allerede løs paa Helene og vilde bide hende, da jeg sprang frem med en knippel, som jeg havde reevet af haanden paa en, der stod uvirksom og gabede, og slog det onde dyr til jorden. Et jubelskrig lød rundtomkring mig. Den forskrækkede pige faldt i armene paa den gamle. Denne spurgte: "Hvem er de? " - En student. - "Af adel? " - Nei - derpaa kastede hun hovedet tilbage, sagde koldt: "Vi takke! " og trak pigen bort med sig. Men Helene vendte tilbage, rakte mig en rose og lagde med et sjælefuldt blik, som jeg aldrig vil glemme, haanden paa hjertet. Matronen rystede paa hovedet, ilede hurtig til vognen, satte sig deri med pigen og kjørte bort. Jeg søgte hos verten at faae udforsket begge damers navn og boepæl: han vidste intet. Jeg spurgte klokkeren, han kunde ligesaalidt give mig nogen oplysning; saaledes var det kjere barn uden haab om at gjensee hende, forsvunden; kun engelens billede blev tilbage i mit hjerte. Mismodig lod jeg min hest føre frem, gjorde endnu et forsøg paa at erfare noget af karlen, og han vidste virkelig mere end de andre. Han havde hørt af kudsken, at damernes reise gik til den sydlige Tydskland. Derhen kunde jeg ikke følge dem. Min moder ventede mig med længsel; da jeg kom, fandt jeg hende syg. Lægerne som jeg spurgte om hendes tilstand, gave kun lidet haab. Hun blev dag for dag svagere, og synes desforuden at lide af en sindssvaghed. Man kunde tydelig mærke, at en hemmelighed trykkede hende, som hun ligesaa ugjerne ville opdage, som tage med sig i graven. Engang blev jeg om natteen kaldet ind til hende. "Kjære søn - sagde hun - Følelsen om min nær forestaaende død aftvinger mig en smertelig bekjendelse. Jeg førte din salig stedfader bag lyset, da vi giftede os, ved foregivendet om, at jeg var enke efter en i udlandet afdød embedsmand, men forhen levede jeg i et ulovligt egteskab. Du hedder ikke Walland, som man hidindtil har kaldet dig, men du er en naturlig søn af en mand af stand, hvis rigdom du allerede kan dømme om af denne ring: " - Hun aabnede derpaa et lidet futteral og vedblev. "Denne ring, som i det mindste er tusende daler værd var mig anbetroet af din fader, for at overleveres dig, for at du derved engang i tiden, kunde legitimere dig for ham, som søn. " Forundret spurgte jeg om min faders navn. Det er Grev - -" sagde hun, og tabte i dette øieblik, angreben af et slagstod, mælet. Hun gav mig ved gebærder at forstaae, at hun ville skrive; men i det jeg ville give hende en skrivertavle, tabte hun bevidstheden og døde. Hendes hurtige død rystede mig dobbelt, da det lys, som just nu begyndte at udbrede sig over min herkomst, paa engang igjen udslukkedes. Da jeg var bleven nogen roligere begyndte jeg at opsøge min fader. Jeg fandt i min moders papirer det brev ved hvilken han havde sendt hende ringen; men i stedet for navnet, stod blot et flygtig pennestrøg, som ikke lod sig forklare. Vigtigere var for mig, en derved liggende pung med guld, som forsynede mig med reisepenge og satte mig i stand til at kjøbe en ridehest. Min moder var, da hun giftede sig, kommen med mig fra det sydlige Tydskland. Deraf sluttede jeg, at min fader maatte boe der, og at reise derhen var det jeg ønskede, fordi jeg paa det omvankende riddertog ogsaa haabede at finde Helene. Med trøstigt mod tog jeg altsaa min vei mod sønden, og reed fra slot til slot, overalt hvor en greve boede, der, efter sin alder, kunde være min fader. Jeg meldte mig som en mand, der havde en kostbar ring at sælge. Man lod mig overalt komme frem for sig; men ingensteds bemærkede jeg, ved foreviisning af dette klenodie nogen forandring i herrernes ansigt, imidlertid bød jeg overalt min ring frem, for at være vis paa at beholde den, for 4000 rbd. , og da afslog enhver handelen med haanlatter. Forgjæves søgte jeg efter Helene. Den rose hun havde skjænket mig, blev min kjæreste eiendom, jeg førte den overalt med i min brevtaske, og kyste den saa ofte, at jeg alvorlig maatte forbyde mig det selv, for ikke at ødelægge den. Da jeg omtrent en 14 dages tid, havde reist omkring paa kryds og tvers, traf jeg i et værtshuus hvor jeg overnattede, en ung mand, der kaldte sig Rickard og ligeledes gjorde en reise til hest. Da vi behagede hinanden, bleve vi eenige om, den følgende dag, at lade vores klepperter, (heste) hvile og selv at nyde den skjønne egn. Vi drak ved aftensmaaltidet en fortræffelig viin, der forvandlede mig til en uforsigtig sladrer; jeg fortalte om min grevelige herkomst, viste min drikkebroder ringen og betroede ham den fremgangsmaade som jeg brugte for at opdage min fader. Vi spøgede derover og gik glade tilsengs. (Forsættes.)
|
fiction
|
short story
| true
| 1,050
| 9,060
|
1824-11-05
|
A. F. C. Langbein
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton stolen-ring_a
|
TRUE
|
stolen-ring_b
|
stolen-ring
|
Den stjaalne ring. (Fortsat.) Om morgenen derpaa vaagnede solen mig, allerede klokken 4. Jeg opfordrede min stuekammerat, til at tage en spadseretour med mig; men det gefaldt ham bedre under dynen; han vilde endnu sove nogle timer. "De er en syvsover, " - sagde jeg - og gik allene. Jeg besteeg en høi, leirede mig i det grønne, og frydede mig ved beskuelsen af de paradisiske egne, hvor igjennem rhinstrømmen neden under mig, slyngede sig. Da jeg havdet frydet mig ved dette skjønne syn, gik jeg tilbage til værtshuset. Værten traadte mig imøde med nøglen til mit værelse, og sagde: Hr. Rickard var reden ud, og kom først hjem igjen til middag. Dette forundrede mig; da jeg intet godt ahnede, skyndte jeg mig op paa vores fælleds kammer. Der var intet spor meere at see til min Hr. Rickard; - han havde taget sit hele pikpak, og, min faderlige ring med sig. - Bestyrtset lod jeg min hest sadle og satte efter røveren; men han havde vundet for stort forspring, jeg forfeilede vel ogsaa den vei han havde taget, kort, jeg fandt ham ikke, og han kom, som det forstaaer sig selv, ikke igjen. Jeg maatte nu opgive haabet om at kunne finde min fader, ogsaa syntes lykken ikke at ville lade mig finde Helene, derfor besluttede jeg at tiltræde tilbagereisen. Allerede sad jeg tilhest, med ansigtet vendt mod norden og kastede mod sønden et afskedsblik til Helene. Da faldt et afsidesliggende bjerg mig i øinene, og det var, som om en stemme bød mig, at ride derhen, jeg vendte til den ende min hest om. Da jeg naaede toppen, saae jeg ligeover for et mindre høit bjerg, hvorpaa laae et anseeligt slot, og neden under i dalen, en velbygget lille stad, hvis yderste bygninger og haver, berørte begge bjerges fod. Mod siden, dog temmelig nær det sted jeg stod, udbredte sig en skjøn, med træer og hvide stakitter omgiven græsplet. Denne tildrog sig i særdeleshed min opmærksomhed, da to tykke mænd, som syntes at være noget berusede, med klodsede gebærder og latter forfulgte et ungt fruentimmer, der bestandig søgte at undvige dem. Hendes figur lignede Helenes, og jeg jagede derfor over hals og hoved ned af bjerget, for at beskytte hende. Da jeg kom nærmere saae jeg, at jeg alligevel havde taget feil. Pigen var meget smuk og begge de paatrængende herrers kaade overgivenhed, mishagede mig saa meget mere, da deres fyretyve aar og deres stive paaklædning med haarpung og kaarde ikke passede dertil. De stirrede et øieblik paa mig, da jeg kom springende til, men fortsatte derpaa igjen deres uforskammede jagt. Jeg steeg af hesten, overgav den til en tjenstvillig dreng og ilede ned gjennem den nærmeste aabning i plankeværket. Her stod en bedaget, vanskabt, i gammel tydsk dragt klædt dværg, der klappede glad i hænderne, over at see de vellystige fanner havde fanget pigen og strede af alle kræfter om et kys. Den lille vanskabning synes at ville forbyde mig indgangen i skrankerne, men jeg skjød den tilside, gik rask løs paa begge tykkerterne og sagde: "Rolig mine herrer! Et kys er en frivillig gave, som ingen ædel mand søger at tiltvinge sig. " De stode som forstenede. Pigen løb fra dem, gjorde mig en compliment og ilede mod staden. Jeg bød hende min arm, hun modtog den, og de tykke og dværgen lod og raillerede over os. Hvem er da disse uopdragne herrer, spurgte jeg sagte. "Begge - svarede pigen - staae i Fyrsten af Arenhains tjeneste, som er eier af denne lille stad og betydelige godser. Hist seer de hans slot; der boer han med en stor hofstat, hvortil disse herrer hører. Den tykkeste blandt dem er kapelmester, den anden livlæge. Dværgen er ogsaa et appendix til det fyrsterlige tjenerskab og løber altid bag efter dem, naar de saaledes svæve omkring. Havde jeg vist at min uhældige stjerne havde ført mig herhen, hvor jeg i roe ville læse Schillers Maria Stuart, var jeg bleven hjemme. " Saa talede pigen med en ualmindelig behagelig stemme og med en godmodig mine, som end nu meere forskjønnede det indtagende ansigt. Mit blik hvilede med inderlig behag paa denne foreeningspunct af yndigheder, og det angrede mig slet ikke at jeg var reden hen over bjerget. Vi naaede staden. Pigen standsede udenfor et anseeligt huus, og sagde: "Her er min bopæl. Vil de behage at spadsere ind med. Min fader, der er præst her paa stædet, vil glæde sig over at kunne takke dem for den beskyttelse de har ydet mig. " Det forstaaer sig selv, at jeg glad greb leiligheden til længere at nyde den elskværdige piges selskab. Faderen, en elskværdig olding var sysselsat med sin blomsterhave. Han kom, uden at kaste paa mig hiint stive mistroiske blik, der saa ofte møder den fremmede, mig venskabelig imøde. Datteren fortalte ham, hvorledes jeg havde ræddet hende paa græspletten. Han takkede mig og liig Homers grækere, der først gjestfrie beværte enhver fremmed, der kommer i deres huus, og derpaa først spørge efter hans navn, saaledes undersøgte ikke den gode præst med et ord mine personlige forhold, men indbød mig strax til at spise til aftens hos sig. Jeg modtog indbydelsen, anbefalede mig for et qvarteerstid, for at see efter min hest, som jeg ved drengen havde sendt til værshuset. I det jeg var beskjeftiget med at besørge det nødvendige der, fremstillede sig en mørk, stornæset mand, der gik lige løs paa mig, og sagde: "Er de det menneske, der har opført sig uartig mod den fyrstelige Hr. Livlæge og Kapelmester? " Jeg laae ham lige i ansigtet, og sagde: "Uartigheder min herre, synes her at være tilladt, da de selv gjør et saa uartigt spørgsmaal. " "Jeg frabeder mig al spøg - sagde han stolt - jeg er den høikurfyrstelige justitsdirekteur. " "Men dog vel ikke min hovmester? " afbrød jeg ham. Jeg frabeder mig deslige spidser! - udraabte han hæftig - viis mig deres pas! " Jeg opvartede dermed. Han fandt intet at anmærke derved, men betydede mig følgende dag at forlade staden og det hele kurfyrstelige gebet. "Maaske! maaskee ogsaa ikke! " svarede jeg "Jeg skal lære dem lydighed! " raabte han, og stormede vred bort. Den smule onde lune, hvori dette optrin havde sat mig, forsvandt strax igjen i præstegaarden, hvor jeg igjen gik hen. Frederikke, hvis beskytter jeg havde været, fængslede mig ved hvert øieblik, alt meer og meer, og vandt i mit hjerte en plads ved siden af Helene, endskjøndt denne endnu bestandig beholdt fortrinet. Ogsaa præstens kone, som først nu viste sig for mig, var et godt, blidt fruentimmer. Hun sagde mig altid, hver gang hun trippede igjennem værelset, et eller andet venskabeligt ord. Ved bordet underholdt hun mig om fyrsten og hans hof. Hun elskede ham, som en vakker from herre, men dadlede derimod at han begravede sig saa dybt i sine andagtsbøger, og hverken saae eller hørte, at han var omringet af ulve i faareklæder. Hans hidtilværende secretair og forlæser, føiede hun til, har af ærgelse over denne complot taget sin afsked, og fyrsten har allerede i nogen tid, gjort sig forgjæves umage for at finde en anden brugbar, ung mand i dennes sted. Frederikke saae paa mig, og jeg læste i hendes øie, at hun ønskede jeg maatte være duelig, og tilbøielig til at modtage denne post. Jeg havde ingen lyst til at træde i tjeneste hos en privat mand - hvad jo dog fyrsten kun var, fordi man uden en skygge af frihed, hvert øjeblik og hver time maatte være tilstede; og ved en betjent, eller vel endog ved den foragtelige lyd af en klokke blive kaldet til sin herre. Dog Frederikkes øine tryllede snart denne gamle betænkelighed ud af hovedet paa mig, og jeg sagde hende at ulvene i faareklæder ikke skulle afskrække mig fra at tilbyde fyrsten, min tjeneste, naar jeg blot, som en, der var ham aldeles ubekjendt, kunde haabe at finde gehør hos ham. Nu først tillod den beskedne præst sig, at spørge efter min stand. Jeg svarede ham, at jeg studerede lovkyndigheden, forstod fransk og italiensk og følte mig voxen til at bestyre en privatsecretairs forretninger. "Det glæder mig - sagde han - de gefalder mig, og det ville være mig hjerteligt kjert, at vi kunne beholde dem hos os. Vort bekjendtskab er vist nok endnu alt for ungt til at jeg kunde anbefale dem til fyrsten, men jeg vil forestille dem for ham, og da han just ikke er mistroisk, saa vil han formodentlig lade deres ærlige ansigt gjelde som borgen for deres fremtidige gode forhold. " Lad os engang vove det! svarede jeg. Rødmende tilnikkede Frederikke mig bifald og hendes fader bestemte næste morgen til at indføre mig hos fyrsten. Vi gik temmelig tidlig til slottet. Fyrsten lod os strax komme for sig. Han lagde, da vi traade ind i værelset, en i sort carduan indbunden bog fra sig og modtog os meget venskabeligt. Præsten anførte mit andragende. Taus betragtede fyrsten mig en tid lang, som om han af mine ansigtstræk ville udforske mit inderste. Han spurgte mig derpaa efter min herkomst og min reises øiemeed. Jeg holdtes da, for hvad jeg altid har været anseet for, en søn af en vis Valland, og foretog blot denne reise for at lære at kjende menneskene og verden. "Skriver de en tydelig haand? " spurgte han derpaa. Jeg tilbød mig at give en prøve derpaa. Han dicterede mig et brev, hvori han meddeelte en ven hans dom over et nyt theologisk værk. Min haand gefaldt ham. Han rakte mig derpaa den bog, som han ved vores ankomst havde lagt bort. Det var en deel af Jacob Bøhmers skrifter. Jeg maatte forelæse ham en side deraf. I det jeg lod høre min stemme, traade en, som jeg med øinene hæftede paa bogen, ikke havde kundet lægge mærke til, med sagte skridt ind i værelset. Kort derpaa gav fyrsten mig et tegn, at holde inde med at læse. Jeg saae mig om og bag mig stod - Helene. (Fortsættes.)
|
fiction
|
short story
| true
| 1,661
| 9,060
|
1824-11-12
|
A. F. C. Langbein
|
Tysk
| 1
|
Feuilleton stolen-ring_b
|
TRUE
|
stolen-ring_c
|
stolen-ring
|
Den stiaalne ring. (Fortsat.) Hun slog af forundring begge sine hænder sammen, men jeg blev af glæde saa forskrækket, at jeg lod den ærlig Jacab falde paa jorden. Fyrsten rystede lidt paa hovedet, tog bogen, som jeg hurtig fik op igjen, af min haand, og lagde den efter en let berørelse med sine læber, paa bordet. Derpaa saae han paa mig og Helene og spurgte? "Hvad feiler eder? " "Naadige Hr. Onkel - svarede hun - Det overrasker mig, at finde den unge, vakre mand her, der, som jeg allerede har fortalt dem, i hiin lille stad, hvor vores ahnherre ligger begravet, beskyttede mig for anfaldet af en gal hund; og som jeg kun kunne belønne med en rose fordi han havde reddet mit liv. " "Hvor underbar himlen føier det! - raabte fyrsten - og foldede sine hænder. Det var en brav handling, som jeg paatager mig at gjengjælde. dem. Foreløbigen Herr Walland udnævner jeg dem til min sekretair, med den hos mig sædvanlige løn af 600 daler, og frie kost og logie. " Hvad brød jeg mig om løn og kost, som den lykke berusede, for fremtiden, at kunne leve under et tag med Helene; jeg maatte anvende megen møie for at tæmme min hæftige glæde. Dog jeg søgte at skjule mine følelser, og tog med ærbare ord imod denne post. Ogsaa Helene takkede onkelen, for at han ville afbetale hendes gjeld til mig. Jeg anbefalede mig derpaa, og foranstaltede det fornødne, for at kunne tiltræde mit lille embede. Præsten ledsagede mig, og fortalte mig underveis, at Helene von Arenhain var fyrstens niece og sandsynligviis den bestemte arving til hans store formue. Der er endnu een, med hende ankommen tante, en Frue von Bårwald, der har overopsigten over huusvæsenet; thi fyrsten bekymrer sig kun lidet om verdslige ting, og er derfor ofte i fortiden bleven meget bedraget af huushovmestere og kokke. Saaledes erfarede jeg med stille misfornøielse, at den stolte matrone var paa slottet, som engang havde overtrukken min glædes himmel med mørke skyer. Jeg gik hen i vertshuset, hvor min hest og bagage befandt sig. Her lurede justitsdirecteuren paa mig. "Nu vil de snart sadle? " tilraabte han mig bydende. "Nei Herr Justitsdirecteur! - svarede jeg. - Det gefalder mig saa vel paa dette sted, at jeg maaskee forbliver her. Han gloede paa mig, og befalede mig vred, strax at afreise hvis jeg ikke med politiebetjente ville bringes over grændsen. "Derfor vil de tjenstligst forskaane mig - sagde jeg leende. - Fyrsten har just i dette øieblik havt den naade at udnævne mig til sin secretair. " Han blev paa engang som forvandlet til en billedstøtte, og var et øieblik ueenig med sig selv, hvorledes han skulle bære sig ad, ved dette tordenslag. Endelig sammentrak, hans forstenede ansigt til et hyklerisk griin. "Ei, det har vel pastoren bevirket! " sagde han med en spotsk smigrende stemme. Nu ja, naar man har voxne døttre - hee hee! hi hi! - Jeg sagde ham, at han gjorde den vakkre præst uret, ved at paadigte ham en saadan bevæggrund. Men han tilbageviiste min modsigelse med latter, og forsikrede, at han oprigtig glædede sig over min lykke, min dobbelte lykke. "Naar dog, - brummede han, i det han trykkede min haand til afskeed, og gik ned af trappen - den pabst dog ikke ville befatte sig med saadanne ting! " derpaa løb han hastig hen mod slottet, og hug med stokken i gadestenene, saa at gidsterne fløi deraf. Præsten havde bedet mig, at spise hos sig til middag, og jeg spiste hos ham, fordi jeg ikke strax ville gjøre min antrædelse ved det fyrstens taffel. Frederikke som imidlertid af hendes fader havde erfaret mit bekjendtskab med Helene, var stille og nedslagen. Hun undgik, at tale om Helene, ogsaa jeg føiede den lille skindsyge i, ikke, at lade falde et ord om Frøken von Arenhain. Dette beroligede hende tid efter anden, og slutteligen blev hun igjen gandske munter, da jeg ved afskeden lovede at besøge hendes fader, saa ofte som mine forretninger ville tillade det. Mod aften holdt jeg med en dreng, der bar min mantelsæk, mit indtog i slottet. Jeg blev anmeldt, for Frue Overhovmesterinden. Hun lod mig bie længe, indtil hun endelig viste sig for mig med et stort bundt nøgler, og vinkede mig uden at mæle et ord til at følge sig. "Der er skriverlokalet! " sagde hun, i det hun oplukkede for mig to nætte smaae kamre. Jeg trak min mantelsæk ind. "Er det den hele bagage! " spurgte hun haanlig leende; og i det jeg ville svare hende, at man til hest ikke kan bringe meget med, ilede hun bort, uden at høre mig. Saaledes lod, den strænge frue mig for første gang føle det trykkende, ved at være en anden subordineret. Jeg havde gjerne paa stedet igjen rystet det trykkende aag af min skuldre; men Helenes nærværelse styrkede mig til at bære det taalmodigt. Fyrsten selv, omgikkes mig meget blid og velvillig. Først den næste morgen blev jeg kaldet til ham, og da han havde dicteret mig nogle linier, og jeg havde læst for ham en halv times tid, vare mine forretninger for det dag tilendebragte. Ved taffelet saae jeg Helene, men ogsaa den stolte tante og de tre herrer, som jeg dagen i forveien havde havt hiin affaire med. De sidste lode, som de slet ikke kjendte mig mere; og hun selv forekom mig saa gandske forandret, at jeg ogsaa næsten ikke havde kjendt hende igjen. Vellystningerne fra igaar, vare i dag skinnhellige, hang med hovedet, og udgjød over enhver gjenstand, der blev talt om ved bordet, en moralsk suppe, krydret med bibelske sprog, og aandelige vers. Fyrsten, som de ved denne paatagne fromhed ville behage, var ingen hykler som de, han var en dannemand, gudfrygtig baade i hjerte og vandel; men rigtignok en from sværmer og en tilhænger af de herenhuttiske brødre. Grev von Zinzendorph og hans troesbekjenderes værker, vare de bøger, hvoraf jeg sædvanlig maatte forelæse ham: dog besad han ogsaa en betydelig samling af ældre dybsindige skrifter, hvis forfattere rose sig af en fortrolig omgang med Gud og aanderne. Ogsaa disse mystikker kom undertiden i læretimer frem for lyset. Men kirken besøgte fyrsten aldrig. Hans dristige indbildningskraft fandt min gode præsts prækener, som han kun to eller tre gange havde hørt, for simple og almindelige. Han prækede undertiden selv, naar evangeliske brødre besøgte ham, og han til deres ære foranstaltede en hemmelig gudstjeneste paa slottet. Ved saadanne høitideligheder, krummede og bukkede de tre hyklere sig for et syns skyld og anstillede sig som om de vare medlemmer af secten, ja vare endog frække nok til at bestige talerstolen. Men uagtet jeg aldrig ville nedlade mig til deslige foragtelige konstgreb, var dog fyrsten mig ligesaa bevaagen som dem og beviste mig ved flere anledninger en udmærket fortrolighed, som han ikke værdigede dem. Derfor var jeg dem ogsaa en torn i øiet. De stiklede ved bordet ofte paa mig og talte om kjettere, om mennesker uden religion, og skeelte derved over til mig; men den høimodige fyrste tog slet ingen hensyn til deres forblommede talemaader. For mig vare de afstumpede pile, der under maaltidet fløi mig forbi, saa meget mindre følelige, da jeg ved samme leilighed saae Helene og glædede mig ved mangen et huldt blik af hende. Men enhver mulighed at tale med hinanden under fire øine søgte Frue von Bårwald, som vogterinde over frøkenens ære omhyggelig at forebygge. Jeg holdt mig derfor ogsaa selv inden skrankerne. Den afstand, der var imellem en privatsekretair og en fyrstes niece var alt for stor. Min lidenskab lurede endnu paa randen, uden at torde vove et spring derover. Paa den anden side straalede mig Helene som maanen og stjernerne imøde, uden at en eneste tanke opstod hos mig om at komme i besiddelse af hende. Frederikke derimod var et lys, jeg kunde nærme mig, uden som et myg at forbrænde vingerne. Jeg besøgte hende derfor ogsaa flittig, ikke som elsker men som ven. "De kommer, som de var kaldet - sagde hun en dag til mig. - De maa hjelpe mig med raad og daad. En af mine veninder, en meget smuk pige, befinder sig just nu i en ængstelig forlegenhed. " Charlotte, - saa hedder hun - elsker en brav ung mand, Kjøbmand Elbing; men hendes tante paastaaer at hun skal ægte den kurfyrsterlige kapelmester, som frier til hende. Hun hader ham, som billigt er, og da hun selv besidder en ikke ubetydelig formue, saa kan hun selv vælge efter egen tilbøielighed; men den taassede gaas har dog ladet sig overtale af hendes tante til at underkaste sit valg en levende spaaqvindes afgjørelse. Denne gamle sybille spiller under dækket med kapelmesteren og tanten. Charlotte skal i aften see den af skjebnen hende bestemte brudgom i et tryllespeil. Men det er bedragerie. Det saakaldte tryllespeil bestaaer blot i en stor glastavle, som er indfattet i en ramme og er omgivet af et forhæng, og er indsat i en borttagen dørs sted. Og bag dette glas vil kapelmesteren i fuld legemsstørrelse vise sig. Alt dette har jeg faaet at vide af en ligesaa ærlig som paalidelig pige, der tjener hos sandsigerinden, og som denne har givet i commission hemmelig at føre den smukke Hr. Kapelmester ind i kammeret, medens den gamle, som en forberedelse til hovedscenen, har opslaget skjebnens kort, og vil ogsaa der vise Charlotte hendes bestemte bruddom. " Jeg loe af fortællingen og sagde: "mit raad var at opdage Charlotte det opspundne bedragerie for at tilintetgjøre dets virkning. " "Derved ere vi ikke komne videre! svarede Frederikke. Kapelmesteren gjør det hele til løier og tanten taler paa nye for ham. Men kunde man hemmelig og endog uden Charlottes vidende bringe det dertil, at Elbing istedenfor den tykke kapelmester viser sig i speilet, saa var min veninde frie for al videre paanøden. Thi tanten har indgaaet den overeenskomst med hende, at hun uden modsigelse maae ægte den, der viser sig i tryllespeilet, om det end er Elbing, men at hun uden vægring skal ægte kapelmesteren i fald det er ham. " "Ret godt, sagde jeg. Men omvexlingen af begge medbeilerne. " "Er en sag vi ville deele imellem os. Jeg gjør den foranstaltning, at Elbing viser sig i tryllespeilet; og de lægger paa hvad maade de helst kan, kapelmesteren saadanne hindringer i veien, at det bliver ham umuligt, at indfinde sig om aftenen kl. 8 i sandsigerindens huus. Jeg vægrede mig for at paatage mig den tildeelte rolle, fordi den ikke lod sig udføre uden list og rænker, der ere mod min natur. Men Frederikke loe over mine betænkeligheder, og sagde: "list mod list er tilladt, og det saameget desmere her, som en god handling, to elskedes forening derved befordres. Hun ville ikke høre paa flere indvendinger og jeg maatte tilsidst love at holde kapelmesteren i tømme. For at dette kunde skee uden opsigt, lod jeg, om eftermiddagen, da fyrsten tilfældigviis talede med mig om musik, mig forlyde med det ønske, at lade opføre om aftenen et vist geistligt syngestykke, som nyelig var bleven indspillet. Dog fyrsten havde uheldigviis ingen lyst dertil; han trøstede mig med at det skulle skee næste dag. Jeg maatte nu paa en anden maade søge at fange kapelmesteren, som endnu kl. 7 ville befinde sig hjemme. Det simpleste middel var at indspærre ham i slottet. Dette blev gjort muligt ved den omstændighed, at porten bestandig var tillukket, og ingen uden ved dørvægterens hjelp kunde komme ud. Han havde to nøgler. En havde han altid hos sig; den anden hang i hans stue paa et søm, og hans kone aabnede porten, naar han ikke selv var tilstede. Jeg brugte ofte den gamle mand til at udrette mine ærender for mig. Det forundrede ham derfor slet ikke, at jeg just overdrog ham nu, at udføre noget for mig, som i det mindste udfordrede halvanden times fraværelse. I det han gjorde sig reisefærdig, tog jeg portnøglen ned fra væggen og lagde den forsigtig i den gamles rummelige kjolelomme. Min ærlige haand skjalv ved denne skjelmstreg; men skumringen i stuen lod den fuldkommen lykkes. Mit sendebud gik rigtignok bort med begge nøglerne. Jeg skyndte mig nu hurtig fra porten og stillede mig oppe i slottet i mit vindue, der gik til gaarden. Neppe var jeg der, saa stolpede kapelmesteren, med sin galonerede klædning paa, der endog lyste i mørke, tvers over gaarden og ilede hen til porten. Bydende kaldte han paa portneren, og raabte gjentagne gange paa ham med forstærket stemme, medens den gamle portnerinde søgte at finde, den af mig bortskaffede nøgle. Endelig kom hun med en lanterne i haanden ud af hendes stue og yttrede sine beklagelser i ord, som jeg ikke kunde forstaae. Kapelmesteren begyndte græsselig at bande, og med en bjørns raserie, der vil tugte og omrive et træe, som dette ubehændige dyr er falden ned af, løb han storm mod porten. Strax derpaa blev mit navn nævnet. Hurtig løb kapelmesteren igjen over gaarden, og jeg for at være tilstede ved hans besøg, smuttede ind i mit værelse. Han overfaldt mig, med hæftige bebreidelser, fordi jeg bortsendte en mand i øst og vest, der skulle passe sin post ved porten. Jeg svarede ham, at det var skade han ikke havde forbuden mig det i gaar, saa var det ikke skeet i dag; dog ville jeg give ham det gode raad, at lade portnerinden aabne porten for sig. "Saa klog er jeg selv! skreg han; men der er ingen nøgle, den gamle dumrian har taget begge nøgler med. " Glad over at ingen mistanke faldt paa mig, viste jeg den grove karl, da han endnu vilde skjælde mig mere ud, dristig døren. Taarnklokken slog just otte og han løb, som om fødderne brændte under ham tilbage til porten. Jeg stillede mig paa luur, og hørte at han holdt et græsseligt spetakkel i portnerstuen. Men derpaa igjen hørtes et jammerskrig, som om han var i livsfare. Den gamle kone løb ængstelig over gaarden til vagtstuen, hvor, af vor slotsgarnison, tolv gamle soldatre, tre daglig havde vagt. Imidlertid skreg kapelmesteren altid stærkere og stærkere, saa at det blev kristen pligt at ile ham til hjelp. Jeg fandt ham geraadet i den snurrigste ulykke af verden. Min fange havde nemlig villet sætte sig i frihed, gjennem det eneste lille vindue, der var i portnerens lille stue, men var, som proppen i en flaske bleven siddende. Benene og den nederste halve deel af legemet hang udenfor, og den anden halve deel var indenfor. Saaledes holdt han sig, i det han ventede paa redning, i ligevægt: men denne blev som det saa ofte skeer med den politiske forstyrret paa den meest fiendtlige maade. Der stod nemlig udenfor under vinduet en grobian, som uafladelig med en stok bearbeidede kapelmesterens bagre legems deel, især den meest ophævede deel af samme; og som hverken med trampen eller skrigen lod sig forstyrre i denne forretning. Jeg var ude af stand til at kunne hjelpe den lidende. Han stak saa fast mellem vinduesrammen, at jeg ikke formaaede at hale ham ud. Ligesaalidet kunde jeg bringe den rastløse tugtemester til at holde inde, da den revsedes brede legemsmasse tildækkede hele vinduet. Dog snart kom der hjelp; portnerinden havde opbuden hele det samlede vagthavende mandskab og da disse hjalp mig til at trække, droge vi lykkelig den slagne mand ud af klemme. Wer da? raabte jeg hurtig ud gjennem vinduet. God ven! svarede den øverbefalende for garnisonen med sin grove basstemme. Denne gamle krigskammerat, en forhenværende preusisk underofficeer, havde gjort sig tilgode i staden. Da han nu i mørke og taage, den sidste i hovedet, kommer tilbage til slottet, seer han et par been hænge ud af vinduet, og iden tanke, at de tilhører en uroesstifter, gjør han sig den længe savnede fornøielse dygtig at sætte, som i fordums gode, gamle tider, sin korporalstok i bevægelse. Det erfarede jeg bag efter af ham; thi nu bortfjernede jeg mig uden ophold, for at undgaae en nye ordvexsling med kapelmesteren. Strax derpaa kom dørvogteren til mig og afgav beretning om den ham overdragne commission. Han anklagede sig selv, at han af uforsigtighed havde taget begge nøgler med sig. Jeg fandt det ikke for raadeligt, at bringe ham ud af drømmen, men glædede ham med en saa rigelig belønning for hans udførte ærende, at han leende satte sig ud over kapelmesterens vrede, der strax ved portens aabning, som et rasende vildsviin foer ud af samme. De er en rar fyr! raabte Frederikke, da jeg næste gang besøgte hende. Spillet er vunden, hør blot hvorledes det gik til: Lotte og tanten gaae lykkeligviis endnu før klokken otte til sandsigerinden. Hun lægger kortene, og den tykke mand viser sig baade for og bag, som den brudgom himmelen havde bestemt hende. Det arme barn gjør sig nu ogsaa beredt paa at see den forhadte gestalt i tryllespeilet. - Nu ringer det i næste værelse. Det var det mellem sandsigerinden og hendes tjenestepige aftalte tegn, at speileaanden var kommen og var indbragt i kammeret. Gøglerinden gjør nu allehaande figurer omkring tryllespeilet, griber endelig to lys og raaber med høitidelig stemme. "Du som er bestemt til denne ædle jomfrues mage, kom tilsyne! kom tilsyne! " - See da staaer Elbing for dem! - Charlotte jubler; besværgerinden lader af forskrækkelse begge lys falde; og tanten bliver dødbleg. Imidlertid springer Elbing ud af huset. Strax derpaa forlader ogsaa Lotte og hendes tante den endnu gandske bedøvede sandsigerinde. Denne tager nu pigen i forhør. Den slue tøs forsikkrer at hun har ført kapelmesteren, der var kommen efter bestemmelse klokken 8, ind i kammeret. "Nu saa har ogsaa den onde været med i spillet, " siger den gamle, og bliver saa forsagt, at hun ikke tør blive allene i stuen. Kort derpaa styrter kapelmesteren aandeløs ind. Han hører med forskrækkelse at alting er forbi og overvælder sandsigerinden med bebreidelser. Hun siger, hvad kan jeg derfor at Satan har blandet sig med i spillet, og snart antaget deres, snart Elbings skikkelse? Han kalder det dumme streger, skjelder hende ud for en bedragerske, og slaaer tryllespeilet i stykker; men hun kaster kar og potter efter ham og driver ham derved paa flugten. Min veninde er nu fuldkommen lykkelig, saagde Frederikke sluttelig. Jeg opdagede hende i dag sagens rette sammenhæng. Men tanten anseer endnu synet af Elbing, for nogen overnaturligt. Hun mukker derfor ikke et ord derimod; men gjør allerede anstalter til Lottes forønskede forlovelse. Kapelmesteren kunde ikke tilgive mig, at han ved mig har tabt en riig brud og havde faaet prygl ovenikjøbet. Han drager mig vel ikke til ansvar derfor, da han maae holde sit forehavte skjelmstykke hemmelig; men naar han seer mig, funkler hans øine af vrede. Ogsaa hans venner ere mere end nogensinde før forbittrede paa mig, derfor beder jeg himmelen om ikke at lade mig blive syg her paa slottet; thi jeg maatte da befrygte at livlægen, for at hævne sin ven gav mig et successionspulver. Mindre farlig er justitsdirecteuren for mig, som trods alle sine kneb og fiff, ikke kan krumme et haar paa mit hoved. Men allermindst bryder jeg mig om dvergens latterlige unaade, som hver gang vi møde hinanden, viser mig en knyttet næve. (Da fortællingen er for vidtløftig, sluttes den først i næste nummer.)
|
fiction
|
short story
| true
| 3,194
| 9,060
|
1824-11-19
|
A. F. C. Langbein
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton stolen-ring_c
|
TRUE
|
stolen-ring_d
|
stolen-ring
|
Den stjaalne ring. (Sluttet. En dag da Frue Bårvald var gaaet ud, lod Helene mig ved hendes kammerjomfrue bede, at jeg ville komme ned i haven, hun havde noget hun ville tale med mig om. Glad og frygtsom ilede jeg derned. Hun ventede mig paa et sted, hvor vi ikke kunde blive seet fra slotsvinduerne, og i den varmeste venskabs-tone, sagde hun: "Jeg anseer det som en taknemmelig pligt at maatte sige dem noget ubehageligt. De har fiender paa slottet, der søger at sværte dem hos fyrsten. " Jeg takker dem for denne advarsel, naadige frøken, svarede jeg; men min vandel er reen, og min troskab mod fyrsten uforanderlig: hvad har jeg da at frygte? jeg er derimod mine fiender meget forbuden, at de have forskaffet mig dette beviis paa deres velvillie, min dyrebare frøken. O, jeg er dybt i deres gjeld, gjentog hun sukkende. De ræddede mit liv, og jeg - gav dem en halv henvisnet rose! - Jeg forsikkrede, at denne rose havde et uforgjengeligt værd for mig, og i det jeg aabnede min tegnebog, viste jeg kjerlighedsblomsten, der laae i hellig bevaring mellem silkepapiir. Rørt rakte Helene mig haanden. "Vi forblive venner" - sagde hun hjertelig. - Dog nu forlader de mig kjære Walland! Ingen skal eller maae vide noget om vores sammenkomst, og i saa fald maae man vogte sig for at træerne havde øine og øren. Lykkelig, som en gud, gik jeg tilbage. Kapelmesteren mødte mig med hans sædvanlige tordnende ansigt paa slotstrappen; men jeg hilsede ham saa venlig, at han studsede og gloede paa mig, som om han troede jeg var bleven vanvittig. Nogle dage efter, blev mig, da jeg om morgenen ville høre hvad fyrsten havde at befale, i forgemakket fortalt, at han var syg og gav ingen audience. Om middag kom han ikke til taffels. Ogsaa Helene og tanten lode sig heller ikke see. Jeg spiste allene med mine tre modstandere. Et sandt giftmaaltid! De talte med hinanden et pluddervælsk af afbrudte ord, og loe derimellem uophørlig. Jeg vidste ikke om jeg var forraadt eller solgt. Om eftermiddagen blev jeg kaldet til fyrsten. Usædvanlig bleg sad han mellem puderne i hans lænnestoel, og sagde med mat stemme: "Tag plads ved min side, det falder mig tungt at tale; men en forunderlig hændelse nøder mig dertil. " "Jeg veed ikke, om de har hørt, at paa det sted hvor dette slot er bygget, stod fordum et munkekloster. Det sidste overhoved derfor, var en aandelig inspireret abed, kaldet Ricodemus, om hvem historien fortæller, at han var en mand af overordentlig strenge sæder og næsten kjæmpemæssig legemsstørrelse. Herpaa grunder sig det gamle sagn, at hans aand endnu imellem vanker omkring blandt disse mure, som dommer. Dog hvorledes kan jeg endnu kalde dette et sagn, vedblev han sukkende. "Det er sandhed! " Jeg hørte hans tordenstemme forrige nat; han raabte for min sovekammerdør: Arenhain, Abed Ricodemus taler med dig! Jeg finder behag i din fromhed, men en afskyelig, en antikrist faldt ned som fra skyerne, traade i din tjeneste og besidder din fortrolighed. Riv i morgen denne slange fra din barm, kast den over grændserne af dit gebet! ellers viser jeg mig frygtelig for dig næste nat, og død og fordærvelse ere mine følgesvende. Saa lød den skrækkelige røst; og jeg ville gjerne skjule for mig selv hvem den ivrede imod. "Imod mig, naadige herre! sagde jeg uforskrækket. Tiden jeg blev ansat i deres tjeneste, sætter det uden for al tvivl. Men Abed Ricodemus kjender ikke mig, og var han ingen hellig person, ville jeg kalde ham en bagvasker! " "Stille! Stille! faldt fyrsten mig ængstelig ind i ordet: besvar de mig sandt og oprigtig, som om de stod for Gud, det spørgsmaal: er de en kristen. "Ja jeg er! " svarede jeg med fasthed, og saae ham frit ind i øinene. "Det beroliger mig, sagde han. En god samvittighed taler af deres øine. Gud allene skuer ind i hjertet; selv engle og hellige er dette lukket for. Derfor skal aandens ord ikke lede mig vild i min tiltroe til dem. Jeg vil modig oppebie ham, og forsvare dem mod ham. " Jeg forlod fyrsten med det forsæt, at befrie ham for dette forsvar og overhoved søge at afvende fra ham det tiltænkte besøg. Jeg sluttede mig let til hvorfra abeden vilde komme, og besluttede at spærre ham veien. Men da han, ifølge sagnet skulle være en kjempe, saa var feide mod ham uden assistance heel betænkelig. Jeg saae mig derfor om efter en dygtig kampbroder. Mit valg faldt paa den fyrsterlige livkudsk, der var en karl med marv i knoklerne, som jeg kunde forlade mig paa. Mod midnat besatte vi i al stilhed udgangen til en lang hvælvet gang, som Hr. Abeden, ikke kunde undgaae at passere, naar han vilde spøge i fyrstens sovegemak. Han lod os neppe bie ti minutter, tunge trin som løde fra den ene ende af gangen, forkyndte hans ankomst. Vi rørte os ikke af stedet, førend spøgelset kun var faa skridt borte fra os. Pludselig brød vi ind paa det, med to lys vi havde holdt skjulte, og saae en uhyre, med en høi biskopshue, forstørret kjæmpe, hvis græsselige maske næsten forskrækkede mig. Iført en lang sort talar, bar i den venstre haand en bog og i den høire en biskopsstav. Den pralede følgelig med alle biskopelige ærestegn. Jeg sagde uden omstændigheder: "God Aften, Hr. Abed! hvor spasserer de hen? " "Brummende som en bjørn, trak han sig som kræbsen en smule tilbage. Men da jeg trængte ind paa ham, og holdt lysene høit i veiret for at beskue hans contrabande ansigt; vendte han sig hurtig om, og gik rask bort. Min sekundant gjorde sig den fornøielse at knalde bag efter ham med en tyrepidsk. Hans høiærværdighed blev saa forskrækket og gjorde et saa svært spring, at - o, underværk! - hovedet styrtede baglæns ned ad skuldrene, og løb bag efter rumpen saa gesvindt som det kunde, hurtig bort. Jeg kunde for latter ikke forfølge den sammenfalde kjæmpne. Men kudsken gav ham, med hans knallende pidsk et sikkert geleide indtil enden af gangen. "Det skjelmspak - raabte han, da han kom tilbage. - Dværgen stod paa kapelmesterens skuldre! " Jeg bad ham tie med historien, og da fyrsten den følgende dag yttrede sin forundring over at aanden ikke viiste sig, taug jeg ogsaa dermed. De to brudstykker af den hellige Ricodemus undvege mig siden overalt hvor det var muligt. Hovedet, saa godt det kunde løbe, undgik dog ikke sin straf. Det geraadede strax derpaa, ved følgende leilighed i en høist fortrædelig stilling. En reisende konstnerinde, der hjalp sig igjennem verden med pantominiske forestillinger, ville skaffe fyrsten den fornøielse at beundre hendes konst. Da hun for det meste lovede at forestille aandelige ting, erholdt hun tilladelse til at opstaae sin skueplads en aften paa slottet. Den samtlige hofstat havde adgang dertil, og fyrsten selv befandt sig, tilligemed nogle tilstædeværende troesbrødre blandt tilskuerne. Efter adskillige aldeles mislykkede optrin, viste stymperinden sig som Jomfrue Maria, og den guddommelige søn, der hvilede paa hendes skjød, var vores gamle hæslige dværg. En latter brød, ud, som aldrig tog ende. I den hæftigste vrede reiste fyrsten sig op, og befalede de ved døren staaende soldater, at gribe den lille Mesias og bringe ham i fængsel. Madonnaen maatte strax pakke ind og forlade slottet. Saaledes kom hun dog lykkeligere bort, end hendes laante søn, der maatte udstaae adskilligt. Han sad tre lange dage, forhaant og bespottet i vagtstuen, paa vand og brød, og først da lykkedes det, det venskabelige kløverblad ved dets ivrige forbøn, at løse den fangne forløser. Jeg forbigaaer flere, deels latterlige, deels ærgerlige begivenheder og henvender mig til den hændelse, der gandske gjorde ende paa dette hykler-regiment i slottet. Kapelmesteren og hans selskab elskede vinen lidenskabelig og holdt ofte i slottet natlige drikkelav, hvorved de gjerne sang en kraftig drikkesang. Det maatte rigtignok skee med dæmpet stemme, da fyrsten vel sov langt borte, men dog nær nok for at høre bacchanternes sang. Det skeede ogsaa virkelig engang. Morgenen derpaa gjorde kapelmesteren og livlægen paa engang deres opvartning hos ham. Han spurgte hvad de toner skulde betyde, som han havde hørt om natten. "Vi holde bedetimer, " svarede de. Det gefaldt ham, men han undrede sig kun over, at det var ham gandske fremmede melodier. De listige kanallier svarede: at afstanden maatte vel have været skyld deri, og derved blev det. Men begge skreve sig det bag øret, og livlægen en behændig poet, kom paa det indfald at digte et par dygtige drikkesange efter aandelige melodier, ikke allene for det komiske deri, men fornemmelig for at føre den lyttende fyrste bag lyset. Disse snurrige sange vare i faa dage færdige og rigelig krydrede med satirisk lune. Digteren tager med egen haand nogle afskrifter deraf og gaaer ind i drikkestuen. Hans tre venner - thi ogsaa dværgen var et medlem af drikkeselskabet - jublede over disse herlige sange, stemmede glade i, da vinen var stegen dem til hovedet, og sang uden al frygt og tvang. Fyrsten kunde nu ogsaa høre det, men hvad gjør det? Der bliver holdet Bedetimer? Denne har just en søvnløs nat. Lyttende glæder han sig over hans troe tjeneres andagt. En favoritsangs melodie smigrer hans øre. Henreven deraf staaer han op. Han vil bede og synge med de fromme mennesker. Disse, der snarere havde ventet himmelen skulle styrte ind, end denne usædvanlige nattevandring, havde ikke laaset døren, og i deres støiende ruus, hører de ikke fyrstens sagte trin. Pludselig staaer han for dem. Af forskrækkelse springe de op, og klamre sig, ikke mægtig deres fødders brug, rundt om bordet, og de stærkbevægede drikkekar styrte overende. Fyrsten forbausedes. Alt synes ham et blændeværk. Men da han fordrede af drukkenboltene, der stirrede paa ham med stive øine, at de skulle gjøre regnskab for hvad han saae, og de begyndte med stammende tunge at ville frembringe adskillige hykleriske udflugter, da saae han hvem han havde at gjøre med, befalede dem at tie stille, bemægtigede sig nogle exemplarer af de afsungne sange og gik tilbage til sit værelse. Her læste han, sin livlæges poesier, hvis haandskrift han kjendte. De vare fulde af uanstændigheder og spot over pietister og helgener. Angreben og saaret derved fra den ømfindtligste side, besluttede fyrsten uden videre at give de afmaskerede hyklere sin afskeed. Det var neppe bleven dag, da han lod mig kalde. Med bedrøvelse fortalte han mig, hvorledes han havde opdaget hans tjeneres falskhed og uværdige opførsel, og meddeelte mig den ubehagelige befaling, at forkynde justitsdirecteuren, livlægen, kapelmesteren og dværgen deres afskeed. Han overgav mig tillige fire forseglede ruller med guldstykker. "Jeg skjenker herved - sagde han - enhver hans fulde aars løn. Men befal i mit navn modtageren deraf, inden tre timer at forlade slottet og aldrig igjen at komme for mine øine. Kun justitsdirecteuren maa og vil jeg endnu taale saalænge indtil han har overleveret sin eftermand arkivet. " Jeg udførte den mig givne befaling med al den skaansel, der var mig muligt, da jeg frygtede for udbrud af fortvivlelse. Men herrerne ventede allerede den dom jeg forkyndte dem, og fandt pillen saa meget mindre bitter, som fyrstens gavmilde haand havde forgyldet den. "Vi havde for lang tid siden besluttet, ikke længere at forbittre os livet ved at blive her - sagde de pralende. - Vi kunne ved vores videnskaber og talenter overalt gjøre bedre lykke. " Kun dværgen tilstod, at han ikke havde lært andet, end at spise brød. "Dog naar alting slaaer feil, - sagde han - saa lader jeg mig see for penge. " Med denne betlertrodsighed, grebe de, med undtagelse af juristen, reisestaven og vandrede fort. Ogsaa jeg maatte den følgende dag reise, dog ikke forviist, men i fyrstens forretninger, han sendte mig til en af Tydsklands hovedstæder for at drive paa en proces, som der ogsaa allerede var gjort anhængig, men hang som i kjeder; tillige fik jeg den commission at opsøge en erfaren læge og en duelig musicus og afslutte en overeenskomst med begge. En dygtig justitsdirecteur var allerede funden i nærheden, og dværgens post blev ubesat. Kort før min afreise fandt jeg endnu en gunstig leilighed at tale med Helene uden vidner. Denne lykke varede kun fem minutter, men jeg havde ikke byttet dem for ligesaa mange leveaar; thi ethvert ord, et hvert blik af den inderligelskede, opdagede mig uvilkaarlig gjenkjerligheds søde hemmelighed. Beruset af glæde kastede jeg mig i vognen og den eneste tanke paa den ensomme, lange reise, var Helene. Jeg var to maaneder fraværende, da jeg kom tilbage og kjørte forbi præstegaarden, reev Frederikke vinduet op og raabte: "Holdt et øieblik, jeg har noget vigtigt at sige dem. " Jeg sprang ind i huset. Hun hoppede mig glad imøde og sagde: "Ei, hvilken forandring vil de finde paa slottet. Der er for fire uger siden en ung herre ankommen, som man hvisker hinanden i øret, skal være fyrstens søn. " Der overfaldt mig en skræk, saa jeg troede jeg skulle synke ned. Dog jeg fattede mig voldsomt, erklærede denne nyehed for et tomt byeslader, og randt, ærgerlig, som en der er bleven narret april, hurtig igjen bort. "Ulykkelige Amadis, du har tabt din princesse! " raabte Frederikke leende efter mig, da jeg halv sandsesløs styrtede mig i vognen. I slottet saae jeg hverken til høire eller venstre, og undgik paa veien enhver samtale, for i det mindste at beholde saalænge min møisommelig tilkjempede fatning, at jeg kunde aflægge beretning om min reise. Det gik i begyndelsen ret godt, men snart tabte jeg traaden. Den stilling jeg stod i for fyrsten var saaledes, at jeg kunde gjennemsee en række værelser, der stode aabne bag ham. Døren til det sidste af disse gemakker gik op, Helene traadte ind, og neiede for mig, men neppe havde hun gjort nogle skridt fremad, førend et ungt menneske kom, med naragtige luftspring, dandsende og fløitende ind gjennem samme dør, tog Helene om livet og reev hende, uagtet al hendes modstand, valtsende med sig igjennem to værelser. Da han kom mig nærmere kjendte jeg ham - det var Richard! Min ring blinkede paa hans haand. - Jeg sittrede i af vrede, og kunde neppe afholde mig fra at angribe ham. I dette øieblik blev han mig vaer, han blev hæftig forskrækket, slap frøkenen, tildækkede hans ligblege ansigt med hans lommetørklæde, gik den vei dandsende tilbage han var kommen, med bævende knæer, og forsvandt gjennem den sidste dør. Fyrsten og Helene saae paa ham med forundring. Derpaa vendte hiin sig til mig og spurgte: "Kjender de ham? " "Ja, naadige herre! - svarede jeg - Men endnu nøiere kjender jeg den ring han bærer. Den blev mig berøvet. " "Umuligt - raabte fyrsten. - Hiin ring, som de paa denne overraskende maade gjør fordring paa, var engang min eiendom, og hiin unge mande fik den, paa anden haand af mig. " Høist forundret saae jeg paa ham, og sagde: "Naadigste herre, jeg er geraadet i en labyrinth af gaader. Den eneste udvei frembyder maaskee min levnetshistorie, befaler de at høre den. " Ret gjerne! - sagde han, - og vinkede til Helene at forlade os. Hun trak sig tilbage til næste værelse. Jeg fortalte nu, hvorledes det var gaaet fra min moders død af, og hvorledes jeg var reden fra den ene til den anden greves slot og havde foreviist ringen. "De siger mig intet nyt, faldt fyrsten mig ind i ordet. Alt dette har hiin unge mand fortalt mig som hans egen historie. " "Det faldt ham let; - svarede jeg, - thi jeg var desværre saa uforsigtig at aabenbare ham mine hemmeligheder. Han bemægtigede sig strax derpaa min ring og tog flugten. " Taus overveiede fyrsten sagen. Endelig spurgte han: om jeg blandt min moders efterladenskaber ikke eiede et brev, hvori ringen blev omtalt. Jeg sagde jo, og hentede det hurtig fra mit kammer. Fyrsten kastede et blik derpaa, sprang op, omfavnede mig og raabte! Ja du, du er min søn! hiin er en bedrager. Mine følelser ved denne anledning overgik al beskrivelse. Et paradiis aabnede sig for mig. Dog pludselig faldt det mig ind og jeg erindrede fyrsten om, at min moder havde sagt min fader var en greve. "Ja! jeg var endnu greve, da jeg skrev dette brev, - svarede fyrsten; - først sildigere blev jeg som gesandt ved det spanske hof, udnævnt til fyrste. Under den tid havde din moder forladt hendes hjemsted, og med forsæt holdt skjult hvor hun ville begive sig hen. Jeg kunde, saameget som jeg ogsaa søgte at udforske det, ikke udfinde hendes opholdsted, ogsaa jeg var ved min ophøielse, der synes at være forbleven hende ubekjendt, bleven hende fremmed. Efter min tilbagekomst fra Madrid, blev jeg dødelig syg, kom til erkjendelse om mine synder, og vendte mig til Gud. Dog om alt dette tale vi en anden gang. Nu ville vi høre, hvad den aventurier, der nær havde tilstjaalet sig en søns rettigheder hos mig, kan anføre til sit forsvar. " En betjent blev skikket efter ham, men kom tilbage med den efterretning; at den unge herre havde kastet sig paa en hest, og var med slap tøile, gallopperet bort. "Hvad have vi mere vidnesbyrd behov for, at han var en bedrager! " sagde min fader. Han ville lade ham forfølge med stikbreve, men jeg bad for ham. "Saa slet dette menneske er, saa beviste han dog mig en betydelig tjeneste. Jeg havde aldrig viist min ring til en fyrste, fordi jeg søgte en greve, og saaledes var jeg maaske mit hele liv forbleven faderløs. " "Du har ret! - sagde min fader. - Slette menneskers straf er overbeviisningen om, at de imod sin villie have stiftet noget godt. " Den ædle olding lod derpaa det hele huusgefinde kalde sammen, og forestillede mig for dem, som sin søn. Ingen tog hjerteligere deel i sagens lykkelige vending, end Helene, som fra første øieblik af havde hadet og undflyet hiin frække vagabond. Min værdige fader overgav mig et med landsherrens confirmation bekræftet document, hvorved han indsatte mig i alle en ægte søns rettigheder; kort derpaa blev jeg Helenes lykkelige gemal. Ogsaa den gode Frederikke gik ikke tomhændet derfra. Den nye, af mig udsøgte huuslæge, var en elskværdig mand, som hun slet ikke søgte saaledes at undvige, som hans hæslige formand, der jagede hende omkring paa græsplætten. De unge folk kom derimod, uagtet det var sildig høst ofte der fortrolig sammen, og førend den første snee faldt, vare de forlovede med hinanden. Min fader paatog sig at udstyre bruden, og anrettede for sin læge og mig paa en dag et fyrsteligt bryllup. Denne æresbeviisning udvirkede jeg for Frederikke, da jeg paa en vis maade havde hende at takke for min nærværende lykke. Havde hun ikke paa hiin, for min skjæbne saa vigtige dag, da jeg skuede ned fra bjerghøiden i det forjettede land, havt det indfald, at ville læse Maria Stuart i det grønne, saa havde jeg aldrig betraadt min faders dørtærskel, og Helene havde for mig været evig tabt. A. F. C. Langbein.
|
fiction
|
short story
| true
| 3,155
| 9,060
|
1824-11-26
|
A. F. C. Langbein
|
Tysk
| 0
|
Feuilleton stolen-ring_d
|
TRUE
|
the-war_a
|
the-war
|
Krigen. (En fortælling af Montgomery, of the literary Companion, New-York, America.) Julia Maria P***** var datter af en officeer under revolutions perioden i America, som var falden, kronet med seierens laurbær i det blodige slag ved Bunker Hill. Hans to sønner, som begge beklædte en høi charge i armeen og Marqvis D'Estanville, oberst ved dragonerne og Julies forlovede, vare hans adjutanter paa ærens dag. Oberst D'Estanville med et udvaglt cavaleriekorps, var i nærheden af Generals P*****s person, paa hvis hoved det brittiske ministerium havde sat en høi priis. Den begierlige fjendes skud søgte derfor generalen, med samme begjerlighed, som blodhunden søger sit rov. Ved en uventet manøvre af fjenden, blev den troe trop, der omgav vor helt, angreben i flanken og aldeles omringet i samme øieblik, som de dreve en fiendtlig afdeling ned ad høien. Tre gange slog D'Estanvilles kjække hob, hessianernes og de fiendtligsindede vildes angreb tilbage og man kunde tydelig see, at det i særdeleshed var dem om deres tappre hærførers liv at gjøre - tre gange samlede de sig igjen og anfaldt og tre gange bleve de drevne tilbage! General P***** og hans korps var lidt efter lidt bleven adskildt fra hovedarmeen og nu havde de intet andet middel tilbage end at retirere. Ved hvert anfald af deres talrige angribere, droge de sig langsomt tilbage, men angrebet blev altid fornyet under de vildes døvende krigssange og skrig. En lang række døde legemer, der laae adspredte langs veien betegnede den amerikanske retirade. Men nu, kunne de ikke komme længere. De uforsonlige fiender, angrebe dem med forøget antal og bag dem tilintetgjorde den vrede bølge, der brød mod strandbredden, ethvert haab. De vare nu, i vild fortvivlelse, i færd med at kaste sig i den skummende strøm foran dem, da de i stor frastand fik øie paa flere kavalerie afdelinger, der indsvøbte i støvskyer, nærmede sig hurtig, for at komme dem til undsætning, oplivede af haab, samlede de paa nye alt deres mod og deres hele styrke, for med fortvivlet bestemthed at frelse deres frihed og deres liv. Den kjække marqvis og generalen anførte denne haandfuld brave; bag dem rede Julies to brødre, side ved side, den yngste førende fanen i hans venstre haand, resten fulgte i en dobbelt linie og reiste sig høiere i stighøilerne. Deres blodige sabler, nu hævede, nu sunkne, uddeelte uundgaaelig død. Og medens de rasende hugge sig vei gjennem den angribende fjende, opfyldes med forøget antal hurtigen deres sted, som falde for deres hvasse sabler, og alt trodser deres forenede anstrængelser. De hørte nu klarinettens skarpe tone, som forkynde dem den nære undsætning - de høre nu jorden drønne under de snysende heste - de høre deres høistkommanderende byde dem, "angriber! " Men ak! det er forsildig. I befrielsens, i seirens øieblik, falder sværdet fra hans kraftløse haand, bidslet falder fra hans convulsivt sammenbøiede fingre, og udmattet ved tabet af det blod, som strømmede fra saamange saar, som bedækkede hans ædle bryst, falder denne patirotiske hofvidsmand! D'Estanville fanger ham op i sine arme; hans sidste ord vare: "Jeg har gjort min pligt. Jeg døer som frie mand! " Saaledes døde patrioten. Skulle jeg fortsætte fortællingen om slaget? Hvo kjender ikke denne ærefulde dags hændelser? Hvor ofte ere vi ikke ved fortællingen derom blevne begeistrede af fædrelands kjerlighed og have besluttet at leve og at døe for dette! Den gjenvundne frihed og liv, selv glæden over seieren, kunde ikke formilde D'Estanvilles smerte. Han tænkte paa Julie. Det var ham, der skulle frembringe tidenden om hendes faders, og hendes broders skjebne. Men han kjendte hendes hjerte, hendes patriotisme skulle berøve smerten sin braand, og styrke hende til at bære næsten med rolighed, selv det værste blandt onder, naar blot hendes fædreland var sikkret. Fædrelands kjerlighed var i hine farens dage, qvindens stærkeste lidenskab! Lidet kjende vi til de mange lidelser de maatte udstaae. Aldrig, kunne vi sætte tilbørlig priis paa hine følelser, der bragte dem endog til med fornøielse at kunne lytte til fortællingen om den mands, faders, broders død, der farvede valdpladsen med sit blod, for at udslette ethvert spor af fremmed tyranie, i deres fødeland, som opofrede deres blod og deres kjæreste børn for at tilkjøbe sit fødeland friheden! I hine ædles skygger! - Matyrer for engelsk tyranie! besjel os med eders aand, og vi skulle altid vide at beskytte hiin fødselsret I skjænkede os! Drønnende minutskud naaede snart Julias øre, hun ventede alt længe armeens tilbagekomst. Pibens skjærende toner i enkelte mellemrum, det høitidelige trommeslag, den langsomme og afmaalte marsch af den sig nærmende armee, sagde hende, at de sørgede for en eller anden falden vaabenbroder. Den kikkert hvormed hun havde beskuet slagets fortgang, faldt fra hendes haand, og hun stod nu ved indgangen til hendes faders telt. En ahnelsesfuld gysen foer gjennem hendes hele væsen; hendes kind blev bleg, som bjergets snee; en kold dug hvilede paa hendes høie hvide pande; hendes sorte, glindsende lokker bevægede sig hid og did for vinden; hendes haand hvilede fast paa den urolig bølgende barm, som for at standse hendes ængstelige hjertes banken, medens hun havde hendes øie hæftet paa det sig nærmende sørgetog. Her ville billedhuggeren funden en gjenstand værdig hans meisel. De to kjække gardere, der stode skildvagt gjorde holt paa hver side af hende, medens den lange procession passerede forbi: Først kom den engelsk generals stridshingst, ført af to soldatre, dragende paa hver side af ham i støvet, fanerne med St. Georgs kors og den engelske løve i, næst ham reed atten ryttere i aabne geleder med deres omvendte sabler, i centrummet reed General *** den nu høist kommanderende general og fire adjutantere. Efter disse fulgte musikken, der spilte en høitidelig sørgemelodie, derpaa en lang linie af infanterie med omvendte vaaben; efter dem reed Oberst Marqvis D'Estanville paa en sort ganger fulgt af hans regiments dragoner. Det lange hvide haar, der slyngede sig ned ad hans stormhue, var bestænket med blod og støv; med blege kinder og hans øie stivt hæftet paa jorden, sad han ligesom begravet i dybe betragtninger; hans stridshest med bøiet hals og flyvende manke, gik med høitidelige skridt fremad. Efter dem fulgte i en lille afstand to liigbaarer, paa enhver laae et sønbrudt sværd og pistoler, de bleve bevogtede paa alle sider ved fyrgetyve ridende officerer, samlede af den hele armee, og dannede i to bøiede qvarreer; herpaa fulgte to hvide heste ledte at fire tjenere, klædte i hvidt, og endelig reed med et blegt og smertefuldt aasyn Oberst-Lieutnant P***** Julias tvillingbroder, førende i den eneste haand han havde tildage, den standart med hvilken han havde forladt leiren; ingen taare væddede hans kind, intet sorrigfuldt suk lød fra hans bryst. Hans hoved var blottet, og et saar i panden var omvunden med en hvid bandage; i taushed stirrede han ned paa hans nærbeslægtedes liigkister, og skred fremad, fulgt i nogen afstand ved en lang udstrakt linie af tropper, som sluttede processionen. De passerede forbi og lyden af deres fodtrin tabte sig i det fjerne. Julia bevægede sig ikke - talede ikke - græd ikke - hendes øine vare som i døden fæstede paa det punct hvor den sidste soldat forsvandt - og længe stod hun, som rodfæstet til stedet. Nogle musketsalver opvakte hende fra hendes bedøvelse, hun hævede hendes øine i veiret. To heste hørtes komme galloperende mod hende, og hendes broder og D'Estanville steeg af hesten og stode foran hende. (Fortsat.)
|
fiction
| null | true
| 1,223
| 1,980
|
1825-04-15
|
Montgomery
|
Amerikansk
| 1
|
Feuilleton the-war_a
|
TRUE
|
the-war_b
|
the-war
|
Krigen. (En fortælling af Montgomery, of the literary Companion, New-York, America.) (Sluttet.) I Julias kummerfulde møde med hendes broder og marqvien, søgte de at skjenke hinanden gjensidig trøst. De gjorde hende det forslag at hun strax skulle vende tilbage med dem til Boston. I aftenskumringen naaede de staden, som de blot for faa timer siden havde forladt med en oplivende følelse om deres tilkommende lykke. Hvor sørgelig var dette haab bleven tilintetgjort! Julia engang omringet af slægtninge og venner, var nu næsten berøvet alle. Et aar var neppe henløben siden hun havde seet levningerne af en inderlig elsket moder nedsynkes i graven. - Men hun havde dog endnu nogle tilbage, der kunde lede hendes fremtids fjed. En skrækkelig dag var forsvunden og intet spor deraf var efterladt tilbage, uden den sørgelige erindring om storheden af hvad hun havde tabt og det marmor i hvilken den sidste tappre handling i deres liv, stod udgravet. Onkler, beslægtede, broder alle var faldne. Hendes broder Carl var nu hendes eneste beskytter. Næste morgen forlod den styrke, som under den foregaaende dags scener havde holdt Oberst-Lieutnant P***** opreist, ham ganske. Svækket ved lidelser og smerte, fængslede en farlig sygdom, denne rastløse mand, der tørstede igjen efter at møde sit fædrelands fiende, til hans leie. Den spendte tilstand hans sjel var i, forvandledes til et skrækkeligt raserie, og hiin stolte skabning, som engang havde været beundret af venner og frygtet af fiender, - ham der kold havde gaaet kjæk gjennem blodsudgydelse og død, og anført det blodige slag, - hvor forandret nu: Øiets klare glands var fordunklet, hine læber hvorfra før hørtes commando-ord, zittrede af smerte og udstødte en smertefuld stønnen. Hiin stærke mussculense haand, der havde svinget en helts sværd, havde tabt dens sædvanlige kraft, og skjælvede af svaghed. Timer svandt efter timer, men endnu lovede lægens kunst intet haab - enhver dag bragte ham nærmere til graven. I to lange, kjedsommelige uger, sad Julie ved siden af hans seng, for at pleie den syge, og vaage over de hurtig svindende øieblikke af broderens liv. D'Estanville opofrede enhver ledig time, for at hjelpe hende i denne sørgelige beskjætigelse. En aften sad Julie og marqvien ved siden af Carls seng, da en soldat traade ind, og overleverede marqvien et brev. Han brak hurtig seilet og læste de uvelkomne linier. "Julie, " sagde han, "jeg maa forlade dig. Jeg har modtaget ordre til at marchere strax med mit regiment, for at forfølge en horde af vilde, der have plyndret og brændt en naboelandsbye. I morgen i dagbrækningen maa jeg være langt borte fra dig. Himlen beskytte og bevare dig indtil jeg kommer tilbage. Han trykkede et farvel kys paa hendes blege kinder, og ved midnatstider lød hornet, der forkyndte hans opbrud fra byen. Næste dag opfyldes Julias sørgelige ahnelser, hendes broder døde, og hun blev efterladt, "som fremmed et i fremmed land, " forladt og uden en eneste ven, at tye til for trøst. Hendes eneste haab var nu D'Estanvilles tilbagekomst. Næste morgen i dagbrækningen blev hun opvakt ved krigsraab og artillerie torden, det var den seierrige tilbagekomst af D'Estanvilles tropper. Et nyt haab oplivede Julias aasyn, da hun saae det stolte indtog i byen, fulgt af den beundrende folkemængde, hvis hurraraab lød mod himlen. Hun ventede flere timer med bange ægstelighed hendes vens tilbagekomst. Enhver lyd i gaden troede hun at være en trampen af hans hest, og enhver lyd bedrog hende. Han kom ikke. Aftenen nærmede sig omsider, paa alle de spørgsmaale hun gjorde om ham, det eneste dyrebare hun eiede tilbage i den hele vide verden! fik hun blot til svar, at han om natten, da de havde angrebet de vilde i midten af en dyb, mørk skov; i slagets tummel var kommen fra dem, og de formodede han var bleven fangen. Allerede oplyste mange kjerters glands den rummelige hal, hvor hendes broder Oberst P***** laae i stadselig ligparade, ved hans hovedpude knælede den blege Julia, og opsendte liig en bedende engel sine bønner om hendes elskede D'Estanvilles redning, da flyver paa engang salsdøren op. En vild i fuld rustning triner ind. Julie farer høit op af forskrækkelse. Den vilde nærmer sig langsomt og breder armene ud, endelig gjenkjender hun de velbekjendte træk og flyver i D'Estanvilles armee, som rigtignok var bleven fangen; men var flygtet, og havde besluttet at overraske hende i denne dragt. Snart derpaa ophørte hiin morderiske kamp; Frihedstræet blomstrede over hans hele fædreland. Ømmere og fastere baand forenede snart D'Estanville med hans Julia, og ofte plantede de i forening med hinanden en rose paa de faldnes grave.
|
fiction
| null | true
| 757
| 1,980
|
1825-04-22
|
Montgomery
|
Amerikansk
| 0
|
Feuilleton the-war_b
|
TRUE
|
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.